TØRKLÆDET
www.noer.info
2009-03-21
01

 

TØRKLÆDET
 

… om det muslimske hoveddække har vi hørt, men er det en bibelsk overlevering, at også den kristne kvinde under visse omstændigheder bør bære et slør?
 

… en snigende død fortsætter sin hærgen! Hvad er grunden til de mange friske grave i det kirkelige landskab? Er spørgsmålet om det bibelske tørklæde mere vidtrækkende, end folk aner?
 

På en klar og solrig januar-formiddag i 2009 sad jeg i en bank i den lille ørkenby, Dimona, i det sydlige Israel. Der var en del mennesker i lokalet, og vi skulle alle (som det sker i Vesten) trække et nummer og vente, til vi blev kaldt frem til skranken.

For godt et år siden var det lykkedes to terrorister i forbindelse med den voksende uro i Gaza at nå frem til denne by – og de sprængte sig selv i luften i den samme gade, kun få hundrede meter fra banken. To af byens indbyggere blev dræbt og en halv snes såret – og jeg sad nu og betragtede de folk, som fyldte banklokalet. De fleste af kunderne var russiske jøder, men der blev også rundt omkring i lokalet talt fransk… sikkert af folk fra byens nordafrikanske indbyggere. Jeg bemærkede en enkelt fra den store koloni af ’sorte hebræere’ (’The Black Hebrews’), som har boet i byen i en menneskealder, og jeg lagde især mærke til to arabiske ægtepar – utvivlsomt beduiner, hvoraf mange tusinde har slået sig ned omkring Dimona. Kvinderne var klædt i sort og var totalt tilslørede, så at kun deres øjne kunne ses.

Ekspeditionen foregik langsomt, og jeg kunne i al hemmelighed betragte de tilslørede kvinder. Jeg skulle passe på, at min interesse ikke blev for påfaldende – både af hensyn til de to arabiske mænd, der sad ved siden af deres hustruer, men også af hensyn til Gisèle, som sad ved siden af mig. Hun bebrejder mig nemlig ofte, at jeg ’stirrer på folk’, og at jeg ’ender med at komme i vanskeligheder, hvis jeg ikke holder op med at kigge på andre mennesker’…

Jeg sad derfor blot, som om jeg betragtede alt muligt andet omkring mig – men i virkeligheden holdt jeg øje med de to tilslørede damer. Jeg var på det tidspunkt i færd med at skrive denne bog – og den pludselige anskuelsesundervisning om ’tørklædet’, som jeg dér i Dimona-banken fik ’præsenteret’ lige foran mig, kunne jeg ikke overse.

For et par år siden havde jeg og Gisèle været indbudt til en beduinfamilie udenfor Dimona. Vi sad da på store puder og blev serveret af en lille 12-årig pige (der af bare nervøsitet tabte en skål ris på gulvet) men hendes mor og de øvrige kvinder forblev bag et forhæng i køkkenet. Et par unge mænd kom og samlede skårene op. De ’skjulte’ kvinder så vi ikke – men vi hørte dem le, hver gang jeg havde svært ved at holde balancen på de stablede puder; de holdt øje med os og morede sig ganske højlydt bag forhænget.

*

Ved solnedgang plejer jeg på det sted, hvor vor Pilgrim Konvoj er stationeret – ca. 90 km fra Beersheva – at vandre min daglige tur ind i den store Zins ørken. Her møder jeg af og til beduinen ’Machmets’ datter, som siddende på et æsel driver en gedeflok hjem over de gyldne sandbanker. Hun er høj og rank og tilsløret og betragter mig nysgerrigt på afstand. Jeg løfter da altid min stav og hilser hende. Hun vender hovedet bort og hilser ikke tilbage. "Det hun ikke," forklarer min nabo, krokodillefarmeren Ofer; "men du skal blot blive ved at hilse. Hun smiler glad bag sløret!"

Machmets familie havde en stor sorg. Deres unge søn blev dræbt ved en autoulykke på hovedvejen mod Eilat. Det skete lige ud for Moshav Hazeva, som ikke ligger langt fra os. Gisèle og jeg købte et smukt vævet tæppe og gik for at trøste Machmets mor og hustru. "Vi græder med jer!" sagde vi – og Machmet førte os til kvindernes telt. Da Machmets mor så os, tilslørede hun straks sit ansigt – men jeg så i et glimt, at hun var tatoveret på panden og ned langs kinderne. Da vi gav hende det vævede tæppe, græd hun bag sløret.

*

Kort tid efter var jeg sammen med Gisèle på immigrationskontoret i Beersheva. Vi skulle ansøge om en fornyet visa-status og ville have brug for pasbilleder. Gisèle vidste om et sted i underetagen, hvor vi kunne få taget billeder. Foran fotografen med den simple taburet og trefods-stativet var en lille kø af mennesker. Før mig skulle en tilsløret arabisk kvinde fotograferes. Hun måtte da tage ansigtssløret af, og alle i lokalet stirrede på hende. Da hun almindeligvis havde ansigtet skjult, var det pludseligt interessant for omgivelserne at betragte, hvad der gemte sig bag sløret. Jeg havde medfølelse med den lille sortklædte skikkelse, for hun var med ét midtpunktet for en mængde nysgerrige blikke – og det brød hun sig tilsyneladende ikke om! Bag sløret skjulte sig en grå, midaldrende kvinde, som under normale omstændigheder ikke ville have tiltrukket sig den mindste opmærksomhed, og som heller ikke ville have vakt nogen usømmelig interesse hos mandlige beskuere; da hun efter fotograferingen atter tog sløret på, spurgte man sig selv, hvorfor hun nu skulle gøre det? Det muslimske, religiøse påbud, som hun er blevet pålagt, har jo især sin begrundelse i, at hun f.eks. ved at vise sit hår, kunne vække urene følelser eller begæringer hos mænd – hvilket der næppe var fare for i dette tilfælde.

*

Som jeg nu sad i det tætpakkede lokale i banken i Dimona, kunne jeg på nærmeste hold betragte beduinkvindernes slør. Det dækkede hele deres legeme og hele ansigtet, så at kun øjnene kunne ses i den lille, smalle sprække, der var levnet, for at de kunne kigge ud derigennem.

Jeg bemærkede, at de begge havde store gyldne broderinger på det sorte silke og kunne ikke undgå at se, at de havde høje, sylespidse hæle på deres sko under den lange dragt. I øjensprækkerne så jeg, at kvindernes øjne var sortsminkede, og da den kvindelige bankassistent ved skranken bad den ene af beduinkvinderne om at løfte sløret, så at hun kunne forvisse sig om, at billedet på det fremlagte Id-kort svarede til personen, mener jeg at have set et glimt af undseelse: Denne kvinde følte sig ikke godt tilpas i den påbudte tilslørede tilstand! Hun rettede ustandseligt ved ansigtsdækket, der hele tiden forstyrrede hendes udsyn, og hun var i hele sin optræden en anden end den, som det religiøse påhæng ville gøre hende til…

*

FORSKELLEN PÅ ISLAMS SLØR OG DEN KRISTNE KVINDES HOVEDDÆKKE

Fra en dvd-serie med titlen ’Women in Ministry Silenced or Set Free’ (hvilken jeg har modtaget som en gave fra en venlig, kristen broder i Århus) har jeg bl.a. overværet, hvorledes den kvindelige prædikant, Cheryld Schatz fra Canada, uddyber dette emne. På et tidspunkt i den tre og en halv times undervisning (hvor jeg har lyttet til nogle – efter min ringe bedømmelse - ) mest hårrejsende fortolkninger af de bibelske tekster) fremviser prædikanten bl.a. et grønligt, stift og uhyggeligt udseende ’slør’ af den slags, som de muslimske kvinder tvinges til at bære i bl.a. de taliban-dominerede egne af Afghanistan. Cheryld Schatz har ret i, at det må være en tortur at skulle vandre rundt i denne religiøse rædselsklædning – men da hun ved afslutningen af sin gennemgang af 1.Korinterbrev det elvte kapitel (for bedre at kunne illustrere sin ’undervisning’) selv havde iført sig den gift-grønne ’fængselsdragt’ og nu afleverede sine sidste kommentarer bag sløret med den smalle, netbeklædte øjensprække, lader hun ane (sådan opfattede jeg det) at de kristne kvinder, der vil tage Bibelens undervisning om hoveddækket alvorligt, vil ende sådan…

Hvis dette virkelig er tilfældet, er det i sandhed afskrækkende udsigter, der her fremmales – og da bør ingen kristne kvinde eller mand tage hverken mine – eller andre lignende forklaringer på det samme Korinterbrevs påbud om hoveddække – alvorligt.

Imidlertid er forskellen på Koranens (og Muhammeds) og Bibelens (og apostlenes) overleveringer vedrørende denne sag som nat og dag. Ingen sammenligning er mulig – hverken med hensyn til den praktiske virkeliggørelse af påbuddet om sløret eller den lære, som er bag.

Ifølge den islamiske tradition fortælles bl.a., at Muhammed af engelen Gabriel fik forevist helvede. Her så han kvinder hængt op i håret over det buldrende bål. "Det var dem, der havde ladet fremmede se deres hår og derfor lagt op til utugt. Flammer stod ud af deres næsebor." (K.Bluitgen, Koranen og profeten, s.83, Høst og Søn).

Ny Testamente taler blot om kvindens slør som ’et myndighedstegn’ – med særligt henblik på den åndelige verden (1.Kor.11:10). Læren bag apostelens overlevering om hoveddækket har hverken med helvede, ild eller utugt at gøre, og der kan her kun være tale om et beskedent slør, der drages op over hovedet under bøn.

*

Det er vigtigt i den efterhånden omfattende debat om ’tørklædet’ med det samme at understrege dette punkt. Hvis ikke vil alle mulige besynderlige – ja perverterede – opfattelser om kvindens hoveddække figurere i folks bevidsthed. Både muslimernes, de ortodoks jødiske samt katolske og protestantiske ordensdragter – ja, visse frikirkelige former for praktisering af ’Hovedklædet’, er langt fra (ja, undertiden en direkte og ubehagelig forvrængning af) den bibelske overlevering. For oprigtigt troende mennesker er dette emne ikke forbundet med noget ubehageligt eller afskrækkende – og at sagen nu atter bringes på bane, bør ikke fremkalde billeder af ’uhyggelige gespenster fra fortiden’ eller ’halvglemte påbud’, som nu af konservative bibellærere ’hentes frem fra spøgelsesskabet’.

Det bør være muligt at belyse dette emne om ’tørklædet’ ud fra den bibelske overlevering, uden at alle lamper straks lyser rødt, og det må kunne godtages, at der fremlægges et skriftmæssigt syn på denne sag, uden at der med det samme høres ’advarsels-beep’ alle vegne fra. Det er nemlig ikke umuligt, at der en dag kan spores en dyster med tydelig baggrund for, at der straks høres indvendinger som denne: ’Om Islams tilslørede kvinder har vi hørt tilstrækkeligt, og om det muslimske hoveddække har vi læst og set så meget, at vi er blevet godt trætte deraf. Den blotte antydning af en bibelsk ’tørklæde-overlevering’, får os med det samme til at gyse.’

At der skulle foreligge ’en mørk og åndelig bevæggrund’ (for en sådan afvisende holdning) kunne være forbundet med, at sagen er så vigtig, at dybet på forhånd er bragt i kog. Afgrundskræfter har forudset, at et for dem yderst uvelkomment emne er ved at dukke op, og de har derfor bragt et sådant røre i vandene og bragt så megen smuds op til overfladen, at de fleste holder sig væk derfra. Det gælder ikke mindst de folk i den kristne menighed, der har åndeligt ansvar, og som burde bringe Guds lys og renhed ind i hele dette område. Her som i andre anliggender gør det samme princip sig gældende, at hvis sandheden ikke kommer til orde, vil løgnen have frit spil…

Imidlertid vil de, som i denne sag vover sig ud på de mere oprørte vande, og som seriøst søger at nå om bag ’tørklædets’ hemmelighed, blive indviet i overraskende opdagelser; de vil – til deres egen forbløffelse – blive ført ind i åndelige dimensioner, hvor det klart vil komme til syne, at de med det bibelske påbud om ’tørklædet’ har at gøre med en sag, der indebærer en læremæssig vigtighed af profetisk aktualitet.

 

DET FARLIGSTE PUNKT

Men det er ikke det hele!

På denne sejlads vil de også blive gjort opmærksomme på de farlige undergrundsskær, der lurer under overfladen, og som ikke kan ses med det blotte øje! Til deres forskrækkelse vil de opdage, at fordi de skjulte, skarpe skær aldrig blev afmærket, har de kostet deres trosfæller livet. Under de sorte vande ligger mange døde – og de, som slap levende fra det farlige dyb, blev slået halvt fordærvet i den frådende brænding; værkbrudne er de kravlet i land og har siden måttet henslæbe deres tilværelse bøjet under svaghed og svigtende helbred.

Ikke mindst med henblik på disse farer bør ’hemmeligheden bag sløret’ komme til hjælp. I det bibelske lys kan de truende steder afmærkes – og med ét kan der falde et forklarende skær over mange ubesvarede spørgsmål: Hvorfor må et så stort antal troende mænd og kvinder, som ved gudstjenester og møder søger frem for at modtage forbøn for sygdom og psykiske lidelser, gå uhjulpne bort? Eller (for at forankre flaget direkte over brændingens farligste punkt): Har det med ’tørklædet’ noget at gøre med apostelens ord: ’Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen’? (1.Kor.11:30)

I stedet for med det samme at blive irriteret og vred over en sådan antydet forbindelse mellem apostelens påbud om hoveddække – og så hans henvisning (i samme skriftafsnit) til de alvorlige konsekvenser, det kan få, hvis de troende undlader at administrere hans overleveringer på den foreskrevne måde (1.Kor.11:2) – vil det være mere korrekt at følge det gode eksempel, som fortælles om jøderne i Berøa: "De tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig Skrifterne, om dette forholdt sig således (Ap.G.17:11). At vise ’god vilje’ må i denne forbindelse kunne forstås sådan, at det bør betragtes som en glædelig meddelelse, om der kunne påvises konkrete årsager til pinefuld sygdom, psykisk svaghed og smertelige tab. Ja, at der endog kan bringes håb til dem, som lider, fordi der i samme forbindelse tales om, at ’ bedømme sig selv ret’ (1.Kor.11:31). Apostelen siger jo: "Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt." Han fortsætter: "Men når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden" (v.32).

*

Det med ’at tage imod ordet med god vilje’ er ikke mindst møntet på menighedens ansvarlige ledere. Om dem hedder det nemlig: "Så giv agt på jer selv og hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds Kirke, som Han købte med Sit eget blod’ (Ap.G.20:28).

Menighedens åndelige ledere ejer ikke den hjord, hvori Helligånden har sat dem. De er ’tilsynsmænd’ og skal som sådanne ’give agt på’, at flokken ikke bliver angrebet af forførelsens ulve. Samtidig skal de sørge for, at fårene ’får deres mad i rette tid’ (Matt.24:45); de må altså være opmærksomme på, hvad Helligånden siger til menigheden. "Salig er den tjener, som hans Herre, når Han kommer, finder i færd med at gøre sådan" (v.46). ’At vogte Guds Kirke, som Han købte med Sit eget blod’ indbefatter at vise ’god vilje’, hvis der kommer folk med et hjælpende og lægende budskab. Kanhænde de er sendt af ’overhyrden’ (1.Pet.5:4).

 

DER LYDER FODTRIN AF DEM, DER SKAL BEGRAVES

I mere end et årti lå en lille uanselig bog med titlen: "Når Kvinder bryder brødet’ stablet i en række store, lukkede kasser i et bælgmørkt kælderrum under et industrikompleks på Stamholmen i København. Budskabet i det lille 150-siders skrift berørte kort ’tørklædet’ men var mere koncentreret omkring kvindens stilling i menigheden. Der blev fra enkelte kirkelederes side advaret mod den lille bog, og advarslerne syntes at blive taget alvorligt; det så ud som om dette tilsyneladende ubetydelige skrift på forhånd var dømt til at blive overset og glemt.

Bogen blev udgivet af forlaget ’Fædrene’ i 1995, og det er mig, der har skrevet den. Det sidste punktum satte jeg i byen Kichinov i Moldavien under min lange rejse mod Jerusalem. En halv snes år senere fandt jeg det lille værk frem igen. Jeg havde da passeret Jerusalem og boede nu på syvende år i Israels ørken. Gode venner fortalte mig, at der var ’et eller andet’ ved det, som dengang blev skrevet, der nu måtte frem i lyset. "Kasserne skal op af kælderen," sagde de. "Der ligger noget dernede i mørket under Stamholmen, som Gud vil have sagt!"

Som jeg bladede i det lille, dårligt indbundne, kongeblå-farvede skrift, blev jeg klar over, at jeg sikkert selv bar noget af skylden for, at det ikke ligefrem blev en ’bestseller’; det trængte til en revision! Men emnet måtte forblive det samme. Blot ville den konflikt, som nu overalt kunne spores i det fænomen, som ligger bag bogens titel, tvinge mig til at lade spaden stikke dybere… og det i en jordbund der med årene ikke var blevet mindre stenet og hård.

Siden har jeg i mere end et år skrevet en række artikler på min hjemmeside – stadig under ’den glemte titel’, og det var under denne proces, at en ildevarslende sætning blev formuleret: "En snigende død fortsætter sin hærgen! Hvad er grunden til de mange friske grave i det kirkelige landskab?"

Jeg var på forhånd klar over, at folk afskrækkes ved ’det rabiate’, og hvis jeg ville gøre mig håb om, at en ny bog over det samme emne ikke skulle lide samme skæbne som den forrige og ende i kælderen under Stamholmen, så burde jeg nok afholde mig fra at sige sådan noget. Men jeg kunne ikke komme bort fra de ord, som apostelen Peter strengt henvendte til en kvinde i den første menighed i Jerusalem. Hun vidste intet om, at i de tre timer, hun havde været på indkøb, var hendes mand både død og begravet (som den første af menighedens medlemmer, hvis eneste konstaterede og nedskrevne dødsårsag er denne: ’Provokation mod Herrens Ånd’.) Da Safira (for det var kvindens navn) dukkede op, sagde apostelen Peter til hende: Hvorfor er I blevet enige om at udæske Herrens Ånd? Hør, der lyder fodtrin uden for døren af dem, der har begravet din mand; de skal også bære dig ud!" I samme øjeblik faldt hun om for hans fødder og udåndede… og hele menigheden og alle, som hørte det, blev grebet af stor frygt (Ap.G.5:9-11).

Når jeg nu siger: "Hør! Der lyder fodtrin udenfor døren af dem, der har begravet…" og de kommer nu for at bære andre væk, "så vil det næppe blive taget alvorligt! En sådan påstand vil straks blive afkrævet en omhyggelig og dokumenteret bevisførelse. Imidlertid har jeg ikke noget andet bevis end det, som en jødisk fåreavler fra Tekoa ved navn Amos (1:1) udtalte: "Løven brøler, hvem frygter da ikke? Gud Herren taler, hvem profeterer da ikke?" (3:8) Hvis nogen vil have en såkaldt ’rationalistisk bevisførelse’ og ’akademisk dokumentation’ for, om det er sandt (og hvad grundene mon kan være til) at mennesker kommer i chok og falder i afmagt ved et løvebrøl, da kan en sådan sikkert fremskaffes. (Det har noget at gøre med et kamphormon, som dannes i binyremarven og udløses under faresituationer.) Men brølet i sig selv må være nok til at overbevise alle tvivlere om, at det virkelig forholder sig sådan: Når en løve brøler, er den umiddelbare reaktion hos dem, der hører brølet, en følelse af frygt. Ja, om blot løven knurrer, er det (for dem, der står ubeskyttet lige over for den) i bogstaveligste forstand rædselsvækkende. Den samme umiddelbare reaktion forekommer hos de troende: "Når Herren taler, profeterer de." Vanskeligheden for den ikke-troende med hensyn til at acceptere det profetiske budskab, ligger imidlertid i, at han vel kan høre løven brøle og også tydeligt fornemmer adrenalinchokket ved lyden af dens snerren, men han kan ikke høre Herrens tale! Den del af den åndelige verden er lukket for ham – og eftersom han nu ikke selv kan høre Guds røst eller fornemme Helligåndens hvisken, vil han heller ikke være i stand til at godtage det profetiske budskab. Det er derfor til dels for døve ører, at også jeg taler, når jeg siger: "Jeg kan høre fodtrinnene af dem, der har begravet mange… og som nu kommer for at hente flere!" – "I tror det ikke," erklærer Jesus, "fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og Jeg kender dem, og de følger Mig!" (Johs.10:27)

Efter at have hentet den lille bog op fra den mørke kælder, tog jeg fat på arbejdet. Revisionen af bogen blev der imidlertid ikke meget af. Det lille blå skrift ville ikke lade sig korrigere! Hver gang jeg forsøgte at nærme mig den nu falmede tekst, krøb den sammenbidt tilbage og ville ikke tillade nogen ændringer. Til sidst opgav jeg og skrev da blot videre på mine hjemmesideartikler, der hurtigt tog en anden retning; de begyndte at stille skarpt på: ’Tørklædets betydning’. Et nyt univers åbnede sig, og jeg blev atter opmærksom på det urdyb af mørke, der bevæger sig under dette tilsyneladende betydningsløse emne. Langsomt – medens jeg i min ørken nedskrev artikel efter artikel (om denne for de fleste totalt ligegyldige sag) – gik det op for mig, hvilke onde, forførende og oprørske kræfter, der her er på spil. Samtidig indså jeg, at Den Almægtige, når Han dæmmer op for disse kræfter, fremdeles vil bruge samme fremgangsmåde, som Han en gang for alle har åbenbaret ’i Hans Søns evangelium’ ("For Gud er mit vidne," udbryder apostelen, idet han fortsætter: "Ham, som jeg yder hellig tjeneste i Hans Søns evangelium (Rom.1:9)).

 

DET SVAGE VÆRN ER STÆRKT

Lad mig forklare (idet jeg stadig holder mig ’tørklædets’ betydning for øje):

Efter at kong David i sin ottende salme er brudt ud i lovsang over Herrens storhed, og efter at han har beskrevet Guds almagt med ordene: "Du, som har bredt Din pragt ud på himlen," fortsætter han: "Af børns og spædes mund har du grundlagt Dig et værn mod Dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige" (Salme 8:1-3).

Guds fjender er ikke et par ubetydelige småfyrster i en afsides krog af rummet; de er mægtige herskere ’i luftens rige’ (Ef.2:2); Hans modstandere er også jordiske magthavere, der til sidst vil fremstå som enerådende Faraoer med ubegrænsede midler til deres rådighed. Deres motivation er ikke bygget på et par randbemærkninger i nogen tilfældigt nedskrevne linjer (hvor de omtaler deres vanvidsvisioner) men den er på forhånd omhyggeligt forklaret og vil fremover blive drevet af hævngerrige og onde viljer, som verden endnu ikke har set magen; det vil være tåbeligt at undervurdere disse hadefulde modstanderes magt, og hvis der nogen sinde skal rejses et værn mod sådanne mørkets magter, bør det være grundlagt på en overmagt, som ikke hører denne verden til…

Af den grund er det overraskende, at Gud Herren gennem David erklærer, at Han ’af børns og spædes mund har grundlagt’ et sådant værn, - ja, at dette tilsyneladende svage forsvar vil være i stand til ’at standse fjender og hævngerrige’.

*

Før apostelen tager fat på et omtale ’tørklædets’ betydning, bringer Han Kristus ind i billedet! Han siger: "Men det vil jeg, at I skal vide, at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved" (1.Kor.11:3). Hvis Ny Testamentes lære om ’tørklædets’ betydning, skal have nogen som helst berettigelse, må det være, fordi den indeholder en åbenbarelse af Kristus – og hvis Gud ’har udvalgt det, der er svagt for verden for at gøre det stærke til skamme’ (1.Kor.1:27), må det være, fordi ’det svage’ indeholder Kristi kraft. "For det for verden ringe og foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud. Men Ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning, for at, som der står skrevet, ’den der roser sig, skal rose sig af Herren’"(1.Kor.1:28-31).

Om jeg ikke tager fejl, vil ’tørklædet’ i den nærmeste fremtid få en større betydning, end nogen kan forestille sig. For tiden gærer spørgsmålet om kvindens hoveddække alle vegne (men som omtalt i en deform fremstilling gennem den muslimske forståelse: "Åh profet! Sig til dine koner og dine døtre, at de skal trække deres kappe (slør) over hele deres legeme" (Sura 33:59, Koranen)). Den kristne overlevering om tørklædet, der indeholder den ’visdom fra Gud, som fører både til retfærdighed, helliggørelse og forløsning’, vil brede sig for afsluttende at blive en del af det ’værn’, Gud rejser mod den Sodoma-ånd, der som en snavset flod strømmer ind alle vegne.