2019-01-16
 

STATSFORFØLGELSE AF KRISTNE KAN BESEJRES

Inden jeg i det følgende vil beskæftige mig med den voldsomme debat, som TV2-serien ’Guds Bedste Børnhar udløst, vil jeg et øjeblik dvæle ved de gode nyheder fra Bulgarien, som bevidner, at ’statsforfølgelse af kristne kan besejres’. Der er – mener jeg – brug for denne udfaldsvinkel, thi med de statslige reaktioner på den omtalte Tv2-serie, lurer en sådan statsmagtsforfølgelse af Danmarks troende i horisonten.

Kort før årsskiftet blev jeg af bulgarske kristne anmodet om at sende en nytårshilsen til de dristige borgerrettighedsforkæmpere, som i ugevis – ved voksende folkeforsamlinger – har protesteret foran det bulgarske parlament.

Denne sjældne demonstration har kraftigt manifesteret de evangelisk-protestantiske kristnes modstand mod den lov, som for tiden søges gennemført med en jernhånd, der meget minder om sovjettidens forfølgelser.

Ved juletid indtalte jeg derfor en videooptagelse af et nytårsbudskab, som i disse dage ses af tusinder i Bulgarien. Jeg talte på engelsk, og de få minutters tale er blevet udsendt med russisk undertekst. Her gengiver jeg Nytårsbudskabet til de bulgarske kristne på dansk:

 

LET MY PEOPLE GO!

I den videooptagelse, som jeg i december 2018 af de bulgarske kristne er blevet opfordret til at sende til alle landets evangeliske menigheder, gør jeg det klart, at der lever og ånder et profetisk udsagn bag de lovlige protester, som i de seneste uger har fundet sted over det ganske land. Dette udsagn lyder sådan: ’Let my people go!

Da vor danske pilgrimkonvoj brat måtte afslutte sin rejse gennem Bulgarien i 1989, skete det ved de kommunistiske myndigheders totalitære indgreb i Varna, hvor jeg selv blev arresteret og vor konvoj blev interneret, og mit rejsepas blev stemplet med påtegnelsen ’Persona non grata’!

Inden min sidste prædiken, som fandt sted fra taget af en lille evangelisk kirke på Lenin Boulevard, Varna, blev jeg af stedets politichef fremstillet for en dommer, som på det strengeste forbød mig atter offentligt at udtale Bibelens ord til Farao: "Let my people go!"

Ved det efterfølgende møde underskrev 4000 kristne to store skriftruller med præcis dette budskab til Bulgariens daværende præsident, Todor Zhivkov, og den sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov: "Let my people go!" – og politiet greb ind på stedet; få dage efter blev vor konvoj under streng bevogtning udvist af landet.

Et sådant Grundlovs-overgreb vil i dag ikke blive tolereret i noget land, som er medlem af det Europæiske Fællesskab – men er forsøgt atter at blive indført i Bulgarien ved de 10 nye lovbestemmelser, som er blevet behandlet i Bulgariens Parlament.

Da jeg i anledning af 25-året for Sovjetstyrets fald atter blev indbudt til at besøge de bulgarske evangelisk-protestantiske menigheder (som i dag er truet af den samme ’Farao’) anmodede jeg om, at to nye skriftruller blev udfærdiget med stort set den samme tekst. Udover frihedsråbet ’Let my people go’! havde disse to skriftruller imidlertid en profetisk tilføjelse, der henviste til apostelen Peters advarsel mod den ånd, der er beslægtet med byerne ’Sodoma og Gomorra, som Gud dømte til ødelæggelse, idet Han satte dem som et advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider (2.Pet.2:6).

Samtidig med, at det kontroversielle lovforslag for tiden søger at forbyde de evangelisk-protestantiske menigheder at uddanne deres egne åndelige ledere samt søger at hindre dem i at forsamles (ved at undergrave den konstitutionelle forsamlingsfrihed) – så søger det nye lovforslags 4. artikel at begrænse ytringsfriheden ved at forbyde en hvilken som helst bibelsk advarsel mod den gudløse ånd, der (som et eksempel) henviser til Sodoma!

Til dem, der fejlagtigt mener, at dette ’blot er en ubetydelig detalje’, vil jeg her sige, at de vil blive klogere med tiden. Jeg opfordrer derfor de bulgarske åndelige ledere til i det nye år at fortsætte frihedskampen med fornyet kraft. Det bliver en kamp mod fortidens røde spøgelser – men også en kamp mod de nye afgrundsmagter, der søger at overvælde en opvoksende generation med Sodomas synd.

Dette er den nytårstale, som jeg fik lov at holde for de bulgarske menigheder – og de meddeler mig nu den sidste vending i sagen, som kan berette om en stor nytårssejr for de kristne i Bulgarien. Herom er følgende at fortælle:

 

SYV PARAGRAFFER KASTET OVER BORD

De otte gadeprotester, som med en overvældende tilslutning har været gennemført foran parlamentet i Bulgarien, har nu fået sine konsekvenser. De røde lovgivere har måttet give efter for de manifestationer, som de protestantiske-evangeliske troende i Bulgarien iværksatte. Mens store skarer af kristne var i bøn uden for parlamentsbygningen, og lovsangen kunne høres i forsamlingssalen, så blev en afstemning blandt lovgiverne gennemført på parlamentets sidste arbejdsdag d. 21. december i 2018. En ny lovregulering af de evangeliske kristnes forhold trådte i kraft nytårsdag d. 1. januar 2019. (Nøjagtig som det sket i fjor, hvor en ny lov for frikirker uden for folkekirken trådte i kraft nytårsnat ved indgangen til 2018).

Det sovjetlignende lovforslag, som i Bulgarien først blev fremsat i oktober 2018, har på grund af den nationale protestbølge og det internationale pres fra Menneskerettighedsdomstolen i Strassburg lidt skibbrud. Syv diskriminerende og antikristelige paragraffer er blevet kastet overbord. Disse er følgende:

1. Staten kan ikke hindre de evangeliske kirker i at uddanne deres egne præster

2. Staten kan ikke forbyde evangeliske kirker i andre lande i at sende økonomisk hjælp til deres trosfæller i Bulgarien.

3. Staten kan ikke sætte nogen censur-begrænsninger på de evangeliske kirkers forkyndelse.

4. Staten kan ikke forbyde en liturgisk gudstjeneste, hvis den ikke finder sted i en af staten anerkendt bygning.

5. Staten kan ikke hindre evangelisk tjeneste og virksomhed, som ikke er af bulgarsk oprindelse.

6. Staten kan ikke fordre, at en kirkes virksomhed skal være understøttet af mindst 3000 medlemmer.

7. Staten kan ikke begrænse visse privilegier til grupper, som repræsenterer mindst en procent af befolkningen.

(Personligt har jeg bidt mærke i, at én af de bestemmelser, som de bulgarske lovgivere ikke ville kaste overbord, er den paragraf, som siger: ’Udlændinge, som medvirker til religiøs forkyndelse i Bulgarien, skal oplyse Direktoratet for religiøse anliggender om deres aktiviteter’).

Alt dette får mig til at vende blikket mod den aktuelle statsforfølgelse af danske kristne, hvis første skridt i det nye år synes at være:

 

MISINFORMATION

En af deltagerne i den heftigt debatterede TV2-dokumentation ’Guds Bedste Børn’ er den unge, danske evangelist, Torben Søndergaard, som jeg personligt betragter som en ildsjæl, der i sin nidkærhed for at forkynde evangeliet kan have gjort sig skyldig i de samme bitre fejltagelser, som jeg selv – i mine yngre dage – rodede mig ind i med hensyn til begrebet ’den radikale forkyndelse af evangeliet’.

Jeg tænker her ikke mindst på den mangel på indsigt og visdom, jeg havde i min omgang med medierne. Som uddannet journalist burde jeg have vidst bedre – men jeg var godtroende nok til at deltage i forskellige programmer og interviews uden at tage højde for, at der blandt pressefolk findes bladsmørere, skjulte kameraer og undercover-journalister, som man ikke kan stole på ’over en dørtærskel’.

Jeg – og andre med mig – har derfor fuld forståelse for, at Torben Søndergaard efter TV2-fremstillingen af bevægelsen ’The Last Reformation’ nu har stilet en klage til Lasse Bjerre, TV2, og dokumentarkompaniet om misinformation angående formålet med optagelserne.

Jeg ville have gjort det samme!

 

ET OVERGREB

Da Torben Søndergaard i sin tid skrev under på en kontrakt om en TV-dokumentar om bevægelsen ’The Last Reformation’ kunne han ikke i sin vildeste fantasi have forestillet sig, at han indgik i en hemmeligholdt, planlagt serie, hvor andre personer, som har været i offentlighedens kritiske søgelys (bl.a. en præst, som nu er dømt for seksuelle overgreb) skulle medvirke i samme dokumentar.

"Hvis jeg havde vidst dette, havde jeg ikke ønsket at medvirke," forklarer Torben Søndergaard. "Denne for mig ukendte motivation," fortsætter han, "ændrer hele fundamentet for den præsentation, som er blevet mig forelagt."

"Jeg er dybt rystet og chokeret over at TV2 på den måde har misbrugt både mig og andre kursister og medarbejdere i den viste TV-serie," skriver Torben Søndergaard i sin klage.

Følgende passus i klageskrivelsen, som søndag d. 6. januar kl. 16:00 blev afsendt til Pressenævnet, kan få betydning i et retsligt efterspil. Torben Søndergaard forklarer:

"Jeg klager (i min henvendelse til pressenævnet) videre over, at der blev brugt undercover-journalister, som meldte sig på et kursus og lod sig døbe. "Afsløringen (i TV-programmet) af, at journalisterne havde lavet optagelser med skjult kamera, fik flere af kursisterne til at bryde sammen i gråd," fortæller han og tilføjer: "De følte det i den grad som et overgreb…"

Torben Søndergaard omtaler TV-billerne af en dreng, som (angiveligt) ’tisser i bukserne af frygt’. Denne scene blev fremstillet, som om drengen var bange for dæmonuddrivelserne – men (forklarer Torben Søndergaard): "Han blev sur, fordi han ikke fik lov til at bade i dåbsbassinet…"

Om dette forhold (dæmonuddrivelsen) har jeg med disse linjer følgende kommentar fra Den Hellige Skrift:

 

FØR HAM HEN TIL MIG

Spørgsmålet er nu, hvad statens social- og børneminister i sagen om Torben Søndergaard vil stille op med det tilbagevendende emne om ’dæmonuddrivelse’. Kirken har gennem århundreder bygget sin lære om dette forhold på de mange eksempler i Ny Testamente på Jesu egen virksomhed. Eksemplarerne er ikke få, hvor Jesus personligt uddriver onde ånder – undertiden under så dramatiske omstændigheder, at de ville passe dårligt ind i en pæn folkekirkelig gudstjeneste.

"Herre, forbarm dig over min søn," siger en fortvivlet far til Jesus, idet han tilføjer: "Han er månesyg og lider meget; ofte falder han i ild og vand."

Jesus havde ikke samme ’navn’ for den omtalte plage. Han bad (med et bebrejdende ord vedrørende deres vantro) sine disciple om at bringe den stakkels dreng hen til sig. "Før ham herhen til mig," siger Jesus i den omtalte tekst (Matt.17:17). ’Så talte Jesus strengt til ham (drengen), og den onde ånd fór ud af ham, og drengen blev helbredt fra den samme time’.

Hvis denne begivenhed havde fundet sted i det velbjergede, danske velfærdssamfund i dag, så havde kirkeministeren og social- og børneministeren måttet gribe ind. Forskellige børneorganisationer ville have råbt vagt i gevær – og den store TV-offentlighed ville have reageret med forargelse og med tusind’ lærerbreve og digitale kommentarer forlangt, at ’den slags skræmmende, religiøs virksomhed blev stoppet…

Dette fører til mit første punkt i den lille analyse, som jeg her (ikke mindst på baggrund af de evangeliske kristnes storsejr over et statsligt motiveret angreb på bulgarske troende) vil sætte under lup.

(Det drejer sig om i alt tre velforberedte anslag, som øvrigheden og dens kirkelige medløbere vil iværksætte i det år, som nu ligger foran os):

1. Staten som lovovertræder

2. Frikirkernes pæne afstandstagen

3. Specialtropper mod danske, kristne hjem

Lad mig her starte med det første punkt:

 

STATEN SOM LOVOVERTRÆDER

Inden folketingets forhandlinger i 2016 om ’indskrænkelse af frihed for religiøs forkyndelse’, udtalte Løkke Rasmussen, at ’man var villig til at gå til kanten af, hvad grundloven tillader’. Dermed er det sagt! Det danske styre er så stærkt motiveret med hensyn til en begrænsning af trosfriheden, at der nu kun er én ting, som kan holde det tilbage – og det er grundlovens tydelige og umiskendelige påbud om trosfrihed, hvor dette ikke er til at misforstå.

Ifølge Danmarks Grundlov § 67 har borgerne ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Det store spørgsmål i disse dage, som indleder det nye år, er, hvor tæt på grundlovsteksten politikerne og regeringen tør sætte grænsen for, hvad de kan tillade sig, før de overskrider den tydeligt optrukne linjer, der betegnes som grundlovsovertrædelse.

De, der søger på at ’gå til kanten af det tilladelige’, vil (med hensyn til trosfriheden) i de kommende uger og dage blive stillet over for bl.a. det spørgsmål, om ’uddrivelse af dæmoner’ og ’helbredelse ved håndspålæggelse’ fremover skal forbydes ved lov i kongeriget Danmark.

Grundloven fordrer, at lovgiverne skal respektere – ja, understøtte (§ 4) og befordre den protestantiske, evangeliske lære, som den er blevet forkyndt af Martin Luther – og eftersom netop han var én af reformationens største og stærkeste forkyndere af den lære, at Bibelen er Guds Ord, så har folket dermed i den 4. bestemmelse af forfatningen afgjort denne sag én gang for alle.

De troende borgere i Danmark (som lever og ånder efter den overbevisning, at ’uddrivelse af onde ånder’ og ’helbredelse af syge ved håndspålæggelse’) har fremdeles borgerret til at forsamle sig for at ’holde gudstjeneste’ på den måde.

Ja, ikke kun har de som danske borgere ret til at ’uddrive onde ånder’ og ’helbrede de syge ved håndspålæggelse men staten bør yderligere tage højde for, at grundloven påbyder den (som lovgiver) at understøtte Luthers lære også på dette punkt.

Luther var ikke på noget tidspunkt uenig med Ny Testamentes missionsbefaling, som med Jesu egne ord befaler følgende: "Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver døbt, bliver frelst, men den, som er vantro, skal blive fordømt.

Jesu missionsbefaling fortsætter: "Disse tegn skal følge dem, der tror; i mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger… på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske" (Mark.16:18).

Hvis staten nu vil gå så langt i dens nidkærhed for at begrænse trosfriheden, at den vil forbyde de danske troende borgere at adlyde Jesu missionsbefaling, så vil den ikke blot overtræde grundlovens trosfrihedsparagraf – men den vil komme til at opleve, at enhver sand kristen vil nægte at efterleve dette nye påbud.

Grundloven siger ikke, at lovgiverne personligt skal have en sådan overbevisning – men den konstaterer, at det er folkets udtrykkelige vilje, som sort på hvidt erklærer, at enhver dansk borger har ret til at samle sig med andre trosfæller for at udøve denne gerning, og ingen statsembedsmand, minister eller politichef må hindre dem i at efterfølge dette sidste påbud af Herren Jesus Kristus.

De, som er af den opfattelse, at den slags ’gudsdyrkelse’ bør forbydes, er i deres gode ret til at have en sådan holdning. Før de kan udstede et forbud eller forsøge at retsforfølge de prædikanter, der adlyder deres Herres befaling, skal de ændre Danmarks Grundlov. Et forbud eller en anden form for hindring er i denne sag ikke kun ’at gå til kanten af loven’; det er en direkte overtrædelse af grundloven!

 

SPECIALTROPPER MOD DANSKE, KRISTNE HJEM

"Der er i Danmark brug for en særlig, national enhed (specialenhed), der kan holde styr på børns trivsel i de mest lukkede kristne miljøer i Danmark." Behovet for en sådan ’militant enhed’, der skal udrustes med specielle kompetencer, fremsættes af seniorkonsulent ved Børns Vilkår, Bente Boserup. "I dag er der simpelthen ikke nok viden på området," vurderer hun. "Det betyder, at det kan være svært for en kommune at gå ind og undersøge børnene," siger Bente Boserup efter at have set TV2-dokumentaren ’Guds Bedste Børn’ om lukkede kristne miljøer i Danmark.

"Der bør oprettes en selvstændig specialenhed, som alle kommuner kan bruge," slutter hun, idet hun tilføjer: "Her er vi nødt til at prøve lovgivningen helt ud til kanten."

Det vil med andre ord sige, at politikerne nu bliver direkte anmodet om at tage stilling til, hvorvidt den danske stat skal medvirke til, at der bliver uddannet specialtropper til at tage kampen op mod det fænomen, der betegnes som ’lukkede, kristne miljøer. Hvori disse ’miljøer’ består vides ikke – men det kan være kristne bofællesskaber, kristne menigheder, kristne uddannelsescentre – eller (hvad der er det i længden mest sandsynlige): ’Kristne hjem’.

Det nye slogan for denne moderne krigsførelse lyder sådan: "Vi prøver lovgivningen helt ud i kanten’. Hvad dette indebærer, kan kun fremtiden vise – men lynhurtige Tvangsflytninger af børn og brutale splittelser af kristne familier er desværre ikke noget ukendt begreb.

 

RETSSIKKERHEDEN KRÆNKES

At have til hensigt at ville (som det her siges): ’prøve loven indtil kanten’, kan forstås på flere måder – men det, der venter de kristne borgere, er, at grundlovens § 72, som siger, at ’boligen er ukrænkelig’ – og at ’der skal foreligge en retskendelse’ før politi og myndigheder kan trænge ind i en dansk borgers hjem – dette grundlovsværn fjernes!

En ’specialenhed’ (med særlige beføjelser) vil på stedet ophæve borgernes beskyttelse mod magtmisbrug. Det betryggende ved den danske grundlov, trækkes ’helt legalt’ med sådanne ’specialtropper’ (mod de kristne) væk under fødderne på alle danske familier og alle danske hjem.

Det hidtil nødvendige grundlag for berettiget mistanke lægges herefter i hænderne på en flok mere eller mindre ’pædagogiske pædagoger’. Den danske retsplejelov er imidlertid indrettet sådan, at den tager højde for virkelighedens verden.

Den nye specialenheds kontrollører er (set i virkelighedens perspektiv) et nyt magtapparat, som skal iværksættes mod kristne hjem og familier – og hvis en far og en mor ikke vil makke ret og beredvilligt lukke specialtropperne ind, så er denne nye indsatsgruppe forsynet med beføjelser (kompetencer), der bygger på anden lovgivning, som siger, at ’politiet yder, om nødvendigt, bistand (hvilket vil sige, at så slår betjentene døren ind).

Denne nye drejning i myndighedernes målbevidste krig mod de frikirkelige kristne menigheder og hjem rejser på stedet et retssikkerhedsmæssigt problem, som staten ikke skal have lov til at gennemføre uden at møde modstand.

 

FRIKIRKERNES PÆNE AFSTANDSTAGEN

I foromtale i december 2018 vedrørende TV2-dokumentarserien ’Guds bedste Børn’ har frikirkenets formand Tommy Jacobsen forsikret offentligheden om, at de frikirkelige bevægelser, som er omtalt i TV-serien (citat): ’aldrig ville kunne blive optaget som medlemmer i frikirkenet’.

Uden yderligere at ville kommentere denne holdning, som er lynsnar med hensyn til at rose bagmændene for TV-serien og lige så hurtig på aftrækkeren, når det drejer sig om at stemple samtlige deltagere i den kristendomsfjendske TV-smædekampagne – så bør det ikke glemmes, at frikirkenet på samme vis i hele 2018 har talt rosende om den ugudelige lov, som blev gennemført i Danmark nytårsnat for ét år siden – en lov, der dokumenteret kun har ét mål: At komme samtlige evangeliske frikirker i Danmark til livs!

Frikirkenet har aldrig med ét ord frasagt sig denne nye lovs livsfarlige definition af de evangelisk-kristne menigheder, der omtales som ’fællesskaber, der bygger deres tro på transcendentale magter’. Ej heller har Frikirkenet løftet røsten mod, at en ny statsideologi herefter kan bane sig vej ind i de danske evangeliske frikirkers gudstjenester.

Frikirkenet ses ikke på skanserne, hvor der dagligt kæmpes for trosfriheden som en medfødt borgerret! Frikirkenet vil derfor næppe effektivt modsætte sig enhver form for elektronisk registrering og kontrol med dets medlemmer. Frikirkenet har ikke med en stavelse frasagt sig lovens direkte og åbenlyse indførelse (i de frie menigheder) af en statslig ledelsesstruktur. Frikirkenet har ej heller på noget tidspunkt (med enhed og kraft) modsat sig det nu legaliserede statslige krav om, at frikirkernes forkyndere skal aflevere deres forpligtende underskrift på statslige dokumenter, der bl.a. fordrer ny indlæring af statens forståelse af betegnelsen ’seksuel orientering’.

Det er både forståeligt og nødvendigt, at et net af frikirker tager bladet fra munden, når og hvis der forekommer overgreb på børn – men faren for at være statens villige medløber, når det drejer sig om fremover at få smidt alle såkaldt ’radikale kristne’ i den samme kulsorte gryde ligger fra nu af indenfor rækkevidde. Frikirkenet vil derfor gøre sig selv og landets frie prædikanter og menigheder en stor tjeneste ved nøje at holde sig den 16. artikel i Den Augsburgske Bekendelse for øje. Den lyder sådan: "De kristne bør absolut adlyde deres øvrigheder og love, medmindre de fordrer, at man skal synde; da bør man nemlig adlyde Gud mere end mennesker (Ap.G.5:29).
 



2019-01-06
 

ÅRSSKIFTETS KNYTNÆVESLAG

Dronningen har afleveret sit nytårsbudskab, som sluttede med ordene: "GUD BEVARE DANMARK." Statsministeren har holdt sin nytårstale, som sluttede med ordene: "Godt nytår!"… og med disse linjer vil jeg driste mig til at nedfælde nogle tanker omkring den alvorlige nytårshilsen, som jeg (og andre med mig) aner ligger i luften, som et Helligåndens vidnesbyrd, der faktisk er (som man vil tro det eller ej) en direkte henvendelse til det danske folk…

Som jeg skriver disse linjer, flimrer de første billeder over skærmen fra 2. nytårsdags-ulykken på Storebæltsbroen med otte dræbte og seksten sårede. Med bedrøvelse og medleven har vi straks alle de kære familier i vore tanker, som på tærskelen til dette nye år har måttet tage afsked med deres elskede og nærmeste - og det er med gru vi lytter til de første øjenvidneberetninger om, hvad der skete i det passagertog, som pludselig - midt i stormvejret på den lange bro - oplevede at vinduerne blev knust ved, at en ukendt, mægtig genstand som et knytnæveslag ramte deres togvogn, og at et hav af ølkasser blev spredt ud over banelegemet.

Spørgsmålet meldte sig lynsnart i medierne: Hvem skal have skylden for, at et sådant ’knytnæveslag’ ramte dette passagertog på den kilometerlange bro over Storebælt? Det første søgelys er fejet ind over alle muligheder for menneskelige fejltagelser - men ind imellem løfter blikket sig mod himlen, og Gud bliver stillet til ansvar. Jesus giver svar på tiltale; han omtaler det ’knyttenæveslag’ som i Hans dage kastede et tårn i Siloam til jorden og rev 18 mennesker med sig i faldet.

"… hvad med de atten, som blev slået ihjel, da tårnet i Siloam faldt ned over dem?" spørger Han (Lukas 13:4). Jesus fortsætter: "Mener I, at de (disse atten) var mere skyldige end alle andre mennesker, som bor i Jerusalem?" (v.4) Han tilføjer: "Nej, siger Jeg jer, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme vis!" (v.5)

"Det, der her er sket," siger Jesus, "er et forvarsel!" – og hvis det skete er et forvarsel, indeholder det et budskab, og hvis dette forvarsel signalerer et budskab, så er det alt om at gøre, at der findes nogle budbringere, som kan viderebringe dette varsel – og hvis disse varselsmænd ikke tages alvorligt, så er ulykkens omfang en bitter realitet, der næppe kan undgås. Lad mig forklare:

 

SLANGEN ER BLEVET EN DRAGE

Tiden er inde til, at de hellige (og jeg viger ikke tilbage fra at bruge denne bibelske betegnelse på alle de oprigtigt troende, der er Herren Jesu Kristi sande tjenere og tjenerinder) bør træde frem – fast forankrede i Guds åbenbarede vilje – for at advare mod denne lovløshedens og frafaldets og anklagens time. Midt i den vidt udbredte politisk-åndelige konflikt er det nu (som aldrig før) øjeblikket til, at et troens folk rejser sig og forkynder det ord, som Guds gode Helligånd har betroet dem at viderebringe til dette forførelsens, løgnens og den onde folkebetvingers slægtled.

"Alt har sin stund," siger den vise kong Salomon. "Hver en ting under himlen har sin tid… tid til at tie og tid til at tale… tid til krig og tid til fred" (Præd.3:7-8). Vé den, som i denne uheldsvangre time siger, at ’det er tid til at tie’ og velsignet være den, som i krigens mørke skygge frasiger sig enhver mulighed for at slutte fred med alle slægters mest grusomme og nedrige udyr; det er i dette år tid til krig!

Hvad jeg her siger (og som med en overgivende og nedladende foragt vil blive forkastet af ’det sjælelige menneske’ (1.Kor.2:14-16), retfærdiggør netop den påstand, at det profetiske ord fra nu af har en gudgiven plads i al forkyndelse og enhver troens prædiken, som begrundes i Den Hellige Skrift! Intet er mere påtrængende, og intet giver en større hvile og åndelig gennemslagskraft end det inspirerede, profetiske budskab, som belærer Guds folk alle vegne om den tid vi nu lever i. Intet er et større værn mod folkeforførelsen, som er Satan, den gamle slange, der nu hastigt – til manges forfærdelse – vil vokse og blive til en ildspyende drage…

Den profetiske tale advarer de troende mod de begivenheder, som herefter faretruende vil dukke frem af tidstågen – men opmuntrer samtidig den retfærdige sjæl ved at vise ham og hende, at der er lys forude, og at Den Almægtige har alt under kontrol.

Denne ulykkestimes højeste kald er, at der midt i kældermørket eksisterer et lysets folk, der med et klartseende blik vandrer den smalle vej, der er blevet dem foreskrevet.

Den sørgelige kendsgerning, som de kaldede og udvalgte bør tage højde for, er, at den kristne menighed er som blind, hvad angår det profetiske ords betydning.

"Hvem er blind, om ikke min tjener, og døv som buddet, jeg sendte? Hvem er blind som min håndgangne mand blind som Herrens tjener?" (Es.42:19)

 

EN LILLE FLOK AF VARSELSMÆND

Hvis ’den kirkelige verden’ (både hvad angår folkekirken og landets frie forsamlinger) i det store og hele kun har foragt tilovers for ’det profetiske ord’ – da må de af Herrens tjenere, som netop dette forudsigelses budskab er blevet betroet – stå sammen i Ånden og støtter hinanden i den fælles opgave, som ikke er dens egen men som er Hans, der udsendte dem.

Lad mig i den forbindelse minde om profeten Daniel. Næppe har nogen som han været optaget af, hvad profeterne fra hans egen samfund udtalte. I stedet for arrogant at forkaste disse udsagn (som var betroet hans medtjenere fra hans egen generation) – så fordybede han sig i dem – ja, handlede på dem – og indtog på den måde sin egen retmæssige plads i den lille flok af varselsmænd, som indtil videre havde overlevet.

Bøjet over disse skrifter fortæller Daniel følgende: "Jeg, Daniel, lagde i Skrifterne mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til profeten Jeremias skulle ligge i grus, halvfjerdsindstyve år" (9:2). De ord, han læste, og som fik ham til at søge Guds Åsyn, og som åbnede for ham portfløjene ind til en forståelse af Jerusalems sidste dage, som ingen anden siden, har formået at skildre, er disse: "Så siger Herren: Når halvfjerdsindstyve år er gået for Babel, vil Jeg se til jer og på jer opfylde min forjættelse om at føre jer tilbage hertil (Jerusalem). Dette profetiske udsagn af profeten Jeremias, der blev en så afgørende betydning for profeten, fortsætter som følger: "Jeg ved, hvilke tanker Jeg tænker om jer, lyder det fra Herren, tanker om fred, og ikke om ulykke, at Jeg må give jer fremtid og håb" (29:10-11).

Netop denne kærlige tilgang med tilbud om fred og velsignelse er Guds evige holdning overfor en fortabt verden – men (og det er her, at vandene skilles) der er og forbliver en uigenkaldelig betingelse knyttet til denne løfterige forjættelse… og det er det evige påbud til alle syndere alle vegne, at de skal omvende sig.

"Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider," erklærer apostelen Paulus i sin store tale på Areopagus i Athen (Ap.G.17:19) – "men nu sender Han mennesker det budskab, at de alle vegne skal omvende sig" (v.30).

Dette, tror jeg, er det præcise nytårsbudskab, som Gud i sin nåde sender til det danske folk ved dette årsskifte.

 

NÅR VARSELSMÆND TRÆDER FREM

Natten til d. 20. dec. 2018 kom det ord (på forskellig vis) til mig; det lød sådan: "Med denne sidste måned er fristen ovre." Hvad der skjulte sig bag denne ’mørke meddelelse’ er mig ikke klart. Jeg ængstes for, at det har at gøre med vort lands fortsatte fremturen i lovløshed, og at det nye år sætter en grænse for, hvor langt vor nations styrende kan tillade sig at gå, før varselsmænd træder frem med den nytestamentlige påmindelse, som til sin menighed siger: "Heri ligger et varsel om Guds retfærdige dom, at I skal agtes værdige til Guds Rige, som I lider for – så sandt det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel" (2.Thess.1:5-6).

Vor tids lovgivere og de, som har ansvar for vort danske samfunds videre trivsel, lytter ikke gerne til det budskab, at ’de vil blive stillet til ansvar’ for deres gerninger…, at de ’vil blive gengældt’, hvad de har forøvet og formøblet – og ligegyldigt, hvor højt de parlamenterer og forsøger at overbevise sig selv og andre om, at ’evangeliet er lutter kærlighed’, og at der ikke er noget, der hedder ’gengældt’ i apostlenes lære, så vil de meget snart – i den allerførste begyndelse af det nye år (ængstes jeg for) – komme til at opleve, at deres frafaldsteologi ikke er bæredygtig

(Som en stilfærdig opmuntring bør jeg tilføje, at min søn, Jonathan, stod på perronen for d. 2. januar om morgenen at skulle stige om bord i ulykkestoget som ’passager nr. 132’ – men at han pludselig fik den indskydelse, at han skulle tage det tog, som gik 10 minutter senere. Da han sad i dette tog blev det pludselig beordret tilbage… thi da var den sørgelige ulykke sket. Gisèle og jeg beder for vor store børneflok hver dag – og Gud hører bøn!)

Dette får mig til at gå et skridt videre. Den anden mandag (af de to første hele uger i januar) fortsætter jeg kl. 19:00 den profetiske forkyndelse over Åbenbaringsbogen i menigheden Nyt Håb’s lokaler på Damhus Boulevard i Rødovre.

Der hviler (mener jeg) en krystal-glasklar luft over denne nytestamentlige profetis detaljerede gennemgang af ’de sidste ting’… især når den (som det nu er tilfældet) i den 6. sektion kommer til beskrivelsen af den (aldrig før sete) myndighedsadministration, som i 3½ år vil udgå fra Jerusalem, hele verdens hovedstad.

På et givet tidspunkt vil vilddyrets soldater stirre ned fra de nyopførte jerntårne, der inden for få dage bliver rejst i Messias-storstadens midte, og riflernes onde kikkertsigte vil pege på de arme sjæle (Åb.11:7), som har deltaget i det ’jernscepter-vidnesbyrd’, der i et tusinde to hundrede og tresindstyve dage er udgået fra Den Hellige Stad (11:3).

Men i de sidste dages morgengry

når de to profeter træder frem af natten,

så høres lovsang til Jesus på ny

- de helliges lovprisningsguld fra taksigelsesskatten

Det er disse vidner, som dukker op i den videre undervisning i NYT HÅB – kirken i Rødovre. Hvad på det seneste (i de tidligere sektioner) er blevet klargjort, er følgende:

 

DET ER DE TO OLIETRÆER

Det første, som siges om ’de to vidner’, er denne korte definition: ’Det er de to olietræer’ ((Åb.11:4). Idet vi (af al magt) fastholder denne første tydelige og klare, bibelske betegnelse (som har at gøre med ’olietræet’), vil vi nu søge at finde frem til, hvilken forklaring Bibelen kan give os med denne beskrivelse, som på dansk kun består af fem ord: "Det er de to olietræer."

Vi har gjort det klart, at apostelen i sit elvte kapitel i Romerbrevet kommer ind på, hvad der kunne ligge bag billedtalen om olietræet. Idet han henvender sig til de hedninger (ikke-jøder), der har taget imod Kristus som deres Herre og Frelser, udbryder han: "Du, som hører til et vildt oliventræ, er nu blevet indpodet blandt dem (de jødiske grene på det samme træ) – og sammen med dem fik du del i oliventræets rod med dens fede saft" (Rom.11:17).

Hvad vi her læser er en definition som ikke kan bortforklares, og som (ud af stor nødvendighed) bør være en ledetråd i vor søgen efter den sandhed, der (med apostolsk myndighed) er udtalt med henblik på ’de to vidner, der er to olietræer’, nemlig at disse to parter (de hedningekristne fra nationerne og de Jesus-troende jøder) sammen har del i den ’fede saft’, der kommer fra olietræets rod’. Det hedder jo om de her omtalte ikke-jøder fra nationerne, at de (da de modtog Kristus) ’blev indpodet ’iblandt dem’ (jøderne) og sammen med dem (Israels børn) fik del i oliventræet… (v.17).

Apostelen viger ikke fra dette billede! Han fastholder i det følgende denne højaktuelle åbenbarelse (som ingen andre har givet udtryk for med en sådan lidenskab og styrke som han), at ’det vilde olietræs grene’ (de vilde, formørkede hedninger) er blevet indpodet ’midt iblandt’ og ’sammen med’ det ædle oliventræs naturlige grene (hebræerne) og at disse to nu (på grund af deres fælles tro på Guds Søn, Jesus Kristus), får næring fra den samme oliventræs rod, hvis livssaft er så fed og rig på opstandelseskraft, at den tilsyneladende vil kulminere i de undergerninger og den autoritet, som udgår fra netop disse to parters fællestjeneste i de allersidste dages herlighedstjeneste fra Jerusalem!

Lyt derfor (i de kommende mandages forkyndelse) til, hvorledes apostelen lader denne sandhed runge, når han i det samme skriftafsnit (og ud fra det samme åbenbarelsesemne) erklærer: "Thi når du (som er hedning af fødsel) blev hugget af det vilde oliventræ, som du af naturen hører til, og imod naturens orden blev indpodet i et ædelt oliventræ, hvor meget snarere skal da ikke de andre indpodes i deres eget oliventræ, som de af naturen hører til" (Rom.11:24).

De to vidner har også fået følgende betegnelse:

 

DE TO MED OLIE SALVEDE

Profeten Zakarias beretter, at han har modtaget en mere fyldig forklaring på, hvad de to olietræer betyder. Når nu dette er tilfældet, da bør vi ikke søge andre steder hen for at finde ud af, hvad disse to olietræer står for. Det er jo ikke en sag af ringe betydning. Nej, det er en sag af overmåde stor betydning, fordi den handler om, hvad der skal ske i Jerusalem i en periode, hvor hele den vide jord er inddraget i de sidste dages voldsomme begivenheder, og når det nu drejer sig om forhold, der har global betydning, så kan vi regne med, at alle lande og alle folk vil blive berørt af det, som på det her nævnte tidspunkt sker i Jerusalem.

Derfor lytter vi (ved disse kommende møder, som alle lægges her på nettet) til profeten Zakarias – ja, vi mere end lytter, vi tager imod hvert et ord med den største alvor – og modtager det budskab, som her tales, idet vi giver nøje agt på apostelen Paulus’ vidnesbyrd. Han erklærer i sit første brev til Thessalonikerne, at ’dengang I modtog Guds Ord, som vi forkyndte, så tog I ikke imod det som menneskers ord, men som Guds Ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror" (1.Thess.2:13).

Det bør således betragtes som Den Almægtiges tale til os, når profeten skildrer det syn, som han så. "En engel spurgte mig," indleder han, "hvad skuer du?" Jeg svarede: "Jeg skuer, og se, der er en lysestage helt og holdent af guld – og et oliekar ovenpå og syv lamper og syv rør til lamperne" (Zak.4:1-2).

Zakarias fortsætter (og her vækkes vor opmærksomhed, for han berører i det følgende præcis det spørgsmål, som vi så ivrigt søger en forklaring på): "Desuden så jeg to olietræer ved siden af den, ét til højre, og ét andet til venstre for oliekarret. Jeg spurgte engelen, som talte med mig: Hvad betyder disse ting, Herre? Han svarede: Ved du ikke, hvad det betyder? Jeg sagde: Nej Herre!"

Ved dette svar giver englen yderligere to redegørelser. Den første er for os den vigtigste, fordi den går i detaljer med hensyn til nogle fremtidige begivenheder. Den anden forklaring er mere direkte og fastslår en kendsgerning, som ikke er til at komme udenom, og som kan tjene som en ledetråd i vort fortsatte forsøg på at finde ud af, hvem de to vidner er, som skal virke i Jerusalem i tre og et halvt år.

Vi lytter derfor først til ’forklaring nummer to’. Den, som uden omsvøb går lige til sagen, og som ikke tillader nogen misforståelse med hensyn til identificeringen af de to profeters tjeneste i Jerusalem.

Dialogen mellem Zakarias og englen fortsætter således: "Jeg spurgte ham: Hvad betyder de to olietræer dér til højre og til venstre for lysestagen? Han svarede: Ved du ikke, hvad de betyder? Jeg sagde: Nej, Herre! Så sagde han: Det er de to med olie salvede som står for al jordens Herre" (4:14).

 

DET UUDHOLDELIGE JERNSCEPTER

Lad os i de kommende mandagsmøder prøve ’at samle tankerne’.

Vort udgangspunkt i disse overvejelser er, at der i vor tekst står anført, at ’når de to vidner har aflagt hele deres vidnesbyrd’, så vil de sidste tiders ærkefjende af Guds Rige dukke op på scenen! Det vil – om vi forstår det ret – betyde, at den jernhårde (men guddommelige) administration fra Jerusalem ikke kan antastes, før den har fuldført sin opgave! Den fjendtlige anfører har (så vidt det fremgår af dette tekstafsnit) endnu ikke overtaget sit fulde, jordiske embede; han befinder sig (indtil dette øjeblik) på det sted, som i Bibelen kaldes ’afgrunden’ (engelsk: ’the pit’) – thi, der står skrevet, at ’dyret, der stiger op af afgrunden, skal føre krig mod dem’ (de to vidner og hele deres administration) og sejre over dem og dræbe dem…Åb.11:7).

At dyret (i sin fulde treenige magt) netop på rette tidspunkt (som jeg i den følgende undervisning vil søge nærmere at definere) ’siger op af afgrunden’ kan (i den synlige verden) være forårsaget af verdensmagternes desperation. Det jernscepter, der ved disse hellige ’regeringsoverhoveders’ frygtindgydende styre, udrækkes fra Jerusalem, er for den antikristelige verden så uudholdeligt, at alle afgrundens kræfter nu må sættes ind på at sætte en stopper for denne overmagt.

Hvad ligger der bag denne afsluttende ’Jerusalem-begivenhed’, og hvordan kan den forklares? Dette vil jeg i den følgende undervisning sætte fokus på, og det er mit håb og min bøn til Gud, at det efterfølgende vil give en klarere forståelse af både det nuværende og afsluttende, antikristelige virke, end vi endnu har begrebet. Den nye indfaldsvinkel er denne: Dyret er ikke kun én, ej heller to men tre – og kan faktisk betegnes som:

 

DYRETS TREENIGHED

Så vidt det kan forstås af Den Hellige Skrift, så er der i Åbenbaringsbogens fremstilling af dyrets virke tale om en underlig treenighed. Tre afspejlinger af det væsen synes at forekomme og kan i første omgang iagttages ud fra deres fremkomst.

Det første aspekt, som omtales, er ’dyret, der stiger op af afgrunden’ (11:7). Det andet aspekter ’dyret, der stiger op af havet’ (13:1) og det tredje aspekt er ’dyret, der stiger op af jorden’ (13:11).

’Det første dyr’ beskrives som den afgrundsmagt, der ’fører krig mod de to vidner og sejrer over dem og dræber dem’ (11:7).

Selvom Åbenbaringsbogens fremstilling af dyret er tredimensionalt, skulle det ikke være umuligt, at søge en forklaring på, hvori disse ’tre enheder’ består. At det vil være gavnligt at gøre et sådant forsøg er åbenbart, thi hvis det lykkes at nå frem til en sandhedserkendelse – altså en nærmere forståelse af ’dyrets treenighed’ – så vil det kunne føre til en større og mere klartseende oversigt med henblik på dyrets virke i de sidste dage – ja, det vil kunne afsløre nogle hovedpunkter i afgrundsmagternes djævelske strategi, hvilket vil kunne give Kristi kirke en fordel i kampen mod afslutningsdagens gudsfjendske kræfter. Må Gud i sin nåde hjælpe os at nå frem til en sådan forståelse.

’Det første dyr’, der nævnes, har øjensynlig den ene opgave ’at føre krig’ mod det absolutte styre, som i ’et tusinde to hundrede og tresindstyve dage udgår fra Jerusalem (11:3). Så vidt det fremgår af teksten, så kan denne krig først begynde, ’når de to profeter har aflagt hele deres vidnesbyrd’ (v.7). – Når det står betonet, at ’hele vidnesbyrdet’ skal aflægges, kan der ikke være tale om, at dyrets angreb på Jerusalem finder sted, når halvdelen af vidnesbyrdet (fra Den Hellige Stad) er gennemført. Den klare angivelse af tidspunktet (når de har aflagt hele deres vidnesbyrd) vil sige ’ved afslutningen af de et tusinde to hundrede og tresindstyve dage. Omkring dette tidspunkt (altså ved afslutningen af de 3 ½ år, der er blevet henlagt til antikrists rasen) sættes det afgørende angreb ind, og Jerusalem-styret besejres, og dets to ansvarlige mænd, som har stået for dette kongelige præstevælde, vil blive henrettet.
 


Klik her for at læse Pofetisk Journal fra 2018