2018-01-18

GIVER FÆRØERNE PAVEN RET?

De færøske ’oversættelseseksperter, som ved indgangen til det nye år bør bære det alvorlige og tunge ansvar for bibelselskabets seneste ’oversættelse’ af Ny Testamente, stiller sig med bibelværket ’Den Nye Aftale’ helt og fuldt på Pavens side i det af reformatorerne stærkt omstridte begreb, som kaldes ’nøglemagten’.

Med ’nøglemagten gives til kende, at Rom ’i sin forståelse af et ganske bestemt bibelafsnit i Ny Testamente anser sig selv som værende i besiddelse af den suveræne, guddommelige fuldmagt til at være Kristi kirkes eneste overhoved! Ifølge de katolske teologers lære tilkommer det ene og alene Paven i Rom at styre og lede Kristi menighed, hvor den end findes, og hvis nogen del af den globale kristenhed vil unddrage sig Pavens overherredømme, så søger de dermed at forstyrre den guddommelige orden; de prøver da kættersk at fratage Paven det mandat, som Bibelen (ifølge Roms lære) giver ham.

I det nu afsluttende reformationsår, hvor alverdens protestantiske menigheder fejrede reformatorernes endelige opgør med denne falske lære, har Det Færøske Bibelselskab (med udgivelsen af et Ny Testamente, hvor den præcise tekst, som siden Luther (d. 31. okt.1517) opslog sine 95 teser på statskirkedøren i Wittenberg, har været stridens æble, givet Paven ret!

I den nye færøske gengivelse er selve den nytestamentlige kærnetekst omkring hele denne 500årige kirkekamp blevet ’oversat’ til Pavens fulde tilfredshed; den følger til punkt og prikke Roms falske forståelse af Jesu ord om, på hvilken klippe Han bygger Sin kirke.

 

EN UBIBELSK BEKENDELSE

Den omstridte bibeltekst, som reformatorerne gik på bålet for at forsvare, er det afsnit i Mattæusevangeliets 16. kapitel, hvor Jesu discipel Simon Peter – inspireret af Helligånden – udbryder (som et svar på Jesu spørgsmål): "Du er Kristus, den levende Guds Søn" (16:17).

At vi kan være fuldt forvissede om, at netop denne stærke, ligefremme og frygtløse bekendelse var inspireret af Guds Helligånd, fremgår af Jesu umiddelbare reaktion. Han siger: "Salig er du, Simon, Jonas Søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader, som er i himlene" (v.17). Det vil på godt dansk (og færøsk) sige, at Jesu discipel, Simon (hvis far hed Jonas) som ved præcis den lejlighed fik givet navnet Peter (Petrus) tilsiges en velsignelse og et løfte, som rækker ud over hvad man ellers kan opnå i denne verden. Jesus udbryder: "Salig er du, Simon, thi det, du her bekender, har du ikke fået af noget menneske. Det er en åbenbaring, som kun kan modtages ’fra min fader, som er i himlen’ (v.17). Med andre ord: "Hvad du her giver udtryk for, Simon, har ikke i sin oprindelse her på jorden; det er ’en himmelsk bekendelse’… og i umiddelbar forlængelse af denne klare forklaring fortsætter Jesus (stadig henvendt til Simon): "Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil Jeg bygge Min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den!" (v.18)

Øjeblikket med denne stærke Helligåndsbekendelse (og den på stedet afgivne erklæring om den klippe, hvorpå Jesus vil bygge Sin kirke) er så intenst, at det ikke synes at ville ophøre; Jesus fortsætter stadig henvendt til Simon (som fra denne time kaldes Peter): "… og Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlene" (v.19-20).

I den netop udkomne færøske ’oversættelse’ af Ny Testamente, giver Det Færøske Bibelselskab Paven ret i, at han er den eneste, som retmæssigt er i besiddelse af disse nøgler.

 

HVEM AFLEVERES NØGLERNE TIL?

En så vældig og ophøjet fuldmagt kan imidlertid aldrig lægges i hænderne på noget menneske, som kun består af kød og blod… hvilket Jesus også tydeligt giver til kende, når Han i samme åndedrag og med hensyn til Simon Peters åndsbårne bekendelse erklærer: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig men min Fader, som er i Himlen" (v.17). Den såkaldte ’nøglemagt’ overgives derfor aldrig til nogen dødelig sjæl, som udelukkende er drevet af sine dødelige lyster – det være sig den mest populære præst, dybt ambitiøse provst, imponerende biskop eller magtfulde pave! Nej, denne overjordiske magt overdrages gennem alle slægter (og især ’i de sidste dage’) kun til den lille, efterstræbte og forfulgte skare, til hvem Den Almægtige Guds Søn siger: "Frygt ikke, du lille hjord! Thi jeres Fader har besluttet at give jer riget" (Luk.12:32).

Der eksisterer derfor – med henblik på den rette forståelse af det eneste sande indhold af dette storstilede løfte om ’nøglemagten’ – en nøje sammenhæng mellem ’Giveren’ og ’modtageren’ af det guddommelige tilsagn. Faderen afleverer kun nøglerne til dem, som allerede har modtaget den klippefaste åbenbarelse, hvorpå Kristi kirke skal bygges! Et hvilket som helst andet grundlag (som kirkens fundament) er således at betragte som den kødelige sjæls synkende sump og den fortabte menneskeslægts uanvendelige hængedynd.

Må Gud derfor give nåde til protestantismens sande børn – hvor de end findes – at de aldrig giver efter overfor Roms ubibelske fordring, at Paven (som en direkte efterfølger af Peter) er den eneste på denne syndige jord, der er i besiddelse af Himmerigets nøgler…

 

FÆRØ-OVERSÆTTELSEN UNDER LUP

Den græske grundtekst lader med hensyn til dette historiske (dybt debatterede) skriftafsnit tydeligt forstå, hvem de evige nøgler afleveres til. Bibeloversætterne har i tidernes løb stridt med forsøget på at gengive den oprindelige tekst så nøjagtig som mulig – og hele sagen kan (så vidt jeg kan se) efterhånden koges ned til forståelsen af anbringelsen af ét eneste ord i den omstridte sætning.

Problematikken indbyder altså til, at man tager de to seneste danske autoriserede oversættelser (af det omtalte skriftafsnit) – nærlæser dem – og sammenligner dem med grundtekstens formulering. Efter på den måde at have forsøgt at finde ud af, hvorudfra den rette bevisførelse kan fremlægges, bør den seneste færøske ’gengivelse’ sættes under lup… og til alles forfærdelse vil det (påstår jeg) kunne iagttages, at færø-oversætterne her har gjort sig skyldige i en historisk fejltagelse; med deres såkaldte ’nu-færøske gengivelse’ har udleveret ’Helligåndsnøglerne’ til Paven og dermed vist ringeagt for de reformationens martyrer, som uforfærdet gik på bålet for, at Roms falske forståelse aldrig noget sted burde godtages!

 

KIRKENS KLIPPEFASTE FUNDAMENT

Efter i det foregående at have henvist til to autoriserede, danske oversættelser af én af kirkehistoriens mest ’farlige’, bibelske sætninger – krig og blod og nådeløs forfølgelse har fulgt i dens dybe spor – så fremlægger jeg nu her en nøjere gengivelse af den græske grundtekst. Den lyder i sin saglige ordlyd lidt knudret – men indeholder et skærende skarpt lys, der ikke giver ’færø-oversættelserne’ den mindste accept af deres forvanskede ’oversættelse’.

Den oprindelige nytestamentlige tekst lyder nemlig som følger: "Nu Jeg, også, er sigende til dig…" (v.18). Det er klart, at en moderne oversættelse ikke kan følge denne tilsyneladende fremmedartede ordlyd – men det er ligeså afgjort, at (når det drejer sig om indholdet) – så må oversætterne gøre deres yderste for ikke at ramme ved siden af.

Af grundteksten fremgår (efter min ringe opfattelse) følgende: Ordet ’også’ har her fundet sin rette plads. Formuleringen ’Nu Jeg, også…’ stiller nemlig skarpt på, at det ikke er ’personen’, som det lille ord (’også’) henviser til. Der eksisterer i grundteksten ingen kommategn – men i gengivelsen af den græske fremstilling, har de ansvarlige sprogeksperter fundet det nødvendigt at isolere det lille, knivskarpe ord (’også’) med ikke mindre end to kommaer. De tillader altså ikke, at der opstår nogen mulighed for at vise tilbage til personen (altså Sønnen) – sådan som det desværre er tilfældet i den citerede -48 oversættelse (’Så siger også Jeg). Nej, den oprindelige bibeltekst reserverer det lille ’tveæggede Guds Ord’ (Hebr.4:12) til udelukkende at pege på selve den eksplosive sætnings farlige indhold. Dette indhold sigter kun på én ting – nemlig den omtalte sætnings indholdsmæssige åbenbarelse om Kristi menigheds Gudgivne fundament, som var og er og evigt forbliver den kristne kirkes eneste, klippefaste og urokkelige grundvold: Den åbenbarelse, som Faderen har givet Peter, og som Han fremdeles skænkes alle Kristi sande disciple!

Den sætning, som Færø-’oversætterne’ ikke blot snubler over, men slår sig halvt fordærvet ved (Matt.21:44) lyder altså i sin første, græske ordlyd (og forståelse) sådan: "Nu Jeg også er sigende til dig, at du er Petrus, og på den klippe (Faderens åbenbarelse, som blev dig givet) vil jeg (fremdeles) være byggende Min ecclesia" (v.18).

Hvad er det for en klippe, som Den opstandne Herre vil bygge Sin kirke på? Er det (som Paven hævder): Personen Peter? Eller er det (som reformatorerne hævder) den åbenbarelse, som Peters bekendelse indeholder? Det selvstændigt, isolerede ord ’også’ henviser i den græske tekst ikke til personen (’også Jeg siger dig’) – men til bekendelsens indhold (’det er en himmelsk åbenbarelse, som Min Far har givet dig…v.17) Dette understreges i det følgende:

 

MISVISENDE OG FALSK INTRODUKTION

Færøernes nye Ny Testamente ’Den nye Aftale’ afleverer som omtalt følgende ’oversættelse’ af det her omtalte, topaktuelle skriftafsnit: "Peter, Jonas Søn, du er velsignet. Det svar har du ikke fra mennesker. Det er min far i himlen, der har afsløret det for dig. Hør nu godt efter, hvad jeg siger, Peter. Dit navn betyder klippe, og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på…".

De sidste ord: ’Og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på’ må have fået alt i himlen og på jorden til at holde vejret. Vatikanets kardinaler må have rejst sig i et rungende bifald. Peterskirkens mægtige kuppel har næppe kunnet rumme deres jubel. Men Luther må have vendt sig i sin grav, og reformationens myrdede troshelte har grædt under det himmelske alter (Åb.6:9).

Ja, det er et spørgsmål, hvorvidt ’oversætterne’ af det færøske Ny Testamente selv har været klar over, i hvor høj grad de går Pavens ærinde med deres stærke, vedholdende fremstilling af personen Peter som værende kirkens grundvold.

Hvis færø-’oversætterne’ ikke har handlet bevidst, da må de have skrevet ’med ført hånd’ (tidsåndens indflydelse, Ef.2:2). Når de f.eks. lægger dette ord i munden på Jesus: ’Peter, Jonas søn’ – så er det ubestrideligt en fejlagtig gengivelse af grundteksten. Jesus bruger netop ordlyden: ’Simon, Jonas søn’, så ofte Han belærer om den nødvendige livsforvandling, som ved Faderens åbenbarelse finde sted i de menneskers liv, som Kristi kirke bygges på…

Med ordene ’Simon, Jonas søn’ præciserer Jesus netop, at Han dermed taler til Peters ’gamle menneske’… altså hans kødelige herkomst (’Jonas søn’) – ja, hans (med hensyn til Kristi kirke) ’værdiløse familietræ’ og for evigt ubrugelige ’jordiske stamtavle’.

Det er nemlig den velsignelse , som ved en himmelsk åbenbaring er givet til Simon (’salig er du, Simon’) at denne discipel udrustes med og kan tilegne sig den klippenatur, der vedkender sig navnet Peter (som betyder ’klippe’).

Eller for at sige det på en anden måde (og dermed frakende både Pave og færø-’oversætterne’ nogen som helst art til at indsætte Peter med sin gamle ’Simon-natur’ som kirkens grundvold) så har intet, hvad der nedarves fra den gamle ’Adams-natur’ nogen berettigelse i Guds Rige.


2018-01-12

DEN USYNLIGE VERDENS HERSKERE

En ting er, at folk har svært ved at forstå, at Gud har skabt alt det, vi med det blotte øje kan se. Men nu forlanger søndagens Ny Testamente bibeltekst, at både den jævne danske borger og hans politiske repræsentant blandt de styrende på Christiansborg skal indstille sig på (fra ’day one’ i 2018) at tage højde for alt det, han ikke kan se! Bibelteksten for den 1. søndag efter Helligtrekonger erklærer som en uomstødelig kendsgerning, at ’Gud i Kristus har skabt både det synlige og det usynlige’.

Den almindelige dansker, som læser sin avis, ser tv-journalen og holder sig så godt, han kan, underrettet på nettet om, hvad der sker i den store konkret-synlige verden, vil mange steder have det svært at begribe, at han nu – i det kommende usikre år – også skal holde øje med den usynlige verden – ja, at han ikke bør stille sig fuldstændig uforstående overfor præsten i kirken, der nu for alvor begynder at forklare, at det i virkeligheden er i den usynlige verden, at ’den usynlige Gud’ (v.15) bestemmer, hvorledes det i det kommende år skal gå hans familie, job, land og folk. Ikke sigtbare fjender er på vej…

"Den usynlige verden," forklarer apostelen i dagens (for adskillige ’overraskende’) tekst, er ikke ’den rene tåge’ eller ’en slags spøgelsesagtig, svævende eksistens’ – nej, i den verden, som ikke kan ses, og som er skjult for vore øjne, eksisterer trosengle, herskere, magter og myndigheder…’ (v.16); der er både orden og myndighed ’bag forhænget’.

Gudsordet erklærer, at menneskene over alt og til alle tider er omgivet af velordnede, usynlige kræfter. Disse er ikke neutrale! Nogle er gode, og andre er onde – og der er (på tærskelen til dette nye år) menneskefjendske, usynlige magter, som kun har ét i sinde: At ødelægge og tilintetgøre mennesker, familier, samfund, nationer – ja, den hele verden for dermed om muligt at bringe masserne til helvede og til evig fortabelse.

Imidlertid er der også i den usynlige verden en herskermagt, som i sin egenskab af Kristi Herredømme er på menneskenes side. Der er myriader af engle, som i denne time er på vej, for at (som Skriften siger): ’at komme dem til hjælp, som skal arve frelse’ (Hebr.1:18).

 

DE TING, MAN IKKE SER

Før jeg går videre med at forklare, hvor der i det kommende år kan forventes at ville manifestere sig – både af godt og ondt – fra den usynlige verden, vil det være på sin plads at gøre rede for Ny Testamentes definition på tro. Det er nemlig kun ved troen ’at vi fatter, at verden er blevet skabt ved Guds Ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se’ (Hebr.11:3).

Definitionen på troen gives som indledning til Ny Testamentes store ’troens kapitel’, der detaljeret fremhæver en anseelig skare af Bibelens troshelte, idet Hebræerbrevets forfatter nøje beskriver deres forskellige former for tro, men definitionen på tro gælder dem alle! Den lyder sådan: "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser…" (11:1).

Det vil sige, at ’et troende menneske’ lever sin tilværelse her på jorden i ’en fast tillid’ til Gud og i et håb, der (ved troens hemmelige kraft) strækker ud over den kolde, sorte grav – ja, den er ’en Gudgiven overbevisning om ting, man ikke ser’

Det sidste, ’at leve sit liv i en overbevisning om ting, man ikke ser’, vækker som oftest en vis overbærende foragt hos omgivelserne. De ryster på hovedet – ja, et helt samfund kan rent faktisk beslutte sig til at ’hjælpe disse arme troende medborgere på bedre tanker’! Både i lovgivningen og i hele undervisningssektoren (lige fra børnehavestadiet) arbejdes der i Danmark hårdt på, at få alle til at forstå, at det kun er den såkaldt ’videnskabelige verdensanskuelse’, der er den rette. Altså det menneskesyn, at kun den konkrete, synlige verden har betydning; den usynlige verden eksisterer (for verdens herskere) ikke! Den er et fantasifoster, som kun har skadelige virkninger.

Til dette svarer Ny Testamente i søndagens tekst (som prædikes over det ganske lande): ’Gud har skabt det synlige og det usynlige’ – og den største magt i den usynlige verden er Kristus, som er hovedet for kirken.

 

AT SKELNE MELLEM ONDT OG GODT

Søndagsteksten begynder med ordene: "I Ham (det er Kristus) har vi syndernes forladelse" (Kolos.1:14)… og om dette emne vil evigheden ikke slå til for i dybden at forklare, hvilken befriende nåde, der er at finde i den lille sætning. Hele verden vil ikke kunne rumme det gigantiske bibliotek af bøger (Johs.21:25), der fra millioner af fortabte syndere vil søge at gengive den dybe taknemlighed og lykkelige jubel, som dette ene bibelvers udløser.

Helt konkret betyder denne ene sætning, at hver eneste søgende sjæl, som måtte læse disse ord, fra dette øjeblik (på tærskelen til det nye år) – bør ’bøje sine knæ for Faderen’ (Ef.3:14) for af hjertet at sige Ham tak for, at alle fortidens synder, forbrydelser og overtrædelser – alle skjulte og åbenlyse misgerninger, blodtvættede overgreb, svindel og bedrag og gudsbespottelse er der tilgivelse for… "Det anklagende skyldbrev, som var imod os, er naglet til korset (Kolos.2:14). Al gammel syndegæld er ved Jesu blod bragt ud af verden!

Alt dette er (som det hedder afsluttende i den her omtalte tekst) for evigt og altid fjernet og bortrenset ’ved blodet på Hans kors’ (v.20).

Imidlertid tillader apostelen os ikke (hvor gerne vi end ville det) at dvæle længere ved denne velsignede sandhed – nej, Paulus (som er forfatteren til dette nytestamentlige brev til Kolossenserne) vender sig straks (og uden et øjebliks tøven) til det emne, som han i dette Skrift egentlig og frem for alt har på herte: Den usynlige verden! De skjulte fjender og deres mægtige besejrer. Det vil sige, at heller ikke evangeliets forkyndere (de hundredvis af præster, som i både folkekirken og blandt landets frikirker er sat til at tale Herrens Ord til et åndeligt fattigt og forvirret folk) har nogen tilladelse til udelukkende at beskæftige sig med det begreb, som i Hebræerbrevet benævnes som ’de første begyndelsesgrunde i Guds Ord’ (5:12). Ja, det er dem faktisk forbudt kun at forkynde ’børnelærdommen om Kristus’ (6:1). "I skal lede menigheden frem til de voksnes stade," hedder det, hvilket vil sige (som Hebræerbrevets forfatter udtrykker det) ’at få sanserne opøvet til at skelne mellem ondt og godt’ (5:14).

For at kunne forstå dette, er det nødvendig (tror jeg) at præcisere følgende:

 

VANTROEN SAT PÅ PLADS

Thomas var nok den af Jesu tolv apostle, som var mest vantro, når det drejede sig om ’den usynlige verden’. Da hans meddisciple efter Jesu død fortalte, at de havde set Herren, sagde han ligeud, at den historie troende han ikke på; "Lad mig se naglegabene i hans hænder og lad mig stikke min finger i det åbne sår i Hans side – så vil jeg tro på, hvad I fortæller. Ellers ikke!"

En uge senere var discipelflokken atter samlet på deres sædvanlige mødested. Dørene forsvarligt lukket – og pludselig ’stod Jesus i deres midte’. Uden et ord gik Han hen til Thomas og viste ham sine hænder og det dybe sår i sin side. Thomas forstod, at Kristus var opstanden – ja, at Han måtte have været usynligt tilstede, da Thomas ugen forinden erklærede sin vantro. "Vær ikke vantro men troende," sagde Jesus.

Thomas bøjede sig. "Min Herre og min Gud," udbrød han (Johs.20:24-28).

Ikke så få vil allerede i begyndelsen af det nye år (tror jeg) få deres vantro sat på plads. ’Den usynlige’ vil åbenbare sig. Hans modstander, djævelen, kan kun være usynligt tilstede ét sted ad gangen – men Jesus er med Sin Ånd allestedsnærværende – ja, Han bøjer sig i dette øjeblik over skulderen på den søgende sjæl, som læser disse linjer og siger (som altid): "Frygt ikke, Jeg er med dig!"

 

MODSTANDEREN

For nogen tid hørte jeg om en mand, der sagde til sin præst, at han ’ikke troede på, at djævelen eksisterer’. Præsten svarede: "Besynderligt! Hans forretning går udmærket; den arbejder i døgndrift over hele verden!"

Djævelen, Lucifer, Den onde, den såkaldt ’åndelige hersker i Luftens Rige’, optræder mere ofte i Bibelen, end folk forestiller sig. Han forsøgte at friste Kong David (1. Krøn.21:1) og han anklagede ypperstepræsten Josva (Zak.3:1-2). I Jobs Bog lukkes der i de første kapitler op for den her omtalte usynlige verden. Forhænget trækkes med ét til side, og vi ser til vor overraskelse, at Satan (med en mærkelig mørk manér) træder frem for Guds trone sammen med en større skare af ’gudesonner’.

I en nylig af Det danske Bibelselskab udgivne ’oversættelse’ af Jobs Bog med den rammende titel: ’Det er din egen skyld’, fortælles på de første sider om denne konfrontation på højeste plan i den usynlige verden.

"Hvor har du været," spørger Gud, og Satan svarer: "Jeg har haft travlt med at patruljere på jorden." – "Så har du vel lagt mærke til Job?" siger Gud… (2:1-3) og dermed begynder Den Onde at afsløre sig selv! Han er – som den hebraiske betydning af navnet antyder, - en modstander! Og det må i denne onde verden betragtes som den største godtroenhed og naivitet, hvis nogen fortsat vandrer rundt i den forvildelse, at mennesket ikke har en usynlig modstander! Hans hovedstrategi består imidlertid i at forblive usynlig. Han bilder folk ind, at han ’ikke er til’. Og de fleste tror på den historie…

 

DE SYV GARANTIER

Det våben, som de troende alle vegne kan bruge over for denne modbydelige, mørke modstander, som i al evighed ikke vil menneskene noget godt, er ikke mindst den nøgle, som apostelen lægger i hænderne på de betrængte og forfulgte – ja, alt for ofte nedbøjede ofre for djævelens angreb. Nøglen er bl.a. det skriftord, der lyder sådan: "Vi ser ikke på det synlige – men på det usynlige; det synlige varer jo kun til en tid, det usynlige varer evigt" (2.Kor.4:18).

Med disse ord gør apostelen opmærksom på, at i den usynlige verden er der ikke kun onde, djævelske kræfter på spil. Han, som har den suveræne magt både i den synlige og usynlige verden, er den opstandne Guds Søn, Jesus Kristus fra Nazaret.

For at vi kan være helt sikre på, at der eksisterer en usynlig overmagt, som står på lysets og hjælpens side, og som ikke et øjeblik overlader de troende til deres egen sørgelige skæbne, kan apostelen ikke ophøre med at beskrive denne godhedens og barmhjertighedens evige, suveræne hersker.

Han optegner ikke mindre end syv solide garantier på, at Han, Jesus Kristus, Guds opstandne Søn, har det fulde herredømme både i den synlige og i den usynlige verden.

For det første er Han ’den usynlige Guds billede (v.15). På Hans jordiske vandring beviste Han, at Han havde al magt over død og sygdom, synd og fortabelse.

For det andet er Han ’første født forud for al skabelsen’ (v.15), hvilket vil sige, at før de første to mennesker styrtede hele menneskeslægten i ulykke og fald – så var Han (hele verdens eneste håb og frelser) allerede til stede med Sin evige frelsesplan. Han var (som det hedder): ’fortid for det hele’ – og er altså ikke kommet for sent i kampen mod det onde… (hvilket antyder, at Han heller ikke i den aktuelle situation, hvor der fra massernes dyb kaldes på Han hjælp, kommer for sent).

For det tredje er ’alt skabt ved Ham og til Ham’ (v.16) – et mesterværk af liv, som helt og holdent er Hans, og som Han ikke på noget tidspunkt vil overlade til Sin ærkefjende, den gamle slange, djævelen.

For det fjerde betoner apostelen, at ’alt består ved Ham’, hvilket er ensbetydende med, at al form for eksistens vil falde sammen som et korthus, dersom ’dets bestående ikke længere blev opretholdt ved Hans Ord.

For det femte er Han ’begyndelsen’… for at Han skulle være den ypperste iblandt alle.

For det sjette har Gud besluttet, ’at hele fylden’ skal bo i Ham’. Det vil sige hele guddomsfylden… hvilket atter betyder, at al ondskabsfuld modstand i åndens rige ikke kun står over for Sønnens absolutte enevælde – nej, den konfronteres med hele Guds fylde, hvilket vil sige Den treenige Guds skaber- og herskermagt!

For det syvende og sidste er Han (Jesus Kristus) hovedet for legemet, kirken. Ved denne formulering opnår apostelen at undgå enhver fejlopfattelse, når han taler om Guds kirke! Den var, er og forbliver det legeme af genfødte kristne, som i denne sidste tid vil blive samlet i et legeme ved en omfattende åndsudgydelse.

Hvad er det samlende midtpunkt – det centrale element – som er i stand til at forene alt det spredte og usammenhængende i Kristi kirke? "Det er," erklærer apostelen, "blodet på Hans kors…!" (Kolos.1:20), og det er med bedrøvelse, at de troende må konstatere, at den nye færøske oversættelse af Ny Testamente i netop det skriftvers søger at undgå at nævne blodet. Hvor dette sker, er slaget i den usynlige verden tabt på forhånd. Grundtekstens ord ’ved Hans blod på korset’ søges erstattet med ’oversættelsen: ’Da Jesu døde på korset’ (Kol.1:20); de, som tør hævde, at dette er ligegyldigt – ’meningen er det samme’, har ingen anelse om, hvilken magt Jesu blod har i den usynlige verden.


Klik her for at læse Pofetisk Journal fra 2017