TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-02-05
14

 

FAREN VED ’HERRENS MÅLTID’
 

’I menigheder og kirker, hvor den samme frisindets ånd både forkyndes og efterleves, og uægteskabelige forhold forsvares og fremmes, vil utugtens synd forvandle velsignelses kalk til dæmonernes bæger…’
 

Hvem i denne ’SMS-generation’, hvor næsten al samtale mellem mennesker foregår i en afstumpet telegramstil, fatter betydningen af de ord, der blev udtalt i Jerusalem den nat, Menneskesønnen blev forrådt? Og hvem kan forestille sig, at de kunne have noget med ’tørklædet’ at gøre? Og det på trods af, at blodet i bogstaveligste forstand har flydt i stride strømme på grund af den religiøse strid omkring opfattelsen af netop disse få linjer i Ny Testamente. Når derfor ordene om nadveren atter tages op til overvejelse, synes de stridende parter igen at nærme sig åbenbarelsen af universets bedst bevarede hemmelighed (der er så godt gemt, at den er ’skjult i Gud’… (Ef.3:9). Af samme grund bliver lyset i denne sag næppe givet til hvem som helst, og deres forbindelse med det begreb, som Bibelen kalder ’Gudsfrygtens hemmelighed’ kunne forblive en gåde. "I tidligere tider blev denne hemmelighed ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for Hans hellige apostle og profeter" (Ef.3:5).

Det er derfor i denne forbindelse, at jeg i det følgende vil søge at beskrive nadverens betydning især med henblik på alvoren og dimensionen af den overtrædelse, som indsættelsen af kvindelige præster i Kristi menighed omfatter. Det er nemlig min opfattelse, at en række åndelige sluseporte hermed er blevet åbnet for homofilt-depraverende kræfter af en sådan art, at ’velsignelsens bæger’ adskillige steder har udartet sig til ’dæmonernes bæger’ (1.Kor.10:16). Titlerne på bøger inspireret af en ny-feministisk teologi afslører den smertelige konsekvens, som en sådan udvikling medfører. "Af den grund," erklærer Ny Testamente, "er der mange svage og syge iblandt jer…" og adskillige er der ikke mere! (1.Kor.11.30).

For nærmere at undersøge denne sag, må jeg først stille følgende spørgsmål: Hvad er forklaringen på, at netop denne advarsel (om sygdom og død) ved oplæsningen af nadver-teksten næppe tages alvorligt, og det på trods af, at den er blevet gentaget millioner af gange? Hvorfor har kirkekampene raset omkring lige præcis disse afsnit af Ny Testamente? Er der her tale om en strid rettet mod selveste ’Kristus hemmeligheden’ – og hvis dette er tilfældet, lever vi da i en tid, hvor verdensalterets største mysterium er ved at komme til syne på bægerets bund? Altså den kalk, hvorom Jesus siger: "Dette bæger er den nye pagt ved Mit blod" (1.Kor.11:25).

Ingen bør indvende, at nadvertekstens advarsel mod sygdom og død og det eventuelle lægemiddel, som apostelen henviser til, er dem uvedkommende, og det slet ikke i en tid, hvorom Bibelens profeter gennem århundreder har varslet, at det bliver en periode med nye pestlignende sygdommes hærgen, - en tid, hvorom Kong David skriver: "Mennesker søger tilflugt i Dine vingers skygge…" (Salme 36:8).

*

Når det nu er en kendsgerning, at alle troende gennem tusinde slægter har samlet sig om brødets brydelse og derfor ofte har hørt oplæst: "Når I kommer sammen, er det ikke Herrens Måltid, I holder…" (1.Kor.11:20), hvorledes kan da nogen tage det let med de dertil knyttede skriftmæssige formaninger om den sømmelighed, som fordres ved nadverbordet? Har de ikke læst apostelens manende ord, at ’den, der spiser Herrens brød eller drikker Hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor mod Herrens legeme og blod" (1.Kor.11:27)? Eller det efterfølgende: "Den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til" (v.29)? Gennem århundreder har disse bibelord lydt i katedraler, landsbykirker og forsamlingshuse. De er blevet taget dødsens alvorligt, når brødet blev brudt i forladte ladebygninger på afsides landejendomme, i skove, huler og ørkener. Den formanende nadvertekst: ’Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt’ (v.31) er blevet forkyndt under frie forhold og under ubarmhjertig inkvisition og forfølgelse. Advarselsordene om ’ikke at ringeagte Guds menighed og bringe skam over den’ (v.22) har lydt, medens nadveren blev omdelt blandt alle slags troende i krig og fred, på land og hav, blandt glemte junglestammer og ved polernes is og sne – hvorledes er det da muligt, at netop denne nytestamentlige advarsel: ’Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen’ (v.30) ikke længere tages for gældende? ’Herrens Måltid’ regnes dog alle vegne – både i de historiske kirker og i de nyere kristne forsamlingers tro og lære – for at være én af den kristne tros faste hjørnestene! Anses det for udelukket, at nadveren, der er bestemt til at være ’et velsignelsens bæger’ ved usømmelig adfærd kan udarte sig til at blive ’et dæmonernes bæger’ (1.Kor.10:16)? Hvis dette er tilfældet, vil det medføre sørgelige konsekvenser. Antallet af syge og døende iblandt de troende vil da være mærkbart. "I kan ikke," forklarer apostelen, "have del både i Herrens bord og i dæmonernes bord" (v.21) Spørgsmålet bliver da berettiget: Er den nye indsættelse af hundredvis af kvindelige præster og deres tjeneste ved nadverbordet endnu et tegn på, at Kristi Menighed drives i retning af det store frafald? Aftegner der sig bag det utal af kvinder, som nu globalt bryder brødet, skyggen af skøgen – kvinden med det løftede, gyldne bæger? Kan da nogen sand troende tage del i et sådant måltid? Er det livsfarligt og bør det bekæmpes?

 

’FARVEL TIL GUD FADER’

Den økumeniske kirkedag i Berlin i maj 2003 satte en milesten i denne udvikling; kirkedagen blev åbnet med uddeling af 20.000 kondomer til stævnets unge deltagere! Dermed synes linjen lagt for de sidste dages økumeniske fællesskab. Nadvergudstjeneste i en sådan sammenhæng kan næppe bringe velsignelse. Tværtimod! Vil nadverbordet da ikke stå dækket som et ’dæmonernes bord’?

Ingen behøver imidlertid at søge tilbage til for længst afsluttede kirkedage i andre lande for at finde noget lignende. I menigheder og kirker, hvor den samme frisindets ånd både forkyndes og efterleves, og uægteskabelige forhold forsvares og fremmes, vil utugtens synd kunne forvandle velsignelsens kalk til et skøgens bæger.

På kæmpekirkedagen i Berlin 2003 blev der tilbudt 50 foranstaltninger i kvindecenteret. Blandt disse var oplysninger om ’det lesbiske netværk’ samt teologiske tilbud i feministisk bibelopfattelse. Et af disse var et fjernstudium i den feministiske teologi, der især beskæftiger sig med en ændring af Gudsbilledet. Studiet havde titlen: ’Farvel til Gud Fader’. Et evangelisk akademi tilbød dagsprogrammer med titler som: ’Kvinder erobrer natten tilbage – Walburgisnat’. ’Seminar for lesbiske kvinder og deres forhold til kirken’, ’Moder Courage hilser sine døtre: Vis borgermod!’

På samme kirkedag i Berlin blev en udstilling, der var opsat af foreningen ’Aktion Leben’ fjernet. Den advarede med en række talende fotos mod abort. "Disse billeder virker anstødelige på besøgende forældre med børn," erklærede kirkedagens talsmand.

*

Åbenbaringsbogens billede af kvinden med bægeret er næppe udelukkende en fremstilling af Den katolske Kirke (der traditionelt af reformatorerne blev betegnet som ’Den store Skøge’). "De vande, som du har set kvinden sidde ved," forklares det til apostelen Johannes, "er folk og skarer, folkeslag og tungemål (Åb.17:15). Et område, der synes større end pavedømmets ’sogn’. Forførelsen af alverdens statsmænd, ministre, bisper og mediepaver, præster, provster og magtfulde embedsmænd er ikke kun af doktrinær art. "De driver hor med hende," hedder det i Ny Testamente; "de beruser sig i hendes utugts vin" (Åb.17:2). Dæmonbægerets beske indhold appellerer til de laveste lidenskaber: En blanding af religiøsitet og kødeligt begær! Den homofile utugtsånds indtrængen i den protestantiske kirke bærer vidnesbyrd om, at skøgevæsenet også omfatter reformatorernes verden. Ledet af lesbiske bisper inddrages selv de evangelisk-lutherske kirker i horkvindens magiske cirkel. Langsomt men sikkert samler de sig under bæstets banner: "En kvinde med et bæger, der rider på et dyr." Bogtitlerne på menighedernes litteraturborde taler deres eget sprog: ’Helligånden i kvindelig skikkelse’, ’Jeg har brug for dig, gudinde’, ’Guddommelig, lesbisk (facetter og lesbisk eksistens i kirken), ’Himmelens Herre sat af tronen’. (I dette sidste værk er Eva ikke en synderinde og Maria ikke jomfru). ’Gudinde i stedet for Gudfader’, ’Min Gud, hun elsker mig’. I bogen ’Mellem Lilla og Lavendel’ af professor Dr.Hedwig Meyer-Wilmes, der underviser i feministisk, systematisk teologi i Nijmegen, Holland, er Ordsprogenes Bog omskrevet til: ’En bedre feministisk forståelse af Skriften’. Farven mellem homo-kulørene Lilla og Lavendel (som antydes i bogens titel) er skarlagenrød… den farve, som både kvinden og dyret fremstår med i Bibelens Åbenbaringsbog (17:3-4).

 

DEN BLASFEMISKE ÅND

Den skarlagenrøde farve er ikke en uskyldig kulør; den er livsfarlig både for Guds profeter og for den slags troende, som Bibelen betegner som ’de hellige’. Det skarlagenrøde er farven på Babylons banner. "I den by var der blod af profeter og hellige…" (Åb.18:24).

Af den grund bør den del af Kristi menighed, der åbner sig for tidens profetiske budskab (hvilket vil sige ’at den holder fast ved Jesu vidnesbyrd… for Jesu vidnesbyrd er profetiens Ånd…" (Åb.19:10) og som ’klæder sig i lysende rene linnedklæder (’for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger’… Åb.19:8) være på vagt. De skal fra nu af mærke sig, at Roms farve mellem homo-lilla og lavendel er skarlagenrød! Det er kejserens kulør, pavens pragt og utugtens lilla vimpel. Roms krigsmaskine, Det nye Europas legionærer er som dengang blændet og besat af det dyriske skarlagenrøde. "De hængte en skarlagenrød soldaterkappe om Ham… og faldt på knæ for Ham" (Matt.27:28). Det ’skarlagenrøde dyr’ (Åb.17:3), der toner frem i horisonten, og som ’er fuldt af bespottelige navne’ (Åb.17:3), er fortsat drevet af en blasfemisk ånd: "De hængte en purpurkappe om Ham, stillede sig foran Ham og sagde: Hil dig, Jødernes Konge" (Johs.19:23).

De skarlagenrøde katolske kardinaler og de purpurfarvede, liturgisk-lilla protestantiske provster og bisper vil – forenede i et nyt opstået Romerrige – stride den samme onde strid mod vor tids ’erklærede sekter og kætterske bevægelser’. De vil ikke lægge fingrene imellem. Dem, der fremover ikke vil drikke af guldbægeret, som kvinden løfter i sin højre hånd, skal udelukkes, sortstemples, efterjages og udryddes. Motiveret af den samme, fælles utugtsideologi vil disse mægtige kirkesamfund udgøre det nye Babylon, i hvilket der vil blive fundet martyrblod af Herrens profeter og ’de hellige’, der er Kristi sande efterfølgere. At det er en kvinde, der rider på det skarlagenrøde dyr, antyder, at systemets nye præstinder i den kommende tid vil indtage en mere betydningsfuld plads i en nyopstået perverteret, økumenisk kirkeunion, der som en del af et antikristeligt, bestialsk samfund vil forfølge de troende.

Spørgsmålet er derfor relevant: Hvad er det for en ’egentlig og afsluttende åbenbarelse’, som en ny tids apostle og profeter hævder at skulle forkynde? Hvad er deres ærinde? Hvorfor er en gudsfjendsk verdslig orden og en frafalden kirke ivrig efter at få fjernet disse af profetiens Ånd inspirerede troende? Hvad er det ved dem, der gør en ny verdensorden rasende… og det i en sådan grad, at den vil se blod?

For at kunne besvare dette spørgsmål, bør vi kaste et blik på en del af trosbekendelsen af den verdensomspændende bevægelse, der går under navnet Metropolitan Community Church. Bevægelsen siger om sig selv, at den er ’en uafhængig, selvstændig frikirke, der siger ja til homoseksualitet’. "Vi er," hedder det, "et forbund af selvstændige menigheder for homoseksuelle og lesbiske." Bevægelsen talte allerede for en del år siden mere end 40.000 medlemmer i 15 lande. Navnet er hentet fra ’The Metropolitian Area i Los Angeles, der er kendt for at være et centrum for homofile aktiviteter i USA.

"Vi står på Det økumeniske Fællesskabs grund," hedder det i kirkens program. "Vi tror på dåbens og nadverens sakramenter… vor ledelse er sammensat af et flertal af kvinder."

Grunden til, at jeg henleder opmærksomheden på dette både amerikanske og internationale fænomen er et forsøg på at definere en sådan bevægelses karakter: Den har sit centrum, sit navn og sit eget lokale etablerede udgangspunkt! Ligesom selve byen Babylon har sin egen geografiske, lokalt åndelige og politiske placering. Hertil føjes imidlertid det verdensomspændende netværk af mennesker, systemer og ideer, som udgør bevægelsens egentlige arbejdsområde. Altså et ikke-etableret legeme, der er sammensat af individuelle bevæggrunde, ideologier, spontane impulser og mere eller mindre militante aktioner. Dette er ’et andet Babylon’, og navnet på et sådant globalt initiativ står printet på panden af den kvinde, der rider på dyret, og som løfter guldbægeret i sin højre hånd. Apostelen forklarer, at ’pande-navnet’ er ’en hemmelighed’ – men antyder alligevel dets indhold: "Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder" (Åb.17:5).

For mig at se er alt dette et varsel om, at det kan være farligt at betragte Metropolitan-kirkens ’trosbekendelse’ som et fjernt fænomen. Det er risikabelt blot at ryste på hovedet af ’nogle amerikanere på den anden side af Atlanten’. ’Det store Babylons’ netværk fungerer – og der er på vore breddegrader både mennesker, menigheder samt kirke og samfundssystemer, der er tydelige ’datter-organisationer’ af den kvinde, der i Ny Testamente omtales som ’moderen til jordens afskyeligheder’.

Som Metropolitan siger disse et stort ja til den homoseksuelle synd, de etablerer sig på det økumeniske fællesskabs grund, de tror på dåbens og nadverens sakramenter – og deres ledelse sammensættes af et voksende antal af kvinder… de er en del af ’Det store Babylon’.

’DE UVÆRDIGE’?

At denne nye økumeniske gren af kirken vedkender sig ’nadverens sakramente’ og samtidig erklærer, at den er ledet af lesbiske kvinder, er et tilstrækkeligt tydeligt signal om, at lesbiske kvinder på det sted bryder brødet. Når nu dette utvivlsomt er tilfældet, da forvalter denne homo-kirke nadveren netop på den måde, som apostelen advarer imod. Hvor lesbiske præstinder og bisper bryder brødet, må den apostolske formaning lyde: "Når I kommer sammen, er det ikke Herrens Måltid I holder!" (1.Kor.11:20)… ja "hver den, der spiser dette brød eller drikker Herrens bæger på en uværdig måde, forsynder sig imod Herrens Legeme og Blod" (v.27).

’At gøre sig skyldig i Herrens Legeme og Blod’ (norsk) er ingen ubetydelig overtrædelse. Derfor er dommen sikker! Den norske bibeloversættelse fortsætter: "Den, som spiser og drikker uværdig, spiser og drikker dom over sig selv" (v.29). Norsk Ny Testamente slutter: "Af den grund er der mange svage og syge iblandt jer og mange nok (tilstrækkeligt mange) er sovet ind" (v.30). I udtrykket: ’mange nok’ kunne ligge en antydning af, at dette må få en ende! "Nok er nok!" (Enough is enough!) hedder en engelsk talemåde; der bør gøres noget ved denne sag!

Hvorledes kan dette ske?

For det første bør der fremlægges en forklaring på, hvad det vil sige, at ’drikke Herrens bæger uværdig’. Alle mennesker er jo uværdige! "Der er ingen forskel," erklærer Paulus, "for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af Hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus (Rom.4:23). Apostelen fortsætter i et følgende kapitel: "Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?" (6:1-2)

Med henblik på en hvilken som helst synders deltagelse i nadveren, gælder den regel, som apostelen formulerer således: "For havde vi dømt os selv, blev vi ikke dømt" (1.Kor.11:32; norsk). Med andre ord: Hvis vi giver Guds Ord og Guds Ånd ret, når Han peger på synden i vore liv, bliver vi frikendt. Hvis vi søger Hans tilgivelse i Kristus ’bliver vi ikke dømt’ (v.31) – men hævder vi militant (hvilket er tilfældet i den homofile ideologi) at den synd, som Guds Ord og Guds Ånd erklærer for synd, ikke er synd, og vi af samme grund ’forbliver i synden’, da står vi ved nadverbordet i fare for (som ’ikke-benådede’ og derfor uværdige syndere) at blive fordømt sammen med verden (v.32). Ja, vi kan ved fremfusende frækhed forvandle ’Herrens bæger til et dæmonernes bæger’ (1.Kor.10:21), og vil i så tilfælde ikke kun bringe os selv i fare men alle dem, der deltager i dette måltid.

Igen bør vi ikke iagttage denne udvikling som en fjern formørkelse, der kun finder sted på den anden side af kloden. Natten stunder til, og det er skumrings og frafaldstider i vore egne regioner; Livjatan har mange hoveder, og præstindernes indtrængen i Kristi menighed er et af dem. Under overfladen er dette ’hoved’ en del af hele Babylon-legemet. I dybet er det skjult – og for adskillige ubevist – knyttet til det vældige utugts-netværk, der søger at omstyrte Guds orden; den homofile ånd står bag… "derfor er der mange syge og svage hos jer" (1.Kor.11:30).

 

RINGEAGT FOR GUDS MENIGHED

De bibelkommentatorer, der søger at gøre den advarsel, som udstedes i forbindelse med deltagelsen i ’Herrens Måltid’ til et lokalt problem, der kun havde at gøre med en uopdragen opførelse ved nadverbordet i Korint, tager fejl.

"Enhver tager straks for sig af sin egen mad," skriver apostelen, "og en sulter, mens den anden drikker sig beruset. Kan I da ikke spise og drikke hjemme!" (1.Kor.11:20-21). Ved at læse dette, kunne man få den opfattelse, at formaningen om ikke at gå sulten til bords, når brødet brydes, kun gælder Korint. ’De sultne’ er i hvert fald ikke et problem, som hærger de danske menigheder. De folk, der ’går til alters’ i de danske kirker, er mætte og velbjergede – og ingen behøver at frygte for, at en af nadvergæsterne uhæmmet begynder ’at tage for sig af retterne’, når den lille, blege oblat uddeles. Nej, forståelsen af denne specielle hentydning til den første menigheds grove gemytter ligger skjult i apostelens efterfølgende spørgsmål: "Ringeagter I Guds menighed og bringer I skam over dem, der ingenting har?" (1.Kor.11:22)

Dermed begriber vi nemlig, at når den alvorlige advarsel generelt er rettet mod dem, ’der ringeagter Guds menighed’, og dem, ’der bringer skam over de øvrige troende’. I så tilfælde er forseelsen i Korint for intet at regne mod det frisind, som hersker i den moderne menighed. Hvis smertegrænsen med henblik på at forsynde sig mod Herrens legeme og blod er nået ved grækernes grove adfærd – hvor meget større vil da overtrædelsen være på det sted, hvor både utugt og unaturlig utugt florerer? "Den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til…" (1.Kor.11:29).

*

Hvorfor går Herren så hårdt til værks overfor folk, som ved en uhøvisk adfærd ved nadvermåltidet udviser mangel på forståelse for den hemmelighed, der skjuler sig bag brødets brydelse? Hvorfor tager Han livet af dem, der forsynder sig lige på dette område? Findes der ikke overtrædelser, som er mere alvorlige?

Svaret – tror jeg – kan findes i den kendsgerning, at den kristne menighed atter befinder sig i en time, hvori der sker et nybrud med hensyn til forståelsen af den hemmelighed, som i Ny Testamente kaldes for ’Kristus ’hemmeligheden’ (Ef.3:4). Hvis Jesus i nadvernatten berørte denne sag, og hvis åbenbarelsen af denne hemmelighed ligger gemt på bunden af bægeret, så vil Den opstandne Herre selv værne om denne skjulte skat. Han vil i denne for Ham så vigtige sag ikke tillade, at dens videre åbenbarelse blokeres af synd. Ja, det vil i sådanne tilfælde gå de troende på samme måde, som det skete i den første menighed i Jerusalem. Indenfor timer blev et ægtepar begravet, fordi de ved deres eget begær var ved at ødelægge den enhed, som Guds Ånd havde skabt i det fællesskab, de var en del af. "Hvorfor er I i dag blevet enige om at udæske Herrens Ånd," spurgte Peter. Hans spørgsmål var rettet til Ananias kone. ’der kom ind uden at vide, hvad der var sket’. Apostelen fortsatte: "Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud." I samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede…" (Ap.G. 5:7-19).

 

DUSINET, DER SAD OM BORDET

Åbenbarelsens ’kommandovej’ har ikke ændret sig; universets bedst bevarede hemmelighed drysses ikke ned over forsamlingen som overfladisk halleluja-konfetti. Den åbenbares ikke pludselig for alle og enhver. "Fra evige tider har denne hemmelighed været skjult i Gud" (Ef.3:9). Den aktuelle og bestående homo-kirkes præster og præstinder får hertil ingen adgang! Kristus-hemmeligheden åbenbares i første omgang kun for Herrens ’hellige apostle og profeter’ (v.5), som derefter af Den opstandne Herre sættes til at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi Legeme bygges op… (Ef.4:11-12).

Blandt Jesu tolv apostle var ingen kvinder, og én af de tolv var falsk. Af den sidste slags, de ’falske apostle’, vil der ikke være mangel – om dem siger Paulus: "De er falske apostle, troløse arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle." Han fortsætter: …"og det er intet under. Satan selv giver sig jo ud for at være en lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste… (2.Kor.11:13-15).

Den samme situation synes i dag at banke på menighedens dør. Der findes folk både blandt menighedens ledere og blandt skaren af troende, som ved deres adfærd og livsstil, indre begær og administration af kirkens ledelse er begyndt ’at udæske Herrens Ånd’. Dermed vil de ikke blot bringe sig selv og andre i fare, og konsekvensen af deres vandel vil ikke kun kunne skimtes i en begyndende dom over Guds Hus – nej, Guds hånd vil ved et fastere greb værne om det, der ligger Hans hjerte nærmest: Åbenbarelsen af Kristushemmeligheden!

"I tidligere slægter," forklarer Paulus, "blev denne hemmelighed ikke gjort kendt for menneskenes børn, sådan som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for Hans hellige apostle og profeter" (Ef.3:5).

Dette værk må fortsættes; det må ikke under nogen omstændigheder standses eller hindres ved synd eller fejlslagen forvaltning. "Sådan skal man betragte os," udbryder apostelen og fortsætter: "Som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro…" (1.Kor.4:1-2).

Dusinet, der sad om bordet, da brødet i Jerusalem-ovensalen blev brudt og kalken skænket, var alle mænd. Alverdens helvedskræfter synes at være i oprør mod denne kendsgerning; der er ingen ende på de bestræbelser, der gøres, for at bringe en kvinde ind i denne kreds! Bestseller-romaner i millionoplag og gigantiske Hollywood-produktioner søger ihærdigt at ændre dette billede; dag og nat arbejdes der på at få bragt en kvinde ind blandt de tolv…

Det er overfor denne verdensvidde oprørsbevægelse, at et lille – i manges øjne ubetydeligt – ydre tegn manifesterer en anden holdning. De, som i forsamlingen og i deres lønkammer bærer dette tegn, medregnes i Det Højeste som ’forvaltere af Guds hemmeligheder’ (1.Kor.4:1). Også disse har nemlig begrebet betydningen af, at der af hemmelighedens forvaltere kun kræves én ting: At de findes tro!" (v.2) Derfor udbryder disse med apostelens ord: "Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv, for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig er Herren" (1.Kor.4:3-4).

Det ydre tegn, som jeg her taler om, bygger helt og holdent på ’apostlenes overleveringer’. Det bæres i overensstemmelse med det vidnesbyrd, som Ny Testamente giver de troende, der var til stede på den store og højhellige pinsedag i Jerusalem, om dem hedder det: "De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskab, ved brødets brydelse og bønnerne" (Ap.G. 2:42). – (Resultatet var, at ’der skete mange undere og tegn ved apostlene’ – v.43).

Om dette forhold skriver Paulus senere: "Den ros skal I have… at I holder fast ved de overleveringer, jeg har givet jer" (1.Kor.11:1). Den første af de ’overleveringer’, som Paulus her omtaler, knyttes til denne enkle belæring: "Jeg vil, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud" (1.Kor.11:3). Han fortsætter, idet han omtaler det ’ydre tegn’ på den personlige godtagelse af denne lære: "Enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved’ (v.5) bringer skam over sit hoved." Han slutter: "Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed" (v.10).

Dette er ’det ydre tegn’, som overfor den åndelige verden erklærer: Jeg tager ikke del i det feministiske og homofile oprør, som søger at omstyrte Guds orden!