Historien om Johny Noer


 

Johny Noer, som i ungdomsoprørets år, 1968, blev kendt som en af hovedfigurerne bag bevægelsen ”Unge kristne”, er født d. 27. februar 1936 og er vokset op som en af ”stenbroens drenge” i krigsårenes hårdeste del af Vesterbro kvarteret, Saxogade – Istedgade, København. Hans forældre var på et tidspunkt indehavere af et lille ”Ismejeri” i den nu forsvundne ”Revaldsgade”, der, som Johny Noer selv fortæller det, ”var fyldt med stenkast, bandekrige, værnemagere og tyske soldater på orlov…”

”Blandt de mange halvglemte skikkelser fra disse besættelsens år, hvor luftalarm sirenerne hylede, og familien søgte ly under det solide spisebord, står en ung, mager student for mit indre blik”, fortæller Johny Noer. ”Han samlede et par gange om ugen ”gadens drenge” i sit lille kammer i et studenter – settlement for enden af Saxogade. Her gav han os ”revne gulerødder med sukker” og fortalte os om Jesus! Jeg vidste ikke, at hvad denne ukendte student (hvis navn jeg har glemt) plantede i mit drengehjerte skulle få betydning resten af mit liv…”

Familien flyttede til Østerbro, hvor Johny Noer – underligt nok – oplevede de første skoleår på Klostervængets skole ved Lersø parkallé sammen med den senere medstifter af Unge Kristne og medforfatter af debatbogen, ”Den lille Hvide”, Johannes Facius. De to drenge, hvoraf Johannes blev kaldt ”prædikantens søn”, (fordi hans far Svend Åge Facius, på det tidspunkt var menighedsforstander i det nu nedlagte ”Evangeliehus” på Trianglen i København), blev undervist af hovedstadens besynderligste lærerkollegium. Blandt disse var klasselærerne ”Larsen” og Åge Hansen, som drengene gav øgenavnene: ”Tosse Lars” og Rotten. Der blev imidlertid ”lagt en god bund” af lærdom, så at de to drenge senere over en årrække kunne redigere og udgive ”oprørsskriftet”: ”Ung Tro” og siden sammen med Rino Lange, lederen af ”operation Josua” bladet ”Ung Vin”.



 

”DET KA’ JEG LI’! ”SAGDE ULVEN”

Johny Noer blev student fra Aurehøj Statsgymnasium i Gentofte. Da han modtog den hvide hue af gymnasiets markante rektor, frk. Dickmuss, betragtede hun ham længe indgående, hvorefter hun satte huen på hans hoved med ordene: ”Det ku’ du ha’ gjort bedre!” Da Johny Noer kort efter gennem Venstres Pressebureau fik tilbud på en stilling som journalist elev på Kolding Folkeblad, overraskede han bladets redaktør, ”den gamle Ulv”, Vilhelm Behreus, ved øjeblikkelig at ta’ nattoget fra København til Kolding, hvor han stillede morgenfrisk på redaktionen. ”Det ka’ jeg li’!” – sagde Ulven og inviterede på morgenkaffe på Saxildhus. Johny Noer fortæller, at redaktøren ved kaffebordet iagttog ham og pludselig udbrød: ”Du ka’ bli’ en god journalist ... hvis du vil fatte dig i korthed!” Han skænkede mere kaffe op og tilføjede: ”Et billede taler mere end tusinde ord; et digt kan ryste en nation!”

Med den ”ordinationstale” begyndte Johny Noer den på det tidspunkt fireårige journalist uddannelse, der inkluderede den novemberdag i 1958, hvor han af redaktionschefen, den senere redaktør for Morsø Folkeblad og valgmenighedspræst, Lau Jørgensen, blev sendt til Apostolsk Højskole i Kolding, for at skrive et interview med den fransk-jødiske forfatter George Beneby. Det var under denne samtale, at jøden fra Paris pludselig udbrød: - ”Jeg har noget at sige dig; det er ikke til avisen. Det er til dig personligt!” Johny Noer lyttede forundret, da den franske forfatter fortsatte: ”Jesus lever i dag!”… ”Han sagde disse ord om Jesus som om, han lige havde talt med Ham”, fortæller Johny Noer. Jeg studerede ham nøje, mens han forklarede sig. Jeg iagttog hans hustru, Martha, og den svejtsiske tolk, Denise de Rougemont, - og jeg vidste, at han talte sandt! Der gik en bølge af håb igennem mig. Jeg huskede, at studenten fra Vesterbro havde sagt det samme. ”Hvis det er sandt, at Jesus er opstået fra de døde – og Han lever, så er der håb! tænkte jeg.”

Johny Noer har siden hen ofte erklæret, at han ikke betragter det som nogen tilfældighed, at det var en messiansk jøde, som førte ham til Kristus.

 

BEVÆGELSEN ”UNGE KRISTNE”

Efter at have arbejdet på Kristeligt Pressebureau i København, hvor han bl.a. redigerede kirkesiderne på fem store provinsaviser, begyndte han at rejse som tolk for engelsksprogede prædikanter. Han gennemførte sammen med den nu afdøde evangelist, Denis Clark, omfattende kampagner for bevægelsen ”Ungdom for Kristus”, der holdt vækkelsesmøder i Merkur-teateret og i Eliaskirkens krypt (i Vesterbro-præsten Georg Bartholdy´s tid). I slutningen af 60’erne blev bevægelsen ”Unge Kristne” startet. Johny Noer var på det tidspunkt menigheds forstander for apostolsk kirke i Lyngby og som sådan medlem af kirkens landsråd – men søgte og fik bevilget fritagelse for disse poster på grund af arbejdet blandt gadens unge. Bevægelsen købte og indrettede huset ”Soli Deo Gloria” (Gud alene æren!) i Knabrostræde 25, København, hvor han sammen med Johannes Facius, friskolelederen Ove Stage, forlagslederen Jørgen Virum Olesen, menighedslederen Kjeld Mikkelsen, den senere skibsreder Rino Lange og andre over en femårig periode gennemførte et solidt arbejde i Fristaden Christiania og i narkobæltet ved ”Projekt Hus” i København. I kølvandet på ”Soli Deo Gloria” – arbejdet fulgte forskellige menighedsdannelser i hovedstaden. Unge, som ”blev samlet op” fra Københavns narko verden, blev sendt til hjælpecentret ”Nørå” ved Braming, som blev ledet af Frede og Inger Jørgensen. Den smukke firlængede gård ”Pedersminde” udenfor Odense blev købt og indrettet til aktionsteamet ”operation Josua”, som med en snes unge rejste land og rige rundt og forkyndte evangeliet i kirker, skoler, forsamlingshuse i radio og på TV. Johny Noer var sammen med Jørgen Virum Olesen og andre medstifter af avisen ”udfordringen” og gav i bogen ”Disse unge kristne og deres hykleri” svar på tiltale med hensyn til de angreb, som bevægelsen blev udsat for i dagspressen.

Pressens vrede kan især føres tilbage til ”Den famøse nat”, hvor 120 unge mænd tilklistrede og tildækkede samtlige pornoforretningers vinduer fra Skagen til Gedser. Bag aktionen, som den tidlige morgenradioavis betegnede som ”udført med militær præcision”, og som endog fik et anerkendende ”nik” fra Paven i Rom, stod foruden ”grippene i huset” Hans Christian Neerskov, Leon Have, René Harzner, og andre…

 

DEN LANGE REJSE

Den 23. maj 1975 blev Johny Noer gift med Gisèle. De fire store børn, John, Charlotte, Phillip og Thomas havde mistet deres mor året forinden. En ”lillebror”, Peter, var kun to år gammel da han blev begravet i 1968. Florence, den ældste af de efterfølgende 12 børn, blev født på Amager i 1976 – og så begyndte ellers den lange rejse mod Jerusalem! Den 15. marts 1977 rullede de første beboelsesvogne af det ”træk”, som senere fik navnet ”PILGRIM CONVOY” over den dansk-tyske grænse – på vej mod Israel!



 

Gisèle, den dengang 23 årige unge kvinde fra den lille franske landsby, Quéré, i Bretagne, har i sit bidrag til bogen ”Pilgrim Convoy” (der udkom på forlaget Rhema i Horsens i slutningen af 80’erne) fortalt om sit syn på begrebet ”barnefødselen” (som det står beskrevet i 1. Timoteus 2 vers 9-15). ”Som ægtepar har vi troet på”, forklare hun, ”at vi med taknemmelighed skulle tage imod de børn, som Gud i sin nåde skænkede os!” Rent faktisk vil man være i stand til at kunne følge Pilgrim Convoyens rejserute gennem Vest - og Østeuropa ved at studere de 12 børn fødselsattester. På rejsen blev født Florence (inden afrejsen fra Danmark) – dernæst Mikaël, Benjamin, Daniel, Jonathan, Nathanaël, Natacha, Naphatali, Jemima, Ephraim, Susanne og Stephanie.

(Læs Gisèles kapitel: LILJEN, tryk HER)

Pilgrim Convoy erhvervede sig afdøde Johs. Büssmann’ firmastede ”stjernetelt”, som første gang blev rejst på Faste Batteri i København. Da konvojen efter nogle års evangelisationsindsats i Frankrig atter satte ind fra Danmark i december 1980, bragte den evangelisationsteltet med sig. Afrejsen skete dengang fra Esbjerg Havn, hvor den anseelige konvoj nu optog 200 m2 af englandsbåden ”Dana Regina”.

 

BUDSKABET AFKLARET

”Stjerneteltet” blev rejst i by efter by, og i samarbejde med lokale menigheder er der på den 25 år lange rejse blevet udført en evangelisk indsats, som (med Johny Noers ord): - ”kun evigheden kan forklare!” Ved ankomsten til Nürnberg i Tyskland blev Johny Noers profetiske budskab om ”de afsluttende tider”, afklaret. I ét år rejste konvojen omkring den by, hvor Adolf Hitler 50 år forinden havde gennemført de berygtede ”Nürnberg-love”, der cementerede vejen for det store Holocaust. I forbindelse med 50-års dagen for nazisternes love mod jøderne, arrangerede Johny Noer sammen med Den lutherske kirke og frikirkemenigheder fra egnen omkring Hersbrüch (hvor der under krigen var en koncentrationslejr) en syvdages konference på Hitlers ”Tempelplads”.

Den 9. april 1989 stod Johny Noer på taget af en evangelisk kirke på Lenin Boulevard no. 117 i Sortehavsbyen Varna og prædikede for en tusindtallig skare af troende fra Bulgarien. Hans tekst var Moses’ ord til Farao: ”Let my people go!” Efter mødet blev han arresteret, og kun ved daværende statsminister Poul Schlüters personlige hjælp sat i frihed. Konvojen blev udvist af det kommunistiske Bulgarien. Nøjagtigt syv måneder senere (på dagen) d. 9. november 1989 faldt muren i Berlin – og ”Moses’ ord til Farao” gik i opfyldelse!

Den danske Pilgrim Convoy blev indskibet i Odessa og ankom til Israel på den jødiske nytårsdag, ”Rosh Ha’ sanna”, i september 1995. Kort forinden havde Johny og Gisèle den sorg at miste deres ældste søn, John, som sammen med datteren Charlotte og hendes mand, Johannes Møller Pedersen, havde fortsat arbejdet med menighedsplantning i Ukraine og Moldavien.

I ét år arbejdede et filmteam fra den internationale TV kanal ”National Geographic” på at dreje en 52 minutters dokumentarfilm, som under titlen ”Journey to Jerusalem” siden er blevet vist i 61 nationer for 150 millioner mennesker, og som mere end 25 gange på alle tider af døgnet, er kommet på skærmen i Israel.



 

På filmen (som kan anskaffes hos Rhema Forlaget ved Johannes Muhlig i Horsens) vises bl.a. scener fra musicalen ”The Temple shall be built again”, som er skrevet af Johny Noer med musik af Signe Walsøe, og som udover forestillinger i Danmark, Tyskland og Frankrig er blevet forevist en snes gange i Israel.

I bogen ”Når kvinder bryder brødet”, (forlaget ”fædrene”, Stamholmen 71, 2650 Hvidovre) tager Johny Noer stilling til spørgsmålet ”Kvindelige præster”, som han anser som en opfyldelse af den nytestamentlige forudsigelse om ”Det store frafald” (2. Thessalonikerne 2 vers 1-8).

Efter i marts 2002 at have ført konvojen til dens endelige bestemmelsessted: Det sydligste punkt i ”Det ny Israel” (Ezekiel 47 vers 19 og 48 vers 28), hvor han ved Kong Salomons gamle ørkenfort ved den bibelske by ”Tamar” planlægger oprettelsen af en ”teltby”, blev Johny Noer syg. Han kom til København, hvor han blev opereret på Gentofte Sygehus – men er nu atter på rejse i forsøget på at få de kristne i nationerne til at forstå deres ansvar overfor Israel. ”Der findes kun en vej til fred i Mellemøsten”, hævder han, ”og det er ved opfyldelsen af apostlens ord”: - ”og således stifte fred” (Efeserne 2 vers 14-18).
 


Her kan du læse en artikel om Johny Noer fra Kristeligt Dagblad 2016 (pdf)