TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-10-23
11

Horkvinden ridende på Dyret foran EU parlamentets bygning
 

HORKVINDEN

Altså: Antikrist føler sig (ifølge profeten Daniel) ikke tiltrukket af ’kvinders ynde’. (Faktisk erklærer den oprindelige tekst: ’Han forstår sig ikke på kvinders begær’.

Er antikrist homoseksuel? Er dette grunden til, at Jerusalem omtales som ’Sodoma i det øjeblik den lovløse flytter sit hovedkvarter til Den Hellige Stad?

Er de, der følger denne ånds indflydelse antikrists medløbere?

Hvilket værn kan rejses mod denne, Kristi Menigheds fjende nummer ét?

 

Mange troende vil vige tilbage fra et udtryk af den art: ’Den store horkvinde’. De bryder sig ikke om en sådan betegnelse. "Det lyder sekterisk!" udbryder de. "Hvis man i dagens Danmark ønsker at blive taget alvorligt, bør man ikke bruge sådanne formuleringer. Den slags ’billeder’ forekommer både overdrevne og ekstreme…"

Af samme grund blænder de også ned, når spørgsmålet om ’tørklædet’ kommer på tale. "Ingen bør komme og påstå, at periferiske, kulturprægede overleveringer af den art har nogen betydning i den åndskamp, der nu løber af stabelen," siger de.

Imidlertid findes netop det ordvalg, (der her forkastes som ’sekterisk’) i Bibelen. Selvom moderne mennesker tager afstand fra et sådant udtryk, så forbliver det blåstemplet af apostlenes lære. Ny Testamente taler derom…

"Den store skøge, som sidder ved de vældige vande," hedder det i Åbenbaringsbogen (Eller som andre oversættelser siger: ’Den store horkvinde (Åb.1:1; norsk). Ingen bør derfor vige tilbage, hverken fra at lytte til – eller selv at anvende ord og udtryk, der har deres rod i Den Hellige Skrift, ej heller bør de troende tage afstand fra noget forsøg på at finde ud af, hvilket værn, der i Kristi Menighed kan rejses mod de barske realiteter bag dette billede på tidsåndens pågående besnærelse; lad derfor ingen ansvarlig bibellærer for hurtigt forkaste apostlenes overleveringer om ’tørklædet’. "Ja, lad ingen på nogen måde forlede jer," advarer apostelen. "Først må frafaldet komme (2.Thess.2:3). "Den ros skal I have," tilføjer apostelen: "At I holder fast ved de overleveringer, jeg har givet jer… enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved…" (1.Kor.11:1-5).

"Lad ingen på nogen måde…" insisterer apostelen. En af de mange ’måder’, som forførelsen arbejder på, er netop at dække over frafaldet. "At hvidkalke graven’ siger Jesus. At tilsmøre horkvinden med et så tykt lag sminke at man nu kan omtale hende med andre navne og betegnelser. At udstyre hende med ’et pænere erhverv’. Legalisere hendes virksomhed. Samtidig med at der gennemføres en omhyggelig udrensning af dem, der ikke vil antage hendes ’nye livsstil’ og som åbent og ved synlige tegn forsager alle hendes gerninger.

’Den store horkvinde’? Hvem er det? Er det muligt i dag at iagttage hendes prostitutions-virksomhed i samfund og kirke – og er der noget at stille op mod hendes påtrængende forførelse?

*

Det bibelske billede, der mere end noget andet illustrerer apostelens ord: ’Først må frafaldet komme’ (2.Thess.2:3) er og forbliver kvinden, der rider på dyret. "Jeg så," udbryder apostelen Johannes (idet han gengiver de syner, som han modtog under sit eksil på øen Patmos) – "Jeg så en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne" (Åb.17:3).

Det nytter som sagt ikke, at søge at tage afstand fra denne gengivelse (eller fra de folk, som advarende fremmaler det på ny); det fremtidssyn, som apostelen modtog fra himlen, kan hverken slettes, ændres eller fordrejes. Billedet beskriver hensynsløst en skøge, der sidder over skrævs på et hæsligt udyr, og det fremstiller hende klædt i samme farver som det uhyre, hun styrer.

Hvis de troende (og deres mere eller mindre moderate og liberale ledere) formanes til ikke at kalde hende ved hendes rette navn: ’horkvinden’ – så er det dyr, hun rider på, ikke tilbageholdende med at bruge ’navne’. "Det er," (hedder det) "fuldt af bespottelige navne’. Som Guds modstander allerede nu ophøjer sig og bespotter ’alt, hvad der hedder Gud og helligdom’ (2.Thess.2:4) – sådan må de hellige ikke et øjeblik vige tilbage for at antage og nævne de konkrete afsnit i Den Hellige Skrift, som kan jage dyret på flugt. På samme måde som horkvinden hader de sande troende og alle vegne og til hver en tid vil slå dem alle ihjel – således må Kristi efterfølgere nu rejse sig for at forkynde, "hvordan man skal færdes i Guds Hus, Den Levende Guds Kirke (1.Tim.3:15). Ja, i samme grad som horkvindens flagrende klædning er rød som hendes morderiske ugerninger, således må vore dages apostle og profeter forblive stålsatte i deres troskab mod Guds Ord og det, som Ånden i vor tid forkynder til menigheden – og som horkvinden ’er beruset af Jesu vidners blod’ (v.6), således bør vore dages hellige være ædru og ikke jage efter visse forkynderes ammestuehistorier og halve løgne. "Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru… vi, der tilhører dagen skal være ædru…" (1.Thess.5:6-8).

 

SKARLAGENRØD

Spørgsmålet er altså ikke blot dette: Hvem vil stride mod tidsåndens fordærv? Men dette: "Hvem vil slå følge med horkvinden? Hvem vil være hendes medløbere og håndlangere? Hvem af de troende vil være med til at efterstræbe deres brødre og søstre, som i gudsfrygt og helligt levned søger at ’kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige?" (Jud.1:3).

Eller sagt på en anden måde: Hvem vil være med i det både religiøse og militære optog, som nu under dyrets skarlagenrøde banner bevæger sig gennem alverdens riger og lande?

Fausset’s elektroniske ’Bible Dictionary’ forklarer nemlig, at den skarlagenrøde farve er den pragt, hvormed både vilddyret og skøgen klæder sig. "Det er de samme militære farver," hedder det, "som profeten Nahum maler med, når han beretter om Ninives undergang." Heltenes skjolde er blodrøde," fortæller han og fortsætter: "Krigerne er klædt i purpur, vognenes stål er som ild" (2:4). Det ’skarlagenrøde’ fremstilles her ikke blot som en blændende pragt, men som farverne på en krigerisk hær. Farven ligner den dystre baggrundskulør, der luede omkring det sorte hagekors, nazidyrets mærke, da det blodtørstigt styrtede sig over millioner af jøder og de fjender af systemet, der ikke ville følge dets ideologi.

Roms farve er skarlagenrød – men altså ikke kun i en såkaldt harmløs, religiøs forstand. Nej, den blodrøde farve, der er både pavens pragt og kejserens kulør, er farven på den antikristelige mobilisering. De romerske legionærer, der i år 70 brændte Jerusalem (med dets prægtige tempel) ned til grunden, og som tre år senere knuste det jødiske oprør ved Masada, var klædt i skarlagenrøde soldaterkapper. "De hængte en skarlagenrød soldaterkappe om Ham og faldt på knæ for Ham," fortæller Mattæus om Herren Jesu’ sidste timer (27:28). Apostlen Johannes bekræfter denne hændelse, idet han skriver: "De hængte en purpurkappe om Ham, stillede sig foran Ham og sagde: "Hil dig, jødernes konge" (Johs.19:23). Det er ikke nogen tilfældighed, at Ny Testamente maler Rom rødt; Vatikanets skarlagenrøde kardinalkapper udgør skøgens del af dyrets pragt i et genopstået romerrige (’som var og ikke er og vil komme’; Åb.17:9). Horkvinden udstråler den samme purpurglans og rider under det samme knaldrøde krigsbanner som dyret. Disse to, udyret og skøgen, er motiveret af den samme ideologi: ’Krigen mod de hellige’ (Åb.13:7). De forener sig i denne time i en fælles indsats mod apostlenes lære om ’Guds orden’, thi på den hviler jorden søjler… og "når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige?" (Salme 11:3)

Det er svaret på dette sidste spørgsmål, vi her efterlyser. Hvad kan de hellige stille op, når den guddommelige orden i skabelsesværket undergraves? Ikke mindst med henblik på den bestemmelse, som hersker i forholdet mellem manden og kvinden? Gives der i Den Hellige Skrift nogen forordning, hvormed de troende kan ’signalisere’ til de kræfter i himmelrummet, der er deres medstridere i denne sag, at de også her følger apostlenes overleveringer? Har Ny Testamente nogen form for ’henvisning’, der angiver, hvorledes de hellige skal forholde sig, når denne sidste åndskamp sætter ind?

Apostelen svarer: "Jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud… Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed" (1.Kor.11:3+4).



 

’JORDENS AFSKYELIGHEDER’

Ingredienserne i horkvindens skarlagenrøde farve er betydningsfulde for at kunne få afklaret, hvori hendes utugt består. Det vil nemlig vise sig, at dyrets religiøse skøgevæsen ikke kun er drevet af det almindelige begær. Nej, de mest urene drifter er her på spil. "I hånden holder hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder af hendes utugts urenheder" (Åb.17:4).

I bogen ’Mellem lilla og lavendel’ af den kvindelige professor, Dr. Hedvig Meyer-Wilmes (som underviser i feministisk, systematisk teologi i Nijmen, Holland), er Ordsprogenes Bog i Bibelen omskrevet til ’en bedre feministisk forståelse’.

Bogens titel sætter os på sporet af de kræfter, som er bag alt det skarlagenrøde. Farven mellem lilla og lavendel er skarlagenrød. Lilla er den mest anvendte homo-farve og farven, der bruges ved velgørende arrangementer for Aids-ofre. Det er disse ’regnbuefarver’, i hvilke Københavns Domkirke stod klædt under homo-festivalen i august 2009.

Som det kan være vanskeligt at identificere selve skøgen, der rider på dyret, - således er det forholdsvis let at få øje på hendes døtre. "Hun er mor til skøgerne og jordens afskyeligheder."

Hvad ligger der i begrebet ’jordens afskyeligheder’? Hvad skjuler sig bag dette præcise udtryk? Er det blot ’det modbydelige’ i almindelig forstand? Altså: Alt det, som det naturlige menneske instinktiv vender sig bort fra? Et eller andet vederstyggeligt, som det ikke vil berøre med en ildtang?

Svaret er, at det ’afskyelige’, som her omtales, ikke blot er ’det væmmelige’ i almindelig forstand, men at det er ’det modbydelige’ i seksuel forstand. ’Den store horkvinde’ er indbegrebet ikke blot af ’utugt’ men af ’unaturlig utugt’. Hun er ’mor til skøgerne og jordens afskyeligheder’ (Åb.17:5). "Hun er blevet en bolig for dæmoner, skjul for alle urene fugle, skjul for alle urene og afskyelige dyr" (Åb.18:2). Alt det, som langsomt men sikkert er blevet hverdag for den danske befolkning. Det, den jævne dansker skal ’lære at leve med’…

Om ’det afskyelige’ i seksuel forstand hedder det i Gamle Testamente: "Du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde. Det er en vederstyggelighed…" (3.Mose 18:22).

Et sådant mærkat søger det homofile samfund at få fjernet. Først og fremmest ved at få kirken til at ’afdramatisere’ denne betegnelse. Det sker ved, at kirken nu indstiller sig på at vie homoseksuelle par (sådan som det i oktober 2009 blev meddelt fra Den Svenske Kirkes øverste råd ’Kyrkomötet’, hvor 251 deltagere besluttede, at landets største trossamfund på 7 millioner medlemmer fremover kan komme til at opleve tusindvis af vielser af par af samme køn).

Fjernelsen af ’det modbydelige’ sker imidlertid ikke kun ved sådanne mammut-beslutninger; ’det seksuelt afskyelige’ søges udryddet ved en daglig propaganda i skoler, medier og folketingsdebatter.

 

FORDÆRVET MAD

Allerede patriarken Job beskriver i Bibelen, at der er ting og sager, som det naturlige menneske med afsky viser fra sig; det, man væmmes ved!

"Spiser man fersk mad uden salt?" spørger han. "Smager udtræk af katost godt? Jeg nægter at røre ved det; det er som fordærvet mad!" (6:6-7)

(Den hebraiske grundtekst er mere barsk. Den taler om ’spyt, savl og slim’. "Min sjæl vender sig i mig," udbryder Job).

Imidlertid lever vi som sagt i en depraveret periode, hvor folk tilbydes de mest ’fordærvelige spiser’. ("Han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd," fortæller Jesus i beretningen om ’Den fortabte Søn’ (Luk.15:16)). Det vil sige, at det naturlige immunforsvar svækkes. Alle medfødte reaktioner nedbrydes. Ja, en sær tiltrækning mod det urene, det naturstridige og grimme vækkes. Det unormale, deforme og afskyelige drager; ’ det dyriske, onde og modbydelige antænder de mest nedrige drifter, og et skjult, drivende begær søger mod en selvdestruktiv, skamløs – ja, vanærende livsstil.

Det er i en sådan tid, at Bibelens ord: "Jeg nægter at røre ved det, det er som fordærvet mad!" bør være en ledetråd for de troende.

Horkvinden, der har grebet vilddyrets tøjler, er nemlig mere end en politisk magt. ’Det religiøse’ i den blodrøde, liturgiske farve, taler ved sådanne kirkebeslutninger om en anden form for union end den monetære og verdslige. En økumenisk superkirke, måske? Med centrum i Rom, måske? Alt det, som Bibelen kalder ’hemmeligheden’: ’Det store Babylon’.

*

Sagen bliver ikke bedre af, at landets åndelige ledere vil have sig frabedt at skulle høre mere om den slags; et voksende og ledende antal feministiske teologer holder sig for ørerne og skriver bøger og artikler om, at ’dette bibelske billede skal forstås på en anden måde’; alt imens bevæger det skarlagenrøde vilddyr sig – stort set uhindret – snigende og snerrende gennem Europas og den vestlige verdens riger og lande. På ryggen bærer det den kvinde, der løfter det urene bæger. Dyrets og horkvindens hærgen kan spores overalt, og det er på høje tid, at der rejses et værn. Hvori skal dette forsvar bestå? For at kunne besvare dette spørgsmål, er det nødvendigt at få afklaret, i hvilken retning dyret bevæger sig: Hvad er det ude på? Hvori ligger rytterskens bedrag? Hvad er hendes strategi?

Dette vil jeg afsluttende søge at besvare.



 

ANTIKRIST ER HOMOSEKSUEL

Den af Jesu apostle, som på middelaldermaleren, Da Vincy’s billede af ’Den Sidste Nadver’ sidder nærmest Jesus, Johannes, modtog i sit eksil på den græske ø, Patmos, en række syner om begivenheder, der vil indtræffe ved Dagenes Ende. "Jeg så en horkvinde ridende på et udyr," fortæller han. Hvad betyder det?

Dette er et vigtigt spørgsmål…

Den feministiske bevægelse, som mere end nogen sinde bestræber sig på at omstyrte de søjler i samfundet, der har at gøre med Guds orden, søger nu alle vegne at bryde sig vej ind i Kristi menighed. Denne, den kristne menigheds fjende nummer ét, fører som omtalt samme flag som det homofile samfund. Horkvinden arbejder globalt gennem dette samfunds politiske kanaler.

For nærmere at kunne befæste identificeringen af denne ’afskyelighedens rytterske’, bør vi sætte et spørgsmålstegn ved den nuværende danske oversættelse af et bestemt vers i den jødiske profet Daniels Bog.

Den uheldige oversættelse af den gammeltestamentlige tekst om antikrist lyder således: "Sine fædres guder giver han ikke agt på, ej heller kvindernes yndlingsgud" (Dan.11:37).

Man skal helt tilbage til det Herrens år, 1888, for at finde en dansk oversættelse, der mere korrekt gengiver den oprindelige tekst. "Han skal ikke agte på sine fædres guder," lyder denne mere troværdige oversættelse, der fortsætter: "Ej heller skal han agte på kvinders ynde."

Hvis denne sidste oversættelse fra 1800-tallet er nærmere grundteksten, så tales der her ikke ét ord om ’kvindernes yndlingsgud’ – nej, da hentyder teksten til den tiltrækning, som er ved kvinden selv.

Altså: Antikrist føler sig ikke tiltrukket af ’kvinders ynde’. (Faktisk erklærer den oprindelige tekst: ’Han forstår sig ikke på kvinders begær (lyst eller længsel)). Er antikrist homoseksuel?

Den antagelse, at den kommende antikrist er homoseksuel (idet han ’ikke føler sig draget mod kvinder’ – ja, end ikke ’forstår sig på kvindens begær’) finder en tydelig og håndgribelig bekræftelse i Ny Testamente.

Apostelen Johannes skriver i sit første brev: "Dette er antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden" (4:3). I Efeserbrevet taler apostelen Paulus samme sprog: "Det er den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn (2:3).

For de troende er det ikke nogen ukendt sag, at den ånd, der ’allerede nu’ er virksom i samfund og kirke, er en homoseksuel ånd – ja, med henblik på den udvikling, som netop for tiden finder sted indenfor den kristne menigheds mure, og som ’stadig’ befordres af ’ulydighedens børn’, da er det en ånd, der går samme ærinde som den officielle ’Gender Mainstreaming’, der i EU-lovgivningen søger at opløse det menneskelige køns betydning. Det er en homofil ånd…" hvilken er antikrists ånd!" (1.Johs.4:3)

Bibellærerne på METU (Middle East Television, stationeret på Kypern) forkynder dagligt, at fra det øjeblik, at antikrist flytter sit hovedkvarter til Jerusalem, omtales byen som ’Sodoma’ (Johannes omtaler i Åbenbaringsbogen Den Hellige Stad som ’den store by, hvis åndelige navn er Sodoma og Egypten’… og for at ingen skal være i tvivl om, hvilken by, han taler om, tilføjer han: "dér, hvor Herren blev korsfæstet!" (Åb.11:8))

Dette forklarer i nogen grad, af hvilken grund de homofile arrangører af de såkaldte ’Gay-parader’ på trods af indtrængende anmodninger og heftige trusler fortsat strider hårdt for at gennemføre disse optog i Jerusalem. Men det afklarer samtidig denne afgørende bibelske meddelelse: Antikrists ånd er en Sodoma-ånd; det er en homoseksuel ånd – og de, som slår følge med denne ånd, udfører antikrists ærinde; de er modstandere af Gud og vil afsluttende ’føre krig mod lammet’ og ’forfølge de hellige’.