TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-09-29
10

KORSEDDERKOPPEN


Hvis Sophie følger sin charmerende og snedige vært ind i slottets næste kammer - uden at være omhyggeligt dækket og beskyttet mod den gift, som sidder i korsedderkoppens dræberkæber, er hun fortabt. Det er farligt for enlige unge kvinder at vandre ubeskyttede rundt på forførelsens slot ved nattetide. "Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed" (1.Kor.11:10)


Forførelsens Slot har mange rum – og som midnatsgæsterne føres fra det ene dystre kammer til det andet, øgets mørkets magters magi. Vildførelsen og de falske billeder bliver mere og mere virkningsfulde. Som en afgrunds-edderkop omgiver bedraget sine ofre med det fineste – næsten usynlige – hjernespind, så at de til sidst sidder ubønhørligt fanget i en fælde, som de ikke ved egen kraft kan komme ud af. Dermed er deres tragiske endeligt afgjort. Snart vil de hænge som tomme, udsugede, indtørrede kroppe i djævelens fangegarn.

(Ikke uden grund lyder en del af Bibelens frelsesbudskab således: "Han redder dig fra fuglefængerens fælde" (Salme 91:3). "Fælden blev knust, og vi blev reddet, vi har vor hjælp i Herrens Navn, himlens og jordens skaber" (Salme 124:7-8)).

 

SPØRGSMÅLET OM JESU GUDDOMMELIGHED

Vor natlige vandring på den sælsomme ’illusionernes højborg’, Chateau Villettes, - den firs hektar store ejendom, cirka femogtyve minutters kørsel nordvest for Paris (i nærheden af Versailles) – har i det foregående ført os fra rum til rum; den unge kryptograf, Sophie Neveu, er med forundring blevet bragt fra det ene kammer til det andet – inde bag det imponerende jerngitter i den besynderlige, britiske Lord, Sir Leigh Teabings kæmpemæssige bolig. Hun står nu for at skulle introduceres til det sidste slotsværelse. Det, som befinder sig i tårnet. Stedet, hvor de sorte krager flakser omkring uden for vinduernes mørke, matte mosaik.

At denne sære vandring, som i detaljer beskrives i Dan Browns bog, ’Da Vinci Mysteriet’, har noget at gøre med emner, der ligger højt hævet over den almindelige gyser, afsløres af de pinligt præcise spørgsmål, som bliver stillet til Sophie. I det første rum lød spørgsmålet sådan: "Hvor godt kender De Det Ny Testamente?"

I det efterfølgende rum bliver Sophie i samtalens løb informeret om de mange aspekter ved kristendommen, som blev diskuteret under det fælleskirkelige stormøde, som kendes under navnet Nikæa-koncilet. (Sophie havde kun hørt om dette koncil for så vidt, som det var dér, at den nikænske trosbekendelse var kommet til verden).

Nu fik hun mere at vide. "Under dette stormøde blev mange sager taget op til afstemning," forklarede Teabing: "Datering af påsken, biskoppernes rolle, udførelsen af sakramentet, og naturligvis Jesu guddommelighed…"

"Hvad mener De? Hans guddommelighed?"

"Min kære," forklarer Teabing, "indtil dette øjeblik i historien betragtede Jesu tilhængere ham som en dødelig profet – en stor og mægtig mand, men ikke desto mindre en mand. Et jordisk menneske!"

"Ikke Guds Søn?"

"Nej," sagde Teabing. "Etableringen af Jesus som ’Guds Søn’ blev officielt fremlagt og vedtaget ved afstemning under Nikæakoncilet.

*

Slotsvandringen på forførelsens borg i Versailles er som et hastigt blik i bakspejlet af det religiøse bedrags seneste historie. Mere end nogen sinde er Jesu advarsel blevet aktuel: "Se til, at ingen fører jer vild!" (Matt.24:4) Denne advarsel er Hans indledende ord til det mægtige profetiske øjeblik, hvor han på Oliebjerget (v.3) ’åbner bogen’ for den sidste tids omvæltende begivenheder – og det er på slottet i Versailles, at det videre fortælles, hvorledes denne time af endetidens historie netop nu er ved at udspille sig! Af den grund er ’nattevandringen’ i Dan Browns ’bestseller’ af væsentlig betydning; den beretter, hvad der i dagens Danmark og andre steder er på mørkets fyrstes dagsorden. Den afslører overraskende slangens næste, snedige træk. Den fører os til borgens sidste rum: Slotsværelset, hvor vore dages ’storbedrag’ endeligt skal præsenteres… den forførelse, der skal ’vildlede ubefæstede sjæle’ (2.Pet.2:14), og som – ved nærmere undersøgelse – er et afgørende bevis på, at ingen bør begive sig ind i dette rum uden at være dækket og udrustet dertil!



 

NØGLEN TIL MYSTERIET

Inden Teabing fører Sophie ind i Slottets sidste værelse, hvor han – som han siger – ’vil vise hende den hellige gral’, rækker han ud efter en stor kunstbog og begynder at bladre i den.

"Og til sidst," udbryder han, "inden jeg viser Dem Da Vincys maleri af Den Hellige Gral – vil jeg gerne have, at De kaster et hurtigt blik på dette." Han slog bogen op på et farverigt billede, der dækkede begge sider. "Jeg går ud fra, at De kender denne fresco?"

"Hvad forestiller han sig?" Sophie stirrede på alle tiders mest berømte fresco – Den Sidste Nadver – Da Vincys legendariske maleri i Santa Maria delle Grazie i Milano. Det forfaldne maleri viste Jesus og hans disciple i det øjeblik, hvor Jesus erklærede, at én af dem ville forråde ham. "Ja, jeg kender freskoen."

"Så vil De måske unde mig en lille leg? Vær sød at lukke øjnene."

Sophie lukkede lidt usikkert øjnene.

"Hvor sidder Jesus?" spurgte Teabing.

"I midten."

"Godt. Og hvad spiser de?"

"Brød. Selvfølgelig."

"Superb. Og hvad drikker de?"

"Vin. De drikker vin."

"Glimrende. Og det sidste spørgsmål. Hvor mange vinglas er der på bordet?"

Sophie tøvede, da det gik op for hende, at det var en fælde. ’Og efter middagen tog Jesus bægeret med vin og lod det gå rundt mellem sine disciple’.

"Ét bæger," sagde hun. "Kristi bæger. Den Hellige Gral. Jesus lod et enkelt bæger med vin gå rundt, præcis som kristne i dag gør under altergang."

"Teabing sukkede. "Åbn øjnene."

Hun åbnede øjnene. Teabing sad med et smørret grin om munden. Sophie kiggede ned på billedet og så til sin store forundring, at alle ved bordene havde et vinglas, inklusive Jesus. Tretten bægre. Desuden var bægrene små og fladbundede. Der var ikke nogen kalk på billedet. Ikke nogen Hellig Gral.

Teabings øjne strålede. "Lidt underligt i betragtning af, at både Bibelen og den almindelige gral-legende hylder netop dette øjeblik som Den Hellige Grals endelige opdukken. Mærkelig nok ser det ud til, at Da Vincy har glemt at male Kristi bæger."

"Det må alverdens kunsthistorikere da have bemærket?"

"De vil blive chokeret over at høre, hvilke afvigelser Da Vincy har ladet indgå i dette billede som de fleste forskere enten ikke har lagt mærke til, eller som de simpelthen har valgt at ignorere. Denne fresco er faktisk selve nøglen til mysteriet om Den Hellige Gral. Da Vincy lægger det hele for dagen i Den Sidste Nadver."

Sophie kiggede ivrigt på værket. "Fortæller denne fresco hvad gralen i virkeligheden er?"

"Ikke, hvad den er," hviskede Teabing. "Men snarere hvem den er. Den Hellige Gral er ikke en genstand. Det er faktisk … en person."

*

Dette øjeblik i rundvisningen på forførelsens slot bør fastholdes. Teabings korte, præcise forklaring fra den store kunstbog med Da Vincy-billedet hænger i luften; ordene, som i denne midnatstime udtales, inden de tre træder ind i tårnværelset, hvor verdenshistoriens største forfalskning skal fremvises, er som en ouverture til vor tids forførelse. Afgrunds-edderkoppen har allerede udspændt sit usynlige, cirkelrunde spind. Den sidder parat i tårnværelsets nærmeste krog, hvorfra den med en lynhurtig bevægelse vil angribe sit offer. Hvis Sophie følger sin charmerende og snedige vært ind i det næste kammer – uden at være omhyggelig dækket og beskyttet mod den gift, som sidder i korsedderkoppens (Epeira dia’demata) dræberkæber, er hun fortabt. Det er farligt for enlige unge kvinder at vandre ubeskyttede rundt på forførelsens slot ved nattetide. "Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed (1.Kor.11:10).

 

DEN HELLIGE KVINDE BLEV DJÆVLEGJORT

Inden Sophie følger den haltende og muntert snakkende britiske Lord ind i dødsværelset, vender hun sig i et sidste forsøg på at finde hjælp til den amerikanske symbolforsker, Robert Langdon.

"Er den Hellige Grad en person?"

Langdon nikkede. "En kvinde." Sophie så totalt forvirret ud, og Langdon var klar over, at hun ikke længere var med. Han mindedes, at han selv havde reageret på samme måde første gang, han havde hørt beretningen. Det var ikke før han havde forstået symbolikken bag gralen, at den kvindelige tilknytning stod klar for ham.

"En kvinde?" sagde Sophie.

"Præcis." Langdon nikkede. "Gralen er bogstaveligt talt et ældgammelt symbol for kvindelighed, og den Hellige Gral symboliserer den hellige kvinde, gudinden, som blev forvist – praktisk talt tilintetgjort af kirken. Kvindens magt og hendes evne til at give liv var engang hellig, men da det udgjorde en trussel mod den altovervejende mandligt dominerede kirke, blev den hellige kvinde djævelegjort og hængt ud som uren. Det var manden, ikke Gud, der skabte forestillingen om ’arvesynden’, hvor Eva tog en bid af æblet og forårsagede menneskets syndefald. Kvinden, der dengang blev betragtet som den hellige skænker af liv, var nu blevet fjenden."

*

De, som er af den opfattelse, at det homofile samfunds indtrængen i kirken, er uden dogmatik, tager fejl! Er man af den mening, at dagens homo-stormløb mod den kristne kirkes lære (og den efterfølgende kristenforfølgelse) er uden ideologi og uden interesse i teologi, er man dårligt orienteret. At netop denne bog: ’Da Vincy Mysteriet’ i månedsvis har ligget stablet i tårnhøje søjler hos boghandlerne verden over, og at dens millionoplag fra den ene dag til den anden blev forvandlet til en kasse-succes i biograferne, synes ikke kun at være et ’menneskeligt fænomen’.

Folk i almindelighed gider ikke beskæftige sig med teologiske spørgsmål; de skænker ikke debatemner som: ’Hvad mener De om Det Nye Testamente’ en tanke. Eller: ’Er Jesu guddommelighed opfundet ved storkirkemødet i Nikæa’? - langt mindre: ’Hvem står bag kirkens lære om ’arvesynden’? I det daglige stress med arbejde, studier, børn, der skal i børnehave, ’skattefar’ og feriepenge er der ikke overskud til at skulle finde ud af, hvem der forårsagede, at ’Eva tog en bid af æblet’… Ikke desto mindre er det lykkedes de synlige og usynlige kræfter, som står bag Dan Browns bestseller-værk, at få masserne til råt at sluge argumenterne for den sorteste teologi. Da Vincy Mysteriet er gået som varmt brød! Uden at protestere har den brede masse ladet sig føre fra kammer til kammer i forførelsens slot – og ingen har klaget over, at det var ’ufordøjeligt’ og ’uspiseligt’, hvad der her blev serveret.

Af samme grund vil det være en himmelråbende fejltagelse, hvis de mennesker, som til syvende og sidst vil blive jaget, dømt og straffet for at have en anden indstilling til de sorte dogmer end den, som nu skal præsenteres i tårnkammeret på forførelsens slot… det vil være en fejltagelse, hvis netop de afviser disse dogmes eksistens. "Hvorfor skal vi belemres med Dan Browns fantasier?" hører jeg nogen sige. "Hvad har vi med ’Da Vincy Mysteriet’ at gøre? Vi har hverken købt eller læst den bog og gider heller ikke høre om den! Hvorfor skrive side op og side ned om et så utåleligt og ’verdsligt’ emne?"

Hvis dette er de troendes almindelige holdning til den alvorlige sag, som jeg her søger at fremlægge, da er det bedst at sige farvel til de folk, som er trætte af rundvisningen på slottet i Versailles. Der er ingen grund til, at de nu skal med ind i tårnværelset, hvor korsedderkoppen sidder på lur. Lad dem gå tilbage til de steder, hvor man ikke taler om ’den slags ting’. Lad dem gå derhen, hvor de kan få deres ’vante kost’ – og lad dem samtidig rive den side ud af Ny Testamente, hvor Jesus udfordrende siger: "Hvem er så en tro og klog tjener, som af Sin Herre er sat til at give hans folk deres kost i rette tid? Salig den tjener, som hans Herre finder i færd med at gøre det, når Han kommer. Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad Han ejer. Men er det en dårlig tjener, der siger som så: Min Herre lader vente på sig, og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, så skal den Herrens tjener komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med hyklerne. Dér skal der være gråd og tænderskæren" (Matt.24:45-51)

 

DEN GODE – OG DEN DÅRLIGE TJENER

"Hvem har bedt dig føre folk rundt på natlige slotsvandringer, for at fortælle dem om gudløse forfatteres dåragtige dogmer?" vil nogen spørge.

Mit svar vil være: "Hvem er så den tjener, som hans Herre har sat til…?" (v.45)

"Kunne du ikke finde på noget andet end at ’gøre reklame’ for en sådan kættersk bog?"

Mit svar vil være: "Han vil sætte ham til at forvalte…" (v.47). (Forvaltning er et spørgsmål om personligt ansvar og personlig administration. Nogle mennesker er – i denne sag – af min Herre ’blevet sat til at forvalte’ den opgave at advare…)

"Hvad sker der, hvis vi ’bli’r udenfor’? Hvis vi siger: ’Nu har vi fået nok!’ Vi er trætte af alle de advarsler. Vi vil høre noget, der opmuntrer os og møder vort behov. Du ka’ ha’ dine edderkopper for dig selv..!"

Mit svar vil være: "Men er det en dårlig tjener… så skal den tjeners Herre komme en dag, han ikke venter… og hugge ham ned!" (v.48-51)

(Når vi når frem til tårnværelset, vil det vise sig, hvem der er ’den gode tjener’, og hvem der er ’den dårlige tjener’. Hvem kan advare mod edderkoppens fare? Hvem kan lægge det daglige underholdningsprogram til side for at kaste et blik på de sorte dogmer – den ’homo-lære’, som nu tydeligt viser, hvor det hele fører hen? Hvem vil tage sig tid til at gå ind i Da Vincy Mysteriets tårnværelse for at finde ud af, hvori det religiøse insektbids gift består, så at selv de troendes immunsystem nedbrydes?)

"Og hvis ikke?"

"Ja, så ændrer billedet sig! Da er det ikke længere en ’blid og trøstende Frelser’, som den tjener møder. Da er det en vred og grum Herre… som ’hugger ned’.

"Jamen, jeg er jo Hans tjener!"

… men vil komme til at ’dele skæbne med hyklerne!" (v.51)

"Det vil sige?"

"… at festen er forbi! Tårnværelsets horror er for intet at regne mod det sted, hvor der er gråd, og de elendige skærer tænder af desperation og forbitrelse.

 

DE TOLV MÆND

"Sophie følte det, som om natten var blevet en dunkel zone, hvor intet var som hun troede. "Er dette Deres arbejdsværelse?"

"Jagten på sandheden er blevet mit livs kærlighed," sagde Teabing. "Og Den Hellige Gral er min yndlingselskerinde."

Den Hellige Gral er en kvinde, tænkte Sophie mens et hav af forestillinger kørte rundt i hovedet på hende, uden hun kunne få det til at give mening. "De sagde, at De havde et maleri af kvinden, som De påstår, er Den Hellige Gral."

"Ja, men det er ikke mig, der påstår, at hun er gralen. Kristus kom selv med den påstand."

"Hvad er det for et af malerierne?" spurgte Sophie og lod blikket løbe hen over væggene.

"Hmmm… " Teabing lod som om han havde glemt det. "Den Hellige Gral, Bægeret." Han vendte sig pludseligt og pegede på væggen længst væk. På væggen hang en knap tre meter bred reproduktion af Den Sidste Nadver, præcis det samme billede, Sophie netop havde siddet og kigget på. "Der er hun!"

Sophie var sikker på, at der var noget, hun ikke havde fået fat på. "Det er det samme billede, som De lige har vist mig."

Han blinkede til hende. "Det er jeg godt klar over, men den forstørrede udgave er langt mere spændende – synes De ikke?"

Sophie vendte sig spørgende mod Langdon. "Jeg forstår ikke en brik af det hele!"

Langdon smilede. "Det viser sig faktisk, at Den Hellige Gral alligevel er til stede i Den Sidste Nadver. Leonardo gav hende endda en fremtrædende plads.

"Hvad mener de? udbrød Sophie. "De sagde, at Den Hellige Gral er en kvinde. Den Sidste Nadver er et maleri af tretten mænd."

"Er det?" Teabing løftede øjenbrynene. "Prøv at se bedre efter."

Usikker gik Sophie tættere på billedet og kiggede på de tretten figurer – Jesus Kristus i midten, seks disciple til venstre for ham og seks disciple til højre for ham. "Det er mænd alle sammen," konkluderede hun.

"Nå?" sagde Teabing. "Hvad med vedkommende, der sidder på hæderspladsen til højre for Jesus?"

Sophie så nøje på figuren til højre for Jesus. Da hun granskende betragtede personens ansigt og krop, løb en bølge af forundring gennem hende. Figuren havde flagrende rødt hår, fine foldede hænder og antydningen af en barm. Det var uden mindste tvivl… en kvinde.

"Det er en kvinde!" udbrød Sophie.

Teabing slog en høj latter op. "Sikke en overraskelse! Tro mig, det er ikke en fejl! Leonardo var i stand til at male de to køn, så man kan se forskel."

Sophie kunne ikke få øjnene fra kvinden ved siden af Jesus. (Den sidste nadver viser så vidt jeg ved tretten mænd. Hvem i alverden er denne kvinde?) Selvom Sophie havde set det klassiske billede mange gange, havde hun aldrig lagt mærke til denne i øjenfaldende afvigelse.

"Der er ingen, der ser det," sagde Teabing. "Vores forudfattede idé om denne scene er så stærk, at vores hjerne blokerer for uoverensstemmelsen ved at underkende det vores øjne ser…" Han slog ud med armene. "Et voilà!"

Sophie gik tættere på billedet. Kvinden til højre for Jesus så ung og from ud, med et dydigt ansigt, smukt rødt hår og roligt foldede hænder. (Er det kvinden, der helt alene er i stand til at gøre det af med kirken?)

"Hvem er hun?" spurgte Sophie.

"Det er, min kære," svarede Teabing, "Maria Magdalene."

Sophie vendte sig mod ham. "Den prostituerede."

Teabing gispede som havde ordet ramt ham personligt. "Det var Magdalene på ingen måde. Den uheldige misforståelse er resultatet af en smædekampagne, som den tidlige kristne kirke igangsatte. Det var nødvendigt for kirken at krænke Maria Magdalenes ære for at dække over hendes farlige hemmelighed – hendes rolle som Den Hellige Gral."

"Hendes rolle?"

"Som jeg nævnte før," forklarede Teabing, "var det nødvendigt for kirken at overbevise verden om, at den dødelige profet Jesus var et guddommeligt væsen. Derfor skulle alle evangelierne, der omtalte jordiske aspekter ved Jesu liv fjernes fra Bibelen. Desværre for de stakkels redaktører var der et bestemt problematisk jordisk aspekt, der blev ved med at dukke op i evangelierne: Maria Magdalene. Han tav et øjeblik. Nærmere betegnet hendes ægteskab med Jesus Kristus…"

 

EDDERKOPPENS VÆRK

Korsedderkoppen arbejder både langsomt og hurtigt. Langsomt, når det drejer sig om det cirkelrunde, spindelvævstynde fangnet. Hurtigt, når den med sine lange, lodne ben kravler frem fra sit skjul for at aflevere sine dødbringende bid. Efter tre bid er dets offer uskadeliggjort. Dette er det tredje bid: Jesu ægteskab med Maria Magdalene… og hvis nattens gæster på vor tids forførelsesslot ikke er beskyttet med det rette antistof, vil lammelsen brede sig. Dan Browns bog har inficeret millioner. De næste bid vil have til formål at neutralisere det bibelske antistof, som de troende er i besiddelse af. I dette tilfælde det gode, fundamentalistiske stof, som kaldes ’den sunde lære’, og som i denne tid særlig virker med en ny og større åbenbarelse af Guds orden. Ikke mindst med henblik på mand-kvinde forholdet. "For manden kom ikke fra kvinden men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld men kvinden for mandens skyld. Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet…" (1.Kor.11:7-10).

Det næste skorpionstik udføres i Da Vincy Mysteriet på følgende måde:

Sir Leigh Teabing talte stadig. "Jeg skal ikke kede Dem med et utal af henvisninger til Jesu og Magdalenes ægteskab. Det er blevet udforsket til bevidstløshed af moderne historikere. Jeg vil dog gerne vise Dem dette." Han pegede på en side i en opslået bog. "Dette er et uddrag af Maria Magdalenes evangelium."

Sophie var ikke klar over, at der eksisterede et evangelium med Magdalenes ord. Hun læste teksten:

"Og Peter sagde: Talte frelseren virkelig med en kvinde bag vor ryg? Er det nu meningen, vi skal lytte til hende? Fortrak Han hende for os?"

Og Levi svarede: "Peter, du har altid haft et voldsomt temperament. Jeg kan se, at du kæmper mod kvinden, som var hun en fjende. Hvis frelseren betragtede hende som værdig, hvordan kan du så tillade dig at afvise hende? Frelseren kender hende uden tvivl rigtig godt. Derfor elskede han hende højere end os."

Kvinden, de taler om, er Maria Magdalene. Peter er jaloux på hende. "Fordi Jesus foretrak Maria?

"Ikke kun derfor. Der var mere på spil end ren og skær kærlighed. På dette sted i evangeliet har Jesus fået mistanke om, at han inden længe vil blive taget til fange og korsfæstet. Derfor giver han Maria Magdalene anvisninger på, hvordan hun skal videreføre hans kirke, når han er væk. Som resultat deraf udtrykker Peter sin utilfredshed med at spille anden violin i forhold til en kvinde. Man kan ikke påstå andet, end at Peter var temmelig kønsdiskriminerende."

Sophie forsøgte at følge med. "Er det Sankt Peter, klippen, hvorpå Jesus grundlagde sin kirke?"

"Ja, det er ham – bortset fra en enkelt detalje. Ifølge disse ureviderede optegnelser var det ikke Peter, som fik anvisninger fra Jesus på, hvordan den kristne kirke skulle grundlægges. Det var Maria Magdalene."

Sophie så på ham. "Står De og siger, at den kristne kirke skulle have været videreført af en kvinde?

"Det var meningen, ja. Jesus var verdens første feminist. Hans hensigt var, at hans kirkes fremtid skulle lægges i hænderne på Maria Magdalene…"

*

Jeg mener, at jeg den morgen så de tre komme spadserende ad havegangen ned mod gitterporten. Teabing humpede foran. "Inden I forlader mig, må jeg vise dig en ny plante i min have," sagde han til Langdon. Han smilede skævt: "En fembladet rose." Langdon stod stille og stirrede på Teabing. "Den ledende kompasrose?" Teabing fulgte hastigt efter. Sophie gik uden for gitterporten.

"Sophie Neveu?" spurgte jeg, idet jeg forsigtigt nærmede mig.

Det gav et sæt i hende. Hun vendte sig forskrækket. "Ja, og De? Hvem er De?"

"En fremmed," svarede jeg stilfærdigt. "Jeg er kommet her, fordi jeg har noget at sige Dem. Tillader De?"

Sophie så undersøgende på mig. Teabings latter kunne høres inde fra slotshaven. "Ja, De kan sige, hvad De har på hjerte." Hendes stemme var kølig og skeptisk.

"De skal ikke tro på Teabing," begyndte jeg. "Han er en bedrager!"

Et frisk vindpust suste gennem træerne. Lyden af Teabings krykker kunne høres i haven. Sophie vendte sig kejtet mod mig. "Lad mig høre, hvad De mere har at sige…"

"Ny Testamente, som Teabing i nat har forsøgt at tage fra Dem, siger tre-fire steder, at ’den discipel, som sad nærmest ved Jesus, var Johannes. ’Han lænede sig op ad Jesu bryst’, hedder det. Det var ikke Maria Magdalene. Hun var slet ikke til stede!"

"Og hvad mere?" Sophie kastede et ængsteligt blik mod slotshaven. Teabings krykker kom nærmere.

"Den discipel, som Teabing har fjernet fra Den Sidste Nadver for at give plads til Maria Magdalene er netop den af de tolv, som tydeligst fortæller, hvad De skal mene om Det Nye Testamente."

"Og det er?" Sophie så skarpt på mig.

’Livets Ord’. – Johannes kalder evangelierne for ’Livets Ord’. "Jeg har selv skrevet ét af dem," siger han "og alt, hvad jeg fortæller, er noget jeg selv har set og hørt."

Teabing nærmede sig gitterporten. Han ler højt og støjende.

"Tro ikke på alt, hvad I hører," siger Johannes. Verden er fuld af falske profeter. Den, som bekender, at Jesus er Messias, og at Han som Guds Søn er blevet født ind i denne verden, er af Gud."

"Og den, der ikke kan sige sådan noget?"

"Det er antikrists ånd, som De har været sammen med i denne nat. Det er den falske ånd, som vil fortælle Dem, at Jesu Kristi kirke er grundlagt af en kvinde."

Teabing stod nu udenfor gitterporten. Han vendte sig irriteret mod Langdon, og idet han pegede med krykken, spurgte han: "Hvem er den mand?"

Sophie trådte nærmere og hviskede: "Har De mere at sige?"

"Ved Cæsarea Filippi," svarede jeg hastigt, "sagde Jesus til Peter: Du er Petros (sten) og på denne klippe (petra) vil jeg bygge min kirke. Han henviser ikke her til personen Peter – og slet ikke til Maria Magdalene – men til den åbenbarelse, som Peter lige havde givet udtryk for."

Teabing humpede nu direkte hen mod os. Han truede med sin krykke: "Firs hektar! De befinder Dem på privat grund!"

"… Hvad var det vor en åbenbarelse, Peter gav udtryk for?" Sophie hævede hånden som for at holde Teabing tilbage.

"Du er Messias, Den levende Guds Søn!"

"Nok!" Teabing tabte fatningen. Han slog ud efter mig med krykken og var ved at miste balancen. Langdon kom ham til hjælp og støttede ham. Idet jeg hurtigt fjernede mig, så jeg Sophie løfte hånden til hilsen…