TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-11-27
12

TØRKLÆDET OG ’SKÆNDSELSKNÆGTEN’

…kun en lille flok vil vægre sig, hvilket vil føre til en voksende konfrontation mellem tørklædet og ’skændselsknægten’.


Som dagene går, og skumringstiderne nærmer sig, bliver det vanskeligere at skelne tingene fra hinanden.

I det disede landskab er det svært at bedømme de forskellige genstandes form og udseende… kun et utydeligt billede toner frem i tågen. Det er næsten umuligt at få øje på – eller genkende dem, der nærmer sig – ja, kun de færreste er udrustet til at kunne finde ud af, om det er venner eller fjender. Den almindelige, menneskelige bedømmelse slår ikke længere til. Kun det Gudgivne seerblik trænger igennem…

Er timen inde for det store bedrag? Øjeblikket, hvor de underligste ting vil ske… ’for om muligt at føre selv de udvalgte vild’? (Matt.24:24) Er det natten, hvor en sælsom, blodfarvet rytterske jager gennem mørket i det fjerne? Den tid, hvor ’skændselsknægten’ melder sig?

Men ikke kun disse ængstelige spørgsmål presser sig på. Blandt de troende samler sig en lille flok omkring emnet: Er det om dage som disse, at englen taler, når han bydende erklærer: "Forsegl ikke profetiens ord i denne bog, for tiden er nær. Lad den, der øver uret, stadig øver uret, den der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig stadig helliges" (Åb.22:11).

De, der spørger sådan, må være dem, der længes efter opfyldelsen af det sidste af engelens ord: ’Lad den, der er hellig, stadig helliges’ (eller som det hedder i en gammel, svensk oversættelse: ’Lad den, som er hellig, fortfarende hellige sig’ (Bibelselskabet 1917). Disse troende vil ikke længere tøve. Bliver de anvist en vej, hvorpå de ’fortfarende kan hellige sig’, vil de ikke holde sig tilbage. De vil ’kæmpe for at komme ind gennem den snævre port’, for de synes at have fattet advarselen i Jesu ord: ’Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne… (Luk.13:22-30). Ja, disse vil ikke undlade at overholde noget bud, som kunne bibringe dem apostelens anerkendelse: "Den ros skal I have, at I… holder fast ved de overleveringer, jeg har givet jer" (1.Kor.11:1). Er det denne ’lille hjord’, som Jesus taler om, når Han erklærer, at de ikke skal være bange, ’thi jeres Fader har besluttet at give jer riget (Luk.12:32). Er det dem, der er parate til at sælge alt, hvad de har, for overfor de nødlidende at gøre godt med deres midler? Er det dem, der skaffer sig penge, som ikke bliver mørnede og udslidte, og som dermed dagligt samler sig en ’uudtømmelig skat i himlen’, hvor der hverken er indbrudstyve, rotter eller møl, der fortærer?

Hvis det altså er dem, Ny Testamente omtaler, så vil denne ’lille flok’ høre til blandt de troende, der fatter, hvad der nu er ved at ske i tiden; disse ser nemlig længere end folk i almindelighed. De aner de sære konturer i mørket og er udrustede til at ’tyde tidernes tegn’ (Matt.16:3). For dem er fremtiden ikke en lukket bog; de er i stand til at bevæge sig efter Åndens ledelse og til at bedømme begivenhederne ’efter Åndens målestok’ (1.Kor.2:14). De ’vandrer ikke efter ugudeliges råd, spadserer ikke på synderes vej og har ikke slået sig ned blandt spottere’ (Salme 1:1)… og de er fremdeles drevet af en ganske særlig tørst: ’Tørsten efter den levende Gud’ (Salme 42:3)!

Da Abrahams slægtning, Lot, var endt i den dødsdømte by, Sodoma, ’pintes hans retfærdige sjæl ved dag efter dag at se og høre om de lovløse gerninger, som skete omkring ham’. Ny Testamente siger, at ’han døjede under frække menneskers udsvævende liv’ (2.Pet.2:7). Dette er alle helliges lod – også i vor tid! Disse ’frække mennesker’ er dem, hvorom englen erklærer: "Lad den, der er tilsølet, stadig søle sig til’ (Åb.22:11).

*

Vi skal helt tilbage til en slidt og laset Bibel fra 1850 for at begribe, hvilken slags ’tilsøling’, der her er tale om. "Lad den uterlige fremdeles øve uterlighed," hedder den gamle oversættelse. "Lad det uhumske være uhumsk," gengiver Seidelin den græske tekst. Apostelen Peter anvender det samme græske ord, når han taler om ’legemets snavs’ (3:21) og apostelen Jakob sætter denne særlige ’urenhed’ i forbindelse med ’al den megen ondskab’ (1:21). Engelske oversættere har anvendt udtrykket ’obscene’, som tilsyneladende kun kan dækkes af en gammel, glemt, dansk glose: ’obskøn’; et udtryk, som især bruges om perverse film og pornografisk litteratur, og som leksikonet gengiver med fire betegnelser: 1) uanstændig, 2) slibrig 3) hæslig og 4) fæl. Hvis nogen i dagens Danmark vil anvende blot ét af disse udtryk (eller den mere anvendte betegnelse ’klam’) om en af de former for såkaldt ’EU-seksuel orientering’, der i Bibelen beskrives som ’vederstyggelig’ eller ’naturstridig’ vil vedkommende blive straffet.

*

OVERLØBERNE

’Overløberne’ – det vil sige dem iblandt de troende, der ’skifter side’ – vil ikke blot have det svært med at holde jungletrommernes ’tamtam’ fra livet, men de står i fare for at ende i samme båd som ’de sjælelige mennesker’, der ’ikke kan tage imod det, der kommer fra Guds Ånd’ (2.Kor.2:14). I så tilfælde vil også de i disse mørke timer ane omridsene af de hvidkalkede kirker, der kommer til syne i horisonten. Selvom bygningerne i halvmørket ligner hvidvaskede gravmonumenter, har de alligevel mod til at nærme sig men bemærker ikke de allerede nedbrudte, takkede gavle og de allerede hældende, høje spir. De undergravende strømme, der som sorte, underjordiske floder får de gamle mure og tårne til at falde, forbliver skjult for deres øjne. ’Overløberne’ opdager ikke, at de bærende strukturer er ved at bryde sammen, og de ser ikke, at alle støttende stensøjler allerede er styrtet og nu ligger spredte og knuste på jorden. Forventningsfulde søger de ind under de sønderbrudte hvælvinger… og skutter sig. En gusten vind suser ind over de tomme bænkerader, og i vindens susen høres røsten af Ham, som siger: "Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For Jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se Mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer i Herrens Navn (Matt.23:38-39).

Profeten i Gamle Testamente taler om denne tid. Hans skarpe seerblik har allerede på forhånd set forfaldets forfærdende følger. Han peger især på de nedbrudte søjler. De sønderdelte, støttende stensøjler. "Det er dem, det drejer sig om," forklarer han; "de bærende elementer: Lederne. De styrende. Stormændene. De åndeligt ansvarlige…" – Han fortsætter: "Og tro ikke, at det her kun er mørkets kræfter, der er på spil. Nej, sådan siger Herren: Jeg fjerner ældste, rådsherre og profet. Og Jeg giver dem drenge som ledere – ja, drengekådhed (gl.overs.) skal regere over dem… og over dem hersker kvinder" (Es.3:4 og 12).

Hvad vil profeten Esajas’ ord om ’drengekådhed’ sige? Hvad ligger der i dette udtryk, som også indbefattes i betegnelsen ’lømler’? Er det en form for lederskab, som alle sande troende har svært ved at underordne sig? Kunne det være den såkaldte ’Light Gospel’-bevægelse, hvor alt i Guds hus skal være smart og underholdende, spektakulært og undergivet en moderne ’management-idé’?

Altså en tid, der ligner den, hvor den gamle præst, Eli, ’ligger og sover, hvor han plejer’, men hvor Guds lampe ’endnu ikke er slukket’ – dog: ’hvor Herrens ord er sjældent, og syner ikke er almindelige’ (1.Sam.3:1-3)? Forkyndelsen af de dybere og mere profetiske linjer i Guds ord bliver i ’drengekådhedens dage’ fortrængt til fordel for en lettere kost. ’Begynderundervisningen’ (som Hebræerbrevets forfatter taler om) bliver ikke – som skriften opfordrer til – ’lagt til side’, og den såkaldte ’undervisning for voksne’ (Hebr.6:1) bliver ikke indført. ’En flok lømler griber tøjlerne’ (Es.3:4) … og ’kvinder indsættes i ledelsen’ (v.12).

Det er ikke mindst på dette punkt, at vandene skilles, og den ’lille hjord’ begynder at søge andre ’græsgange’ (Johs.10:9) Det nytter ikke, at nogle af ’daglejerne’ (Johs.10:12) raser og råber op om det ene og det andet, for Skriften siger, at ’de selv har set ulven, og derfor ladt fårene i stikken og er stukket af…" (v.12) – "Mine får hører Min røst," siger Jesus, "og de følger Mig…" (v.27).

Den egentlige årsag til udskillelsen af ’Den Lille Hjord’ (der ifølge Jesu ord ’samler sig en skat i himlen’ og derfor ’har hele deres hjerte dér’ (Luk.12:34)) er altså ikke et af andre mennesker inspireret oprør mod det bestående, men én af Gud given indre længsel efter de veje, der ’fører frem til mandsmodenhed og det mål af vækst, som kan rumme Kristi Fylde’ – ja, et ønske om at tilslutte sig den flok, der ikke mere holdes på et stade af ’umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser’ (Ef.4:13-14, gl.overs.) – men som har rejst sig og taget en personlig stilling overfor den skæbnesvangre form for ledelse, som en hebraisk-tysk oversættelse gengiver med ordene: "Der Schandbube erfrecht sich (’Skændselsknægten optræder frækt’; Es.3:5: Rabbi Naphtali Herz Tur-Sinai)… ordet: ’skændselsknægt’ er betegnende for den skam og vanære, som apostelen henviser til i Romerbrevet 1:26-27.

Ordet ’skændselsknægten’ toner således frem som en ny bibelsk betegnelse for det korrumperede samfund og dens frafaldne kirke. ’Skændselsknægts-frækheden’ fremstår som et andet og ældre udtryk for dyret, der er ’fuldt af bespottelige navne’ (Åb.17:3) og den skarlagen-skamløse rytterske, der hæver sit frivole, udfordrende bæger mod Guds orden.

Om denne ’skændsels-frække’ provokation, som søger at ophøje sig over enhver form for ’Guds sættelse’, siger Skriften henvendt til Satan: "Du, som siger ved dig selv: Jeg vil stige op til himlen og rejse min trone højt over Guds stjerner… (og i dit hjerte siger): jeg stiger op over skybankerne og gør mig lige med Den Højeste, du bliver styrtet i afgrundens dyb!" (2.Thess.2:4) "Ham skal Herren Jesu dræbe med Sin munds ånde (v.8). Denne djævelske selvophøjelse ligger også i tidsåndens tydelige afvisning af den guddommelige orden, der af apostelen beskrives således: "Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud!" ’Skændselsknægten’ er et udtryk for den samme skamløse ånd, der håner den apostolske overlevering: "Enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved" (1.Kor.11:5) samt: "Derfor må kvinden have noget på hovedet som tegn på myndighed" (v.10).

 

DER BLEV FUNDET BLOD

Spørgsmålet er nu, hvorledes denne skjulte, åndelige græsrodsbevægelse blandt de hellige, ’den stille modstand’, vil kunne klare sig overfor den voksende, storstilede, farvestrålende, perverterede, magtfulde, økumeniske kirkeunion, hvis ledelsesstruktur bygger på homofile skændselsknægte og systemets præstinder? Om den dystre virksomhed bag de glansfulde, liturgiske kulisser hedder det: "De pønser på svig mod de stille i landet" (Salme 35:20) – og om samvittigløsheden bag de hemmelige planers udførelse, hedder det: "Der blev fundet blod af hellige i hende" (Åb.18:24).

… at der ’blev fundet blod’ viser, at det er ’mørkets gerninger’, som her har fundet sted. "For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres!" (Johs.3:19) Det nedrige og udspekulerede får mund og mæle i magtens mørke korridorer. Der stilles herefter skarpt på ’de hellige’: Den lille hjord, ’de stille i landet’. Til disse lyder imidlertid Herrens ord: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget" (Luk.12:32). "Intet våben, der dannes imod jer, skal nå sit mål… sådan er Herrens tjeneres lod" (Es.54:17).

På tidens store korsvej står der skrevet på et af skiltene: "De, som hører Kristus til" (Gal.5:25) og ’Den lille Hjord’, som Herren Jesus omtaler, vil bevæge sig i den retning. Denne flok er som drevet af en indre drift og har tilbage kun ét brændende begær: ’At høre Kristus til’. På andre skilte står andre navne, og vejen, som fører i disse andre retninger, er bred. Det er på disse veje, at alverdens ’skændselsknægte’ vandrer. Blandt dem er frygtede magthavere og ansete berømtheder. Der er anerkendte teologiske professorer og beærede dommere, talentfulde forfattere, frygtindgydende finansfyrster, paver, bisper, kardinaler og ministre – alle indflydelsesrige folk, som styrer og regerer, men i deres private liv og skjult for det offentlige øje er og forbliver de ’skændselsknægte’.

"De, som hører Kristus til," forklarer apostelen, "har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne." Han slutter: "Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden" (Gal.5:25-26).

 

DE TØVENDE

Samfundets og kirkens ’skændselsknægte’ giver undertiden i det ydre udtryk for, at også de ’hører Kristus til’. Paulus erklærer: "I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft" (2.Tim.3:5). Tværtimod at have ’korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne," så lader de sig drive deraf… og er derfor fjender af Den lille Hjord!

Til flokken, som herefter vandrer ud af ’den smalle vej’ siger Den opstandne Herre det samme, som Han i en afgørende time sagde til en af sine disciple: "Da du var ung, bandt du op om dig selv og gik hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og En Anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil." Med de ord betegnede Han den død, hvormed denne discipel skulle herliggøre Gud… og da Han havde sagt det, sagde Han: "Følg Mig!" (Johs.21:18-19).

De, som endnu tøver ved korsvejen, og længselsfuldt stirrer i den retning det frønnede vejskilt peger… det, hvorpå står skrevet: "De, som hører Kristus til" – er dem, som endnu ikke har indset, at før de kan efterkomme Herren Jesu bud: ’Følg Mig!’ må de først ’lade En Anden binde op om sig’ og derefter villigt ’række hånden ud’ for at ’lade sig føre’ i en retning, som de i deres menneskelige natur ikke vil" (v.19).

På grund af medie-malmstrømmens pågående påvirkning af ’skændselsknægtens’ snedige og forførende forsøg på at få dem til at tage del i dansen, vil de være uvillige til ’at lade andre binde op om sig’. Den slags går deres private opfattelser, smag og livsstil for nær. "Ingen skal bestemme, hvorledes jeg skal se ud," erklærer de… og slet ikke med nogle såkaldt ’åndelige forklaringer’ om, at sådan skal jeg ’binde op om mig ’FOR ENGLENES SKYLD …

De, der således tøver ved korsvejen, efterkommer næppe salmistens ord: ’uden tøven iler jeg for at overholde Dine befalinger’ (119:60). Tøven slører øjnene. De ser nu kun, at vejskiltet peger i retning af ørkenen, og mener dermed at forstå, at noget sådant kan umuligt være Gud; Han er ikke bag den slags ledelse. Tidens lykke-prædikanter har jo fortalt dem, at om de er sande troende, da venter der dem kun guld og grønne skove. Ja, ’skændselsknægten’ har bildt dem ind, at ’det restriktive’ og alt det, der begrænser en ’fri livsudfoldelse’, er af det onde; han oplæser ikke gerne det ord fra Ny Testamente, hvor det står skrevet: "Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen…" (Matt.4:1).

… og medens de tøvende står dér ved vejskiltet, sænker et forudsagt antikristeligt, antisemitisk mørke sig over landskabet. Mulmet falder som et sort dække over mark og eng, alt omkring dem bliver som et dunkelt, tillukket skrift, og de fatter ikke det, som i tidligere slægtled ikke er blevet kendt for menneskenes børn, men som nu ved Ånden åbenbares for Hans hellige apostle og profeter (Ef.3:5). Ja, før de ved af det, bliver de selv grebet af ’skændselsknægtens’ fordærvede lidenskaber, der med ét forener dem med et bestialsk samfund, som til syvende og sidst vil ’føre krig mod de hellige’ (Åb.13:7).

"Kom!" lyder det sidste råb over korsvejens tøvende skare. "jeg vil vise jer dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes horevin har de, der bor på jorden, beruset sig. Kom og følg mig ud i ørkenen…" (Åb.17:1-3).

 

PLAGET TIL DØDE

I trebindsværket ’Den Tredje Reformation’ af Karl Kilsmo (vol.1 Gummesons Forlag, 1967) beskrives hvorledes de troende allerede i det 16. århundrede under stor smerte og forfølgelse kom til den tragiske erkendelse, at ’skændselsknægten’ har sin vej alle steder. "Den Babyloniske Skøge med utugtsbægeret kommer ikke kun fra Rom," erklærer de… og lader dermed forstå, at også en kommende generation bør indstille sig på, at alle slags kirker og forsamlinger vil være parate til at gribe det gyldne skændselsbæger, hvis ikke de tager afstand fra den forhekselse, der kommer over jorden. "Uforstandige!" sukker apostelen. "Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede! (Gal.3:1) En lovbefæstet utugtsånd vil bane sig vej ind blandt protestantismens bedste børn, og endog de frie forsamlinger vil drikke af den udskænkede vin.

De, der taler sådan, er de troende som i reformationstiden med fare for deres liv vægrede sig mod den kirkelige barnedåb. Det var dem, som med én ånd tog afstand fra læren om det såkaldte ’forvandlingsunder’ i Den katolske Kirkes messe. Det var dem, der med afsky vendte sig fra de ortodokse kirkers billeddyrkelse. "Tag ikke fejl!" råber de. "Den lutherske kirke vil ikke vige tilbage for at bruge samme hensynsløse fremgangsmåde som Rom."

… og de talte ud af bitter erfaring. Med glødende jernstænger og rædselsfulde pinebænke torturerede reformationens foregangsmænd de nye kættere. Under grusomme pinsler tvang de datidens sande troende til at fremstønne bekendelser og fornægtelser. Anabaptisterne blev som familier druknet i tusindtal; de blev brændt på bålet, halshugget og plaget til døde…

"Men hvorfor sige mere" (spørger Hebræerbrevets forfatter idet han skuer ind i fremtiden), "tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om… alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de blev svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt. Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse, andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i jordens huler og kløfter."

Afsnittet slutter således: "Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os…" (Hebr.11:32-40).

Stående overfor denne udfordring findes endnu en lille flok, som er indstillet på at ville nå det mål som tidligere slægters trofaste, troens kæmper ikke fik lov at nå frem til. Den lille rest har for længst set i øjnene, at ’lykke-religionen’ er et bedrag, og at de i en fornyet konfrontation med samfund og kirke, må indstille sig på, at vejen til løfternes opfyldelse går gennem den samme lidelse og kamp, som deres forfædre har måttet udstå.

("For da Gud gav Abraham sit løfte, svor Han ved Sig selv, fordi Han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: Jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige. Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham." (Hebr.6:13-14) "Thi når vi er børn," forklarer apostelen, "er vi også arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med Ham for også at herliggøres med Ham." Paulus slutter: "Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os" (Rom.8:17-18).

Konfronteret med homoseksuelle præster, der søndag efter søndag samler familierne omkring døbefonden og lesbiske bisper, der samler menigheden omkring nadverbordet, er kampen mod de traditionelle kirkers barnedåbslære gået ind i en ny fase. Der er faldet et nyt og skærende lys over Ny Testamentes spørgsmål: "Kan vi forblive i synden, for at nåden kan blive så meget større?" Om ikke andre vil svare, så rejser sig i dag en lille flok, der med apostelens ord erklærer: "Aldeles ikke!" (Rom.6:1-2) … og de fortsætter: "Hvordan skulle vi, som er døde fra synden stadig kunne leve i den. Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til Hans død. Vi blev altså begravet sammen med Ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed skal leve et nyt liv."

Søndag d. 8. november 2009 blev Eva Brunne som den første lesbiske kvinde indsat som biskop i Sverige. Hun blev indviet ved en storslået ceremoni i byen Uppsala nord for hovedstaden. 1300 mennesker var mødt op, heriblandt Kong Carl-Gustav og dronning Silvia. Kun få uger forinden tillod Sverige homoseksuelle ægteskaber. Eva Brunne bor sammen med sin lesbiske partner, og de har hos sig et tre år gammelt barn.

De frie forsamlinger, som ligegyldigt spadserer over gravene af dem, der ved deres åbne bekendelse blev pint og plaget til døde, samt de blandt vor tids troende, der har forladt de gamle skanser og hejst det hvide flag over de traditionelle kirkers forskellige former for vranglære, er ringe stillet i den troskamp, der nu udkæmpes. De vil ikke være i stand til ’at frigøre sig’ for synden, der ’så let omklamrer dem’; ej heller vil de kunne ’udholde korset’ (men vil til stadighed ’ænse dets skam’ (Hebr.12:1-21). De vil være uduelige til at ’kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige… og vil derfor ikke kunne genkende ’skændselsknægten’, der ’har sneget sig ind iblandt dem’ (Judas v.4). For sent vil de opdage, at han ’misbruger Guds nåde til tøjlesløshed’ og vil ende med at ’fornægte vor eneste hersker og herre’ (v.4). De vil ikke lytte til apostelens advarsler, der siger: "Han kommer fra Sodoma og bedriver utugt og ’søger unaturlige forbindelser’ og vil til sidst ’blive straffet med evig ild’ (v.7)."

Medens ’skændselsknægten’ vil forføre dem til den slags sværmeri, hvor man ’tilsøler legemet’ og ’lader hånt om Herrens myndighed’ og dermed ’spotter overjordiske magter’ (v.8) – så vil kvinderne i ’den lille flok’ ’tage et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld’ (1.Kor.11:10 gl.overs.) Overalt vil de stilfærdigt give sig til kende ved deres ’gudfrygtige færd.. ved hjertet, det skjulte menneske med den uforgængelige prydelse, som er en sagtmodig og stille ånd’ (1.Pet.3:24).

Eftersom det imidlertid vil blive kendt, at det er denne ’lille hjord’, som ’Faderen har besluttet at give riget’ (Luk.12:32) vil en blodfarvet rytterske ses i horisonten. Hun hæver et gyldent bæger i sin højre hånd, og i den forheksede tåge, som dækker jorden, vil mange drikke deraf. Kun en lille flok vil vægre sig, hvilket vil føre til en voksende konfrontation mellem tørklædet og ’skændselsknægten’.