TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-06-12
08


 

TØRKLÆDET SOM POLITISK MIDDEL OG ÅNDELIG METODE
 

Den muslimske kvinde bærer slør af ’vandrette’ årsager; hendes hoveddække er et signal til omgivelserne. Den kristne kvinde bærer slør af ’lodrette’ årsager; hendes slør har ingen adresse til omgivelserne!
 

Danmark befinder sig i en foruroligende transitperiode, hvor vagtsomme øjne i den muslimske verden spejder for at finde en anledning til på ny at angribe det lille kongerige mod nord. De, som mener, at den sag med ’karikaturtegningerne’ er glemt, tager fejl! Den voldsomme strid om ’Muhammed-tegningerne’, som i 2006 bragte den halve verden i oprør, er ikke forbi! Som en løve har den lagt sig i krattet – ikke for at sove. Med løftet hoved følger den enhver bevægelse af sit udsøgte offer. Når øjeblikket er inde, vil den atter springe frem… ikke for som tidligere at jage byttet en skræk i livet, men denne gang for at overfalde, så der flyder blod!

Derfor følger de vagtsomme øjne ét forhold i det danske samfund: "Hvordan vil danskerne behandle sagen om kvindens hoveddække? Og de (indenfor samfund og kirke) som er af den opfattelse, at dette er et ligegyldigt spørgsmål, vil snart komme på andre tanker…

*

Den tyske Frankfurter journalist Udo Ulfkotte har i bogen ’Heiliger Krieg in Europa’ (Eichborn 2007) berørt dette emne. Han beskriver Det muslimske Broderskabs ’masterplan’ (hvoraf det blandt andet fremgår, at ’Fase 7 skal være afsluttet i år 2020’, thi da vil halvanden milliard muslimer – hævdes det i denne plan – have underlagt sig den øvrige verden). Om ’tørklædet’ skriver Ulfkotte: "Hoveddækket for kvinder demonstrerer – set med muslimbroderskabets øjne – en afvisning af laizismus (verdslighed og Gudsfornægelse)." Han tilføjer: "I Europa er det alene Muslimbroderskabet, som bærer retten til at tolke, hvad dette betyder…"

Hvad der ligger bag dette ’tolknings-mandat’, vil verden i stigende grad blive gjort bekendt med, og Danmark indtager en særlig plads i Muslimbroderskabets planer, når det drejer sig om at vise den øvrige verden, hvad formålet (’afvisning af laizismus) betyder. En afvisning af det lille kongeriges Gudsfornægtelse og såkaldt Islamfjendske verdslighed kan ifølge Muslimbroderskabet kun påvises ved blod!

*

På denne baggrund er det nødvendigt at dreje ’karikatur-filmen’ tilbage. Ved at kaste et blik på de begivenheder, der fulgte i kølvandet på ’tegningerne’, vil man kunne ane et glimt af, hvad der vil ske i fremtiden. Øjnene vil blive åbnet for et handlingsforløb, der er så sprængfarligt, at de fleste vil kunne forstå, at den mindste gnist atter og indenfor timer kan sætte danske ambassader i brand. Endnu et såkaldt ’dansk overgreb’ mod muslimer kan på den anden side af kloden få det hvide kors i det røde, danske flag til at gå op i flammer. Det mindste politiske, samfundsmæssige eller religiøse ’islam-fejltrin’ i Danmark kan i løbet af ’no time’ bringe den muslimske verden i oprør.

Frankfurter-journalisten, Udo Ulfkotte, der selv (på grund af bogen ’Heiliger Krieg in Europa’) har modtaget mordtrusler, skriver: "Den, som i striden om hoveddækket (’Kopftuchstreit’) eller i debatten om Muhammed-karikaturerne lader et ord falde om demokratiske friheder, vil snart få at føle, hvilken magt, der i Europa står til Muslimbroderskabets rådighed" (side 78).

Idet vi sætter os for at betragte det skete gennem begge de optiske glas, som journalisten har sat i vore læsebriller (hoveddækket og karikaturtegningerne) prøver vi at danne os et skarpere billede af, hvad Danmark i den kommende tid kan blive udsat for.

 

DANMARK NÆVNT PÅ TEMPELPLADSEN I JERUSALEM

Den 15. april 2005 – altså fem måneder før den første offentliggørelse af Muhammed-tegningerne – sendte den islamiske sheik, Issam Amayra (en radikal leder inden for Muslimbroderskabet og tilhørende terrorgruppen Nizb ut-Tahrir) de i Danmark boende muslimer en opfordring til at ’berede sig til den foranstående hellige krig i Skandinavien’.

I Al-Aksa-Moskeen på Tempelpladsen i Jerusalem havde han forkyndt følgende: "De 3 % af den danske befolkning, som muslimerne udgør, er fra nu af en stående fare for kongeriget!" Han fortsatte: "Dette bør ikke overraske os; da Muhammed var i Medina, udgjorde hans efterfølgere også kun 3 % af befolkningen. Men disse tre procent gjorde Medina til det, Medina er i dag!"

"Det må derfor ikke overraske os," slutter sheiken sin Jerusalem-forkyndelse, "at vore danske brødre nu indstiller sig på at bringe Islam til hvert et hus i Danmark. Allah vil give dem sejren i dette land, og de vil afsluttende oprette kalifatet i Danmark."

*

Oplysningerne om den foruroligende Jerusalem-prædiken vedrørende ’oprettelsen af kalifatet i Danmark’ og den videre forkyndelse over dette emne er fundet på en hjemmeside under titlen "Europe’s last chance’ redigeret af Dr. Rachel Ehrenfeld og offentliggjort d. 16. febr. 2006 (www.frontpagemag.com). Disse oplysninger betoner, at kuglerne til striden omkring de danske karikaturtegninger blev støbt et halvt år før, de blev affyret. Den tyske Frankfurter-journalist konkluderer:

"Den krig, som sheik Amayra forkyndte i det tidlige forår 2005 i Al-Aksa-Moskeen i Jerusalem, er ikke en krig, der udkæmpes med kugler og granater. Ifølge den muslimske sheiks opfattelse bør de danske muslimer fra nu af gå taktisk til værks. "De skal bruge krigslist, som har samme virkning som ildvåben," erklærer han.

Udo Ulfkotte slutter: "Det var Muslimbroderskabet, som udfærdigede planen for karikatur-striden i Danmark; det var Saudi Arabien, der understøttede den finansielt: Muslimbroderskabet ventede i flere måneder på den rette anledning – og så slog man til!"

De fortsatte trusler mod danske ambassader i de muslimske lande beviser, at vreden mod Danmark ikke er ophørt! Forkyndelsen på Tempelbjerget i Jerusalem fordrer, at nye planer udklækkes. Ifølge Islam-eksperter opstår et optisk problem, hvis udviklingen kun iagttages gennem det ene brilleglas: ’karikatur-striden’. Der bør med hensyn til en afklaring af truslernes art fokuseres på andre følsomme emner. Tørklæde-krigen på de tyrkiske universiteter afslører dimensioner af denne sag, som fører helt ind i hjertet af muslimsk religiøsitet. Et slag af samme format (som det med tegningerne) mod det verdsliggjorte Danmark forekommer i øjeblikket som det bedst placerede. Muslimbroderskabets kamp mod ’laizismus’ (Gudsfornægtelse, verdsliggørelse) vil her (og især hvis man bruger tørklædet som våben) mere end noget andet sted på kloden kunne retfærdiggøres. For tiden er der ventepause; der spejdes efter den rette anledning – og så slår man til!

 

TRUSLENS ÅNDELIGE BAGGRUND

For at få indblik i, hvad der lurer i horisonten som en ny trussel mod Danmark, er det nødvendigt at studere det profetiske program, som blev fremlagt i moskeen på Tempelpladsen i Jerusalem i begyndelsen af 2006. At det netop er på dette sted, at de muslimske forudsigelser er blevet præciseret, er ikke uvæsentligt. Ifølge politiske iagttagere kunne Jerusalems Tempelplads blive selve arnestedet for en Tredje Verdenskrig…

(Den åndelige baggrund for, at det er fra Jerusalem, at truslen mod Danmark er udgået, er vanskelig for de fleste at begribe. Forståelsen af disse ting hører med til den indsigt, der har at gøre med det nytestamentlige begreb, som hedder ’lovløshedens hemmelighed’ (2.Thess.2:7). Denne hemmelighed er en slags ’skjult satanisk strategi’, der henter sin sælsomme årsagssammenhæng i det usete! Det vil således være vanskelig for de fleste at se sammenhængen mellem dette, at Danmark i den omtalte periode (som en åbenlys spot mod de hebraiske skrifter) anbringer en homoseksuel ambassadør og hans partner som ’diplomatpar’ i den danske ambassade i Israel – hvorefter danske ambassader verden over står i brand, og det danske flag overalt på kloden går op i flammer… og det vil være endnu sværere for mange at forstå, at den stats- og udenrigsminister, der enigt stod bag homo-forsmædelsen af de jødisk-kristne Skrifter, ikke blot har været de dyreste repræsentanter for dansk ry og eksport til de arabiske lande, men at de i en nær fremtid stadig må regnes for de hovedansvarlige for den ’krig’, som denne gang – på grund af en spot af muslimsk tro – fortsat raser mod Danmark).

 

ISLAMS FREMTIDSSYN

Sheik Issam Amayras’s prædiken om det syn, der ligger bag et første slag mod Danmark (karikatur-striden) lyder således: "Derfor vil indbyggerne i Kalifatet Danmark føre krig mod Oslo – og de vil kalde Oslo for Medina. Så vil de føre krig mod de skandinaviske nabolande for at oprette kalifater i disse. I et efterfølgende skridt vil de bringe Jihad (hellig krig) til det øvrige Europa – og dér vil de kæmpe indtil de har nået det oprindelige Mekka (i Saudi Arabien) – og efterfølgende vil de forene alt sammen under Islams banner!"

*

De, som med et overbærende smil overfladisk betragter indholdet af dette fremtidssyn, og som ikke fatter, at i denne krig kæmpes der med andre våben end i al anden krigsførelse, bør eftertænke, hvad den muslimske strategi medførte, da Danmark i 2006 fik at føle, hvad ’krigslist’ betyder for profetens efterfølgere. Og de, som anser spørgsmålet om ’tørklædet’ for en uvæsentlig sag, bør atter overveje, hvad en håndfuld tegninger i et dansk dagblad har kunnet medføre. For at hjælpe på forståelsen af disse tilsyneladende ubetydelige tildragelsers store betydning, vil jeg i det følgende mere detaljeret gennemgå sagen med karikaturtegningerne – og især kommentere, hvad der kunne ligge bag den tyske journalists forklaring om Muslimbroderskabets tolkningsret vedrørende betydningen af det muslimske ’tørklæde’ og den kamp, som i disse timer forberedes mod Danmarks ’laizismus’…

*

Den 30.september 2005 var dagen, hvor Muslimbroderskabet fik det materiale i hånden, som de kunne bruge for at virkeliggøre Tempelplads-profetien. På den dag offentliggjorde det danske dagblad, Jyllandsposten, 12 karikaturer udfærdiget af en række danske kunstner, som dermed gav deres version af religionsstifteren, Muhammed. Der hørtes på det tidspunkt ingen protester fra de danske muslimers side.

Et par uger senere (d.17.oktober) blev karikaturerne offentliggjort i ’Al Fayer’, et egyptisk dagblad. Tegningerne blev mødt med samme tavshed. Der var ingen protester…

For at kunne forstå denne stilhed før stormen, er det nødvendigt at lytte til de såkaldte ’terroreksperter’. En af disse er Olivier Guitta, der har arbejdet for Brooking Institutionen i Washington, erklærer: "Karikatur-striden er entydigt et drama, som er blevet iværksat af Muslimbroderskabet." Han forklarer sig nærmere i en artikel i ugeavisen ’Weekly Standard’ d. 20. febr., 2006.

"Det er nu absolut klart," skriver han, "at de seneste morderiske protester mod Muhammed-karikaturerne’ (som sidste sommer blev offentliggjort i en dansk avis) langt fra er spontane! Denne ’Jihad’ er som skræddersyet til Muslimbroderskabet…"

 

HOVEDDÆKKET PÅ STRATEGERNES TEGNEBORD

Spørgsmålet er nu, om ’skrædderne’ atter har travlt? Er det kvindens hoveddække, som i disse timer anbringes på de muslimske strategers tegnebord. "Tørklædet," skriver Frankfurter journalisten, "er, set med Muslimbroderskabets øjne, en afvisning af laizismus." (… og et af de steder i verden, hvor vestens verdslighed og Gudsfornægtelse tydeligst kommer til syne, er Danmark af hvilken grund netop dette land, er blevet nøje udpeget fra Tempelpladsen i Jerusalem).

Udo Ulfkottes bog om ’Die radikale Muslimbruderschaft, und wie sie unsere Gesellschaft bedroht’ (Muslimbroderskabets trussel mod vort samfund) peger på Danmark som det nye arnested for ‚Islams hellige ild’. "Formålet," lyder det fra Al-Aksa Moskeen i Den hellige Stad, "er oprettelsen af kalifatet. (Det muslimske religionsdiktatur) i Danmark, og midlet tegner til at blive ’hoveddækket’, for også det er som skræddersyet til ’Islams strid mod vestens rådne kultur’…

*

Inden for ét år (november 2005 til november 2006) forekom to hændelser, som har betydning vedrørende en begyndende anelse om, hvad der venter Danmark i fremtiden. For det første foretog i det tidsrum nogle danske imamer en rejse gennem en række arabiske stater med påstand om, at Danmark i voksende grad var ’islamfjendsk’. I deres bagage medbragte de nogle tegninger, som ikke var kendt af offentligheden, idet disse aldrig havde været publiceret i nogen dansk avis eller i noget andet internationalt medie (Tegninger af muslimer, som havde sex med dyr og Muhammed afbilledet med en svinetryne). "De er blevet os tilsendt anonymt," hævdede de danske imamer.

For det andet udgav et dansk institut for internationale studier (DIIS) – et center, der kom til verden ved en folketingsbeslutning i maj 2002 – et 71 siders studie med titlen: ’Jihad i Danmark’. Studiet beskæftiger sig med terrorpersoner og muslimske undergrundsprojekter og beviser med al tydelighed, at Muslimbroderskabet har kanaler dybt ind i det danske samfund.

Selvom der på det tidspunkt herskede en hed debat i Danmark med hensyn til det muslimske hoveddække for kvinder, nævnes dette i det omtalte studie ikke med ét ord. Det er som om det ’halv-statelige’-projekt, der beskriver mange former for ’jihadi activity in Denmark’, er blind overfor netop dette sensible emnes betydning (I lighed med f.eks. den overfladiske opmærksomhed, som skænkes den dødsensfarlige situation, at en ledende dansk muslim d. 31.januar 2006 under tårer fortæller det arabiske fjernsyn al-Aschasiva, at der i Danmark over SMS-budskaber nu opfordres til ’at brænde koranen’).

Imamernes rejse med deres høj-eksplosive bagage og det fremlagte DIIS-studie over ’Jihad i Danmark’ er afskrækkende eksempler på, at usande rygter kan spredes som en løbeild, samt at eksperterne ikke synes at have fingeren på pulsen med hensyn til de mest følsomme områder, som på ny kan få hadet til at blusse op mod Danmark.

Dette fører os til at se nærmere på forskellen mellem det muslimske og den kristne kvindes slør samt at betragte, hvorledes muslimslørets ydre og synlige manifestationer kan påvise de åndelige og skjulte bevægelser, som opstår omkring påbuddet om den kristne kvindes hoveddække. Vi har nu betragtet ’tørklædet’ som politisk middel – og vil herefter iagttage det som åndelig metode.

 

FORSKELLEN MELLEM DE TO SLØR

Forskellen mellem den muslimske og den kristne kvindes slør er som forskellen mellem nat og dag. Men de rystelser, som anvendelsen af sløret vil bringe med sig, vil både for Islam-slørets og for det nytestamentlige hoveddækkes vedkommende være voldsomme. I det ene tilfælde vil tørklædet medføre politiske omvæltninger – og i det andet et åndeligt nybrud. Lad mig forklare:

Den muslimske kvinde bærer slør af ’vandrette’ årsager. Hendes hoveddække er udelukkende et signal til omgivelserne. Koranen gør det klart, at hun skal tilsløre hovedet, for at ’fremmede mænd ikke skal se hendes hår’.

Den kristne kvinde bærer slør af ’lodrette’ årsager. Ifølge apostlenes overleveringer har hun ved anvendelsen af hoveddækket kun den åndelige verden for øje. Hendes slør har ingen adresse til omgivelserne.

I sit ’vandrette’ signal vil sløret for profetens efterfølgere fortsat påvirke samfundet og den verdslige orden. Ja, det muslimske slør kan bruges i politisk øjemed, hvilket fremover radikalt vil blive ført ud i livet. Tørklædet er et politisk middel.

Det bibelske slør, som er givet med henblik på menighedens ’lodrette’ administration af det åndelige (profetisk tale og bøn) vil i sammenhæng med et vækkelses-nybrud fremkalde rystelser i den usynlige verden – og det af en art og med en styrke, som ikke tidligere har været kendt; hoveddækket er en åndelig metode.

Den muslimske kvindes slør vil som et mørkt banner i Muslimbroderskabets strategi få blodet til at flyde. Den kristne kvindes slør og dets dybe sammenhæng med evangeliets forkyndelse vil i dæmonernes verden fremkalde en sådan modstand og afsløre et sådant afgrundsdybt had til Guds orden, at menighedens grundvold vil blive rystet derved.

*

Nogle vil spotte en sådan fremstilling. De vil kalde disse fremtidsperspektiver for ’overdrevne påstande’, og hævde, at ’folk, der taler sådan, er ude i eget ærinde’. Ja, de vil anklage hoveddækkets tilhængere for at være ’sekteriske og fanatiske’ og for ’ikke at gå lige fremad efter evangeliets sandhed’ (Gal.2:14). Dette vil medføre stor smerte og i enkelte tilfælde lægge betydelige hindringer i vejen for Guds værk – men udviklingen og den tålmodige, vedholdende forkyndelse af Guds Ord vil få selv de mest indædte modstandere til at indse, at ligesom Gud ’mangfoldige gange og på mangfoldige måder i fortiden har talt til fædrene gennem profeterne – sådan taler Han også nu ved dagenes ende gennem Sin Søn’ (Hebr.1:1-2). Det hører med til – ja, er selve kernen i en ny pagts tjeneste, at evangeliets forkyndelse er ’mangfoldig’. Den har ikke kun én metode.

Det åndelige forfald fordrer det ensrettede og uniformerede og er som ’bogstavet, der slår ihjel’, det tåler ikke gerne ’det mangfoldige’. Imidlertid vil det vise sig, at apostlenes overleveringer om ’tørklædet’ er så tæt forbundet med ’forkyndelsen af evangeliet om Kristi uransagelige rigdom’ (samt med ’oplysningen om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed har ligget skjult i Gud, alle tings skaber), at Guds visdom nu i al sin mangfoldighed gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet‘ (Ef.3:8-10). Ja, tørklædet som åndelig metode vil endog berøre ’alt det, som englene begærer at få indblik it’ (1.Pet.1:12).

 

FORFØLGELSEN AF DE HELLIGE

Ombytningsteologien er ’vandret’ i sit væsen. Den kender intet til ’liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe’. (Rom.8:38). Den henvender sig (som det muslimske hoveddække) kun til omgivelserne og er helt og holdent humanistisk (ja, politisk) i sit grundsyn. Derfor vil den heller ikke have nogen vanskeligheder med at forene sig med profetens efterfølgere, og den vil ud fra menneskelige (’menneskekærlige’) årsager stride for det muslimske hoveddække – men vil samtidig hensynsløst og med voldsom harme og indignation vende sig mod det bibelske påbud om den kristne kvindes slør.

(Ombytningsteologiens forkæmpere spreder sig over hele det kirkelige spektrum (folkekirke og frikirker) men kan genkendes ved, at de er blanke og tavse, når det drejer sig om lovsang. De fatter ikke David, der taler om ’det høje’, når han priser ’Guds højheds herlige pragt’ (Salme 145:5). Ja, ombytningsteologerne er i ordets bogstaveligste forstand ’lavkirkelige’… og på dem vil det profetiske udsagn, som udtales af apostelen Paulus gå i opfyldelse: "Ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu!" (Gal.4:29))

*

Selvom der vil blive anført andre årsager til den kommende forfølgelse (og teologiske bandlysning) af dem, der gudfrygtigt søger at omsætte det nytestamentlige tørklædepåbud i praksis, så er det ’det himmelvendte’, der i virkeligheden er stridens æble; det er den skjulte, åndelige virkelighed, som er virksom bag Gudsfrygtens hemmelighed, der atter tænder afgrundens had. Dæmonerne raser ved apostelens belæring: "Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld" (1.Kor.11:10). Ombytningsmænd og kvinder kan ikke fordrage ordet: ’bør have’ og frasiger sig al tale om, at ’nogen skulle gøre noget for englenes skyld’. Ordene ’bør’ og ’engle’ eksisterer ikke i deres ’vandrette’ sfære. Disse er udtryk, som for længst er slettet af den nye læres ordbog; ja, de nye undervisere har (endog i deres bibeloversættelser) ’udskiftet’ disse benævnelser med andre forklaringer, og vil derfor fremover være som døve og blinde, hvis nogen søger at forsvare et andet standpunkt eller prøve ud fra Skriften at overbevise dem om en anden (og højere) indfaldsvinkel.

At den kristne kvindes hoveddække ifølge Ny Testamentes belæring udelukkende er ’himmelvendt’ fremgår imidlertid tydeligt af apostelens praktiske anvisninger.

For det første redegør han for, at ’tørklædet’ kun opfylder sin åndelige og ’himmelvendte’ hensigt, når kvinden ’beder eller profeterer’ (1.Kor.11:5). Det vil sige, at den troende kvinde ikke har nødig at gå rundt med et dække over sit hoved, når hun er optaget af andre gøremål. Hun påbydes således ikke at skulle bære slør dagen igennem (sådan som det er beordret i Islam og endog i enkelte yderliggående kristne sammenhænge) – men hendes frihed til selv at bedømme hvor og hvornår, hun ser sig selv i den dimension, at hun bør dække sit hoved, kan ikke anfægtes af andre mennesker! I den henseende står hun alene til ansvar over for Gud. Hun kan for eksempel befinde sig i en kristen forsamling, og som præsten leder i bøn, og alle står eller sidder andægtigt med bøjede hoveder – så dækker hun ikke (til adskilliges overraskelse) sit hoved. Der er nemlig ikke gnist af åndelighed i den af præsten fremsagte bøn; den er total ’vandret’ i sit indhold. Til andre tider kan det opleves, at under forkyndelse ’falder Guds Ånd’ på forsamlingen – og som et vingesus fornemmes det, hvorledes kvinderne under den profetiske prædiken overalt dækker hovedet. Forkyndelsen er lodret i sit indhold.

*

Tværtimod (som ombytningsteologiens talsmænd og –kvinder vil påstå) at den kristnes hoveddække udelukkende er et tegn på underordnelse (eller som nogen hævder: underkastelse) – så er sløret – som det hedder i Skriften: et ’myndighedstegn’. Det vil sige et tegn på autoritet! En distinktion (et udmærkelsestegn), som angiver det Gudgivne område, indenfor hvilket hun har fuld myndighed; en angivelse af en jurisdiktion (domsmyndighed, administrationskreds). Alt dette ligger i den danske oversættelse: ’Et myndighedstegn’.

 

DEN ÅNDELIGE FORPLIGTELSE

I forbindelse med tidligere bibel-oversætteres stædige fastholden af ordene ’bør have’ og ’engle’ er det bemærkelsesværdigt, at den engelske ’King James’ Bibels 54 lærde oversættere i året 1611 gengiver det omstridte vers om kvindens hoveddække således: "For this cause ought the woman to have power on her head because of the angels’ (1.Kor.11:10). De 54 mænd, som kongen havde opdelt i seks grupper (og hvoraf en af deltagerne var Andrewes, den senere biskop af Winchester, og en anden Abbott, den senere ærkebiskop af Canterbury) veg ikke fra udtrykket: ’ought to have’ (bør have). Dette har også tidligere danske oversættelser fastholdt: (Derfor bør kvinden have…) – kun vor seneste danske autoriserede 92-oversættelse viger fra den åndelige forpligtelse, som ligger i englændernes (og grundsprogets) ’ought to have’ og oversætter i stedet for ’bør have’ med et svagere: ’må have’. Ombytningsteologerne er nemlig bange for enhver form for åndelig forpligtelse og mener dermed, at de strider ’den gode strid’ for den kristne kvindes frihed. Deri gør de (tilsyneladende) ret, thi den troende kvindes frihed er i bogstaveligste forstand ’ubestridelig’. Imidlertid gælder frihed i dette tilfælde ikke, hvorvidt tørklædet skal anvendes eller ej – men udelukkende hvor og hvornår dækket bør bruges. Ordene ’bør have’ lægger det hen til kvinden, selv at afgøre, hvorledes dette påbud skal administreres. Udtrykket har at gøre med opfattelsen af sømmelighed – og ikke som en forståelse af tvang!

*

Med hensyn til de omtalte engelske King James-oversætteres fastholden af ordene ’a woman ought to have power on her head’ (En kvinde bør have ’en magt’ på hovedet’) – så blev ikke ordet ’magt’ (power) ændret i den revision, som foranlediget af en parlamentsbeslutning i 1653 afsluttedes tre år senere.

Ordene ’bør’ og ’en magt’ (power) forbliver altså uændrede! (I et interessant dokument fra den tid forklarer en dr. Miles Smith, at man i 72 ’legendariske dage’ har foretaget sammenligninger med Septuaginta (Lat. ’halvfjerds’-navnet på den tidligere græske oversættelse af G.T.) samt at der er blevet foretaget nye sammenligninger med kaldæiske, hebraiske, syriske, græske, latinske, spanske, franske (sandsynligvis Genève-versionen), italienske og Luthers tyske tekster – men ordene ’a woman ought to have power on her head’ er én gang for alle sluppet uændret gennem denne internationale og historiske ildprøve. Så meget mere betydningsfuldt er det, at en ’concordant version’ fra begyndelsen af det 20. århundrede skriver: "Therefore the woman ought to have authority over her head because of the messengers’ (1.Kor.11:10). Ordet ’bør have’ er fastholdt og udtrykkene ’magt’ og ’engle’ er forhøjet i værdi til ’autoritet’ og ’budbringere’. Dette vil vise sig at have en stor betydning for forståelsen.

*

Som afsluttende tider melder sig, og myriader af himmelske ’budbringere’ sendes ud, er det betryggende at se, at de aldrig går fejl af den givne adresse.

Maria, Jesu mor, fik besked af en sådan himmelsk budbringer om barnets fødsel og herkomst. Han fortalte hende om alt det, der hørte til hendes domæne. Josef, hendes mand, fik besøg af den samme engel, som forklarede ham om flugten til Egypten og den politiske fare, som lurede fra magthavernes side. Han fik besked om de forhold, der hørte til hans domæne. Samsons mor i Gamle Testamente fik samme forklaring om drengens fødsel og fremtid – og da Samsons far (lettere fornærmet), opsøger engelen for at få en nærmere redegørelse på det skete, får han at vide, at den besked, der er blevet givet til drengens mor er tilstrækkelig. Autoritetsområderne respekteres i det åndelige… det er kun i den jordiske sfære, at der fortsat er en voksende forvirring i denne sag.

I den kommende tid vil det blive åbenbart, hvilken politisk indflydelse det muslimske tørklæde har i den vandrette dimension, hvori også ombytningsteologerne opererer. Samtidig vil det langsomt komme til syne, hvad gudsfrygtens hemmelighed kan udrette i den lodrette sfære, hvor de kvinder, som forstår betydningen af ordene ’bør have’ og ’myndighedstegn’ træder ind i en virksom bønnens og profetiens gerning.