2018-05-
17
 

AFSLUTNINGSTIDENS NYE TJENESTE

Som nattens vægtere forbereder sig til at vandre den sidste rundgang på Jerusalems mure, så forbereder Den opstandne Herre sine tjenere på alle vegne at modtage åbenbarelsen for de afsluttende tider. Alt, hvad seerne har skuet gennem slægterne, er for intet at regne mod de gåder og hemmeligholdte begivenheder, som nu vil blive afdækket. De, som er kaldet til denne sidste sendelse, bør fra nu af indvie sig til en ny form for tjeneste – og til at vandre en vej, som ingen har gået før. Lad mig forklare:

"Nu kommer jeg til syn og åbenbaringer fra Herren," fortæller Paulus i sin anden skrivelse til Korinthermenigheden; det vil sige, at ikke blot findes der et normalt (altså ikke et ekstremt) bibelsk begreb, som kaldes ’syner og åbenbaringer’. Hvis der nemlig er noget, som der er brug for i vor truede tidsperiode – disse afsluttende bibelsk forudsagte dage – så er det (for de troendes vedkommende) ’syner og åbenbaringer’… (2.Kor.12:1).

Der tales altså her om mange syner’ (flertal) og ’mange åbenbaringer’ (ikke i ental) så det må heraf som en opmuntring kunne udledes, at Herren ikke vil holde tilbage med hensyn til (villigt, imødekommende) at vise sine tjenere, hvad der skal ske ’om kort tid’ (norsk).

Af den grund tør vi komme med stor forventning til Herrens nådes trone for dér at modtage den nødvendige indsigt for dagen og vejen. Tiderne er onde, og rovdyr lurer alle vegne – og det er øjeblikket, hvor de store, himmelske domsprotokoller åbnes. Må Herren vise os nåde og barmhjertighed!

Når det hedder: "Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav Ham," så har det for adskillige været et dybtborende spørgsmål, hvordan dette ord ’som Gud gav Ham’ skal forstås? Er det ikke en evig, uforanderlig og velsignet kendsgerning (spørger disse bibellærde fortsat søgende menneskebørn), ’at Sønnen og Faderen er ét? Og vil det ikke dermed sige (fortsætter de) at der næppe findes nogen begivenhed med hensyn til ’de sidste ting’, som Sønnen ikke ved besked om? Han ved, hvad Faderen ved, thi Han og Faderen er og forbliver i evighedernes evigheder ét…

Spørgsmålet er imidlertid så centralt, at vi i denne hovedsag (meddelelsen af ’åbenbaringen’ – den sidste bog i Ny Testamente) ikke må gå vild. Det er absolut afgørende, at vi modtager ’åbenbaringen om de sidste dage’ på samme måde, som Sønnen modtager (eller ’bliver givet’) en altomfattende viden om disse ting – ja, på nøjagtig samme inderlige måde, som Han igen ’viser sine tjenere, hvad der snart skal ske’! (Åb.1:1)

 

DEN LIVSVIGTIGE LÆRE

"Først midt under festen," fortæller Johannes, "gik Jesus op på tempelpladsen og begyndte at undervise" (Johs.7:14-16). Jøderne undrede sig og sagde: "Hvordan kan han have forstand på Skriften, når Han ikke er oplært i den?" Jesus svarede dem: "Min lære er ikke min egen, men Hans, som sendte mig" (v.14-16).

…når Jesus her erklærer, at Hans lære ’ikke er Hans egen’, vil det dermed sige (og kan, så vidt jeg kan se, kun forstås sådan), at Sønnen her ’er blevet givet noget’, som alene kommer fra Faderen…

Denne korte beretning fra Ny Testamente har – mener jeg – en overordnet betydning, når det drejer sig om (som det hedder): ’at have forstand på Skriften’ – især når det drejer sig om profeternes tale om de sidste dage. Det budskab, som i denne forbindelse betros de af Herrens tjenere, som er udpeget dertil, må med henblik på de voldsomme begivenheder, som meget, meget snart vil finde sted, være pinligt nøjagtige. Mange menneskers skæbne (flugt, skjul samt udsendelse og udsættelse af dødsensfarlige opgaver) er afhængige af, at de får ordentlig og absolut klar besked. Derfor fortsætter Jesus med ordene: "Den, der vil gøre Hans vilje, skal erkende, om min lære er af Gud, eller om jeg taler af mig selv" (v.17).

(Af samme grund må jeg her indstændigt advare mod den fejlagtige opfattelse, at ’læren’ ikke er så nødvendig! "Hvad det drejer sig om er ene og alene at forkynde evangeliet," hævdes det – og ’en brændende iver efter at vinde sjæle for Kristus kunne anes i denne holdning – men når Jesus her (om sin egen tjeneste) erklærer: "Min lære er ikke min egen, men Hans, som sendte mig," kan der ikke være to meninger om, at Jesus (og hans efterfølgere) er betroet en lære, som er evighedsvigtig for Kristi menighed og livsnødvendig for Hans udsendinge. Lad derfor ingen i de kommende dage foragte eller afvise dem, som er udsendt – ikke kun for at prædike og døbe og uddrive de mest ondskabsfulde, kønsvildfarne ånder – men for at lære Kristi menighed om de sidste ting.

 

VILDFARNE LAM OG RASENDE ULVE

Nationerne vil nemlig inden for overraskende kort tid blive oversvømmet med falske lærere, som ud fra de profetiske Skrifter endog – med smiger og drevet af pengegriskhed – vil søge at lede nogle af denne verdens mægtige på afveje. Folk i høje stillinger vil falde på næsen for disse bedragere.

"Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild," siger Jesus (Matt.24:11)… og blandt disse ’mange vildførte er desværre også mange nyomvendte, som med glæde og taknemlighed greb frelsens budskab, men som kort efter (som vildfarne lam) blev ofre for et rasende, glubsk ulvekobbel af falske undervisere.

"Vi skal blot fortælle de mange nye disciple, at de af hele deres hjerte skal søge at gøre Guds vilje," siges der. Hertil svarer Jesus: "Den, der vil gøre Hans (Faderens) vilje, skal erkende, om min lære er af Gud" (Johs.7:28). Han forsætter: "Den, der taler af sig selv, søger sin egen ære. Men den, der søger Hans ære, som har sendt ham, han er sanddru, og der er ingen uret hos ham(v.26). Dette er en formaning til de mange nye sjælevindere, som ikke fatter lærens beskyttende betydning!

Som den store ’apokalypse’ (Åbenbaringsbogen) står for at blive åbnet, og århundredgamle forseglinger nu endelig skal brydes, ’så står profeternes tale så meget mere fast for os’ (erklærer apostelen Peter… 2.Pet.1:19). Han fortsætter (og her må de ny-udkaldte høstfolk ikke vende det døve øre til): ’Den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter." Han slutter: "Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogensinde lydt i kraft af menneskers vilje, men drevet af Helligånden, har mennesker sagt det, der kom fra Gud" (v.21).

Hvad dette indebærer, vil jeg i det følgende give en nærmere forklaring på… og dermed står det fast, at ingen bagefter kan sige: "Dette vidste jeg ikke noget om. Om dette har ingen fortalt mig. Aldrig har jeg hørt nogen forklare disse ting…

 

ET VIGTIGT DOKUMENT

Grundlovens trosfrihedsparagraf bør ikke udsættes for nogen form for ’evolution’. Dens udprægede, fornemme standardkvalitet består i, at den ikke behøver ’at udvikle sig’; den kan ikke gøres bedre! Med få ord siger den, hvad ’borgerne har ret til’… og netop dette er mit emne, når jeg her henviser til mit seneste indlæg på ’grundlovssiden’, som bringes under titlen: ’Historisk lovovertrædelse’. Jeg vil her bede jer alle om omhyggeligt at læse denne artikel, som har kostet mig en del arbejde – og som jeg anser vor et vigtigt dokument i vor kamp mod statens overgreb.

Grundlovens indhold, der med respekt omtaler de troendes overbevisning, kan (tror jeg)

Endog være en inspiration for de af landets troende borgere, som desværre fortsat og stadigt mener, at ’den slags borgerlige forhold’ behøver de kristne ikke at beskæftige sig med’; de bør ikke (siger man) ’holde øje’ med den politiske magts overgreb, ej heller sige at ’holde igen’ på lovløshedens uhæmmede overfald på en opvoksende tro (hvilket er i strid med apostelens formaning i 2. Thess.2:6-7).

Lad mig her yderligere forklare, hvad min hensigt er med den omtalte artikel på grundlovssiden:

I den omtalte artikel ’Historisk Lovovertrædelse (på grundlovssiden) søger jeg at stille skarpt på det forhold, at før denne grundlovspåbudte løfteparagraf forfatningsmæssigt er blevet drøftet og ’ordnet’, kan der i sagen om de danske, evangeliske frikirker og de jødiske troende borgere ikke lovgives på det niveau, som grundloven angiver.

Den danske forfatnings 67. bestemmelse har som sagt ikke brug for at blive ’normaliseret’ (eller ’moderniseret’). Den taler med klar røst om borgernes medfødte ret til at organisere sig med deres trosfæller for på bedste måde og i fuldkommen frihed at kunne følge deres egen samvittighed og religiøse overbevisning.

Denne 67. trosparagraf er beskyttet af den højeste rets garanti i Danmark og er i døgnets 24 timer vort sidste værn mod den offensiv fra lovgivernes side, som siden nytårsmorgen 2018 søger at underminere den danske forfatnings 3. bestemmelse, at en tredeling af statsmagten begrænser den verdslige øvrigheds indflydelse. Hvis de politiske magthavere i deres ligestillingsiver med dette sidste midnatslovs-initiativ forgriber sig på ’anderledes tænkende’ uden for landets nationalkirke, så vil de (tror jeg) få det at føle ved næste valg.

 

NYE FORFATNINGSREDAKTØRER PÅ SPIL

Når ’midnatsloven’, som blev trukket ned over hovedet på de danske frikirker og det jødiske trossamfund på den første dag i 2018, i bemærkningerne til sin 2. paragraf erklærer, at den 67. grundlovsbestemmelse (citat): ’sikrer den enkelte borgers ret til religionsfrihed’, så fortsættes der med følgende: "Dog kun såfremt trossamfundets formål ikke er i strid med gældende ret" (1564-151). Dette er en ny formulering af den 67. grundlovsparagraf, som på intet punkt stemmer overens med den 150årige bestemmelse, som siger (citat): ’dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden’.

Den direkte fordrejning af grundlovsteksten, som her finder sted, bør ikke gå upåtalt hen! En kostbar konstitutionel arv er af nogle nye forfatningsredaktører blevet kastet på affaldspladsen for at give plads til en snæversynet juridisk nyformulering, der indholdsmæssigt er totalt ude af trit med den oprindelige grundlovstekst.

Dette er sket – mener jeg at kunne dokumentere – ved, at de danske lovgivers nytårsnat har gennemført deres angreb på de danske evangeliske frikirker og det jødiske trossamfund ved at unddrage sig den grundlovspåbudte betingelse, at frikirkernes og jødernes trossamfund først skal ordnes ved lov’ (grl. § 69).

Den nye religionsparagraf (som er den 3. bestemmelse i den nye religionslov) fordrejer den givne grundlovstekst med følgende ordlyd: "…såfremt der ikke hermed opfordres til eller foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov."

De nye lovgiveres forsøg på – ja, direkte gennemførelse af – en midnats-legitimering af denne totale ændring af den oprindelige grundlovstekst bør ikke et øjeblik tillades! Den bør derfor fra første færd udsættes for en systematisk kritik, hvilket jeg i den givne situation agter at gøre – ja, vé mig, om jeg ikke gør det! Thi denne åbenlyse grundlovsfordrejning af de danske kristne borgeres dyrebare trosfrihedsparagraf er et af de mest synlige antikrist-faresignaler, som øjnes i horisonten – og er (hævder jeg i den pågældende artikel) et historisk brud på magtens tredeling.)

 

EN POLITISTATS HÅNDLANGERE

For at retsstaten i Danmark fortsat kan forsvare de elementære frihedsrettigheder (som de individuelle danske, frikirkelige og jødiske borgere nyder godt af), så må der (som i dette foreliggende tilfælde) øves en vis kontrol med de politiske elementer, der fremstår som en trussel overfor Danmarks Grundlovs 67. paragraf. Denne kontrol kan imidlertid kun opnås, hvor statsmagten er delt i tre – og denne regel er her blevet overtrådt!

Denne grundlovskoncept af begrebet ’retsstat’ indtager med sin tredeling af magten en høj rang i det danske retssystem – ja, den regnes for at være et folkeeje (altså en dyrebar fælles folkelig værdi), som også de øvrige medlemmer af det europæiske fællesskab sættes højt… og dette i en sådan grad, at hvis en medlemsstat ikke respekterer netop denne tredelingsorden, kan den udsættes for sanktioner (RTD eur. 2015, 689).

I dagens Danmark er der med den nye ’midnatslov’ (vedr. en lovregulering af bl.a. frikirkernes og det jødiske trossamfunds forhold) fremprovokeret en situation, hvor lovgiverne direkte har fordrejet den 150årige grundlovstekst til fordel for deres egne parti-politiske ligestillingsideologier – uden at tage hensyn til, at i sådanne forhold er lovgivningsmagten ikke ene om at bestemme.

Når den originale grundlovstekst siger, at ’intet må læres, som strider mod sædeligheden (§ 67) – og netop denne urørlige forfatningstekst fordrejes til: ’såfremt der ikke opfordres til noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov’, så er der her foretaget et indgreb rettet mod den danske konstitution, der ikke har været til debat, og derfor må betragtes som en historisk overtrædelse!

 

DEN FRIKIRKELIGE LIVSNERVE ANGRIBES

Grundlovs-fordrejningen angriber selve livsnerven i trosfrihedsbestemmelsens idé. Den ombytter grundlovstanken, (at en evangelisk-frikirkelig menighed eller de jødiske troende borgere bygger deres tro på en lære og en bekendelse) med den abstrakte situation, at der (måske i kampens hede) fremsættes en opfordring, der kan anklages for at være på kanten af det lovlige.

Når det i den nye religionslov fremhæves, at (citat): ’et trossamfund kan frit dannes, såfremt det har et lovligt formål (1564, s.151, § 2) vil det dermed sige, at borgerne ikke længere har ’ret til at forene sig i samfund for at ’dyrke Gud’ (grl. § 67), hvis ikke de overfor statsmagten forinden kan påvise, at deres formål er lovligt!

At borgerne ’har ret til at forene sig i trossamfund’ er altså efter den nye orden betinget af, at et troens fællesskab kan attestere, at (citat): ’dets formål ikke er i strid med gældende lov’.

Borgerne har imidlertid til deres forskrækkelse bemærket, at der her ikke længere er tale om at opnå statens anerkendelse – nej, der er her tale om betingelserne for at et trossamfund i Danmark overhovedet ’kan dannes’…

Hermed er det sagt! Hvis et nyt fællesskab af troende ønsker ’at danne et trossamfund’, så skal de – for ikke at blive erklæret illegale – på stedet redegøre for deres formål, og hvis dette ikke stemmer overens med gældende dansk lov og ret, så må disse troende borgere samle sig som de bedst kan og – om muligt – søge at unddrage sig statens overvågning.

For de evangeliske frikirker vil det begreb, som kaldes ’gældende lov’ især undersøge hvorvidt disse troende (citat): ’ikke har en ægteskabsopfattelse, som strider mod dansk rets regler om myndige personers selvbestemmelse eller som indeholder en forskelsbehandling på grund af køn’ (1564, s. 28/2.4.5).

For det jødiske trossamfund vil man fremdeles være opmærksom på, hvorledes det gammeltestamentlige omskærelsesritual administreres.

Øjeblikket er kommet, hvor de (ved grundloven garanterede) frihedsrettigheder søges frataget de troende borgere! Det drejer sig her ikke om småting men om vort danske samfunds mest ophøjede normer! Kampen står mod de fremherskende politiske kræfter, der ustandseligt søger at underminere de evangeliske frikirkers og de danske jøders uafhængighed af staten. Retsstaten har imidlertid i denne sag kun ét objektiv: At beskytte borgerne mod staten… Derfor: Læs min artikel ’Historisk lovovertrædelse’ på grundlovssiden – og giv mig en seriøs respons. Tiden er kort, og der bør snarest skrides til handling.
 



2018-05-09
 

70-ÅRSTALEN, DER BRINGER SKAM

Israels store 70-årsdag er ved at blive krydset af på kalenderen! Adskillige spørger: Hvad vil der ske, når festen er overstået – og hvilke ’lykønskninger’ har en reel mulighed for at blive opfyldte? Er det f.eks. illusorisk at løfte bægeret og sige (henvendt til Jerusalem og den øvrige verden): "Fred, og ingen fare," når en pludselig undergang rent faktisk lurer lige om hjørnet (1.Thess.6:3)?

Jeremias, som udførligt har beskrevet, hvad der kan forventes at ske efter 70-årsdagen, advarer mod en alt for optimistisk fødselsdagsstemning. Han siger: "De læger mit folks brøst som den simpleste sag, idet de siger: Fred, fred, skønt der ikke er fred." Om den slags skåltaler siger profeten: "De skal få skam, thi de har (i virkeligheden) gjort vederstyggelige ting!" (Jer.6:14-15)

Imidlertid anes et lille, blafrende lys i den mørke tunnel forude: Hvis et folk og en nation virkelig af hele sit hjerte omvender sig, så tilsiger 70-åremålet dem fred! Hvis ikke, vil der blive rakt dem et andet grumset bæger, som ikke står anført på fødselsdagsmenuen; det kaldes et ’vredens bæger’ – og det er om dette, at jeg her søger at gengive Jeremias’ 70-årsprofeti. Mit formål med disse linjer er derfor kun ét: At få de danske lovgivere til at indse, at timen er kommet, hvor de skal flytte den danske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem! Lad mig forklare:

 

DET BETINGEDE LØFTE

Selvom der i Jeremias Bog tales med den største alvor om den guddommelige beslutning, der hviler som en truende, dyster skygge bag 70-åremålet, så fremgår det alligevel tydeligt, at Herren ønsker det bedste for sit folk. "Thi så siger Herren: ’Når halvfjerdsindstyve år er gået for Babel, vil Jeg se til jer og på jer opfylde min forjættelse om at føre jer tilbage hertil!" (Jer.29:10) – "Thi Jeg ved," (fortsætter Herren sit ord gennem Jeremias) "hvilke tanker, Jeg tænker om jer," lyder det fra Herren. "Tanker om fred og ikke om ulykke, at Jeg må give jer fremtid og håb" (v.11).

Der er imidlertid en klar betingelse knyttet til dette opmuntrende løfte. Den bør ikke glemmes! Den har at gøre med omvendelse og lyder i det efterfølgende vers i Jeremias Bog således: "Kalder I på Mig, vil Jeg svare jer; leder I efter Mig, skal I finde Mig, såfremt I søger Mig af hele jeres hjerte… da vil Jeg vende jeres skæbne og sanke jer sammen fra alle de folkeslag og alle de steder Jeg har bortstødt jer, lyder det fra Herren, og føre jer tilbage til det sted, fra hvilket, Jeg førte jer bort (Jer.25:12-14).

 

70-ÅRETS PROFETISKE BETYDNING

Den dag i det første regeringsår af den mægtige persiske konge, Darius, hvor den gamle profet Daniel (som han havde for sædvane) bøjede sig over de slidte, hebraiske skriftruller, er gået over i historien. "Jeg lagde i Skrifterne mærke til det åremål, som profeten Jeremias angiver med hensyn til Jerusalems skæbne," fortæller Daniel. Han arbejdede på det tidspunkt som rigsråd for den vældige hersker og havde (som Skriften andetsteds fortæller) ’udmærket sig frem for de andre to rigsråder, fordi der var en ypperlig ånd i ham’ (Dan.6:4; han er i denne 70-årssag værd at lytte til).

Daniel fortæller, at han på denne præcise dag gjorde en stor og afgørende opdagelse. "Den har at gøre med det profetiske åremål," forklarer han. "Åremålet er 70 år!"

Netop denne opdagelse, som profeten Daniel i det efterfølgende giver en nærmere forklaring på, må altså i dette år, 2018, få alle de bibellærde over hele verden til at løfte deres hoveder i en særlig forventning. Dette er nemlig åremålet, som står skrevet over selve fødselen af den hebraiske stat: 70 år! Samtidig er det året, hvor jordens største supermagt, USA, flytter sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, for dermed at erklære, at Amerika anerkender Jerusalem for at være Israels hovedstad! Efterfølgende har en halv snes nationer taget samme beslutning. Danmark bør gøre ligeså! Det er af større betydning end man tror, hvilket jeg i det følgende vil søge at gøre rede for.

Daniels 2500 år gamle opdagelse angiver nemlig selve begrundelserne for, at alle jordens nationer bør haste med at følge USA’s eksempel! 70-året har en profetisk betydning, som de færreste kender noget til; det indeholder en velsignelse og en forbandelse (5.Mose 11:26-28). Dette vil jeg i det følgende søge at kaste lys over ud fra profeten Daniels alvorlige advarsler med hensyn til, hvad tiden efter 70-året indebærer – ikke kun for Israel men for alle jordens folkeslag. Budskabet er enkelt. Flyt jeres ambassader og anerkend dermed, at Jerusalem er Israels hovedstad!

 

VISDOMMENS KILDESPRING

De, som er af den opfattelse, at 70-året – som et bibelsk åremål – angiver en ny nådetid (med åndelig vækkelse og velsignelse) tager sørgeligt fejl. 70-året indikerer en korsvej, hvor støvets år er passeret, og en regnskabens dag venter forude! Hvad enten nationernes ledere og Israel vil høre det eller ej, så sætter 70-året en solid granit-milepæl for Guds overbærenhed, og der vil herefter blive udsendt en skare af Herrens tjenere, som vil præsentere alle verdsligt og åndeligt ansvarlige for ’dommens begyndelse’… (1.Pet.4:17).

Når Daniel om denne guddommelige administration af verdenshistorien udbryder: "Han lader tider og stunder skifte, afsætter og indsætter konger; giver de indsigtsfulde deres viden" (2:21) – så er det en kontraktmæssig manuel over de sidste tider, der her fremlægges. Endetidsprogrammet udspilles på den måde, at Gud aktivt griber ind i historien – og i nøje forbindelse dermed ’giver de vise deres visdom, og de indsigtsfulde deres viden’ (Dan.2:21).

Når der i denne sammenhæng peges på profeten Daniel, som siger: "Jeg lagde i Skrifterne mærke til" – så er det altså i første omgang fra Den Hellige Skrift, at ’de vise’ skal øse deres viden. Der findes også andre former for Guds-åbenbarelse, men når det gælder ’endens tid’, er der så meget skriftligt materiale til rådighed, at det må forventes, at de tjenere, som Herren udsender til det sidste udkald, øser deres viden fra den levende kilde, som kaldes Guds Ord.

Ingen bør i den forbindelse undre sig over, at de Herrens tjenere, som er udset til at skulle opfylde det ord fra Jesu mund, at ’evangeliet om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene (… og så skal enden komme… Matt.24:14) tager deres udgangspunkt fra profeten Daniels budskab. Det er nemlig ham, som Jesus selv henviser til, når han i samme afsnit af Matthæusevangeliet (24:14-15) udbryder: "Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund – så skal den, der læser det, give agt" (v.15).

Her peger Jesus (som alt i Skriften drejer sig om, og som er afslutningstidernes store og eneste hovedperson) på profeten Daniel med ordene, "når I læser hans afsnit om vederstyggeligheden, der placeres på hellig grund, så giv agt!

 

70-ÅRS PROFETIENS VARSEL

Da farisæerne forlangte, at Jesus skulle ’vise dem et tegn fra himlen’, sagde Han til dem: "Om aftenen siger I: Det bliver smukt vejr, for himlen er rød, og om morgenen: I dag bliver det uroligt vejr, thi himlen er rød og mørk." Jesus slutter med følgende udsagn: "Himlens udseende forstår I at tyde, tidernes tegn derimod ikke" (Matt.16:1-3).

I dag er situationen imidlertid forværret derhen, at selvom himlen er blodrød og horisonten er truende mørk, så vil folk kun høre på de prædikanter, der fortsat fortæller dem, at ’selvom himlens udseende er mildest talt ildevarslende, så bliver det godt vejr i morgen…’

Det ord, der som et lynnedslag ramte profeten Daniel, da han i Skriften (til sin forfærdelse) læste profeten Jeremias ord om 70-året, lader imidlertid ingen tvivl mulig (Jer.25:12-38). Det bliver ikke bare dårligt vejr – nej, i morgen ’bryder et vældigt uvejr løs fra jordens rand’ (v.32). At stormvejret slippes løs ’fra jordens rand’ betyder, at det ikke er klimatisk betonet. Det kommer fra rummet, og det rammer denne vor klode med en dommedagsstraf, som verden ikke tidligere har set magen.

70-års profetien hos Jeremias, som slog profeten Daniel med rædsel, så at han ’vendte sit ansigt til Gud Herren for at fremføre bøn og begæringer, faste i sæk og aske…’ (Dan.9:3) er en dyster forudsigelse: Det bliver dårligt vejr i morgen!

 

EFTER DETTE 70-ÅR BLUSSER GUDS VREDE OP

Profeten Daniel må have været ’godt op i’ 80’erne, da han – som en gammel hvidhåret seer – modtog det budskab fra Herren, at hans folk, Israels børn, ’skulle trælle for Babels konge’ i nøjagtig 70 år’. Som ganske ung blev han (som en af de fangne jøder) bragt til Babel – og det var her – netop i denne mægtige persiske hovedstad – at han nu (70 år senere) fik det profetiske udsagn om, at timen nu var kommet, hvor Herren ville ’hjemsøge Babels konge og folket dér for deres misgerninger’ (Jer.25:12). Han forstod, at tiden nu endelig var inde, for det blev klart og tydeligt sagt til ham, at ’når de 70 år er gået’, så vil Israels Gud ’hjemsøge både Babels hersker og hele folket ’for deres ugerninger mod Israel og Jerusalem…’

Spørgsmålet er nu dette ene: Står vi ved dette ’70 års åremål’ overfor det samme profetiske princip? Ejer ’2018-halvfjerdsåret’ det samme varsel, som det var tilfældet på profeten Jeremias’ tid? Må den samme forfærdelse komme over os (i det 21. århundrede) som det skete med Daniel på perserkongen Darius’ tid? Sender Israels Gud det samme ’vredens bæger’ ud til folkeslagene efter 70-års-fejringen i Jerusalem, og vil det i en sådan situation være klogt af folkeslagenes ledere at træffe foranstaltninger med hensyn til i hast – inden det er for sent – at flytte deres ambassader fra Tel Aviv til Jerusalem? Gives der noget ord i Bibelen, som kunne inspirere til et skridt i den retning?

Hertil svarer salmisten i Bibelens 2. salme: "Og nu, I konger, vær kloge! Lad jer råde I jordens dommere!" (Salme 2:10) Gør i denne time, hvad der har Guds Søns behag! Flyt ambassaden til Den store Konges By! Gør dette, så ’at han ikke skal vredes, og I forgår, thi (efter dette 70-år) ’blusser Hans vrede op… og salig er da kun den, der sætter sin lid til Ham! (Salme 2:12).

 

BÆGERET MED VREDENS VIN

For Daniel har det ikke været nogen behagelig besked at skulle levere videre til Babels konge. Han skulle til Majestæten sige, at ’Israels Gud vil efter disse 70 år hjemsøge dig’. Tænk om noget lignende skulle siges til de styrende på Christiansborg i Danmarks hovedstad. Kan noget sådant ske?

Svaret på dette spørgsmål falder øjeblikkeligt: "Se, med den by, som Mit navn er nævnt over" (siger Herren, idet han henviser til Jerusalem)… "med den by begynder Jeg nu at handle ilde, og så skulle I gå fri. Thi Jeg kalder sværdet hid mod alle dem, som bor på jorden!" lyder det fra Hærskares Herre…

Af den grund kan det budskab, som i 70-året for Israels fødsel (maj 1948) ikke blot være en venlig henvendelse, en stilfærdig opfordring eller en pæn, tilbageholdende, diplomatisk advarsel. "Nej," udbryder profeten Jeremias, der fik til opgave at advare alverdens nationer. "Herren, Israels Gud, sagde til mig: Tag dette bæger med min vredes vin af min hånd og giv det til alle de folk, Jeg sender dig til."

Hvis det er det samme bæger (med samme indhold), som Herrens tjenere skal bringe ud til folkeslagene i anledning af dette særegne ’Jerusalem-70-år’ – så kan ingen af disse vor tids sendebud unddrage sig og anmode om at få en anden vin hældt i bægeret.

"De skal drikke, og rave og rase for sværdet, Jeg sender iblandt dem," lyder det fra Herren (Jer.25:16).

(Hvad det ord betyder: ’Sværdet Jeg sender iblandt dem’ er ikke let at tyde. Nogle er af den opfattelse, at det er et terrorsværd, som får lov at hærge; ingen kan med sikkerhed forklare denne sætning… kun kan siges, at om noget kunne afholde Herren fra at lade en sådan ulykkestid komme over vort land, så skulle det være dem, der ikke lukker ørene for den højaktuelle opfordring: ’Flyt den danske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Et er (om det bliver modtaget eller ej) et varselsråb til nationerne i denne elvte time.

 

HERREN KAN STEMMES TIL MILDHED

Den gamle bibelske profet, Daniel, havde det ikke godt med de fremtidssyner, som Herren betroede ham. De var ikke velegnede til 70-års fødselsdagstaler – ja, de havde en sådan indvirkning på ham, at da englen Gabriel udlagde synet for ham (8:16) – så blev han syg! Han fortæller selv: "Jeg, Daniel, lå syg en tid lang; så stod jeg op for at udføre min gerning i kongens tjeneste… men jeg var stadig rædselsslagen over synet" (8:27).

Bedre blev det ikke, da han begyndte at læse i Jeremias Bog. "Efter Herrens til profeten Jeremias," fortæller han, "skulle Jerusalem ligge i grus i halvfjerdsindstyve år" (9:2) – "og vi stemte ikke Herren vor Gud til mildhed ved at vende om fra vore misgerninger" (v.13).

Det vil sige, at selv hvor Gud har fattet beslutninger om dom, kan Han ’stemmes til mildhed’, hvor han ser, at sand omvendelse finder sted. Bibelen fortæller i den forbindelse om profeten Jonas, at Herrens ord kom til ham således: "Stå op og gå til Nineve, den store stad, og udråb over den, at deres ondskab er kommet op for mit åsyn" (Jonas 1:2). Jonas havde – ifølge den bibelske beretning – det dårligt med at skulle aflevere et sådant budskab til Nineve, så han fandt et skib, der sejlede i modsat retning, og (citat): ’… betalte hvad rejsen kostede ’for at sejle bort fra Herrens åsyn’ (v.3).

(Denne formulering vedrørende profetens ulydighed er talende. ’Han betalte, hvad rejsen kostede’. Det blev en dyr omgang – og ingen af Herrens udsendinge skal regne med, at de slipper billigt fra at følge Jonas eksempel (Hebr.10:38-39).

"Da Gud så," hedder det afsluttende i Jonas Bog "hvorledes Nineve omvendte sig fra deres onde vej, angrede Han den ulykke, Han havde truet med – og gjorde ikke alvor deraf" (3:10). Bogen slutter med følgende: "Da sagde Herren: Skulle Jeg ikke ynkes over Nineve, den store stad med mere end tolv gange 10.000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre – og meget kvæg! (4:11) ’

Derfor: Flyt ambassaden i Israel – hellere i dag end i morgen!
 



2018-05-02


BETRAGTNINGER OVER KRÆFTENS BEKÆMPELSE

På den nu snart afsluttede rejse, som Gisèle og jeg har haft til Grækenland har vi – udover en række praktiske forhold, som skulle løses – også haft en sag med os, som har involveret bøn og læsning i Guds Ord. Det drejer sig om den omsiggribende sygdomsplage, som er at finde i Kristi menighed. Ikke mindst, hvor det drejer sig om kræftens hærgen, som i øjeblikket må regnes som en større nød end meget andet, der ligger tungt på Guds folk ud over det ganske land.

I vore bønner for denne sags skyld har jeg gjort mig nogle tanker fra Guds Ord, som jeg her vil lægge frem til inspiration og overvejelse for andre. Overskriften på disse betragtninger kalder jeg…

 

DEN VELSIGNEDE ÅBENBARELSE

Den altafgørende (højaktuelle) åbenbarelse, som ligger skjult i Romerbrevets klarlægning af den velsignede lære om synderens retfærdighed ved tro, er – efter min mening – at finde i det 17. vers i brevets 5. kapitel, hvor der står skrevet: "Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømmet ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus."

Dødens herredømme er uimodsigelig stort! Dette sorte scepter lægger døgn efter døgn tusinder i deres grave. Nat og dag fejer dødens skarpe le gennem menneskemasserne – og netop i denne tid rager den på et særligt område sin grusomme høst til sig. Der findes næppe en familie i vort land – være sig troende eller ikke-troende – uden at kræftsygdommens dødsskygge faldt ind over dens fællesskab og værnede enemærker. Det er derfor ud fra dette afmærkede synspunkt, at jeg nedfælder disse linjer, idet det er min afgjorte opfattelse, at netop det skriftord, som her er nævnt (Rom.5:17) er selve indgangsporten til at få del i det herredømme, som ved troen på Jesus Kristus (overalt i denne bitre time) kan give de hellige sejr.

Tillad mig derfor i det følgende at stille skarpt på dette ene bibelvers, som for mig at se åbner op for en hel ny dimension af den åndelige kamp mod denne djævelske og forbandede sygdom.

 

KRÆFTDØDENS HERREDØMME

Min fremgangsmåde i forsøget på at åbne op for det dybt åndelige indhold af netop dette ene vers fra Romerbrevet er enkel. Jeg analyserer skriftordet stavelse for stavelse, idet jeg under denne proces (fra time til time) stoler på Helligåndens vejledning og hjælp.

Bibelordet indledes med den erklæring (som ikke er til debat), at (citat): ’… den enes fald har forvoldt, at døden fik herredømme’. Jeg læser denne linje ud fra den aktuelle situation, som jeg ovenfor har beskrevet, at flere og flere af vore kære rives fra os og (på trods af vore inderlige bønner) alt for unge lægges i den kolde grav.

Uden at beskæftige mig mere med kræft-fænomenets udbredelse, går jeg (i denne nærmere ’grunden på Guds Ord’… Salme 1:2) straks til Den Hellige Skrifts første konstatering. Den erklærer, at dødens herredømme ene og alene er forårsaget af det første menneskes syndefald.

Kræftdødens overmagt kan ifølge naturvidenskaben og alle slags kostbare og veludviklede forskningsprogrammer skyldes mange – ja, et utal af – omstændigheder. Apostelens forklaring vender sig imidlertid kun til én oprindelig og stadig gældende årsag: Det første menneskes, Adams, overtrædelse.

Dette vil – så vidt jeg kan se og forstår det – betyde, at denne i Bibelen udtrykkeligt fremhævede hovedårsag til bl.a. kræftdødens herredømme bør drages frem i lyset. Dette – tror jeg – vil (midt i en vantroens tid, hvor de fleste hovedrystende og overbærende vil le højt af en sådan argumentation) medføre en Gudgiven Helligåndens stadfæstelse af det her nævnte skriftord. Ikke ved nogen yderligere forklaringer men simpelthen ved, at det af apostelen omtalte Gudgivne herredømme vil bevise sin magt, og de mest forunderlige helbredelser vil finde sted.

 

BLADENE VISNER IKKE

Inden jeg bevæger mig videre i min bevisførelse med hensyn til det højaktuelle emne, som jeg har omtalt, vil jeg blot et øjeblik standse ved det stærke løfte og den opløftende opmuntring, som – i den forbindelse – står anført i den første af Davids Salmer.

"Salig den mand," udbryder han, "… som har lyst til Herrens lov og som grunder på Hans lov dag og nat." Han fortsætter (og heri ligger opmuntringen til at fortsætte denne koncentrerede eftersøgen): "Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: Alt hvad han gør, får han lykke til" (Salme 1:1-2).

At ’bladene ikke visner’ vil sige, at en overnaturlig forvandling har fundet sted. Dette har betydning – tror jeg – når vi skal tale om en ny åndelig form for ’kræftens bekæmpelse’. Lad mig forklare:

 

FORVANDLINGENS ART

"Men hvis Hans Ånd, der opvakte Jesus fra de døde, bor i jer, da skal Han, som opvakte Kristus Jesus fra de døde, også levendegøre jeres dødelige legemer ved Sin Ånd, som bor i jer" (Rom.8:11).

Hvad i denne forbindelse er opsigtsvækkende er den konstatering, at apostelen her taler om ’en levendegørelse af jeres dødelige legemer’. Spørgsmålet – og det er relevant – er nu dette: Er den her omtalte ’levendegørelse af vore dødelige legemer’ den samme, som den, der finder sted ved Kristi komme, og som beskrives i Ny Testamente med ordene: "Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles i ét nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi alle forvandles?"

Tillad mig at forsøge at finde frem til et svar på dette spørgsmål, som er nødvendigt for, at vi (i vor bekæmpelse af kræften) i tillidsfuld forventning kan se frem til, at helbredende forvandlingskræfter kan være absolut aktive og virksomme i vore dødelige legemer, endnu inden det store øjeblik indtræffer, hvor Kristus kommer igen, og Hans opstandelseskraft skal virke globalt og overvældende mægtigt i både levende og døde.

 

IKLÆDT UFORKRÆNKELIGHED

Ifølge apostelens detaljerede forklaring, kan der næppe herske tvivl om, at den forvandling, der finder sted ved Kristi komme, er af dimensioner – og foregår indenfor sekunder – som intet menneske kan forestille sig. "Det sker," forklarer apostelen, "i et nu, i et øjeblik." Det indledes med et basunstød (der antyder, at dette er en enestående begivenhed, som verden aldrig før har oplevet og aldrig vil komme til at se gentaget). Det er øjeblikket for ’den første opstandelse’, hvor alle – både levende og døde – skal forvandles for derefter i al evighed at være ’iklædt uforkrænkelighed’.

For at afklare dette spørgsmål vil jeg henvise til det skriftord om ’forvandling’, som apostelen omtaler i sit andet brev til Korinterne, hvor han skriver: "Og alle vi, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed i et spejl, forvandles til det samme billede, fra herlighed til herlighed, eftersom det kommer fra Åndens Herre" (3:18).

Der er tydeligvis ikke her tale om en ’øjeblikkelig’ forvandling, sådan som herliggørelsen beskrives ved Kristi komme. Den forvandling, som omtales i Korinterbrevets 3. kapitel sker ikke ’i et nu’ – ’i et øjeblik’ (når basunen lyder) – nej, den forvandling, som åbenbart kan finde sted inden Hans komme, er en guddommelig Åndens virksomhed, der udvirkes ’fra herlighed til herlighed’ (altså trinvis) ’eftersom det (skridt for skridt) kommer fra Åndens Herre’ (2.Kor.3:18).

At det i begge tilfælde (både i den nuværende, trinvise forvandling og i den afsluttende, øjeblikkelige forvandling) drejer sig om et guddommeligt indgreb i vore dødelige legemer, fremgår tydeligt af Skriftens beskrivelse.
 



2018-04-25
 

ENDETIDSBILLEDER FRA DEN STORE REJSE

På den lange – næsten endeløs rejse gennem ’det gamle Jugoslavien’, var mit hoved fyldt med tanker, der (især for Makedoniens vedkommende) beskæftigede sig med den såkaldte ’heltekonge’, der (i lighed med Alexander den Store) atter skal fremstå i den periode, som Bibelen omtaler som ’de sidste tider’. Tillad mig at gengive lidt af, hvad der rørte sig i mit indre, da jeg på vejskiltene så Alexander nævnt. De billeder, som fra Bibelen stod for mit indre, kan jeg bedst beskrive med følgende baggrundsovervejelse:

De Forenede Stater, Storbritannien og Frankrig har natten til søndag d.15. april 2018 gennemført det af præsident Trump forudsagte militærslag mod syriske mål. I et budskab til Rusland, som angiveligt beskytter det syriske kemivåbenprogram, lød ordene fra profeten Ezekiels forudsigelser om ’et land i det yderste nord: ’Hold dig rede!" (38:7 og 39:2).

Syrien, som mere end nogen anden nation i Mellemøsten gennem sin regeringschef, præsident Assad, har udøst forbandelser over Israel, er ifølge Pentagon i USA, kastet årtier tilbage i sin infrastruktur. Dette angreb, erklærede Trump i en fjernsynstale, har som eneste formål at (citat): ’afskrække en hvilken som helst fremstilling af eller indsats med kemiske våben’. Han henviste til de internationale konventioner, som byder tilintetgørelse af disse våben og holdt i den forbindelse den syriske præsident Assad ansvarlig for et giftgasangreb mod en oprørshøjborg ved Damaskus. "Dette er et monsters forbrydelser," erklærede Trump. Den britiske premierministerinde, Theresa May, udtalte: "Vi kan ikke tillade, at brug af kemiske våben bliver en dagligdagsoplevelse. Også den franske præsident Macron betonede, at disse angreb udelukkende havde som mål at hindre Syriens kapacitet i udvikling og fremstilling af kemiske våben.

De tre stater affyrede i løbet af natten dobbelt så mange missiler som ved amerikanernes gengældelsesaktion for et år siden. Efterfølgende er spændingerne blevet øget mellem de vestlige magter og Rusland med sigte på udviklingen i Mellemøsten – især med henblik på det gamle Persien: Iran. Lad mig forklare:

 

DET AFGØRENDE DEKRET

Profeten Daniel var måske omkring 90 år, da han i den mægtige perserkonge Kyros tredje regeringsår modtog den sidste endnu afsluttede, uopfyldte åbenbaring fra Gud. En længselsfuld verden venter stadig på dette endetidssyns sande tolkning. Mange skal søge at forstå indholdet af disse sidste afsnit af Daniels Bog – og det siges et sted, at ’kundskaben skal blive stor’.

Den gamle seer havde allerede oplevet, at den enevældige majestæt, som rådede over uanede adgange til ubegrænset magt, havde givet ordre (ved et uigenkaldeligt dekret i det første år af sin regeringstid) at templet i Jerusalem skulle genopbygges – og Daniel anså netop dette at være det største tegn på, at de sidste dages begivenheder nu måtte åbenbares; de største og mest bemærkelsesværdige hændelser var på tærskelen. Synet om ’de sidste dage’ var siden dette dekret undervejs. De kunne indtræffe når som helst.

Oldingeprofeten havde på det sidste lukket sig inde i tre uger. Ingen på det statslige hof havde adgang til ham; der blev (i det skjulte) talt om det! Selv kongen vidste derom – men ingen (hverken høj eller lav) turde banke på hans dør. En vis spænding og forventning herskede på paladset – og ikke kun iblandt nationens herskende elite men i hele folket rådede ’en søgen’ og ’en spørgen’ – ja, det var som om det ganske univers trængte sig på. Der var bevægelser ’derude i det usete’, som kunne mærkes i det store perserrige. Var den gamle, jødiske profet klar over, at en mørk og fjendtlig skikkelse havde rejst sig derude i rummet? Persiens Fyrste! Ham, der aldrig ville tillade, at nogen form for åbenbaring skulle nå frem til det sted ved den store flod, Hiddekel, hvor den gamle profet undertiden opholdt sig.

 

FREMTIDEN MALET FOR VORE ØJNE

Tre små linjer på mindre end en snes ord venter endnu i dag på deres opfyldelse. De står nedfældet i Daniels Bog det elvte kapitel (vers 3) og lyder i al deres korthed som følger: "Men da fremstår en heltekonge, og han skal råde med vælde og gøre, hvad han vil (11:3)." Som en tilfældig note under ordet heltekonge står i utallige oversættelser navnet: Alexander den Store, og dermed er den tolkning givet, at de begivenheder, som finder sted under denne heltekonges virke, allerede er løbet af stabelen tre hundrede år før Kristus. Imidlertid henviser Jesus i sit store fremtidssyn omkring verdensafslutningens endetidsbegivenheder til en historisk afgørende hændelse (som de fleste bibelkommentarer fortsat henlægger til Alexanders tid). Det drejer sig om den krænkelse af det jødiske tempel, som virkelig fandt sted omkring år 300 før Kristus, men som Jesus erklærer først vil finde sted umiddelbart før Hans tilbagekomst.

Jesus siger: "Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt), så skal de, der er i Judæa flygte ud i bjergene… (Matt.24:15-16). Det profetiske udsagn, som Jesus henviser til med ordene: ’Hvorom der er talt ved profeten Daniel’, er følgende: "Han skal vanhellige helligdommen, afskaffe det daglige offer og rejse ødelæggelsens vederstyggelighed" (Dan.11:31).

Når tusinde bibelkommentatorer til stadighed hævder, at den eneste og sidste opfyldelse af profeten Daniels fremtidssyn fandt sted 300 år før Kristus – og Jesus på et senere tidspunkt henviser til præcis denne profetiske erklæring med ordene: ’Så skal enden komme, og når I da ser (det), hvorom der er talt ved profeten Daniel… så skal I flygte’ (over hals og hoved), så er Kristi ord gældende. Da er øjeblikket kommet, hvor alle de lærde, som kender historiens forløb på Alexanders tid, ikke længere skal se tilbage men skue fremad, thi da er en ny ’heltekonge’ på vej. Da vil det korte ’filmklip’, som blev spillet 300 år før Kristus blive drejet i en moderne udgave. Da vil historien – som aldrig før – gentage sig, og det vil være ikke blot gavnligt men påtrængende nødvendigt at nærlæse Daniels Bog det elvte kapitel, thi her står den nærmeste fremtid malet for vore øjne.

Da Alexander den Store i året 334 sendte en særlig hilsen til familierne af de makedoniske kavalerister, som var faldet i slaget ved Granikos, blev han populær. Han sendte til Athen 300 skinnende rustninger med de sønderhuggede hjelme fra de persiske ryttere, som faldt, da det græske kavaleri med lanser og sværd brød gennem fjendens rækker. Den storhersker, som – ifølge Daniel 11:3 – er forløber og forbereder for den ’usling’ (Dan.11:21), som ’ikke er tiltrukket af kvinders seksuelle begær’ (v.37, King James oversættelse) skal opfylde Jesu fremtidsprofeti om en ’vederstyggelighed’ som rejses i Templet og forårsager stor ødelæggelse (Matt.24:15 og Dan.11:31) – er en dygtig propagandist, der med storstilet billedtale ved at finde folks gunst…

 

FORLØBERE FOR ANTIKRIST

I den flimrende varme under det gamle Persiens (Irans) sol skal (indenfor en overskuelig fremtid) en række herskere fremstå, som – i et hastigt afsluttende antal af tre – vil være de (i Bibelen) først angivne forløbere for antikrist.

Ingen ved i øjeblikket, hvem de er – om de måske allerede har sat deres spor i den krigsomtumlede områder af Irak og Iran – eller om de stadig skal ventes. Imidlertid vil disse tre (ifølge Bibelens gamle profet, Daniel) blive efterfulgt af en fjerde magthaver, hvis identitet er mere klart og detaljeret angivet. "Han skal komme til større rigdom end nogen af de andre," beretter Daniels Bog… samt: ’han skal blive mægtig ved sin rigdom’… ja, han vil ’opbyde alt imod det græske rige’(11:2).

Det vil altså ikke blive ved politiske flamboyante, karismatiske talegaver, at denne antikristelige forløber vil komme til magten. Fra den største luksus i sit palads, udstyret med de prægtigste ibenholtsdøre og onyksgulve, vil han udstede ’de sidste befalinger’ med hensyn til gigantangrebet på Europa. Hans hærstyrker vil ikke være en moderne flok tilfældige, dårligt udrustede lejesoldater – men vil bestå af de mest veludrustede, veluddannede enheder, som nogensinde er blevet landsat (fra havet og fra luften) på den yderste græske sydspids af Europa.

Efter disse fire persiske konger (eller magthavere) retter blikket sig mod den person, som de lærde gennem slægterne har erklæret for at være den erobrerskikkelse, i hvis kølvand den mand dukker frem, som af Den Hellige Skrift betegnes som ’den lovløse, fortabelsens søn, modstanderen – antikrist! (2.Thess.2:4).

På en varm junidag i året 323 døde Alexander den Store i Babylon. Hans liv har siden været genstand for skriverier og forskninger og historisk-videnskabelige undersøgelser af enhver slags – og som de bibelsk forudsagte endetidsbegivenheder nærmer sig, så vokser interessen omkring de politikere og generaler, som greb tøjlerne. Den øgede agtpågivenhed skyldes den enkle kendsgerning, at én af disse efterfølgere udpeges som en sand kopi af den spottende despot, som opfylder de forudsigelser, der kendetegner antikrist.

Det synes som om ingen fra oldtiden til i dag har været upåvirket af den underfulde skæbne, der overgik den unge makedoniske prins, Alexander den Store, som på ti år erobrede det enorme territorium fra Middelhavet.

 

FIRE AKTUELLE NOTER

Efter den omtalte lange rejse gennem bl.a. Alexander den Stores Makedonien, nåede vi frem til Gamle Korinth – stedet, hvor Paulus skrev bl.a. Romerbrevet – hvor vi samledes til bøn om en særlig sag, som for tiden ligger os på hjerte. Da jeg gennembladede nogle håndskrevne dokumenter på mit skrivebord ’faldt jeg over fire små noter’, som jeg har nedfældet for nogle måneder siden; de indeholder de samme overvejelser, som er baggrunden for de tekster, vi har gjort til grundlaget for vore nuværende bønner. Disse fire noter lyder sådan:

1) VEJSKILTENES NYE RETNING.  2) DØDENS OG DJÆVELENS ÆRINDE. 

3) LOVENS BESKE SMAG.  4) RETFÆRDIGHEDENS STORHED.

De fire noter gengiver jeg hermed i det følgende indhold af, idet det er mit håb, at disse højaktuelle overvejelser må blive os en ledestjerne i den gerning, som Herren er ved at forberede med hensyn til Hans længe ventede indgreb i de sygdomme, der plager Herrens menighed.

 

VEJSKILTENES NYE RETNING

Eftersom den gamle ’lovgerningernes vej’ er spærret og aflukket med bom og kæder, og alle vejskilte viser i en anden retning, så er det intet mindre end vanvid (tysk: ’Unsinn’) at prøve atter at slå ind på den endeløse, slidsomme, trættende strækning, der er brolagt med fordømmelse og nederlag. Og dette er netop reformationens ’nye’ budskab. Der er en anden vej, der med sikkerhed og fra første færd fører til Guds velbehag. Det er en troens vej, som er fuldstændig anderledes end ’lovgerningernes vej’. Det er en vej med en ny slags lydighed: - ikke lovens lydighed men troens lydighed. Ikke bogstavlydighed men en åndens lydighed, der giver vandringen med Herren vinger og helt og holdent ejer Guds stadige og velsignende velbehag. Forskellen på de to veje ligger i, at den første med møje ved ’gode’ og ’fromme’ gerninger skal søge at opnå Guds frelse. Den anden har ved troen allerede nået dette salige mål, og den nye Åndsfylde, som trostaknemligheden fører med sig, bevirker, at den ’daglige vandring i Ånden’ indebærer de troens gerninger, som loven fordrer.

 

DØDENS OG DJÆVELENS ÆRINDE’

Når nu Ny Testamente så tydeligt erklærer, at ’de syndige lidenskaber, som er virksomme i det menneskelige legeme, bærer frugt for døden’ (Rom.7:5) – hvordan kan da nogen finde det som en ’hadefuld’ og umenneskelig gerning at søge at standse denne om-sig-gribende, ’dødelige virksomhed’. Hvis det nemlig er sandt, at der findes et middel, som kan stoppe denne livsfarlige dødsfrugt i sin skrækkelige modningsproces – så må dette middel straks (jo før jo hellere) tages i anvendelse! Ja, da må det betragtes som en offentlig forbrydelse, en morderisk adfærd, hvis nogen verdslig lovgiver vil forsøge at hindre dette livgivende lægemiddel i at blive brugt.

Det lægende livsmiddel er evangeliet, som, hvor det forkyndes ret, ’løser den søgende sjæl’ fra den lov, der ’holder den nede’ (v.6), så at det samme menneske begynder at tjene Gud i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen’ (v.6). Denne evangeliets dybe undervisning om muligheden for at komme til at tilhøre Ham (Jesus) ’som blev oprejst fra de døde’ (v.4), må have frit løb. Den lovgivning, som vil hindre dette går dødens og djævelens ærinde.

 

LOVENS BESKE SMAG

De lovgivere, som for tiden har så travlt med at forbyde præster og prædikanter at forkynde Guds lov, aner ikke selv, hvad de har gang i… Det lovgivende lægemiddel, som kan redde den arme synder fra de mest gudsfjendske lidenskaber (der nu overalt raser i legemet) har nemlig til at begynde med en besk smag! Ja, denne overjordiske medicin, der kan frelse fra døden, er svær for det faldne menneske at indtage. Den skal – hvis den skal virke – gives den lidenskabs-optændte synder i to stadier. Hvis den administreres på en anden måde, er den virkningsløs – ja, den virker faktisk modsat af, hvad der kunne forventes, og vil bringe den stakkels synder ind i en værre krise end det før var tilfældet.

De to stadier, i hvilke den lægende medicin skal anvendes, er først Guds strenge lov og derefter Guds nåderige evangelium. Apostelen forklarer, at det faldne menneske ’ikke kender synden uden ved loven’ (Rom.7:7) – ja, den elendige (der er som sønderrevet af syndige lidenskaber) kender ikke begærets dødsfrugt, hvis ikke loven højt og tydeligt siger: "Du må ikke begære!" (Rom.7:7). Derfor skal lovens ord høres som aldrig før, thi først da er en synder parat til at omvende sig…

 

RETFÆRDIGHEDSGAVENS STORHED

Når det herefter hedder: "Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov" (Rom.3:21), så vil jeg aldrig så længe jeg lever – ja, aldrig i al evighed kunne blive færdig med denne ene linje i Ny Testamente: Ustandselig må jeg – fordi indholdet af disse få ord næsten ikke er til at tro – vende tilbage til denne slidte side af Romerbrevet for endnu engang at overbevise mig selv om, at jeg ikke har læst forkert.

Hvis det virkelig er tilfældet, at Gud i sin nåde ved åbenbarelse vil give mig den fuldkomne absolut uplettede, skinnende og strålende retfærdighed, som ene er Hans – hvorledes kan jeg da gøre andet end dybt at bøje mig og i taknemlighed udbryde, at jeg med begge hænder og af hele mit hjerte griber om denne ufattelige gave – ja, at jeg fra nu af dagligt, og siden i evigheden ikke vil forspilde nogen lejlighed til i dybet, bredden, højden og længden at udforske denne gaves storhed.

Det umådeligt store løfte, som er forbundet med denne særlige ’søgen efter Guds Retfærdighed’, lyder et andet sted sådan: "Søg først Guds Rige og Hans Retfærdighed, så skal alt det andet gives dig i tilgift (Matt.6:33). Det er Jesus selv, som har udtalt disse ord – og det begynder langsomt at gå op for mig, at dette – og kun dette – er vejen, der fører til at alt, hvad jeg har brug for til tjenesten for Guds Rige og hvad jeg ellers har nødig for mig og mine her på jorden.
 



2018-04-12


PROFETISK ADVARSEL

Medens vesten forbereder sig på at sende et barsk signal til Syrien, har USA affyret en udfordrende besked til Rusland, som er allieret med Damaskus i det brutale, kemiske angreb på den syriske civilbefolkning. I en tweet skriver USA-præsident Donald Trump onsdag, d. 11. april henvendt til Rusland: "Hold dig rede!"

Kun få har bemærket, at USA-præsidentens advarsel i al sin profetiske korthed er taget direkte ud fra profeten Ezekiels detaljerede forudsigelser om begyndelsen til den 3. verdenskrig.

Det profetiske afsnit lyder sådan: "Rust dig og HOLD DIG REDE med hele din skare, som er samlet om dig…" (Ez.38:7). Som det er tilfældet med den gamle, jødiske profets forudsigelser (vedrørende den krig, som i Bibelen betegnes som Gog-krigen), så henvender sig også Trump med ordene ’Hold dig rede’ til en nation ’i det Yderste Nord’ (Ez.39:2). "Hold dig rede, Rusland, missilerne er på vej!" lyder Trumps advarsel.

Ifølge syriske menneskerettighedsobservatører har syrerne haft travlt i løbet af onsdagen. De har i deres bange anelser evakueret de større lufthavne, alle militære flybaser og alle installationer, som kunne være sandsynlige mål for Trumps missiler.

Den bemærkelsesværdige profetiske konfrontation ’HOLD DIG REDE’ blev støbt under et FN-møde, hvor Moskva nedlagte veto mod et amerikansk projekt, der stillede skarpt på en undersøgelse af det syriske, kemiske overgreb. Flere luftselskaber har indstillet deres flyvninger i ængstelse for det forventede USA-missil-angreb på de syriske, kemiske installationer. Trumps sidste ord til Rusland, onsdag d. 11. april, lyder sådan: "Russerne burde ikke alliere sig i et partnerskab med et udyr, som dræber sit folk med dødelig gas – og fryder sig over resultatet." Med disse ord henviste Amerikas præsident til Bashar-al-Assad.

 

ISRAEL CHOKERET OVER KEMI-ANGREB I SYRIEN

Ifølge medlemmer af den syriske opposition er det et sørgeligt antal på ligeved 200 dræbte og endnu flere sårede, som er blevet ofre for kemiske angreb i Syrien. Bashar-al-Assads hær ikke udelukkende anvendte klor men (stadig ifølge samme kilde) sarin-gas, som er betydeligt farligere. Israel har følgende kommentar: "Brugen af kemiske våben mod civile er totalt illegalt og absolut umenneskeligt. Det internationale samfund bør ikke se på disse grusomheder uden at gribe ind. Her hjælper ingen ord – kun handling" (Yair Lapid).

Den israelske general Amos Yadin har erklæret, at (citat): ’Israel bør her – ud fra et rent og skært moralsk synspunkt – angribe den eskadrille af helikoptere, som har udført denne ugerning og neutralisere den én gang for alle’!

Ved en tv-udsendelse, lørdag, udtalte den jødiske filosof, Bernard-Henri Levi, at USA’s tidligere præsident, Barack Obama, bar på et tungt ansvar i denne sag. "Han foretog sig intet efter den 30. august 2013, hvor de første syriske, kemiske angreb fandt sted," udtalte han, idet han tilføjede: "og det på trods af, at han som Amerikas præsident på forhånd havde advaret Assad mod ’sære konsekvenser’, hvis en sådan udåd blev iværksat

Disse ord burde allerede dengang være fulgt op med handling…

 

ANTISEMITISMEN BREDER SIG

Et hagekors tillige med antisemitiske trusler blev d. 9. april 2018 sværtet på en jødisk skole i Paris. Hærværket blev udført ved selve indgangen til Centre Alliance Edmond J. Sefra i det 16. ’arrondissement’.

Skolen er kendt for at arbejde tæt sammen med de franske myndigheder for ’at standse udbredelsen af den antisemitiske propaganda i Frankrig’. Skolen er med dette forhold blevet dannet i 1860. Denne seneste form for vandalisme forekommer målrettet, og nye sikkerhedsforanstaltninger er allerede på plads.

I Danmark står det danske folketing over for en ny udfordring med hensyn til den nye religionslov, som trådte i kraft 1. januar 2018. Der hersker berettiget ængstelse for, at staten har ildevarslende bagtanker med hensyn til kravet om at de danske jøder skal indsende ritualer fra deres gudstjenester – heriblandt ritualet for omskærelse af drengebørn.

 

DE GØR NOGET VED SAGEN

Et polsk forlag, ’Katmar’, sagsøges nu efter en klage, som er indløbet i forbindelse med salget af et såkaldt ’historisk værk’, som glorificerer Hitler. De omtalte to bøger, som er farvet af et pro-nazi indhold, er skrevet af en belgisk, tidligere SS-officer, Leon Degrelle.

Bøgerne gør sig til fortaler for den nazistiske ideologi, og er med deres indhold af ’holocaust-fornægtelse’ solgt som varmt brød i Polen. Historien om ’Hitler som den store demokrat’ er her mere udbredt end i det øvrige Europa, af hvilken grund sagen er bragt for retten af den pro-Israel organisation, som fordrer en tilbagekaldelse af alle endnu ikke-solgte bøger samt en åben og undskyldende bekendelse fra forlagets side. Et bødeforslag på 100.000 kr. skal – hvis sagen vindes – skænkes til velgørende formål.

I Polen gør borgerne noget ved en sådan sag, de bringer den for retten!

 

SÆT ET KRYDS I KALENDEREN

I den aktuelle situation med indførelsen af en splinterny religionslov for jøder og danske frikirker er det af overordnet betydning at henvise til Knud Berlins Danske Statsforfatningsret, som i sin anden del i den 111. paragraf under overskriften ’Gudsdyrkelsens Frihed’ anfører følgende: "Grundloven har med hensyn til stiftelsen af religiøse samfund ikke nøjedes med at stille borgerne under beskyttelse af den almindelige ret. Havde grundloven indskrænket sig hertil, ville lovgivningen til enhver tid kunne have forbudt enhver anden gudsdyrkelse end den i Grundlovens § 4 som statens officielle religion anerkendte…

De retslærde har altså (for snart 100 år siden) gennemskuet faren ved at overlade jødernes og frikirkernes skæbne til en flok advokater og politikere, som ikke har adgang til Højesteretskendelser på grundlovsplan. Præcis som det er sket nytårsnat, da midnatsloven blev sat i værk. Lovgiverne afleverer her et lovforslag, som ikke ejer skyggen af denne lovs forhold til grundloven. Det bør ikke gå upåtalt hen!

Grundlovsdag d. 5. juni holdes møder i Horsens, som jeg nærmere vil omtale. Sæt et kryds i kalenderen!

 

BORGER-MANIFEST MOD NY RELIGIONSLOV

Ved generalforsamlingen i Horsens for foreningen ’Med Grundlov skal land bygges’ blev der lørdag, den 7. april fremlagt et manifest, som med syv artikler tager afstand fra ’den nye religionslov’, som blev iværksat nytårsnat. Nytårsloven er begrundet i Betænkning 1564, der bærer titlen: ’En samlet lovregulering om andre trossamfund end folkekirken’. Manifestets syv artikler frasiger sig statens definition af landets evangeliske, frikirkelige menigheder som ’fællesskaber’, der tror på transcendentale magter’. Det modsætter sig lovens krav om, at ’borgerne skal gøre sig fortjente til at blive tilgodeset med statens værn og støtte’, hvis de (som det formuleres) ’adlyder kejserens befalinger’. –"Dette er en overtrædelse af grundlovens 70. paragraf," hedder det. "Den erklærer, at ingen på grund af sin trosbekendelse kan berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige rettigheder."

Manifestet, som blev enstemmigt vedtaget, tager afstand fra indførelsen af enhver form for statslig ledelsesstruktur i den kristne menighed. "En sådan ordning er i uforsonlig modstrid med grundlovens 67. paragraf," hedder det, "der tilsiger borgerne ’retten til at forene sig’ (organisere sig) i samfund for at dyrke Gud med deres (ikke statens) overbevisning."

Manifestet tager fremdeles afstand fra en statslig elektronisk registrering af de kristne, frikirkelige medlemmers myndige medlemmer. "Sporene skræmmer," hedder det. "Vi nægter at efterkomme," erklæres det, "ethvert krav om vore forkynderes forpligtende underskrift på et hvilket som helst dokument, som er i modstrid med deres kristne bekendelse. De kristne bør absolut adlyde den verdslige øvrigheds love," hedder det i Den Augsburgske Bekendelse, "medmindre disse fordrer, at man skal synde; da bør man adlyde Gud mere end mennesker" (artikel 16, stk.4 og Ap.G. 5:29).

Borgermanifestets syv artikler blev stykke for stykke enstemmigt vedtaget på generalforsamlingen. Især herskede der udelt enighed om at stille sig på de jødiske medborgeres side med hensyn til ’midnatslovens’ 7. paragraf stk.6 som fordrer en dokumentation eller beskrivelse af trossamfunds centrale ritualer. "Den dag," hedder det i manifestet, "den nye religionslov fordriver Det Mosaiske Trossamfunds medlemmer fra hus og hjem (ved som på Island at søge at gennemføre 6 års fængselsstraf for overholdelse af omskærelsesritualet) er at betragte som den mest skæbnesvangre dag i Danmarks historie.

Manifestets fulde ordlyd kan findes på grundlovsforeningens hjemmeside under Retsopgøret nr. 200 (www.medgrundlovskallandbygges.dk)

 

SANDHEDENS TIME

Der er på denne hjemmeside lagt en række radiogudstjenester, som kræver en nærmere forklaring. Den kommer jeg med her, hvor jeg vil søge at give den fornødne information. Radiogudstjeneste nummer 2: ’Sandhedens time’ (som jeg her særlig vil henlede opmærksomheden på) fordrer imidlertid en nærmere beskrivelse af sit indhold, hvilket sker i det følgende. Den givne tekst beskæftiger sig nemlig med følgende 7 emner: 1) det guddommelige sammentræf, 2) religion hjælper intet menneske, 3) Der er forskel på ’vand’, 4) Sandhedens time, 5) Indrømmelsen, 6) Udsæt ikke sagen til i morgen, 7) Gud søger ’sande tilbedere’…

Lad mig forklare:

Det er helt klar, at en åndelig vækkelse var ved at bryde ud i Israel, mens Jesus endnu opholdt sig i det område, der kaldes Juda, og som omgiver Jerusalem. De to mænd, der opholdt sig ved Jordanfloden, var Johannes Døberen og Jesus med sine disciple.

Farisæerne inde i Jerusalem holdt øje med dem; de var landets åndelige ledere, anført af ypperstepræsten Kajfas. På et tidspunkt hørte Jesus folk tale om at farisæerne – altså ypperstepræstens folk – havde noteret sig, at der samlede sig større skarer om Jesus (hvis disciple døbte dem i Jordan) end de flokke, som kom til Johannes – og Ny Testamente forklarer, at da Jesus hørte om dette, brød Han straks op og begav sig på vej til sin gamle hjemegn – området ved Genesarets sø, det bibelske Galilæa. Der skiltes vejene.

Johannes fortsatte sin gerning i Judæa, og Jesus, som var den, der skulle bringe tidens afgørende budskab til sin afslutning, fjernede sig fra Jerusalem. Han ville på det tidspunkt ikke i strid med ypperstepræsterne og hans skriftkloge farisæere, Det var endnu ikke øjeblikket at tage det opgør. Der var en gerning, som skulle udrettes først; derfor trak Han sig tilbage fra Juda. Det var en slagmark, der ventede på Ham, eftersom Han atter nærmede sig Den Hellige Stad.

 

DEN FORNØDNE VISDOM

Det er min opfattelse, at Gud i sin nåde vil besøge Danmark med en lignende åndelig vækkelse – og på samme vis vil vor tids skriftkloge omhyggeligt og truende følge begivenhedernes gang. Når det sker, er det af stor betydning, at de mænd, som af Herren er udset til at bringe en sådan åndelig vækkelse til sin rette afslutning, handler med stor visdom og skønsomhed; de skal ikke indledningsvist give sig i kast med vore dages kirkelige ’kloge hoveder’; det vil kun forstyrre Guds gerning. Bedre er det at handle som Jesus. Han undgik det religiøse slagsmål og trak sig tilbage – indtil der kom andre tider. Så gav Han farisæerne svar på tiltale…

Dette er mine indledende tanker til den tekst, som Radiogudstjeneste nummer 2 fra den 14. januar 2018 drejede sig om. I folkekirkens tekstrække kaldes den for ’det hellige evangelium for 2. søndag efter helligtrekonger’, og det drejer sig om Johannes beretning om Jesu møde med den samaritanske kvinde ved Jakobsbrønden. Den oplæste tekst hentes fra Johannes 4:4-26 – og jeg anbefaler mine venner at gå ind på denne hjemmeside og lytte til den prædiken. Den findes under ’Lyd og Video’, eller klik HER for at høre den.

 

PRÆDIKENS INDHOLD

Det, som belyses i denne tekst – og som hundredvis af folkekirkepræster har måttet forberede sig på med hensyn til præcis denne søndagsprædiken – er (så vidt jeg kan se) – at forklare, at det begreb, som på engelsk kaldes ’divine appointment’ virkelig eksisterer. Teksten handler om et sådant, pludseligt, guddommeligt sammentræf, som fik en større betydning.

Det fremgår yderligere af denne radiotekst, at religiøsitet hjælper ingen; der skal dybere ting til for at Guds tanke med det enkelte menneske kan virkeliggøres. Jesus forklarer ved brønden i Samaria, at der er ’forskel på vand’ – og denne forklaring er i dag en livsvigtig information. Denne radiogudstjeneste kunne godt få titlen: ’Sandhedens time’, hvor den enkelte stilles overfor spørgsmålet, om man er parat til at se de hårde kendsgerninger i øjnene. Undertiden skal der blot en indrømmelse til… og det kan være svært at komme til det punkt i sit liv. Til sidst handler denne specielle prædiken om, at det ikke i første omgang drejer sig om ’at blive en kristen’. Det kan have betydning for nogle som kommer fra andre religioner. Nej, siger Jesus, det drejer sig om at blive ’en tilbeder, der beder i ånd og sandhed’… og dette gælder alle uanset hvorfra vi kommer!

 

FAMILIE-TANKER

Ved indgangen til det nye år er der et bibelord fra Ny Testamente, som på en særlig måde fæstede sig i vort sind, når Gisèle og jeg var i bøn for vor store familie. Det står skrevet i Paulus’ første brev til Korinterne og lyder i al korthed således: "Men det åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige; derefter det åndelige" (v.46).

Når vi betragter vor store børneflok (ti sønner og seks døtre) – må vi takke Herren for Hans bevarende nåde og for den velsignelse, som Han har ladet hvile over alle med hensyn til uddannelse, jobs og familiesammenhold. Det går dem alle godt med hensyn til deres verdslige vilkår og muligheder. Derfor er vi så meget desto mere fokuseret på, hvorledes det i dette nye år skal gå dem alle med hensyn til det åndelige.

Alle har de jo fået noget med fra deres barndom. Som oftest sad de alle i ’Tabernaklet’ (vor rejsende kirkebygning) når vi holdt møder, og der blev prædiket over Guds Ord. Med egne øjne så de mange af de guddommelige undere, som skete på den lange rejse til Jerusalem, og for en stor dels vedkommende tog de selv beslutninger om at ville følge deres opstandne frelser, lod sig døbe og blev fyldt med Guds Hellige Ånd.

I dag, hvor Pilgrim Konvojen for dem er blevet ’history’, bor de spredt omkring i Danmark eller i det fremmede, hvor de (som f.eks. i Moldavien) tjener i en frugtbar missionsindsats. Som forældre er det nu vor bekymring, at de alle får et dybere liv i det åndelige… og det er i den præcise sammenhæng, at vi nu bedre forstår ordet: "Det åndelige er ikke det første…"

Det var i den forbindelse, et skønt øjeblik, da en stor del af flokken sad påskedag i det gamle Tabernakel (som står opstillet i Riscani i Moldavien, hvor de – som i gamle dage – måtte lytte til deres far, som prædikede over påskens budskab.
 



2018-04-04
 

ER DANSKERNES TROSFRIHED I FARE?

I Danmark har man – især efter angrebet på USA d. 11. sept. 2001 – set en række eksempler på lovgivning, der går tæt på danskernes personlige borgerfrihed. Det indtil nu stærkeste eksempel er nytårsloven 2018, som hårdhændet søger at strække vingerne på den danske trosfrihedsparagraf! Det vil i den nærmeste tid rejse en række spørgsmål om den danske grundlovs holdbarhed. Er den fortsat i stand til at tage vare på danskernes frihed – især deres trosfrihed, som den faretruende ’midnatslovgivning’ nu søger at nedtromle?

Hvad betyder det f.eks., når Danmark i modsætning til Tyskland ikke har en forfatningsdomstol, som kan ’gå ind og kontrollere’ folketingets lovgivning? Og hvad vil det betyde, hvis en sådan allerhøjeste instans ’pludselig gennemtrumfer en lov (som det er sket i Tyskland) hvor ’et tredje køn’ inden par timer pludseligt bliver introduceret og af den tyske rødklædte forfatningsdomstol bliver godkendt?

 

FLERTALLET TYRANI

Den inderste og dybeste mening bag en dansk grundlovs ’selvforklaring’ (eller ’selvopfattelse’) er imidlertid dens stadig omsorg for at ville beskytte borgerne mod den politiske magts overgreb. Det er nemlig ikke noget ubekendt begreb, at et demokrati pludselig kan dukke op med de mest despotiske egenskaber.

I 1831 ankom den franske sociolog og politiker, Alexis Tocqueville til USA for at studere det amerikanske demokrati. Han forklarede (fire år senere – i 1835) sit resultat i bogen ’The American Demokrati’. Her advarer han mod ’the greatest threat, the United States faces’ (den sidste trussel, som USA står overfor): Flertallets tyranni! (The tyranny of the majority). Han skriver: "Flertallets almagt har bragt mindretallet til fortvivlelse og kan ende med det helt store overgreb" (Bogens 2. parti, kap.7).

I Danmark står folketinget således (ved denne mærkelige majoritetsmagt) som en nær mest suveræn statsdiktatur, der pludselig – inden for få dage og timer – vedtager en krænkende midnatslov om jødernes og de frie, evangeliske kristnes retsforhold i Danmark.

Den problemstilling er man godt bekendt med i lande, der har en fascistisk, kommunistisk eller nazistisk fortid… men i Danmark er vælgerne næppe klar over faren; de sover en underlig tornerosesøvn, mens politikerne indfører love, som (dybest set) strider mod Danmarks Grundlov!

 

I BUND OG GRUND ANTIDEMOKRATISK

Midnatslovens producenter har efter eget sigende sat sig selv det høje mål, at (citat): ’sikre at forslag og anbefalinger er forenelige med grundloven’ (1564, side 108). Deres indsats er altså elementær, dens teoretikere forbliver hermed ubrydeligt forbundet med denne overordnede regel; de bør således aldrig et øjeblik selv misforstå eller mislede andre i nøje at følge den uimodsigelige norm, som står nedfældet i grundlovens trosparagraf. Dette forhold synes imidlertid at være bragt til ende. Den nye 2018-religionslov har nytårsnat forandret forfatningens § 67-tekst til fordel for en bestemt politisk ligestillingsidé.

Med ny-formuleringen ’såfremt der ikke hermed opfordres til’ er de nye lovgivere med rette anklaget for i grundloven at ville udskifte begrebet ’at lære’ (som har at gøre med en dybere, dogmatisk undervisning). Lad mig forklare:

Med denne ’udskiftning’ sætter de moderne ’forfatningsforfattere’ sig selv i det konstitutionelle højsæde – og en sådan fremgangsmåde er efter borgernes mening uacceptabel. Ja, den er en alvorlig overtrædelse og er i bund og grund antidemokratisk! Den høje bekendelse, at man (citat): ’vil sikre, at forslag og anbefalinger er uforenelige med grundloven’ (betænkning 1564) er med nytårsloven-2018 faldet til jorden. Politikerne har med lovteksten i den 3. paragraf i loven om trossamfund åbenlyst fremsat en retsorden (som er uden politisk beføjelse og legitimitet) og har under foregivende af at ville ’tolke’ en trosfrihedsparagraf (med en mere nutidig forståelse) skabt en direkte illegal bestemmelse.

Hvis et dommerpanel (som det er tilfældet i Højesteretskendelsen i marts 2017, hvor en kirkefremmed vielsesceremoni af par af samme køn blev påtvunget den danske folkekirke) ville følge i samme grundlovsstridige spor) – så ville det kunne indbringes under samme anklage: De søger hermed at genskrive en trosfrihedsparagraf ved almindelig lovgivning… og kan på den måde ende som ’romanforfattere’, der sender den ene bog på gaden efter den anden (Ronald Dwarkin, ’roman écrit à la chaine’… et udtryk, som i 1921 blev anvendt af Edouard Lambert, der viste hvilken formidabel magt USA’s højesteret havde m.h.t. at ’fortolke’ den amerikanske forfatning… Giard Dalloz, 2005).

 

RELIGIONSREGLERNES UREDELIGE REDAKTØRER

De nye religionsreglers redaktører forklarer, at (citat): de har været opmærksomme på, i overensstemmelse med grundlovens § 67 at indgå at regulere trossamfundenes indre anliggender."

Når den nye lovs 7. paragraf erklærer, at (citat): ’Et trossamfund skal være organiseret i overensstemmelse med principper om medlemsdemokrati og ligebehandling herunder ligestilling mellem kønnene’ (stk.3) – så forbliver det et spørgsmål, om ikke et sådant lovkrav er et indgreb i f.eks. synagogens og de evangeliske frikirkes indre forhold.

Den bibelske ledelse af synagogen og den nytestamentlige ledelse af den kristne menighed er ikke en funktion, der udføres efter juridiske principper i et verdsligt system,; her gives tværtimod ingen beføjelser til nogen form for verdslig ledelse – hvilket fremgår af grundlovens 67. paragraf, som siger, at ’borgerne har ret til at forene sig… efter deres egen religiøse overbevisning!

At der konstitutionelt gives borgerne ret til at organisere sig i fællesskaber, der udøver sin egen gudstjeneste, beviser, at forfatningen finder borgerledelsen for både habil og tilstrækkelig. Som apostelen i Ny Testamente advarer mod ’indsnegne, falske brødre’, som lurer på den frihed, som vi har i Kristus’ (Gal.2:4) – sådan bør både synagogen og de frie kristne menigheder gøres opmærksom på, at fjendske, politiske elementer vil søge ’at snige sig ind i ledelsen af de trossamfund, som er uden for folkekirken. Til den første menighed siger apostelen: "De vil trælbinde jer" (Gal.2:4). Det samme siger Kristi apostle om den nye religionslovs agenter.

Om dette forhold er følgende at overveje: De nye 2018-regler (’midnatsloven) søger at indprente en hel ny og anderledes mening bag forståelsen af grundlovens trosfrihedsparagraf end den, som originalteksten giver udtryk for. En moderne, politisk vilje ligger bag den idé, at et dybt (ofte antisemitisk eller antikristeligt) verdsligt styre indføres i synagogens og kirkens ledelse. Helt nye salmer skal (ifølge midnatslovens forståelse) herske i de gudshuse, som tilhører landets jøder og kristne.

 

DEN STORE LOVGIVER

De nye lovgivere bevidner hermed, at de ikke har forstået, at Bibelen (både i sin hebraiske, gammeltestamentlige forståelse og i sin græske, nytestamentlige opfattelse) i sig selv er ’den store lovgiver’ – ja, den er selve lovens skaber! (En udmøntning af Hans Kelsens ’Théorie pure du droit, s.340). Fra jøderne kommer De Ti Bud, og fra de kristne Jesu bjergprædiken om budenes betydning.

Heroverfor står den videnskabelige livs og verdensanskuelse, som staten vil pålægge nationens troende borgere; en sådan ’videnskabelig’ indfaldsvinkel til f.eks. trosfrihedsparagraffen i Danmarks Grundlov er ene og alene intellektuelt betonet; den betegner den nævnte bestemmelse som trosfrihedsparagraffen – men aner selv intet om selve troens væsen. "Den er ikke rettens skaber" (Hans Kelsen).

Den tillader sig i sin midnatsmørke lovgivning for de troende (trossamfundene) arrogant at vende ryggen til f.eks. de frikirkelige kristnes egen definition på tro, der lyder sådan: "Troen er en fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser" (Hebr.11:2).

Retssystemets specialister (professorer, advokater etc.) er sat til at forsvare den danske trosfrihedsparagraf. De er grundlovens væbnede værn. Det vil i denne forbindelse sige, at de skal danne en skjoldborg om formuleringen: ’Borgerne har ret til… at forene sig… efter egen overbevisning’. Det er disse eksperters opgave og profession at fastholde, at organisationen af de troendes fællesskaber ikke skal udformes efter statens idé. De bliver betalt for at stride for grundlovsformuleringen: ’i overensstemmelse med borgernes egen religiøse overbevisning’ (§ 67).

Hvis det er en virkelig videnskabelig tilgang, som midnatslovens kupanere lader sig lede af, så bør de upartisk og upolitisk studere lovens tekst, som (om organisationsform for de troendes fællesskaber) udtrykkelig siger, at disse (frit) har ret til ’at forene sig’. De nye lovfortolkere bør da (ud fra deres påståede ’videnskabelige’ konklusioner) komme til et facit, ’der stemmer overens’ med den konstitutionelle tekst. Deres endelige udsagn bør til mindste detalje retfærdiggøre trosbestemmelsens ordlyd og indhold. Deres metode står og falder med dette udfald. Deres endelige ræsonnement tør ikke være anderledes: "Det er ikke staten, der organiserer kirken, men det er kirkens Herre, som giver landets kristne menighed dens egen bibelsk-betonede struktur og ledelse.

Hvis nytårsloven 2018 virkelig skal anses som et ’videnskabeligt værk’ (fagligt velbegrundet og langsigtet logisk) så kan den ikke fremstå som en politisk snæversynet arbejdsmanual! Ej heller tør den som ’almindelig lov’ fremføre sig selv som ’den eneste gyldige sandhed’ (i sin 30. paragraf foreslår den f.eks. en revision af en enkelt – forholdsvis uvæsentlig paragraf – i folketingsåret 2019-20). Den må indrømme, at hvis den er fremsat på et forkert grundlag med et illegitimt sigte, så må den fjernes for aldrig mere at se dagens lys. Aktuelt kan den af borgerne kun anses som en ildevarslende stillingtagen. Kejseren har hverken adgang eller plads i kirkens og Templets part. Træder han over denne tærskel – er han samtidig ifølge den danske forfatning en grundlovsovertræder.

 

EN MYNDIGHED, DER AFKRÆVER RESPEKT

Et værn mod ’de falske forførere og førere’, som vil snige sig ind i Herrens Hus (Gal.2:4-5) med lovløse love og urene hensigter, er (både for jøder og kristne) grundlovens trosfrihedsparagraf. Den frembyder i sin danske formulering en myndighed, der afkræver respekt. En nødvendig orden, som peger frem mod det globale horror-øjeblik, hvor alle regler brydes, og en verdenshersker ’sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds Tempel og udgiver sig selv for at være Gud" (2.Thess.2).

For de troende i Danmark er det fra nu af en nødvendig iagttagelse, at ’også senatet i denne sag har et ord at skulle have sagt’! Det er altså ikke kun den legislative magt, som her tør tale. Derfor bør borgerne våge over, hvilke folk de vælger ind i parlamentet. Troens mænd har ifølge Den Augsburgske Bekendelse også her en plads.

Lovløshedens hemmelighed er nemlig allerede i omdrejninger (2.Thess.2:7). Grundlovens juridiske kontrol er påkrævet og må derfor have sine fortalere (saml. med Montesquieu, de l’Esprit des lois’, 1748, Bog 11, kap.6). For at denne ’grundlovskontrol’ kan accepteres, må den bydende nødvendighed fremlægges, og ’dem, der skal fremlægge den’, må da være på plads!

Folkets respekt for lovgiverne har i lang tid stillet sig i vejen for, at grundloven blev tilstrækkeligt værnet. Det blev næsten betragtet som en helligbrøde, hvis nogen dristede sig til at sige noget imod en lov, som højtideligt var blevet vedtaget ’på højeste sted’. Hvad der står under afstemningen i folketingssalen har for mange stået som selve inkarnationen af sund fornuft – et udtryk for folkets generelle vilje, som ifølge Rousseau altid må være ’det rette’ (’Du contrat social, 1767, Bog 2, kap.3).

Med indførelsen af den lov om danske evangeliske frikirker og danske jøder, som i december 2017 blev hastet gennem folketinget for at kunne træde i kraft nytårsnat (inden Rådhusklokkerne ringede året 2018 ind) kan der sættes et stort spørgsmålstegn. Det er dog ingen helligbrøde at søge at fjerne denne faretruende ’midnatslov’ fra det danske retssystem; den er i virkeligheden et dødbringende angreb på den 67. paragraf i Danmarks Grundlov, som beskytter borgernes personlige tro og samvittighed, - ja, den er (efter min mening) et skjult forsøg på at fjerne skillevæggene mellem den dømmende – og den udøvende magt; ved almindelig lovgivning søger den at komme en parlamentarisk grundlovsordning i forkøbet. Der er derimod en fare for det danske, demokratiske forhold mellem stat og kirken; den er i sig selv (mener borgerne) en overtrædelse af grundloven!

For at det princip kan funktionere, at statsmagten har hårdt brug for ’en dommer’, som årvågent våger over, at der hersker en klar forskel på Grundlov og ’almindelig ret’, er det for borgerne nødvendigt, at Højesteret er til at stole på i denne sag!

Når Danmarks Grundlov ikke i sig selv har taget højde for nødvendigheden af denne kontrol, så må dommerne skride ind, så snart der sker en overtrædelse. Sådan som det nu er tilfældet med den statsfarlige lov, som efter nytårsnat (til 2018) kan blive skæbnesvanger for danske jøder og deres frikirkelige medborgere.

I USA har Højesteret truffet beslutning om, at en sådan kontrol måtte eksistere og kunne udøves som det var tilfældet i den berømte beslutning, der blev taget i 1803.

Sagen går under betegnelsen ’Marbury v. Madison’ og drejer sig om en lov, der var i modstand med grundloven (E.Zoller, Balloz, 2010, s.11). – Her erklærede dommer Marshall: "Retten bør i dette tilfælde klart afgøre, hvilken af to regler, der her skal blåstemples!"

Nøjagtig i samme position står sagen om den nye religionslov i Danmark. Den er (efter borgernes mening) i modstrid med grundloven, og det er af afgørende nødvendighed (for de jødiske og frikirkelige borgere) at det afklares, hvilke regler, der gælder i dette spil.

Læs artiklen: ’Nyt lovfæstet magtmiddel’ under Retsopgør og kom til generalforsamlingen d. 7. april kl. 14:00 i Horsens, Frikirkes lokaler, Nørretorv 27, 8700 Horsens. Her vil bl.a. Borgermanifestets 7 artikler blive fremlagt…
 



2018-03-28
 

ET RETSGYLDIGT DOKUMENT

I forbindelse med ’Borgernes 2018-Midnats-Manifest, som i sin fulde ordlyd nu står gengivet på grundlovssiden (www.medgrundlovskallandbygges.dk) beder jeg jer om at nærlæse dette særlige dokument, som jeg her giver ’et ord med på vejen’ i den indsatte artikel med titlen: ’BORGERNES 2018 MIDNATS-MANIFEST’.

Manifestet koncentrerer sig i syv artikler om de emner, som i en forestående grundlovskamp vil blive ’sagens kerne’. Ny Testamente koger hele stridens formål ned til dette skriftafsnit:

"Et dokument kan man ikke omstøde eller føje noget til, når det er retsgyldigt" (Gal.3:15). Det ’retsgyldige dokument’, som jeg her har i tankerne, er Danmarks Grundlovs 67. paragraf, som er de danske borgeres trosfrihedsbestemmelse.

Det er imidlertid sjældent, at en lovtekst ikke udsættes for forskellige – ja, divergerende, forskellige tolkninger. Det forbliver dog et aktuelt spørgsmål, om den ’midnats-tolkning’ af trosfrihedsparagraffen (’Borgerne har ret til’) ikke ved indgangen til 2018 anfægter denne bestemmelses dybeste sandhedsværdi, hvis den ’tolker’ frihedsteksten derhen, at staten fra nu af kan påtvinge de danske jøder at fjerne et særligt udpeget ritual og de danske frikirkelige kristne at indføre et særligt nyt statsritual. Hvad har den verdslige øvrighed at gøre med synagogens og kirkens ritualer? Hvis statens påtrængenhed på dette område (den nye religionslov for jøder og frikirkelige kristne) bør betragtes som fuldstændig ’fejlfortolket’ – da må den rene grundlovstekst (mener borgerne) – sort på hvidt – af retfærdige dommere kunne afgøre sagen.

Imidlertid er Bibelens profetiske advarsler (når der her er tale om, at statsmagten baner sig vej ind i både synagogens og kirkens indre kamre) især rettet mod statens hele retssystem og dommernes troværdighed. "Lån øre til Herrens Ord, I sodoma-dommere," hedder det, "lyt til vor Guds åbenbaring, du gomorrafolk" (Es.1:10).

"Lån øre til…" betyder, at de tiltalte (i hvert fald ikke på forhånd) blot holder sig for ørene og på ny erklærer, at ’de ikke vil lytte til synagogens eller kirkens folk; de vil ikke høre noget citat fra den gamle pagts hebraiske tekster og udelukker på det bestemteste, at så meget som en stavelse af apostlenes lære omtales. Og dette på trods af, at det netop er disse tekster og denne lære, som er til debat!

Mår den jødiske profet (Esajas) med henblik på sit eget jødiske samfund, Israels børn, ikke holder sig tilbage for at bruge så stærke udtryk som ’sodoma-dommere’ (om dem, som skal ’tolke’ lovens tekst) og ’gomorrafolk’ (om hele det mere eller mindre vildførte, homoseksuelle samfund, som omgiver dem) – hvorfor skulle da dommerne i et moderne hedningesamfund ikke kunne tiltales på samme måde? Dette er midnats-manifestets indfaldsvinkel.

Hvis altså tolkning af lovens tekst ikke længere bygger på dommernes ubesmittede indsigt og viden men snarere på drifter og begæringer fra det underste lag i sex-industrien, så er det (i sådanne dokumenterede tilfælde) ikke længere lovens rene tekst, der er bestemmende, men langt mere den formørkede vilje, som et eller flere medlemmer af et dommerpanel (som det er sket i USA) kan lade sig lede af. Hvis sådanne profetisk-forudsagte forhold (’sodoma-dommere’ og ’gomorrafolk’) ikke blot indgår som indflydelsesrige elementer i den almindelige lovgivning – men at den oven i købet (ad politiske og moralske mafia-betonede genveje) har fundet vej ind i Højesteret og grundlov, så er situationen uoverskuelig. Dette er midnatsmanifestets baggrund.

 

GRUNDLOVSGIVERNES HØJE AMBITION

Danmarks Grundlov stadfæster (citat): ’den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke, der som sådan understøttes af staten’ (§ 4). Denne faste, ’ubøjelige’ formulering (forekommer det) er at finde bag en særlig ambition, der lyser ud af grundlovsgivernes tekst. Grundlovsfædrene har forfattet denne paragraf ud fra det syn, at ’her var noget, som skulle forblive urokkeligt i det danske samfund. Denne bestemmelse om troens og samvittighedens frihed er ikke ’en døgnflue’. Den er kommet for at blive….ja, er som hævet over tid og alle slags trivielle omstændigheder. Altså ikke bare ’en femårsplan’. Ej heller til salg! … men en slags ’evighedsordning’, fordi den (udskilt fra alle andre af grundlovens paragraffer) har at gøre med det tidløse begreb, som fortsat hedder ’borgernes trosfrihed’. Det er midnatsmanifestets egentlige indhold!

En hvilken som helst nations konstitutionelle bestemmelse om borgernes tro berører den definition, som står nedfældet i Ny Testamente med ordene: "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser… i tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds Ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se" (Hebr.11:1,3).

Når derfor statens embedsmænd og dens juridiske retssystem (som i dette tilfælde med den nye 2018-religionslov) berører spørgsmålet om ’en kirkes lære’ (§ 4) og med grundlov stadfæster en ’utopisk vision’, der bygger (ikke kun på en revolutionære epoke i historien) men på den nuværende, enkelte danske borgers personlige overbevisning, så har man bevæget sig ind i et minefelt, hvor der skal trædes varsomt.

"Han har forlangt af jer, at mine forgårde trampes ned!" udbryder profeten Esajas (1:12). Et spørgsmål, som forfatterne til midnatsloven-2018 bør besvare… Dette er midnatsmanifestets udfordring.

Hvis de moderne (løsslupne) danske lovgivere havde siddet i den franske, revolutionære nationalforsamling d. 3. sept. 1791, ville de ikke have vovet at sige ét ord om den i Frankrig nylig indførte trosfrihed! De ville have lært deres lektie hjemmefra og ville vide, at ifølge indholdet af den givne, franske forfatning (v.titre VII const.1791) var det på stedet umuligt at ’ændre så meget som et komma i den givne, revolutionære forfatnings tekst’.

Deres kolleger to år senere (1793) og fire år senere (1795) og et halvt århundrede senere (1848) – hvor den danske grundlov for første gang så dagens lys – har forholdt sig lige så tavse – ja, da endelig nogle enkelte franske lovgivere dristede sig til at komme med et fortroligt ændringsforslag i 1875 – så herskede der derefter en ængstelig stilhed omkring dette emne i tresindstyve år! Grundlovsændringer var ikke noget, som den franske revolutionens efterfølgere vovede at beskæftige sig med.

 

DET ER LÆREN, DET DREJER SIG OM

Den privilegerede tro, som grundloven tilsikrer sin støtte i Danmark, fik benævnelsen ’Folkekirken’ af en ganske bestemt grund. Før 1849 var det stort set et ukendt begreb – og meningen med at indføje denne betegnelse i grundloven var utvivlsomt ikke at give en kirke en privilegeret stilling. Nej, det var at give den lære, som denne (eller en anden ligesindet kirke) byggede på en forret.

Grundloven forpligter den danske stat til (citat): ’at understøtte den evangelisk-lutherske lære, hvilket fremgår af bl.a. den kendsgerning, at kongen (ifølge den 6. grundlovsparagraf) skal tilhøre den evangelisk-lutherske kirke. Danmarks Grundlov siger ikke, at Danmarks dronning ’skal tilhøre folkekirken – nej, det er den protestantiske lære og tradition (som reformatorerne stod for), der i grundloven tilsiges statens støtte.

Danmarks Grundlov, som indeholder denne klare bestemmelse om statens beskyttelse og den evangeliske (protestantiske) lære – som kun er tilknyttet folkekirken så længe, den forbliver identiske med denne reformatoriske lære – er ikke kun en religiøs ordning! Denne ordning er grundlovsgivernes pagt med det politiske samfund – og hvis folkekirken sviger denne samfundspagt (ved at frasige sig den evangelisk-lutherske bekendelse) – da er den ikke længere omfattet af statens forpligtende beskyttelse. På samme vis er en hvilken som helst anden evangelisk kirke, som lever og ånder den samme trosbekendelse, som reformatorerne byggede på, sikret statens værn og vil ikke kunne udsættes for den verdslige myndigheds forfølgelser eller overgreb.

 

FORTOLKERE PÅ UKENDT GRUND

Med den nye religionslov-2018 er nu gennemført en skarp optegnet definition af, hvad det vil sige at være en evangelisk frikirke eller en jødisk synagoge i Danmark. "Dette er nødvendigt," siger de moderne lovgivere, "for at vi bedre kan fastlægge, hvem den nye lov gælder for" (1564-side 106).

Når nu dette er formålet, så må en sådan fremstilling definere en tydelig rekonstruktion af det absolut sande billede af de danske jøders og de frikirkelige kristnes egen læremæssige og gudstjenestelige opfattelse af deres selvstændige tro på og tilbedelse af Gud.

Grundloven fordrer præcis denne fremgangsmåde med henblik på ’det abstrakte billede’, som statsmagten herefter gør sig, når den (som den selv siger): ’vil fastlægge, hvem den nye lov gælder for’.

Billedet kan imidlertid blive fordrejet, når ’statsskriverne' skal til at stille skarpt på de forskellige danske, evangeliske kirkesamfunds og judaismens dybeste rødder og højeste højder af deres eget evighedssigte. Billedet kan let blive kunstigt og åndeligt udvandet, thi siger Ny Testamente: "Vi taler en visdom, der ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere, som mister deres magt" (1.Kor.2:6).

Når der altså (ifølge Ny Testamente) eksisterer en åndelig indsigt, som statsmagten (’denne verdens herskere’) ’ikke kender noget til’ – så må den verdslige øvrighed give plads for, at denne forståelse kommer til orde – ja, lytte til forkyndelsen derom – for at der ikke skal blive foretaget nogen lovmæssig forholdsregel mod et selvskabt, kunstigt billede af nogle borgeres oprigtige, sunde og veldokumenterede gudsdyrkelse.

 

UDENFOR DERES BEGREBSVERDEN

Statens teologer er hermed konfronteret med en opgave som de aldrig før har været ude for; visse emner er tydeligvis blevet ignoreret af tidens teologiske stillinger. Statens folk er kommet på ukendt område. Ikke sådan at forstå, at disse åndelige særtræk har undsluppet statsembedsmændenes opmærksomhed – men de har simpelthen været ude af stand til at sammenfatte de ordninger, der tilhører et andet rige, med den politiske verden, som de selv befinder sig i. Jesu ord: "Mit rige er ikke af denne verden" (Johs.18:36) har været og er stadig lukket land for dem… ikke fordi statsteologerne mangler uddannelse eller står tilbage med hensyn til evner og intelligens, men simpelthen fordi (og dette vil sikkert vække deres mishag) de dybest set ikke har nogen beføjelser i dette rige; statsembedsmændenes kompetence er begrænset til det, de har forstand på… og at definere et evangelisk trossamfund eller dogme bag den jødiske lære, er udenfor deres begrebsverden.

"Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd," belærer apostelen, idet han tilføjer: "det (altså hvad der kommer fra Guds Ånd) er ham (det sjælelige menneske) en dårskab, og han kan ikke forstå det" (1.Kor.2:14).

Dermed er det sagt: "Han kan ikke forstå det" – og hvis nogen af den nye religionslovs redaktører vil hævde det modsatte, så er det værk, de har sendt på gaden allerede i marts 2017 et fældende bevis på, at Ny Testamente har ret, når det erklærer: "De forstår ikke, hvad de taler om, for det skal bedømmes åndeligt" (1.Kor.2:14).

De nye lovfortolkere søger at skabe tillid omkring deres udlægninger. I så tilfælde (hvis dette skulle lykkes dem) bør de i hvert fald ikke erstatte grundlovens trosfrihedsbestemmelse med en anden paragraf, som de selv har fundet på – og selv udlægge til deres egen fordel. Dette er midnatsmanifestets advarsel!

 

LOVGIVERNE HAR LOVET AT HOLDE GRUNDLOVEN

Den danske grundlov præciserer, at ’intet må læres, som strider mod sædeligheden’ (§ 67). Den forudser, at sådanne samfundsfarlige lærebegreber, dogmer og religiøs undervisning kan finde sted – og dette værner den præcise grundlovstekst borgerne imod. En bestemt trosartikel i forfatningen har én gang for alle omfattet denne sag (§ 67). Det kan imidlertid forekomme, at en lovtekst stiller skarpt på selve meningen i en bestemmelse (og dette ’fokus’ kan så ved en anden regel fremhave denne dybere forståelse) men der kan ikke tillades en ny regel, som med en hel ny ordlyd og helt andre begreber – ja en helt anden indre mening – (ved almindelig lov) søger at erstatte den givne grundlovstekst!

Dette er imidlertid (mener de i denne sag engagerede borgere) sket ved iværksættelsen af midsnatsloven-2018. Her er ordene ’at lære’ erstattet med ordene ’at opfordre til’ og ordene ’at stride mod sædeligheden og den offentlige orden’ er erstattet med ordlyden: ’der strider mod bestemmelser fastsat ved lov eller i medfør af lov’.

Den nyforfattede tekst fremstår her som en argumentation ’a contrario’. Det vil sige ’en absolut modsat opfattelse’. Hvis en grundlovsbestemmelse autoriserer en vis opfattelse, så kan en helt modsat disposition ikke herefter få det blåstemplet!

Der bør selve intentionen hos de nye lovgivere sættes under lup. Den 32. paragraf i Danmarks Grundlov siger (citat): ’Ethvert nyt medlem (af folketinget) afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven (stk.7).

Dette forhold (lovgivernes forbundenhed med grundloven) er en – for borgerne – stor tryghedsskabende fortjeneste; den understøtter betydningen af den danske forfatnings talende tekst, når det – som nu – drejer sig om jødernes og de evangeliske, frikirkelige borgeres trosfrihed. Lovgivernes ansvars fulde rolle som ’fortolker’ fremhæves! Den samvittighedsløse politiker må have det dårligt, hvis han modsætter sig grundlovens trosfrihedsparagraf. En fornyet stats efterstræbelse af en jødisk omskærelse eller et frikirkeligt vielsesritual er da ikke længere legitimt. Ifølge en dansk ministers egen højtidelige erklæring vil en sådan grundlovsstridig forfølgelse af ’anderledes troende’ være illegal.

Dette er borgermanifestets særlige markering.

 

EN RELIGIONSTVANGS-LOV

Den i 2018 (nytårsdag) gennemførte religionslov har – ifølge sin egen definition – en historisk baggrund. "Således havde den franske nationalforsamling den 26. august 1789 vedtaget en menneskerettighedserklæring, som også omfattede religionsfrihed," hedder det i en indledende bemærkning til den betænkning (1564), der førte til den nye religionslovs indtræden i 2018.

"I korthed handler disse 17 franske artikler om frihed, religionsfrihed, menings- og ytringsfrihed og ret til at deltage i lovgivningen. Det gælder også retten til at gøre oprør mod undertrykkelse

Det sidste bør de danske frikirkelige borgere i denne time mærke sig…

Den danske model for en konstitution bør imidlertid – som dengang – fortsat hvile på et grundlag af frie ånder, som ånder frihed. Den nye religionslov ejer ikke så meget som skyggen af dette præg. Den er udarbejdet af politiske aktører, som synes at have mistet denne åndelige frihed – ja, som i dag (dybest set) kæmper imod den. De moderne lovgivere på Christiansborg har med denne (- ikke religionsfrihed men) religionstvangslov bevist, at de er håndlangere for et strengt struktureret ligestillingsprogram, - ja, det er i virkeligheden denne særlige anti-bibelske politik, som den nye lov for danske frikirker og jøder, forsvarer. Denne ’partisan-disciplin’ lyser ud af de nye religionsparagraffer.

Danske borgere bør derfor i dag samle sig for (som det hedder i den franske revolutionskonstitution) ’at forsvare retten til at gøre oprør mod undertrykkelse.

Dette er midnatsmanifestets opråb, som yderligere henviser til følgende:

"Det foreslås," hedder det med henblik på den nye bestemmelse for jøder og frikirkelige kristne borgere, "at deres grundlæggende frihed og rettigheder lovfæstes" (betænkning 1564, s. 106). Disse ’grundlæggende friheder’ omtales derefter som de her omtalte borgeres enestående ret til (citat): ’at drive egne begravelsespladser samt muligheden for at ansøge om vielsesbemyndigelse’.

De nye ’fundamentale friheder’, som den nye lov storsindet skænker jøder og frikirkelige kristne i Danmark, fremhæves her med disse to eksempler: 1) De kan selv få lov at begrave deres medlemmer på særligt udsete pladser, og 2) de får nu en mulighed for ’at ansøge om at foretage vielser med deres egne præster’. (Det betones dog, at det kun er muligheden for ’at ansøge om vielsesbemyndigelse’).

Senere vil de borgere, som tager imod denne særlige gave fra staten blive forklaret, hvilke særlige betingelser, der stilles (løfteerklæringer, indførelsen af nærdemokrati og ændring af deres vielsesritualer, så at også homobryllupper kan finde sted), hvis de ’takker ja’ til ’den nye frihed’.

At betegnelsen ’fundamentale frihedsrettigheder ’anvendes om disse to forhold (begravelsen og retten til at gifte folk) forekommer beskæmmende! Om den verdslige øvrigheds opfattelse af ’begravelser’ gør de firkirkelige borgere sig ikke store tanker; de lytter til Kristi ord, som siger: "Lad de døde begrave deres døde" (Matt.8:22) – ja, er i højere grad opmærksomme på Ny Testamentes advarsel, at der findes mennesker (citat): ’som har ord for at leve og dog er døde’ (Åb.3:11).

Der kan derfor ikke fra borgernes side herske nogen general holdning til statens uanstændige anvendelse af begrebet ’grundlæggende frihedsrettigheder’ i denne forbindelse! Med denne betegnelse har de jøde-kristne troende i Danmark en hel anden forståelse. Dette er 2018-manifestets afstandstagen fra statens ’godgørenhed’.

 

BERETTIGET MISTANKE?

Det har nemlig vakt borgernes mistanke, at det forberedende udvalg til den nye religionslov for bl.a. frikirkelige kristne borgere har foreslået (citat): ’at bestemmelserne om vielsesbemyndigelse til forkyndere i disse trossamfund flyttes fra lov om ægteskabs indgåelse til den nye trossamfundslov’ (1564: s.107).

Det vil sige, at de nye bestemmelser om ægteskabsindgåelse mellem par af samme køn (homovielser) er flyttet fra den i 2012 gennemførte lov om homoseksuelle kirkebryllupper for herefter at blive ’bedre placeret’ i midnatsloven-2018! "Det vil tydeliggøre, hvilke betingelser, der skal opfyldes for at få den omtalte vielsesbemyndigelse," hedder det (betænkningen 1564, s. 107).

Dette kan næppe betyde andet (mener borgerne) end at staten hermed vil sikre sig, at de evangeliske forkyndere, som ikke er enige med den nye lovgivning om homoseksuelle vielsesritualer, her vil blive kigget nærmere i sømmene. Det drejer sig nemlig her om en mere fast indrammet lovbestemmelse, hvorved selve eksistensen (eller mangelen på en sådan) af frikirkelige ritualer for vielser af par af samme køn attesteres, så at der på stedet kan gives ordre til de ansvarlige myndigheder at et sådant kirkeligt vielsesritual forefindes. Denne ’observation’ vil (efter 1. jan. 2018) indgå som en systematisk undersøgelse, der (hvilket synes at være statens forventning) i det lange løb vil få urolige elementer banket på plads.

Ved at denne bestemmelse om ’ægteskabsindgåelse’ transporteres fra den ene lov til den anden vidner om den statsdrevne iver efter at få samlet disse ’ægteskabsindgåelser’ i en logisk sammenhæng. Hvis den ene 2012-bestemmelse (vedrørende kirkelige homobryllupper) ikke forekommer tilstrækkelig effektiv, så kan man ved en fornyet 2018-lovgivning foretage ’dispositioner’ (f.eks. flytningen af et par paragraffer), så at staten til sidst kan glæde sig over, at ingen her kan unddrage sig gældende dansk lov og ret…
 



2018-03-21
 

EN RETSSTAT KAN IKKE JAGE JØDERNE PÅ FLUGT

Debatten om omskærelse af drengebørn vil – eftersom trusselen mod de danske jøder dermed dagligt forøges – tage fart for til sidst at ende i den vildeste løbskkørsel, hvis ikke den holdes på skinnerne af det begreb, som i den nye religionslov fremhæves som ’dansk lov og ret’.

Her bliver det da de kristne borgeres opgave at stå deres jødiske landsmænd bi ved at fastholde Danmarks Grundlovs trosparagraf (§ 67), som tydeligt og uanfægteligt sætter grænser for statsmagtens indblanding i både den jødiske (mosaisk-troende) og den danske (kristne) borgeres personlige, religiøse overbevisning.

Ikke få har ved politikernes fremfærd i den senere tid fået den falske opfattelse, at den danske stat og dens ministre og embedsmænd – ja, alle de folkevalgte politikeres magt på Christiansborg (ifølge deres arrogante væsen og selvstændige magtudfoldelse) måtte være ubegrænset.

Dette er imidlertid ikke tilfældet! Den danske stat og deres lovgivere kan ikke træffe beslutninger om jødernes omskærelsesritual eller de kristne borgeres oprindelige vielsesritual (mellem en mand og en kvinde) uden at de først omskriver grundlovens 67. paragraf – hvilket man allerede er i fuld gang med ved indførelsen af den kontroversielle midnatslov-2018.

Sandt er det, at den danske statsmagt ikke kan tillade, at grænserne for dens myndighed (med hensyn til borgernes tro og religiøse overbevisning) bliver den foreskrevet af andre – derfor er de grænser for statsmagtens indgreb vedrørende jødiske eller kristne ritualer kun sådanne, som den selv har sat og af sin egen vilje fastlagt i Danmarks Grundlov.

 

BORGERNES BERETTIGELSE

Som jødiske og kristne borgere går vi altså ikke den danske statsmagt for nær (ja, vi tillader os ikke at bruge disse ritualspørgsmål for dagen, uden at vi som folkets stemme er berettiget dertil).

Den danske statsøvrighed er nemlig ikke bare (set ud fra en forfatningssynsvinkel) en rå totalitær magt, der ’som den stærkeste’ handler blindt og hårdt efter sine egne politiske luner og lovgivernes forgodtbefindende. Nej, staten er (især set ud fra grundlovens trosfrihedsparagraf) ’en sædelig magt’ (H. Matzen) – altså ’en moralsk person – hvis opgave det er (citat): ’at anordne og håndhæve retsideens krav til den sociale ordning’! (M.3. del § 17, s.270).

Dette vil i det pågældende tilfælde (vedr. jødernes omskærelsesritual og de danske borgeres frikirkelige vielsesritual) betyde, at hvis den danske stat fremover skal kunne betegnes som ’en retsstat’, så må den absolut sætte sig selv visse grænser for sin råden.

Enevældens tid er i Danmark uigenkaldeligt forbi – og der kan i øvrigt ikke herske tvivl om, at statsmagten havde sine givne grænser længe før fyrsterne blev regnet som landets eneste herre.

De jødiske og kristne, danske borgere er altså ikke ’undersåtter’, der (som trælle) er undergivet Christiansborgs ’regalia og jura majestatis’ – nej, vi er frie mænd ("we are free men," som det hedder indledningsvist i den amerikanske uafhængighedserklæring) – kongelovens tid er forbi, og der kan med henblik på de danske borgeres trosfrihed ikke længere indføres nogen form for despoti i det danske kongerige.

De, som mener, at den slags lærdomme behøver vi ikke at gentage, bør erindre, at i Europas nyeste historie (altså for kun en lille menneskealder siden) blev efter en rigsdagsbrand d. 27. feb. 1936 sådanne ’moderne oldtidslove’ udført i Tyskland, at en ’træl’ kunne henrettes for den mindste bagatel – og visse (uønskede) tyske borgere mistede på én nat deres borgerrettigheder og kunne blive hængt i en lygtepæl og al deres ejendom og gods uden lov og dom kunne konfiskeres…

At de nye lovgivere er sig dette særlige forhold bevidst, findes angivet i midnatslovens bemærkninger om den elektroniske registrering af de danske trossamfunds borgere. "Af historiske grunde," hedder det i nytårslovens 7. paragrafs ’bemærkninger’ (citat): "stilles der med henblik på fortegnelsen over medlemmer af Mosaisk Trossamfund under besættelsen 1940-45 ikke krav om, at en sådan fortegnelse indsendes til ministeriet" (1564: side 157).

 

BORGERNES INDIVIDUELLE SELVSTÆNDIGHED

Hvis statens egne embedsmænd og redaktørerne af den nye religionslov (for jøder og kristne) selv kan indse, at den elektroniske registrering af jødiske borgere kan indebære en risiko, hvis en sådan ’medlemsfortegnelse’ falder i de forkerte hænder – så må de også ud fra de samme ’historiske grunde’ kunne indse, at et lovpåbud vedrørende ’omskærelse af drengebørn’ kan indebære de samme forfølgelser.

Danmarks Grundlovs 67. paragraf om trosfrihed har samtidig med indførelsen af 1) regler for regeringsmagten med 2) konstitutionelt ansvarlige ministre og 3) uafhængige domstole sikret en håndhævelse af de absolut fastsatte grænser for statsmagtens beføjelse.

Det fremgår udtrykkeligt af Danmarks trosfrihedsparagraf, at ’borgerne har ret til…’, hvilket på godt dansk betyder, at i denne sag skal statsmagten ikke tillade sig at udføre modstridende bestemmelser, som hævder, at fra nu af (nytårsnat til 2018) ’har borgerne ikke længere ret til’.

Den 67. frihedsparagraf stiller alle statsundergivne, jødiske og frikirkeligt kristne borgere (deres trossamfund og individuelle gudsdyrkelse) som absolut selvstændig-berettigede over for en hvilken som helst regering, der vil søge at vælte sig ind over deres dørtærskler for at overtage ledelse og indretning af deres gudsdyrkelse.

Staten kan kun undlade at gøre indgreb i jødernes ret til at foretage en tusindårig og traditionel omskærelsesceremoni – og de statsundergivne, jødiske borgere kan kun trygt nyde den frihed, som grundloven sikrer deres trosoverbevisning – og de frikirkelige, danske borgere (som udsættes for den samme politiske ligestillingsefterstræbelser og jagt på deres vielsesritual vedr. ægteskab kun mellem en mand og en kvinde) kan se sig beskyttet af den samme trosfrihedsparagraf – ja, kan endog (som evangeliske kristne med en klar protestantisk bekendelse) se sig berettiget til samme forfatningsmæssige privilegier og goder som den evangelisk-lutherske kirke er konstitutionelt blevet tilsagt.

 

EN SÅKALDT SÆDELIG ORDNING

Med hensyn til det område, som modstanderne af den jødiske og frikirkelige gudstjeneste vil søge ’at leve højt på’, er den parentes, som grundlovens 67. paragraf angiver for ’statsmagtens begrænsning’.

Hvis nemlig, at man fra modstandernes side kan angive et eller andet element i den jødiske eller den evangelisk-frikirkelige gudstjeneste, som kan angives som ’usædeligt’, så vil man – så hårdt og så præcist som muligt – søge (med loven i hånden) at slå ned på disse forhold.

For med en relevant (et hundredårig) kommentator at søge at stille skarpt på denne sag, vil jeg med H. Matzens Danske Statsforfatning (1909) søge at indkredse, hvad Grundloven mener mht. ordet ’sædelighed’.

Matzen skriver: Vil man have en nærmere forklaring på dette begrebs (sædelighed) bestemmelse, så lyder det sådan (citat): ’Det er statens opgave at tilvejebringe og håndhæve en ydre (udvortes) sædelig ordning i de menneskelige samfundsforhold. Det skal ske indenfor dens (ordningens) grænser, for så vidt det kan ske ved hjælp af ydre magt’. Matzen slutter dette afsnit med følgende knivskarpe definition: ’Den sædelige ordning’, der således kan og skal håndhæves ad ydre (udvortes) vej, er netop Retten’ (s.274).

 

KAN IKKE ORDNES VED YDRE MAGT

Det sidste er værd at bemærke. Hvad der i denne sag om ’det sædelige’ skal ordnes, kan kun ske ad rettens vej. Dette betyder to ting: 1) at hvis staten efter 150 år nu er kommet til den konklusion, så kan 2) dette kun ske ad rettens vej. Folk kan have deres meninger, og medierne kan rase og spotte – men det, der skal ’ordnes’ i f.eks. Mosaisk Trossamfund og i de evangeliske frikirker (med hensyn til deres interne anvendelse af ritualer) kan ikke med politisk magt påtvinges dem, ej heller ’trækkes ned over hovedet på dem’; det kan kun ordnes ’ad rettens vej’.

(Når den lovlærde kommentar siger: "For så vidt det kan ske ved hjælp af ydre magt," så ligger deri indrømmelsen af, at der er forhold (især mht. til tro og religiøs overbevisning) som ikke ’kan ordnes’ ved ydre magt…)

Det er statens opgave (siger grundlovens kommentator) at ’tilvejebringe og håndhæve en ydre sædelig ordning’.

I det tilfælde, hvor det drejer sig om ritualet for omskærelse af drengebørn, er det altså statsmagtens altovervejende opgave ’at tilvejebringe en ordning’; dette kan (i den aktuelle situation) næppe trække i langdrag! Tilvejebringelsen kan (så vidt jeg kan se) kun ske ved lov. En lovbestemmelse bør da fra statsmagten udgå, som tilvejebringer ’en ydre ordning’. Denne bestemmelse må da afgøre hvorvidt den tusindårige jødiske ritual-ceremoni for omskærelse af drenge fortsat kan eksistere som ’en særlig ordning’ i det danske samfund.

Tilvejebringelsen af en sådan lov, der på det stærkeste og med den mest påtrængende indgriben ikke blot ’berører’ men søger at omstyrte den jødiske Gudsdyrkelse, kan kun forekomme ved en omskrivning af grundlovens trosparagraf (§ 67), som uden vaklen tilsiger de danske, jødiske statsborgere deres ubestridelige ret til at øve deres Gudsdyrkelse helt og holdent efter deres overbevisning.

Statens ’tilvejebringelse’ af en ny grundlovsbestemmelse, som skal forbyde jøderne at anvende deres historiske omskærelsesritual, er altså (ifølge den statsretlige kommentator) en nødvendighed (s.274).

En sådan ændring af grundloven fordrer (ifølge grundlovsbestemmelsen § 88) en folkeafstemning; hvilket vil sige, at borgerne skal tages med på råd – og disse vil sikkert (i den elvte time) begribe, at som staten handler med jøderne i dag – sådan vil der blive grebet hårdhændet ind i alle slags danske, folkelige foreninger og borgerlige forbund i morgen. Statsopgaven ’at tilvejebringe’ lovbestemmelser, som kan befordre dens politiske ideologi, vil ikke hvile! Den er allerede i fulde omdrejninger ved iværksættelsen af en ny religionslov, som siden nytårsdag 2018 forlanger jøder og frikirkelige kristne til (uden indsigelser) at indsende deres ritualer til kirkeministeriet.

Hvis det (må Gud forbyde det) lykkes de danske lovgivere at ’tilvejebringe’ en sådan ny grundlovsbestemmelse (som er i fuldkommen og helstøbt modstrid med den gældende trosfrihedsparagraf) så bliver det næste skridt (ifølge Matzens statsret): Håndhævelsen! Det vil sige, at så får politiet og domstolene travlt. Efter den islamiske model (som danske politikere anser som et forbillede) – så skal jødiske forældre til nyfødte sønner på hvilke ’det forbudte’ jødiske ritual er udført, fængsles for op til seks år.

"Heraf følger imidlertid med logisk nødvendighed," fortsætter den statsretlige professor, "at statens magt og myndighed som Retsstat ikke strækker sig ud over selve retsforholdene." Det vil sige, at de danske lovgivere skal tænke sig om to gange, før de giver sig i kast med ’tilvejebringelsen’ af en sådan ny grundlovsbestemmelse. Når nemlig Islands regering har ’tilvejebragt’ et forbud mod det jødiske ritual – så skal den (om den vil det eller ej) ’håndhæve forbuddet’, og da vil vore dages nye jødeforfølgelser finde sted! Island vil da som det første land i Europa opleve det ulyksalige privilegium at se deres egne statsborgere på flugt – og Danmark står næst i rækken som øjenvidner til en ny bølge af jødiske medborgere som jages bort af en samling grundlovsovertrædere, der har kastet deres trosfrihedsparagraf på lossepladsen.

(Læs på www.medgrundlovskallandbygges.dk under Retsopgøret artiklen: ’Forfatningsmæssigt Storværk’
 



2018-03-14
 

NU VENTER SLAGET OM MIDNATSLOVEN

Det er med den nye religionslov – midnatsloven – fra nu af et spørgsmål, om Danmark er et ’direkte demokrati’? Det vil helt konkret sige, om de danske borgere i religiøse spørgsmål fortsat ’har ret til’(§ 67) at følge deres trosoverbevisning – uden indblanding fra statens side? Har de frikirkelige borgere inden for Danmarks grænser herefter deres egen beslutningsret med hensyn til ’at forene sig’ (i overensstemmelse med den model, som i den græske, demokratiske historie blev betegnet med ordet ’ecclesia’ (kirke), og hvor afgørende beslutninger ikke kunne gennemføres, uden at folket blev taget med på råd, (et referendum)?

Er Danmark fortsat at betegne som et demokrati, sådan at forstå, at magten (også med hensyn til borgernes ret til at tro på Gud efter deres egen overbevisning) kun kan udøves i folkets navn og ved folkets egne repræsentanter – sådan at forstå, at borgernes repræsentanter (i folketinget) kan fremføre folkets vilje – men at folkestyret (som sådan) ustandseligt bevares ved, at beslutninger – især sådanne, som angår borgernes samvittighed og trosoverbevisning – ikke kan ophøjes til lov, uden at folkets stemme bliver hørt (referendum)?

Når den enkelte, jævne borger læser Danmarks Grundlov (uden alverdens lærde og uigennemskuelige kommentarer) så kommer han helt naturligt (og gennem sin egen enkle forståelse) til det resultat, at Danmark har et sådant demokrati, hvor han med henblik på sin egen religiøse overbevisning kan ånde lettet op, for den suveræne, nationale magt og ret til at udøve sin tro på Gud ligger ikke i statsmagtens hænder men tilhører ham og hans medborgere, som fortsat – på trods af alle nye statsreligiøse bestemmelser – kun kan udøves gennem de folkevalgte repræsentanter, som landets borgere har indsat dertil.

 

FOLKET HAR DET SIDSTE ORD

Oprindeligt er denne absolut enestående forståelse af folkestyret ikke til at tage fejl af – og når det sker (som i øjeblikket er tilfældet) så skyldes det en flok danske politikere, som har en anden ide om styreformen i det danske kongerige, og som nu en gang for alle bør sættes på plads. Danmarks Grundlov har – ikke mindst med hensyn til de evangeliske, frikirkelige borgeres borgerret – overdraget det afgørende og sidste ord til folket; disse borgere vil nu rejse sig for at fastholde deres ret i en sag, som har at gøre med nationens fremtid, og en kommende, kristen generations (dersom Herren Jesus tøver med sit komme) overlevelse.

Det regime, som blev institueret i Danmark i 1849, ejer muligheder for at revidere grundloven. Men det er ikke nogen let sag, og der skal i ulvetider som disse holdes skarpt øje med de flokke af strejfende, politiske rovdyr, som ligger på lur for at jage de enlige får med deres lam ud af den sidste lovbeskyttede fårefold.

"Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter livet," siger Kong David i en af sine salmer. Han fortsætter: "Men Herren giver ham ej i hans hånd, og lader ham ikke dømmes for retten" (Salme 37:33).

"Jamen, netop dette er jo sket," sukker mange danske kristne, som har oplevet, hvorledes dommerne uretfærdigt gav staten medhold i dens overgreb overfor kirken (ved indførelse af et fremmed homovielsesritual i marts 2017).

Hertil vil jeg svare: Ja, dette var en uretfærdig dom, som råber til himlen, og dette råb er blevet hørt! Denne sag er endnu ikke ført til ende – og nu venter den nye slagmark omkring midnatsloven 2018.

 

STATSMAGTENS ANGREBSPLANER

Danmarks trosfrihedsparagraf ejer udelukkende sin validitet fra det massive grundlovsfundament, som den bygger på. Denne tese er gennem tiderne blevet grundigt forsvaret – men skal nu (som aldrig før) bevise sin styrke i et forsvar for bl.a. de jødiske og de frikirkeligt-kristne borgere, hvis tro og overbevisning falder uden for den statslige accept af folkekirkens lære.

Det fælles forsvar, som jøder og kristne (Den gamle pagts og den nye pagts folk) ’hver for sig’ (og kanhænde i enkelte tilfælde ’i fællesskab’) bør iværksætte over for en påtrængende statsmagt, vil fra begyndelsen af 2018 være animeret af den ældgamle debat: "Giv kejseren, hvad kejseren er, og Gud, hvad Guds er."

Det vil sige, at det modsatte aldrig (ifølge de to trosretningers lære) må forekomme. Altså skal kejseren aldrig have ’så meget som en sandalrem eller en kappeflig’ (1.Mose 14) fra de troendes ejendom (eller åndelige besiddelse) – af Guds Folk i en nation (det være sig jøder eller kristne) er ikke interesseret i at få nogen del af den verdslige øvrigheds moralprincipper ind i sine gudstjenester.

Religionsfriheden hører til i alle demokratiske nationer (blandt de ypperste af de klassiske frihedsrettigheder). Også i Danmark regnes den for at være en ophøjet borgerret, som skal beskytte det enkelte menneskes tanke- og trosfrihed. Med indførelsen af den nye religionslov nytårsdag 2018 er denne frihed i fare. Grundlovens § 67 angribes i den nye lov med så vidtrækkende nye statsbeføjelser, at det er mere end tydeligt, at en omhyggelig udtænkt plan er i omdrejninger. Danske borgeres samvittigheds- og trosfrihed er i fare!

Religionsfriheden i Danmark er på en særlig måde yderligere beskyttet gennem internationale traktater. Især Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (1950) artikel 9. Denne konvention blev i 1992 inkorporeret i dansk lov og ret – og det er påfaldende, at der netop ved indgangen til 2018 (hvor den nye, danske religionslov trådte i kraft) og ihærdige politikere nu søges ’skrevet ud af dansk lov…

Det fremgår af disse ildevarslende bestræbelser, at den tid (hvor den grundlæggende frihed til, at danske borgere – uden offentlig indblanding – tør følge deres egen religiøse overbevisning) er uigenkaldelig forbi…

Det er klart som solen, at jurisdiktionen af den nationale trosfrihedsparagrafs privilegerer de danske borgere. Den forsvarer religionsfrihedens ’interne orden’. Når hertil kommer, at man (parti-politisk) vil have en international beskyttelse af trosfrihedsparagraffen (citat): ’skrevet ud af dansk lov og ret’, så er det åbenlyst, at der fra nu af arbejdes intenst på at svække de danske borgeres trosfrihedsret! Hvor danske borgere siger farvel til deres internationale rettigheder, tager de samtidig afsked med en særlig beskyttelse af deres nationale borgerret.

 

DET KONSTITUTIONELLE PRIVILEGIUM

§ 4 i Danmarks Grundlov stadfæster den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke. Denne absolutte stadfæstelse af den evangeliske, protestantiske bekendelse gør Danmark til et (ikke blot kristent men til et) protestantisk land. Det vil sige, at denne særlige tildeling af statens accept og støtte til reformationens tro og lære bør afspejle sig overalt, hvor den samme trosbekendelse lyder. Det privilegium, som Danmarks Grundlov tildeler landets evangeliske nationalkirke, må hvile over hele det evangeliske kirkeliv på en sådan måde, at hvor der ikke ligefrem gives finansiel støtte til danske, evangeliske frikirker – dér kan man ej heller udfærdige destruktive love, der (som det er tilfældet med ’midnatsloven 2018’) sigter at fratage disse protestantiske, frie kirkesamfund deres trosfrihed. Den særlige status, som den danske forfatning indrømmer den danske folkekirkes ’evangeliske lære’ er en konstitutionel garant for, at de frikirker, der (i afgørende trosspørgsmål) forkynder den samme doktrin, ikke kan efterjages af gudsfjendske politikere, som allerede har bevist deres mørke intentioner med hensyn til folkekirkens lære.

 

EKSPERT-UDVALGET SER SIG SELV I ET HISTORISK LYS

"Der er ikke gennemført en samlet lovgivning for trossamfundene uden for folkekirken," forklares det i den nye religionslovs ’bemærkninger’, hvorefter det tilføjes: ’… sådan som grundlovens § 69 lægges op til.

Den sidste ’bemærkning’ lader forstå, at den nye religionslov skal ses i lyset af denne 150-årige grundlovsbestemmelse. Denne siger (meget kort): at ’de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold skal ordnes ved lov’ (§ 69). Det vil sige, at det forholdsvis lille udvalg af ’eksperter’ ser sig selv som dem, der nu banebrydende er med til at løfte den tunge opgave, der ligger i, at denne ’løfteparagraf’ fra 1849 bliver opfyldt.

"Behovet for en mere sammenhængende lovregulering om trossamfundenes forhold er blevet aktualiseret," hedder det fortsat i ’midnatsloven-2018."

 



2018-03-06
 

SKÆBNESVANGER BESLUTNING

Danmarks jødiske borgere står atter foran en historisk udfordring! Hvorledes vil de reagere, hvis det lykkes en flok antisemitiske danske lovgivere at gennemføre iværksættelsen af en lov, der (som det er tilfældet med et lovforslag i Island) vil koste jødiske forældre til en nylig omskåren søn, seks år i fængsel?

De danske medier beretter i slutningen af februar 2018, at det danske folketing snart vil blive stillet over for et forslag af den art – og fra jødisk side er det i efteråret 2017 blevet understreget, at den dag, en sådan lov indføres i Danmark, så vil mange jøder pakke deres kufferter og forlade Danmark. Den dag en sådan katastrofe overgår det danske samfund, vil jeg (og mange med mig) kalde:

 

DANMARKS ULYKKELIGSTE DAG

Danmarks store trosfrihedsparagraf er siden nytårsnat 2018 under fortsat og vedvarende beskydning. Betænkning nr. 1564 anerkender, at netop denne bestemmelse (citat): ’sikrer borgerne en materiel, religiøs forsamlings og ytringsfrihed’.

"Lovgivningsmagten," (hedder det videre) "er således afskåret fra at begrænse eller forbyde gudsdyrkelse i tilslutning til religiøse samfund, så længe der ikke foretages handlinger eller læres noget, der strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" (1564. 3.1.1.1. side 34).

Det vil sige, at lovgiverne åbenlyst anerkender, at netop denne kollektive pagt, som tydeligt begrænser statens magt over dens borgere, er at betragte som et ’helligt område’, der indeholder værdier og principper, som kejseren ikke skal nærme sig! Disse trosfrihedsværdier er støbt og formet over en ild, som stadig (også ved begyndelsen af 2018) brænder, og som borgersamfundet ikke tillader statsmagten at søge at udslukke

Den dag, de danske lovgivere følger Islands eksempel, for med fængselsstraf at undergrave Danmarks Grundlovs hele struktur (og selve den juridiske orden, som udtrykkes i trosfrihedsparagraffen)… den ulykkelige dag, hvor politiet står uden for de danske jøders synagoger for at anholde de arme, jødiske forældre, som har ladet deres nyfødte søn omskære… den dag rettes et dødbringende slag mod det danske samfunds fornemste retsorgan, der mere end noget andet beskytter borgernes ve og vel! Hvad en sådan politistat gør mod jøderne i dag, vil den gøre mod alle danske borgere i morgen…

 

MODSTANDERNES FREMGANGSMÅDE

Selvom der er adskillige, som mener, at de kristne ikke skal være så optaget af dette spørgsmål (- "Det et er jo politisk," siger de) så bør disse ’modstandere’ nærlæse den nu højaktuelle beretning i profeten Daniels Bog, der netop ender med, at denne uskyldige Herrens tjener kastes i løvekulen.

Hans politiske modstandere (citat): ’søgte at finde en eller anden brøde i hans embedsførelse, men de kunne ikke finde nogen brøde eller brist, da han var tro, og der ingen efterladenhed var at finde hos ham" (Dan.6:5).

Den efterfølgende sætning er afslørende; den peger præcis på den fremgangsmåde, som jødernes fjender vil anvende i dag (og som de ikke kun vil bruge over for de jødiske borgere men på længere sigt også vil anvende over for de kristne).

Den omtalte (afslørende) sætning i den bibelske beretning om profeten Daniels skæbne lyder sådan: "Så sagde disse mænd: ’Vil finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans gudsdyrkelse."

"Sammen gik de til kongen og sagde: ’Vi er enedes om, at et kongebud bør udstedes og et forbud udgå – en skrivelse, som ikke kan tages tilbage" (Dan.6:7-9).

I den omstridte, mørkeblå betænkning (1564) – som er den juridisk-politiske baggrund for den antisemitiske, antikristelige nytårslov af 1. januar 2018 – afspejler dette bibelske handlingsforløb sig tydeligt og umiskendeligt; det er atter jødernes gudsdyrkelse, man vil angribe – og det er deres religiøse overbevisning om omskærelse af drengebørn, som man nu vil gør til en hovedsag

De danske jøde-modstandere går straks til emnet. Efter at de har fremhævet grundlovens trosparagraf, fortsætter de (citat): ’Religionsfriheden efter § 67 er ikke ubegrænset’! (1564: 3.1.1.1. side 27).

Denne sætning er i sig selv mere end talende. De folk i regering og folketing, som (med nytårsreligionsloven har sat sig for (citat): ’at ordne trossamfundenes forhold’, søger ikke dermed at fremme eller befordre trosfriheden. Nej, fra første færd beviser de, at de vil begrænse den, og de søger i disse timer med lys og lygte efter religiøse forhold, hvor de kan forbyde troens frihed – ja, hvor de ved nye love kan indskrænke borgernes ret til at følge deres egen trosoverbevisning.

 

KOMMENDE GRUNDLOVSSTRIDS HOVEDEMNE

Idet de danske Israel - og jødemodstandere nu mener at have fundet frem til det top-religiøse element, som de (’med held’ mener de) kan anvende mod det jødiske trossamfunds medlemmer, så fremhæver de triumferende denne sætning (om trosfriheds begrænsningen), som synes at ville blive deres hovedargument i den kommende grundlovsstrid, der med sikkerhed vil opstå omkring ’omskærelsessagen’.

"Religionsfriheden efter § 67 er ikke ubegrænset," hedder det i det forarbejde (Den mørkeblå betænkning 1564), som de danske jødemodstandere med tilfredshed lægger på bordet. De fortsætter (og deres sigte er åbenlyst): "Lovgivningsmagten er indrømmet en adgang til at fastsætte de rammer for religionsfriheden, som hensynet til sædeligheden eller den offentlige orden tilsiger" (1564: 3.1.1.1. side 27).

Det anes allerede her, hvorledes de antikristelige og antisemitiske kræfter blandt lovgiverne (og i hele det danske, politiske univers) vil søge at benytte sig af den her omtalte tilføjelse i den konstitutionelle tekst; aktuelt forbereder disse mørke magter sig på at få ram på det jødiske omskærelsesritual ved (som de allerede ’med rødt’ har understreget) at henvise til (citat): ’Lovgivningsmagtens legale adgang til at fastsætte rammer for religionsfriheden’ (side 27).

’At fastlægge rammer’ vil sige at ’formulere begrænsninger’. At ’formulere begrænsninger’ vil sige at ’indføre forbud’. At ’indføre forbud’ vil sige ’at kunne foretage indgreb’. At ’kunne foretage indgreb’ vil sige at ’kunne sende politiet på halsen’. ’At kunne sende politiet på halsen af borgerne’ vil sige at kunne arrestere dem og sætte dem bag lås og slå. ’At kunne sætte borgerne på lås og slå’ vil i det pågældende tilfælde sige, at fængsle dem (efter det islandske omskærelsesforbud) i seks år.

 

EKSEMPLER PÅ USÆDELIGHED

Redaktørerne af Den Mørkeblå Betænkning (og dermed den nye religionslov) har kørt deres kanoner i stilling ved især at henvise til juridisk forklarende tekster af den lovlærde professor Alf Ross. Med slet dulgt triumf citerer de følgende: "Det er klart, at et religiøst samfund ikke kan tolereres, hvis det forkynder eller praktiserer den lære, at det er gudvelbehageligt at stjæle, begå blodskam eller bigami. Det drejer sig her om handlinger, der er strafbare efter den borgerlige straffelov, og med al respekt for andres religiøse opfattelser kan det naturligvis ikke tolereres, at man i religionens navn skulle kunne sætte sig ud over landets love. Det er ikke troen men dens praktiske konsekvenser, der fordømmes" (Alf Ross a.st. side 755f).

Her må på stedet understreges, at den konstitutionelle ret samtidig fremstår som en politisk ret. Det vil sige, at ligegyldigt hvad de lovlærde (ud fra grundloven) skriver, forklarer og fortolker, så er indholdet af deres teser udformet ud fra den ene, tydelige hensigt, at det praktiseres; tesernes indhold omsættes i politiske handlinger…

Den lovlærde professors tese erklærer, ’at det er klart, at tyveri, blodskam eller bigami aldrig kan være gudbehageligt’. Den slags ’kan ikke tolereres’, skriver han (og har dermed givet eksempler på, hvad der skal forstås ved grundlovens forbud mod ’det usædelige’).

Dermed er professorens lære i overensstemmelse med ’Gamle Testamente’ (som er jødernes Hellige Skrift). Når nu de danske Israel – og jøder-modstandere vil have ’omskærelsen af drengebørn’ indføjet i den sorte liste, som professoren angiver som eksempel på ’usædelighed’ (der tydeligvis pådrager sig Israels Guds mishag… 3. Mose 18:1-18) så står de over for det problem, at i lige så høj grad som blodskam (utugt, abort og homoseksualitet … v.20-22) ifølge den juridiske professors bibelske kilde ikke kan være gudbehageligt, sådan har ’omskærelsen af drengebørn’ Israels Guds fulde velsignelse.

 

JØDERNE FIK GUDS ORD BETROET

Når professoren erklærer, at det ’naturligvis ikke (af staten) kan tolereres, at man i religionens navn skulle kunne sætte sig ud over landets love’, så er han på meget tynd is; det kommer nemlig an på, hvilke lovgivere og hvilken politisk ideologi, som ligger til grund for de regler og paragrafer, som (i dette pågældende tilfælde) har fremsat helt anderledes principper end dem, som landets konstitution bygger på. Når professoren altså i den forbindelse med hele sit embedes vægt konstaterer, at (citat): ’det ikke er troen men dens praktiske konsekvenser, der fordømmes’ (1564 s.28) – så er han (efter borgernes mening) på afveje.

Lad mig forklare:

Det er sandt, at selv en grundlov kan ændres, så at den svarer til de forhold, der eksisterer i et nyformet samfund. En konstitution kan revideres! Imidlertid kan en sådan grundlovsændring aldrig ’sætte spørgsmål’ ved den første forfatnings oprindelige normer. At stjæle må fortsat betragtes som tyveri. Selvom der juridisk kan forekomme nye indfaldsvinkler, så kan en foreslået moderne modifikation af grundlovsteksten ikke afvige fra den dybere betydning af den første konstitutionelle tekst. Nye lovgivere kan ikke fordreje eller helt og holdent frasige sig den første konstitutionelle magts oprindelige værk. ’At stjæle’ forbliver fortsat at stjæle, hvilket fører til den pågældende professors eksperterklæring (citat): ’Det er således klart, at et religiøst samfund ikke kan tolereres, hvis det forkynder eller praktiserer den lære, at det er gudvelbehageligt at stjæle…’ (1564: 3.1.1.1.).

Om Israels børn siger Ny Testamente: "De har et fortrin frem for alle andre folkeslag (citat): ’… for de har jo fået Guds Ord betroet" (Rom.3:2). Hvad vil det sige? Det vil sige, at jøderne fik den første urokkelige grundlov betroet, da de på Sinaj Bjerg – gennem Moses – fik de to lovtavler overleveret. På dem står bl.a. skrevet: ’… Du må ikke stjæle!’…(2. Mose 20:15) og dette bud kan ikke (uanset hvilken revision af loven, der foreslås) fjernes fra den allerførste grundlovstekst.

 

DE KRISTNES ANSVAR

Med disse overvejelser (vedr. én af de kendte danske lovlærdes teser) vil det her være på sin plads at betone, at den nytestamentlige tekst, som betoner jødens fortrin og understreger, at han fik den første grundlov betroet, overraskende peger på omskærelsens betydning. Den nøjagtige ordlyd i apostelen Paulus brev til Romerne lyder sådan: "Hvad fortrin har da jøden eller hvad gavn gør omskærelsen?

På dette (højaktuelle) spørgsmål svarer Ny Testamentes apostel (citat): ’Meget i alle måder’ – Han tilføjer: "Først og fremmest det, at de jo har fået Guds Ord betroet" (Rom.3:1-2).

Min konklusion i denne fremstilling af spørgsmålet om, hvorvidt jødernes religiøse tradition m.h.t. omskærelse af alle drengebørn på ottende dagen efter deres fødsel, er denne: Det drejer sig ikke kun om en gammeltestamentlig tradition. Jødernes religiøse skik (vedr. omskærelse) står omtalt i Ny Testamente, og får følgende ord med på vejen: "Omskærelsen gavner meget i alle måder" (Rom.3:2). Den er ’et fortrin, som Gud har givet Israels børn (v.1). Den er ikke grundet på menneskers lære eller påbud. Den er en del af det ’Guds Ord, som jøderne har fået betroet’ (v.2). Når altså forsvaret for jødernes omskærelse ikke blot er lagt i hænderne på Guds gamle pagtsfolk – men også er overdraget til den nye pagts tjenere, så bør ingen kristen i Danmark forholde sig tavs, når danske lovgivere nu giver sig i kast med at få landets jødiske borgere til at forlade kongeriget, fordi deres kirkelige medborgere tillader, at Danmarks Grundlovs trosfrihedsparagraf i denne sag overtrædes.

(Dette bliver et spørgsmål, som medlemmerne af grundlovsforeningen skal tage stilling til ved foreningens generalforsamling d. 7. april kl. 14:00, 2018 i Horsens Frikirke. Derfor bør ingen sand og oprigtig ven af Israel og det jødiske folk på den dag glimre ved sit fravær…

Læs artiklen på grundlovssiden:

ET MANIFEST UNDERSKRIVES IKKE AF HVEM SOM HELST

 



2018-02-
28
 

DANMARKS FARLIGE HOLDNING TIL ISRAELS HOVEDSTAD

"Washington åbner sin ambassade i Jerusalem i maj." Denne nyhed er løbet jorden rundt, og dermed er det profetiske emne vedrørende Jerusalems afsluttende historie i verdensforløbet atter på alles læber.

Trump-administrationen i USA har overraskende valgt den nøjagtige dato for 70året for proklamationen af staten Israel – 14. maj 2018 – som det historiske øjeblik, hvor Jerusalem anerkendes som Israels hovedstad.

I den sydlige del af Jerusalem – i det residentielle kvarter, der går under navnet ’ARNONA’, aner man allerede de første forberedelser til det ’diplomatiske ryk’, som vil finde sted på Israels 70-årige uafhængighedsdag den 14. maj.

På denne historiske dato begynder selve ’flytningen’ (den officielle del) af den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En profetisk begivenhed, som den danske regering åbenlyst og hastigt har taget afstand fra, og i hvilken den derfor hverken vil have lod eller del, når den i Bibelen forjættede velsignelse følger derpå.

"Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig," siger Israels Gud til jødernes stamfader, Abraham (1.Mose 12:3).

… hvilket vil sige, at fra denne 14. majdato 2018 skal Danmarks styrende mænd og kvinder tage sig alvorligt i agt for, at de ikke tager det næste skridt, for (sammen med Israels arabiske fjender og Europas åndeligt blinde ledere) at forbande Israels nyproklamerede hovedstad, Jerusalem.

 

KOSTBAR ANLEDNING

Fredag d. 23. februar bekræftede Det Hvide Hus denne nye kalenderdato, så at ambassade-flytningen sker i overensstemmelse med den hebraiske nations 70 års fødselsdag.

De danske beslutningstagere på Christiansborg er ikke klar over, at en kostbar anledning her er sluppet dem af hænde; de er ikke klar over, at netop dette 70-år, og de begivenheder, som (med hensyn til Jerusalems stilling) knytter sig dertil, har en afgørende betydning for nationernes fremtid, hvis de havde haft indsigt i denne sag, havde de taget samme beslutning som USA; da ville også de have flyttet den danske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem for dermed offentligt at kundgøre, at også det danske folk anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.

Profeten Daniel forklarer: "… I skrifterne lagde jeg mærke til det åremål, i hvilket Jerusalem efter Herrens ord til Jerusalem til profeten Jeremias skulle ligge i grus: ’Halvfjerdsindstyve år’ (Dan.9:2)."

Amerikanerne har utvivlsomt lagt mærke til, at den 14. maj 1948 anerkendte USA’s præsident Harry Truman den nyfødte nation… og det ser ud til, at Trump-administrationen, som er styret af adskillige evangelisk-kristne politikere, senatorer og indflydelsesrige medlemmer af kongressen, også ’i skrifterne har lagt mærke til… 70 årets betydning (Dan.9:2, Jer.25:11 og 29:10).

… men de danske folkevalgte politikere ser intet! De fatter ikke vægten bag f.eks. profeten Jeremias ord: ’Så siger Herren: Når halvfjerdsindstyve år er gået… vil jeg se til jer og på jer opfylde min forjættelse…’ (Jer.29:10).

Israels premierminister Benjamin Netanyahu bliver d. 5. marts modtaget i Det Hvide Hus. "En stor dag for staten Israel," siger han (idet han utvivlsomt henviser til d. 6. december 2017, hvor USA for første gang erklærede sin anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad). Tre måneder er forløbet siden denne proklamation – og der har lydt røster i folketinget i Danmark, at den danske regering skulle følge trop, og medgive Jerusalem den status, som er deres evige bestemmelse.

Om denne sag skriver jeg følgende med henblik på, hvad jeg ville sige til en dansk folketingsmand:

 

Kære folketingsmedlem,

For få dage siden skrev jeg på min hjemmeside, at Maria (Jesu moder) og Josef stod til seks års fængsel (ifølge et islandsk lovforslag), fordi de havde ladet Jesus omskære (Luk.2:21). I dette brev vil jeg gøre opmærksom på, at Moses’ hustru, Zippora, i så tilfælde vil blive endnu hårdere straffet, fordi hun – ifølge Skriften – handlede helt og holdent medicinsk og hygiejnemæssigt uforsvarligt, da hun med en snavset flintesten omskar sin søn, Gerson…

Lad mig til den danske folketingsmand fortsat forklare:

MOSES’ HUSTRU STRAFFES FOR ANSVARSLØS OMSKÆRELSE

Det afsnit, som jeg især vil gøre dig opmærksom på (med hensyn til det guddommelige påbud til Israels børn, at de skal lade deres drengebørn omskære) er – det er jeg overbevist om – et stykke fra Skriften, som du næppe kender til.

Du husker sikkert, at Moses blev sendt af Gud til Farao for at sige til ham: "Lad mit folk gå!" (2.Mose 4:23) Men du er næppe bekendt med, hvad der skete én af de første nætter, da Moses og hans hustru (som det står skrevet) ’var undervejs i natteherberget’ (v.24). Beretningen lyder sådan: "Herren kom imod ham (Moses) og ville dræbe ham" (v.24). Dette lyder så uforståeligt, at det er på sin plads her at give en nærmere forklaring.

Det fremgår af teksten, at Moses’ hustru, Midjan-præsten Jetros’ datter, Zippora, ikke var indforstået med den hebraiske tradition med omskærelse (og det er tydeligt, at parrets første søn ikke var omskåret).

Drengen hed Gerson, hvilket betyder: "Jeg er blevet gæst i et fremmed land" (2. Mose 2:22… hvilket kunne antyde, at Moses (på grund af omgivelsernes modvilje) undlod at lade drengen omskære.

Imidlertid er det en sørgelig kendsgerning, at vore jødiske medborgere som ’gæster i et fremmed land’ ofte har måttet erkende sandheden i det gamle danske ordsprog: ’Skik følger eller land fly!’

Beretningen fra natteherberget, da Moses var undervejs med Herrens budskab til Farao, er derfor i denne time god at få forstand af. Da Zippora, Moses’ hustru, indså, at Moses var i livsfare (thi Skriften fortæller, at ’Herren ville dræbe ham’) så ’greb hun en skarp sten og afskar sin søns forhud’ (v.25).

Handlingen forekommer at være præget af desperation. Jetros datter kunne have sine meninger, (som hun i øvrigt på stedet gav udtryk for): "Du er mig en blodbrudgom," råbte hun – men da den drastiske omskærelse havde fundet sted, slap Herren sit dødsgreb om Moses; Han lod ham i fred," hedder det (v.26). (Her slutter min henvendelse til den danske folketingsmand).

 

SKÆLDSORD OM OMSKÆRELSEN

Hvorvidt et dansk folketingsmedlem forstår den dybe åndelige baggrund for denne usædvanlige beretning, er underordnet; Bibelen sætter punktum for denne historie med den bemærkelsesværdige sætning: "Ved den lejlighed brugte hun ordet ’blodbrudgom’ med hentydningen til omskærelsen (v.26)… hvilket synes at indebære en vis forudsigelse: Forstået på den måde, måske, at det ikke er sidste gang, at ’der bruges skældsord om omskærelsen’.

Tilbage bliver så folketingets forståelse af grundlovens trosfrihedsparagraf, som sikrer vore jødiske medborgere retten til at udøve deres gudsdyrkelse deres overbevisning.

I det foreliggende tilfælde viser beretningen fra Bibelen at spørgsmålet om drengebørns omskærelse for vore jødiske medborgere er et samvittighedsspørgsmål, der drejer sig om liv og død. Ordsproget: ’Skik følge eller land fly’ vil da betyde, at vore jødiske medborgere må ’fly’ fra hedningenationen, Danmark.

Dette kan have en overordnet profetisk betydning med henblik på jødernes tilbagevenden til Israel – men arme de nationer, som her driver deres jødiske borgere fra hus og hjem!

 

JØDERNES MEDBORGERRET

Eftersom anvendelsesområdet for trosfrihedsparagraffen i Danmarks Grundlov er (som det hedder) ’gudsdyrkelsen’, så omfatter bestemmelsen (citat): ’Først og fremmest de egentlige rituelle og kultiske handlinger…’ Det vil sige, at de danske, jødiske borgeres ’ret til… at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’ er i fokus, og det må da straks fra alle kristne borgeres side gives til kende, at omskærelsesritualet af drengebørn absolut hører med til den ufravigelige borgerret, som ikke kan fratages det mosaiske trossamfund!

Der ligger ikke – som nogen vil påstå – ’fornyelse af den politiske tanke’ bag det initiativ, der nu på ny efterstræber Danmarks jødiske borgere, men der ligger en gammel, sort antisemitisk ideologi bag det lovforslag, som nu er under behandling i Island, og som vil have jødiske forældre, der i denne sag følger landets trosfrihedsbestemmelse som deres eneste og sidste værn, sat bag lås og slå i seks år.

 

TRE VELSIGNELSER JAGES PÅ PORTEN

Den jødiske medborgerret i Danmark hører ikke under de almindelige retsregler; nej, det er en grundlovsret, og den danske konstitution skal omskrives, før denne trosfrihedens borgerret kan omstødes. Jødernes juridiske trosfrihedsværdier i Danmark kan ikke omstødes ved den almindelige lovgivning – og denne eminente symbolske dimension er og forbliver ukrænkelig.

Danske borgere vil med smerte komme til at begræde det overordentlige tab, som følger i kølvandet af overtrædelsen af den forfatningsmæssige beskyttelse, som jødernes rituelle Gudsdyrkelse nyder inden for Danmarks grænser.

Hvis danskerne i denne time udleverer deres jødiske medborgere til den antisemitiske ulveflok, vil det være at sammenligne med den katastrofe, som det ville være for amerikanerne, hvis de lagde præamblen til deres uafhængighedserklæring fra 1787 på det samme sorte anti-israelske alter. Her står nemlig det samme skrevet, som ligger bag de danske grundlovsfædres hensigter i 1849.

USA-erklæringen indeholder bl.a. tre følgende attråværdige elementer: "Vi ønsker hermed, at retfærdigheden lader freden herske iblandt os, at magten til vort fælles forsvar udvikles, og at alle frihedens goder (både for os selv og vore efterkommere) bliver etableret i vor midte (frit oversat af mig selv).

Disse tre velsignelser vil for Danmarks vedkommende blive jaget på porten den dag de første jøder forlader landet på grund af en lovgivning, der straffer deres gudsdyrkelse med fængsel.
 



2018-02-25
 

FÆNGSELSSTRAF TIL JOSEF OG MARIA

Island har nu som det første land i verden taget et konkret lovmæssigt initiativ til at forbyde omskærelse af drengebørn. I et fremlagt lovforslag i begyndelsen af februar 2018, hvor politikerne fordrer op til seks års fængselsstraf for de forældre, som ud fra deres religiøse overbevisning lader en sådan omskærelse finde sted – hedder det bl.a.:

"Omskæring af unge drenge er uforenelig med artiklen 12 i EU’s konvention om børns rettigheder."

Den islandske erklæring fortsætter: "Derudover anses det for en overtrædelse af stk. 3, artikel 24, som sikrer børn mod traditioner, der er skadelige for børns sundhed."

Som de danske lovgivere nu forbereder sig på at ville videreføre dette initiativ med en lignende lovgivning i Danmark, bør de eftertænke Ny Testamentes tydeligt angivne stilling til denne sag.

"Da otte dage var gået," hedder det i samme afsnit, hvori juleevangeliet om Jesu fødsel i Betlehem bliver skildret, "så Han skulle omskæres, fik Han navnet Jesus, som Han var kaldt af engelen, før Han blev undfanget" (Luk.2:21).

Evangeliet om Kristi fødsel og de første dage af Hans leveår her på denne jord, indeholder ikke den mindste antydning af debat vedrørende den jødiske, religiøse overlevering, at en dreng ’skulle omskæres’ på den ottende dag efter fødselen.

"Formuleringen ’så Han skulle omskæres’ gengiver det uundgåelige, der ligger i påbuddet fra 1. Mose 15:12, hvor der står skrevet: "Otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos jer i alle kommende slægter… min pagt på jeres legeme skal være en evig pagt."

Der kan således ikke herske den ringeste tvivl om, at jødiske forældre ud fra deres trosoverbevisning alle vegne og til alle tider vil være bundet i deres samvittighed med hensyn til omskærelsen af nyfødte drengebørn.

 

STATSMAGTENS OVERGREB

De folkevalgte på Christiansborg bør altså tænke sig om to gange, før de følger i sporene af det lovforslag, som nu er lagt på de islandske politikeres bord.

Når det i den gammeltestamentlige tekst hedder: "Gud sagde til Abraham: ’Du skal overholde denne pagt i slægt efter slægt’," – (17:9), så kan én af Abrahams kødelige efterkommere (af jødisk slægt) ikke sige: "Dette påbud gælder ikke mig! Jeg skal nu ikke længere lytte til, hvad Gud siger (og i Sin Hellige Skrift har bekræftet) – men jeg skal i stedet adlyde, hvad den danske stat påbyder i sin lovgivning."

Hvis den danske statsmagt i denne sag vil følge Islands eksempel, så påbyder den dermed alle danske, jødiske borgere at fornægte deres tro. Den danske øvrighed påtager sig dermed ansvaret for, at den dermed fordrer et guddommeligt pagtstegn mellem Israels Gud og Hans jødiske ejendomsfolk ryddet af vejen!

Uden at tale mere derom, vil jeg blot her sige, at den regering, der arbejder på at få en sådan åbenlys grundlovsstridig handling gennemført, vil det gå ilde!

 

MARIA SKAL SEKS ÅR I FÆNGSEL

Maria, Jesu mor og hendes mand, Josef, stod altså – hvis det var det hedningemørke Island, som styrede – til seks års fængsel – og de danske politikere, som drister sig til (i deres himmelråbende vankundighed) at tale samme sprog som deres nordiske kolleger, kan tilsammen i deres festtaler rose sig af ’at have korset i deres flag’. Men det kristne budskab i evangelierne har de intet forhold til, og de fatter i deres forstokkede blindhed ikke, at omskærelsen i Ny Testamente netop her omtales som den evigt guddommelige anledning, hvor den lille dreng fik navnet Jesus!

Dette frelsernavn, som siden med lovsang og tro og tilbedelse har været nævnt millioner af gange over den hele verden, blev præcis ved omskærelsen tilsagt den lille nyfødte dreng i Marias arme – samtidig understreger den nytestamentlige tekst, at det navn, som her blev udtalt ved drengens omskærelse, allerede var blevet påbudt, før undfangelsen af Jesus havde fundet sted.

… hvilket med andre ord vil sige, at omskærelsens øjeblik var den præcise handling, hvor dets guddommelige åbenbaring om Kristi guddommelige ophav, for første gang offentligt blev tilkendegivet.

Hvem er den danske politiker, som tør stå en så grundlæggende nytestamentlig åbenbarelse imod? Hvem af de folkevalgte på Christiansborg vil stille sig til rådighed for at være bannerfører for en så åbenlys antikristelig lovgivning? Hvem af folketingets 179 medlemmer vil i denne sag gøre sig til talsmand for en lov, der mere end noget andet vil drive landets jødiske medborgere på flugt.

Timen er inde – tror jeg – hvor mange af de danske, jødiske familier eftertænker, om de skal følge den store vandring tilbage til Det Hellige Land – men stakkels de hedningefolk, som jager dem af sted og dermed forbryder sig mod deres egen nationale kristne tro!

 

ØJEBLIKKET FOR GUDS RIGE

Med henblik på det usædvanlige fænomen, at der både i Europa og andre steder i verden (og ikke mindst i vort eget lille danske samfund) beviser sig en styreform, som er delvis inficeret af ’det totalitære’ og delvis af det såkaldt ’demokratiske’, er det sikkert øjeblikket at nærlæse profeten Daniels forudsigelser om Guds længe ventede indgreb i en periode, der netop er af en sådan art.

Daniels profetiske udsagn lyder sådan: "Men i hine kongers dage vil Himmelens oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå" (Dan.2:44). Denne usædvanlige, præcise og detaljerede forudsigelse (som i Daniels Bog fremsiges på en nøje beskrevet profetisk baggrund, må netop i denne tid og i disse urolige dage (hvor statsmagtens mange steder viser sit totalitære ansigt) vække den største opmærksomhed hos de åndelige ledere, som Gud Herren har betroet en særlig opgave med hensyn til ’at kende tiderne’ (1.Krøn.12:32).

Forudsigelsen præciserer nemlig, at der vil opstå et tidspunkt (eller nærmere en epoke), der vil adskille sig fra alle andre perioder af verdenshistorien ved, at Himlens Gud udfører et værk på jorden, som aldrig før er sket, og som aldrig siden vil finde sted.

Det enestående ved denne særlige tidsperiode (som her kraftfuldt udpeges af profeten Daniel) er, at Gud vil oprette et rige, der ikke er som noget andet rige, der på noget tidspunkt gennem alle jordens slægter har eksisteret på denne klode.

Der findes ikke noget ’sådant rige’ på jorden (og har heller aldrig eksisteret et ’sådant rige’), der er opstået udelukkende ved menneskers politiske eller militære initiativ og virkekraft! Til alle tider og alle vegne er (historisk set) forskellige former for riger fremstået – men aldrig uden, at de (set ud fra et åndeligt synspunkt) er blevet tilladt, fremmet eller fremstået ved Guds evige vilje og accept! Derfor hedder det (i den forbindelse): "Skriften siger til Farao: ’Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden…" (Rom.9:17).

Det rige, som her omtales af profeten Daniel, er ikke et rige – iværksat af mennesker og godtaget af Gud, fordi det tjener Hans evige formål – nej, det rige, som her er på tale, er helt og holdent oprettet af Gud. Det er et rige, som ikke blot tjener en guddommelig hensigt for en tid – men det er ’et rige, som aldrig i evighed skal forgå’!

Dette rige har ikke eksisteret som et konkret, etableret herredømme på jorden. I den åndelige verden har det imidlertid altid fungeret – men som ’et oprettet rige’ med sin egen administration og sine egne embeder, sin egen jurisdiktion og sin egen kongelige ledelse, vil det ifølge profeten først blive virkeliggjort her på jorden på et ganske bestemt (på forhånd udpeget) tidspunkt af historien og det er præcis denne særlige profetiske tone, der nu (som aldrig før) synes at være for hånden.

Af den grund må ingen anstrengelse spares, og ingen indsats udsættes eller sløjfes for at der kan blive skaffet fuld klarhed omkring denne sag – ja, alt i himmel og på jord synes i dette øjeblik at holde vejret af betagelse: Er den forunderlige dag ( i dette vort slægtled) virkelig oprunden, hvor ’Himlens Gud vil oprette et rig, som aldrig i evighed skal forgå? Er menneskeheden endeligt – langt om længe – nået frem til den historiske periode, der betegnes med ordene: ’I hine kongers dage’? (Dan.2:44)

 

TEGNET PÅ DETTE RIGES FREMKOMST

I virkeligheden er øjeblikket, hvor Gudsriget (i al sin kommende magt og overherredømme) etableres på jorden, af alt afgørende betydning. Intet eksisterer, som ikke (i så tilfælde) vil blive voldsomt berørt – ja, direkte udfordret ved denne tidløse, kosmiske begivenhed. Ja, hele skabningen afventer (i åndeløs længsel efter), at denne begivenhed skal indtræffe, thi dermed vil Guds børn (både i det nuværende øjeblik og på længere sigt) blive åbenbaret (Rom.8:19).

Af den grund afventer alverdens seere og profeter selve tegnet på, at nu er tidspunktet for det begreb, som profeten Daniel kalder ’i hine kongers dage’, indtruffet! Dette tegn står tydeligt omtalt og er detaljeret skildret i det skriftafsnit, hvor selve visionen bag denne begivenhed første gang fremlægges. Daniel fremstiller (ifølge Bibelen) det afgørende øjeblik for perserkongen med disse ord:

"Når du (i dit drømmesyn) så, at jernet var blandet med ler, betyder det, at det rige, (som er herskende, når Gudsriget oprettes) delvist skal være stærkt, delvis svagt…" (Dan.2:42).

Som jeg senere (i nogle kommende artikler) vil fremmale, hvad det er for et drømmesyn den store perserkonge havde (og i de enkelte træk vil søge at definere, hvad denne 2500årige vision indebærer) – så er det mig netop i denne time magtpåliggende at understrege, at Himlens Gud, som i evighederne har ventet på, at Hans Guddomsrige endelig skal få fodfæste på jorden, ikke kan gennemføre dette afgørende indgreb, før der på jorden er fremstået et verdsligt rige, som ’delvis skal være stærkt, delvis svagt’.

Spørgsmålet er altså relevant! Hvorfor kan Gud Den Almægtige ikke få placeret sit evige rige (som til sidst skal knuse og tilintetgøre alle andre jordiske riger) før netop dette verdslige system er ved styret?
 



2018-02-14
 

DET FALSKE NØDRÅB

Den forløbne uge har været hektisk! Klimaks opstod, da en flok svindlere fik fingre i alle mine mail-adresser ved at ’hacke sig ind’ på vor tyske base, som de ryddede for digitale data og derefter udsendte et nødråb, der måtte få en sten til at græde.

Det falske nødråb byggede på én af svindlernes opdigtede historie, at jeg (Johny Noer) stod på en øde, forladt busstation i Ukraine frarøvet min taske, hvori alle mine papirer, pas og penge lå. "Jeg har brug for 19.600 kr. for at komme ud af denne knibe," lød det falske nødråb… hvorefter der blev opgivet detaljer, som beskrev, hvorledes det opgivne beløb hurtigt kunne komme mig (men i virkeligheden svindlerne) hurtigst muligt i hænde.

Dette falske nødråb ramte inden for timer mange steder i Danmark, Israel, Bulgarien og det øvrige Europa, og telefonen ophørte ikke med at ringe (og sms’erne strømmede ind) med opkald fra bekymrede venner, som ville høre nærmere om udfaldet af denne situation – ja, det var i grunden rørende at opleve den omsorg og den hurtige reaktion, der kom fra den efterhånden betydelige skare, som følger vor færd i gerningen for Guds Rige.

Mest af alt var det imidlertid bemærkelsesværdigt at kunne notere sig, at svindlerne må have oplevet, at ’de troende er ikke sådan at løbe om hjørner med’. De lader sig ikke straks tage ved næsen af et sådant bedrag. Kristi efterfølgere er godhjertede men ikke godtroende, de er enfoldige men ikke ’dumt-naive’ – de ’kan bedømme alt, men selv kan de ikke bedømmes af nogen’ (1.Kor.2:15).

 

ET STØRRE PERSPEKTIV

Det her omtalte bedrag er godt at få forstand af. "Den mail er ikke Johnys stil," sagde folk. "Det er ikke hans sprogbrug…" hvilket vil sige, at selve udtryksformen i den udsendte mail (det gebrokne dansk) var afslørende! Andre konkluderede: "Det er ikke Johnys fremgangsmåde," (hvilket er sandt; jeg kunne ikke drømme om at sende en sådan mail ud til mine venner; havde jeg brug for hjælp – hvilket jo kunne forekomme – så ville jeg med sikkerhed have anvendt en anden fremgangsmåde.

Dette bør iagttages i et større perspektiv. Mange bedragere vil fremstå. "Agt på," siger Jesus, "at ikke nogen skal føre jer vild; thi mange skal komme i mit navn og sige: ’Jeg er Kristus, og de skal føre mange vild’!" (Matt.24:4-5) – ja, ’mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild’ (v.11 og 2. Pet.2:1 og 1. Johs.4:1).

Jesu egen forunderlige undervisning om, hvordan Hans folk undgår bedragernes store endetids-rævesaks, og hvorledes de i den store finale undgår at falde i djævelens fælde, lyder i sin enkelthed sådan: "Ligesom Faderen kender mig, og Jeg kender Faderen – sådan kender Jeg mine og mine kender mig" (Johs.10:14-15).

Det er altså til syvende og sidst ikke et spørgsmål om at være indviet i nogle ’metoder’ eller om at være belært om nogle ’flugtveje’ – nej, det er et spørgsmål om at have opnået den usigelige nåde at være i en personlig kontakt og daglig forbindelse med Herren Jesus…

"Dette er det evige liv," udbryder Jesus, "at de kender dig, den eneste sande Gud, og Ham, som du har sendt, Jesus Kristus (Johs.17:3).

Det svimlede for mig, da jeg for få år siden ved Naphtalis og Isabellas bryllup stod og stirrede op i kuplen af den storslåede ’Marmorkirke’ i hovedstadens centrum – og dér så netop disse ord mejslet ind i det kæmpemæssige loftsmaleri: ’… at de kender dig, den eneste Gud, og Ham, du har udsendt, Jesus Kristus’!

Ordene er i Dagens Danmark som et guddommeligt fingeraftryk lige midt i den travle hovedstad. Alle slags religioner og trossamfund er repræsenteret her – men midt i Islams fordringer og de falske, vildledende røster står det her hugget i marmor og granit, at der kun er én eneste sand Gud, og at Han i sin store barmhjertighed og frelsende nåde ’har udsendt’ Sin Søn, Jesus Kristus’. De, der tror på dette, ejer allerede det evige liv.

 

EN HOVEDNØGLE

For mange år siden – mens vi endnu var unge og stærke – havde Gisèle en drøm, som jeg her ikke skal videregive (du kan selv få hende til at fortælle den). Deres indhold og budskab var dette: "Den elektroniske verden er antikrists verden."

Som årene er gået er jeg blevet mere og mere overbevist om, at der skjuler sig en ikke ringe bestanddel af indsigt og åbenbaring bag denne korte sætning – ja, jeg er faktisk kommet til den konklusion, at dette med ’den digitale verdens’ overherredømme er én af hovednøglerne til at forstå, hvad der skjuler sig bag ’mærket’ (Åb.13:16-18).

Om dette har jeg bl.a. følgende at tilføje (og det bliver mig mere og mere magtpåliggende advarende at betone, hvad jeg her føjer til): De, som anser denne bekendte endetidsvision om ’dyrets mærke’ (666) for ’en joke’, som man ikke behøver at tage alvorligt, bør lytte til følgende manende skriftafsnit fra Åbenbaringsbogen. Her står bl.a. skrevet: "… og endnu en engel, den tredje, råbte med høj røst: "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin, som er skænket ublandet i hans vredes bæger; og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles og for Lammets øjne" (Åb.14:3-10).

Indtrykket fra denne beskrivelse kan kun være et. Gud er ikke blot vred med Han er opfyldt af en voldsom harme mod den arme sjæl, som identificerer sig med dyrets mærke.

En ny forståelse af dette forhold – den uudslukkelige vrede, som det ’dyremærkede’ menneske pådrager sig – bør herefter aldrig mere tages let! Ingen overfladisk betragtelse af ’mærket på hånden og på panden’ må finde sted! Dette ugudelige ’boykot-mærke’, som kun kan ’udregnes af folk, der har forstand’ (og som er ’et menneskes tal) vil (citat): ’få røgen fra de mærkede menneskers pine til at stige op i evighedernes evigheder’ – og de forførte, som lo af alle advarsler, ’vil ikke finde hvile hverken dag eller nat’ (Åb.14:11).

Det vil sige, at ingen (selvom det endnu ikke kan siges klart, hvori mærket består) bør så meget som nærmer sig en virkeliggørelse deraf! Lad enhver form for tatovering være fjern for de troende (3.Mose 19:28).

Alt dette blev en håndfuld strøtanker i forbindelse med det aktuelle svindelnummer med det falske nødråb. Det dybere perspektiv med dette digitale bedrag blev dermed også belyst… et studie, som ikke kan overskues fra den ene dag til den anden…
 



2018-02-12

MAILKONTOEN johnynoer@hotmail.com ER BLEVET HACKET!

DER HAR VÆRET SENDT ET TIGGERBREV UD I JOHNYS NAVN MED ØNSKE OM AT LÅNE 19.600 kr.

DU SKAL IKKE BESVARE MAILEN!

HELLER IKKE HVIS DER SENERE KOMMER EN MAIL FRA EN ANDEN KONTO DER UDGIVER SIG FOR AT KOMME FRA JOHNY NOER!

(Bemærk det dårlige sprogbrug, tegnsætningsfejlene etc. i mailen.)



2018-02-07

 

SKAL DE KRISTNE BORGERE BLOT TIE?

Spørgsmålet er dette: Hvis de kristne borgere i et land (som f.eks. Danmark) med egne øjne ser, at en stor uretfærdighed har fundet sted, skal de så tie stille, forholde sig passivt og ikke på nogen måde gøre indsigelse over for de forbrydere, som står bag en sådan ugerning?

Hvis de oven i købet er blevet gjort bekendt med, at der ligger ’økonomiske interesser’ bag den verdslige øvrigheds overgreb – er det da ikke deres simple borgerpligt og kristne samvittigheds pligt at yde modstand over for overtrædelser af den art?

– Ja, hvis de med egne øjne har set og på deres egen krop har fået at mærke, at de offentlige myndigheder ikke viger tilbage fra nogen udåd i deres forsøg på at beskytte sig selv (samt at gennemføre den ideologiske idé, som de selv er en del af) – bør disse kristne borgere da ikke med loven i hånd tage til genmæle og foreholde det uretfærdige system de klare og tydelige lovovertrædelser, som har fundet sted?

Som et svar på disse spørgsmål vil jeg i det følgende søge at skildre en situation i Ny Testamente, hvor netop dette billede fremmales. Kristi apostle bliver på et sted, de passerer, tilbageholdt, mishandlet, fængslet og straffet uden dom – og da det endeligt bliver klart for myndighederne, at her – i denne sag – er de gået for langt, så lader de uretfærdigt behandlede Kristi tjenere sig ikke overtale til at forlade stedet ’i al hemmelighed’, så at ingen af de offentlige embedsmænd bliver stillet til regnskab med deres forbrydelse. Nej, disse Herrens apostle bliver på stedet og tager sagen op med det resultat, at de skyldige til sidst må bøje sig – ja, endeligt komme med de nødvendige indrømmelser, så at deres ofre herefter uden frygt kan gennemføre den opgave, som de havde hindret dem i at udføre.

Den beretning, som jeg her henviser til, fandt sted i den græske by, Filipi, hvor to af Herrens apostle blev udsat for netop den lovløse behandling fra myndighedernes side, som jeg netop har beskrevet – og hvor det i dag vil være på sin plads at drage lære af den måde, hvorpå de to forurettede mænd håndterede den verdslige øvrigheds uretfærdige overgreb.

 

DEN VILKÅRLIGE STRAF

Den pågældende situation er ud fra den 2000-årige beretning følgende: De to apostle, Paulus og Silas, havde i den omtalte græske by forkyndt evangeliet, og Gud havde (som det hedder et andet sted i Ny Testamente) ’virket med ved en række medfølgende tegn’. En ung pige, som var besat af en spådomsånd, blev ved Jesu Navn befriet. Imidlertid havde en del af byens borgere udnyttet den stakkels piges tilstand til at tjene penge på hendes mørke spådomsevner – og da disse mænd nu så (citat): ’… at det var forbi med deres fortjeneste, så greb de Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet for at stille dem for øvrigheden’ (Ap.G.16:19).

Inden at jeg sætter fokus på, hvordan denne øvrighed, som bestod af en flok ’byfogeder’, reagerede, bør jeg gøre opmærksom på, at ved et lignende oprør i en naboby (Efesus) kort tid efter, var der en enkelt retsindig ’byskriver’, som satte tingene på plads.

"I bør forholde jer rolige," sagde han til den ophidsede skare (som på lignende måde var drevet af en flok håndværkere, der mente, at deres pengepung var i fare)… "I bør ikke foretage jer noget overilet!" (Ap.G.19:36). Han fortsatte: "Hvis disse håndværkere har grund til at klage, så afholdes der tingdage, og der er statholdere; lad dem da stævne hverandre…" (v.38). Byskriveren slutter: "Og har I yderligere noget at kræve, så kan det blive afgjort i den lovlige forsamling" (v.39).

Dette referat fra reaktionen i nabobyen (med hensyn til apostlenes forkyndelse af evangeliet) bør nævnes, for dermed at gøre det klart, at der i den verdslige øvrighed (overalt) også er mænd og kvinder, som stræber efter, at retfærdighed i alle tilfælde skal ske fyldest. Men I Filipi stod det ikke således til. Ny Testamentes beretning fra den by lyder sådan (citat): "Byfogederne lod klæderne rive af dem og befalede at give dem stokkeprygl."

Det var vilkårlig straf, som her blev eksekveret – uden dom. Byfogederne misbrugte åbenlyst deres magt. De tog parti for de borgere, som helt handlede ud fra deres egne økonomiske interesser og deres eget verdslige syn på spørgsmålet om ’gudsdyrkelse’.

 

DEN ILLEGALE PRYGLESCENE

At de handlede overilet og uden at følge de givne retsregler for at ’opretholde ro og orden’, fremgår af Ny Testamentes beretning. Den lyder sådan (citat): "Efter at have tildelt dem en mængde slag, kastede de dem i fængslet" (Ap.G.16:23).

Ved en sådan rettergang kunne der efter et redeligt forhør og en lovlig domsafsigelse blive foreskrevet hvor mange stokkeslag, den skyldige skulle tildeles – men den her omtalte pryglescene var helt og holdent illegal. "Fem gange har jeg fået ’fyrretyve slag på ét nær’," fortæller Paulus (2.Kor.11:24), idet han henviser til lovens paragraf, som siger: "Dersom den skyldige idømmes prygle, skal dommeren lade ham lægge sig på jorden og i sit påsyn lade ham få det antal slag, der svarer til hans forseelse. Fyrretyve slag må han lade ham få, men heller ikke flere, for at din broder ikke skal vanæres for dine øjne, når han får endnu flere slag" (5.Mose 25:2-3).

I Filipi herskede politistatsmetoder; her blev apostlene arresteret vilkårligt af en oprørshob; de blev ’tildelt en mængde slag’ (efter påbud fra bystyret) – og de blev fængslet uden dom og anbragt under forhold, som langt fra svarede til den anklage, som en folkemængde havde rejst imod dem. Kort sagt: Det var retsløse og lovløse kræfter, som havde overfaldet de to jødiske apostle, der ikke blev givet den ringeste mulighed for at sige noget til deres forsvar.

… og igen: Er det ret og rimeligt, at kristne borgere i et land ser sådanne forhold ’nærme sig’ – ja ser den ’allerede i en vis grad anvendt – uden at de samlet står op og påberåber sig det lovværn, som i landets konstitution er oprettet til bl.a. deres beskyttelse? Hvad de tavst og passivt lader ske i dag, vil i morgen melde sig med nye (endnu mere brutale) overgreb!

 

MAGTMISBRUGET GUDDOMMELIGT UNDERKENDT?

På denne baggrund er det værd at bemærke, hvorledes apostelen Paulus – efter nattens mirakuløse befrielse – modtog de betjente, som byfogederne havde sendt med den besked: "Løslad de mænd!"

For det første må betjentene have udvist en vis forbløffelse ved at blive vidne til, at de ’mænd, der skulle løslades’ allerede var løsladt. Imod al offentlig orden og respekt for bystyret havde Gud egenmægtigt sat fangerne i frihed… hvilket faktisk vil sige, at den Gud, som det to apostle forkyndte, havde taget parti i sagen og udstedt løsladelsesordren uden at tage bystyret med på råd. Det samme kan forekomme i dag. De lovligt indsatte, verdslige myndighedspersoner kan komme til at opleve, at deres ’magtmisbrug’ bliver guddommelig underkendt og offentligt sat til skue.

Hertil kommer, at de personer, som var blevet arresteret dagen forinden, ikke blot var sat på fri fod, men disse tillod sig oven i købet at gå i rette med deres anklagere. Den af byfogedernes ansatte fangevogter tog åbenbart de løsladte fangers parti – ja, han gav åbenlyst til kende, at hans foresatte havde ladet en uretfærdighed finde sted, og han havde trodset den strenge ordre, som var blevet ham givet, at ’han skulle holde fangerne sikkert bevogtede’ (v.23).

Endeligt blev byens lovligt indsatte myndigheder nu udsat for, at blive anklaget for at have handlet ’uden dom’. – Ja, de måtte høre på, at de arresterede prædikanter påberåbte sig deres borgerrettigheder … og blev dermed tvunget til at måtte give en offentlig undskyldning for deres handlemåde (v.39).

Alt dette står i dag optegnet i Ny Testamente som en tydelig opfordring til de kristne borgere, at de alle vegne skal følge det gode eksempel, som menighedens første apostle her har aflagt. De bøjede sig ikke for de uvidende, arrogante myndigheder, som her lagde hånd på Herrens tjenere – men de holdt fast ved deres borgerrettigheder, som sikrede dem, at de kunne fuldføre den gerning, som de var udsendt til at gøre.

(Lyt til radioudsendelserne, som over Midtsjællands Radio sendes hver søndag morgen og kan aflyttes på under lyd og video – og læs artiklen: ’Har lovgiverne overtrådt den røde linje?’ Retsopgøret: på www.medgrundlovskallandbygges.dk
 



2018-01-31
 

FÆRØSK FORKLARINGSPROBLEM

De, der mener, at jeg (med en række forklarende artikler om en ny bibeloversættelse) søger at gøre de færøske kristne opmærksom på en lurende fare, dermed indleder en hetz mod denne nye færøske gengivelse af Ny Testamente, tager fejl! Jeg mener, at det er enhver kristnes personlige anliggende, ansvar og pligt (citat): ’ikke at gøre sig meddelagtig i mørkets golde gerninger, men hellere at bringe dem for dagen’ (Ef.5:11). Det sidste vil sige ’at afsløre dem’…

I det følgende vil jeg derfor på ny rette opmærksomheden mod ét af de skriftafsnit, hvor den nye færøske gengivelse af Ny Testamente systematisk stryger Israels navn.

Lad mig forklare:

Johannes Døbers enestående vidnesbyrd, da han prædikede i Betania ved Jordan, er først og fremmest de himmelklare ord, han udbryder, da han pludselig ser Jesus komme hen imod sig: "Se, Guds Lam, som bærer verdens synd!" (Johs.1:29).

Det er ikke et udråb, der kom fra ham selv. Johannes erklærer jo i samme forbindelse, at ’jeg kendte ham ikke’ (gentaget to gange… v.31 og v.33). – Nej, om denne høje og herlige bekendelse kan kun siges, at den har han ikke fra noget menneske (’det har kød og blod ikke fortalt ham’)… Matt.16:17). Ordene: ’Se Guds Lam, som bærer verdens synd’ er og forbliver en åbenbarelse, som helt og holdent er givet ham af Faderen…

Det samme gælder, når det i det følgende står skrevet, at Johannes i selvsamme åndedrag udbryder: "For at Han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand" (v.31).

Ej heller disse ord om Israel er blevet udtalt som en tilfældig tilføjelse…"Nej, udover at præcisere, at netop dette var hovedformålet med Johannes sendelse, indeholder den hermed givne erklæring et dybt profetisk perspektiv. Hvad her udtaltes om Israel er intet mindre end højaktuelt for den tid, vi nu lever i. "Jeg er kommen for at Han (Jesus) skal blive åbenbar for Israel!" er som inkorporeret i den del af bekendelsen, der lyder sådan: "Se, det er Guds Lan!" (v.29) og videre: "Han er Guds Søn!" (v.34)

Eller sagt på en anden måde: Når Johannes med henblik på den tjeneste, som(allerede før han kom til verden) var ham betroet, omtaler Faderen med ordene: "Den, som sendte mig…" så siger grundteksten faktisk: "HAN, som sendte mig" Altså Faderen!

Sendelsen (som altså udgik fra Faderen) indebar to aspekter. For det første åbenbarelsen om Jesus som Guds Lam og for det andet åbenbarelsen om den på stedet udpeget målgruppe: "… for at Han skulle blive åbenbar for Israel!

Disse to aspekter, som sammenknyttes i Johannes afsluttende erklæring: "Jeg har vidnet: Han er Guds Søn!" (v.34) – kan ikke adskilles! Johannes blev af Faderen sendt udelukkende for at vidne om, at Jesus er ’Guds Lam, der bærer verdens synd’ og for at dette skal blive kundgjort og manifesteret for Israel. Disse to aspekter er derfor (med hensyn til Johannes Døbers) tjeneste absolut og ubrydeligt uadskillelige, når det drejer sig om det samlede vidnesbyrd, der lyder sådan: "Han er Guds Søn!" (v.36)

 

FATTIG GENGIVELSE

Når dette nu er tilfældet (og lad dem, som har en anden mening driste sig til at træde frem), så bør det uden den mindste tøven straks gøres bekendt, at de færøske ’oversættere’ af det netop udkomne Ny Testamente, der sælges under titlen: ’Den Nye Aftale’, her (på det alvorligste) har forbrudt sig.

I deres nu tydeligt afslørede iver efter at fjerne Israels Navn fra Ny Testamentes blade, har de (i det her citerede afsnit fra Johannesevangeliet) strøget den anden del af Johannes Døbers to-foldige bekendelse og dermed (i deres gengivelse af Ny Testamente) frataget en kommende generation for en af de enestående muligheder for at indse Israels overordnede betydning med særligt henblik på vidnesbyrdet: ’Han er Guds Søn!’

I stedet for grundtekstens kraftige erklæring: ’For at Han (Jesus) måtte blive åbenbaret (manifesteret) for Israel, derfor er jeg kommet (døbende med vand)…’ lyder den fattige gengivelse i det nye Færø-testamente således: "Jeg har døbt folk med vand, for at I alle sammen skulle få ham at se…"

Navnet Israel er her totalt forsvundet! Som i mange, mange andre tilfælde af denne nye ’oversættelse’ er det hensynsløst udraderet… men netop på dette sted (altså i dette skriftafsnit) er skaden af et sådant omfang, at det berøver Johannes Døbers eget vidnesbyrd om med hvilket ord (’Han er Guds Søn’)og med hvilket formål (for at Han skal åbenbares for Israel), han af Faderen er blevet sendt.

Med fuld berettigelse (mener jeg) kan enhver genfødt, færøsk kristen stille øernes bibelselskab det relevante spørgsmål: Hvem har givet jer mandat til at erstatte ordet ’Israel’ med betegnelsen: ’jer alle sammen’? Hvad er jeres motiv? Har I ladet jer forled til ubetænksomt – ja, ganske uovervejet – at følge i den danske versions anti-israelske fodspor?

Hvis de ansvarlige bibeleksperter på Færøerne hertil vil svare, at deres eneste motiv til at foretage denne fatale ændring i teksten er ønsket om at give en kommende generation en mere forståelig og nutidssproget udgave af Ny Testamente – så må deres trosfæller på øerne have ret til at sætte et stort spørgsmålstegn ved dette motiv.

 

FØLGER TIDSÅNDEN

Hvilken forskel giver det (i det pågældende tilfælde) at oversætte teksten korrekt: "Derfor er jeg kommet og døber med vand, for at Han skal blive åbenbaret for Israel" (v.31) i stedet for den ’moderne gendigtning’, som siger: "Jeg har døbt folk med vand, for at I alle sammen skulle få ham at se."

Jeg (og andre med mig) anser ikke den korrekte, autoriserede oversættelse for at være ’uforståelig’ eller ’ulæselig’; ethvert ungt menneske vil uden den mindste vanskelighed fatte indholdet af dette bibelvers. Derimod mistænker vi det færøske (og det danske) bibelselskab for med denne udgave af et såkaldt ’nutids-nytestamente’ at følge med en tidsåndens strømning, som er behersket af den farlige, politiske ideologi, som (for alt i verden) vil have Israels navn og eksistens fjernet fra landkortet. Herudover kommer, at den nye ’oversættelse’ fra første færd er ’kommet på den idé’, at folk ikke længere forstår ordet (eller begrebet) ’åbenbaring’.

Den oprindelige tekst lader sig imidlertid ikke slå ud af den slags skæve ’opfattelser’. Det græske ord (phanero’o), som betyder ’at lade noget komme til syne’ (bl.a. omhyggeligt gentaget i 2. Tim. 1:10) – har det godt med at blive gengivet med betegnelsen ’åbenbaring’ – og det har en opvoksende generation ingen vanskeligheder med. De ved godt, hvad det betyder, at f.eks. ’en hemmelighed bliver åbenbaret’. Nej, de færøske oversættere har (når de ikke tillader Johannes at erklære sin åbenbaring for Israel) et forklaringsproblem, som de ikke gerne skulle slippe for at gøre rede for!
 



2018-01-24
 

TILBAGEBLIK

Det forgangne år har været præget af ’det store opbrud’. Det vil sige afrejsen fra Korinth i Grækenland, hvor vor familie-konvoj har været stationeret siden februar 2014. Tretten beboelsesvogne og køretøjer blev på det tidspunkt sejlet fra havnebyen Ashdod i Israel til havnebyen Piræus i Grækenland.

Den lille ørkenstrimmel i Arava i det sydlige Negev – i Bibelen kaldet ’Zins skrækkelige ørken’ – ligger nu indhegnet af et anseeligt antal store, hvidmalede kampesten – fuldstændigt afspærret og uden indgang! Dette er stedet, hvor den danske Pilgrim Konvoj var placeret i tolv år.

Den smukke ørkenplantage, hvor Gisèle havde plantet 50 smukke, frodige træer (enkelte af dem var 8 meter høje) ligger nu ubeboet hen. Alle træer er fjernet eller fældet og ørkensandet fra den nærliggende ældgamle karavanevej (fra Jordan til Gaza) er føget ind over den lille, kristne oase, som af dommeren i Beersheva blev beordret nedlagt og (som det hed i retsprotokollen): ’ført tilbage til sin oprindelige ’ørkentilstand’.

 

De gamle veteran-trucks (MAN 1965), som over en femårig periode bragte 1000 unge israelske og palæstinensiske arabere sammen med kristne unge fra Europa på Desert Peace-overlevningsture i Zins ørken, står nu stille i Danmark. Sammen med resten af konvojen blev de to ’old mobile-trucks’ i februar 2014 sejlet til Grækenland, hvorefter de af Benjamin Noer og Jørgen Jønsson blev kørt over Alperne til det kolde Nord.

Godt fire år senere blev disse ’trækkende trucks’ efterfulgt af to af konvojens gamle beboelsesvogne, som efter 23 dages sejlads fra Grækenland i marts 2017 blev udskibet på den samme kaj i Esbjerg Havn i Danmark, hvorfra de nøjagtig 40 år tidligere blev indskibet for (over England) at begynde den lange pilgrimsrejse mod Jerusalem. En lang, udenlandsfærd havde nået en afslutning.

De to beboelsesvogne er nu ligeledes anbragt i Horsens, hvor de er anbragt i Kolonihaven ’Pilevænget’. Her tjener de fortsat som delvis beboelse for Johny og Gisèle Noer, som d. 1. januar 2018 – efter disse 40 års udlændingstid – blev registreret med deres nye bopæl i Horsens.

I Horsens er der i efteråret 2017 blevet oprettet et par bibelkredse, og Johny Noer prædiker jævnligt ud fra en lokal kirkesal i Horsens centrum, hvor byens gamle Maranata-menighed har lejet lokaler. Alle disse møder lægges på nettet på denne hjemmeside. En verdslig radiostation på Midtsjælland har indbudt Johny Noer til at prædike ved samtlige søndag formiddagsgudstjenester i 2018. Ved disse ugentlige gudstjenester, som hver søndag eftermiddag kan aflyttes på nettet (også på denne hjemmeside: www.noer.info) taler Johny Noer over ’dagens tekst’, som ifølge folkekirkens tradition i dette år følger ’anden tekstrække’. Der ligger således allerede gudstjenester fra årets begyndelse på denne hjemmeside under menupunktet: Lyd og Video.

 

EN ROMA-FAMILIES SKÆBNE

Kort efter samledes 100 borgere i byen med krav om, at Roma-familien skulle fjernes. En retssag med dette formål for øje blev iværksat af byens myndigheder – og jeg og Gisèle måtte i ugen før jul rejse til Grækenland for at forhandle med byens borgmester. En ordning blev aftalt, så at familien (med støtte og hjælp og uden trusler) kunne placeres med de to beboelsesvogne på et andet område, hvor børnene kunne begynde deres skolegang, som de endnu ikke havde indledt.

Imidlertid har vi ved indledningen til det nye år fået melding om at familien er fjernet fra området, hvor de to vogne er blevet efterladt. Ingen kender i øjeblikket, hvor Roma-familien opholder sig – og vi er i vor stadige kontakt med byens borgmester i tvivl om, hvilket forløb, der har fundet sted. Racismen mod Romaerne er stor i Grækenland, og den begynder nu at brede sig til andre nationer. Lad mig forklare:

Kort før jul måtte jeg og Gisèle (som nævnt) i hast foretage en anstrengende uges tilbagerejse til Grækenland for at søge at løse nogle problemer, som er opstået omkring den børnerige Roma-familie, som de – med hjælp fra kristne i Europa – har gennemført over en treårig periode i Korinth.

Det var lykkedes (med særlig hjælp fra en tysk, kristen familie) at få erhvervet et mindre grundstykke i byen Kokkoni (20 km fra Korinth). Familien, som fredløst har rejst rundt i forladte bygninger, blev med deres ti børn (med særlig hjælp fra en kristen broder i Danmark) installeret i to af konvojens rummelige beboelsesvogne på det omtalte grundstykke, hvorfra (det var aftalen med børnenes forældre) øjeblikkelig skolegang skulle gennemføres i en nærliggende skole.

 

TOTALT KOMMUNEFORBUD MOD ROMAER

Dette projekt er imidlertid – så vidt vi kan bedømme – løbet ud i sandet, idet den omtalte græske kommune nu søger at fjerne familien totalt fra kommunens enemærker. I dette tilbageblik bør jeg derfor i samme forbindelse gøre opmærksom på den fare, som her lurer fra lovgiverens side… (ligesom jeg i det forløbne år på vor hjemmeside har gjort de danske kristne opmærksom på den lov mod de danske, evangeliske frikirker, som nytårsnat kl. 12:00 blev iværksat i Danmark).

Om Roma-loven har jeg følgende at berette:

Når man læser den danske justitsminister Søren Pape Poulsens forslag til ’Zoneforbud’ (mod Roma-familier) er der unægtelig paralleller til shariaens straffeprincipper. Allerede lovforslagets første linje røber, at dette forslag er på kollisionskurs med de mest basale retsprincipper. "Regeringen ønsker at sætte ind mod udenlandske tilrejsende, som slår lejr på offentlige steder," hedder det, og dermed ved vi godt, hvad det rammer.

I værst tænkelige tilfælde betyder det, at det forbudte område for sigøjnere udvides at være 775 gange så stort som en nuværende ordning. Det kan man kalde en stening! Nu lægges der et stort kommuneforbud mod Romaer på folketingets bord.

Den septemberaften 2017, hvor Gisèle og jeg havde vor samtale med den græske bys borgmester, gjorde vi ham opmærksom på den fare, som ligger i at en hel kommune vil fordrive en sigøjnerfamilie.

Under 2. Verdenskrig oprettede Hitler otte koncentrationslejre – udelukkende med det formål at myrde 500.000 sigøjnere. Nazisterne indførte samtidig ’jødefri’ kommuner. Dette raceprojekt er nu ved at gentage sig i Danmark, hvor man vil oprette ’sigøjnerkommuner’. Vor tilsyneladende (og for mange) ubetydelige kamp for bare én Romafamilies skæbne, har større dimensioner, end de fleste aner. Det vil jeg – om Gud vil og jeg lever – fremover tage op til nærmere eftertanke – og deraf følgende fortsat handling!
 



2018-01-18
 

GIVER FÆRØERNE PAVEN RET?

De færøske ’oversættelseseksperter, som ved indgangen til det nye år bør bære det alvorlige og tunge ansvar for bibelselskabets seneste ’oversættelse’ af Ny Testamente, stiller sig med bibelværket ’Den Nye Aftale’ helt og fuldt på Pavens side i det af reformatorerne stærkt omstridte begreb, som kaldes ’nøglemagten’.

Med ’nøglemagten gives til kende, at Rom ’i sin forståelse af et ganske bestemt bibelafsnit i Ny Testamente anser sig selv som værende i besiddelse af den suveræne, guddommelige fuldmagt til at være Kristi kirkes eneste overhoved! Ifølge de katolske teologers lære tilkommer det ene og alene Paven i Rom at styre og lede Kristi menighed, hvor den end findes, og hvis nogen del af den globale kristenhed vil unddrage sig Pavens overherredømme, så søger de dermed at forstyrre den guddommelige orden; de prøver da kættersk at fratage Paven det mandat, som Bibelen (ifølge Roms lære) giver ham.

I det nu afsluttende reformationsår, hvor alverdens protestantiske menigheder fejrede reformatorernes endelige opgør med denne falske lære, har Det Færøske Bibelselskab (med udgivelsen af et Ny Testamente, hvor den præcise tekst, som siden Luther (d. 31. okt.1517) opslog sine 95 teser på statskirkedøren i Wittenberg, har været stridens æble, givet Paven ret!

I den nye færøske gengivelse er selve den nytestamentlige kærnetekst omkring hele denne 500årige kirkekamp blevet ’oversat’ til Pavens fulde tilfredshed; den følger til punkt og prikke Roms falske forståelse af Jesu ord om, på hvilken klippe Han bygger Sin kirke.

 

EN UBIBELSK BEKENDELSE

Den omstridte bibeltekst, som reformatorerne gik på bålet for at forsvare, er det afsnit i Mattæusevangeliets 16. kapitel, hvor Jesu discipel Simon Peter – inspireret af Helligånden – udbryder (som et svar på Jesu spørgsmål): "Du er Kristus, den levende Guds Søn" (16:17).

At vi kan være fuldt forvissede om, at netop denne stærke, ligefremme og frygtløse bekendelse var inspireret af Guds Helligånd, fremgår af Jesu umiddelbare reaktion. Han siger: "Salig er du, Simon, Jonas Søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader, som er i himlene" (v.17). Det vil på godt dansk (og færøsk) sige, at Jesu discipel, Simon (hvis far hed Jonas) som ved præcis den lejlighed fik givet navnet Peter (Petrus) tilsiges en velsignelse og et løfte, som rækker ud over hvad man ellers kan opnå i denne verden. Jesus udbryder: "Salig er du, Simon, thi det, du her bekender, har du ikke fået af noget menneske. Det er en åbenbaring, som kun kan modtages ’fra min fader, som er i himlen’ (v.17). Med andre ord: "Hvad du her giver udtryk for, Simon, har ikke i sin oprindelse her på jorden; det er ’en himmelsk bekendelse’… og i umiddelbar forlængelse af denne klare forklaring fortsætter Jesus (stadig henvendt til Simon): "Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil Jeg bygge Min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den!" (v.18)

Øjeblikket med denne stærke Helligåndsbekendelse (og den på stedet afgivne erklæring om den klippe, hvorpå Jesus vil bygge Sin kirke) er så intenst, at det ikke synes at ville ophøre; Jesus fortsætter stadig henvendt til Simon (som fra denne time kaldes Peter): "… og Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlene" (v.19-20).

I den netop udkomne færøske ’oversættelse’ af Ny Testamente, giver Det Færøske Bibelselskab Paven ret i, at han er den eneste, som retmæssigt er i besiddelse af disse nøgler.

 

HVEM AFLEVERES NØGLERNE TIL?

En så vældig og ophøjet fuldmagt kan imidlertid aldrig lægges i hænderne på noget menneske, som kun består af kød og blod… hvilket Jesus også tydeligt giver til kende, når Han i samme åndedrag og med hensyn til Simon Peters åndsbårne bekendelse erklærer: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig men min Fader, som er i Himlen" (v.17). Den såkaldte ’nøglemagt’ overgives derfor aldrig til nogen dødelig sjæl, som udelukkende er drevet af sine dødelige lyster – det være sig den mest populære præst, dybt ambitiøse provst, imponerende biskop eller magtfulde pave! Nej, denne overjordiske magt overdrages gennem alle slægter (og især ’i de sidste dage’) kun til den lille, efterstræbte og forfulgte skare, til hvem Den Almægtige Guds Søn siger: "Frygt ikke, du lille hjord! Thi jeres Fader har besluttet at give jer riget" (Luk.12:32).

Der eksisterer derfor – med henblik på den rette forståelse af det eneste sande indhold af dette storstilede løfte om ’nøglemagten’ – en nøje sammenhæng mellem ’Giveren’ og ’modtageren’ af det guddommelige tilsagn. Faderen afleverer kun nøglerne til dem, som allerede har modtaget den klippefaste åbenbarelse, hvorpå Kristi kirke skal bygges! Et hvilket som helst andet grundlag (som kirkens fundament) er således at betragte som den kødelige sjæls synkende sump og den fortabte menneskeslægts uanvendelige hængedynd.

Må Gud derfor give nåde til protestantismens sande børn – hvor de end findes – at de aldrig giver efter overfor Roms ubibelske fordring, at Paven (som en direkte efterfølger af Peter) er den eneste på denne syndige jord, der er i besiddelse af Himmerigets nøgler…

 

FÆRØ-OVERSÆTTELSEN UNDER LUP

Den græske grundtekst lader med hensyn til dette historiske (dybt debatterede) skriftafsnit tydeligt forstå, hvem de evige nøgler afleveres til. Bibeloversætterne har i tidernes løb stridt med forsøget på at gengive den oprindelige tekst så nøjagtig som mulig – og hele sagen kan (så vidt jeg kan se) efterhånden koges ned til forståelsen af anbringelsen af ét eneste ord i den omstridte sætning.

Problematikken indbyder altså til, at man tager de to seneste danske autoriserede oversættelser (af det omtalte skriftafsnit) – nærlæser dem – og sammenligner dem med grundtekstens formulering. Efter på den måde at have forsøgt at finde ud af, hvorudfra den rette bevisførelse kan fremlægges, bør den seneste færøske ’gengivelse’ sættes under lup… og til alles forfærdelse vil det (påstår jeg) kunne iagttages, at færø-oversætterne her har gjort sig skyldige i en historisk fejltagelse; med deres såkaldte ’nu-færøske gengivelse’ har udleveret ’Helligåndsnøglerne’ til Paven og dermed vist ringeagt for de reformationens martyrer, som uforfærdet gik på bålet for, at Roms falske forståelse aldrig noget sted burde godtages!

 

KIRKENS KLIPPEFASTE FUNDAMENT

Efter i det foregående at have henvist til to autoriserede, danske oversættelser af én af kirkehistoriens mest ’farlige’, bibelske sætninger – krig og blod og nådeløs forfølgelse har fulgt i dens dybe spor – så fremlægger jeg nu her en nøjere gengivelse af den græske grundtekst. Den lyder i sin saglige ordlyd lidt knudret – men indeholder et skærende skarpt lys, der ikke giver ’færø-oversættelserne’ den mindste accept af deres forvanskede ’oversættelse’.

Den oprindelige nytestamentlige tekst lyder nemlig som følger: "Nu Jeg, også, er sigende til dig…" (v.18). Det er klart, at en moderne oversættelse ikke kan følge denne tilsyneladende fremmedartede ordlyd – men det er ligeså afgjort, at (når det drejer sig om indholdet) – så må oversætterne gøre deres yderste for ikke at ramme ved siden af.

Af grundteksten fremgår (efter min ringe opfattelse) følgende: Ordet ’også’ har her fundet sin rette plads. Formuleringen ’Nu Jeg, også…’ stiller nemlig skarpt på, at det ikke er ’personen’, som det lille ord (’også’) henviser til. Der eksisterer i grundteksten ingen kommategn – men i gengivelsen af den græske fremstilling, har de ansvarlige sprogeksperter fundet det nødvendigt at isolere det lille, knivskarpe ord (’også’) med ikke mindre end to kommaer. De tillader altså ikke, at der opstår nogen mulighed for at vise tilbage til personen (altså Sønnen) – sådan som det desværre er tilfældet i den citerede -48 oversættelse (’Så siger også Jeg). Nej, den oprindelige bibeltekst reserverer det lille ’tveæggede Guds Ord’ (Hebr.4:12) til udelukkende at pege på selve den eksplosive sætnings farlige indhold. Dette indhold sigter kun på én ting – nemlig den omtalte sætnings indholdsmæssige åbenbarelse om Kristi menigheds Gudgivne fundament, som var og er og evigt forbliver den kristne kirkes eneste, klippefaste og urokkelige grundvold: Den åbenbarelse, som Faderen har givet Peter, og som Han fremdeles skænkes alle Kristi sande disciple!

Den sætning, som Færø-’oversætterne’ ikke blot snubler over, men slår sig halvt fordærvet ved (Matt.21:44) lyder altså i sin første, græske ordlyd (og forståelse) sådan: "Nu Jeg også er sigende til dig, at du er Petrus, og på den klippe (Faderens åbenbarelse, som blev dig givet) vil jeg (fremdeles) være byggende Min ecclesia" (v.18).

Hvad er det for en klippe, som Den opstandne Herre vil bygge Sin kirke på? Er det (som Paven hævder): Personen Peter? Eller er det (som reformatorerne hævder) den åbenbarelse, som Peters bekendelse indeholder? Det selvstændigt, isolerede ord ’også’ henviser i den græske tekst ikke til personen (’også Jeg siger dig’) – men til bekendelsens indhold (’det er en himmelsk åbenbarelse, som Min Far har givet dig…v.17) Dette understreges i det følgende:

 

MISVISENDE OG FALSK INTRODUKTION

Færøernes nye Ny Testamente ’Den nye Aftale’ afleverer som omtalt følgende ’oversættelse’ af det her omtalte, topaktuelle skriftafsnit: "Peter, Jonas Søn, du er velsignet. Det svar har du ikke fra mennesker. Det er min far i himlen, der har afsløret det for dig. Hør nu godt efter, hvad jeg siger, Peter. Dit navn betyder klippe, og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på…".

De sidste ord: ’Og du er den klippe, jeg vil bygge min kirke på’ må have fået alt i himlen og på jorden til at holde vejret. Vatikanets kardinaler må have rejst sig i et rungende bifald. Peterskirkens mægtige kuppel har næppe kunnet rumme deres jubel. Men Luther må have vendt sig i sin grav, og reformationens myrdede troshelte har grædt under det himmelske alter (Åb.6:9).

Ja, det er et spørgsmål, hvorvidt ’oversætterne’ af det færøske Ny Testamente selv har været klar over, i hvor høj grad de går Pavens ærinde med deres stærke, vedholdende fremstilling af personen Peter som værende kirkens grundvold.

Hvis færø-’oversætterne’ ikke har handlet bevidst, da må de have skrevet ’med ført hånd’ (tidsåndens indflydelse, Ef.2:2). Når de f.eks. lægger dette ord i munden på Jesus: ’Peter, Jonas søn’ – så er det ubestrideligt en fejlagtig gengivelse af grundteksten. Jesus bruger netop ordlyden: ’Simon, Jonas søn’, så ofte Han belærer om den nødvendige livsforvandling, som ved Faderens åbenbarelse finde sted i de menneskers liv, som Kristi kirke bygges på…

Med ordene ’Simon, Jonas søn’ præciserer Jesus netop, at Han dermed taler til Peters ’gamle menneske’… altså hans kødelige herkomst (’Jonas søn’) – ja, hans (med hensyn til Kristi kirke) ’værdiløse familietræ’ og for evigt ubrugelige ’jordiske stamtavle’.

Det er nemlig den velsignelse , som ved en himmelsk åbenbaring er givet til Simon (’salig er du, Simon’) at denne discipel udrustes med og kan tilegne sig den klippenatur, der vedkender sig navnet Peter (som betyder ’klippe’).

Eller for at sige det på en anden måde (og dermed frakende både Pave og færø-’oversætterne’ nogen som helst art til at indsætte Peter med sin gamle ’Simon-natur’ som kirkens grundvold) så har intet, hvad der nedarves fra den gamle ’Adams-natur’ nogen berettigelse i Guds Rige.
 



2018-01-12
 

DEN USYNLIGE VERDENS HERSKERE

En ting er, at folk har svært ved at forstå, at Gud har skabt alt det, vi med det blotte øje kan se. Men nu forlanger søndagens Ny Testamente bibeltekst, at både den jævne danske borger og hans politiske repræsentant blandt de styrende på Christiansborg skal indstille sig på (fra ’day one’ i 2018) at tage højde for alt det, han ikke kan se! Bibelteksten for den 1. søndag efter Helligtrekonger erklærer som en uomstødelig kendsgerning, at ’Gud i Kristus har skabt både det synlige og det usynlige’.

Den almindelige dansker, som læser sin avis, ser tv-journalen og holder sig så godt, han kan, underrettet på nettet om, hvad der sker i den store konkret-synlige verden, vil mange steder have det svært at begribe, at han nu – i det kommende usikre år – også skal holde øje med den usynlige verden – ja, at han ikke bør stille sig fuldstændig uforstående overfor præsten i kirken, der nu for alvor begynder at forklare, at det i virkeligheden er i den usynlige verden, at ’den usynlige Gud’ (v.15) bestemmer, hvorledes det i det kommende år skal gå hans familie, job, land og folk. Ikke sigtbare fjender er på vej…

"Den usynlige verden," forklarer apostelen i dagens (for adskillige ’overraskende’) tekst, er ikke ’den rene tåge’ eller ’en slags spøgelsesagtig, svævende eksistens’ – nej, i den verden, som ikke kan ses, og som er skjult for vore øjne, eksisterer trosengle, herskere, magter og myndigheder…’ (v.16); der er både orden og myndighed ’bag forhænget’.

Gudsordet erklærer, at menneskene over alt og til alle tider er omgivet af velordnede, usynlige kræfter. Disse er ikke neutrale! Nogle er gode, og andre er onde – og der er (på tærskelen til dette nye år) menneskefjendske, usynlige magter, som kun har ét i sinde: At ødelægge og tilintetgøre mennesker, familier, samfund, nationer – ja, den hele verden for dermed om muligt at bringe masserne til helvede og til evig fortabelse.

Imidlertid er der også i den usynlige verden en herskermagt, som i sin egenskab af Kristi Herredømme er på menneskenes side. Der er myriader af engle, som i denne time er på vej, for at (som Skriften siger): ’at komme dem til hjælp, som skal arve frelse’ (Hebr.1:18).

 

DE TING, MAN IKKE SER

Før jeg går videre med at forklare, hvor der i det kommende år kan forventes at ville manifestere sig – både af godt og ondt – fra den usynlige verden, vil det være på sin plads at gøre rede for Ny Testamentes definition på tro. Det er nemlig kun ved troen ’at vi fatter, at verden er blevet skabt ved Guds Ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se’ (Hebr.11:3).

Definitionen på troen gives som indledning til Ny Testamentes store ’troens kapitel’, der detaljeret fremhæver en anseelig skare af Bibelens troshelte, idet Hebræerbrevets forfatter nøje beskriver deres forskellige former for tro, men definitionen på tro gælder dem alle! Den lyder sådan: "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser…" (11:1).

Det vil sige, at ’et troende menneske’ lever sin tilværelse her på jorden i ’en fast tillid’ til Gud og i et håb, der (ved troens hemmelige kraft) strækker ud over den kolde, sorte grav – ja, den er ’en Gudgiven overbevisning om ting, man ikke ser’

Det sidste, ’at leve sit liv i en overbevisning om ting, man ikke ser’, vækker som oftest en vis overbærende foragt hos omgivelserne. De ryster på hovedet – ja, et helt samfund kan rent faktisk beslutte sig til at ’hjælpe disse arme troende medborgere på bedre tanker’! Både i lovgivningen og i hele undervisningssektoren (lige fra børnehavestadiet) arbejdes der i Danmark hårdt på, at få alle til at forstå, at det kun er den såkaldt ’videnskabelige verdensanskuelse’, der er den rette. Altså det menneskesyn, at kun den konkrete, synlige verden har betydning; den usynlige verden eksisterer (for verdens herskere) ikke! Den er et fantasifoster, som kun har skadelige virkninger.

Til dette svarer Ny Testamente i søndagens tekst (som prædikes over det ganske lande): ’Gud har skabt det synlige og det usynlige’ – og den største magt i den usynlige verden er Kristus, som er hovedet for kirken.

 

AT SKELNE MELLEM ONDT OG GODT

Søndagsteksten begynder med ordene: "I Ham (det er Kristus) har vi syndernes forladelse" (Kolos.1:14)… og om dette emne vil evigheden ikke slå til for i dybden at forklare, hvilken befriende nåde, der er at finde i den lille sætning. Hele verden vil ikke kunne rumme det gigantiske bibliotek af bøger (Johs.21:25), der fra millioner af fortabte syndere vil søge at gengive den dybe taknemlighed og lykkelige jubel, som dette ene bibelvers udløser.

Helt konkret betyder denne ene sætning, at hver eneste søgende sjæl, som måtte læse disse ord, fra dette øjeblik (på tærskelen til det nye år) – bør ’bøje sine knæ for Faderen’ (Ef.3:14) for af hjertet at sige Ham tak for, at alle fortidens synder, forbrydelser og overtrædelser – alle skjulte og åbenlyse misgerninger, blodtvættede overgreb, svindel og bedrag og gudsbespottelse er der tilgivelse for… "Det anklagende skyldbrev, som var imod os, er naglet til korset (Kolos.2:14). Al gammel syndegæld er ved Jesu blod bragt ud af verden!

Alt dette er (som det hedder afsluttende i den her omtalte tekst) for evigt og altid fjernet og bortrenset ’ved blodet på Hans kors’ (v.20).

Imidlertid tillader apostelen os ikke (hvor gerne vi end ville det) at dvæle længere ved denne velsignede sandhed – nej, Paulus (som er forfatteren til dette nytestamentlige brev til Kolossenserne) vender sig straks (og uden et øjebliks tøven) til det emne, som han i dette Skrift egentlig og frem for alt har på herte: Den usynlige verden! De skjulte fjender og deres mægtige besejrer. Det vil sige, at heller ikke evangeliets forkyndere (de hundredvis af præster, som i både folkekirken og blandt landets frikirker er sat til at tale Herrens Ord til et åndeligt fattigt og forvirret folk) har nogen tilladelse til udelukkende at beskæftige sig med det begreb, som i Hebræerbrevet benævnes som ’de første begyndelsesgrunde i Guds Ord’ (5:12). Ja, det er dem faktisk forbudt kun at forkynde ’børnelærdommen om Kristus’ (6:1). "I skal lede menigheden frem til de voksnes stade," hedder det, hvilket vil sige (som Hebræerbrevets forfatter udtrykker det) ’at få sanserne opøvet til at skelne mellem ondt og godt’ (5:14).

For at kunne forstå dette, er det nødvendig (tror jeg) at præcisere følgende:

 

VANTROEN SAT PÅ PLADS

Thomas var nok den af Jesu tolv apostle, som var mest vantro, når det drejede sig om ’den usynlige verden’. Da hans meddisciple efter Jesu død fortalte, at de havde set Herren, sagde han ligeud, at den historie troende han ikke på; "Lad mig se naglegabene i hans hænder og lad mig stikke min finger i det åbne sår i Hans side – så vil jeg tro på, hvad I fortæller. Ellers ikke!"

En uge senere var discipelflokken atter samlet på deres sædvanlige mødested. Dørene forsvarligt lukket – og pludselig ’stod Jesus i deres midte’. Uden et ord gik Han hen til Thomas og viste ham sine hænder og det dybe sår i sin side. Thomas forstod, at Kristus var opstanden – ja, at Han måtte have været usynligt tilstede, da Thomas ugen forinden erklærede sin vantro. "Vær ikke vantro men troende," sagde Jesus.

Thomas bøjede sig. "Min Herre og min Gud," udbrød han (Johs.20:24-28).

Ikke så få vil allerede i begyndelsen af det nye år (tror jeg) få deres vantro sat på plads. ’Den usynlige’ vil åbenbare sig. Hans modstander, djævelen, kan kun være usynligt tilstede ét sted ad gangen – men Jesus er med Sin Ånd allestedsnærværende – ja, Han bøjer sig i dette øjeblik over skulderen på den søgende sjæl, som læser disse linjer og siger (som altid): "Frygt ikke, Jeg er med dig!"

 

MODSTANDEREN

For nogen tid hørte jeg om en mand, der sagde til sin præst, at han ’ikke troede på, at djævelen eksisterer’. Præsten svarede: "Besynderligt! Hans forretning går udmærket; den arbejder i døgndrift over hele verden!"

Djævelen, Lucifer, Den onde, den såkaldt ’åndelige hersker i Luftens Rige’, optræder mere ofte i Bibelen, end folk forestiller sig. Han forsøgte at friste Kong David (1. Krøn.21:1) og han anklagede ypperstepræsten Josva (Zak.3:1-2). I Jobs Bog lukkes der i de første kapitler op for den her omtalte usynlige verden. Forhænget trækkes med ét til side, og vi ser til vor overraskelse, at Satan (med en mærkelig mørk manér) træder frem for Guds trone sammen med en større skare af ’gudesonner’.

I en nylig af Det danske Bibelselskab udgivne ’oversættelse’ af Jobs Bog med den rammende titel: ’Det er din egen skyld’, fortælles på de første sider om denne konfrontation på højeste plan i den usynlige verden.

"Hvor har du været," spørger Gud, og Satan svarer: "Jeg har haft travlt med at patruljere på jorden." – "Så har du vel lagt mærke til Job?" siger Gud… (2:1-3) og dermed begynder Den Onde at afsløre sig selv! Han er – som den hebraiske betydning af navnet antyder, - en modstander! Og det må i denne onde verden betragtes som den største godtroenhed og naivitet, hvis nogen fortsat vandrer rundt i den forvildelse, at mennesket ikke har en usynlig modstander! Hans hovedstrategi består imidlertid i at forblive usynlig. Han bilder folk ind, at han ’ikke er til’. Og de fleste tror på den historie…

 

DE SYV GARANTIER

Det våben, som de troende alle vegne kan bruge over for denne modbydelige, mørke modstander, som i al evighed ikke vil menneskene noget godt, er ikke mindst den nøgle, som apostelen lægger i hænderne på de betrængte og forfulgte – ja, alt for ofte nedbøjede ofre for djævelens angreb. Nøglen er bl.a. det skriftord, der lyder sådan: "Vi ser ikke på det synlige – men på det usynlige; det synlige varer jo kun til en tid, det usynlige varer evigt" (2.Kor.4:18).

Med disse ord gør apostelen opmærksom på, at i den usynlige verden er der ikke kun onde, djævelske kræfter på spil. Han, som har den suveræne magt både i den synlige og usynlige verden, er den opstandne Guds Søn, Jesus Kristus fra Nazaret.

For at vi kan være helt sikre på, at der eksisterer en usynlig overmagt, som står på lysets og hjælpens side, og som ikke et øjeblik overlader de troende til deres egen sørgelige skæbne, kan apostelen ikke ophøre med at beskrive denne godhedens og barmhjertighedens evige, suveræne hersker.

Han optegner ikke mindre end syv solide garantier på, at Han, Jesus Kristus, Guds opstandne Søn, har det fulde herredømme både i den synlige og i den usynlige verden.

For det første er Han ’den usynlige Guds billede (v.15). På Hans jordiske vandring beviste Han, at Han havde al magt over død og sygdom, synd og fortabelse.

For det andet er Han ’første født forud for al skabelsen’ (v.15), hvilket vil sige, at før de første to mennesker styrtede hele menneskeslægten i ulykke og fald – så var Han (hele verdens eneste håb og frelser) allerede til stede med Sin evige frelsesplan. Han var (som det hedder): ’fortid for det hele’ – og er altså ikke kommet for sent i kampen mod det onde… (hvilket antyder, at Han heller ikke i den aktuelle situation, hvor der fra massernes dyb kaldes på Han hjælp, kommer for sent).

For det tredje er ’alt skabt ved Ham og til Ham’ (v.16) – et mesterværk af liv, som helt og holdent er Hans, og som Han ikke på noget tidspunkt vil overlade til Sin ærkefjende, den gamle slange, djævelen.

For det fjerde betoner apostelen, at ’alt består ved Ham’, hvilket er ensbetydende med, at al form for eksistens vil falde sammen som et korthus, dersom ’dets bestående ikke længere blev opretholdt ved Hans Ord.

For det femte er Han ’begyndelsen’… for at Han skulle være den ypperste iblandt alle.

For det sjette har Gud besluttet, ’at hele fylden’ skal bo i Ham’. Det vil sige hele guddomsfylden… hvilket atter betyder, at al ondskabsfuld modstand i åndens rige ikke kun står over for Sønnens absolutte enevælde – nej, den konfronteres med hele Guds fylde, hvilket vil sige Den treenige Guds skaber- og herskermagt!

For det syvende og sidste er Han (Jesus Kristus) hovedet for legemet, kirken. Ved denne formulering opnår apostelen at undgå enhver fejlopfattelse, når han taler om Guds kirke! Den var, er og forbliver det legeme af genfødte kristne, som i denne sidste tid vil blive samlet i et legeme ved en omfattende åndsudgydelse.

Hvad er det samlende midtpunkt – det centrale element – som er i stand til at forene alt det spredte og usammenhængende i Kristi kirke? "Det er," erklærer apostelen, "blodet på Hans kors…!" (Kolos.1:20), og det er med bedrøvelse, at de troende må konstatere, at den nye færøske oversættelse af Ny Testamente i netop det skriftvers søger at undgå at nævne blodet. Hvor dette sker, er slaget i den usynlige verden tabt på forhånd. Grundtekstens ord ’ved Hans blod på korset’ søges erstattet med ’oversættelsen: ’Da Jesu døde på korset’ (Kol.1:20); de, som tør hævde, at dette er ligegyldigt – ’meningen er det samme’, har ingen anelse om, hvilken magt Jesu blod har i den usynlige verden.


Klik her for at læse Pofetisk Journal fra 2017