TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-12-25
13

 

KONGERNE OG DRENGEBARNET

"Den vredens vin, som i denne time udskænkes til jordens øverste myndigheder, er presset af unaturlige utugtsdruer, der reagerer voldsomt mod enhver betegnelse af ’han’ eller ’hun’…"
 

Er den tid kommet, hvor jordens konger mødes i verdens hovedstæder for at slå sig sammen og overfor hinanden erklære: "Lad os bygge et tårn, som når til himlen (1.Mose 11:4)? De dage, hvor en sær samvittigheds-uro breder sig over land og by: ’Kan jeg være med i et sådant projekt’? Et tårn, der får navn efter den by, Babel, hvorom Herren siger: "Drag ud fra hende, Mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager" (Åb.18:4).

Er det den triste time, som salmisten beskriver med ordene: "Se, jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod Hans salvede (Salme 2:2)? Den nat, hvor hundene glammer mellem de hvide landsbykirker, og midnatsluften fyldes af underlige lyde, hvor ravnene skriger mellem tårnenes misbrugte klokker, og sorte skygger af den grund nu flagrer over præstegårde, kirkespir og bispesæder – den slags angstfyldte timer, hvor der i mangt et hus tændes lys, og selv kendte folk må rejse sig og hviske: "Hold jer fra disse retfærdige, for jeg har i nat haft mange onde drømme på grund af dem!" (Matt.27:19)… og når de lægger sig hen, farer de atter op og råber: "Er her nogen?" Jeg hørte en røst sige: "Rør ikke ved noget urent!" (2.Kor.6:14).

*

Den internationale bibellærer, Lars Enarson, fremmaler i bogen ’Den Store Skøge’, disse samvittighedskvaler. Om middelalderens protestantiske forhørsledere skriver han: "De var inderst inde klar over, at deres tidligere trosfællers lære var mere i overensstemmelse med Bibelen end deres egen." Han lader forstå, at han ikke taler om fortiden: "Jeg peger på den udfordring, som protestantiske kirkeledere står overfor i dag." Hvad enten de sidder under de store kirkehvælvinger eller blandt medløberne i de frie forsamlinger, hører de den samme røst: "Du kan ikke drikke af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. Du kan ikke have del i Herrens bæger og dæmonernes bord. Eller vil du ægge Herren til vrede?" (1.Kor.10:21-22). "Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen…" (1.Kor.11:30).

*

Det er således et voldsomt maleri, apostelen fremmaler, når han beskriver ’verdensherredømmet’. Det ligner slet ikke de pæne pastelfarver, som de store internationale konferencer og medierne bruger, og eftersom folk i almindelighed har mere tillid til tv-avisens fremstilling end til Bibelens overlevering, tror de fleste på pressens propaganda.

Derfor tager ’pæne folk’ afstand fra Ny Testamentes beskrivelse af en verdensregering. Kirkeledere kan ikke lide de prædikanter, der prædiker om ’dyret’. De bryder sig ikke om apostelens ’syner’, hvor en ’samling af jordens konger’ er overmalet med forskrækkelige ord og blasfemiske navne, som intet anstændigt menneske burde tage i sin mund (Åb.17:3). Bisperne kan heller ikke fordrage den slags ’Åbenbaringsbogs-åbenbarelser’, hvor et globalt styre fremstilles med mange skrækindjagende hoveder (syv i alt og alle forskellige) samt udstyret med drabelige dræberhorn (ti i alt og alle tilsmurt med blod). Universiteternes teologiske professorer smiler overbærende af Patmos-visionerne om den kongeligt klædte kvindeskikkelse (purpur og skarlagen), hendes røde guld, glimtende diamanter og kostbare perler (Åb.17:3-4) – og de har deres egne forklaringer på dette skue. "Det drejer sig i hvert fald ikke om en frafalden kristenhed," siger de. Deres ord har vægt; de regnes jo for at være eksperter i den slags sager.

Af den grund bliver der fremover taget afstand fra de ’sekteriske elementer’, der bliver ved med at pege på det gyldne bæger, som kvinden har i hånden. "Det er fyldt med afskyeligheder," advarer de. "Rør det ikke; drik ikke deraf; det er hendes utugts urenheder. I bliver kørt på hospitalet og overlever det ikke, hvis I drikker af det bæger!"

 

’KONGERNE HAR INDSET FAREN’

I den bibelske undervisning, som i denne frafaldets time ad forskellige omveje når ud til de troende, gøres der opmærksom på denne udvikling. De aktuelle emner begynder at dreje sig om ’kongerne og drengebarnet’.

"De første (kongerne)," hedder det, "kan ikke fordrage de sidste, der går under betegnelsen ’drengebarnet’. For det første fordi det drejer sig om ’en dreng’ (den homofile verdensorden og den feministiske teologi hader det maskuline) og for det andet fordi Jesus har sagt til dem, Han kalder: ’den lille hjord’, at "jeres Fader har besluttet at give jer Riget" (Luk.12:32). For det tredje, fordi Han henvendt til denne lille flok erklærer, at de ’skal have lamperne tændt’ (Det er ikke øjeblikket at sidde fastlåst i halvmørket med øjenlåg tunge som bly). "Jeg vil finde jer vågne, når Jeg kommer!" (v.37), hvilket indebærer, at netop denne flok af Kristi efterfølgere vil være klar over, hvem der hentydes til, når Ny Testamente siger: "Jordens konger har drevet utugt med hende" (Åb.17:2).

’Kongerne’ har straks indset faren i, at den flok, der i Bibelen betegnes som ’Drengebarnet’, har fattet, at når Bibelen siger: ’Jordens konger’, så taler den ikke om verdens monarker i almindelighed; den peger ikke kun på fine folk med blåt blod i årerne; ej heller på de såkaldt ’kongelige’ fra rigernes fornemme slægter. Nej, Skriften taler om den slags utugts-regenter, der i denne time ’samler sig mod Herren og mod Hans salvede’ (Salme 1:2), og som i deres urene begær og lave lidenskaber forbereder sig på at slå hårdt ned på alle dem, der (som de siger) ’gør sig til talsmænd for en restriktiv samfundsorden’. – "Lad os sprænge deres lænker," siger de til hinanden, "og befri os fra deres reb" (Salme 2:3).

*

"Jordens konger kan i bibelsk forstand forstås som bl.a. mediernes magtfulde mænd. Det er ukronede opkomlinge, fortidsløse fyrster, åndsforladte pengemagnater, folkevalgte politikere, ekstreme ’eksperter’, lesbiske bisper… der kan ende som ’dræberdronninger’.

Alle disse har en (som Bibelen siger): ’berusende magt over dem, der bor på jorden’ (Åb.17:23), og de blinder i en ’SMS-generation’ menneskers børn, så de ikke fatter det bibelske billedsprog, der er nødvendigt for at kunne bedømme endetidens begivenheder. De finder det derfor overdrevent og ubegribeligt, når der tales om ’dræberdronninger’ og vil afvise at lade sig belære af den billedrige forklaring, som en engel giver apostelen Johannes i forbindelse med hans vilde himmelsyner. Denne bibelske beskrivelse af verdensregeringen mangler nemlig ikke lignelser; den er malet i en storm af farver…

"De ti horn, du så," forklarer engelen, "er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt" (Åb.17:12)… hvilket vil sige, at når de sorte limousiner med de blafrende flag pyntet med gyldne kroner, kører ind foran byens dyreste hoteller, så er det folk, der smykker sig med lånte fjer; det er ’konger uden kongemagt’. ’Horn’ taler imidlertid i Den Hellige Skrift om magt – og verdensmagtens stige er her nøje beskrevet som ’uren utugt’ og ’jordens afskyeligheder’ – ja, det siges lige ud, at ’med hende (’Den store Skøge) har jordens konger bedrevet utugt’ (v.2). Det vil sige, at når disse jordløse topfigurer endelig får overdraget den indflydelse, som de har tørstet efter, så har det kostet dem dyrt! Apostelen erklærer: "De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det" (Rom.1:32).

De ti regioners statholderes top-karriere er kun af kort varighed. "I en enkelt time får de magten sammen med dyret (v.12)". Dette skyldes ikke kun den politiske kendsgerning, at deres indflydelse ikke bygger på en nednarvet tronfølge (de er jo ikke fremstået ud af ældgamle, ærværdige kongehuse). Nej, årsagen til deres korte ’regeringstid’ ligger i, at de er ’embedskonger’, som selv er undergivet den urene ånd, der hersker i et afskyeligt, bestialsk system (de er således ikke kun styret af en rationel utugts-ideologi men er personligt drevet af et indre kødeligt begær).

Det, der forener dem, så at de alle afsluttende ’har samme tanke’ (v.13) er deres had til ’de hellige’ og til ’Jesu vidner’. Motiveret af dette dyriske enhedssyn, som de har hentet hos ’The Beast’, får de endelig magten i én time sammen med dyret… hvilket bliver den blodigste periode i verdenshistorien! "Jeg så," fortæller Johannes, "at kvinden var beruset af de helliges blod og Jesu vidners blod" (v.6)… og om de ti konger hedder det: "De vil føre krig mod Lammet… og de kaldede og udvalgte og trofaste, der er i dets følge" (v.14).

 

’DEM, DER HOLDER IGEN’

Det vil lyde underligt i manges øren, når jeg i det følgende søger at forklare, at den aldeles afgørende grund til, at både dyret og dets blodtørstige rytterske i en sidste afsluttende indsats vender sig mod ’de udvalgte, trofaste og kaldede’ er disse troendes fastholden med hensyn til ’Lammets blod og deres vidnesbyrds ord’ (Åb.12:11).

Det vil sige, at der er en flok, som vedblivende taler om forhold, der er ubehagelige og afslørende med henblik på den nye verdensorden. Ja, de påpeger åbent den unaturlige utugt, der ligger til grund for det globale regime og erklærer det for – ifølge Bibelen – at være synd! Ja, ikke nok med at denne lille skare af troende med ’deres vidnesbyrds ord’ giver udtryk for deres overbevisning med hensyn til den guddommelige orden men de bryder endog den nye verdensordens love ved under visse omstændigheder synligt og gennem ydre tegn at tilkendegive denne tro; de accepterer ikke verdensstyrets love om ’Gender-Mainstreaming’ (som opløser enhver form for Skaberens køns-betegnelse) og godtager ikke regimets regler om såkaldt ’seksuel orientering’ (der i modstrid med Den Hellige Skrift fremmer det homofile samfund); de ’holder igen’ (som det hedder i Ny Testamente) på denne udvikling, idet de anser det som et gudløshedens tegn på ’den lovløses komme’ (1.Thess.2:7).

At en sådan ’regeringsbeslutning’ med henblik på en ’Endlösung’, (der inkluderer en totaludryddelse af ’uønskede elementer’) kan finde stede, står prentet med blod i denne generations historie. Den 20. januar 1942 blev 14 højtstående officerer og embedsmænd indkaldt til et møde i sikkerhedspolitiets gæstehus, 56-58, i Strasse Am Großen Wannsee i Berlin. Mødet var arrangeret af nazi-jødeforfølgelsens ’mastermind’, Reinhard Heydrich, og havde som eneste programpunkt den totale udryddelse af Europas jøder. Mødets beslutninger blev i det store og hele gennemført.

Bibelen advarer mod et sådant totalitært styres lovfæstede beslutning om en verdensvid udryddelse af Guds Folk. I Esters bog i Bibelen berettes, hvorledes datidens Heydrich og Eichmann, Gudsfolkets fjende nummer 1, ’agagitten Haman’ (3:1) beskrev situationen for verdensherredømmets konge, Ahasverus: "Der findes et folk, der lever spredt og isoleret blandt folkene i alle provinserne i dit kongerige. Deres love er forskellige fra alle andres folks, og kongens love følger de ikke; det skulle kongen ikke tillade…" (Est.3:8).

Resultatet af denne dybt personligt motiverede henvendelse til verdensregeringens øverste myndighed lyder således: "Med ilbud blev der sendt breve ud til alle kongens provinser med besked om at udrydde, dræbe og tilintetgøre alle jøder, både unge og gamle, kvinder og børn på én og samme dag…" (v.13).

Hvis blot dette lille legeme af endetidens troende ikke blev ’mærket’ med betegnelsen ’han’, kunne det undgå verdensomfattende efterstræbelser. Apostelen, som beskriver denne afsluttende forfølgelse, er overrasket over at se med hvilken blodrus, den bliver gennemført. "Kvinden er beruset af de helliges blod," udbryder han, "og jeg undrede mig meget ved at se hende…" (Åb.17:6-7).

*

DET YDRE TEGN

Som det har været tilfældet gennem slægterne, er det en eller anden form for ydre tegn eller mærke, der får kvinden på dyret til at styre i en bestemt retning. Adskillige af de troende vil derfor søge at undgå denne ydre tilkendegivelse, for de ser, at det er med en både djævelsk og morderisk iver, at jagten sætter ind på dem, der vedkender sig denne manifestering.

Apostelen forklarer han i sit Patmos-syn, ’under det himmelske alter så sjælene af dem, der var myrdet’. Han fortæller, at de har måttet lade livet på grund af to præcise forhold. For det første ’på grund af Guds ord’ – og for det andet ’på grund af det vidnesbyrd, de holdt fast ved’ (Åb.6:9).

Den sidste udfordring afspejles allerede nu i den nye verdensordens lovgivning. Den tåler ingen ydre tilkendegivelse af nogen form for religiøs overbevisning; det verdslige system, der ’allerede nu’ (2.Thess.2:7) river korset ned fra skoleklassernes vægge, fordrer davidsstjerner, kors og halvmåner fjernet fra halskæder, og som erklærer jødiske mænds og muslimske kvinders hovedbeklædning for illegale; arbejder ud fra et dybere sigte! Selvom det endnu ikke er nævnt og i øjeblikket ikke synes at være noget problem, så er det i virkeligheden den kristne kvindes tørklæde, som et Gudsfjendsk herredømme har i kikkerten. I det skjulte stiller systemet skarpt på enhver ’ydre manifestering’ af borgernes personlige tro på Guds skabelsesorden. ’Kvinden på dyret’ godtager ikke, at der i et guddommeligt skabelsesmandat indgår betegnelsen: ’mand og kvinde’. Den vredens vin, som ’horkvinden’ i denne time udskænker til jordens øverste myndigheder, er presset af unaturlige utugts-druer, der reageret voldsomt mod enhver betegnelse af ’han’ eller ’hun’. Kvinden på dyret afskyr et hvilket som helst Guds ord eller nogen form for vidnesbyrd i den henseende. Hun hader den kristne kvindes hoveddække, fordi de troende fastholder dette vidnesbyrd om Guds orden.

Dette er grunden til, at alverdens bibelkommentatorer har haft deres kvaler med et bestemt vers i Ny Testamente… og det i en sådan grad, at Bibelselskabets udgave af Ny Testamente, ’Den Nye Aftale’ simpelthen har ændret teksten.

Det vers, som jeg her omtaler, lyder således: "For allerede nu virker lovløshedens hemmelighed, blot skal han, der nu holder igen, først fjernes’ (2.Thess.2:7). Bibelselskabets feministiske ’oversættere’ kan ikke lide ’hankønsbetegnelsen’ på den kraft, ’som holder igen’ på den antikristelige udvikling. Derfor skriver de ’men der er en, der holder lovløsheden tilbage’. Elegant fjerner de den maskuline betegnelse og indfører (stik imod den græske grundtekst) en intetkønsbetegnelse. Det er til sådanne folk – mener jeg – at Jesus taler, når Han siger: "I har taget kundskabens nøgle. Selv er I ikke gået ind og dem, der ville ind, har I hindret… (Luk.11:52).

 

KUNDSKABENS NØGLE

Med henblik på begrebet ’kundskabens nøgle’, bør ingen undre sig over, at den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringsbogen, kommer tydeligere ind i de troendes synsfelt; det sker ikke, fordi disse kristne er mere ’ekstreme’ eller ’sekteriske’ end andre mennesker, men fordi den himmelske administration af åbenbarelse løber ad nøje afmålte linjer.

Den orden, hvormed Åbenbaringsbogens skjulte indhold videregives, står angivet i skriftets første vers. Heri hedder det: "Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav Ham for at vise Sine tjenere, hvad der snart skal ske…" (1:1).

Det vil med andre ord sige, at netop denne forseglede bog (som kunne indeholde svaret på de spørgsmål, der dukker op i forbindelse med f.eks. ’hankønsbetegnelsen’ af den kraft, der er en hindring for Antikrist)… er undergivet en streng ’forretningsgang’; åbenbarelse om de sidste tider spredes ikke for vinden som avnerne fra sædemandens korn. Det himmelske bogholderi fører nøje regnskab med, hvornår og for hvem seglene brydes! Det er i denne forbindelse, at Esajasordet finder sin betydning: "For som regnen og sneen falder fra himlen og ikke vender tilbage dertil men væder jorden, befrugter den og får den til at spire og giver udsæt til den, der vil så, og brød til den, der vil spise, sådan er det ord, som udgår af Min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til Mig, men det gør Min vilje og udfører Mit ærinde" (55:10-11).

Hvad jeg her kalder ’det himmelske bogholderis strenge forretningsgang’ med henblik på endetidsåbenbarelse indledes med, at den forseglede bog (Åbenbaringsbogen) af Faderen overdrages til Guds Søn (… ’åbenbaringen, som Gud gav Ham’ – v.1). Dernæst forfølges det guddommelige formål at lægge disse særlige åbenbaringer i hænderne på den opstandne Kristus (Han, som ikke blot er ’Mellemmanden’ men ’Formidleren’ af en ny pagt – Hebr.9:15). Dette formål er, at lyset på et givet tidspunkt gives videre til Kristi tjenere (’for at Han skal vise Sine tjenere’ – v.1), og dette er af yderste vigtighed), at seglene ikke fjernes fra bogen, før det rette tidspunkt er inde (’Hvad der snart skal ske’ – v.1).

 

HJERTEFORMØRKELSE

Dette med åbenbaringstidspunktet bør forklares nærmere, idet hemmeligheden om ’ham, der holder igen’ må forblive skjult, indtil det rette øjeblik er inde. Ja, det er så vigtigt, at der bør herske tavshed omkring denne sag, indtil timen for dyret, (som er et rasende, blodtørstigt bæst), er kommet. Udyret må nemlig ikke slippes løs, før det himmelske hovedbogholderi har beregnet, at tiden nu er inde. Dette er baggrunden for, at kun få gennem tiderne har været i stand til at definere, hvad og hvem, der er tale om, når apostelen erklærer: "Blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes’ (2.Thess.2:7).

(Bibelselskabets pludselige ophævelse af ’hankønsbetegnelsen’ (’blot skal han … fjernes) kan kun forklares med Herrens irettesættende ord til patriarken Job: "Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, Jeg har bestemt?" (38:1); der er nemlig her tale om en ’hjerteformørkelse’ (Rom.1:21).

"Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, mens jeg endnu var hos jer," (2.Thess.2:5-6), spørger Paulus, "I ved også nu, hvad det er, der holder igen, så at han (’fortabelsens søn, modstanderen… antikrist – v.3-4) først åbenbares, når hans tid er inde" (v.6).

Kunne dette være grunden til, at apostelen Paulus i sit brev til Korintermenigheden giver en overraskende definition af sin egen tjeneste? En beskrivelse, som kun de færreste har lagt mærke til, og som ud fra en helt ny indfaldsvinkel forklarer apostelgerningens særlige indhold og betydning. (Ja, som med et slag kunne slå portene op til en øget forståelse af, hvorfor f.eks. den særlige ’hankønsbetegnelse’ af den åndskraft, som holder én-verdens-uhyret tilbage, har været et skjult fænomen; Paulus skriver: "Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder. Her kræves det så af forvaltere, at de findes tro" (1.Kor.2:1).

 

EN AFGØRENDE SANDHED

Kundskabens nøgle åbner i denne tid til de himmelvisioner, som apostelen Johannes havde på Patmos. Blandt andet det syn, som Åbenbaringsbogen kalder for et ’stort tegn’. Størrelsen refererer ikke så meget til tegnets synlige omfang som til dets usynlige indhold; det drejer sig nemlig om en stor og afgørende sandhed: Det fortæller hemmeligheden bag ’hankønsbetegnelsen’…

Johannes ser ’En kvinde klædte i solen med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved’ (12:1). Forklaringerne er mange, og folk i almindelighed gider ikke høre på dem. Eftersom jeg ikke her henvender mig til ’folk i almindelighed’ tillader jeg mig at give en nærmere redegørelse: Kvinden klædt i solen er den menighed, der er iklædt Kristi retfærdighed (thi det hedder: "for jer, der frygter Mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem"… Matt.3:20). Månen er billedet på Guds lov (thi det hedder: ’nymånen… er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus… Kol.2:17, samt: "Loven indeholder kun en skygge af de kommende goder"… (Hebr. 10:1). At kvinden har månen under sine fødder betyder, at loven i Kristus-menigheden har fået sin rette plads (thi det hedder: "Du har givet solen og månen deres plads"… Salme 74:16); loven er lagt under hendes fødder som en god og sikker grund men kun som en vejledning i nattens mørke, thi det hedder: "Solen til at herske om dagen… månen og stjernerne til at herske om natten" Salme 136:8-9).

Kronen med de tolv stjerner taler om Israels tolv stammer og Lammets tolv apostle (thi det hedder om det nye Jerusalem, at over byens porte ’står indskrevet Israels tolv stammers navne’ og muren har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle" (Åb.21:12-14).

Alt dette henviser til en menighed, der har modtaget herligheds-åbenbaringen om Kristi forsonerværk, og som afviser judaisternes fordring på, at Mose lov skal have en større plads end den, som er blevet dem foreskrevet (thi det hedder: "Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger men kun ved tro på Jesus Kristus" … (Gal.2:6); samtidig ser vi i ’det store tegn’ om kvinden, ’som er iklædt solen’ en menighed, der består af både patriarker og apostle: jøder og hedninger, (thi der står skrevet: "Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe et nyt menneske af de to"… samt: "for ved korset at forsone dem begge med Gud i ét legeme" (Ef.2:14 og 16).

 

DRENGEBARNET

Om alt dette er der meget mere at sige, men ’det er svært at forklare’, da de fleste er ’blevet sløve til at høre’. "Ja, det er kommet dertil, at de trænger til, at nogen igen lærer dem begyndelsesgrundene i Guds ord" (Hebr.5:11-12).

Imidlertid må jeg slutte med at forklare, at denne menighed, der ikke blot ’godtager’ Israels plads i Guds frelseshusholdning, men som med iver søger at virkeliggøre åbenbarelsen om ’Kristushemmeligheden’ (at ’Han gjorde de to parter – jøder og hedninger – til ét… Ef.3:4 og 2:14)… denne Kristi menighed, som er Hans legeme (Ef.2:16) er i smerte og fødselsveer, og en dragelignende verdensregering (med syv hoveder og ti horn, Åb.12:3) har stillet sig foran den, for at sluge det barn, der er ved at komme til verden (v.4).

De politikere, statsmænd og kirkeledere, som er af den opfattelse, at de ikke behøver at tage verdensuhyret alvorligt, tager fejl! Hvis de mener, at de ’kan lege med det som med en fugl’ (Job 40:29) – er det galt afmarcheret! Hvis de tror, at de kan ’holde dragen i snor’ (v.29) eller ved en god handel ’fordele den mellem sig’ (v.30) vil de snart komme på andre tanker.

Verdensdragens afgrundshad viser sig især i det øjeblik, den ’har stillet sig foran Kristi menighed, som er ved at bringe det barn til verden, der er bestemt til at holde den i ave. Som dette er ved at ske, fnyser den med vold og drab: "Der står flammer ud af gabet på den… røg ud af dens næsebor… dens ånde får gløder til at blusse" (Job 40:11-13).

Også den ’ved, hvad det er, der holder igen, så at den lovløse først kan åbenbares, når hans tid er inde… blot skal han, der endnu holder igen, først fjernes" (2.Thess.2:6-7).

… kun få bemærker den tilsnigelse, som ’Ny Aftale’-bibelen lader komme til orde, når den skal gengive afsnittet fra Åbenbaringsbogen om ’drengebarnets’ fødsel. Den autoriserede oversættelse er tilnærmelsesvis rigtig, når det om kvinden med kronen og tolv stjerner beretter, at ’hun fødte en Søn, en dreng’ (engelsk: ’a male’… en ’hankøn’… Åb.12:5). Som de feministiske teologer ikke bryder sig om ’hankønsbetegnelsen’ i afsnittet om ’han, der holder igen’, således fjernes også ordet ’en dreng’ fra teksten om ’drengebarnet’. Ny Aftale-udgaven siger kun: "Kvinden fødte en søn." Bortforklaringerne kan være mange. Blandt andet denne, at det må være indforstået, at ’en søn er en dreng’ – så derfor har man ikke nødig at gentage denne yderligere understregning af det mandlige. Imidlertid er dette mere end det, som man almindeligvis kalder ’den hebraiske gentagelse’. At dette barn, som dragen står parat til at sluge (Åb.12:3) er ’en søn, en dreng’ er selve sagen, hvilket den homofile teologi i den kommende tid vil bevidne… til overmål. Ja, i en sådan grad, at nogle i menigheden vil blive syge og andre vil miste livet derved!