TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-02-22
15

 

PAGT MED LØVEN AF JUDAS STAMME


Det er en løves ildevarslende snerren, der anes, hvis der forekommer usømmelighed bag det nydeligt pyntede alterbord. Når Skriftens ord gentages foran guldskålene, den hvide blondedug og de tændte kærter: "Dette er den nye pagt ved mit blod," da er det ifølge Jeremias en ’pagt med Judas Hus’ (31:31). Han er som en løve, der har lagt sig til hvile. Hvem tør vække Ham?" (1.Mose 49:8-10). Hvem har mod til at provokere?


Det er min agt i det følgende at søge at gøre det klart, at nadvermåltidet omfatter et perspektiv om Israel, som – så vidt mig bekendt endnu ikke i sin bredde, længde, højde og dybde (Ef.3:18) har været påpeget af nogen.

Der er al mulig grund til at tro, at Det Hellige Måltid har været en del af fællesskabet i alle de unge kirker, som apostelen Paulus grundlagde. Hans stærke påmindelse til Korintermenigheden: "For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, Han blev forrådt, tog brød, takkede, brød det og sagde: Dette er Mit legeme…" (1.Kor.11:23-24 – er et tydeligt vidnesbyrd om, at det er ord, som efter sædvane blev udtalt ved nadveren. Dette er i overensstemmelse med, at urmenighedens forsamlinger helt fra begyndelsen af ’holdt fast ved brødets brydelse’ (Ap.G.2:42) – samt at dette indtil midten af det første århundrede er sket ifølge mundtligt overleverede tekster.

Eftersom det nu er en kendsgerning, at det var ’jødisk ejendom’, der blev solgt, når det om de første disciple hedder: "De solgte deres ejendom… og delte ud til alle efter enhvers behov" (Ap.G.2:45), må det være berettiget at understrege, at nadvermåltidet bærer præg af det land og det folk, hvor det blev indstiftet: Israel har en plads i Det Hellige Måltid!

(Er det en plads, som de troende blandt nationerne har revet til sig, men som nu atter bør finde sin rette plads?)

Når det på samme måde tør betones, at det var i jødiske hjem, hvor de første Kristi efterfølgere samledes om nadverbordet (thi det hedder: ’hjemme brød de brødet og spiste sammen’… v.46), så tager jeg næppe fejl ved at understrege, at Israels børns Gudsopfattelse fra begyndelsen har farvet Det Hellige Måltid – (samt hvis denne Gudgivne placering af Guds eget, jordiske folk er blevet borte med blæsten blandt de ikke-jødiske nationer, er timen kommet, hvor Israels retmæssige placering i nadveren bør gives tilbage?)

- Ja, når det om menighedens første nadversamlinger hedder, at ’de brød brødet og spiste sammen, jublende og oprigtige af hjertet – de havde hele folkets yndest, og hver dag føjede Herren nogle til, som blev frelst’ (v.46-47) – så finder jeg det rigtigt atter at gøre det klart, at det er ’jødiske hjerter’, som her omtales, samt at det er hebræerne, der her henvises til, ja, at de mange sjæle, som i den periode ’blev frelst’, er mennesker, der kommer fra en jødisk baggrund.

 

’DETTE BÆGER ER DEN NYE PAGT’

"Da timen var inde," fortæller Lukas i sin beretning om nadvernatten i Jerusalem (Luk.22:14-20), "satte Han sig til bords sammen med apostlene." Øjeblikket var enestående (’da timen var inde’) – stedet var udvalgt, og mændene omkring bordet havde alle jødiske ansigtstræk. Da Jesus ’tager bægeret efter måltidet’ (v.20) udbryder Han: "Dette bæger er den nye pagt ved Mit blod, som udgydes for jer"(v.20).

De afsnit i Den Hellige Skrift, som Herren Jesus i dette evigheds-øjeblik kunne have i tanke, synes kun at kunne være to. Det ene er fra pagtslutningen på Sinaj og det andet fra et kendt profetisk udsagn af Jeremias. Jeg vil her stille skarpt på dem begge…

1) Efter at Moses ved Sinajbjergets fod ’havde rejst tolv stenstøtter, én for hver af Israels stammer’… ’tog han pagtsbogen og læste den op for folket, og de sagde: "Vi vil gøre alt, hvad Herren befaler" (2.Mose 24:4-7). Beretningen fortsætter: Så tog Moses blodet og stænkede det på folket og sagde: "Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord" (v.8).

Der kan ikke herske tvivl om, at den pagt, der her blev sluttet, var en pagt med Israels Folk.. den blev jo indstiftet ved Sinajbjergets fod og foran tolv stenstøtter, ’en for hver af Israels tolv stammer’ (v.4).

2) Hertil føjer profeten Jeremias sit udsagn: "Der skal komme dage, siger Herren, da Jeg slutter en ny pagt med Israels Hus og med Judas Hus, en pagt, der ikke er som den, Jeg sluttede med deres fædre, den dag, Jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten." Jeremias fortsætter: "De brød min pagt, skønt det var Mig, der var deres Herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, Jeg vil slutte med Israels Hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger Min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være Mit folk…" (Jer.31:31-33).

Disse er – tror jeg – de to steder i Den Hellige Skrift, som Jesus havde i tanke den nat, han tog bægeret og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved Mit blod, som udgydes for jer."

Pagtslutnignen er altså i første omgang med Israels Hus. Både i loven og hos profeterne, både hos Moses og hos Jeremias. "Jeg slutter en ny pagt med Israels Hus" (Jer.31.31).

Af den grund tør vi slutte, at Israels Hus er indbefattet i Jesu ord: "Dette bæger er den nye pagt ved Mit blod…" (Luk.22:20).

Jeremias nøjes imidlertid ikke med at forudsige, at den nye pagt er med Israels Hus. Han tilføjer (lidt overraskende) – ’og med Judas Hus’ (31:31). Hvad kan det betyde?

Forklaringen – tror jeg – finder vi i det brev i Ny Testamente, som er skrevet til jøderne. Her kaldes det: ’Brevet til Hebræerne’. Brevets forfatter forklarer, at der ’er kommet en anden præst, der ikke er præst som Aron!’ (7:11) Han fortsætter: "For Han, der er tale om, tilhører en anden stamme, hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret." Han slutter: "Det er jo en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, og Moses har ikke sagt noget om præster fra den stamme…"(v.14)

Det vil med andre ord sige, at den nye pagt indbefatter, at Judas stamme (iflg. Jer.31:31) er en ubrydelig del af pagtens helhedsbillede. Den ’præst’, der den nat i Jerusalem ’gjorde tjeneste ved nadverbordet’ tilhørte Judas stamme, ’hvorfra ingen har gjort tjeneste ved alteret’ (Hebr.7.13) – og ’Moses har ikke sagt noget om præster af denne stamme’ (v.13).

 

LØVEN AF JUDAS STAMME

Når Hebræerbrevets forfatter betoner, at ’det er en kendt sag, at vor Herre er af Judas stamme, er det en tydelig henvisning til den velsignelse, Jakob gav Juda på sit dødsleje. "Du er som en løve, der har lagt sig til hvile," udbryder den gamle fader og fortsætter: "Hvem tør vække Ham? Scepteret viger ikke fra Juda… til der kommer en Hersker; Ham skal folkene adlyde…" (1.Mose 49:8-10).

Det er denne løves ildevarslende snerren, der anes bag det nydeligt pyntede alterbord. Når Skriftens ord gentages foran guldskålene, den hvide blondedug og de tændte kærter: "Dette bæger er den nye pagt ved Mit blod" – da er det billedet af et blodstrimet henrettelsessted og et gennempisket, lemlæstet legeme, der toner frem bag den fornemt forarbejdede alterskranke. "Han er som en løve, der har lagt sig til hvile. Hvem tør vække Ham?" Hvem har mod til at være udæskende? Hvem drister sig til at provokere?

 

ISRAELS HUS IHUKOMMES

Da den gamle Jakob bøjede sig over sin søn og hviskede: "Scepteret viger ikke fra Juda…" da forudsagde han, at ingen andre skulle søge at vriste det fra Ham. Herskerstaven forbliver i denne jødiske fyrstes besiddelse, ja, den ’Hersker’, der til sidst bærer den, er en jøde: ’Jødernes Konge’ og ’Ham skal folkene adlyde…" (1.Mose 49:10).

Jakob sagde ikke: "Han skal adlyde folkene!" Nej, nationerne kommer til at bøje sig for Ham – og selvom Han som menneske kommer fra en uanseelig by ved navn Betlehem, ’der er lille blandt Judas slægter’, så skal Han være ’hersker i Israel’ (Mika 5:11) og ’Hans magt skal nå til jordens ender’ (v.3).

Alt dette og meget mere ligger skjult i ordene: "Dette bæger er den nye pagt…" (Luk.22:20) – af hvilken grund både Israels Hus og Judas Hus i sig selv ’ihukommes’ ved brødets brydelse.

Dersom dette glemmes, og usømmelighed forekommer ved ’Herrens Måltid’, da vil Judas løve rejse sig, og ’dommen vil begynde med Guds Hus’. "Men når den begynder med os, hvilken ende vil det så ikke tage med dem, der er ulydige mod Guds evangelium. Hvis den retfærdige med nød og næppe frelses, hvordan vil den ugudelige og synderen da være stedt?" (1.Pet.4:17-18).

 

FOLKE- OG FRIKIRKER

’Dommen over Guds Hus’ giver sig i Danmark for Folkekirkens vedkommende synligt til kende. "Hvor kirkebænkene står tomme om søndagen, skal kirken lukkes og bruges til noget andet end gudstjeneste," lyder det fra 54 % af den afkristnede danske befolkning. Tallet er ifølge Kristeligt Dagblad det sidste bud fra analyseinstituttet Zapera. Undersøgelsen er baseret på lige ved tusinde interviews med danskere i alle aldersgrupper. Københavns daværende biskop, Erik Norman Svendsen, glædede sig over det stigende ønske i befolkningen om at lukke kirker (TV2, 15.okt.2007). "Det får økonomien til at hænge sammen," udtaler han. "Kirken skal tilpasse sig det faldende medlemstal i sognene…" Ti (10) kirker i København Stift er de første, som tages ud af almindelig, sognekirkelig brug).

Fra en E-mail, som jeg har modtaget, hedder det fra en anden del af det kirkelige spektrum: "Jeg kommer i en frikirke, som ledes af både kvinder og mænd, også på højeste plan. Ved nadveren er der heller ikke nogen restriktioner for, hvem der kan forrette og uddele den. Ej heller har vi fået nogen særlig undervisning om emnet! Men der er desværre mange syge og svage iblandt os. Især psykisk syge, nogle bliver det endda først, efter at de er blevet kristne. Jeg er måske særlig opmærksom på problemet, fordi min kone, som er en hengiven kristen, også lider på dette område. Vi beder og beder, men tilsyneladende hjælper det ikke! I øjeblikket er én fra menigheden indlagt og får chokbehandlinger for at glemme gammel bitterhed, som vedkommende har gemt på i årevis. 8 kvinder og 3 mænd i vores lille menighed, som tæller ca. 60 voksne, ved jeg, får piller dagligt for at holde tilværelsen ud. Om der er flere ved jeg ikke…" (Jeg har modtaget brevskriverens tilladelse til at citere dette.

At ’Israels Hus og Judas Hus’ (Jer.31:31) er blevet glemt og fjernet fra nadvertekstens tydelige omtale af ’en ny pagt’ bærer en sørgelig straf i sig selv. "Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem," erklærer salmisten i Bibelens 137. salme, "så gid min høje hånd må lammes; gid min tunge må klæbe til ganen, hvis jeg ikke husker dig, hvis jeg ikke sætter Jerusalem over min højeste glæde" (v.5-6).

En sådan dødelig lammelse er ved at falde over kirkens tilstedeværelse i det danske folk. På trods af megen aktivitet og foretagsomhed ligger det arbejde, som i Skriften kaldes ’Guds gerninger’ hensygnende hen. Med hensyn til åbenbarelse og Ånds-inspiration må mange forkyndere erkende, at de har det, som om ’tungen klæber til ganen’. "Dette vil ske," forklarer Salmernes Bog, "hvis jeg ikke husker dig, Jerusalem, og ikke sætter dig over min højeste glæde."

Men det er ikke den eneste konsekvens og mangelen på indsigt i disse forhold. Når sanserne sløves overfor det ene, vil de heller ikke være skærpet over for det andet. Mangel på gudsfrygt indfinder sig, og en udæskende adfærd beviser sig ved Herrens Måltid.

 

EN ALVORLIG FORMANING

Den seneste udvikling lader ane, at ’udeladelser’ med hensyn til pagtsordene i nadverteksten indebærer ’tugt’. Den universelle menigheds manglende syn og åbenbarelse med henblik på Guds nye pagt med Israel er ikke uden konsekvenser! Det er farligt for helbredet at lade ’kvinder bryde brødet’ i en time, hvor Gud sætter tjenester i kirken, som ifølge Skriften kun kan udfyldes af de mænd, som af den himmelfarne Kristus er udvalgt dertil: "Og Han har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister, og andre til at være hyrder og lærere (Ef.4:11) Dommen over ’udeladelser’ og verdsligt inspirerede ’strukturændringer’ falder ved nadverbordet: "Derfor er mange svage og syge iblandt jer, og ikke så få sover hen" (1.Kor.11:30).

*

Hvis altså noget i nadverteksten i denne time indtager en væsentlig og overordnet betydning, er det brødsbrydelsens klare forbindelse med ny pagts profetordet hos Jeremias. Hvis der i Det Hellige Måltid anes en alvorlig formaning (som, hvad angår mangelen på efterfølgelse, kan have både sundhedsmæssige og livsafgørende konsekvenser) er det påbuddet om aldrig at glemme, hvad Jeremias nedskrev om Israels plads i Den ny Pagt!

Sagt med andre ord: Hver gang de troende ved brødsbrydelsen drikker af bægeret, bør de huske på, at Jesus sagde: "Dette er Mit blod, den ny pagts blod…" I forræderiets mørke nat erklærede Messias, Guds Søn: "Det skal I gøre hver gang!" Hvilket i bogstaveligste forstand betyder: Uden en eneste gang at udelade – eller forstå nadverordet på nogen anden måde! Det er herefter ikke tilladt, at nogen Herrens tjener, som bryder brødet og rækker kalken til de troende, forklarer Det Hellige Måltids betydning uden at betone, at Jesus sagde: "Dette er Mit blod, den ny pagts blod!"

Om Den ny Pagt tilføjer Jeremias følgende: "Det er en pagt, der ikke er som den, Jeg sluttede med deres fædre, den dag Jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten" (Jer.31:31).

Da Jesus natten før Sin lidelse henviste til selveste ny-pagts-indledningen til disse profetord, havde Han først og fremmest Israel i tanke! Da Han rakte kalken til de jødiske mænd ved bordet, refererede Han med udtrykket ’ny pagt’ udelukkende og ’uden nogen anden mulig forklaring til ordene: "Jeg slutter en ny pagt med Israels hus!"

Jesus havde ikke – som nogen fejlagtig vil hævde – ’et åndeligt Israel’ i sigte. Nej, det folk, som Jesus med ordene ’ny pagt’ rækker ud imod, er Den gamle Pagts folk! "Den ny pagt," erklærer Israels Gud og Jesu Kristi Fader gennem Jeremias, "er ikke som den, jeg sluttede med deres fædre." Det vil sige: Hebræerne, det jødiske folk! "Dem, jeg førte ud af Egypten" – altså: Israels børn, jøderne!

Ved indstiftelsen af nadveren præciserer Jesus, at Israel fremover bør ihukommes, hver gang ordene: ’Den ny Pagt’ nævnes! Jerusalem må aldrig glemmes! Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned må det jødiske folk og Israels Guds nye pagt med dem holdes i den kristne menigheds erindring!

 

HISTORIEN LÆRER OS

"Det er i dag min overbevisning," skrev Adolf Hitler i sit personlige manifest ’Mein Kampf’ (Boston: Houghton Mifflin, 1971, side 65), "at jeg handler i overensstemmelse med Den Almægtige Skaber! Når jeg forsvarer mig mod Jøden, kæmper jeg for Herrens værk!"

Aldrig ville Hitlers udryddelseslejre være opstået, hvis de troende ’hver gang’ de brød brødet, havde indset betydningen af Den ny Pagts sigte på Israel! Aldrig ville pave Urban II have fundet folkets støtte til sit opråb til korstog (27.nov.1095), hvis kirken havde belært de troende om den ny pagts betydning. Aldrig ville Det fjerde Lateran Kirkekoncil (1215) have kunnet proklamere læren om ’brødets virkelige forvandling til Kristi Legeme’, hvis Jesu bud om ihukommelsen af ’Den ny pagts blod’ var blevet opretholdt. Aldrig ville Luther (i 1543) kunne have skrevet således om jøderne: "Sæt ild til deres synagoger og skoler, brænd deres bøger, tag deres guld og sølv…" hvis han havde fattet betydningen af ’den ny pagt med Israels hus’.

"Historien lærer os," erklærer den tyske filosof Hegel, "at mennesket intet lærer af historien." Imidlertid forudså en af historiens store tænkere, Sir Isac Newton (1643-1727), at der i afslutningstiderne vil opstå bevægelser, der vil bryde denne formørkelse. "I endens tid," skriver han, "vil der opstå et legeme af mænd (a body of men), som vil rette deres fulde opmærksomhed mod profetierne, og de vil – midt i megen modsigelse og modstand – insistere på, at Guds ord skal forstås bogstaveligt!"

Denne tid er nu inde. "Dage skal komme," siger Herren, "hvor Jeg vil slutte en ny pagt med Israels hus." Hvad dette indebærer – også for Kristi menighed i nationerne – vil jeg i det følgende søge at beskrive. Bibelens fremstilling af ’En ny pagts tjeneste’ (2.Kor.3:6) står som et modstykke til tidens feministiske budskab om ’Guds kvindelighed’.

"… indtil vi alle når frem til… mands modenhed… så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes hid og did af alle mulige lærdomme!" (Ef.4:13-14, gl. oversættelse).