TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-03-12
16

 

MANDSMODENHED

Så vidt jeg kan se, er der kun ét svar på denne udvikling: Den opstandne Herre nu atter kalder mænd til den apostolske tjeneste, som Paulus omtaler i sit brev til Efesermenigheden: "Og Han har givet os nogle som apostle, andre som profeter…(Ef.4:11) Disse mænd gives til menigheden for at de skal føre til mandsmodenhed. Ikke til et afbillede af ’Guds kvindelighed’…

 

NY KVINDEBIBEL

En af grundene til, at de troende i denne time må stå vagt om Guds Ord og dermed ’kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige’ (Judas v.3) er de bestræbelser, der internationalt og over en årrække har været gjort for at bringe en ny ’kvindebibel’ på markedet.

Halvtreds feministiske teologer af begge køn har i Tyskland arbejdet på en Bibel, hvor alle udtryk som ’Herre’ eller ’Fader’ samt alle former for mandlige begreber søges erstattet med andre udtryk. Titlen på dette værk er ’Bibel in gerechter Sprache’ (Bibelen – i det rette sprog).

I dette projekt deltager ifølge en artikel af Ingo Senftwerner med titlen: ’Wie weiblich ist Gott?’ (’Hvor kvindelig er Gud’?) den renommerede videnskabsmand, Bielefelder-professoren, Frank Crüsemann, samt Luise Schottroft fra Berkely (USA). Projektlederen, Hanne Köhler, fra Frankfurt, erklærer: "Vi teologer har gennem vort studium forstået, at der gives kvindelige apostle."

Ifølge professor Frank Crüsemann ’er Gud hverken mandlig eller kvindelig, og det må – mener han - nu komme klart til udtryk i Bibelen’! Han foreslår for eksempel en linje fra 1. Mosebog 1:31 formuleret således: "Og Gud så alt, hvad hun havde gjort, og se, det var såre godt!" Han fortsætter: "Profeten Hoseas beskrivelse: ’Jeg falder over dem som bjørnen, hvis unger man tog’ (13:8) skal naturligvis have den rette formulering. Det drejer sig her om en bjørnemor. Eller udtrykket fra Salme 22:10: ’Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst’. Gud bruger dette billede for at bevise sin moderlige omsorg," slutter professoren.

Fru Hanne Köhler fra Bibelselskabet: "Bibelen for det ny årtusinde, Akademi Arnoldshain", forklarer: "Det er helt klart, at hvis vi skal værne os mod det mandlige Gudsbillede, kan udtrykket ’Herren’ ikke længere anvendes! Fadervor må oversættes således: "Da lærte Jesus sine discipelinder og sagde: I skal bede således: "Vor far og vor mor i himlen, helliget være dit navn iblandt os!"

Når projektlederen for den ny ’kvindebibel’ erklærer: "Der findes kvindelige apostle!" må det forstås således, at det ikke er tilstrækkeligt med kvindelige præster og biskopper; på tærskelen venter nu kvindelige apostle, profeter… og lærere!

Så vidt jeg kan se, er der kun ét svar på denne udvikling: Den opstandne Herre må atter kalde mænd til denne apostolske tjeneste. Pauli ord til Efesermenigheden må endnu en gang ved Kristi nådige indgreb virkeliggøres: "Og Han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere" (4:11). Disse mænd gives til menigheden for at de skal (som nævnt) føre den til ’mands modenhed’. Ikke et afbillede af ’Guds kvindelighed’.

 

KRØNIKEN PÅ KONGENS BORD

Kun få har kendskab til den bemærkelsesværdige hændelse, som på en høj efterårsdag i 1839 fandt sted på kongens slot, Amalienborg, i København. Et ’profetisk budskab’ havde sneget sig forbi hoffets præster og bisper og livgardens væbnede vagter for at blive anbragt i kongens hænder.

Historien står fortalt i et gulnet 1973-årsskrift for Den ortodokse Kirke i England. Titlen på det flossede og slidte skrift er ’Glastonbury Bulletin’. Det er i sin tid udgivet af Metropolitan Press, London, og Amalienborg-historien står omtalt på side 23.

Det skrift, som den dag lå på majestætens bord, blev kaldt for ’Krøniken’. Det fortælles, at ’Kongen brast i gråd, da han læste det’. Værket er en sammenfatning af Katolsk Apostolsk Kirkes liv og lære og fortæller bl.a. om nogle hændelser, som fandt sted i årene 1832-1838.

Historikeren James Worsfold forklarer: "Dokumentet er betydningsfuldt på grund af dets analyse af verdenshistorien og for dets klare syn af Den opstandne Kristus, der fra sin trone i det himmelske ’giver gaver til kirken: Nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere’ (Ef.4:11).

Tre år forinden blev dette værk (under titlen: ’The Great Testimony’, Strangeways and Sons, Cambridge) afleveret til ærkebiskoppen af Canterbury og derefter til samtlige biskopper i England. Herefter blev det overrakt Kong Williams IV. 1837 blev det givet til Kardinal Acton og året efter til Pavens sekretær i Rom.

Historien fortæller, at Kong Christian i tre timer og under tårer læste højt fra den gamle krønike. Han havde indbudt 150 gæster – diplomater og embedsmænd – til at høre om, hvorledes Kristus på ny giver apostle og profeter til sin kirke. Medens han læste, summede rummet af stemmer, for kongens oplæsning blev ord for ord af tilstedeværende tolke oversat til fransk og tysk. Ved afslutningen af oplæsningen udbrød Kong Christian bevæget: "Hvad Herren her har gjort er en nåde, vi endnu ikke har fattet – og nu bør vi forblive et øjeblik i stilhed." (James Worsfold,"The origins of the Apostolic Church, St. Julian Literal Trust, Wellington, New Zealand, side 74)

*

Afsluttende er det vigtigt at forstå, hvad der I denne gamle katolsk-apostolske krønike fik den danske konge til på stedet at overdrage den til prins Metternich, for at han skulle viderebringe den til Ruslands kejser (Norton’s ’Neglected Truth’, London 1887) … og er næppe nogen bedre til at beskrive den tids åndelige baggrund end vor egen, nutidige historiker, Hans P. Pedersen (’2000 År Med Helligånden’, Proskrift 1999).

I sin brillante gennemgang af de dages begivenheder (side 244-251) udmaler han den åndelige frafaldstid samt hvorledes netop denne mørke og depraverede baggrund fik mænd af en særlig støbning til at træde frem. Det var øjeblikket for en ny udgydelse af Helligånden. Det var den i evigheden forudberedte dag, hvor Herrens ny udkaldte apostle blev sat på deres første ildprøve. Nøjagtigt som i menighedens fødselstimer i Jerusalem, hvor ’der fra himlen kom en lyd som af et kraftigt vindstød’ (Ap.G.2:1), og hvor følgende skete: "Da trådte Peter frem sammen med de elleve, og med høj røst talte han til dem" (Ap.G.2:14). Blandt disse tolv var ingen kvindelige apostle; det var Israels Guds time for mands modenhed…

"En sådan mand var den engelske præst Edward Irving (1792-1834), fortæller Hans P. Pedersen. "Han oplevede i sin menighed i Den Skotske Presbyterianske Kirke i London en pludselig og betydelig vækst. Fra at have relativt få tilhørere stod han nu overfor en forsamling på 6000. Blandt disse var flere af parlamentets ministre og medlemmer af den kongelige familie.

"Han var det store samtaleemne i verdenshovedstaden, London," fortæller den danske dalevende præst og teolog Jacob Gude (’Irvingeanismens betydning i vor tid’, 1859). Hans yderligere beskrivelse er rammende og formaner til eftertanke. Han tilføjer: "Irving optrådte uden tilbageholdenhed som en anden Johannes Døber – som en Elias! En bodsprædikant i en moralsk ørken. Han angreb al form for misbrug i kirke, stat og skole!"

*

Søndag d. 5. juli 1829 var den hvidhårede salmedigter og profet, N.F.S. Grundtvig, til gudstjeneste i London. Han lyttede til sin ven, præsten Edward Irving. "Det varede to timer," fortalte han bagefter. "Prædiken handlede om ’Kristi komme i kødet’. Teksten var fra Salme 8. Det var stærkt – og polemisk!" (Dansk Kirketidende no.16, 19.april 1908, side 243-51).

"… begge karakterfaste personligheder og kampfæller," kommenterer Hans P. Pedersen. "Drevet af Helligånden til at forkynde alvorsord!"

Med egne øjne ser jeg et mærkeligt fænomen på Jerusalems gader og stræder. En slags djævelsk latterliggørelse af det, som skete i Den hellige Stad på apostlenes tid. At det netop nu som en ondsindet karikatur optræder på Ben Jehuda Street i Jerusalem fortæller mig, at der i den åndelige verden er noget på vej, der er en sand virkeliggørelse af det, som nu i sin falske fremtoning kun fremkalder hovedrysten og spot.

På årlig basis indlægges på hospitaler i Israel ca. 50 personer, der lider af den mentale sygdom, som kaldes ’Jerusalem syndromet’. De, der behandles for denne psykotiske lidelse, optræder som oftest iklædt bibelske dragter. De erklærer, at de er ’Guds profeter’ – som oftest i skikkelse af Elias, Johannes Døberen eller ’De to Vidner fra Åbenbaringsbogen’. (Jeg har personligt talt med en af ’De to vidner’, som tre gange har besøgt mig i min ørken).

Imidlertid bringer månedsmagasinet ’Israel Today’ (juli 2007, side 30) et ildevarslende billede af den første kvindelige Jerusalem-bodsprædikant’ af slagsen! Hun står iklædt en lang, fodsid kjortel. Tværs over den forreste del af hendes ’profet-klædning’ står med hebraiske bogstaver navnet på Israels Gud: "Jeg er Den, Jeg er" (2.Mose 3:14). Hendes drengeklippede hår er rødfarvet. I hånden hæver hun en kunstfærdig udformet, præstelig stav… som et underligt forvarsel om, at hun ikke er alene; der kommer flere! Ikke blot (som billedet lader vide), i skikkelse af Moses, men i fremtoninger af apostle, profeter… og lærere!

Ny Testamente beskriver, hvorledes der bag de troende råder ’en evig vægt af herlighed’ (2.Kor.3:17). Apostelen tilføjer: "For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige." Kræfter i den åndelige verden gør sig gældende, når den enkelte kvinde bryder brødet ved nadverbordet. I sig selv kan hun være det mest hjertevarme og inderligt troende menneske, og der er tilsyneladende intet ’usømmeligt’ ved hendes optræden. Men bag hendes handling lurer en ’evig vægt’ af lovløshed. Hun signaliserer nemlig i det øjeblik overfor magter og myndigheder, mennesker, engle og djævle, at hun er med på den vogn, der kører i retning af det store frafald. Menighedens medlemmer, som tager del i måltidet, gør det samme. "Derfor," udbryder apostelen, "er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen."