TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-04-18
17

 

MARIAS VEJ TIL NADVERBORDET

… befordret af myriader af protestantiske præstinder!

Roms seneste sakramental forståelse og nyfeminismens kvinder, der bryder brødet, er som sammensmeltet i det guldbæger, som Åbenbaringsbogens skøgerytterske holder i sin ene hånd…


NÅR KVINDER BRYDER BRØDET

I dette kapitel vil jeg forsøge at beskrive den fare, som den danske kristenhed står overfor i sit forestående møde med Rom. Reformationens protest er for længst blevet kvalt, og protestantiske præstinder er nu blevet forløbere for Marias adgang til (som det hedder): ’at bryde børnenes brød’. Imidlertid har Maria et større mål i sigte. Hun vil kaldes: Vor Frue af Det Hellige Sakramente. Hun vil indtage Jesu plads.

Derfor tillader jeg mig at flytte de kvinder, der bryder brødet, fra alterskranken til anklageskranken. Eftersom dommen begynder med Guds hus, er deres skyld allerede ved at blive afsløret… thi mange af de troende er blevet svage og syge, og klokkerne ringer alt for ofte til begravelse…

De, der har svært ved at indse denne fare, bør kaste et årvågent blik på den seneste udvikling i Den Katolske Kirkes sakrament-lære. De må aldrig afværgende sige, at ’det bliver Roms egen sag’, for Rom har en større plads i Det ny Europa, end gennemsnitsdanskeren fatter. En snigende modreformation er på vej! Den befordres ikke kun fra pavestolens politiske indflydelse men hjælpes fremad af New Age-bevægelsens grebethed af Maria, og de protestantisk-teologiske strømningers stræben efter, at kvinden skal have en større plads i den kristne menigheds lære og ledelse. Ja, det er for Rom kommet til det punkt, at kvinden ikke bør bryde brødet, for hun er i brødet! Hun er brødet! Maria er det brød, der brydes!

*

Håbet om, at de protestantiske troende i denne sene time får revet bindet fra øjnene, er kun svagt. Ingen vil tro, at det er kommet så langt ud med de såkaldte ’Maria-æresbevisninger’, og kun de færreste vil begribe, at jordbunden for verdenshistoriens største løgn i dette øjeblik beredes overalt i vort gamle, protestantiske fædreland. Det sker ved nadverbordet, hvor kvinder bryder brødet…

I den katolske kirke lyser over det såkaldte ’tabernakel’, hvor nadverens elementer opbevares, en rød lampe. Dermed tilkendegives, at Kristus i det indviede brød og i dette ’skab’ er legemligt til stede. I disse dage tændes en anden rød lampe i Europas reformerte kirker. En advarselslampe! Dens blinken bliver dag for dag mere heftig. Mange bliver svage og syge, og alt for mange kister bæres til graven. Har dette noget at gøre med den nye lære, at Maria er legemligt til stede ved brødets brydelse?

*

I Texe Mars’s bog: ’ALL FALL DOWN’; The plot to crown the pope the prince of peace (’På knæ, alle! Nu krones paven til fredsfyrste’) citeres en kristen leder I USA for følgende udtalelse: "Slut med protestantismen. Jeg sletter ordet ’protestant’ i min ordbog. Jeg protesterer ikke længere; det er nu tid for katolikker og ikke-katolikker at komme sammen som værende ét i ånden og ét i Herren!"

Nøjagtig denne holdning er allerede begyndt at præge den lutherske nationalkirke og de evangeliske menigheder i Danmark. Bortset fra et par ensomme røster i det religiøse øde er der ingen, der protesterer! Betegnelsen ’protestanter’ slettes også af det nudanske ordforråd. En uddød race! Reformationens glød er udslukt over det ganske rige. Hvad klokkerne end ringer for som et nyt EU-økumenisk initiativ vil den generelle holdning være: ’Jeg protesterer ikke længere’. Timen er kommet for Rom! Øjeblikket er inde for genindførelsen af Den Katolske Kirkes messe. Det bliver ikke svært atter at lade den katolsk ’alterklokke’ ringe, når ’forvandlingsunderet’ sker samt at tænde den røde lampe over det sted, hvor brødet herefter opbevares. På grund af den feministiske teologis indtrængen bliver det ikke vanskeligt at overbevise de danske menigheder om ’Marias plads i Det hellige Måltid’. Fordi de protestantiske åndelige ledere alle vendte det døve øre til, vil giftige druer blive blandet i vinen; ingen behøver længere at opfatte det som noget mærkeligt, at ’den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til’ (1.Kor.11:29). Som den økumeniske udvikling ved nadverbordet nærmer sig sit klimaks, vil dødsfaldene blive mere påfaldende og hyppige. Rækken i ’helbredelseskøerne’, der ved møder og gudstjenester søger frem til forbøn og håndspålæggelse, vil blive længere.

Da den anglikanske præst, David Watson, udtalte: "Reformationen er en af de største tragedier, der nogensinde er sket. Han mente dermed, ’at Den Katolske Kirke har forandret sig så meget, at den nu strider for det samme kristendomssyn, som kommer til udtryk i de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter…"

Da Billy Graham (ifølge Udfordringen nr.14, 2005, side 11 og Texe Marss’: Flashpoint, aug.95, side 3) omtalte Paven som ’min bror, der rejser rundt over hele verden med sit kristne budskab, der er det samme evangelium, som jeg forkynder’ – banede han dermed vej for den Maria-dyrkelse, der nu sigter på at tage Kristi plads ved brødets brydelse.

Er Roms seneste sakramentale forståelse og den protestantiske nyfeminismes præstinder som sammensmeltet i det guldbæger, som Åbenbaringsbogens skøgerytterske holder i sin ene hånd, medens hun med den anden griber om EU-dyrets tøjler for at indlede verdenshistoriens sidste og største jagt på de troende, ’der er gået ud fra hende’ (Åb.18:4)?

 

VOR FRUE AF DET HELLIGE SAKRAMENTE

Hvorledes skal den evangeliske verdens åndelige ledere og millioner af troende kunne se klart, når en højt respekteret forkynder som Billy Graham i sin bog ’I can’t play God any more’ (Jeg kan ikke længere spille Gud, side 158) erklærer: "Jeg har fundet ud af, at mine overbevisninger grundlæggende er de samme som de ortodokse, romersk katolske. Vi adskiller os kun på nogle punkter omkring den sidste kirkes tradition."

"Evangeliet, der grundlagde dette universitet, er det samme evangelium, som jeg prædiker i dag," udtalte han ved modtagelsen af en æresdoktorgrad på det romersk katolske universitet, Belmont College. (The Christian News, 1.okt. 1984).

Billy Graham vidste, at pave Johannes Paul d. 2. et par år forinden havde besøgt valfartsstedet ’Fatima’, hvilket paven omtalte som ’et verdenscenter til ære for Maria’. Sammen med FN arrangerer Vatikanet på det sted en årlig kongres for alle religioner. "Fatimas fremtid er tilbedelsen af Gud og Hans moder," erklærede paven, "et sted, hvor forskellige religioner sammen kan tilbede Gud, et universelt sted for tilbedelse" (Future of God, Congress of Fatima, Vanguard issue, jan. 04, s.2).

I samme periode blev paven velsignet af en shiva-præstinde, der malede sit gudinde-mærke i hans pande (Foto og tekst, ’Den skjulte krig mod de hellige’, Særkjær, okt. 2005). Shiva er den hornede frugtbarhedsgud (Lucifer) – i dag tydeligt forbundet med New Age.

*

Det er således næppe noget tilfælde, at i de mange århundreder, hvor Maria i Den Katolske Kirke blev (ikke blot æret) men tilbedt, forblev kirkens nadver (eucharistien) stort set et ’Mariafrit’ område. Efter reformationen var det - ligeledes i århundreder – mænd, der i de protestantiske kirker stod ved nadverbordet. Det var reformationens mænd, der forkyndte ordet og varetog menighedens ledelse.

Således er det ikke længere! I dag har Maria i Den katolske Kirke banet sig vej ind i eucharistien, og i den protestantiske verden er det kvindelige præster, der bryder brødet.

Da kvindesagen i midten af det 19. århundrede for alvor begyndte at få indflydelse i samfundet og det politiske liv, kaldte grundlæggeren af Eucharistiner-ordenen (nadverordenen), Pierre-Julien Eymard, kort før sin død i 1868 sine efterfølgere til sig. Med svag stemme hviskede han, at de fra nu af skulle give Maria en ny titel. "I skal påkalde hende under benævnelsen: ’Notre Dame du Très Saint Sacrement’ (Vor Frue af Det allerhelligste Sakramente)," sagde han.

Denne nye titel, som forbandt Maria-æresbevisningerne direkte til Det hellige Måltid, ’bragte’, som det siges blandt kirkens historikere, ’Maria-tilbedelsen ud af dens sterile periode’.

Mindre end et halvt århundrede senere lod Pave Pius X en Maria-statue rejse i Buenos Aires. I 1911 gav han stedet, hvor Maria står, samme navn, som Pierre Julien Eymard havde hvisket til sine ordensbrødre: "Basilikaen for Det allerhelligste Sakramente." Et kvart århundrede senere blev Eymard (i 1925) tilkendt helgenværdighed.

 

GUDSMODEREN OG NADVEREN

Medens nye bølger af kvindefrigørelsen tog form af en mere militant feminisme og en slags alternativ-kultur (’sisterhood is powerful’) rejste sig i de reformerte områder, fandt i 1912 blandt katolikkerne den 23. eucharistiske kongres sted i Wien.

"Dieser Kongress war wie ein eucharistischer so auch ein marianischer" (’Denne kongres drejede sig om nadveren – men samtidig om Maria’) skriver en reporter, G. Hassl, i et mindeblad fra kongressen (side 57). Begejstret tilføjer han: "Som den, der velsigner, står Maria både under korset og ved vore altre. Hun udruster sine børn til at modtage Det hellige Måltid, og hun udtaler velsignelsen over børnenes brød."

En ny åndelig bevægelse kunne spores! I den protestantiske kirke havde den på det tidspunkt endnu ingen præstinder – men i den ’mandsdominerede’ katolske kirke tog den gennem Maria-dyrkelsen direkte sigte mod nadverbordet. Samtidig med, at kvindebevægelsen i de ikke-katolske lande indtog en aggressiv holdning overfor det mandlige ’patriarkat’ (som nu i skrift og tale gjordes til hovedårsag for alverdens krig og elendighed) formulerede Pave Pius XI i 1928 personligt titlen for nadverkongressen i Sydney i Australien. Han følger den slagne linje; kongressen blev kaldt: ’Gudsmoderen og Eucharistien’.

 

HVAD DANSKE KRISTNE KAN FORVENTE

"Snart vil vi se frafaldne protestantiske kirker og Den Romersk katolske Kirke nærme sig hinanden," skrev Tim LaHay for mere end 50 år siden i bogen: ’Begyndelsen til Enden’ (side 146).

Disse ord er gået i opfyldelse – men på en måde som de færreste havde forestillet sig. Pave Benedikt XVI, Joseph Ratzinger, som i 2001 var en af de betydeligste embedsmænd i Vatikanet, udsendte et dokument under titlen ’Dominus Jesus’, som afmærker målet for Den Katolske Kirkes enhedsbestræbelser.

Som kardinal, præfekt og øverste leder af den mest betydningsfulde afdeling i Vatikanet, ’troskongregationen’ (der er selve indbegrebet af Den Romersk-katolske Kirkes læreembede) afleverede han på 20 A-4 sider, hvad f.eks. de danske protestantiske kristne nu kan forvente. Uden frygt henviser han til den berygtede pave Bonifacius VIII og hans bulle ’Unam Sanctum’ fra 1302 og fastslår, at ’kun de kirker, der står i direkte apostolsk succession med Romerkirken og således forvalter sakramenterne – især nadversakramentet med dets særlige katolske forståelse – kan i egentlig forstand kaldes ’kirke’ (Karisma nr.3, 2007).

*

Eftersom kvindesags-litteraturen blandt de protestantiske nationer er vokset til et i dag uoverskueligt antal titler, og samtidig med, at den har antaget mere og mere religiøse former og udviklet sig til en nyfeministisk, kirke-homofil subkultur, har Maria banet sig vej frem til Den Katolske Kirkes højalter. I begyndelsen kun for ’at velsigne børnenes brød’ (som det så rørende hedder i den almue-fromhed, der prædikes fra den lille landsbykirke) – men som årene er gået med et stadigt mere afklaret paveligt mål: Maria vil ikke kun ’bryde brødet’ – nej, hun vil selv ’være det brød, der brydes’, og som sådan (som ’ét brød’) forene den splittede kristenhed i ét legeme!

De kvindelige præster, som i dag over det ganske land er sat til at forvalte den reformerte opfattelse af nadveren, kender ofte kun lidt eller intet til denne superfeministiske, religiøse udvikling – men de er uden at vide det banebrydende for Roms mørkeste overgreb! De nye, danske præstinder fatter næppe det uudgrundelige og bedrageriske indhold i ’lovløshedens hemmelighed’ (2.Thess.2:7), og ved derfor ikke, at de er mørkets håndlangere i denne sag.

 

AL ANDEN OPFATTELSE FORBANDES

For at blive klar over, hvad der venter om hjørnet med hensyn til Marias indtrængen i Roms nadver, er det vigtigt at få fat i, hvad de katolsk lærde forstår ved et langt og næsten uigennemskueligt, latinsk ord: ’Transsubstantiation’.

Dette ord betyder, at Jesus er nærværende i brødet og vinen – men ikke sådan som danskerne har fået belæring derom. Altså på ’en åndelig måde’. Heller ikke – som nogen tror – på en mere håndgribelig måde i det brød og den vin, som bringes til kirken og anvendes til Det hellige Måltid, men ved, at brødet i bogstaveligste forstand under brødsbrydelsen forvandles til Jesu virkelige legeme, og vinen i bogstaveligste forstand forvandles til Hans virkelige blod…

Det er min opfattelse, at dette næppe kan forstås på nogen anden måde ud fra de nedskrevne erklæringer, som blev formuleret på latin ved Tridentiner Koncilet (1545-1565) – og ingen bør herefter tage det let, at det ved den lejlighed punkt for punkt blev understreget, at den arme sjæl, som har en anden opfattelse, skal både udstødes, forbandes og fratages ethvert håb om evigt liv eller fred med Gud…

*

De danske kristne, der som en af den aktuelle modreformations hovedmål, i voksende grad vil komme til at mærke Den Katolske Kirkes Maria-propaganda, bør omhyggeligt informeres om, hvilken bedragerisk lære og nadveropfattelse, der er ved at invadere deres menigheder og deres land. De kvinder, der – enten som præster eller som medlemmer af frikirkelige menigheder – bryder brødet ved nadverbordet, bør gøres bekendt med, at de som Marias medtjenerinder går hendes ærinde, der som afsluttende mål vil indtage Jesu plads i Det Hellige Måltid!

De medlemmer af menigheder og sognekirker, der ved nadverbord eller altergang, betjenes af en kvindelig præst, en kvindelig ældste eller lignende, bør informeres om, at de (sådan som det her er beskrevet) ’gør sig meddelagtige i hendes synder og kan blive ramt af hendes plager’. Mange er allerede svage og syge og adskillige ligger i deres grave.

*

Inden jeg her når frem til de afsnit, hvor jeg konkret vil dokumentere, at som Maria gennem århundreder over den ganske verden har indtaget Kristi plads som forløser, ’mellemmand’ og himmelsk majestæt – således vil hun nu i alle danske kirker søge at overtage Kristi plads i Det Hellige Måltid – bør jeg nærmere redegøre for Romerkirkens opfattelse af nadveren. Dette emne er langt fra uvedkommende i menigheder, hvor kvinder (som Maria-tilbedelsens uvidende forløbere) bryder brødet…

De allerede ankomne men skjulte udsendinge fra Rom vil om brødets brydelse (som de altid omtaler med ordet: ’eucharistien’) forklare, at brødet og vinen, ved en særlig indvielse, bliver forvandlet! "Der bliver ikke en krumme tilbage af det oprindelige brød, og ikke en dråbe tilbage af den vin, der anvendes," erklærer de, "alt bliver under nadveren fuldkomment og totalt forvandlet!"

"I det synlige kan intet ses," forklarer de videre. "Brødet og vinen vil stadig se ud som brød og vin. Disse nadverelementers form og farve, smag og duft, vægt og kemiske sammensætning ændrer sig ikke."

De konkluderer: Altså – hvad angår vore sansers opfattelse af brødet og vinen, og hvad angår en hvilken som helst kemisk analyse af disse elementer, er der under nadveren intet sket! Ingen forvandling har fundet sted…

Hvad der videre sker ved nadverbordet forklares på latin i den romerske katekismus (II.IV. quæst. 37 side 341) således: "Eftersom de synlige egenskaber af brød og vin ikke har været og aldrig kan blive en naturlig del af Kristi Legeme og Blod, og eftersom disse elementers egne egenskaber ikke længere eksisterer, kan disse egenskaber ej heller blive en naturlig del af noget eksisterende…"

Ingen bør dog ud fra denne forklaring være i tvivl om, at forvandlingsunderet har fundet sted, og det i en sådan grad, at brødet og vinen nu er Kristi Legeme og Blod… og for at dette ikke skal misforstås, hedder det videre i Catechismus Romanus: "Brødet er forvandlet til det legeme, der hang på korset, og vinen er forvandlet til det blod, der flød fra Hans side… fuldstændigt med nerver og knogler og alt, hvad hører til det menneskelige legeme" ("ossa, nervi, et quæcumsque ad hominis perfectionem pertinent", II. quæst 27 (33 XXXI side 333)).

(’Forvandlingsunderet’ i nadveren forsvares ofte af katolikkerne med henvisning til det under, der skete ved brylluppet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin. Imidlertid foreligger her den væsentlige forskel, at ved Kana-miraklet kunne det øjeblikkeligt iagttages, at der var sket noget. Vandet havde fået en anden substans, hvilket kunne både smages og ses. Ved Roms nadver sker (heldigvis) intet af den slags! "Det er ’et mystisk under’," hedder det, "og hvis de danske kristne ikke vil godtage dette, er de for altid udelukkede fra Guds kirke (’Anatema sit’)).

 

MARIA HAR DET SIDSTE ORD

Pave Pius XII forklarer ’det mystiske’, når han udsender skriftet: ’Mystici Corporis’… og netop i dette dokument omtaler nadverens forvandlingsunder med henblik på Maria og vand-til-vin miraklet i Kana. "’Marias enbårne Søn’ (således omtaler han Jesus) udførte et lignende under på moderens bøn i Kana i Galilæa!"

Temaet gribes nogen tid efter af Kardinal Lercardo, som fra Rom i 1950 rykker Maria et skridt nærmere mod nadverbordet, idet han på klart italiensk bekræfter: ’La Vergine è une causa finale dell’ Eucharistia’… hvilket betyder: ’Den hellige Jomfru har det sidste og afgørende ord at sige om nadveren’.

For at kunne forstå med hvilken intensitet Maria herefter baner sig vej gennem Roms opfattelse af alter-miraklet, må det samtidig for de danske troende afklares, at det er den samme ånd, der i den protestantiske verden anbringer kvinder ved nadverbordet for at bryde brødet.

Hvis det herhjemme har været forbundet med vanskeligheder, samvittighedskriser og doktrinære slagsmål at skabe den myriade af ordinerede præstinder, der i dag udskænker kalken i danske kirker og menighedslokaler, så har det i Den Katolske Kirke været en læremæssig krig at få skubbet manden væk fra alteret for i stedet at anbringe Maria foran brødet og vinen… i præstegevandt! Dog, hverken paver, kardinaler eller Vatikanets teologer har kunnet holde hende tilbage! Maria vil ikke kun som præst bryde brødet. Hun er brødet. Hun vil ikke kun i et liturgisk gevandt drikke af bægeret. Hun er den udskænkede kalk – og det er som sådan, at hun stræber efter at blive modtaget af den danske kristenhed.

 

EN AFSPORET KIRKE

For at dette kan lade sig gøre, må jorden beredes dertil.

Højt kvalificerede og ofte dybt hengivne kvinder har som de første taget præstekjolen på! Deres forkyndelse og ’præstetjeneste’ var fra første færd bedre end de vantro og sløve mænd, der omgav dem. Dermed skabtes en præcedens! I frikirkerne måtte kvinder, der i mange tilfælde var veludrustede både med hensyn til uddannelse og åndelige gaver, gribe roret for at føre menighederne ud af deres åndelige søvn – og således sætte et eksempel til efterfølgelse! De færreste er klar over, at hele denne udvikling har fundet sted, fordi Maria venter ved kirkedøren. Under orgelbrus bør hun overalt blive budt velkommen af feministiske bisper og provster og et hav af tjenende præstinder. Ingen bør finde det mærkeligt, at Maria nu er iklædt den præstelige klædning. Det har man vænnet sig til. De kvindelige præster har banet vejen for dette syn.

En afsporet, homofilt-påvirket kirke, har i de sidste årtier slået portene op for det største og mest afguderiske bedrag, som i denne time og under det økumeniske banner er på vej fra Rom; Marias lange vandring frem til nadverbordet er ved at være til ende. Snart vil hun som præst bryde brødet. Derefter vil hun indtage Jesu plads i Det Hellige Måltid…