TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-04-18
05

OND SURDEJ

En lære om det første menneskes ’intetkøn’ og om Guds ’tvekønnethed’. En doktrin, der kan udvikle sig til at blive en faldgrube for svage sjæle. En ond surdej, der er ved at gennemtrænge hele Kristi Legeme. Jesus advarer mod nye dogmers surdej (Matt.16:6 og 12) – og Paulus siger, at ’den slags ’syrnet brød’ skal renses ud’ (1.Kor.5:6)

På en kold februardag i 1856 kom en lille pige grædende til verden i Peru, Illinois, USA. Det var Kathrine Bushnell.

Hun voksede op og blev til den jernvilje, som mere end nogen anden kastede sig ind i datidens ulige kamp for at hjælpe kvinder i nød. Som ganske ung blev hun den energiske initiativtager til en effektiv mission i den mørkeste del af Chicago, hvor hun tog sig af forstødte, forladte og hjemløse kvinder – ikke mindre end 5000 på årlig basis!

I året 1888 rejste hun sig med en løvindes mod (kun 32 år gammel) som en af forgrundsfigurerne i Wisconsins kamp mod den hvide slavehandel. Derefter dukkede hun op i Indien, hvor hun førte an i en mangeårig og ulige strid mod prostitution. Og da pludselig – som lyn fra en klar himmel – kom hun i 1923 tilbage til England og lagde en bog på bordet. Den havde titlen: ’Gods Word to Women’. Og den bog gav datidens teologer ’noget at tænke på’…

*

Katherine Bushnell havde med henblik på hjælpearbejdet uddannet sig som læge – men i sine få frie stunder havde hun erhvervet sig gode kundskaber i både hebraisk og græsk. Med denne viden var hun nu i stand til at lukke munden på mange mænd. En af dem var bogens udgiver, Mr. Ray B. Munson. I forordet skriver han opgivende og afværgende: "Jeg ved, at vor søster Bushnell undertiden skriver ting, som kan være misledende…"

Det var alt, hvad han turde sige om den sag.

Katherine Bushnell går i sin bog om ’Guds Ord til Kvinder’ lige til sagen. Hun skriver: "Vær venlig at læse med mig fra 1. Mosebog kapitel 1:26-28… og derefter fra 1. Mosebog kapitel 5:2.

Denne opfordring er værd at følge, for Katherine Bushnell har uden at ryste på hånden sat fingeren på netop det sted i Bibelen, som alle tiders og alle slægters både skjulte og åbenlyse brydninger om mand-kvinde forholdet drejer sig om. Med et usædvanligt klarsyn og en hårdnakket præcision udpeger hun nøjagtigt de to bibelske skriftafsnit, der siden tidernes morgen synes at være selve grundlaget for menighedens forståelse af hele det voksende opgør, som river og slider de troende i alle retninger.

Ja, på baggrund af denne usædvanlige kvindes opfordring tør det faktisk hævdes, at den rette forståelse af netop disse to korte afsnit fra Bibelens Skabelsesberetning vil kunne løse en gærende konflikt i Kristi Menighed. En falsk forståelse derimod vil med ubestridelig sikkerhed medføre megen ulykkelig splittelse, oprør og fortvivlelse i både hjem, kirke og folk. Den vil være som en ond surdej.

Derfor er den første del af Katherine Bushnells opfordring på sin plads: "Vær venlig at læse… (altså med den relevante henvisning til de to vers fra den første bog i Bibelen). Imidlertid bør den anden del af opfordringen nærmere overvejes. Katherine Bushnell siger nemlig, at vi skal læse dette stykke fra Skriften ’med hende’ (’vær venlig at læse med mig’) – og her bør ingen glemme Mr. Ray Munsons lidt spagfærdige advarsel: "Jeg ved, at vor søster Bushnell undertiden skriver ting, som kan være misledende…"

Det er godt at læse de rette afsnit fra Bibelen – men det er afgørende, med hvem vi læser dem. Den sande forståelse vil som sagt kunne løse mange konflikter – men den falske forståelse vil medføre megen ulykke og store tab.

 

TO VIGTIGE BIBELAFSNIT

For at vende tilbage til den indledende del af Katherines beskedne henstilling: ’Vær venlig at læse…’ (og så henvisningen til de to nævnte bibelvers) da er det min første opfattelse, at netop denne opfordring bør efterfølges.

Især når det tages i betragtning, hvor meget, der i dag trykkes, distribueres og forklares omkring dette emne (vedr. mand-kvinde forholdet), da er en sådan forholdsvis lille fordring ikke for meget at forlange! (Midt i menighedslivets jag, travlhed og overvældende aktivitet – møderne, gudstjenesterne, sjælesorgen, familien – alt det, som ind imellem forekommer uoverkommeligt, ja, med de tonsvis af papir, brochurer, aviser og bøger, der væltes i hovedet på menighedens medlemmer, - da kan ingen undsige sig; disse to små skriftafsnit fra Bibelens begyndelse må der være tid til at læse. De lyder således): "Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden."

Derfor hedder det: "Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte Han ham, som mand og kvinde skabte Han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer dem; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!" (1.Mose 1:26-28, aut.vers.)

Og videre fra det femte kapitel: "Dette er Adams slægtsbog. Dengang Gud skabte mennesket, skabte Han det i Guds lignelse. Som mand og kvinde skabte Han dem, og Han velsignede dem og kaldte dem menneske, da de blev skabt" (v.1-2, aut.vers.).

*

Nu, da vi har efterfulgt Catherine Bushnells første opfordring og har læst de angivne skriftsteder, indstiller vi os på at efterfølge hendes anden opfordring: ’Vær venlig at læse med mig…"

Det vil sige, at nu skal vi – medens vi læser – lytte til hendes forklaring.

Hun begynder sådan: "Vær venlig at lægge mærke til, at i den anden sætning (i det sidste oplæste) omtales mennesket både i ental og i flertal.

Vi gør, som Catherine siger og lægger mærke til, at der rigtig nok står skrevet: ’I Guds billede skabte Han ham, som mand og kvinde skabte Han dem’ (v.27 eft.hebr.)

"Hvad betyder det?" fortsætter Catherine, hvorefter hun forklarer:

"Blandt jøderne blev den teori fastholdt i hvert fald helt tilbage til Jesu Kristi dage (som det fremgår af Philos skrifter), at mennesket fra begyndelsen var mand og kvinde i én person!" Hun fortsætter: "Denne tro kan – udover hos jøderne – spores blandt andre folkeslag." Hun konkluderer: "Det må således formodes, at mennesker, efter det androgynosiske (’tvekønnede’) stade kom parvis til verden…" For at ingen skal misforstå Catherine Bushnells lære om denne sag, tilføjer hun (uden at blinke): "De kom parvis til verden som mandlige og kvindelige tvillinger." Hun insisterer: "Der må altså have eksisteret en mandlig og en kvindelig Kain; en mandlig og en kvindelig Abel osv." … og for at ingen skal misforstå og tro, at hun mener dette som forstået ’i overført betydning’, slutter hun: "Og således kunne Kain finde sig en kone" (side 9).

Hvorledes Catherine Bushnell kan få sin ’tvillingeteori’ (med ’to Kain’er’ og de ’to Abel’er’ osv.) til at passe med Bibelens beretning om f.eks. Evas udbrud efter verdenshistoriens første fødsel: "Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp" (1.Mose 4:1 – hebraisk, egtl. ’med Herren’) er ubegribeligt; hun taler jo her om sin førstefødte som ’en mand’ (’drengebarn’, i ental) og ikke som tvillinger.

"Dernæst," hedder det videre i den bibelske beretning: "fødte hun hans bror, Abel, der heller ikke var en tvilling og ej heller omtales som ’en mandlig og en kvindelig Abel (i to personer) men som ’hans bror’ (i ental). Der var således heller ikke efterfølgende to Abel’er, der bragte offergave og slet ikke to Kain’er, der blev vrede og gik med sænkede hoveder. Når Herren taler til Kain siger Han ikke ’I’ (som til tvillinger) men du: "Hvorfor er du vred og går med sænket hoved?" (1.Mose 4:6)

Og endeligt: Der var ikke to Kain’er, der overfaldt tvillingerne, Abel – og der lå ikke den dag to dræbte på marken, medens to mordere gik bort…

Af hvilken grund synes det os magtpåliggende at få denne sag sat på plads? Hvorfor gå sådan i detaljer? Det er jo indlysende, at Catherine Bushnell er på afveje. Hendes forlagsudgiver, Mr. Ray B. Munson har ret: "Vor søster Bushnell skriver undertiden ting, som kan være misledende…" og han burde aldrig have sendt en sådan bog i trykken!

Mit svar på dette spørgsmål er en henvisning til apostelens ord: "Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud…" (1.Kor.5:6)

 

EN OND SURDEJ

En af hovedårsagerne til en nøjere gennemgang af disse fundamentale skriftsteder om menneskets skabelse ligger altså i det forhold, som allerede er nævnt. Hvis den grundlæggende åbenbarelse om mand-kvinde forholdet er korrekt. vil det få betydning for menighedens vækst og trivsel fremover. Men hvis opfattelsen af det første lys, som ved Ånden kastes over Bibelens indledende kapitler, er forkert, vil det føre til mørke og undergang. En falsk undervisning er som en surdej, der gennemsyrer alt …

Af den grund bør vi straks bemærke et par uheldige gengivelser, der findes i den seneste, danske autoriserede oversættelse af Gamle Testamente. Nærmere betegnet i netop det stykke, som Catherine Bushnell (og mange med hende) henviser til. ’Fejloversættelser’, som da siden har kunnet anvendes til forsvar for ophævelsen af de seksuelle normer, som er begrundet i Den Hellige Skrift. Forkerte formuleringer, der også fremover kan bruges som våben i hænderne på dem, der f.eks. forfægter den ’tvekøns-teori’, som Catherine Bushnell beskriver i bogen: ’Gods Word to Women’. Altså ’oversættelsesfejl’, der kan udvikle sig til at blive en ’faldgrube for svage sjæle’ – ja, give stof til forførelse og vranglære. En djævelsk surdej!

(Mere end nogensinde er derfor det advarende råb, som profeten Jeremias udstøder, blevet aktuelt: "I fordrejer ordene fra Den levende Gud, Hærskarers Herre, vor Gud" (23:36) – og som apostelen Peter skriver (om Paulus’ breve): "I dem er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer – men det gør de jo også med de øvrige skrifter – til deres eget fordærv" (2.Pet.3:16).

Netop dette sker i et voksende omfang med Bibelens beretning om menneskets skabelse, hvor aktuelt står en kamp om mand-kvinde forholdet. Også i Skabelsesberetningens fremstilling er der ting, som ’er vanskelige at forstå’, og også her er der ’ukyndige og ubefæstede sjæle’, som omskriver teksten efter deres egne lyster – ja, selv på den danske Bibels første sider findes i vor autoriserede oversættelse udtryk og formuleringer, som er ’fordrejet’ (hvilket i øvrigt også er tilfældet med de øvrige Skrifter) til ’oversætternes eget fordærv’.

I den oprindelige tekst (sådan som jeg har kunnet læse den ud fra de kilder til det hebraiske, som er til min rådighed) lyder Bibelens første skriftord om menneskets skabelse således:

"Da skabte Gud mennesket i Sit billede. I Guds billede skabte Han ham; mandlig (og) kvindelig skabte Han dem. Og Gud velsignede dem. Gud sagde til dem: Bliv frugtbare og formér jer og opfyld jorden…" (1.Mose 1:27-28).

Det vigtigste punkt, som gode og solide, danske troende bør lægge mærke til, er dette ene: Hvem skabte Gud først? Manden eller kvinden? Og de, der sidder med den danske bibel i hånden, bør være særligt opmærksomme – og ingen af dem må få den tanke: Det er en underordnet sag! Hvorfor spekulere på den slags betydningsløse spørgsmål? Vi har (synes indre stemmer at advare) mere omfattende problemer at slås med! "Hvad sku’ det ku’ hjælpe," (vil de sige) "at jeg ved, om det var Adam eller Eva, der drog det første åndedrag i Edens have? Kan det være til noget menneskes opbyggelse eller frelse, om det får besked på, hvorvidt det var mandens eller kvindens hjerte, der slog først?"

Hertil vil jeg svare: Bibelen ta’r med alvor denne sag frem, og apostelen sætter en tyk streg under svaret på netop dette spørgsmål. I et nytestamentligt afsnit, der udelukkende beskæftiger sig med dette emne, skriver Paulus: "Thi Adam blev skabt først, derefter Eva" (1.Tim.2:13). Selvom der findes bibellærere, teologer og undervisere på alverdens universiteter, som strider med denne sætning, og ønsker den ændret eller forklaret på en fordrejet måde, forbliver det en uforanderlig kendsgerning: Adam blev skabt først, derefter Eva!

 

DANSK OVERSÆTTELSESFEJL

Hvad ikke mindst de danske pastorer og bibellærere bør lægge mærke til, er den anvendte hankønsbetegnelse i denne så voldsomt debatterede sætning i Skabelsesberetningen: "I Guds billede skabte Han ham." (Altså: ’I Guds billede skabte Gud Adam’).

Den danske oversættelse af Gamle Testamente har med hensyn til denne sætning gennem mange generationer og alle former for revidering været den samme. Guds første menneske har – ifølge den danske gengivelse – ikke været en ’han’; sætningen har på dansk altid lydt sådan: "I Guds billede skabte Han det."

(At trofaste og gudfrygtige oversættere har undladt hankønsbetegnelsen og indført intetkønsudtrykket ’det’ i dette i dag så vigtige Skriftord, er sikkert ikke sket ud af nogen ond vilje. Jeg har personligt en gammel, lidt laset Bibel fra det Herrens år 1870 – og selv dengang (uden at være under indflydelse af nutidens feministiske teologer) gengav man med ’krøllede’, gotiske bogstaver sætningen således: "Han skabte det i Guds billede").

Til grund for denne traditionelle formulering i den danske bibel ligger utvivlsomt blot den simple grammatiske konstatering, at ordet ’menneske’ på dansk er intetkøn (et menneske, mennesket); derfor skriver flere århundreders oversættere med god samvittighed: "I Guds billede skabte han det" – og af den grund anvender de ikke den hebraiske teksts hankønsbetegnelse (Han (Gud) skabte ham (mennesket, Adam).

Disse danske bibeloversættere, som i generationer har anvendt den grammatiske intetkøns-idé skulle føre til de særeste fordrejninger ved bl.a. et efterårssemesters ’øvelser over kvindens stilling i Gammel Testamente’, (der blev afholdt ved institut for kristendomskundskab ved Århus Universitet i 1980).

I et arbejdshefte fra disse ’øvelser’ udgivet under titlen ’Gud er jeg, ikke mand’ ’nytolker’ en kvindelig teologistuderende bl.a. et af de omstridte bibelord, der lyder sådan: … da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen (2:7). I en kvindelig teologistuderendes kommentar til bl.a. dette bibelord, skriver hun følgende: Først skabes et intetkønsvæsen, derefter den levende verden, og til sidst opdeles intetkønsvæsenet i mand og kvinde som skabelsens fuldendelse. Kvindens skabelse skal med andre ord ikke opfattes som ’andenklasses’ (side 3).

 

DET FØRSTE MENNESKE: INTETKØN

Almindeligvis burde ingen føle sig motiveret til i dag at beskæftige sig med et falmet arbejdshefte over nogle halvglemte ’øvelser’ ved Århus Universitet udført af en lille flok kvindelige teologistuderende for 25 år siden…

Imidlertid er Jesu advarende ord om ’surdejen’ stadig gældende (Matt.16:6). "Da forstod disciplene," hedder det, "at Jesus ikke havde talt om at tage sig i vare for surdej i brød," han havde talt om en bestemt lære…(v.12).

…og nu har en sådan lære om, at det allerførste menneske på denne jord var et ’intetkønsvæsen’ i mere end 25 år øvet sin surdej-indflydelse; den er i begyndelsen af dette ny årtusinde ved at have ’gennemsyret hele dejen’ (Luk.13:21). I dag er hele samfundet blevet befængt dermed. Hele menigheden er ved at blive smittet deraf; ’det syrnede brød’ angriber synsnerven, så at de åndelige ledere bliver blinde og taler i vildelse; ’Intetkønsteorien’ er ikke længere en ubetydelig og intetsigende doktrin – og det kan allerede i det omtalte, nu håbløst forældede arbejdshefte skimtes, hvorledes denne sex-motiverede surdejs-ånd vil angribe Kristi Legeme.

"Hvis man læser disse bibelske tekster om menneskets skabelse," noteres det i arbejdsheftet (af en anden kvindelig teologistuderende) – "og man gør dette i sammenhæng med f.eks. den kanaanæiske frugtbarhedsreligion, så vil man deraf naturligt slutte, at den gud (omtalt i flertal), der skaber mennesket som mand og kvinde i sit billede, rent faktisk selv er en flerhed – en mandlig og en kvindelig guddom…" (her holder den unge forfatterinde vejret og tilføjer hastigt, at ’dette kan naturligvis ikke være tilfældet," men hun tilføjer): Bevaret i de to vers er dog en forestilling om det guddommelige som rummede både mandlighed og kvindelighed samtidig med, at det er en enhed…"

De, som tør tage let på referatet af sådanne ’øvelser’ (der har fundet sted) blandt de teologistuderende ved Århus Universitet for 25 år siden) bør indse, at situationen ikke er bedre i dag. "Det ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen," siger Jesus (Luk.13:21).

*

Det er svært for jævne mennesker at fatte, hvad der i virkeligheden går for sig i hele dette lidt højtravende, superstudiose domæne. Men virkningen udebliver ikke! I dag er der rent faktisk mange troende, som har været så længe og så mærkbart udsat for surdejens hemmelige snigløb, at de er gået ind på tanken. "Det første menneske var sikkert ikke en mand," vil de nu sige. "Det er muligt, at han var et slags ’intetkønsvæsen’. Det er derfor, at folk heller ikke i vor tid kan finde ud af, om de er det ene eller det andet. Nogen mænd mener, at de mest er kvinder, og nogen kvinder siger, at ’de ikke er for mænd’. Det er ikke noget, de selv kan gøre for; det ligger i generne – og" (vil de tilføje), "det fremgår jo klart af Bibelens skabelsesberetning, at Adam var intetkøn! Derfor omtales han med en grammatisk intetkønsbetegnelse."

Hvis nogen skulle finde på at modsige denne ’nytolkning’ af Bibelens beretning om skabelsen vil de samme tidligere så gode venner lidt irriteret indvende: "Det er da klart, at vor identitet som mand eller kvinde ligger i generne. Og hvis Gud er en flerhed, så er vi det også! Hvis Gud er både mand og kvinde, så ’ligner vi Ham’. Vi er jo skabte i hans billede – og da bør vi selv finde ud af, hvad vi er mest. Ja, vi kan selv vælge, om vi vil være mænd eller kvinder!

*

Hjørnestenen til denne lære er blevet lagt for århundreder siden. Men den skinner igennem i det omtalte, duplikerede arbejdshefte. Her erklærer en af de kvindelige teologistuderende (i et for almindelige dødelige forholdsvis utilgængeligt akademisk sprog): "Jeg vil konkludere, at der findes kvindelige metaforer om Jahve i GT… og dermed en kvindelig dimension i det gammeltestamentlige Gudsbillede. GT bruger et biseksuelt metaforsprog om Jahve, mener jeg, for at fastholde, at Han (Gud) er transseksuel…"

(På forståeligt dansk betyder dette, at der i Bibelens Gamle Testamente (GT) anvendes billedlige udtryk for (metaforer) at Gud (Jahve) også er kvindelig. Der tales om Gud i et sprog, der indeholder tvekønnede (biseksuelle) billeder (metaforer). Dette er tilfældet, fordi Gud fra Sin egen tvekønnede natur nu kan overføre til mennesker begge køn (transseksuel).

*

Afgrunden i dette teologiske styrt kan ikke måles; den er ufattelig! Ikke kun anvendes her ord og begreber om Herren, som ingen oprigtig troende vil tage i sin mund. Han, som er ’Den Eneste, der har udødelighed, og som bor i et lys, ingen kan komme nær, som intet menneske har set, ej heller kan se… (1.Tim.6:16). Om Ham skal intet menneske driste sig til at sige, at Han bruger et ’biseksuelt sprog’, og at Han Selv i Sit hellige væsen er ’transseksuel’.

"Jamen, det er kun på universiteterne og de højere læreanstalter, at vi taler sådan!" vil nogen indvende. "Det er vort akademiske sprog! Vi, der har studeret, ved, hvad disse ord betyder!"

"Det er ikke sandt! Vi hører i dag de samme ord fra prædikestole og i menighedslokaler; de er på vej til vore søndagsskoler og juniorkredse. De er som en giftig surdej og er ikke inspireret eller frembåret ved Guds Ånd! Ny Testamente formaner: "Lad ingen rådden tale udgå af jeres mund" (Ef.4:29).

Men ikke kun i det ydre er surdejens nye lære forkastelig! At fordreje Den Hellige Skrifts ophøjede fremstilling af ’Gud som en Treenighed til nu at være en lav opfattelse af Guds ’tvekønnethed’ er et læremæssigt fald, der i sin gennemsyrende virksomhed vil have de mest tragiske konsekvenser for Kristi Menighed.

Tillad mig afsluttende og i korthed at forklare:

Det forholder sig (helt korrekt) således, at det ord, der bruges om Gud i Bibelens skabelsesberetning er flertalsnavnet ’Elohim’! Faktisk står der således i vor hebraiske tekst (i det bibelvers, som her har været på tale): "Og Elohim (navnet på Gud) skabte Adam (ordet for ’menneske’) i Sit billede. I Elohims billede skabte Han ham, mandlig og kvindelig skabte Han dem" (1.Mose 1:27).

 

LOGIKKEN ER INDLYSENDE

I mit beskedne forsøg på at forklare, at der i dette tilfælde under ingen omstændigheder kan være tale om, at Guds flertalsnavn, ’Elohim’, i skabelsesberetningen henviser til ’guddommens mandlige og kvindelige identiteter’ (men at der her er tale om Den Almægtiges ophøjede Treenighed) vælger jeg at beskrive en tysk oversætters kvaler med netop dette bibelvers.

Min tyske (for mig personligt ukendte) lærde ven, F.H. Baader, havde, da han den sidste halvdel af det forrige århundrede tog fat på at udarbejde det mammut-værk, som han kaldte for ’Die Geschriebenen’ (Det skrevne) problemer med grammatikken i den hebraiske bibeltekst om menneskets skabelse. Han skulle her vælge mellem to former for ’genitivbetegnelse’ (som vi fra gammel tid på dansk kalder ’ejeform’). Det drejer sig om sætningen: "I Guds billede skabt Han ham" … og netop her havner den sammenbidte og ekstremt nøjeregnende tysker i et problem med den såkaldt ’Masoretischen Text’ (skrupuløs nøjagtige overleveringer).

Den tyske grammatik er nemlig som Baader selv; den gi’r ikke ved dørene! Hvis man vil være korrekt, bliver man i denne sætning stillet overfor det ubønhørlige valg: Vil man omtale Gud (Elohim) som én eller ’en flerhed’?

Hvis nu vor tyske oversætter vælger at bruge flertalsformen, (når han skal fortælle ’i hvis billede mennesket er skabt’), bør han skrive: "Im Bild der Elohim." Hvis han på den anden side vil bruge entalsformen om den Gud (som han personligt ved er mere end én) skal han skrive: "Im Bild des…". Han vælger at anvende begge grammatiske genitivformer (ved simpelthen at sætte den ene i parentes)… og han gør det dermed klart, at han med henblik på denne ene Gud og Hans skaberværk aldrig kunne drømme om at omtale et ’intetkønsvæsen’ (mennesket) eller en ’tvekønnet Skaber’. I fuld overensstemmelse med teksten lader han det skabte menneske være hankøn (Elohim ’skabte ham’). Logikken er (for dem, der kan følge med i denne grammatiske ’gymnastiktime’) indlysende: Hvis det første menneske, som Gud skabte i Sit billede, er hankøn – så må den Gud, i hvis billede det første menneske er skabt, have samme maskuline identitet!

Men dermed er sagen ikke afklaret! Den nye teologi, som indtil de mindste detaljer (og ud fra sine egne motiver) strider for, at det bør betragtes som betydningsløst og malplaceret, når apostelen erklærer: "Thi Adam blev skabt først, derefter Eva" (1.Tim.2:13) – er parat til at acceptere Skaberens ’flerhed’, hvis der vel at mærke dermed forstås, at ’Gud er tvekønnet’. (Må Gud forbyde en sådan tale!)

*

De jødiske rabbier har med hensyn til Guds flertalsbetegnelse haft forklaringsvanskeligheder med Bibelens første sætning: "I begyndelsen skabte Gud." (Det har været svært for dem at anerkende Guds hebraiske ’flertalsnavn’: "I begyndelsen skabte Elohim"). Bedre bliver det ikke, når Elohim – stadig på Toraens første blad – siger: "Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os" (v.26). Ja, netop dette (at Elohim er mere end én) forbliver til dags dato en af de væsentligste grunde til, at alle troende jøder, alle vegne og gennem alle slægter og alle dage (hver morgen og hver aften) højt og tydeligt bekender denne trossætning: "Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én (5.Mose 6:4).

De ortodokse jøders både aktuelle og generelle forbitrelse mod de kristne og disses forståelse af, at ’Gud er én og Gud er tre’ synes ikke at ville ophøre. I denne slægternes kamp har der imidlertid aldrig været tale om, at Guds flerhed skulle forstås som ’Guds tvekønnethed’. Det har altid været en strid mod de kristnes forklaring på de første vers i Bibelen: 1) I begyndelsen skabte Gud… og 2) Guds Ånd svævede over vandene… og 3) Gud sagde… (altså Gud faderen, Gud, Helligånden og Guds Søn, som er Guds Ord (Johs.1:1). De jødiske lærde holder sig for ørerne, når de kristne derefter argumenterer, at Guds navn nævnes tre gange i den jødiske trosbekendelse: "Hør Israel! 1) Herren, 2) vor Gud, 3) Herren er én" (5.Mose 6:4).

Et berettiget spørgsmål er nu: "Hvilken sammenhang er der mellem disse vanskelige lærespørgsmål og det emne, som her behandles: Tørklædet?"

Om dette er meget at sige. Dog her skal kun henvises til det afsnit, hvor apostelen Paulus forklarer denne sammenhæng: - nemlig ’Første Korinterbrev det elvte’. "Manden blev jo ikke til af kvinden," erklærer han, "men kvinden af manden. Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet…" (v.8-10).