TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-03-06
02

 

’GUDS GODHED OG GUDS STRENGHED’

"Det er vanskeligt at forklare en menighed, der søndag efter søndag lytter til det samme budskab om ’Guds nåde’ og ’Guds kærlighed’, at tidens tegn med fede penselstrøg fremmaler en anden side af Guds væsen. Apostelen Paulus skriver: "Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil han heller ikke skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed…" (Rom.11:21-22)
 

Som tiden er gået, og min holdning til spørgsmålet om den kristne kvindes stilling i menigheden og ’tørklædets’ betydning er blevet kendt, er det rygte kommet i omløb, at jeg er kvindehader. "Han gi’r kvinderne skylden for alverdens ulykker," siges der. Sagen bli’r ikke bedre, som jeg knytter dette emne til apostelens ord: "Så se da Guds godhed og strenghed" (Rom.11.21-22). "Han er ikke kun kvindehader men vil også prøve at jage en skræk i livet på os," hedder det; og som jeg nu yderligere omtaler ’Sodoma-ånden’, der er på vej ind i Kristi menighed, og forkynder, at dette kan medføre både dom og død, kan jeg forvente den første politianmeldelse. "Han diskriminerer kvindens tjeneste i menigheden på en sådan måde, at det nærmer sig det utilladelige."

Til dette må jeg svare, at jeg er lykkelig gift og far til seksten børn. Jeg elsker min hustru og mine seks døtre. Hvad angår de efterhånden voksne piger, så respekterer jeg deres afgørelser og valg i livet. Det myldrer med børnebørn, og medens jeg skriver disse linjer, har jeg netop fået meddelelse om, at endnu en lille ny er kommet til verden: En smuk og velskabt pige – og jeg er lige så stolt og forventningsfuld, som havde det været en dreng! Jeg er fuld af beundring for mine smukke og kloge svigerdøtre og er vild med de mange små pigearme, der slynges om halsen på mig, når jeg kommer på besøg. Men familiens vel og beståen er mig en hjertesag, og det med ’gudsfrygt’ og ’hellig livsførelse’ og ’Guds gode orden’ er både for mig og Gisèle en sag, som vi – med henblik på den store flok omkring os – dagligt bærer frem for Gud i bøn.

*

Den politiske, sociale og religiøse undertrykkelse af kvinden, sådan som den finder sted mange steder i verden, vækker min medynk, modstand og forbitrelse – og jeg finder det som en fornem værdi (der efter min mening ikke mindst skyldes forkyndelsen af evangeliet) at der hersker andre normer på vore breddegrader. Historisk set opfatter jeg disse familie-fundamenter befordret af Bibelens belæring, der helt klart forkynder, at ’mændene skal vise deres hustruer ære’ (1.Pet.3:7, gl. oversættelse). At der i visse sekter og afsporede bevægelser har – og stadig eksisterer - andre nedgørende holdninger, er ikke ensbetydende med, at dette er i overensstemmelse med Ny Testamentes budskab som siger: "Kvinden besidder i hjertet, det skjulte menneske, en uforgængelig skønhed, som er meget værd i Guds øjne" (1.Pet.3:4-5)

Af samme grund er det mig magtpåliggende i denne sag om kvindens hoveddække at betone, at eftersom Den Hellige Skrift så tydeligt taler om ’kvindens uforgængelige prydelse’ og understreger ’den store værdi, som dette har i Guds øjne’ – hvem skulle da turde tale om hende på nogen anden måde? Og når dette samme nytestamentlige afsnit formaner alle mænd alle vegne til at ’vise deres hustruer ære’, og med agtelse omtaler kvinden som ’medarving’ (på lige fod med manden) til ’livets nådegave’ – ja, endog advarer de mænd, der ikke følger denne belæring med ordene: "Jeres bønner vil blive hæmmet" (1.Pet.3:7) – da bør ingen kristen mand noget sted på noget tidspunkt (hverken i ord eller gerning) vise kvinden den mindste skygge af foragt. "Hun er klædt i anseelse," erklærer Ordsprogenes Bog, "og hun ler morgendagen i møde. Hun tager til orde med visdom, der er venlig belæring i hendes tale" (Ordspr.31:25-26).

*

Derfor bør jeg i denne sammenhæng gå i rette med Det danske Bibelselskabs ’oversættere’, der i deres seneste udgave af Ny Testamente fordrejer den græske tekst på det sted, hvor Paulus opmuntrer kvinden til ’at leve i stilhed’ (1.Tim.2:12). "Hun skal tie stille!" skriver de i deres ’gengivelse’, hvilket hverken stemmer overens med den oprindelige tekst eller med Bibelens billede af den kvinde der ’tager til orde med visdom’, eller hos hvem der er ’en tale, som er fyldt med venlig belæring’…

Når jeg altså her taler om kvinden, hendes Gudgivne og velsignede gerning i hjem og menighed og om det værn og vidnesbyrd, der skjuler sig bag ’sløret hemmelighed’, er det langtfra udtryk for (Må Gud forbyde det) nogen form for chauvinisme eller utilbørlig ringeagt. Jeg tillader mig i denne sag kun at foreholde kvinden den samme vejledning, som apostelen giver den unge mand, Timotheus: "Du skal vide, hvordan man færdes i Guds Hus, som er den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold, og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed" (1.Tim.3:15-16).

… og hvis nogen mener, at jeg ikke bør befatte mig med dette emne, tillader jeg mig at svare som patriarken Job: "Belær mig, så tier jeg stille, forklar mig, hvor jeg har taget fejl! Oprigtige ord sårer ikke" (Job 6:24).

 

DET DYBE HUL I JORDEN

Der gives tider i kirkehistorien, hvor bestemte emner ligger døde hen; de omtales ikke, og der ruger en kirkegårdens stilhed over deres indhold; de er som de helliges hensovede legemer, der hviler under mulde, hvor de venter på deres opstandelse.

Et sådant emne er spørgsmålet om mandens og kvindens hoveddække; det er forsvundet fra undervisningen i Guds Hus tillige med den belæring, som apostelen omtaler med ordene: "Du skal vide, hvordan man bør færdes i Guds Hus" (1.Tim.3:15).

Det besynderlige er ’gravernes’ mod til at sænke netop disse ord ned i et forglemmelsens jordhul. De indledes jo med formaningen: ’Du skal vide’.

Alt i Bibelen, som bærer denne påskrift, bør straks bringes i omløb, så at det kan frembringe frugt. ’Graverne’ derimod vil komme til at stå til ansvar for deres ’hul i jorden’ (Matt.25:18). Og det nytter ikke, at de oplæser den nedskrevne forklaring: "Herre, vi har lært dig at kende som en hård mand, der høster, hvor du ikke såede (så vi har intet sået) og samler, hvor du ikke spredte (så vi har intet spredt) og af frygt for dig gik vi hen og gemte (det, du betroede os) i jorden. For da skal deres Herre sige: Dårlige og dovne tjenere..." (Matt.25:24-30).

En ting er, at sådanne kirkens folk bli’r kaldt ’dårlige tjenere’, men at de også (i sagen om, hvordan man ’bør færdes i Guds Hus’) tillige risikerer at få prædikatet: ’dovne tjenere’, er ildevarslende.

Denne ’viden’ om, hvordan man bør ’færdes i Herrens menighed’, fremtrylles nemlig ikke uden indsats; et ord, der som sædekorn spredes. Denne udsæd kaldes i Bibelen ’den sunde lære’ idet det med ’at færdes i Guds Hus’ (ifølge Nestles ’nøgle til det græske Ny Testamente) ’har at gøre med, hvordan man opholder sig, bevæger sig og opfører sig i Kristi menighed’.

Til den dårlige tjener, der viser dovenskab i denne sag, lyder det: "Kast ham ud i mørket udenfor! (v.30) Det vil sige, at en misrøgt af en betroet opgave er forbundet både med dom og gråd; ’dér skal der være gråd og tænderskæren’ (v.30).

*

Det er imidlertid ikke let for moderne mennesker at fatte det begreb, som i Bibelen kaldes ’Guds dom’. Dette udtryk hører slet ikke til i vor tid; det er fjernet fra ordbogen og forsvundet fra forkyndelsen!

Folk, der taler om Guds dom, kan derfor være sikre på at blive upopulære. De, der omtaler naturkatastrofer, pest-epidemier, jordskælv, finanskriser, krigens hærgen, hungersnød, oversvømmelser, samfundets sammenbrud, despotens undertrykkelse, de tomme kirker, de etiske værdiers opløsning, familiens undergang, en ny generations rådvildhed og den megen sygdom og død i menigheden som ’Guds dom’ bliver regnet som afvigere; Kirkernes prædikestole bliver spærret for dem!

"Mon der sker en ulykke i byen, uden at Herren har gjort det?" indvender profeten. Han svarer selv på spørgsmålet: "Nej, Gud, Herren gør ikke noget, førend Han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne!" (Amos 3:6-7).

Det bliver vanskeligt at forklare en menighed, der søndag efter søndag lytter til det samme budskab om ’Guds nåde’ og ’Guds kærlighed’, at tidens tegn med fede penselstrøg fremmaler en anden side af Guds væsen. Apostelen Paulus skriver: "Thi når Gud ikke har skånet de naturlige grene, så vil Han heller ikke skåne dig. Så se da Guds godhed og strenghed: Hans strenghed mod dem, der faldt, Hans godhed mod dig, hvis du bliver i Hans godhed, ellers bliver du også hugget af" (Rom.11:21-22). Paulus tilføjer: Vær ikke overmodig, men frygt!" (v.20)

Forkyndelsen i dag lyder således: "Så se da Guds godhed" – og hvilket budskab kan være mere opmuntrende og lægende for en søgende sjæl? En prædiken af den art må være det rene og uforfalskede evangelium, og det kan næppe være sandt, at der skal lyde nogen anden forkyndelse i Kristi kirke?

Imidlertid erklærer apostelen: "Så se da Guds godhed og Guds strenghed…"

Derfor er nogen gået vild, og de forkynder da Guds strenghed og lovens ubønhørlige krav på en sådan måde, at den arme synder mister modet eller kommer ind i en ulykkelig trældom.

Derfor siger apostelen ikke: "Så se da Guds strenghed," men han siger: "Så se da Guds godhed og Guds strenghed" (v.22).

Det er altså lige så alvorligt at forsømme det ene som det andet – og for tiden synes det atter nødvendigt at belyse Guds strenghed.

 

GUDS STRENGHED

For at belyse emnet om ’Guds strenghed’, må jeg fortælle beretningen om, hvad der skete for godt 4000 år siden i Jordan dalen (kun 80 km nord for det sted, hvor jeg selv og min familie bor i Zins ørken).

Bibelen fortæller, at i det område nær Dødehavet, lå en række byer, hvor folk på det tidspunkt levede i en synd af en art, at Guds vrede blev vakt. Til sidst viste den guddommelige harme sig i al sin strenghed. Den detaljerede baggrund for den dom og straf, der faldt over disse byer, står omhyggeligt beskrevet i 1. Mosebog det 18. og 19. kapitel. Beretningen afsluttes således:

"Da solen stod op over landet, og Lot var kommet til Soar, lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne… Næste morgen kom Abraham tilbage til det sted, hvor han havde stået foran Herren, og da han så ned over Sodoma og Gomorra og ned over hele Jordandalen, så han, at der steg røg op fra jorden som røgen fra en smelteovn" (1.Mose 19:23-28).

*

Arkæologer mener, at denne begivenhed fandt sted omkring 1897 år før Kristus, og at dramaet udspillede sig ikke langt fra den romerske fæstning, Masada, der hæver sig 440 meter over syd-vestbredden af Dødehavet.

I bogen ’The Exodus case’ of Lennart Møller (Skandinavia 2000) fortælles om nogle svovl-kugler på størrelse med tennisbolde, der (som ’maskingeværkugler’) er spredt over hele dette område – men ikke andre steder. Ved at antænde disse kugler brænder de atter ’med en stærk stank af svovl og med en intens hede’.

Den jødiske historieskriver Flavius Josephus (37-ca.100), der kæmpede mod romerne i den opstand, der førte til Jerusalems ødelæggelse år 70, har nedfældet en 1900årig note om Sodoma-området. Han skriver: "Nu er dette landskab sørgeligt udbrændt. Ingen bryder sig om det. Engang var det en lykkelig egn både med hensyn til frugtbarhed og byernes rigdomme – men nu er det hele en afbrændt og øde saltsteppe.

Josephus (der blev taget til fange af romerne, men senere frigivet og bosatte sig i Rom) slutter denne beretning fra Dødehavet: "Ødelæggelsen af denne blomstrende egn refererer til indbyggernes ugudelige livsførelse, området blev tilintetgjort ved lynnedslag – og der kan stadig findes spor af den guddommelige ild. Aske ligger spredt i kugler, der ligner frugter, der var modne til at blive spist; men hvis du med dine hænder ’plukker’ dem, smuldrer de i en røglignende aske…"

Videnskabsmænd har undersøgt disse svovlkugler, og resultatet af deres analyser (som er nøje beskrevet i ’The Exodus Case’ s.40-43) fremmales det billede, at et begrænset område ved Dødehavet har været udsat for en ’regn af svovl’. Det er ikke samme art af svovl, som findes ved vulkanudbrud, ej heller forekommer den andre steder på den egn (yderligere er der blandt svovlkuglerne tegn på forarbejdet metal og skeletrester). Alt tyder på, at disse svovl og saltstepper har været en frugtbar og beboet egn, som blev udsat for en katastrofe ’fra himlen’.

Dette svarer til den besynderlige formulering, som findes i den bibelske beretning om denne ødelæggelse. "Da solen stod op over landet," hedder det, "lod Herren svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra." Med denne beskrivelse synes alt at være sagt… men selvom teksten synes at snuble over ordene, fortsætter den: "Fra Herren i himlen." En såkaldt ’meningsbaseret oversættelse’ ville undlade de sidste ord. "Når det forinden står fortalt, at ’Herren lod det regne med svovl’, behøves ingen yderligere tilføjelse (vil de sige). Men den hebraiske tekst er ubønhørlig: "Ned fra Herren i Himlen," hedder det. Hvilket betyder (hvad videnskaben nu har konstateret): "Sodomas salt og aske er en slags svovl, som hverken er fra denne egn eller forekommer andre steder. Det er som en slags ’fremmed’ svovl, der er ’regnet ned’ fra himlen. En Guds dom! "Fra Herren i Himlen."

 

BETYDNING OVERFOR ENGLE OG DÆMONER

Men det er som sagt svært at få en almindelig ’nudansker’ til at tage det begreb som hedder ’Guds dom’, alvorligt. Man spøger og spotter lidt med det. På samme måde vil det være vanskeligt at få folk i menigheden til seriøst at vurdere, om det med ’tørklædet’ kan være alvorligt ment. Man morer sig lidt over det. Men det ’totalt latterlige’, vil man først give udtryk for, når alt dette forbindes med en bibelsk beretning om en (set med vore dages øjne) ’uskyldig’ overtrædelse, som fandt sted for 4000 år siden, og som efter sigende skulle være årsag til, at et par byer i Jordandalen blev jævnet med jorden. "Det kan I ikke mene," vil man sige, når det fortælles om Abraham, at han gik i forbøn for de elendige med ordene: "Skulle Han, der dømmer hele jorden ikke øve ret?" (1.Mose 19:25) Spørgsmålet vil falde øjeblikkeligt: "Er den Gud, som I fortæller om, en Gud, der dømmer hele jorden?"

Hvis svaret er et ’ja’, er samtalen så godt som afsluttet. "Jeg tror ikke på en Gud, der dømmer," vil indvendingen lyde. "Jeg tror på en kærlig Gud; Han dømmer ikke folk!"

Netop denne indstilling, som fremkommer ved, at så få forkyndere tør tale om ’Guds strenghed’, gør det vanskeligt for den moderne menighed at godtage nogen belæring om ’tørklædet’. Den begriber ikke, at Skaberen mener det alvorligt med den orden, Han indførte i sit skaberværk, og indser ikke, at netop dette ydre tegn (tørklædet) kan have betydning overfor mennesker, engle og dæmoner. I stedet lytter de troende til blad-redaktørernes og Tv-journalisternes daglige udlægninger, som er milevidt fra Bibelens forklaringer. Af samme grund tager de afstand fra Paulus, som hævder, at en fejlagtig administration af ’hoveddækkets betydning’ er forbundet med ’skam’: "Enhver kvinde, der beder… med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved" (1.Kor.11:5) – og de vil på det bestemteste erklære, at det er ’hen i vejret’, hvis det (som her) tilføjes, at den ’skam’, apostelen henviser til, er forbundet med den ’vanære, vildførelse og skam’ (Rom.1:26-28), som fik svovlkuglerne til at regne ned over Sodoma.

Alt dette er skjult for de fleste; de ’ænser ikke’, at læren bag ’tørklædet’ er en del af ’Gudsfrygtens hemmelighed’. De opfatter ikke, at den indeholder en tavs forkyndelse om, at Gud er en god Gud og en streng Gud. At Han viser nåde og kommer med dom. At ingen bør omgås letsindigt med det åndelige eller deltage i det overmod og den spot og mangel på frygt, hvormed de fleste omgås det hellige; Paulus’ ’tørklæde-vidnesbyrd’ er en stum tale om den velsignelse og fred, der hviler over den retfærdige (’alt, hvad han gør, lykkes for ham’) og den skæbne, som venter dem, der forkaster apostlenes overleveringer om Guds orden og Kristi forløsning: ("De er som avner, der blæses bort af vinden. Derfor står de ugudelige ikke fast i dommen" (Salme 1:3-5)). Hoveddækkets vidnesbyrd er et stilfærdigt signal til en døende verden, at Gud er langmodig – men at der er en grænse for Hans overbærenhed (Rom.6:1-2). Når synden er fuldmoden, befordrer den straf (1.Mose 15:16), og hvor Sodomas naturstridige oprør åbenbares, gentages Sodomas dom.

"… men nu er tiden inde, da dommen tager sin begyndelse med Guds Hus; men kommer den over os først, hvad skal det så ende med for dem, som er ulydige mod Guds evangelium?" (1.Pet.4:7)

 

SODOMA-ÅNDEN

Denne sidste formaning (om dommens begyndelse) stiller imidlertid skarpt på en række af Bibelens lærepunkter, som kun få aner noget om. Derfor må ingen undre sig over, at apostelen (med henblik på tørklædet) har svært ved at gentage de ord, som han med stolthed og glæde skrev til den første menighed i Korint:

"Jeg roser jer for, at I mindes mig i alt og holder fast ved overleveringerne, således som jeg har overleveret jer dem…:"enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved’ (1.Kor.1+5).

Når apostlen Peter udbryder: "Nu er tiden inde," – da hører det med til rækken af belæringer, som der ikke ’holdes fast ved’: (’og de holdt fast ved apostlenes lære’ (Ap.G.2:42)). Derfor er de fleste i dag uvidende om, at menneskenes historie er opdelt i epoker, perioder og øjeblikke, hvor timeglasset på bestemte tidspunkter er ved at rinde ud. I vore dage vil de mørke skyer i horisonten atter dukke op som ’en forbløffelse’, og den fjerne torden vil på ny blive opfanget som ’et forstyrrende fænomen’. "Jeg kan ikke li’ den slags prædiken, som råber: ’Nu er tiden inde’!" vil nogen sige; de bryder sig ikke om meldinger, der bekendtgør, at ’festen er forbi’! De er modstandere af alle, der forudsiger, at ’i morgen bli’r ikke som i dag’!

Sammen med de øvrige ’overleveringer’, som den første menighed roses for ’at holde fast ved’ (men som vore dages troende forkaster) hører også den del af ’apostlenes lære’, der siger: "Dommen tager sin begyndelse med Guds Hus".

Skønt alle og enhver kan iagttage, - ja, tydeligt mærke på deres egen eksistens – at der globalt er ved at ske ting og sager, der meget vel kunne ligne det, som Jesus kalder for ’veernes begyndelse’ – så nægter de at tro på, at de står overfor en afslutning, der også banker på kirkens dør.

"Som de levede i dagene før syndfloden," siger Jesus (som altså bekræfter, at denne katastrofe fandt sted): "De åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort" (Matt.24:38-39).

Udtrykket ’de ænsede intet’, beviser sig at være hårrejsende aktuelt, når det drejer sig om at indse ’dommens begyndelse med Guds Hus’. Medens gudstjeneste-maskineriet, som synes velsmurt og flot vedligeholdt, kører videre – og folk bli’r gudstjenesteligt både gift og skilt, og partnerskaberne velsignet, er kun få opmærksomme på den svøbe, der allerede falder blandt menighedens medlemmer.

Den, der med henblik på det naturstridige og ’ombyttende’ drister sig til at advare mod ’Sodoma-ånden’, som er trængt ind i Guds Hus, vil blive smidt på porten…

"Sodoma-ånden?" vil kirketjenerne råbe, medens de bærer den formastelige ud. "Hvad mener du med det? Sodoma-ånden?"

"Med ’Sodoma-ånden’ mener jeg den ånd, der herskede i Sodoma!" (Svaret kommer nu udenfor kirkens port, som er ved at blive boltet og låst).

"Hvad er det for en ånd, der herskede i Sodoma?" (Spørgsmålet kommer nu indefra kirken – bag den stængede dør).

"Det er en homofil ånd! En ånd, som ’bytter om’ på mand og kvinde. En utugtsånd, som er mod naturen! En vanærende synd. En vildfarelse. En skam!"

"… og den ånd er trængt ind i Guds Hus?" (Der lyder latter bag den stængede port)

"Ja, den ånd er trængt ind i Guds Hus!"