2017-11-17

DET IDEOLOGISKE NY TESTAMENTE

Få er de steder på den store vide jord, hvor en hel befolkning – et samlet familiesamfund af mænd, kvinder og børn – ubesvaret vil fatte og forstå Jesu rige billedtale om fårene og hyrdernes omsorg for flokken, som det er tilfældet på Færøerne! Her hører det med til hverdagen, at hyrderne på de tusind høje leder efter de vildfarne får.

Alligevel viger Det Færøske Bibelselskab i denne forbindelse ikke en millimeter fra den anti-israelske, ideologiske linje som blev holdt skjult bag den festlige facade, da det nye bibelværk, Den Nye Aftale, for en halv snes år siden blev præsenteret på Søpavillionen i København.

Ved den lejlighed blev det med anstændighed forklaret, at der var ’visse ord’ og begreber, som var ændret i denne nye ’oversættelse’ – ’alt sammen for at gøre sproget mere nudansk’ (blev det sagt) … men ikke med et ord blev det omtalt, at de nye ’oversættere’ i deres bestræbelser på at opnå dette resultat havde set sig nødsaget til med hård hånd i mere end 60 tilfælde at slette Israels navn fra den nytestamentlige tekst.

Når det nu i forordet til den færøske udgave forklares, at det indgår i aftalen med Det Danske Bibelselskab, at der kan fraviges fra den danske tekst, hvor det er til gavn for den færøske læser – da måtte det anses for åbenlyst, at selv et barn på Færøerne vil kunne fatte billedtalen, når Jesus taler om ’de fortabte får af Israels Hus’ (Matt.10:6). Dette tages der imidlertid intet hensyn til. De færøske ’oversættere’ følger slavisk den angivne politiske vej. I deres iver efter at slette Israels navn, ryger Jesu billedtale om ’de fortabte får’ med i købet, og den færøske læser må nøjes med det nye påfund: "Gå hellere til de jøder, som er faret vild" (Matt.10:6).

 

FORUROLIGENDE FORUDSIGELSE

I den forbindelse har jeg i nogle dage haft et kærkomment besøg af en trofast ven fra Færøerne. Sammen læste vi den foruroligende forudsigelse i Bibelens tre og firsindstyvende salme. Den taler om Israels fjender, som ’oplægger lumske råd mod Guds folk’ (v.4). Det vil imidlertid ikke gå dem godt, for de ’rådslår mod dem, Gud værner! (v.4) Fjendernes plan er kun én. Den lyder sådan: "Kom lad os slette dem ud af folkenes tal; ej mere skal man ihukomme Israels Navn!" (v.5)

Min færøske ven bragte med sig den ny ’oversættelse’ af Ny Testamente, som nu kan købes i boghandelen i Thorshavn. Han var særlig opbragt over, at han allerede på bogens første sider kunne spore den skjule hensigt bag denne ’oversættelse’. Matthæusevangeliet indledes (ifølge grundteksten) med sætningen: ’Med Jesu Kristi fødsel gik det således til’ (1:18)… hvorefter man må kunne forvente, at en nøjagtig gengivelse af begivenhederne omkring Kristi fødsel følger. Dette er imidlertid ikke tilfældet i det færøske nyudkomne Nye Testamente. Her ændres englenes budskab til Marias mand, Josef, for dermed at kunne give plads til en ’Israelfri oversættelse’.

I de følgende døgn studerede vi sammen dette fænomen, hvilket er baggrunden for, hvad jeg herefter søger at gøre rede for…

De to seneste autoriserede oversættelse af det danske Nye Testamente følger i Matthæusevangeliet med samme ordlyd ’Herrens engels budskab til Marias mand, Josef, da han i Egypten får dem for Ham så befriende melding, at faren er drevet over, og at han nu skulle gå til Israels land’.

"Herodes er død," siger engelen, som i en drøm åbenbarer sig for Josef. Derefter følger den guddommelige befaling (og det kan ikke anses for noget mindre eller noget andet, idet det himmelske sendebud nøje citerer den ordrette ordre): "Drag til Israels Land!"

Når vi i Jobs Bog får at vide, at ’selv hos sine engle finder Han fejl (4:18), kan vi være overbevist om, at netop denne engel, som i denne livsvigtige mission blev sendt med et så afgørende budskab til Jose (vedrørende ’barnet og dets moder) ikke dristede sig til at søge andet og mere end det nøjagtige indhold af den besked, han skulle aflevere!

Hans befaling er derfor kort og ordknap: "Stå op, tag barnet og dets moder med dig og drag til Israels land!" (Matt.2:20)

I den hebraiske version af dette betydningsfulde skriftafsnit gøres det helt klart, at det drejer sig om (som det hedder): ’Eretz Israel’ (Israels land), og englen har talt hebraisk (eller aramæisk, som var Jesu modersmål), er det mere end tydeligt, at det er selve det geografiske område (Israels land), som her præciseres i engelens budskab.

 

DET PRÆCISE BUDSKAB ÆNDRET

Af den grund er det med en vis forfærdelse, at det nu konstateres, at den færøske udgave af det danske, kontroversielle bibelværk ’Den Nye Aftale’ i sin iver efter at slette (- ja, om muligt udrydde) Israels navn af Ny Testamente gengiver den græske tekst med følgende forvanskning: ’Rejs dig og gå hjem igen med barnet og moderen’ (Matt.2:20).

Englens præcisering ’drag til Israels land’ er her fjernet fra teksten. Den himmelske ordre er blevet ændret og forkortet. Den omsorgsfulde tale: "Tag barnet og dets moder med dig" er blevet til den bryske befaling: "Gå med barnet og moderen," og englens nøje præcisering og målrettede, geografiske adresse: ’Til Israels land’ er blevet til: ’Gå hjem igen’! (v.20)

Af det følgende vers (v.21) fremgår det imidlertid, at den nøje geografiske beskrivelse (’Israels land') fastholdes. Der står nemlig ikke (som det nu hedder i den nye færøske bibel), at (citat): ’Josef gjorde som englen sagde og drog hjem…’ Nej, den græske grundtekst er kortfattet: "Da stod han op… og kom til Israels land’ (v.21).

"At den færøske version (på dette sted) ’opfinder’ sætningen: "Josef gjorde som englen sagde" er næsten ironisk. For det første eksisterer denne tilføjelse ikke (på dette sted) i den oprindelige tekst; den er her ’det rene digt’ og for det andet sagde englen ej heller (i verset forinden): "Gå hjem igen!" Nej, englen sagde: "Stå op og drag til Israels land!" (v.20)

Det nyudgivne Færøske Nye Testamente er således (som det er tilfældet med dets danske forbillede) fra første færd opsat på at udskifte navnet Israel med andre nyopfundne formuleringer. Allerede på de første blade af denne såkaldte færøske ’oversættelse’ går man til værket… og denne tydelige anti-israelske holdning gennemføres med hård hånd til Åbenbaringsbogens syvende kapitel, hvor det i det fjerde vers (ifølge den oprindelige tekst) lyder som følger: "Jeg hørte tallet på de beseglede… af alle Israels børns stammer’.

Indtil denne sidste bog i Bibelen gennemfører den færøske ’oversættelse’ sin udrensning af navnet ’Israel’, så at der nu står skrevet: "Jeg hørte tallet… fra de tolv jødiske stammer" (Åb.7:4).

 

BEVISFØRELSEN

I Mættæusevangeliet fortsætter beretningen om Jesu møde med den romerske officer, hvis stærke tro var begrundet af, at han (som han sagde): ’var vant til at adlyde ordrer’ (8:8).

Når Jesus stående overfor denne ikke-jødiske romer udbryder: "Sandelig siger jeg jer!" – så betyder det ikke kun (som den ny ’oversættelse’ fortæller færingerne), at de skal (citat): ’lægge mærke til det her’ – nej, så er det fordi, Herren Jesus her fremsætter en erklæring eller en bekendelse, som har en dybere og varig betydning. Derfor er det vigtigt, at denne nærlæses, og at den ikke på nogen måde fordrejes eller omformuleres.

Den nøjagtige gengivelse af Jesu ord er denne: "Sandelig siger Jeg jer: Så stor en tro har Jeg ikke fundet hos nogen i Israel" (Matt.8:10).

Den nyeste færøske bibelgengivelse er imidlertid denne: ’Så stærk en tro har jeg ikke engang mødt hos en jøde’.

Som svar tør det påvises, at det første har Jesus virkelig sagt (det er i den autoriserede oversættelse korrekt refereret) det andet har Jesus derimod aldrig sagt; det er fejlagtigt refereret.

Bevisførelsen for denne påstand er vanskelig – men nødvendig, fordi argumentet er gældende generelt for mange passager i den nye, færøsk ’oversættelse’, hvor der bør skelnes strengt mellem det sjælelige og det åndelige..

Udgangspunktet for den påstand, at ordene: ’Dette har jeg ikke engang møde hos en jøde’ ikke er kommet over Jesu læber (i Hans omtale af den romerske officerer) ligger således i apostelens senere forklaring vedrørende den dybe kløft, der adskiller ’det sjælelige fra det åndelige’.

Han forklarer: "Et menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er en dårskab for ham, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt." (eller bedre: ’Det kan kun bedømmes efter Åndens målestok’… 1.Kor.2:14).

 

JESUS TA…

Hvis altså de to erklæringer af Jesus vedrørende ’hedninge-officerens’ stærke tro: 1. Dette har Jeg ikke fundet hos nogen i Israel eller: 2. Dette har jeg ikke engang mødt hos en jøde, skal bedømmes efter Åndens målestok, så melder sig det (for de nye færøske ’oversættere’ ubehagelige) spørgsmål: Anvendte Jesus i det hele taget udtrykket ’jøderne’, når Han omtaler Sit elskede fædrenes folk? Vi konstaterer, at Han (ved det samme møde med den romerske officerer) gerne brugte betegnelsen ’Rigets egne børn’ (Matt.27:9) og ’Abrahams børn’ (Johs.8:39) – ja, ’Abrahams datter’ (Luk.13:16) eller ’Abrahams søn’ (Luk.19:9). Kun et sted (forekommer det mig) anvender Jesus benævnelsen ’jøde’, og det er i beretningen om mødet med den samaritanske kvinde. Hun siger: "Hvordan kan dog du, som er jøde, bede mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" – og Jesus svarer her med en direkte henvisning: "Frelsen udgår fra jøderne!" (Johs.4:4 og 13).

 

EN NY SÆTNING INDFØRES

Apostelen Paulus anvendte massivt betegnelsen ’jøde’ i sin argumentation overfor de judaistiske forførere (eks.: ’Men du, som kalder dig jøde…’ Rom.2:17) – men fastholder i sit vidnesbyrd, at ’han selv er israelit, af Abrahams slægt og Benjamins stamme’ (Rom.11:1).

(Dette sidste tillader de færøske ’oversættere’ dog ikke! I deres lydighed overfor den danske version af ’Den Nye Aftale’ ændrer også de apostolske vidnesbyrd til dette: "Jeg er jo selv jøde!" Ja, de går så langt (i deres stræben efter at udrydde navnet Israel fra Ny Testamentes blade) at når Paulus omtaler ’sine kødelige stammefrænder’ og dermed erklærer, at (citat): ’de er jo israelitter, så skrives i Den Nye Aftale betegnelsen ’israelitter’ på dette sted ud af den færøske Bibel, og en ny sætning (’De er jo jøder’) indføres (Rom.9:4) – og selvom det kunne have en vis vægt i 30’ernes Tyskland at fastholde, at Jesus var jøde, og at han var født af jødiske forældre – så kan det i den politiske, anti-israelske atmosfære, der i dag spreder sig som en giftig gustenbleg tåge blandt nationerne, havde samme – ja, måske større vægt at betone, at Jesus fra Nazaret var af Israels folk, og at Han (citat): ’… som menneske er kommet af Davids slægt men i kraft af Helligheds Ånd er stadfæstet som (Israels) Guds Søn’ (Rom.5:4).

Den belastning, som historien med den største grusomhed og blodtørst har pådraget den bibelske betegnelse ’jøderne’ er som overset i den færøske version af den danske bibeloversættelse ’Den Nye Aftale’.

Da soldaterne ved Golgata-korsets fod spottende råbte: "Hil dig, jødekonge!" (Matt.27:30), så er forhånelsen bag dette ’hyldestråb’ åbenlyst. Ingen kan benægte, at ordet ’jøde’ også her bliver trukket gennem et nedgørende søle, og når det om Pilatus statholderanklage: "Dette er Jesus, Jødernes Konge’ hedder, at det var (citat): ’en indskrift med beskyldningen’ (v.37-28), så kan der ikke være to meninger om, at ordet: ’jødekonge’ var en hån.

Af den grund er det bemærkelsesværdigt og afslørende, at da ’ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge stemte i med den samme spottesang men i stedet for soldaternes råb: ’Du jødekonge’ ændrede forhånelsens indhold betydeligt ved at opfordre den korsfæstede til at ’frelse sig selv’ med ordene: "Du er jo Israels konge!" – da viger de færøske ’oversættere ikke fra deres målsætning: Israels navn skal slettes! Soldaternes råb bliver da gentaget: "Han er jo jødernes konge!"… og dermed er bibelselskabets klare anti-israelske linje stillet tilfreds.

Ingen ved, hvad det oversættelsesteam har forestillet sig den dag, da de satte pennen til papiret for at nedskrive de første linjer af det fjerde kapitel af både første og andet Korintherbrev i den nye færøske ’oversættelse’ af den dansksprogede udgave af det Nye Testamente, som går under navnet ’Den Nye Aftale’.

Kun evigheden kan afsløre, hvad der foregik i deres indre – hvis der i det hele taget foregik noget – da de (tilsyneladende samvittighedsløst) tastede deres gengivelse af Den Hellige Skrift ind på deres computer. Var de personligt berørt af det bibelværk, som nu skulle sendes ud på det færøske marked? Følte de (på deres egne skuldre) et ansvar for det job, som de her havde påtaget sig? Havde de nogen fornemmelse af, at de med dette skrift ikke kan påstå, at de (som apostelen siger) ’har sagt sig løs fra al skjult og skammelig adfærd’ (2.Kor.4:2). Ej heller kan de hævde, at de med deres skæbnesvangre ændringer af Den Hellige Skrift (citat): ’ikke er gået underfundigt til værks’ (v.2) – og på ingen måde kan de erklære, at de (citat): ’heller ikke har forfalsket Guds Ord’… (v.2).

Derfor kan disse moderne ’oversættere’ af det nye færøske ’nye testamente’ ikke forvente, at de troende følger deres opfordring, som (med deres gengivelse lyder sådan): "I kan selvfølgelig forlange af os, at vi er til at stole på" (1.Kor.4:2) – nej, da hellere holde sig til grundteksten, som siger: "Her kræves det så af forvaltere, at de findes tro" (v.2). Dette er nemlig ikke bare et menneskeligt forlangende (’I kan selvfølgelig forlange’) – men det er og bliver Kristi krav til de, der stræber efter at blive betragtet som Kristi tjenere (1.Kor,4:1-2).

Med henblik på en hvilken som helst oversættelse af det inspirerede Guds Ord kan ingen såkaldt ekspert tillade sig at sige: "For mig betyder det overhovedet ikke noget, hvordan I eller en menneskelig domstol bedømmer mig" (v.3). Ej heller tør en sådan moderne skriftklog påberåbe sig denne nye bibeloversættelses gengivelse (citat): "Det er kun Kristus, der kan dømme mig!"… og slet ikke med hensyn til den tydelige, politisk-betonede, ideologiske lære, der ligger bag (citat): ’Vent til Kristus kommer tilbage" (v.5). Nej, her gælder apostelens formaning: "Tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem!" (Ef.5:10-11)

Det er min agt fremover at fortsætte med at sætte et afslørende projektørlys på dette anti-israelske Ny Testamente.

Læs under Retsopgør (www.medgrundlovskallandbygges.dk): Hitlerbibel


2017-11-09

DEN KOSMISKE AFTALE

’De hebraiske profeter hører fortiden til’. Dette er den almindelige mening, og den er forkert! Hvis nogen vil vide noget om, hvad der venter denne jord og klodens mange forskellige folkeslag, så er den mest troværdige kilde de gamle jødiske seere.

En af deres mest præcise og højaktuelle forudsigelser er at finde hos tempelprofeten Ezekiel, som et par kapitler før hans detaljerede fremtidstegninger over Det Tredje Tempel med Herrens ord udbryder: "Jeg sætter Min helligdom i deres (jødernes) midte evindelig, min bolig skal være over dem; Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk, og folkene skal kende, at Jeg er Herren, som helliger Israel, når min helligdom bliver i deres midte evindelig (Ezekiel 37:27-28).

Den sidste halvdel af dette bemærkelsesværdige udsagn gør det klart, at Messiastemplet er en fremtidig kendsgerning, samt at det vil blive opført ’midt’ i Israel allerede i denne nuværende tid, hvor det vil udstråle en suveræn myndighed, som både helliger Israel og får folkeslagene til at indse, at Israels Gud er alverdens skaber og Herre. Netop denne autoritative side af Det Tredje Tempels eksistens hører ikke kun det kommende fredsrige til men vil allerede have sin mægtige, guddommelige indflydelse i disse afsluttende tider.

"Folkeslagene skal kende, at Jeg er Herren," erklærer profeten, af hvilken grund disse folkeslags magthavere og såkaldt demokratiske beslutningstagere vil gøre alt, hvad der står i deres magt for, at dette tempelprojekt aldrig skal blive til noget.

Hvis det danske folketing ser det som en umulig sag (hvilket allerede er tilfældet), at flytte den danske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, så vil det i endnu højere grad være (direkte og detaljeret) dirigeret af de arabiske nationers vrede med hensyn til en kommende genrejsning af jødernes tempel!

 

EN BINDENDE AFTALE ER UNDERSKREVET

Vedrørende flytningen af den danske (eller den amerikanske) ambassade, så har folkeslagene tilsyneladende ’frie hænder’. Ingen tvinger dem til at tage sådanne beslutninger (der kunne forstyrre ’fredsprocessen’). Anderledes med hensyn til opførelsen af det Tredje Tempel. I denne snarlig verdenskrigstruede konflikt vil samtlige statsledere få sat kniven på struben (hvilket også gælder Danmarks regering); med henblik på Messiastemplets opførelse på Tempelpladsen i Jerusalem er der nemlig allerede truffet beslutning, og der er for længst udfærdiget en bindende aftale. "I den sag slutter Jeg en fredspagt med Israels Børn," siger Herren, idet Han tilføjer: "Jeg sætter min helligdom i deres (jødernes) midte (Tempelpladsen i Jerusalem)." At denne (med blod underskrevne) kontrakt er uomstødelig, fremgår af dens afsluttende sætning: "Pagten er evig… den gælder evindelig" (v.26).

Hvilken dansk politiker har mod og indsigt nok til at sætte sig op imod en kosmisk aftale af den art? Det vil være klogt ’at lade sig råde’ i disse evigheds-forhold! "Og nu," udbryder Kong David i sin 2. salme: "I konger vær kloge, lad jer råde, I jordens dommere" (v.10). (Salmen fortsætter med de manende ord, som enhver dansk politiker bør skrive sig bag øret med henblik på de kommende forhandlinger om, hvem Tempelpladsen – ved en varslet deling af Jerusalem – skal tilhøre): "Tjen Herren i frygt… at ikke Han vredes, og I forgår!" (v.11-12)

Af den grund vil jeg her give vort danske folketing følgende ord med på vejen. (På forhånd ved jeg imidlertid, at de næppe vil blive taget alvorligt; over en bred kam vil de blive forkastet som ’irrelevante’ – og det på trods af, at intet med hensyn til den voksende konflikt i Mellemøsten kan være mere relevant!

Lad mig forklare:

DJÆVELEN ER VRED

Ingen dansk politiker eller gejstlig leder bør være uvidende om dette: Messiastemplet i Jerusalem bygges (sten på sten) her i tiden; det er helt igennem et jordisk projekt, som samtlige internationale ledere vil blive tvunget (af omstændighederne) til at tage stilling til).

Derefter vil dette kommende tempel (forklarer jeg videre) fungere i en (for en dødelig, kortlevende statsembedsmand forholdsvis) langvarig tusindårig periode! Selv hvor en folketingsmand er sikret sin pension, så synes fra første færd dette perspektiv at være uoverskueligt, - ja, han vil i en sådan ’tempelsag’ føle sig på usikker grund og vil derfor foretrække at følge den anerkendte politiske skole, som siger, at ’de religiøse forhold er ikke noget, som det verdslige regime tager sig af’. Især ikke hvis det drejer sig om en fjerntliggende helligdom i Mellemøsten.

Det gør yderligere forklares de ansvarshavende beslutningstagere, at spørgsmålet om, ’hvor jødernes tempel skal placeres’ (altså, hvor skillelinjen mellem det palæstinensiske og israelske område i Jerusalem skal trækkes) afgøres i en såkaldt (snarlig) ’endetids-epoke’, hvor djævelen (om man tror på hans eksistens eller ej) og alle hans dæmoner arbejder på højtryk, fordi de ved, at deres tid er kort. Ny Testamente siger: "Ve jorden og havet! Thi djævelen er kommet ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, at hans tid er kort"… (Åb.12:12).

 

HISTORIENS STØRSTE FOLKEFORFØRER

Hvis altså en af de folkevalgte i sin forvirring skulle komme til at spørge, ’hvorfor djævelen er så vred’? – og ’hvad det har at gøre med opførelsen af Det Tredje Tempel i Jerusalem’? – så vil Ny Testamente (som er Danmarks Nationalkirkes ypperste bekendelsesskrift) svare: "Når Templet står (næsten) færdigbygget på Tempelpladsen i Jerusalem, og Herren Jesus kommer for at tage bolig deri, så vil Hans evige modstander, Satan, blive arresteret og varetægtsfængslet i tusind år" (Åb.20:3 parafrase).

Der vil ikke blive taget noget hensyn til de gældende ’humanitære regler’ for et sådant langvarigt fængselsophold; han vil ifølge Den Hellige Skrift blive forsvarligt lænket og anbragt i et gustenkoldt, bælgmørkt fangehul i det bundløse dyb, som kaldes ’afgrunden’. Derfor er han vred! Domsafsigelsen: ’1000 år’ kan ikke ændres; den er ikke mindre en seks gange noteret i Åbenbaringsbogens første ti vers i det tyvende kapitel. Den Ondes blodige herskermagt er imidlertid ikke med tusindårsdommen afsluttet; han bliver atter løsladt og vil da (citat): ’drage ud for at forføre folkeslagene’. Det har altid været hans særlige mål (og danske politikere bør være agtpågivende overfor enhver politisk forførelse med henblik på Jerusalem) – og nu slipper han endelig løs for at færdiggøre det job, som var hans ypperste opgave…


2017-10-25

’LEVN FRA JØDERNES TEMPEL’

"Det siges at kræve god fantasi at være arkæolog, gerne tilsat lidt sans for drama…" med dine ord indledtes en højaktuel artikel om ’levn fra jødernes tempel’ i Kristeligt Dagblad torsdag, d. 19. okt. 2017.10.26

Artiklen står skrevet af lektor på menighedsfakultetet, redaktør af det arkæologiske tidsskrift ’TEC’, Morten Hørning Jensen.

Den handlede ’efter sigende’ om ’et romersk teater’, som efter to års udgravninger var fundet under Grædemuren i Jerusalem – men den egentlige indhold var efter min mening (citat): ’at berette om spor efter de to jødiske templer, der ifølge betydningsfulde, historiske kilder har stået på Tempelpladsen i Jerusalem’ (s.4).

De israelske, antikvitetsmyndigheder i Jerusalem har i midten af oktober 2017 indkaldt til et pressemøde otte meter under jorden ud for Vestmuren. Her løftede de sløret for hvad de betegnede som ’et af de vigtigste fund i Jerusalem i mange år’. Det hele syntes som om, de med denne udmelding henviste til et romersk teater, der i sin tid var bygget klos op af den vestlige mur rundt om tempelpladsen – præcis otte meter under den synagoge, der i dag ligger i forlængelse af mændenes plads foran Vestmuren. Imidlertid var man ikke uinteresseret i at gøre opmærksom på, at netop dette sted (hvor det romerske teater dukkede op) er der en konstruktion, der er den eneste tilbageværende, intakte struktur fra Templet på Jesu tid: Den såkaldte ’Wilsons Bue’, der understøttede en bro fra den øvre bydel mod vest hen til Tempelpladsen. Det højaktuelle og politisk ophedede spørgsmål melder sig: Kan det tænkes, at der under dets fundament findes spor, der med ubeskrivelig sikkerhed kan relateres til de jødiske templer?

Da arkæologerne for to år siden begyndte udgravningerne, havde de ikke med selv deres vildeste fantasi forestillet sig, at de ved Tempelpladsen skulle finde et teater. Målet var jo – og er stadig – at finde spor af de to tidligere jødiske tempel for dermed at retfærdiggøre, at også Det Tredje Tempel (Messiastemplet) har samme beliggenhed! Samtidig ønsker man at lukke munden på den himmelråbende, løgnagtige, palæstinensiske propaganda, at ’der aldrig har stået et jødisk tempel på ’Moské-esplanaden’ (som er palæstinensernes nye navn for tempelpladsen…)’

For adskillige kan disse udgravninger på Tempelpladsen i Jerusalem se ud som ’ligegyldige historiske fund’. Imidlertid er ’tempeludgraverne’ her at betragte som fremtidsforskere; de bringer ældgamle forvitrede sten for dagen, som ved onde tungers hjælp kan ’sætte tilværelsens hjul i brand og selv er sat i brand af helvede’ (Jak.3:6).

 

AFTENLANDENES SIDSTE OPGØR

Messiastemplet er millenniumstemplet! Det vil sige dat endnu ikke-opførte tempel, der snehvidt står rejst i ét tusinde år i Jerusalem, og hvorfra en ny verdensregerings direktiver skal udgå (alle som værende Herrens ord fra Jerusalem) til den hele jord… ’og dersom nogen af jordens slægter ikke drager op til Jerusalem for at tilbede kongen, Hærskarers Herre, skal der ikke falde regn hos dem’ (Zak.14:18).

’Jerusalem-styret’ bliver ikke et demokratisk styre. Det kommende tusindårigsrige er et kongerige (Åb.20:14). De, som ’drager derop og kommer derhen’ (v.18) ankommer ikke som nationernes delegerede for at tage del i forhandlinger og afstemninger; de kommer udelukkende for i ærefrygt ’at tilbede kongen’ (v.18). Derfor er Tempelpladsen ikke t kongrescenter. Det er et helligdomsområde, som ene og alene er viet til et kommende storslået tempel. Dette tempel er Messiastemplet…

Millenniumtemplet er i sin konstruktion og indretning ikke ubekendt! I enestående detaljer er det beskrevet i Ezekiels Bogs sidste otte kapitler. Tegningerne blev åbenbare for 2500 år siden. De er nu (i hemmelige forskningscentre) kommet på tegnebrættet og studeres nat og dag af høje, dertil udpegede myndighedspersoner (hårdt arbejdende skriftkloge og særligt udvalgte bygningseksperter).

Indtil nu er ikke en eneste sten blevet lagt til opførelsen af dette tempel, og den dag det første spædestik tages, vil den halve verden blive væltet ind i en storkrig, hvis mage aldrig før er set. Dagen, hvor dette sker, nærmer sig med stormskridt, og en dybt sovende kristenhed vil for sent komme til at indse, at den fra verdens grundlæggelsen var udset til at tage del i dette i aftenlandenes sidste opgør.

Et af de mest opsigtsvækkende og opløftende træk ved opførelsen af Det Tredje Tempel er (efter min mening), at denne visionære konstruktion spænder sin eksistens fra vor nuværende tidshusholdning og direkte ind i den næste (det tusindårige fredsrige). De endnu i vor tid opførte tempelbygninger, som nøje følger profeten Ezekiels detaljerede design, skal dermed ikke ødelægges men fortsat (med visse ændringer) tjene det høje formål, hvortil de er bestemt! De dele af Messiastemplet, som ikke følger ’det billede, der er blevet forevist på bjerget’ (Hebr.8:5 og 2. Mose 25:30) vil ved Herrens senere komme ’blive forvandlet’… nøjagtigt sådan som Ny Testamente formulerer det med ordene: "De ting, der kan rokkes, fordi de (menneske)-skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig’ (Hebr.12:27).

Det overordentligt opløftende ved den gerning, som har at gøre med den åbenbarelses tjeneste, der er knyttet den opførelse af Det Tredje Tempel, er forvundet med det evighedsperspektiv (’det bestandige’), som er Messiastemplets tusindårige formål. Derfor tilføjer Hebræerbrevets forfatter følgende: "Da vi nu (allerede her på jorden) får et urokkeligt rige (det uforgængelige) så lad os være taknemlige og derved tjene Gud, som det er Ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt" (Hebr.12:28).

Taknemligheden er i dette forhold evighedsbestemt af den salige erkendelse, at ’tomheden af det formålsløse’ er som fejet bort. Den nagende, hule tomhed ved, at ’alt (uden undtagelse) er underlagt forgængeligheden’ (Rom.8:20) erstattes ved Messiastemplets opførelse og det dyrebare håb, at den af Evighedernes Fader betroede tjeneste (og de frugter, der måtte komme deraf) ikke tilintetgøres med ’undergangenes fejekost’ (Es.14:23) – men ved Kristi komme føres med ind i det rige, som omfatter den næste gigantiske husholdning, der varer i tusinde år… ’og så skal vi altid være sammen med Herren’ (Johs.14:3 og 17:24). Så trøst hverandre med disse ord! (1.Thess.4:18).

 

DET STORSLÅEDE BEVIS

Det skriftord, der på det seneste har været mest levendegjort for mig, er som nævnt den befaling, som Åbenbaringsbogens ’kobbermand’ udsteder til profeten Ezekiel (inden han fører ham på den mest opsigtsvækkende rundtur i et tempel, som indtil dags dato ikke har set dagens lys). Ezekiel fortæller: "Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med dine øjne, hør med dine ører og læg mærke til alt, hvad Jeg viser dig; thi du er ført hid, for at jeg skal vise dig det. Kundgør Israels hus alt, hvad du ser!" (Ez.40:4).

Kanhænde nogen vil finde det underligt, men jeg er næppe den første, som har oplevet, at et bibelord pludselig er blevet levendegjort, som var det en personlig henvendelse. Hvad her blev nedskrevet for mere end 2500 år siden fik med ét ’personlig adresse’; det var som om ’kobbermanden’ (den himmelske udsending) som dengang ’ved nytårstid’ talte til profeten, nu (femogtyve sekler senere) henvendte sig til mig. "Læg mærke til alt, hvad jeg viser dig!" påbød han, "og kundgør derefter alt, hvad du ser, for Israels Hus!" (v.4)

For en halv snes år siden er noget lignende sket for mig, da jeg på et tidspunkt gennemlæste de berømte otte kapitler, der i Ezekiels Bog handler om ’Det Tredje Tempel’ (Messiastemplet) i Jerusalem. Da jeg kom til det 10 vers i det 43. kapitel, blev Bibelens ord som forvandlet til ’direkte tale’ – og den følgende sætning som med skriftordets skarphed henvendte sig til mig: "Men du, menneskesøn, giv Israels Hus en beskrivelse af templet, dets udseende og form, at de må skamme sig over deres misgerninger" (43:16).

Det sidste (at Israels Børn ’ville skamme sig over deres misgerninger’, når de blev forelagt den profetiske design af det tempel, som de nu – mere end noget andet – stræber efter at få opført, slog mig med en dyb undren. "Hvorledes kan" (spurgte jeg mig selv) "en gennemgang af nogle gamle, flossede tempeltegninger – med en række ’halvkedelige’, gentagne opmålinger – få en hel nation til ’at skamme sig’? Hvad er det for en afslørende hemmelighed, som (med et lynnedslags klarhed) får et helt folk til (under skammens højlydte gråd) at falde på knæ og bede Israels Gud om tilgivelse? Hvilken misgerning er det, som jøderne har begået, og som de nu ikke længere kan holde skjult, efter at disse 2500 år gamle konstruktionstegninger lægges på bordet? Hvori består deres forbrydelse, og hvad er det ved denne særlige tempelbygning, som afslører dem? Hvilket storslået bevis er det, som her (næsten brutalt) lægges for dagen?

 

ISRAEL VIL BRISTE I GRÅD

Med forbløffende nøjagtighed giver profeten Zakarias et svar på dette (ofr det jødiske folk) så nærgående spørgsmål; han lægger ikke fingrene imellem men afslører med bøjet hoved årsagen til den bitre gråd, som på den dag vil fylde Jerusalem.

Med Herrens ord forklarer han følgende: "Så udgyder Jeg over Davids Hus og Jerusalems indbyggere nåden og bønnens Ånd, så de ser hen til Ham, de har gennemstunget" (12:10).

Mere klart kan det ikke siges. Når den jødiske profet, Ezekiel, indtrængende bebuder, at selve forevisningen af konstruktionen til Det Tredje Tempel vil forvolde en så sønderslidende skammens gråd i Jerusalem, at det vil blive hørt i himlen, så kaster en anden jødisk profet lys over sammenhængen i denne begivenhed ved at erklære:

"Jerusalems dybe gråd har med Ham at gøre, som de har gennemstunget" (12:10).

Dette sidste (de gennemnaglede hænder og fødder og det åbne spydstiksår i siden) er årsagen til den hjertegribende gråd, der i bølger i de forudsagte dage stiger og falder over Jerusalem. Den jødiske apostel, Johannes, er øjenvidne til det, som er baggrunden for skammen og de grådkvalte bønner, skete. "Jeg har selv set det og vidner om det," skriver han i slutningen af sit evangelium. "Mit vidnesbyrd er sandt, og selv ved jeg, at jeg her taler sandt, for at også I skal tro" (19:35-36).

Han fortsætter: "Dette" (at Jesus blev gennemstunget af korsfæstelsens magter og de romerske soldaters spyd…v.34) "skete, for at det skriftord skulle opfyldes: "De skal se hen til Ham, de har gennemstunget" (v.37 og Zak.12:10) – og forevisningen af tegningerne til Det TREDJE TEMPEL vil have samme effekt. ISRAEL VIL BRISTE I GRÅD.

(Læs på Grundlovssiden under ’retsopgør’ artiklen: ’Skriften på væggen’.


2017-10-25

STORSTRIDEN OM DET TREDJE TEMPEL

Det er mere end åbenlyst, at Profetisk Journal for fremtiden må tage højde for, at den i sin fremlæggelse af det højaktuelle emne, der har at gøre med opførelsen af Det Tredje Tempel i Jerusalem, får vanskeligheder med, at (som det hedder): ’… føre de troende frem til de voksnes stade’ (Hebr.6:1).

Mange må (endnu i denne sene time) stadig lade sig nøje med ’børnelærdommen om Kristus’ (v.1) – men jeg vil (til trods for dette) her intensivt fortsætte ’voksen-belæringen’ om Messiastempel! – ’Ja, det vil jeg gøre, om ellers Gud vil tillade det’ (Hebr.6:3).

Af det følgende vil det derfor fremgå, at vi i denne sag (vedrørende bl.a. den politiske storstrid omkring Tempelpladsen i Jerusalem) har at gøre med en så afgørende historisk begivenhed, at intet fra fortiden kan måle sig dermed. På længere sigt håber jeg, at Herren yderligere vil ’give mig tilladelse til ’at afdække, hvilken storstilet betydning det såkaldte ’Messiastempel’ har med henblik på selve implementeringen af Den nye Pagt i Israels Hus.

Ikke få vil allerede (ved disse indledende oplysninger) opgive at læse videre, idet de er af den fejlagtige opfattelse, at ’tempelvisioner af den art’ må betragtes som ’hallucinationer’, der kun kan karakteriseres som ’sekteriske’.

Ikke et øjeblik vil de turde tro på, at netop disse forestående ’tempelbegivenheder’ er af en så eksplosiv art, at både himmel og jord vil blive gennemrystet derved (Hebr.12:26-28). Samtlige nationers regimer vil blive stillet til ansvar i denne sag – og Christiansborg vil få sin allerede udpegede ’faste plads’ i endetidspuljen!

Samtidig vil netop sagen om det endnu uopførte Tredje Tempel i Jerusalem mere end noget andet tegne det hidtil tydeligste billede af de afsluttende tiders ’rækkefølge’ – og ikke så få fremtidsprædikanter, som (med uhørt dristighed) har hævdet, at Kristi menighed i hast vil blive fjernet fra dette endetidsdrama, må da med skam indrømme, at deres lære i den henseende var en frygtelig fejltagelse! Kristi menighed har sin tilmålte del i Messiastemplets ’trængsels-opførelse’!

Derfor trækker jeg mig i denne sag ikke tilbage. Både nu og siden vil Messiastemplets afgørende betydning her blive fremlagt.

God læselyst!

 

GUDSSYNER

En af de sidste solskinsdage på den første dag i oktober i 500-reformationsåret 2017 tilbragte jeg nogle timer i min nyerhvervede kolonihave (tysk: ’Schrebergarten’) i Horsens. To af mine beboelsesvogne er anbragt her – sikkert deres sidste opholdssted efter den 40 års lange pilgrimsrejse, som de (siden Det Herrens År 1977) har foretaget med retning mod Jerusalem.

Min søn, Benjamin, var den oktoberdag i færd med at ’rette vognene op’, så at de stod ’i water’ – d.v.s. horisontalt og lige samt med et sådant ’fodfæste’, at de ikke kunne rokkes!

Jeg selv sad i den ene af vognene bøjet over det 40. kapitel af profeten Ezekiels Bog i Bibelens såkaldte ’Gamle Testamente.

Profeten Ezekiel fortæller, at 25 år efter, at han blev ’ført i landflygtighed’ (da Jerusalem blev indtaget) så blev han ’i Gudssyner’ ført tilbage fra Israels Land’ (v.1).

"Jeg blev sat på et såre højt bjerg," fortæller han (idet han straks kommer til sagen): "På dette bjerg var der bygget noget som en by" (v.2).

Det første, som jeg bemærkede i denne (tror jeg) højaktuelle tekst, var antallet af år, som profeten måtte leve i landflygtighed (og dermed alle de daglige vanskeligheder og personlige besværligheder, der nødvendigvis følger i kølvandet af sådanne forhold). Et kvart århundrede skulle passere som en mørk vandflod over profetens hoved, før han kunne anses som værende fundet værdig til at kunne modtage den slags syner, der kaldes for ’Gudssyner’.

Det andet, som forekom mig bemærkelsesværdigt i denne usædvanlige tekst (om det kommende 3. Tempel i Jerusalem) var, at ’Herrens hånd kom over profeten Ezekiel’ (v.1). Jeg forstod det sådan, at det begreb, som her betegnes med ordet ’Gudssyner’, kun kan forekomme ved en særlig berøring af Herren. For det første er det altså ikke noget, som sker hver dag – ja, der kan gå generationer og passere adskillige slægtled mellem sådanne ’dispensationsåbenbarelser’.

(… nøjagtig som Ny Testamente forklarer, at der ’altså i alt fra Abraham indtil David er fjorten slægtled, og fra David indtil bortførelsen til Babylon er fjorten slægtled, og fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus er fjorten slægtled… (Matt.1:17).

"Guds mølle maler langsomt," siger man; de, som trækker de tunge møllesten (der knuser og kværner, hvad der indtil nu er bragt i lade) får ryggen bøjet og lænderne fyldt med jagende smerte, før den store klokke ringer til fyraften.

Mens min søn stadig arbejdede uden for i den efterårsfarvede kolonihave nr. 36 i Pilevænget i Horsens, bemærkede jeg i det omtalte skriftafsnit i profeten Ezekiels Bog, at han som udgangspunkt for sin tidsregning fokuserede på, hvad han omtaler som ’byens indtagelse’. Det vil sige Jerusalems fald. Dengang Nebukadnesars belejring af Den Hellige Stad, hvor, som der står skrevet, at (citat): ’Herren gav Jojakim af Juda og en del af Guds Hus’ kar i hans hånd, og han førte dem (inklusivt Ezekiel) til Sinears land (Babylon). "Karrene," hedder det afsluttende, "bragte han til sin guds skatkammer" (Dan.1:2).

 

ET ØJEBLIKS STORHEDS VANVID

Dette fører med sig, at den begivenhed, som ’tempelprofeten’, Ezekiel, tidsfæster, nøje iagttager, at ’en del af templets kar (ikke dem alle) er anbragt i et afgudstempel i Babylon. (Nebukadnesar gjorde nemlig sig selv en dårlig tjeneste, da han lagde hånd på de hellige kar i Jerusalems tempel. Da han ved en kæmpefest ’drak vin med sine stormænd’, sendte han (i et øjebliks storhedsvanvid) bud efter Jerusalems tempelkar, for at han kunne drikke af dem. Inden solen gik op, var han en død mand! (Dan.5:30).

Det tredje, som jeg bemærker fra dette stykke af Den Hellige Skrift, er profetens erklæring: "I syner førte Gud mig til Israels Land" (v.2). Efter templets ødelæggelse og et dermed følgende ’historisk øde’ har lagt sig over Jerusalem, så bemærkes den strimmel jord, hvorpå den jødiske profet kommer, stadig som ’Israels land’ (v.2).

Hvad end der sker i den såkaldte ’verdens opinion’ (hvor ordet ’Israel’ ikke længere må nævnes) og det vidstrakte, arabiske imperium kræver denne betegnelse ’slettet fra landkortet’, forbliver Bibelens benævnelse den samme. Det område i Mellemøsten, hvor Jerusalem er beliggende, er og forbliver ’Israels Land’…

Det fjerde, som vakte min ånd, da jeg på denne første oktoberdag i min nyerhvervede kolonihave i Horsens (mens min søn afmonterede hjulene på mine gamle, landevejshærdede beboelsesvogne) var Ezekiels besynderlige beskrivelse af det panorama, der udstrakte sig for hans indre blik.

"Herrens Ånd satte mig på et højt bjerg," fortæller han, "og på det var der bygget noget som en by" (v.2).

En fejlagtig notehenvisning under denne tekst henviser (i en ældre oversættelse) til den sidste bog i Bibelen (Åbenbaringsbogen), hvor der tales om ’Det nye Jerusalem’, som kommer ned fra himlen fra Gud (21:10). En sådan henvisning vil falde i god jord hos de verdslige (både jødiske og ikke-jødiske) politikere. Disse vil da insisterende turde fastholde, at opførelsen af Det Tredje Tempel ikke er et (kontroversielt) emne, som de dødelige skal beskæftige sig med. "Det kommer jo ned fra himlen," vil de sige og tilføje: "Dette tempel er så enestående og så helligt, at ingen jordisk magt vil kunne påtage sig denne opgave." Heri tager de imidlertid fejl, hvilket jeg i det følgende nærmere vil forklare…

 

OPSIGTSVÆKKENDE HENVISNING

At jødernes gamle profet (hvis syner og forudsigelser alle er godtaget og endrægtigt anbragt blandt ’De hellige Skrifter’ med sin klare og opsigtsvækkende henvisning til ’noget som en by’ på sydsiden af tempelbjerget (v.2) ikke drejer sig om staden: ’Det himmelske Jerusalem’, fremgår tydeligt af teksten.

For det første fører den overjordiske budbringer (som er forsynet med forskellige måleinstrumenter) ikke profeten til ’Det nye Jerusalem, der kommer ned fra himlen’. (Denne Hellige Stad er jo allerede opmålt og færdigbygget, når den (på den nye jord) anbringes på det udvalgte sted). Nej, profeten Ezekiel føres til en tempelkonstruktion, der er så overvældende og vidstrakt, at den ligner en hel by.

Ezekiel føres altså til Messiastemplet, den helligdom, som endnu i denne tidsalder (under tidernes trængsel… Dan.9:23) skal opføres og derefter skal tjene sit formål i verdenscenteret Jerusalem i den efterfølgende tusindårige periode.

De, som benægter dette (i Skriften stadfæstede) forhold (Åb.20:1-5) forkaster dermed den tydeligt skelnen mellem tre perioder i Guds Rige (som er og forbliver kirkens historiske og traditionelle lære!) Her tales der nemlig om:

1) ’Åndens Rige, som er den nuværende ordning; denne blev stiftet ved Helligåndens udgydelse på pinsedagen for to tusinde år siden. ’Åndens Rige’ styres af Jesus Kristus, som sidder ved Faderens højre hånd – og denne styring sker ved, at Kristus giver alle dem, der hører med til dette rige, Sin Helligånd. Det hedder jo, at Kristi sande efterfølgere ’er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i dem. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han Ham ikke til (Rom.8:9) samt, at ’alle, som drives af Guds Ånd er Guds børn’ (v.4).

2) ’Sønnens Rige’ kaldes Tusindårsriget, thi det varer nøjagtigt 1000 år (Åb.20:1-5). Dette rige oprettes ved Kristi snare komme, og da vil Jerusalem blive verdens hovedstad og Messiastemplet betragtes som jordens administrative centrum.

3) Faderens Rige’ er evigt, idet Jesus Kristus efter dommen ’overgiver Gud og Faderen Riget, når Han har tilintetgjort hver myndighed og kraft’ (1.Kor.15:24 og Dan.2:44).

 

TEMPLETS HEMMELIGE ARBEJDSMANUAL

Ezekiels sidste otte kapitler (40-48) af hans profetiske bog i Gamle Testamente beskriver i de mest nærgående detaljer et tempel, som aldrig er blevet bygget. Konstruktionen er imidlertid så pinligt nøjeregnende beskrevet, at det fra første færd kun kan betragtes som en bogstavelig forslået arbejdsmanual af en helligdom, der (på et givent tidspunkt) bør opføres nøjagtig efter de opgivne mål og detaljerede fremvisningsdesign! Enhver form for ’symbolsk forståelse’ er ved denne præcis fremlægning udelukket! Arbejdsplanen er nedfældet for at blive virkeliggjort. Ezekiels jordiske Messiastempel er en ubestridelig realitet.

Når det f.eks. i Ezekiels Bog står skrevet, at profeten blev ’ført hen til en mand, der var som kobber at se til med en hørgarnssnor og en målestang i hånden’ (v.3) og at denne stod (afventende) i porten (til Templet) – så er det åbenbart, at denne overjordiske gesandt ikke blot foretager sine opmålinger for at give fremtidige prædikanter noget interessant figurativt stof til deres ’billedmalerier’ – nej, kobbermanden måler med en konkret bygning for øje.

At ’kobbermanden’ allerede ’står i porten’ (v.3) vil sige, at tempelkonstruktionen ikke kun er på tegnebrættet. Den er allerede (i den åndelige verden) ’bygget’ og ’eksisterer’ bag kulisserne (i den usynlige sfære), hvilket altså kun bevidner, at denne bygnings konkrete eksistens en dag (i meget nær fremtid) bliver virkeliggjort! Her gælder bibelordet: "I tro forlod Moses Egypten uden at lade sig skræmme af kongens vrede, thi han holdt ud som om han så den usynlige" (Hebr.11:27). På samme måde skal den kommende tids tempelbyggere ’holde ud’ – uden at frygte deres fjenders vrede, thi den bygning, som de opfører, eksisterer allerede i den usynlige verden.

Som dagene går, vil kampen om denne fremtidige (ifølge Guds frelsesplan absolut nødvendige) helligdom fortættes. Både nationernes gejstlige og politiske kræfter vil blive inddraget, og landenes fremtidige skæbne afhænger af deres stillingtagen. Danmarks regering står – uden at dens ministre aner det – på valg!


2017-10-18

MESSIAS VIRKELIGHEDEN

Det spørgsmål, som nu efter slægternes længsel og søgen (endeligt og afsluttende) ikke besvares, har – det er jeg overbevist om – med den næste store åndelige vækkelse at gøre! Denne er både af den gamle pagts profeter og den nye pagts apostle forudsagt og kan forventes at ramme vor synds og krigsomtumlede klode indenfor en nu overskuelig fremtid. Dette tør jeg hævde især på den baggrund, at de mest dunkle og skjulte skrifter er ved at blive badet i et nyt åbenbarelseslys, som især retter sig mod ’en kommende rystelse’, der vil bane vej for det sidste Messiastempel, som nu (som en afgørende del af endetidens begivenheder står for at skulle opføres på Tempelbjerget i Jerusalem!

Denne vækkelse vil have Israels Guds fulde opbakning, idet den som sit ypperste evigheds sigtende formål har ’at gøre det klart’ for Israels børn, at Messias med ét eneste offer for bestandig har ført dem, der helliges til fuldendelse (Hebr.10:14).

Som den mægtige, guddommelige magtudfoldelse, der blev manifesteret ved den første pagts åbenbarelse, viste sig ved, at et udvortes, håndgribeligt bjerg stod i flammer, og at der overalt herskede ’mulm og mørke og uvejr’, - ja, der hørtes basunklang, medens en overjordisk røst talte (Hebr.12:18-19) sådan vil også den nye pagts åbenbarelse blive båret frem af ’den kommende verdens kræfter’ fra det nye Jerusalem, og en højtidsskare af engle i tusindtal vil tage del i dette værk (Hebr.12:22).

Dette er, hvad jeg i det følgende vil forklare, idet jeg, som en indledende beskrivelse – stiller skarpt på ’den forjættelse’, at Gud, Herren, Israels Gud, midt i en oprørsk verden, vil ryste både himmel og jord, for at gøre det klart, at Han har indsat Sin Søn som Konge på Zion (Salme 2:6).

 

DE SNARLIGE RYSTELSER

"Han satte mig på et såre højt bjerg" (Ez.40:2) fortæller profeten i forbindelse med de ’Guds syner’, der (som han udtrykker det) ’førte mig til Israels land’.

Netop dette (hvilket vil være en overraskelse for forskellige) vil ske med en udvalgt flok af Herrens tjenere i disse afsluttende tider; de vil – om de ønsker det eller ej – (drevet af ’Guds syner’) blive ført til ’Herrens eget land’, for dér at blive nærmere undervist og informeret om hvad Gud Herren i denne time har for med Sit jødiske folk, sin blodkøbte kirke og de formørkede nationer.

"Han satte mig på et såre højt bjerg" taler om ’det urokkelige’… "thi nu har Han givet denne forjættelse" (erklærer Ny Testamente): "en gang vil jeg ryste ikke blot jorden, men også himmelen" (Hebr.12:26).

… om denne voldsomme rystelse (Messias-vækkelsen), der vil få både himmel og jord til at skælve, siger Hebræerbrevets forfatter: "Dette: ’endnu en gang’ giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig" (v.37). Heraf kan udledes, at når disse ’snarlige rystelser’ rammer vor klode med et brag, så er det ikke ’noget tilfældigt, som sker! Det er (som det hedder): ’Ham, der taler fra Himlene’… og om denne ophøjede, ufattelige begivenhed (som vil sende en skælven gennem hele universet) advarer den nytestamentlige forfatter med ordene: "Tag jer i agt, at i ikke beder jer fri fra Ham, som taler!" Han fortsætter formanende: "Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for Ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det så meget mindre, hvis vi vender os bort fra Ham, når Han taler fra Himlene" (v.25).

Messiasvækkelsen er et guddomsord, som tales fra himlen! Den kalder intet menneske til fromt ’at forbedre sig’. Den tilbyder en forvandling – nemlig omvendelsens sinds forvandling!

 

FORVANDLENDE VÆKKELSE

Det er værd at undersøge, hvori denne ’kommende rystelse’ (som altså endnu ikke har fundet sted) adskiller sig fra den rystelse, som ’dengang fik jorden til at rokkes’ (Hebr.12:26). Ny Testamente forklarer, at ’de ting, der kan rokkes skal forvandles. Formålet er tydeligvis, at (ikke en dødbringende og dommens ødelæggelse men) en levendegørende forvandling skal finde sted; dette vidner om en kommende udgydelse af Guds Ånd, som vil fremkalde en forvandlende vækkelse, der afsluttende vil frembringe ’et urokkeligt rige’ (Hebr.12:28).

Stemmer alt dette ikke overens med profeten Esajas udsagn, når han udbryder: "Frygt ikke, min tjener, Jakob, hvem Jeg har udvalgt! Thi Jeg udgyder vand på det tørre land, udgyder Min Ånd på din æt, in velsignelse over dit afkom" (44:2-3).

Er denne ’kommende, forvandlede rystelse’ ikke at sammenligne med profetens forjættelse, når han erklærer: "Han kommer og frelser jer. Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler; thi vand vælder frem i ødemarken" (Es.35:4-5)?

Ja, er denne forjættende ’rystelse’, som (meget snart får himmel og jord til at skælve) ikke at finde afspejlet i profetordene: "Der bliver en banet vej, Den Hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er valfartsvej for Hans folk – selv enfoldige farer ej vild" (Es.35:8)?

… og er det ikke om denne livsforvandlende, kommende åndelige, gennemgribende vækkelse, at Esajas fortsat profeterer med ordene: "På den vej er der ingen løver, rovdyr træder den ej; der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den… - ja, Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel; med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly!" (v.8-10). Det kommende Messias-riges kraft og herlighed vil vise sig på en lysende, banet vej, der herefter ryddes og etableres gennem alle hedningemørkets riger og lande.

 

DE TO RYSTELSER

Hvis disse betragtninger vedrørende denne ’Endnu én gang’ – rystelse er sande og i overensstemmelse med Skriftens vidnesbyrd, så synes det som om, at Ny Testamente kun taler om to rystelser: Den første, som var knyttet til åbenbarelsen af den første pagt – og den anden (rystelse) som er forbundet med åbenbarelsen af Den nye Pagt..

Dette giver mening (mener jeg) nu det bemærkes, at det største skriftafsnit-citat fra Gamle Testamente helt og holdent omfatter Israels Guds løfte om, at Han vil ’slutte en ny pagt med Israels Hus’. Gengivelsen af den jødiske profets løfterige forudsigelse om ’en ny pagt’ findes netop i Hebræerbrevet, som (i et par kapitler før den detaljerede beskrivelse af de to pagter) erklærer følgende: "Dette er den pagt, som jeg i dagene herefter vil oprette med dem (Israels Hus), siger Herren: ’Jeg vil give mine love i deres hjerter, og jeg vil skrive dem i deres sind" (Hebr.10:16). Citatet fra Jeremias (31:31) fortsætter: "Deres synder og deres overtrædelser vil Jeg ikke mere komme i hu" (v.57).

Ikke nok med det! Allerede et par kapitler forinden har Hebræerbrevets forfatter (utrætteligt og insisterende) gengivet nøjagtig det samme gammeltestamentlige citat med ordene: "Se dage skal komme," lyder det fra Herren, "da Jeg slutter en ny pagt med Israels Hus og Judas Hus." I denne del af det nytestamentlige brev (til jøderne) – fortsætter Jeremias-forjættelsen med en endnu fyldigere gengivelse: "… ikke som den pagt, Jeg sluttede med deres fædre den dag, Jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egyptens land; thi de blev ikke i min pagt, derfor brød Jeg mig ikke om dem, siger Herren. Thi dette er den pagt, Jeg i dagene herefter vil oprette med Israels Hus, lyder det fra Herren; Jeg vil give mine love i deres sind, og på deres hjerter vil Jeg skrive dem, og Jeg vil være deres Gud, og de skal være Mit folk.

Citatet fra Jeremias Bog slutter i Ny Testamente sådan: "Og da skal ingen lære sin landsmand eller sin broder og sige: Kend Herren! Thi de skal alle kende Mig fra den mindste til den største iblandt dem. Thi Jeg vil nådig tilgive deres uret og aldrig mere komme deres synder i hu" (Hebr.8:8-12).

Hvad der er afgørende i denne lidt langtrukne udredning er dette ene: Ifølge Ny Testamente er der tale om to omvæltende rystelser for Israel (og for nationerne): Den ene har fundet sted ved åbenbarelsen på Sinaj Bjerg af Den gamle Pagt. Den anden rystelse er forestående og vil snart finde sted. Den er en Zion-vækkelse, som ikke vil ’rokke stenhjerterne’ men som helt vil forvandle dem, idet pagtens ord ikke længere skrives på stentavler men på jødiske kødhjerter, som da ved en forvandlende kraft vil udgøre et nyt urokkeligt Rige! (Læs under ’Retsopgøret’ – www.medgrundlovskallandbygges.dk om STATSFANGE-NETTET.


2017-10-11
 

BØDE FOR AT HAVE HJULPET ROMAER

Efter at vi har modtaget ’en klageskrivelse’ fra tre borgere i den græske by, Kokkoni, som til myndighederne (sammen med 100 borgere) har klaget over, at vi har installeret en børnerig Romafamilie på et dertil købt og erhvervet grundstykke (i nærheden af en græsk skole) – så har vi gennem en græsk advokat måttet tage til genmæle. De græske borgere fordrer at der bliver os pålagt en bøde på 10.000 Euro (75.000 kr.) for at have krænket deres ’borgerfred’ ved at have ’påført dem den skændsel’, at en sigøjnerfamilie er blevet installeret i deres nærhed. Klageskrivelsen indeholder vendinger, som meget minder om den tyske propaganda mod jøderne i Det Tredje Rige. Til vor advokats orientering har jeg skrevet følgende:

 

TIL DEN GRÆSKE ADVOKAT

Over en toårig periode har en i Grækenland bosiddende, dansk familie, Johny Noer og hans hustru Gisèle, haft på hjerte at støtte en nødstedt Roma-familie i Korinth. Roma-familien har 10 børn, og støtten har hovedsageligt bestået i, at ’Sigøjnerkøleskabet’ blev fyldt på en månedlig basis, så at børnene aldrig gik sultne i seng…

Imidlertid er Roma-familien sluppet ud af den kriminelle sigøjner-ghetto i Ny Korinth og har i et år flakket om uden at børnene har kunnet gennemføre deres skolegang. Med støtte af en tysk familie, Jürgen Schmidt og hans hustru, Ibolya, blev for nogle måneder siden et grundstykke erhvervet i byen Kokkoni, hvor familien temporært tog ophold i et telt. I slutningen af august 2017 blev teltet erstattet med to store, rummelige, ny-renoverede beboelsesvogne.

Da Roma-familien ankom i byen Kokkoni blev der af de nærmeste naboer arrangeret et borgermøde hvor 100 af byens indbyggere deltog. Man ønskede Roma-familien fjernet. Byens borgmester arrangerede i midt-september et møde med den danske familie (som også repræsenterer den tyske støttefamilie) og der var fra begge sider (de kommunale myndigheder og de udenlandske familier) beredvillighed til at en ’bytteordning’ blev arrangeret, så at Roma-familien kunne anbringes et sted, hvor fjendtlighederne ikke var så overvældende, og hvor børnene var sikret skolegang.

I mellemtiden har den tyske støttefamilie (som har finansieret købet af det omtalte grundstykke) modtaget den klageskrivelse, som nu bør besvares (inden en angiven ’deadline’ i begyndelsen af november 2017). Til orientering for den advokat, som bør forvalte denne svarskrivelse anføres følgende 8 punkter:
 

DE OTTE PUNKTER

1. Det bør nævnes, at familien i ét år har været fordrevet fra hvert eneste sted, hvor den har søgt ly (i forladte bygninger) samt at børnene i den periode ikke har haft mulighed for skolegang.

2. Familien er kommet i den nødstedte situation, fordi den med alle midler har søgt at komme bort fra det kriminelle miljø, som er herskende i Roma-ghettoen i Ny Korinth.

3. Det er vor forståelse, at stærkt prægede racistiske bemærkninger blev fremsat allerede ved Roma-familiens ankomst (både ved et offentligt borgermøde og i private henvendelser) – og det er vor opfattelse, at anklageskriftets ordlyd (’infektionskilde’, ’sundhedsbombe’, ’tilsmudsning’ samt ’ødelæggelse af regionens æstetiske værdier’) er præget af netop denne racistiske indstilling.

4. Med hensyn til strømforsyning og vandtildeling har der fra ’day one’ (og sidenhen) været rettet og tilslutning af sanitære forhold flere henvendelser til de lokale myndigheder, som imidlertid ikke har fundet det berettiget at efterkomme disse forespørgsler.

5. Da Roma-familien ved en politihenvendelse i august 2017 blev informeret om, at hvis den ikke havde bragt børnene ’under tag’ inden d. 21. august 2017 ville de (børnene) ’blive fjernet’. Gennem en lokal Roma-sagsbehandler (Sonja) blev denne deadline udsat til d. 1. sept. 2017 – og det lykkedes inden den dato at få bragt to store beboelsesvogne ind på det omtalte grundstykke, så at den anmeldte fjernelse af børnene blev forhindret.

6. I forbindelse med en venlig indbydelse fra stedets borgmester (midt-september 2017) har de udenlandske implicerede partnere beredvilligt indvilliget i, at en eventuel ’ombytning’ af grundstykke kan finde sted, hvis dertil velordnede forhold for Roma-familien er til stede.

7. Det bør ikke undlades at bemærke at én af klageskriverne allerede ved de første informationer om, at en Roma-familie ville flytte ind på det omtalte grundstykke, spontant udbrød: "Hvis I vil hjælpe nogen, hvorfor hjælper I da ikke nogle grækere." Svaret forekom som en tydelig overraskelse for vedkommende: Romafamilien er ’grækere’ på lige fod med andre græske borgere.

8. Når klageskrivelsen går så langt som at påpege, at ’områdets økologiske balance’ er truet ved Romafamiliens tilstedeværelse, vækker det skrækbilleder fra 30’ernes Tredje Rige, hvor en farlig politisk ideologi oprettede syv koncentrationslejre for Romaer. Fem hundrede tusinde sigøjnere omkom i disse dødslejre og det er for tiden en konkret EU-fare, at lovgiverne i Europa overalt udsteder love, der ubestrideligt (med henblik på Romaer) bevæger sig i samme retning.


2017-10-04

KONSTITUTIONEL FRIHED

Der er ikke noget, der kan betegnes som en slags ’privat frihed’, når det drejer sig om trosfriheden; den er og forbliver konstitutionel – og er ikke afhængig af nogen form for ’præstation’, som herefter kan fordres af staten.

En snæver definition af begrebet ’andre trossamfund’ opfordrer til overvågning og efterstræben. Danmarks allerede prøvede og solide, åbenhjertige og tillidsvækkende 67. grundlovsparagraf behøver ingen nye tilsæt. Den kan klare alle slags angreb – også de seneste religiøse påtrængelser fra udlandet.

Den foreliggende Betænkning 1564 indebærer en betydelig fare for landets historiske, evangeliske frikirker. Lad mig forklare:

 

EN EKSISTENS AF FORAGT

Hvis der i ’den livsfarlige betænkning’ nr. 1564 forekommer ’en eksistens’ af nedgørelse af Danmarks frikirkelige, evangeliske menighedssamfund, bør en sådan ’tilstedeværelse’ af foragt (f.eks. ordlyden: ’De afvigende trossamfund’) straks anholdes. Motivet for foragt har længe luret i de ministerielle kontorer; nu kommer den åbenlyst til syne. Dette har været mit emne ved medlemsmødet i grundlovsforeningen d. 30. sept. i Horsens, hvor jeg bl.a. omtalte følgende:

Den 23. marts 2017 kl. 12:00 fandt en lokal-national kundgørelse sted i Danmark; fra det øjeblik overtog (ved en højesteretskendelse) den danske stat – i modstrid med den protestantiske kirkes bekendelsesskrifter – al magt i kirken for dermed at kunne etablere det homoseksuelle samfunds ideologi og agenda i den kristne menighed i Danmark.

Den 23. september 2017 – nøjagtig seks måneder senere – blev for den hele verden en global kundgørelse (fremført ved en usædvanlig stjernekonstellation) meddelt samtlige nationer ud over den ganske jord. Dette skete – tror jeg – for at alle mennesker alle vegne skal vide, at fra nu af vil Guds nye pagt med Israel blive implementeret på en måde, som kun få – eller (måske) ingen – har kunnet forestille sig.

Om disse to forhold vil jeg – dersom Gud vil give mig nåde dertil – give en nærmere redegørelse på henholdsvis grundlovssiden (www.medgrundlovskallandbygges.dk) og på denne hjemmeside under ’Profetisk Journal’.

På grundlovssiden vil jeg give en grundig gennemgang af ’Den livsfarlige betænkning’, hvilket er min betegnelse for den danske regerings nye ’udkast til lovforslag’, som fremsættes i betænkningen 1564, som bl.a. handler om de danske evangeliske frikirkers forhold.

På denne hjemmeside (Profetisk Journal) vil jeg søge at kaste lys over ’den nye adgang’ til Guds trone, som herefter yderligere vil blive åbenbaret for Guds elskede, jødiske ejendomsfolk, jøderne.

 

ULVETIDER

Det hævdes, at (citat): ’Ordningen (med de frie trossamfund) alene er indført med henblik på vielsesbemyndigelse til præsterne, men’ (hedder det videre) ’ordningen har med tiden i praksis udviklet sig til også at have indflydelse på andre sagsområder’ (1:3, baggrund, s. 9).

Hvad der ligger bag denne ’udvidelse til andre sagsområder’, bør frikirkernes ledere på forhånd være særdeles agtpågivende overfor; det er ’lovens bogstav’, som de skal sætte under lup, idet de hele tiden skal holde sig deres hyrdeansvar for øje. På den politiske prærie strejfer i disse tider ulveflokke rundt. "Det er ulvetider," hævder adskillige præster inden for folkekirken.

Hvad det for ’andre sagsområder’ (end vielsesbemyndigelsen) som staten ’i praksis har udviklet sin indflydelse på? Med hensyn til landets evangelisk-lutherske kirke har staten ikke ladet sig standse med henblik på kirkens indre anliggender. Hvorfor skulle statsmagten tage større hensyn til landets øvrige evangeliske kirker? De såkaldt ’andre sagsområder’, som den verdslige øvrighed vil have fingre i, ligger foreløbig skjult i tågen – men når det dages, og lyset bryder igennem, vil de danske evangeliske frikirker blive slået med rædsel ved at se, hvorledes gærderne og markskellene er blevet flyttet. Hvad frikirkerne troede, var deres grundlovsbefæstede ejendom, vil de da se overdraget til staten. Væbnede, støvletrampende sikkerhedsvagter vil have slået sig ned i helligdommens forgårde (Es.1:12).

 

NÅR GUD SKRIVES MED STORT

Det bør især bemærkes, at fhv. ombudsmand, professor dr. jr. Hans Gammeltoft Hansen (som er formand for det tolvmandsudvalg, der holdt sit første møde d. 2.feb. 2015) ved offentliggørelsen af ’den livsfarlige betænkning’ (1564) anbefaler (citat): ’at der ikke stilles yderligere betingelser for anerkendelsen af trossamfund ud over dem, der følger af grundlovens § 67…’ (6.3.1.2 s. 81).

Det vil sige, at (citat): ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning’ (§ 67).

Det er i høj grad relevant at understrege, at grundloven netop i denne forbindelse skriver ’Gud’ med stort. Det er nemlig den almindelige opfattelse, at hvis ’Gud’ skrives ’med lille’ (altså: ’gud’) – så drejer det sig om en afgud. Der adskilles altså altid mellem de to former for bogstavering, så at det med sikkerhed fremgår, at ’Gud’ stavet ’med stort’ er Bibelens Gud, og dermed den Gud, som staten betragter som ’Den evangelisk-lutherske ’ betegnelse af Himlens og jordens Skaber.

Danmarks Grundlov applikerer altså respektfuldt til den kendsgerning, at forfatningen tager sit udgangspunkt, når den etablerer trosfrihed for al anden gudsdyrkelse. Statens forpligtelse over for nationens evangelisk-protestantiske bekendelse (§ 4) viger altså ikke et øjeblik – hvilket har en afgørende betydning med hensyn til statens stilling over for de frie evangeliske kirkesamfund i Danmark.

Der kan med denne bogstavelige ordlyd af konstitutionens trosfrihedslov ikke forekomme noget ’objekt’ for kontrovers, når det drejer sig om den danske stats ’lovbehandling’ af landets evangeliske frikirker; de er historisk sikret og værnet både af grundlovens 4. og 67 paragraf.


2017-10-01

  HØR: DEN LIVSFARLIGE BETÆNKNING
Johny Noer gennemgår den chokerende betænkning 1564 som omfatter de Danske Frikirker


2017-09-24

  Se: Templet og Himmeltegnet 2017-09-22


2017-09-21

INTET ADSKILLENDE FORHÆNG

Ingen ypperstepræst og intet tempelforhæng

Af den jødiske profet, Ezekiels, tempeltegninger fremgår det med overraskende tydelighed, at der i det nye (endnu ikke-opførte) Messiastempel på Tempelbjerget i Jerusalem kun findes ét rum. I den gamle pagts tempel er imidlertid altid to rum, som er adskilt med et forhæng. Dette forhæng omtales ikke med et eneste ord af jødernes tempelprofet.

Med god ret kan de åndelige ledere i Israel (med henblik på projektet om et nyt tempelbyggeri) spørge: Hvorledes kan vi opføre et tempel på Tempelbjerget i Jerusalem, i hvilket der ikke eksisterer et forhæng mellem Det Hellige og Det Allerhelligste?

Med tilsyneladende berettiget harme vil de nye skriftkloge slå op i Toraen på nøjagtig det sted, hvor der (med Moses’ egne ord) står skrevet, hvad Herren befalede ham at gøre. "Fremdeles skal du lave et forhæng af violet og rødt purpurgarn, karmesinrødt garn og tvundet bysum; det skal laves i kunstvævning med keruber på" (2.Moses 26:31).

Når det (med henblik på den daværende fremstilling af ’Tabernaklet’, Israels Børns enestående ørkenhelligdom) erklæres, at dette – detaljeres beskrevne – forhæng ’skal laves’ (v.31) – hvordan kan der da sidenhen fremstå en profet, som skrupelløst lader Israel forstå, at dette forhæng ’ikke skal laves’?

Når altså Moses, der ’som tjener var tro i hele sit hus, så han vidnede om det, der engang skulle forkyndes’ (Hebr.3:5) befalede, at et sådant (guddommeligt inspireret og dekoreret) forhæng i Tabernaklet skulle ’hænges på fire piller af akacietræ, overtrukne med guld og med knager af guld på fire fodstykker af sølv’ (v.32), hvordan kan så en senere jødisk profet (Ezekiel) få sig selv til simpelthen at undlade at omtale denne vigtige forordning med ét eneste ord?

Når Moses så klart og tydeligt har forordnet, at ’forhænget skal danne jer en skillevæg mellem det hellige og det allerhelligste’ (v.33) – hvordan kan da en af Israels senere profeter forblive tavs om denne sag? Hans nye tempeltegning må absolut angive ’skillevæggen mellem det hellige og det allerhelligste!

Imidlertid er Ezekiels tempelkonstruktion som døv over for en sådan formaning. Han omtaler hverken forhæng eller dets udsmykning – ej heller dets ophæng eller dets funktion. Ezekiels Tredje Tempel har intet forhæng mellem det hellige og det allerhelligste – og dette er Israels største udfordring med hensyn til genopbygningen af Helligdommen i Jerusalem. Det er ikke – som mange mener – palæstinensernes krav om, at det er en moské (med dens islamiske gudstjenesteordning) som skal stå på Tempelbjerget. Nej, det er profeten Ezekiels tempelkonstruktion uden forhæng mellem det hellige og det allerhelligste, som er Israels største problem i den henseende.

Når de lærde diskuterer tempelforhængets sønderrivning – og derefter ’pludselige forsvinden – så anvender de som oftest det græske ord ’katapelasma’. Den jødiske historiker, Josephus, beretter med anvendelsen af dette ord, at dette hellige forhæng var en realitet (J.W.5.212-14). Dets eksistens kan altså ikke ud fra et historisk synspunkt diskuteres. Spørgsmålet i dag er derfor kun ét: Forekom der (i forbindelse med dette ’katapelasma’) en mirakuløs begivenhed inde i selve templet, da Jesus udåndede på Golgata. Lyver de tre forfattere af tre af Ny Testamentes evangelier? (Matt.27:51, Mark.15:38 og Luk.23:15)? Er det en usand og opdigtet historie, at forhænget mellem det hellige og det allerhelligste blev flænget fra øverst til nederst, da Jesus opgav ånden uden for Jerusalem?

For at kunne svare på dette højaktuelle spørgsmål (i forbindelse med opførelsen af et nyt Tredje Tempel på Tempelbjerget i Jerusalem) bør den 2000-årige beretning i Ny Testamente nærlæses ud fra det synspunkt: "Taler (f.eks.) Mattæus sandt, når han detaljeret beskriver de overnaturlige hændelser, som fandt sted i og omkring templet i Jerusalem, da Jesus døde på Golgatas kors?

Det (på det seneste voldsomt) debatterede skriftafsnit lyder sådan: "Og se, forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst, og jorden skjalv, og klipperne revnede, og gravene åbnede sig, og mange hensovede helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene, og kom efter Hans opstandelse ind i den hellige stad og vidste sig for mange." Beretningen slutter: "Men da høvedsmanden, og de, der sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet, og hvad ellers skete, blev de rædselsslagne og sagde: Sandelig, han var Guds Søn" (Mat.27:50-56).

Denne fremstilling af de sidste begivenheder omkring Jesu død på Golgata gengiver, at der ikke herskede stilhed på henrettelseshøjden (hovedskalstedet) uden for Jerusalems bymur. Jesus sov ikke stille hen. Han opgav ikke ånden i tavshed. Nej: "Jesus råbte igen med høj røst og opgav ånden" (Matt.27:50).

Ej heller er evangeliefortælleren, Mattæus, mundlam når han skal berette om de dramatiske, spektakulære, overnaturlige hændelser, som indtraf efter dette sidste dødsråb fra Jesus. Netop derfor begynder han sin rapport med ordene: "Og se!"

 

UDFORDRENDE ØJENVIDNE-BERETNING

Denne indledning til et af de mest voldsomme afsnit af Ny Testamente synes at være på sin plads. Evangelieforfatteren Mattæus, som er ved at afslutte sin beretning, påkalder sig alverdens kommende læsere (af denne afsluttende rapport) med ordene: "Og se!" (v.51)… hvilket må betyde, at nu ruller han et panorama op for vore øjne, som ingen vil tro, hvis ikke han – som ved selvsyn og som tilstedeværende øjenvidne – bevidner den historiske virkelighed.

De jødiske modargumenter (der har som formål, at templets gudstjenesteordning ikke diskvalificeres) har netop i denne sag med ’det sønderrevne forhæng mellem det helligste og det allerhelligste – svært ved at bortforklare de tilstedeværende øjenvidners forklaring.

Lukas, som selv forklarer, at der ’ved den sjette time blev mørke over hele landet’ (23:44), og at ’ved den niende time forhænget i templet flængedes midt igennem, da Jesus med høj røst råbte: "Fader i Dine hænder betror jeg min ånd" (v.45-46) aflægger selv følgende vidnesbyrd ved indledningen til sit evangelium: "Sådan som se, der var øjenvidner… sådan har også jeg besluttet at gennemgå det alt sammen forfra og derefter at nedskrive det i rækkefølge’ (1.1.3.)…

- og apostelen Peter anvender samme sprog: "Det var ikke det rene opspind, vi viderebragte jer; med egne øjne har vi set det" (2.Pet.1:16-17).

Det er bl.a. denne enestående evangeliske beretning fra Ny Testamente, der indledes med øjenvidne-udfordringen: "Og se!" som de kommende dages jødiske tempelbyggere ikke slipper uden om.

Jødiske lærde har gennem tiden kommet med den indvending, at der var ’flere forhæng’ i templet. Ny Testamente indikerer imidlertid, at det er forhænget mellem det helligste og det allerhelligste, der er tale om: "Bag det andet forhæng var der et rum, som kaldes det allerhelligste," hedder det (Hebr.9:3).

Det er udelukkende dette forhæng, som opmærksomheden er rettet imod. Altså adskillelsen mellem ’det hellige’ og ’det allerhelligste’. Al anden snak er da kun at betragte som udenomssnak, der har til hensigt at bortforklare, at der i Jerusalems tempel indtraf et overnaturligt fænomen, som i dag – 2000 år senere – har en betydelig indflydelse på den farlige religiøse og ideologiske strid, som samler sig om opførelsen af jødernes Tredje Tempel.

 

ET BEREGNET INDGREB

De ’overnaturlige fænomener’, som apostelen Mattæus henviser til med de påpegende indledningsord: "Og se!" – er i første omgang (og før han nævner noget andet) at (citat): ’Forhænget i templet flængedes i to stykker, fra øverst til nederst’…(Matt.27:51).

Det påviseligt dokumentariske ved denne beretning er detaljerne. Lukas fortæller i sin fremstilling, at (citat): "forhænget flængedes midt igennem’ (23:45). Det var altså ’et beregnet snit’. Ikke en tilfældig hærværkshandling. Ikke en katastrofe-begivenhed, men et nøje, præciseret indgreb.

(Af samme art – kan man sige – som f.eks. jordskævet i Filipi, hvor apostlene sad fængslet, og hvor der ’ved midnatstid indtraf et jordskælv, som både tidsmæssigt og i sit ’skælven’ fik ’alle døre til at springe op og alle lænker til at løses… (Ap.G.16:25-27)… eller da Jerikos mure faldt (Josua 6:20) – men Rahab og hendes husstand blev bevaret (v.23-24).

På samme vis bliver vi fortalt, at sønderrivningen af det tommetykke forhæng (som aldrig ville kunne flænges ved menneskehænder) blev udført (citat): ’fra øverst til nederst’ (v.51). Hvis denne nøje afmålte ’mønster-flænge’ skulle være foranlediget ved menneskelig kraft (og skulle have været udført fra øverst til nederst) ville der have været brug for meterhøje stilladser og skarpe instrumenter… for slet ikke at tale om, at byen lå i totalt mørke (hvor ingen kunne udrette noget som helst) i tre timer før det præcise jordskælv indtraf.

Desuden forekom ’det overnaturlige fænomen’ i Templet ikke som korsfæstelsens eneste begivenhed; Ny Testamente fortæller, at (citat): "Jorden skjalv, klipperne revnede, gravene åbnede sig, og mange af de helliges legemer opstod, og de gik ud af gravene og kom efter hans opstandelse ind i den hellige stad, og viste sig for mange" (v.51-53).

De omkringstående på Golgatahøjen forblev ikke upåvirkede af dette sceneri. Den romerske officer og hele hans vagthold blev rædselsslagne. Skriftafsnittet fortæller, at dette skete (at det militære vagtmandskab blev slået med rædsel) og den romerske officer udbrød: "Sandelig, han var Guds Søn" (v.54).

 


2017-09-15

MØDE OM DEN LIVSFARLIGE BETÆNKNING

Trossamfundsudvalgets betænkning
 

Den 30. sept. 2017 indkaldes til medlemsmøde i Horsens. Det er vigtigt, at så mange som muligt møder op for at kunne være med til at tage stilling til den (for det danske frikirkeliv) livsfarlige betænkning 1564.

Et mindretal (på to) i det kirkeministerielle udvalg, som i marts 2017 har sendt denne betænkning på gaden, anbefaler, at (citat): ’der ikke stilles yderligere betingelser… til landets trossamfund ud over dem, der følger af grundlovens § 67 (6.3.1.2)

Johny Noer vil på dette møde forklare, hvorfor dette mindretalsforslag er et godt råd! De fleste af de betingelser, som frikirkerne fremover (ifølge den offentliggjorte betænkning) skal skrive under på, er nemlig i åbenlys strid med den omtalte grundlovsparagraf!

Det skal på dette 30. september-møde tillige tilkendegives, om der er et ønske om, at Johny Noer i tre uger drager land og rige rundt for at informere de danske, evangeliske frikirker om den farlige betænkning?

Hvis medlemmerne ikke lokalt kan være medvirkende til at arrangere sådanne oplysningsmøder, vil den planlagte rejse sikkert blive aflyst. De, som ønsker et eventuelt november besøg af Johny Noer i den her angivne anledning, kan melde sig på: lars@ss2.dk.

Klik HER for at hente de tre advarende artikler "300 BORGERES PROTEST", som Johny Noer har sendt til den kirkeministerielle høring, der afsluttedes 30. august 2017, på slaget 12:00 (25 sider pdf).
 

* * * * * *

HOVEDSAGEN

Relief fra triumfbuen i Rom. De syv elementer fjernes fra Templet…
 

Det er mig ikke helt klart, hvad der skete – men jeg vil her indledningsvist prøve at forklare det så godt som jeg kan:

Den 9. september 2017, kl. 07:00, var jeg i bøn i den ene af de to store beboelsesvogne, som står stationeret på siden af et højdedrag ved Akko-Korinth-bjerget uden for Gamle Korinth.

Da jeg nogen tid efter sad med min bibel i mit lille bibliotek og læste fra Hebræerbrevet det 9. kapitel, lagde jeg for første gang mærke til, at præcis de syv forordninger, der her omtales som tilhørende gudstjenesteordningen i den Gamle Pagts tempel, alle er forsvundet fra den tempelkonstruktion, som profeten Ezekiel for 2500 år siden fremlægger.

De, der mener, at dette er en ubetydelig sidebemærkning, som kun kan interessere en lille, ubetydelig flok af bibellærde, tager fejl. Denne sag (om det nye tempels indretning) er af en sådan art, at himmel og jord vil blive sat i bevægelse for, at Ezekiels gamle og glemte tempelkonstruktion aldrig (ved sin virkeliggørelse) ser dagens lys! – Ja, jeg tøver ikke med at tilføje, at den vil være medvirkende til, at den 3. verdenskrig udløses… ja, vil foranledige det bibelske rædselsbegreb, der kaldes ’tidernes trængsel’…

Denne sag er intet mindre end ’Hovedsagen’…

Om dette har jeg følgende fra Hebræerbrevet at understrege. De første i det ottende kapitel lyder sådan: "Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i Himlen, som tjener ved helligdommen, som Herren selv og ikke et menneske har rejst" (Hebr.8:1).

Hvad Ny Testamente kalder ’en hovedsag’ kan intet menneske – ej heller nogen kirke eller nogen verdslig øvrighed behandle som en biting. Værre bliver det, hvis nogen (det være sig en gejstlig person eller en af statens embedsmænd) drister sig til at betragte denne hovedsag – der altså i Den Hellige Skrift er rubriceret under ’det væsentlige’, som et forhold, der ikke skænkes nogen opmærksomhed. Altså et dokument, der kun ’ligger nederst i bunken. Et spørgsmål, som ikke kræver noget svar! En sag, der på forhånd er bestemt til at ende i papirkurven,… og som ingen længere bør omtale eller nævne med et ord.

Nøjagtigt sådan tegner sig nemlig den problematik, der omgiver Tempelpladsen i Jerusalem og det – som dagene går – altafgørende emne, der knytter sig til jødernes intensiverede arbejde på at få pladsen på Tempelbjerget ryddet for opførelsen af Det Tredje Tempel. Der tales da meget om de politiske forhold og de folkelige problemer – men den åndelige sag om dette Messiastempels indretning er et tabu; det omtales ikke med et ord.

Om den verdensvidde medieverden vil det eller ej, så kommer netop denne sag til at overtage spaltepladsen på avisernes forside – og om politikerne i alverdens parlamenter og regeringshovedsæder ønsker det eller ej, så bliver det spørgsmål om Templet i Jerusalem, der kommer til at fylde deres dagsorden.

Ny Testamentes erklæring: "Hovedsagen, der her tales om" (Hebr.8:1) vil blive efterfulgt og opfyldt; denne sætning i Hebræerbrevet er nemlig ikke blot en ’almindelig indledning’ til et nyt kapitel i Ny Testamente – nej, den korte ordlyd (’Hovedsagen, der her tales om’) er en forudsigelse! Et profetisk udsagn! Et apostolsk udbrud, der ejer en evig vægt, og som i sig selv er ’levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd’ (Hebr.4:12). Ja, ordene om ’hovedsagen’ (Messiastemplets indretning) er så mægtige og så dybtgående, at de ’trænger ind’, hvor intet andet har kunnet bryde igennem, og de vil med deres berettigede, overordnede betydning ’sønderdele sjæl og ånd’. Som en hidtil ukendt magtfaktor vil dette nytestamentlige udsagn om ’hovedsagen’ (der udelukkende har at gøre med Templets opførelse og indretning i Jerusalem) skære igennem den voksende, voldsomme debat, der med ubestridelig sikkerhed vil følge i kølvandet på dette globalt udfordrende tempelprojekt. ’Snittet’ (fra ’sværdhugget’) vil være præcist. Det vil med smertelig nøjagtighed ’adskille det sjælelige fra det åndelige (Hebr.4:12).

Betydningen af netop dette sønderdelende ’snit’ viser sig allerede i den aktuelle kamp mellem lyset og mørket (som hører disse afsluttende tider til). Det er svært for folk at finde ud af, hvad der kun er ’religiøst-sjæleligt’ og det, som (i al sin virkelighed) er ’reelt-åndeligt! Derfor er dette ’hug’ med ordets sværd en nødvendighed. Det trænger gennem marv og ben (og går i sin radikale, skånselsløse fremlæggelse ’til benet’).

 

HVAD DER HER TALES OM…

Når teksten indeholder bl.a. disse ord: ’hvad der her tales om’ (Hebr.8:1) – så er en sådan sætning i sig selv en torn i øjet på vor tids skriftkloge; de mener nemlig ikke, at der i Ny Testamente tales så indgående om ’gudstjenesteordningen i den gamle pagt’, og de finder det upassende, at en nytestamentlig tekst så detaljeret bevæger sig ud i et område, der (efter deres mening) ikke hører til i budskabet om en ny pagt. Ja, bedre bliver det ikke, når det ’der her tales om’ direkte siger på en beskrivelse af, hvorledes det endnu ikke opført Tredje Tempel i Jerusalem skal indrettes, og hvordan dets fremtidige gudstjenesteordning skal udformes.

"Det bør de kristne slet ikke blande sig i," vil de sige. "Den detaljerede forklaring om, hvorledes et nyt Jerusalem tempel skal se ud, og hvorledes Det Hellige og det Allerhelligste skal fremstå på de konstruktionstegninger, som kun jøderne skal stå til ansvar for, er ikke de kristnes sag! Den jødiske tempelindretning skal de slet ikke beskæftige sig med. Ja, det må faktisk anses som en fornærmelse (erklærer de vedkommende) hvis hedningerne fra nationerne på en så upassende vis trænger sig på med ideer og meninger, der slet ikke ’hører til deres bord’, derfor bedes de om at forholde sig tavse i denne sag og ikke tale mere om dette kontroversielle forhold."

Imidlertid kommer disse samme advarende røster til at tage stilling til den selvsamme sætning, som (sort på hvidt) står prentet som indledningen til Hebræerbrevets 8. kapitel. Altså det præcise sted, hvor teksten (som påvist ovenfor) lyder sådan: "Hovedsagen i det, der her tales om…" hvilket på godt dansk betyder, at netop den sag med både opførelsen og selve indretningen af det kommende Jerusalem-tempel er et vigtigt emne, som der ikke skal herske tavshed omkring; der skal nu som aldrig før tales derom – hvilket netop her er min agt! Ja, denne ’omtale’ (vedrørende templets indretning) er kernepunktet i alt, hvad der fremover har at gøre med den kristne menigheds opgave i forbindelse med dens tilknytning til Jerusalem.

En af de første og med afgørende forhold, som bemærkes ved de syv forordninger, som mangler i Jerusalems nye tempel, er, at Ezekiels Messiastempel har ingen ypperstepræst. Om dette er følgende at forklare:


VI HAR EN SÅDAN YPPERSTEPRÆST

Ikke så lidt er ændret i den gammeltestamentlige profet Eziekiels fremtidskonstruktioner over det Tredje Tempel, som endnu ikke er bygget. Det mærkes imidlertid tydeligt, at denne helligdom er bestemt for en ny epoke, som ingen dødelig indtil nu (i sin helhed) har kunnet beskrive. Et af de punkter, der hos Ezekiel afviger stærkt fra tempeltjenesten i den gamle pagt, er den forbløffende oplysning (som for jøderne må antages for at være fuldstændig uacceptabel) at ’det nye tempelhar ingen ypperstepræst. Denne er her – i Ezekiels nye tempeltjeneste – som forsvundet fra jordens overflade. Når det i den forbindelse betænkes med hvilken omhu, at ypperstepræstens tjeneste klædedragt (detaljeret forklares) og forsamlinger foran alteret er beskrevet af Moses, så falder der pludseligt et velsignet, forklarende lys over Ny Testamentes udsædvanlige udbrud: ’men vi har en sådan ypperstepræst… som (også) tjener ved det sande tabernakel…’ (Hebr.8:1-2).

Når de jødiske lærde i vor tid - i deres utrættelige søgen efter, hvorledes det Tredje Tempel skal opbygges – atter står undrende over for, hvordan denne nye helligdom skal se ud, så er deres sidste vanskelighed ved ’Ezekiels profetiske tempeltegninger’, at der ikke er nogen ypperstepræst.

I denne anspændte situation er og forbliver det da Jesus-troende hedningers vanskelige opgave at læse højt (for dem) fra Ny Testamente, hvor der står skrevet: "Men vi har en sådan ypperstepræst…" (Hebr.8:1) og da uforfærdet tilføjer: "Men Kristus kom som ypperstepræst for de kommende goder" (eller ’de goder, som nu er blevet virkelighed).

Dette skriftord fra Ny Testamente, som stærkt understreges i det afsnit, der bærer titlen: ’Brevet til Hebræerne’ er altså (med al tydelighed) at opfatte som en højaktuel meddelelse, der netop i denne time bør gives videre til Israels børn" (Ez.43:10).

Denne nye ypperstepræst i ’det nye Messiastempel’, som om føje tid (i sin første udformning) skal rejses på Tempelpladsen i Jerusalem, får følgende beskrivelser med på vejen: Som ypperstepræst står denne ikke længere foran alteret, men ’Han har taget sæde på højre side af Majestætens trone’ (Hebr.8:2). Det vil sige – hvilket ikke vil blive velantaget af Israels åndelige ledere – at Han (som der står skrevet): ’ikke regner det for røvet bytte at være Gud lig (Fil.2:6). Ingen kan nemlig indbydes til (og skal ikke selv driste sig til) – ja, ingen kan indtage ’en så ophøjet stilling, at han i sig selv kan tillade sig ’at tage sæde på højre side af Majestætens trone’. Kun den, som selv er Gud, og som selv er majestæt – ja, som selv er blevet ophøjet til så mægtig en stilling, kan sætte sig på den almagtstrone, der er på højre side af Gud, Den Almægtige, Himlens og jordens skaber.

Dersom Jerusalems jødiske lærde (hvilket er at forvente) med vrede tager afstand fra, at ’en sådan ukendt ypperstepræst ’skal fungere med en (påstået) ’så ophøjet tjeneste’ ud fra Israels nye jordiske Helligdom i Jerusalem, skal de udsendinge, som har fået brevet til jøderne betroet, oplæse følgende: "Således har heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst, men har fået den af Ham, som sagde til Ham: "Du er Min Søn, Jeg har født dig i dag (Salme 2:7). Lige som Han jo også et andet sted siger: "Du er præst evindelig på Melkisedeks vis" (Hebr.6:5-7 og Salme 110:4).

(Om dette er der meget mere at sige, og om Gud giver mig nåde dertil, vil jeg søge – efter evne – at klargøre dette forhold fremover).
 


2017-09-06

DET TREDJE RIGES ROMA-FAMILIER

Mange sigøjnere i nazi-deportationerne til koncentrationslejrene

Situationen omkring etableringen af vor Roma-familie i den lille, græske by, Kokkoni, (ikke langt fra Korinth) er langtfra afklaret! Byens borgmester har meddelt, at han ’vil have et møde med os’ – og det er utvivlsomt sigøjnernes tilstedeværelse på det grundstykke (som er erhvervet udelukkende til dette formål), der er på borgmesterens agenda.

Den græske ejendomsmægler, som har udfærdiget alle papirer med hensyn til købet af det (nu så omstridte) grundstykke, har meddelt os, at en græsk-amerikaner, der er i nær familie med Roma-familiens nærmeste nabo, er parat til at betale alle omkostninger for en fornyet flytning af sigøjnerne til et andet fjerntliggende, øde sted samt erlægge en anden sum (på ligeved 90.000 kr. som ’kompensation’) hvis bare Roma-familien ville forsvinde fra det sted, hvor de store beboelsesvogne nu er placeret.

Sigøjnerne, som for første gang i deres liv, ikke har kunnet fordrives af politiet og myndighederne, har reageret med stor forskrækkelse på disse ’tilbud’ og har forklaret, at de er parate til at blive boende på dette jordstykke, hvor børnene til fods kan nå frem til en nærliggende skole) – og dette selv om byens myndigheder vil nægte dem tilslutning af vand og el og kloakering.

Det sidste bliver sikkert det emne, som byens borgmester vil fremhæve i det møde, som venter os i løbet af denne første hele uge af september. Tak for forbøn!

Lad mig i den forbindelse trække nogle linjer op, som jeg mener, er relevante med hensyn til det punkt i al europæisk lovgivning efter 2. verdenskrig: Forbuddet mod diskrimination på grund af race

 

HITLERS LØSNING PÅ ’SIGØJNERPLAGEN’

Når jeg i disse dage med egne øjne ser og oplever hadet modviljen og modstanden mod den fattige, børnerige Roma-familie, som vi ved Guds nåd har formået at bringe under tag (inden de græske, lokale myndigheder tvangsfjernede de ni børn fra deres forældre) – så kan jeg ikke andet end ufortøvet at henvise til de sørgelige tilstande, der herskede i 30’ernes Tyskland.

I 1933 var der godt 20.000 Romaer (sigøjnere, ’Sinti’) i Det Tredje Rige. De fleste af disse tilhørte det gammelkendte ’evigt omvandrende folk’. Med deres forarmede, hestetrukne køretøjer opretholdt de deres rejsende tilværelse ved småhandel, tilfældige jobs, tiggeri og tyveri.

Billedet af dem var ikke det bedste; de blev i Hitlers Tyskland betragtet som ’uregistrerede, kriminelle elementer’. Det er svært at tro – men de dokumentariske beretninger fra den periode taler deres eget sprog! Politiet modtog regelmæssige henvendelser fra ’det pænere borgerskab’ om at fjerne disse ’beskidte, tyvagtige tiggere fra gadebilledet…’ – og der foreligger adskillige anmodninger om at ’sende dem til koncentrationslejren Dachau’ (Sybil Milton: ’Vorstufe der Vernichtung’: Die Zigeunerlager nach 1933’ – ’Udryddelsens første stade’: Sigøjnerlejren efter 1933’. Den afslørende artikel findes i kvartalshæftet ’Zeitgeschichte’ 1995 s. 115-30).

Man skulle tro, at sådanne henvisninger ’ville blive afvist – men tidsånden af den daglige, politiske propaganda havde allerede efterladt sit sorte fingeraftryk på den almene tankegang, og fra 1935-1939 blev der oprettet syv særlige sigøjnerkoncentrationslejre (i Köln, Düsseldorf, Essen, Frankfurt, Hamborg, Magdeburg og Berlin…).

Det, som begyndte som arrestationer og isoleringer i særlige ghettoer, endte i oktober 1938 med, at Kripo-politiet oprettede en helt ny afdeling, der skulle ’færdiggøre arbejdet’ med ’sigøjnerplagen’.

Situationen omkring den hensynsløse, splinternye ’Roma-tigger-lov’ i Danmark, (som sender de arresterede, Romaer fjorten dage i fængsel, hvis de rækker en mager hånd frem for at få en mønt) og den selvsamme Gestapo-lignende jagt på tiggere foran supermarkederne i Grækenland, fremkalder dunkle billeder fra nazi-sigøjnerjagten i Det Tredje Rige.

 

MÅTTE DISSE ORD BLIVE GJORT TIL SKAMME

Det var vigtigt for Himmlers verdensanskuelse at få sigøjnerne defineret som ’en særlig race’. Han arbejdede derfor tæt sammen med nazilægen Robert Ritter, som allerede i begyndelsen af 40’erne kunne (biologisk) ’bevise’, at 90 % af de tyske sigøjnere tilhørte ’en blandet race’, hvilket gjorde dem til ’den værste slags sigøjnere’ (Michael Zimmermann: ’Rassenutopie und Genozid’: Die nationalsozialistische Lösung der Zigeunerfrage, Hamburg 1996, s. 127).

Den 27. januar 1940 udsendte det tyske udenrigsministerium befaling om, at alle sigøjnere (også dem, der var af ’blandet race’) skulle tvangssteriliseres. Sigøjnerne flygtede og skjulte sig ved denne trussel. Den 27. april 1940 blev ordren derfor ændret til, at alle sigøjnere skulle deporteres. "Jeg vidste, at denne nødvendige fremgangsmåde ville være slem," forklarede lægen Robert Ritter. (’Ich wusste, es wird schlimm’) – citeret i værket ’Die Verfolgung der Sinti und Roma in München 1933-1945 (Munich 1993, s.41 v. Ludwig Eiber). Nazilægen fortsætter: „Imidlertid vil Romaerne langsomt forsvinde, og dette er den eneste måde, hvorpå kommende generationer af den tyske befolkning kan blive friet fra denne byrde…"

Måtte disse ord blive gjort til skamme. Hjælp mig at ombygge vor gamle scenevogn til en lille mobil kirke for sigøjnere – samt at få den installeret. Jeg mener at kunne få hjælp fra sigøjnerprædikanter i Ukraine og Bulgarien

 

DEN GAMLE SCENEVOGN – EN LILLE SIGØJNERKIRKE

Den gamle scenevogn
 

Lad mig her fortælle den gamle scenevogns historie – og efter at have lyttet til dette forunderlige eventyr, er det op til den enkelte at afgøre, om det ikke er den rene og pure sandhed, at Gud har et formål med dette særlige køretøj – en god, gammel veteran i den 40-årige danske Pilgrim Konvoj.

’Scenevognen’ blev bygget i Ungarn i 1988 i den lille landsby, Zurk, nær grænsen til Ukraine. Rygterne fra den tidligere sovjetrepublik lod vide, at det ville blive svært for vore rejsende familier at proviantere, når vi bevægede os ind i det ’stadigt eksisterende ’røde imperium’. "I vil især have vanskeligheder med at skaffe mælk," sagde man.

For ikke at ligge lokalbefolkningen til byrde besluttede vi at anskaffe os to gode ungarske malkekøer og på et gammelt, solidt påhængsvogns-chassis byggede den ungarske håndværker ’Chabot’, og vor søn, Thomas, en mobil stald til de to køer. Stalden var rummelig, så der blev yderligere anskaffet et par geder og en flok høns, inden vi kørte over grænsen til Ukraine.

Grænsebommene gik op for hele konvojen – undtagen den nye staldvogn. Æglæggende høns skulle have en flere siders ’godkendelsesrapport’, og den ene af køerne skabte problemer ved at føde en kalv (midt i grænseområdet) – og den nyfødte kalv havde tilladt sig at komme til verden uden at have papirer på sin eksistens.

"Jeres konvoj (med familier og børn) kan køre videre," meddelte grænsevagterne, "men stalden med kvæget bliver her!"

Disse ord mindede mig om Faraos reaktion, da Moses efter 400 år ville forlade Egypten med hele Israels folk og dets ejendele og kvæg. "Rejs!" sagde Farao, "men jeres kvæg skal blive tilbage!" (2.Mose 10:24). Til dette svarede Moses: "Ikke en klov må blive tilbage" (v.26).

I syv dage kom tre af grænsens officerer med denne melding – og i syv dage gav jeg dem det samme svar: "Ikke en klov skal blive tilbage!"

Svaret blev indført i en protokol, og der opstod en del forvirring i hovedkvarteret i Kiev. Man vidste ikke, hvad denne kryptiske sætning skulle betyde: ’Ikke en klov må blive tilbage’ – indtil det kom en ortodoks biskop for øre, og han sagde til grænsepolitiet: "Den sætning står i Bibelen! Lad dem rejse! Det er kristne pilgrimme…"

Med denne besked hævede grænsebommene sig også for vor gamle staldvogn, der kørte ind i Ukraine med køer, geder og hønse.

Da vi nogle år senere rejste over havet til Israel, blev staldvognen bragt med. Den medbragte nu seks smukke heste, som på grund af krisen i Ukraine skulle have været skudt, da et husarregiment ikke langt fra Tjatchevo ikke længere kunne opretholde deres standard med indkøb af foder. Konvojens mobile stald blev i de følgende år det sted, hvor vor store børneflok tilbragte det meste af deres fritid. Det var et prægtigt syn at se de unge, glade ryttere gungre ud over de store prærier – og den gamle staldvogn tjente sit store familie-formål på denne del af den lange rejse mod Jerusalem.

Siden, da to store musical over bibelske emner opførtes i Israel, blev staldvognen af Benjamin omdannet til scenevogn. Dens formål (med 125 kvadratmeter scene) passede som hånd i handske ind i den angivne plads ved amfiteateret ved Masada ved Dødehavet – og da konvojen forlod Israel, blev der af et dansk ægtepar givet en øremærket gave, så at scenevognen ikke blev ladt tilbage men indskibet med den øvrige konvoj til Grækenland.

Det var som om en usynlig hånd bevarede dette køretøj til et formål, som var skjult for vore øjne. I Grækenland har den store, tunge vogn stået stille på sidelinjen – og vi så det som en mulighed at indrette dette store, rummelige køretøj til vor husvilde sigøjnerfamilie. Imidlertid er alle vore energiske forsøg på at gennemføre denne plan blevet hindret. Helt uforståelige tildragelser har fundet sted – og det er i dag min opfattelse, at Herren har holdt Sin hånd over denne vogn med det ene sigte, at den skal ombygges til en lille mobil sigøjnerkirke.

For 25 år siden spredte en evangelisk vækkelse sig som en løbeild blandt Frankrigs sigøjnere. Det franske politi arbejdede forgæves med at få sat en stopper for de mange hundrede henvendelser, det modtog fra nyomvendte Romaer, der med deres angrende bekendelser ønskede at aflevere ladninger af tyvekoster, som tilhørte dens ’gamle liv’.

Det er ikke med forfølgelser og samfundshad, at denne nye bølge af fjendskab mod Romaerne kan standses! Hitlers ’sigøjner-løsning’ bør ikke efterfølges i Det nye Europa! Evangeliets befriende budskab skal atter forkyndes – og til dette formål tror jeg, at min gamle scenevogn er bestemt. Hjælp mig til at få den ombygget til en lille mobil sigøjnerkirke…
 


2017-08-24

DE TO HVIDE KAMELER

De to store beboelsesvogne på plads hos Romafamilien

Vi spærrede hovedvejen gennem den lille græske by, Kokkoni, som ligger ca. 20 km fra Korinth. De to ’giganter’ (godt 12 m lange beboelsesvogne) skulle bringes gennem en ca. 3 meters passage til det grundstykke, hvor de skulle ende deres 40 års lange rejse som bolig for en fattig sigøjnerfamilie med ni hjemmeboende børn.

På den anden side af gaden stod en lille forbitret flok af byens indbyggere og iagttog (med forstenede ansigter) hvorledes ’giganterne’ med lastbil og traktor professionelt (inden for fem minutter pr. stk.) blev manøvreret gennem nåleøjet til den ventende Roma-familie.

Da vognene var kørt på plads, dukkede politiet op. De indså, at slaget var tabt! Kostas – Roma-familiefaderen – har gang på gang måttet fremvise skødet (at stedet var købt og betalt og at hele denne aktion var juridisk på plads) – og den blå patruljevogn måtte (om den ville det eller ej) langsomt bakke ud af passagen. Senere dukkede 4 informerede betjente op med et dokument, som Kostas skulle underskrive (sikkert papiret på, at børnene nu ikke ville blive fjernet.

Gennem to år har jeg kendt Kostas (den gamle Mafia-forbryder fra Roma-gettoen i Korinth). Jeg har set mørket og desperation på hans ansigt, når han igen og igen – i regnfulde, kolde nætter – har måttet pakke hele flokken ind i den gamle, nedslidte smadrekasse af en bil, og – jaget af politiet – måttet flygte fra den ruin, hvori han havde søgt ly.

Da de smukke beboelsesvogne – hans fremtidige hjem – kørte ind på pladsen – blev (der står skrevet) ’hans mund med latter og han råbt: "Halleluja!" Christine, hans lille tapre kone, kunne ikke holde tårerne tilbage – og da Gisèle pegede på børneflokken og sagde: "Skole, nu kan børnene komme i skole!" så omfavnede de to hinanden og græd.

I baggrunden blev ’giganterne’ anbragt i den planlagte vinkel. Lysende stod de to gamle køretøjer i solen – kun en halv meter fra træerne i den gylden-grønne appelsinfarm.

"Velkommen!" hviskede det trætte bladhang. "Hvor kommer I fra?" – "Fra Jerusalem! Vi kommer fra en 40årig pilgrimsrejse til Jerusalem," svarede de to hvide kæmper.

"Fra Jerusalem!" udbrød appelsinfarmens træer. "Hvad laver I nu her?"

"Jaså! Da må I have meget at fortælle; den historie glæder vi os til at høre…"

I samme øjeblik faldt som et skel fra deres øjne, og de så, at de to kæmper, som var kommet ind på appelsinfarmens nabogrund, var to hvide kameler. "Se," hviskede træerne til hinanden, "de to store, hvide kameler har lagt sig til hvile foran den sorte smedejernsport, der fører ind til de rige folks villa."

"Hvordan er de to store, hvide kameler kommet gennem den smalle passage, der fører ind til det sted foran de rige folks sorte smedejernsport, hvor de nu har lagt sig til hvile?" spurgte det største af appelsinfarmens træer, det var så stort, at det havde ’overblik’ og vidste, hvad der nu ville ske. "Jeg er sikker på, at de rige folk bag den sorte smedejernsport ikke vil have de to store, hvide kameler liggende foran deres indgang." Det store, kloge, gamle træ rystede med bladhænget på sit smukke gyldengrønne hoved. "De vil kalde på politiet," udbrød det bedrøvet, "for at få jage de hvide kameler væk."

"Ak ja," sukkede alle appelsinfarmens træer, "her forstår vi den sætning, som Herren Jesus sagde, da han lærte sine disciple med ordene: "Sandelig, siger Jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Guds Rige. Ja, Jeg siger jer: "En kamel går lettere gennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds Rige (Matt.19:23-24)

Klik HER for at se det begivenhedsrige forløb af vognenes transport fra Korinth til Kokkoni, hvor de afleveres til Romafamilien

 

Kristeligt Dagblads artikel om den nye lov

 

ANDENKLASSE-BORGERNE

Hvordan kan Staten få danske firkirkefolk erklæret ’ANDEN KLASSE BORGERE’? "Det kan man," fremgår det af den oprørende ’Betænkning 1564’ ved at indføre og ophøje nogle FØRSTE KLASSE BORGERE. Disse ’lydige borgere’ udmærker sig ved i deres gudsdyrkelse at underordne sig under den verdslige, kejserlige befaling. Denne går ud på, at disse ’lydige borgere’ fremover skal lade sig organisere i overensstemmelse med statens politiske, antikristelige ligestillingsideologi. Dette krav gælder alle landets indbyggere – ikke mindst de oprørske ’asociale elementer’, som (ifølge den offentliggjorte betænkning) befinder sig i bundfaldet af Danmarks evangeliske frikirker

Førsteklasse-borgerne har fået statens eftertragtede anerkendelse ved at godtage den kejserlige, urokkelige betingelse, som i Betænkning 1564 udtrykkes sådan (citat): "I skal lade jer organisere i overensstemmelse med principper om Medlemsdemokrati og ligebehandling herunder ligestilling mellem kønnene" (6.3.1.1.side 80).

Andenklasses-borgerne vil hermed være at betragte som ikke statsautoriserede, fordi de ikke vil godtage (citat): ’De lovbestemte krav om forbud mod forskelsbehandling’ (6.3.1.1) – ja, de beviser deres ’genstridige, asociale adfærd ’ved ej heller at ville bøje sig under (citat): ’ De internationale menneskerettigheders konventioner, som Danmark har tiltrådt’ (6.3.1.1.). Ved at vige fra denne partipolitiske linje, er de ikke længere værdige til ’fuld borgerret’.

Førsteklasse-borgerne vil imidlertid godtage statens krav om, at de, som den øverste myndighed for deres evangeliske frikirker vil afsætte deres menighedsråd for i stedet (med henblik på de såkaldt ’verdslige spørgsmål’) at indsætte en demokratisk valgt bestyrelse! Denne bestyrelse (eller dette ’verdslige ældsteråd’) skal fremover (citat): ’have beslutningskompetence i verdslige spørgsmål’. Det vil sige, at kejserens folk skal have rig lejlighed til at ikke kun at overvåge – men direkte at benytte sig at de største magtbeføjelser til at dirigere menighedens forhold til staten (og dennes mere eller mindre gudløse politikere). Det gamle ældsteråd, som bestod af ledende åndelige brødre, skal i dette forhold sættes på gaden.

"Den nye ordning indebærer," hedder det i betænkningen, at (citat): ’kvinder og mænd skal behandles ens med hensyn til valgret og valgbarhed, og kvinder har herunder adgang til at varetage ledende hverv i bestyrelsen’ (6.3.1.1.).

Anden klasseborgere vil hermed bevise deres ’samfundsfjendtlige indstilling’ ved fortsat og forstokket at fastholde apostelens ord, at (citat): ’En tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der… holder fast ved det troværdige ord… (Tit.1:7-9).

 

HITLERS ASOCIALE BORGERE

Hitlers regime forfulgte skånselsløs landets ’andenklasse-borgere’, som han ved lov havde skubbet ud i samfundets ydergrænser (under den naziklassificering, at de var antisociale elementer).

Det hele begyndte med nogle tilsyneladende ’uskyldige’ men ’nødvendige lovforslag, der vandt befolkningens bifald’. "Det Tredje Rige gør noget ved sagen!" sagde man.

Imidlertid blev nazi-overvågningspolitiet og retssystemet mere og mere radikalt! Man nøjedes ikke bare med ’at definere disse tyske borgere som værende ’parasitter’, der levede højt på den øvrige samfundstro befolkning. Den 14. december 1937 sendte indenrigsministeriet en ny lov på gaden, der gav politiet øget beføjelse til aktivt at skride ind overfor de borgere, der beviste deres illoyalitet overfor de ’grundlæggende tyske samfundsværdier’ (der harmonerede med den politiske linje, som Føreren indførte).

Propagandaen lå på linje med den argumentation, som i dag føres i den af den danske regering udformede ’Betænkning 1564’, der præciserer (citat): ’Danmark har tiltrådt internationale traktater. Disse traktatforbindelser opstiller ikke kun begrænsninger for statens egne myndigheder, men indebærer desuden en vis positiv forpligtelse for staten til aktivt at fremme ligebehandling i samfundet’ (6.3.11, s.82).

Hvad det vil sige ’aktivt at fremme et politisk partiprogram i samfundet’ vidste Gestapo i Nazi-Tyskland alt om! April 1938 blev denne ’statslige forpligtelse’ gennemført med hård hånd. Denne første aktion mod ’de asociale’ blev gennemført i nattens mulm og mørke, hvor arrestationerne fandt sted og 2000 tyske borgere blev revet bort fra deres familier og anbragt i koncentrationslejren ’Buchenwald’ (Wolfgang Ayass: ’Asoziale’ im Nationalsozialismus, Stuttgart 1995, s. 143).

På samme tidspunkt (i slutningen af april 1938) begyndte det tyske politi (Kripo) at handle uden retskendelser. "Vi følger de uskrevne love, som ligger i at kende Førerens vilje," erklærede ledelsen af Kripo, "vi behøver ingen yderligere autorisation!" I juni 1938 blev først 1500 ’asociale’ borgere sendt i koncentrationslejr og siden (mellem d. 13. og 18. juni) blev der for alvor taget fat på jøder, sigøjnere, tiggere og ’andre asociale elementer’. Kvotaen, som var angivet, var 3000 borgere. Men det var nu svært at holde hadet mod disse andenklasse-borgere tilbage. Politiet arresterede i de fem rædselsdøgn 10.000 borgere (Michael Wildt: ’Eine Dokumentation ’, München 1995, s. 56 og ’RKPA’: Kripostellen September 1, 1938).

Den danske Betænkning 1564 argumenterer for sin sag ved pålignende at omtale en (citat): ’uskreven forvaltningsretlig grundsætning’ med henblik på opretholdelsen af ’de grundlæggende samfundsværdier og principper…’ (6.3.1.1. s.80).

Så såre talen går i den retning (’de uskrevne grundsætninger) er de frikirkeligt troende danske borgere på vagt. De tillader ikke, at det går i glemmebogen, at den nyere historie kan berette om totalitære samfundsforhold, hvor den essentielle juridiske balance blev kastet på lodsepladsen (idet den skrevne substans af grundlovens trosfriheds-principper erstattedes af generelle folkemeninger…)

Læs mere om dette emne på hjemmesiden www.medgrundlovskallandbygges.dk under menupunktet ’Retsopgør’ med titlen ’KEJSERENS MAGT’.

Johny Noer planlægger i den forbindelse en rundrejse i Danmark. Om nogen vil have hans besøg kan man henvende sig til Lars Madsen (e-mail: lars@ss2.dk)


2017-08-24

LYKKELIG RESPONS

Bebekka, Roma-familiens alt for unge sigøjnermor

Vor bekendtgørelse om, at vi var i færd med at overdrage vor gamle skolevogn til en nødstedt Roma-familie med en stor børneflok (så at de efter lang tids omflakken kunne få tag over hovedet) var næppe anbragt på nettet, før vi fik en forunderlig positiv respons.

Vi omtalte, at selv den rummelige skolevogn (som vi var i stand til at forære den fattige familie) kun ville kunne give sparsom plads til den børnerige sigøjnerflok, og at vi var parate til at lade vor gamle ’Brødrevogn’ blive inkluderet i projektet – men at den var sat til salg for et beløb på 65.000 kr., som vi nødigt kunne undvære med henblik på vort eget opbrud og etablering i Danmark.

Få timer efter, at disse informationer var afleveret til hjemmesiden, indløb en mail fra en god, gammel bekendt (må Herren rigeligt velsigne ham) – at han – ene mand – påtog sig udgifterne til ’Brødrevognen’, og ikke længe efter stod de 65.000 kr. på kontoen som en gave til det anførte formål.

Vi har forhandlet med et par græske traktorførere om muligheden for at få de to store beboelsesvogne bugseret ud fra bjergplateauet, hvor de nu i tre år har været stationeret, og vi håber at kunne gennemføre denne operation inden d. 31. august, som er politiets seneste deadline med hensyn til de græske myndigheders trussel (… at børnene vil blive fjernet, hvis de ikke inden denne dato kommer under tag).

Der er stadig anseelige udgifter med hensyn til transport, udbygning med trapper og balkoner samt rejsningen af en mindre skur-bygning til opbevarelse af de materialer, som familien indsamler (hvilket er dens nuværende levebrød).

Vor tyske støttefamilie har påtaget sig alle udgifter til vand, el og de sanitære forhold – samt opbygningen af et lille køkken. Skolen begynder snart, og vi vil gerne have børnene forsynet med sko og tøj, så at de – efter et par års omflokken – nu kan begynde dens pligtige skolegang. Hjælp til dette formål bør mærkes med betegnelsen ’Hjerte for Grækenland’.

 

DET KONGELIGE ÆRINDE

Gammelt gemt billede af jøder ved Grædemuren

Allerede for år tilbage blev et særligt skriftafsnit fra Gamle Testamente levende for mig. Det er at finde hos profeten Ezekiel, som i de sidste otte kapitler lægger en lidenskabeligt, detaljeret tempelkonstruktion frem for Israels Hus. Et par gange under min lange rejse mod Jerusalem har jeg prædiket over disse tre vers fra Ezekiels tempeltegninger – men det var hver gang, som om det endnu ikke var tiden til at fremlægge disse helt nye tanker og revolutionerende inspirationer, som fyldte mit hjerte ved læsningen af disse gammeltestamentlige bibelvers.

Jeg følte mig ved disse anledninger som en kurer, der havde fået en kongelig, forseglet skrivelse betroet, og at jeg nu blot skulle sørge for, at den blev bragt sikkert frem til dem, som den er adresseret til.

Af og til på min lange, trange vej gennem de store, mørke skove har jeg følt mig bange og beklemt, ja, spurgt mig selv, om jeg virkelig var en sådan ’kongens budmand’ i et så vigtigt ærinde? Undervejs har jeg mødt adskillige af kirkens strenge distrikts-fogeder, som alle ville spærre mig vejen – ja, jeg har i bjergene været forfulgt af nogle af dybets dystre dyr, som ville æde mig med hud og hår – men nu er jeg endelig nået frem, og i nat (på tærskelen til de 40 dages særlige bøn for Danmark og Israel) var det, som en usynlig gæst åbnede den forseglede kuvert og sagde til mig, at nu var tiden inde.

Derfor højtlæser jeg hermed ordene, som jeg mener, indeholder den vigtigste del af den gådefulde melding, som apostelen på sin tid kalder ’Kristus hemmeligheden’ (Ef.3:4). Indtil videre ved kun få noget om denne universets bedst skjulte og beskyttede hemmelighed, hvorom apostelen siger, at ’når I læser det, kan I deraf skønne, at jeg har indsigt i Kristi Hemmelighed’. Han fortsætter (hvilket jeg tror, har noget at gøre med mit ’forseglede brev’) at (citat): ’i tidligere slægter har denne gåde ikke været kundgjort for menneskenes børn, således som den nu ved Ånden er blevet åbenbaret for Hans hellige apostle og profeter’. Afsluttende åbner apostelen op for den forseglede kuvert og siger: "Det drejer sig om, at hedningerne er medarvinger, medindlemmende i legemet og meddelagtige i forjættelsen."

 

DANSKE KRISTNE MEDDELAGTIGE

Det vil på godt dansk sige, at de danske kristne er ’meddelagtige’ i alt, hvad der sker i og omkring Jerusalem. De er ’medindlemmede’ i den guddommelige plan vedrørende rejsningen af Det tredje Tempel i Den Hellige Stad – ja, om de bryder sig om det eller ej, så ’fanger bordet’, og de er i Kristus ’medarvinger til al den trængsel og nød, herlighed og glæde samt det mægtige åbenbaringslys, som i disse timer på ny falder over den formørkede Tempelplads på Israels hellige bjerg.

Det er, hvad jeg i korthed (som en begyndelse) skal beskæftige mig med i disse linjer. Derfor: Velkommen til en helt ny belæring om, hvad der gemmer sig bag de tre vers i Ezekiels Bog. Den første del af tre profetiske strofer lyder sådan: "Men du, menneskesøn, giv Israels Hus en beskrivelse af Templet, dets udseende og form, at de må skamme sig over deres gerninger…" (Ez.43:10). Med andre ord: Vis de jødiske ledere af Israels folk de nye konstruktionstegninger over templet – og gør det sådan, at de bliver ramt i hjertet og skammer sig. Lad dem derigennem forstå (hvad de ikke før har set), hvad der skete i templet, da de for 2000 år siden henrettede en ung jøde fra Nazaret…

Om dette vil jeg hen ad vejen give en mere udførlig redegørelse. Her er blot plads til at bevidne, at tempelforhænget blev sønderrevet af en mægtig, usynlig hånd, da Jesus opgav ånden på Golgata (hovedskalstedet) uden for byen. De to rum (Det Hellige og Det Allerhelligste) blev til ét rum – og det er den tegning (med forklaringer) som nu skal afleveres til Israels Hus – og himmel og jord vil blive sat i bevægelse, for at hindre dette i at ske!

Lad mig forklare:

DEN NYE PRÆSTETJENESTE

Inden denne store – gennem slægterne stærkest bevogtede hemmelighed – bliver afsløret, skriver forfatteren til det nytestamentlige brev, der særligt er stilet til jøderne (hebræerne) følgende: "Sønnen blev af Gud kaldet ypperstepræst’ (Hebr.5:8-10). Det vil sige, at Jesus omtales med en tjeneste, der har at gøre med Templets gudstjenesteordning.

"Denne titel," forklares det i samme kapitel, indeholder ’en værdighed, som ingen tillægger sig selv" (5:4) – "man må (hedder det videre) kaldes dertil af Gud" (v.4). Om denne særlige kaldelse, der med ærefrygt bør studeres af enhver, som på denne dag bliver pålagt at ’tjene med’ ved opførelsen af Det Tredje Tempel, lyder det (til Moses) i Den gamle Pagts tekst sådan: "Du skal lade din bror, Aron, - og hans sønner tillige med ham – træde frem af israelitternes midte og komme hen til dig, for at de kan gøre præstetjeneste for Mig" (2.Mose 28:1).

På samme vis – tror jeg – er der (i den nuværende tid) mænd i Kristi Menighed, der på denne dag i Guds store kalender af Den Højeste er udset til at være med i denne sidste ’ypperstepræstelige tjeneste’ over for Israel med særligt henblik på indførelsen af en ny pagts tjeneste, som i Ny Testamente kaldes ’den rette ordning’ (Hebr.5:10).

Det drejer sig altså om ’det særlige ord’ og ’den specielle betegnelse’, som er faldet ud af både den danske og andre nationers ordbog. Ordet ’Kaldelse’. Hvad enten det nye, moderne kirkesystem (med sine vellønnede statsembede og fede tjenestemandspensionsordninger) bryder sig om det eller ej, så kan den nytestamentlige betegnelse ’ikke fjernes fra de bibelske skrifter’. "Derfor, hellige brødre, siger Hebræerbrevet: "… I som har fået del i den himmelske kaldelse! Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus…" (Hebr.3:1). (Altså ikke kun som hedningernes apostel men som jødernes ypperstepræst).

De sidste dages aposteltjeneste i Kristi Menighed indbefatter en dimension, som ikke synes at være kommet til syne før… (og det forbliver desværre en sørgelig kendsgerning, at så ofte der vendes et nyt blad i Guds store hovedbog over de forskellige tidshusholdninger, så rejser der sig en sejlivet modstand mod det nye).

Af den grund udtaler Jesus en særlig velsignelse over de ryttere, der er parate til ’at skifte hest midt i vædestedet’. "Salig er den," udbryder Han med henblik på det mægtige tidsskifte, der indtraf med Johannes Døberens tjeneste, idet Han tilføjer: "som ikke forarges på Mig!" (Matt.11:6)

Dette gælder ikke mindst, når Hebræerbrevets forfatter frimodigt erklærer: "Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst": Jesus (3:1). Det første (aposteltjenesten) kan i dag med nød godtages – men det sidste (den ypperstepræstelige tjeneste), som har med jødernes endnu uopførte tempel at gøre, vil vække modvilje og frastandstagen.

"Herom har vi meget at sige," hedder det i Ny Testamente, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre" (Hebr.5:11). Imidlertid vil de kommende dages tordenbrag, som høres over Tempelbjerget, rive bindet fra øjnene af bøde jøder og ikke-jøder, og det vil lykkes den opstandne Herre at nå gennem krudtrøgen for at kalde de mænd og kvinder, som skal være med i disse sidste dages nationer – og Israel.

(Om dette emne har jeg mere at forklare, hvilket bl.a. sker i en uddybende artikel på hjemmesiden www.medgrundlovskallandbygges.dk under menupunktet ’Retsopgør’ og overskriften: ’Kampen om Folkenes Bedehus’.


2017-08-18

 

DE FATTIGE HAR I ALTID HOS JER (Johs.12:8)


 

Efter den mere end 3000 km lange rejse fra Danmark (over det gamle Jugoslavien) til Grækenland nåede Gisèle og jeg frem til vor kære Roma-familie fire dage før myndighedernes ubarmhjertige deadline trådte i kraft.

"Det græske politi har meddelt os, at vore nu hjemmeboende børn vil blive fjernet, hvis ikke vi bringer dem under tag inden d. 20. august," fortalte Kostas og Christine, forældrene til den store hjemløse børneflok.



 

Hvis ikke vi inden vor afrejse for et par måneder siden (i samarbejde med Jürgen og Ibolya Schmidt fra Tyskland) havde sørget for at forsyne familien med et skøde (ejendomsdokument) til det grundstykke, hvor vi midlertidigt havde anbragt familien i et telt, ville den (af 100 græske nabo-borgere) være blevet fordrevet fra dette lille jordstykke.

 

ÆNDREDE PLANER

Planen med ombygningen af vor gamle scenevogn er derfor opgivet! I stedet forærer vi familien vor gamle velbyggede, solide skolevogn, som inden for timer kan omdannes til en bolig.



 

En veluddannet Roma-socialmedarbejder ved navn Sonja, som er velkendt og agtet af bystyret i den lille kystby, Kokkoni, (20 km fra Korinth) har stillet sig til rådighed med hensyn til at hjælpe med at få Roma-familien officielt etableret med vand og el, registrering af børnenes skolegang, så snart den rummelige tidligere Pilgrim-skolevogn bliver kørt ind på den 500 kvadratmeter grund, som er blevet købt og betalt (til dette formål) af den tyske forretningsmand Jürgen Schmidt.



 

Under vor otte ugers fravær er det lille 9 kvadratmeter IKEA-telt, hvori Roma-familien provisorisk var indkvarteret, blevet sønderrevet af ukendte gerningsmænd. Familiens 18-årige datter har med sin nyfødte baby-pige søgt ly hos forældrene (efter en hastig skilsmisse fra sin voldelige, lige så unge ægtefælle) – og de to (mor og barn) sover nu under ’åben himmel’ i et sammentømret skur på det eneste sted, hvor politiet ikke har kunnet fordrive dem.

 

BARMHJERTIGHEDSPROJEKT



 

Vi overvejer derfor muligheden for at komme den nødstedte familie til hjælp ved yderligere at anbringe vor nyrenoverede 3-værelses, møblerede ’Brødrevogn’ på det erhvervede grundstykke. Dermed kan vi (med vore tyske Jürgen og Ibolya Schmidts venners finansielle hjælp) indrette både køkken og sanitære forhold samt få hele familien (også den unge mor og baby) under tag og samtidig opfylde de kommunale myndigheders krav.



 

Den omtalte ’brødrevogn’ kan imidlertid ikke blot ’foræres’ til sigøjnerfamilien. Den er for tiden sat til salg for at indbringe nogle af de midler, der skal anvendes for at få resten af Pilgrim Konvojen (som det nu allerede er sket med to store vogne) bragt til Danmark. Prisen for den smukke, værdifulde beboelsesvogn er på grund af de græske kriseforhold sat til kr. 65.000 – og hvis nogen vil investere i dette barmhjertighedsprojekt, så bliver de to pilgrimvogne samlet afleveret for at skabe et værdigt hjem for vor kære Roma-familie.

 

MIN GAMLE DRØM



 

Med hensyn til scenevognen (se billedarkivet) har jeg ikke opgivet min gamle drøm. Til min voksende forundring har jeg set, at på trods af vore ihærdige forsøg, så er alle vore planer om at ville omdanne denne store 125 kvadratmeter store, mobile scene-flade til beboelse blevet forhindret. Jeg spørger derfor mig selv, om det kunne være Guds gode hånd, som fortsat bevarer denne pilgrimvogn til indrettelse af en lille sigøjnerkirke? Dermed vil det skriftord gå i opfyldelse: "Evangeliet forkyndes for fattige!" (Matt.11:6)… om dette siger Jesus: "Er I kommet for at se mennesker klædt i bløde klæder? (forkælede luksus-kirkegængere). "Nej," fortsætter Han, "de som går med bløde klæder, er i kongernes slotte. Gå hen og fortæl, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op – OG EVANGELIET FORKYNDES FOR FATTIGE (v.4-5).

Se billeder af skolevognen og scenevognen mm. klik HER!


2017-08-17

RELIGIONSFRIHEDENS ERKLÆREDE GRÆNSER

Et særligt højtideligt udpeget statsudvalg har siden februar 2015 arbejdet på at forberede opfyldelsen af den 69. paragraf i Danmarks Grundlov, som siger, at (citat): ’de fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’.

Nu ligger landet imidlertid sådan, at det udkast til forslag for en sådan ny lov (om bl.a. de evangeliske frikirkers fremtidige forhold i Danmark) aldrig kan anses for andet og mere end ’et udkast’. Da dette drejer sig om grundloven (en opfyldelse af den 69. paragraf) kan et sådant lovforslag næppe ’sniges ind ad bagvejen’ (som om det blot er ’et almindeligt lovforslag’) – nej, i grundlovens 67. paragraf står det tydeligt anført, at (citat): Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning… hvilket vil sige, at de frikirkelige forhold, som det ny ’religionsudvalg’ skal ’ordne nærmere’ fortsat skal være samstemmende med grundloven.

De troende borgere i Danmark, der ikke har den opfattelse, at folkekirken for dem skal være det af staten udpegede, forpligtende forbillede for deres personlige tro og overbevisning (de er og forbliver ’afvigende fra folkekirken’) – har al god grund til at være mistænksomme! Deres seneste erfaring er den ’sodoma-kendelse’ (Es.1:30), som Højesteret d. 23. marts 2017 kundgjorde, at staten fra nu af har overtaget al magt vedrørende kirkens indre anliggender og vielsesritualer.

De 32 nye lovparagraffer, som lægges på folketingets bord, får følgende ildevarslende ord med på vejen (citat): ’Grundlovens 67’s retlige ramme fortolkes her i en mere nutidig sprogdragt (1564: 6,21.s.77).

 

MISTÆNKELIG FORTOLKNING

De borgere, som kunne være interesserede i at få at vide, hvad denne ’nye formulering’ egentlig betyder, - ja, om der ikke ligger et eller andet underfundigt og fordægtigt til grund for, at der ændres ved ’grundlovens retlige ramme’… at der altså her er normer, der skal fortolkes på en helt ny måde, får følgende forklaring (citat): ’Med denne formulering understreges afgrænsningen af religionsfriheden!’ (6,2,1). Det vil sige, at et af det nye religionsudvalgs ærinder er, at ’understrege, at der er grænser for religionsfriheden’.

Hvis de danske, evangeliske frikirker har haft den opfattelse, at friheden til at følge deres personlige tro og overbevisning er ubegrænset, så er de kommet på afveje – og så vil de 32 nye lovparagraffer sætte tingene på plads. Dermed får kejseren sit – tillige med alt det, som ikke tilhører ham, men som alene er kirkens Herres blodkøbte ejendom.

"Denne (fremtidige) afgrænsning af religionsfriheden er i overensstemmelse med grundlovens 67. paragraf" (hævdes det i 1564-betænkningen).

… og så tages der fat på nøje at beskrive, hvad de 32 splinternye lovparagraffer sætter af grænser for, ja, hvad danske borgere fremover har lov til at tro og mene. De nye, solidt nedbankede grænsepæle står bl.a. for følgende generelle retningslinjer (citat): "Retten til religionsudøvelse afgrænses af, at der ikke ved religionen opfordres eller foretages noget, der strider mod bestemmelser fastsat ved lov" (6,2,1).

På trods af, at denne (fremmede) ordlyd ikke med ét ord er nævnt i grundlovens 67. paragraf, fortsætter ’de nye lovgivere: "Denne foreslåede bestemmelse skal således også – som tilfældet er med grundlovens 67. § fortolkes i lyset af væsentlighedskriterier og proportionalitetsprincipper."

Forhåbentlig er den danske, jævne borger klar over, hvad disse to lange, lange ord (det første på 22 bogstaver og det andet på 27 bogstaver) betyder. Borgeren må være indstillet på, at fremover skal han have i det mindste en universitetsuddannelse for at kunne fatte indholdet af grundloven. Det enkelte, ukomplicerede, som er knyttet til grundlovens ide – ja, ’det bogstavelige,’ som ligger i tekstens indhold, er forsvundet som dug for solen. Nu skal frihedsbudskabet fortolkes ’i lyset af’ nogle begreber, der er så højtflyvende akademiske, at den arme ulærde sjæl henvises til en krog, hvor han kan skamme sig.

Dette emne analyseres nærmere i denne uges ’retsopgør’ på grundlovssiden (www.medgrundlovskallandbygges.dk) under titlen: ’Frikirker tvinges i knæ’.


2017-08-09

DET SORTE KOMMISSORIUM

"Den, der kommer allersidst skal i den sorte gryde," – sådan lyder det i en gammel dansk børnesang. Ordene har fået aktuel betydning. Efter at staten ved en afsluttende Højesteret har ’grebet’ folkekirken ved at gøre Danmarks Nationalkirke til et simpelt socialt statsorgan, kaster den nu (ved en ny udvalgsbetænkning nr. 1564) samtlige danske, evangeliske frikirker – med hele deres rene, reformatorisk forkyndelse – i den samme giftige vælling som de herboende afgudshviskende, dæmonisk inspirerede djævlekulter.

Det oprørende udvalgsbetænkningsforslag rejser atter spørgsmålet om statens grundlovs forpligtelse. Denne gang er det ikke (som i folkekirkens tilfælde) den evangeliske trosbekendelse (som den forekommer hos frikirkerne), der særligt nedgøres.

Danmarks evangeliske frikirker har i absolut samme grad som den evangelisk-lutherske kirke deres dybe troens rod og højthellige oprindelse i den 500-årige åndelige vækkelse, der på Luthers tid forandrede verden. Derfor har staten ifølge grundlovens 4. bestemmelse præcise ordlyd (hvor det evangeliske grundsyn har sin plads) den samme obligation over for nationens evangeliske frikirker som overfor det evangeliske islæt i den lutherske kirkes afdeling.

Den danske forfatning anvender ikke ’en pæn anbefaling’, når den betoner den absolut påbudte forskelsbehandling med henblik på den særlige støtte og forret, som staten tilsiger den protestantisk-evangeliske vidnesbyrd; det drejer sig nemlig ikke kun om ’en anbefaling’ – men om en befaling! På samme måde bør det få konsekvenser, hvis staten misagter det samme evangeliske vidnesbyrd, som er betroet Danmarks frikirker. I denne overtrædelse har kirkeministeriets sorte kommissorium gjort sig skyldig.

 

OPGØRETS TIME

Som de danske kristne på grund af statens seneste overgreb på deres ’gudstjenesteordning’ (Hebr.3:1) er blevet tvunget til (med en afsluttende højesteretssag) at bevæge sig ind i juraens verden, så stilles landets troende nu som aldrig før over for nye udfordringer! Så sandt der findes noget som folk i almindelighed betegner som ret, så er den opgørets time kommet, hvor (ikke mindst) de danske frikirker bør vurdere, om ret er det samme som retfærdighed?

Den gamle opfattelse (hvorvidt ret og retfærdighed er forbundne størrelser) er med 2015-nedsættelsen af et ildevarslende kommissorium, blevet sat på en hård prøve. De kommende dage vil i Danmark vise, om der er forskel på ret og magt. Den afsluttende højesteretssag efterlader skræmmende spor. Statsmagten har siden d. 23. marts 2017 fået banket folkekirken på plads. Nu kommer turen til frikirkerne: De skal kastes i den sorte gryde!

Det omtalte livsfarlige kommissorium er officielt karakteriseret som (citat): ’Lovforberedende udvalg om en sammenhængende lovregulering af forholdene for andre trossamfund end folkekirken’. Udvalget, der altså skal bane vejen for, at frikirkerne (på samme måde som folkekirken) lydigt falder tilføje, har fået betegnelsen: ’Trossamfundsudvalget’.

Selvom udvalgsmedlemmerne, som skal forberede love, der sikrer staten mod oprørske elementer, hader bibelvers og ikke kan fordrage henvisninger til andre kilder end deres egne, tykke lovbøger – så må de i dette tilfælde finde sig i, at jeg (sammen med 300 andre) frimodigt citerer et skriftord, der i denne forbindelse ligger mig på sinde. Det lyder sådan: "Ved I ikke, hvad Skriften siger i fortællingen om Elias?" Hvorledes han anklager Israel for Gud: ’Herre! Dine profeter har de ihjelslået, dine altre har de nedbrudt; jeg alene er tilbage, og nu står de mig efter livet. Men hvordan lyder det guddommelige svar til ham? "Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som er mine, og som ikke har bøjet knæ for Baal" (Rom.11:2-4).

Dette (i mine øjne) højaktuelle skriftafsnit slutter med ordene: "Således er der da også i den nuværende tid blevet en rest tilbage i kraft af en nådes udvælgelse…" (v.5)

 

IKKE-GÆLDENDE RET

Dette (her citerede) skriftord fra Ny Testamente vil på forhånd blive afvist af statens (nyligt nedsatte gudsfjendtlige) trossamfund! For statsudvalgsmedlemmernes umiddelbare, uåndelige betragtning forekommer sådanne ’religiøse henvisninger’ (selv hvor der forberedes nye love om ’frikirkens indre forhold’) som mildest talt ’mindre interessante’.

Det er ikke ’sådanne tekster’, vi beskæftiger os med’ (vil statskommissoriet indvende). Et advarende skilt er sat op på døren: "Problemstillinger af den art bedes holdt uden for dette udvalgsværelse

Med disse ord vil statens folk gå i gang med ’at ordne de danske frikirkers fremtidige forhold’. Den statslige retsvidenskab skal herefter lægges til grund for ’de nye ordninger’. Domstolenes ’retlige resultater’ (især Højesteretssagen fra marts 2017) vil blive de styrende elementer. ’Juridisk prætoris’ den fremherskende metode.

"Vi forholder os til gældende ret," vil eksperterne bag den nye tvangsregulering af frikirkernes tro og lære, hævde. Dermed mener de, at ’gældende ret’ forudsætter, at der også eksisterer en ’ikke-gældende ret: Denne ’ikke gældende ret’ er Bibelen! Den skal fra første færd fjernes fra udvalgets bord. Den har ikke nogen plads i statskommissariats regulering af frikirkernes fremtidige eksistens. Dens indhold er bandlyst! Dens lære afskyes som pesten. Den skal – efter det sorte kommissoriums mening – ikke have et ord ’at skulle ha’ sagt’; den er (som sagt): ’ikke gældende’!

På dette punkt – tør jeg påstår – har det statslige lovregulerende udvalg imidlertid forregnet sig. Staten er med dette sorte kommissorium ude på at gøre det samme arbejde som magthaveren gjorde på Elias’ tid; ’det vil slå profeterne ihjel’ (Rom.11:3). Inden en sidste åndelig vækkelse fejer over landet, vil disse sortklædte kirkegårds-kommissionsgravere søge at kaste de sidste tre skovlfulde jord på den (som de mener) tiloversblevne rest af frikirkeligt oprør.

Men her har de næppe taget højde for, at der i Danmark er en rest af Guds folk, som ikke i omgang tilhører et kirkesamfund; "de er mine," siger Herren.

 

FRIHEDENS TIME FORBI

Det er den elvte time, at denne guddommelige rest i Danmark – som kalder sig ’evangelisk’ og bygger deres tro især på Ny Testamentes lære, ja fastholder Den apostolske trosbekendelse, giver sig i kast med de forslag om de frie kristne menigheders forhold, der er (citat): ’udmøntet i udkast til lovforslag’. Når denne ’udmøntning’ allerede er omtalt (og faretruende formuleret) som en uforbeholden kendsgerning, så kan da samtlige evangeliske trossamfund, der står uden for folkekirken, vente det værste! Meget snart bliver disse lovforslag højtideligt og uigenkaldeligt ophøjet til lov – og fra det øjeblik er frihedens time for evangeliets forkyndelse i vort gamle fædreland forbi! Dette er, hvad jeg i det følgende har på hjerte (- ja, jeg tør sige, er mig betroet) at gøre nærmere rede for. På forhånd tør jeg fortælle mine læsere, at det, som her er hårrejsende læsning! Nogle vil ane, hvorledes det (side for side) løber dem koldt ned ad ryggen. Andre vil (med et overbærende smil) lægge disse linjer til side; "overdrevent," vil de sige… dog meget snart vil de blive klogere!

Lad mig forklare:

Behovet for en såkaldt ’lovregulering’ (som er mærkeseddelen, der er heftet på Trossamfundsudvalget) kan have sin berettigelse. Behovet for regler om, hvordan stat og kirke skal fungere sammen, bør faktisk prioriteres. Spørgsmålet er bare, om de regler, som det sorte kommissorium ønsker at indføre, understøtter den identitet, som det danske samfund udtrykker i sin grundlov. Altså om de foreliggende forslag varetager det overindividuelle formål, som udtrykkes i den danske forfatnings 4. paragraf.

 

FARLIG DEFINITION

Det er af afgørende betydning, at statens definition af landets troende er i overensstemmelse med grundlovens respektfulde omtale og ordlyd i dens bestemmelse om trosfriheden.

Trossamfundsudvalget foreslår følgende definition af de evangeliske kristne uden for folkekirken: "Ved trossamfund forstås et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer. En sådan ’forståelse’ af landets evangeliske kristne er den mest respektløse og krænkende definition, som staten indtil nu har hæftet på landets troende borgere…

Det første led i denne definition: "Ved trossamfund forstås et fællesskab," bør da (når det drejer sig om definition af landets evangeliske frikirker) absolut iagttages ud fra den 4. bestemmelse i Danmarks Grundlov, som siger: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten."

Hertil er følgende at iagttage. Den 4. danske grundlovsparagraf siger ikke, at ’den danske folkekirke skal understøttes af staten’ – men den siger, at (for så vidt) den danske folkekirke ’som sådan’ er identisk med den evangelisk-lutherske kirke, er den berettiget til statens støtte, hvilket straks indbefatter, at det er den evangelisk-lutherske lære, som staten forpligter sig til at bakke op omkring.

Heraf kan udledes, at hvis den danske folkekirke ikke længere ’som sådan’ er evangelisk-luthersk, så er den ej heller omfattet af statens støtte. Hvis derimod en dansk frikirke læremæssigt, i ord og handling, er mere evangelisk end ’den lutherske’, så er den også i højere grad omfattet af grundlovens bestemmelse... og bør da som et fællesskab først og fremmest forstås som en evangelisk kirke (og ikke bare som et statsligt defineret ’medlemsfællesskab’ eller (citat): ’en verdsligt karakteriseret forenet gruppe af mennesker’. Grundlovsordlyden: Evangelisk kirke’ bør i sådanne tilfælde ikke et øjeblik fraviges!

Det andet led i definitionen (citat): ’hvis medlemmer samles om en tro på magten, som står over mennesker og naturlove’, er at betragte som en statslig direkte nedvurdering og krænkelse af de frie evangeliske kirkesamfund i Danmark.

En evangelisk, dansk frikirke, som er en del af den lovlige, frie kristne menighedsdannelse i Danmark, kan aldrig defineres med denne sorte formulering: ’En tro på magter’.

Hvad forstår Trossamfundsudvalget med denne uklare betegnelse: ’magter’? Dermed forstår det bl.a. (citat): ’polyteologiske religioner, d.v.s. religioner der bygger deres lære på en eller flere guder eller guddommelige instanser’. Med det er ikke kun disse ’fremmede religioner’, som statens kommissorium sætter de evangeliske, danske frikirker i samme bås med – nej, betones det (citat): ’Formuleringen omfatter også religioner, der ikke samler sig om egentligt guddommelige instanser men bygger på en tro på en mere ubestemt kraft eller magt af ikke-fysisk transcendental art f.eks. visse grene af buddhismen…’

Alle evangeliske frikirker i Danmark bør enkeltvis eller (endnu bedre) i fællesskab på stedet protestere imod ved lov at blive anbragt i ’spirituelle samfund’, der for adskilliges vedkommende er dæmonisk inspireret eller direkte antikristelige i deres doktriner (f.eks. Islam).

En hvilken som helst dansk evangelisk frikirke, der ifølge Den Apostolske Trosbekendelse bekender sin ’tro på Gud Faderen, Himlens og Jordens Skaber’, kan aldrig identificeres som ’et fællesskab (citat): ’der tror på magter’. De evangeliske menigheder i Danmark, som tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre’, kan aldrig defineres som (citat): ’et fællesskab, der tror på magter’. De evangeliske troende i Danmark, som bekender, at Jesus blev undfanget og kom til verden ved Jomfru Maria – Ham, som blev pint af Pontius Pilatus, blev korsfæstet, døde og nedfor til dødsriget, hvorfra Han på tredjedagen opstod fra de døde, fór til himlen og nu sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra Han skal komme igen…’ kan aldrig, aldrig defineres som ’et fællesskab’ (citat): ’der tror på magter’). Må Gud forbyde, at en sådan falsk definition ophøjes til lov – til skade for hele det danske samfund!

Denne artikel fortsættes under menupunktet ’Retsopgør’ på grundlovssiden (www.medgrundlovskallandbygges.dk) med titlen: ’Den sorte gryde’). Dette budskab forkyndes ved en møderække for Johny Noer i ugerne 46, 47 og 48 (midt november til 1. uge i advent). De, som i den forbindelse ønsker besøg af Johny Noer kan melde sig til Lars Madsen: lars@ss2.dk


2017-08-02

TÆNDSATSEN TIL 3. VERDENSKRIG

Så høres den igen – den gamle, slidte palæstinensiske parole! Den gjalder over hustagene i Østjerusalem og giver ekko ind over tempelpladsen. – "Med sjæl og blod vil vi forsvare Al-Aksa-moskeen!" Hundredvis af palæstinensisk-arabiske unge drager gennem den gamle bys krogede gader. Kampen om Jerusalems tusindårige tempelplads er atter blusset op; det var det slogan, som blev brugt under den første og den anden intifada, og det slagord, som fra nu af vil blive den arabiske verdens sidste, truende krigsråb.

De færreste danske ved, at det er nogle af de dybeste sandheder i Ny Testamente – altså den kristelige lære om Golgata-værket, hvorpå hele det danske kirkeliv er grundet – som araberne i Jerusalem vil give deres hjerteblod for aldrig får indpas på jødernes tempelplads.

Når Hebræerbrevets forfatter i Ny Testamente siger: "Nu havde også den første pagt sin gudstjenesteordning" (9:1) – så er det præcis denne ’gudstjenesteordning’, som palæstinenserne med vold og magt vil holde væk fra den selvsamme tempelplads, hvor Jesus for 2000 år siden gik frit omkring og forklarede jøderne, hvem det var, som hele denne gamle gudstjenesteordning peger hen imod…

Ved det indledende aktuelle, blodige anslag på Tempelbjerget i midten af juli 2017, hvor tre arabiske angribere og en israelsk politiofficer blev dræbt, drejer striden sig kun om dette ene, at (som Ny Testamente udtrykker det): ’Den første pagts gudstjenesteordning og denne ordnings jordiske helligdom (Templet), ikke under nogen omstændigheder må vende tilbage til sin oprindelige og historiske placering’.

Den, som har kontrol over Tempelbjerget, er den samme, som bestemmer, om de ældgamle (nu højaktuelle) tegninger over jødernes tempel skal virkeliggøres. Derfor har araberne ændret det gamle navn: ’Tempelpladsen’ (som er den betegnelse, Bibelen anvender) til ’Moské-esplanaden’. Når Ny Testamente omtaler dette omstridte sted i Jerusalems gamle bydel som præcis det sted, hvor (som det hedder): ’Den første pagt havde sin jordiske helligdom’ (Hebr.9:1) – så vil i den afsluttende tid hele den arabiske verden med alt, hvad den ejer og har (og alt, hvad den kan udrette politisk, militært og finansielt) kæmpe for at denne særlige ’første pagt’, som Israels Gud har sluttet med jøderne, ikke på ny finder fodfæste i en jordisk helligdom.

Derfor er det navnet på den arabiske helligdom ’Al-Aksa-Moskeen’ og den runde ’Omar-kuppel’, som de protesterende arabere med hadefulde, knyttede næver påkalder sig. "Det er os, der har kontrollen over Tempelbjerget," hævde de, "og det er vore jordiske helligdomme, som har eneret og enevælde på dette sted."

 

DEN FARLIGE TEMPELTEGNING

Ved arabernes fredagsbøn både i Jerusalem, Vestjordanlandet – ja (som ringe i vandet) over den ganske verden – vil man kaste jødernes bibelske Ezekiel-tegninger over det kommende Tredje Tempel på bålet! Også i Danmark venter blodbestænkte, oprørske elementer på at gøre det klart for de danske beslutningstagere, at der på Tempelbjerget i Jerusalem kun er plads til én jordisk helligdom: (og det er den arabiske moske).

Af den grund er det fra nu af af overordentlig stor betydning, at de danske politikere, ministre og regeringsmedlemmer bliver gjort opmærksom på, at den strid, som herefter optrappes omkring Tempelpladsen i Jerusalem, finder sin dybeste forklaring i præcis det Nye Testamente, som ligger opslået på alterbordene rundt om i de danske kirker. I det særlige brev, som i det danske Ny Testamente henvender sig til jøderne (Hebræerbrevet) udpeges (linje for linje) den enestående religiøse baggrund, som (det er min opfattelse) er selve tændsatsen til den tredje verdenskrig.

Denne baggrund, som er selve årsagen til det arabiske afgrundshad over for jødernes tempel, beskrives i det danske (af dronningen autoriserede) Ny Testamente sådan: "Gudstjenesteordningen i den første pagts helligdom var indrettet med et forreste rum, som kaldes det allerhelligste" (Hebr.9:2-3).

Det er denne nytestamentlige gengivelse af jødernes tempeltegning, som er den arabiske verdens fjende nummer ét – og det er dette globalt forestående Jerusalem projekt, som alverdens statsledere kommer til at tage stilling til. Ja, de kommer til – om de vil det eller ej – at give deres uforbeholdne mening til kende, hvorvidt der på Tempelbjerget i Jerusalem skal rejses en ’tredje helligdom’ – og om der i denne jordiske helligdom atter skal være et adskilt rum, som kaldes ’det allerhelligste’.

Selvom adskillige danske politikere (de fleste, om ikke alle) vil hævde, at ’det har de aldrig hørt tale om’, og at de ikke mener, at sagen om tostats-løsningen i Israel ’har at gøre med dette religiøse spørgsmål’ – så kan de ikke nægte, at Ny Testamente (med denne præcise tempelkonstruktion) har været prædiket i hele kongeriget i 1000 år – og nu (tror jeg) melder øjeblikket sig, hvor det skal afgøres, om denne kostbare tusindårige sæd skal bære gavnlig frugt – eller om jorden, hvori den i århundreder er blevet sået – skal afbrændes, fordi den kun ’bærer tjørn og tidsel’…

I øjeblikket drejer striden om Tempelpladsen i Jerusalem sig altså kun om én ting. Skal den arabiske helligdom blive stående, og er Muhammeds gudstjenesteordning, som skal forblive på dette sted – eller skal den islamiske helligdom for Allah fjernes og jødernes Tredje Tempel for Israels Gud opføres? Dette er sagens kerne (stridens æble) – og alt, hvad der fremover bliver besluttet (af nationerne) i denne sag har – åbenlyst eller i det skjulte – kun dette ene altafgørende valg for øje.

Af den grund er det vigtigt, at også Danmarks verdslige og gejstlige ledere lader sig yderligere informere om denne sag. Af alle de dokumenter og resolutioner, som fra nu af bliver udformet, er det væsentligt, at den 2000-årige ’meddelelse’, som kaldes ’Ny Testamente’, bliver lagt på forhandlingsbordet – samt at de, som i de internationale sammenhænge skal føre ordet på Danmarks vegne, ved, hvad de taler om. Hvis de nemlig ikke er i stand til at fatte og forstå den åndelige sammenhæng i dette spørgsmål, vil de blive ført ind på livsfarlige politiske vildveje – og deres tale og handlinger kan blive skæbnesvangre for vort land. Hvis de derimod vil lade sig belære af Ny Testamentes apostle og Jesus Kristus, (der ifølge den danske nationalkirkes tekstrække omtaler Jesus som ’Jødernes Konge’) – så kan de være medvirkende til at bringe velsignelse til Danmark.

 

SKÆBNESVANGERT VALG

Hvad jeg her skriver vedrørende de skæbnesvangre valg, som danske gejstlige og politiske beslutningstagere bliver stillet overfor med henblik på suverænitetsspørgsmålet over Tempelpladsen i Jerusalem, vil desværre – med et hånligt smil – blive afvist af vort lands ansvarlige ledelse. Om dette forhold siger apostelen: "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd (1.Kor.2:14); ligestillingsideologerne (både de gejstlige og de politiske) kan ikke fordrage, at nogen tillader sig at blande sig i denne debat om Tempelpladsen med en sådan ’forskelsbetegnelse’: "Et sjæleligt menneske." Det betyder nemlig, at der (med et så afskrækkende udtryk) ’gøres forskel’ på forhandlingsdeltagernes kapacitet. Ikke et øjeblik vil disse eksperter godtage, at Ny Testamentes apostel adskiller deres ’ekspertgrupper’ i ’de sjælelige’ og ’de åndelige’ – men de afsløres hurtigt af Skriftens bevisførelse.

"Det sjælelige menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd," forklarer Ny Testamentes apostel og tilføjer: "…thi det er ham en dårskab" (hvilket på godt dansk vil sige, at de såkaldt ’sjælelige deltagere’ i en forhandlingsrunde på stedet vil afvise den åndelige argumentation vedrørende Tempelpladsen i Jerusalem som værende ’den rene idioti’). Apostelen erklærer imidlertid: "De forstår det ikke" (v.14) og tilføjer: "den sag skal bedømmes åndelig!" (v.14)

Ved at afvise det synspunkt, som jeg her fremlægger, vil disse modstandere af det åndelige perspektiv klart lægge afstand til den påstand, som Ny Testamente fremsætter: "Kun den åndelige kan (også i denne sag) bedømme alt – idet selv kan han ikke bedømmes af nogen" (v.15). De verdslige eksperter vil på det bestemteste frabede sig at høre mere om Ny Testamentes konkluderende påstand: "Thi hvem har lært Herrens sind at kende, så han skulle kunne undervise Ham? Men vi har Kristi sind!" (v.16)

Harmdirrende vil de forlade forhandlingslokalet med ordene: "Fritag os, please, fra de folk, der tør komme anstigende for at fortælle os, at de kan undervise os om, hvad der er Guds vilje med hensyn til Tempelpladsen i Jerusalem.

(Om dette forhold redegør jeg yderligere på hjemmesiden www.medgrundlovskallandbygges.dk under menupunktet Retsopgør nr. 168: ’Folketingets tvangslæsning’).


2017-07-26

PRÆDIKENES DÅRSKAB

Om Gud giver mig nåde og kraft dertil, er det min agt – efter de 40 år, jeg har opholdt mig i det fremmede – at søge at nå mit eget elskede fædreland med det budskab, som jeg mener, kunne være min opstandne Herres ’sidste hilsen’ til Danmark inden den store bogholderprotokol lukkes og inden det ord går i opfyldelse, at ’der skal komme en hob af falske lærere’… løgnelærere, der (på grund af deres egen skjulte synd) ’er brændemærkede i deres egen samvittighed (1.Tim.4:2). Inden denne djævlehær slippes løs, er det min og andres inderlige bøn til Gud, at Kirkens Herre i den elvte time vil oprejse en ny (og muligvis sidste) generation af unge, som ’vil lade sig frelse fra denne vanartede slægt (Ap.G. 2:40. De ’vil være et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab…’ (og mest af alt): I RENHED’ (1.Tim.4:12).

Måtte Gud give nåde til (det er min drøm), fordi min egen gang er blevet tungere og mere langsom, at en sådan flok af unge utrætteligt (og med deres friske kundskab vedrørende medierne og den digitale verden til velsignelse for Guds Rige) vil vandre gennem det ganske kongerige med Bibelen i deres rejsetasker.

Deres eneste opgave skal ifølge ’bogholderprotokol’ være overalt at oplæse Skriften og samtidig bruge de nådegaver, som vil blive dem givet ved profeti af en endrægtig flok ældre brødres håndspålæggelse.

Kan hænde, at det begynder småt og uden den store opmærksomhed – men hvis de (ofte to og to) overgiver sig til dette og af hele hjertet lever i dette, så vil (som der står skrevet) alle se, at de gør fremgang! Dersom de (som apostelen siger) giver nøje agt på sig selv og den gerning, som de er blevet ’betroet, - ’vil de frelse både sig selv og deres tilhørere’ (1.Tim.4:12-16).

 

PRÆDIKENENS KRAFT

Vil den tid nu gentage sig, som vi læser om i Den Hellige Skrift, hvor Jesus siger til sine efterfølgere: "På jeres vandring skal I prædike." Der har i Danmark allerede været en begyndelsesbevægelse, hvor Herren har manifesteret sin herlighed, da unge og ældre (i et betydeligt antal) forlod de sikre kirkebænke for at vidne om Jesus på gader og stræder. Nu lyder buddet: "På jeres vandring skal I prædike!" (Matt.10:6).

Vidnesbyrdet har sin store betydning, og det er ubestrideligt, at Herren med tegn og undere har ’virket med i denne gerning’. Imidlertid er den åndelige modstand og den tiltagende hårdhjertethed så udpræget, at prædikenens autoritet bør anvendes. Om dette siger apostelen: "Enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses" (Rom.10:13). Apostelen fortsætter (og heri ligger den dybere forklaring på, hvorfor det prædikede ord (forkyndelsen ud fra Den Hellige Skrift) ejer en stærkere og mere intens indflydelse end ’det personlige vidnesbyrd’.

"Hvordan skulle de nu kunne påkalde Ham, som de ikke er kommet til tro på?" spørger apostelen (Rom.10:14). Når det et andet sted forklares, at ’troen kommer ved det, der høres – og det, der høres er Kristi ord’, så ejer vidnesbyrdet sin egen stærke indflydelse – men forkyndelsen – det prædikede Guds Ord – er vel nok det, ’der er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd’ (Hebr.4:12). Vidnesbyrdet berører dybt, når det når den søgende sjæl – men prædikenen ’sønderdeler det sjælelige fra det åndelige’. Prædikenen, som er underbygget med Skriftens Ord, ejer en sådan indre kraft, at den går til marv og ben – ja, gør sig til dommer over de mange forskellige tanker og meninger. Prædikenen går så tæt på den fortabte og oprørske sjæl, at den afslører det skjulte. Alle hemmelige overtrædelser bliver ved prædikenen ’blottet og udbredt’ for den arme synders øjne, og hvis det ikke har været klart for ham (eller hende) før – så vil det ved prædikenens ord blive tydeliggjort, at ’der kommer en regnskabets dag’ (v.13).

De, som mener, at folk ikke vil lytte til prædikenen, tager fejl! Ny Testamente erklærer, at ’da verden med al sin visdom ikke kendte Gud, besluttede Gud ved prædikens dårskab at frelse dem, der tror’ (1.Kor.1:22).

Nogle kræver tegn, før de vil tro på Gud, andre vil gerne have en vis og fornuftig forklaring (1.Kor.1:23). Paulus slår det fast én gang for alle, at han vil blive ved med at prædike Kristus som korsfæstet (v.13) – uanset om tilhørerne bliver forargede eller regner det for den rene galskab (v.25).

 

DE UDSENDTE

På grund af landets store nød, det åndelige frafald, syndens forhærdelse og udbredelse, mener jeg, at øjeblikket er kommet, hvor Herren Jesus vil give samme befaling som i den første tid: "I skal prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær’!" (Matt.10:7). Han fortsætter (idet Han dermed giver løfte om, at Han ikke vil overlade de udsendte prædikanter til deres egen skæbne): "Helbred de syge, opvæk døde, rens spedalske, uddriv onde ånder. I har fået det for intet. Giv det vor intet!" (v.8)

"I har fået det," … siger Han, hvilket må være vor faste overbevisning, når vi bygger al vor tro på Golgata-værkets fuldbragte fuldendelse.

Den store udfordring, som på denne dag hviler på Kristi menighed i Danmark, lyder i al sin klarhed sådan: "Hvorledes skal de komme til tro på Ham, som de ikke har hørt om? Og hvorledes skulle nogen prædike, hvis ingen sendes ud?"

Det sidste er det afgørende punkt; hvis det nemlig er sandt, at vort land ikke har brug for en flok selvbestaltede prædikanter, så må enhver, der kender ansvar i denne sag, melde sig, så denne enestående sidste, store udsendelse kan finde sted!

’Der står skrevet’ (hvilket er den absolutte baggrund for disse linjer) at ’fodtrinene er liflige af dem, som bringer glædesbud’ (v.15).

Tager jeg fejl? Eller hører jeg i det fjerne sådanne fodtrin? Er der nogen, som allerede er undervejs? Andre, som forbereder sig? Enkelte, der ser det som deres opgave at være medvirkende til ’udsendelsen’? Er tiden inde til den prædiken, der indeholder præcis det budskab som Helligånden i dag vil lade lyde til menigheden?

 

BEVARELSE OG UDFRIELSE

Nu vil nogen indvende, at hvis det (som Ny Testamente erklærer) er et ’glædesbud’ (som de udsendte skal komme med) så er der ikke meget opmuntrende ved den domsforkyndelse, som Guds Ånd har lagt i Sine tjeners hjerter.

Imidlertid er der godt nyt at berette for dem, som af hjertet vil følge i Kristi fodspor; "de vil," (forkynder apostelen) "blive både bevaret og udfriet."

Gud bevarede," da syndflodens dommedagssluser åbnede sig, "retfærdighedens forkynder, Noa, tillige med syv andre" (2.Pet.2:5). Dermed er det sagt! Ingen domsbegivenhed (så skånselsløs den end måtte forekomme) er en hensynsløs udslettelse. Vredens almagt holder hele tiden omhyggeligt øje med de mænd, der i afslutningens øjeblikke træder frem som ’retfærdighedens forkyndere’. Disse bevarer Han tillige med deres familier. I god tid vil Herren ’varsle om det, som endnu ikke er at se’ (Hebr.11:7) – og disse ’retfærdighedsprædikanter’ vil gudfrygtigt tage del i den redningsaktion, som skal beskytte ’hele deres hus’.

Nu vil nogen spørge: "Hvad er det for prædikanter, som prædiker retfærdighed?" Eller rettere: "Hvad er det for en retfærdighed, som disse sidste udsendinge forkynder?" Svaret er ligetil. Det står faktisk nævnt i Skriftsammenhængen, hvor det om Noa siges, at han ’blev arving til trosretfærdigheden’ (Hebr.11:8).

Retfærdighedens forkyndere vil altså i vor tid være prædikanter, der foreholder det frafaldne, verdslige samfund dets uretfærdighed og ikke viger tilbage fra at irettesætte lovløshedens styrende mænd og kvinder. Samtidig forkynder de det gode budskab, at der eksisterer en retfærdighed (som kaldes ’Guds retfærdighed’) – og at denne kun handler efter en paragraf. Den lyder i al sin korthed sådan: "Gud er retfærdig (handler fuldkommen legalt) når Han (på grund af Kristi forsonende offer) ’gør den arme synder retfærdig, som tror på Jesus’ (Rom.3:26).

Ikke kun guddommelig bevarelse er lovet ’retfærdighedens prædikanter’ men overnaturlig udfrielse fra prøvelsens stund’. Om Abrahams slægtninge hedder det, at ’således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse’ (v.9)… og netop dette løfte vil blive højaktuelt, når (som det hedder): ’de uretfærdige bevogtes til straffen på dommens dag’ (v.10).

Samtidig med, at ’straffen’ forkyndes (’især for dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst…’ v.10) – så formaner apostelen de troende til at være ved godt mod ’og være på vagt, så de ikke rives med af de tøjlesløses vildfarelser og dermed mister fodfæstet (2.Pet.3:17).


2017-07-19

DEN SKJULTE UTUGT

Da jeg for få uger siden stillede på Esbjerg Havn for at modtage de to gamle beboelsesvogne, som efter 23 dages sejlads ankom til den kaj, hvor de for 40 år siden blev indskibet, ankom min kære broder i Herren, Moses Hansen, med en lille flok troende for at byde Gisèle og mig velkommen tilbage til Danmark. Det varmede mit hjerte, da han foran Web-TV holdt en lille velkomsttale, hvori han bl.a. gav udtryk for, at der var brug for, at det budskab, som Herren i Sin store nåde har lagt også på mit hjerte, måtte nå ud til det ganske land.

Dagen forinden havde jeg i mit hjerte modtaget det ord fra Skriften, som jeg nu ved denne lejlighed skulle forkynde. Jeg var på Esbjerg-kajen lidt beklemt ved at skulle læse denne ene linje fra Ny Testamente, fordi det forekom mig som et ubelejligt øjeblik at fremdrage netop dette skarpe skriftord. Dette festlige velkomstøjeblik indbød egentlig mere til en mere pæn og taknemlig takketale til alle de kære venner, som var mødt op for at byde os velkommen tilbage til Danmark.

Imidlertid åbnede jeg midt Ny Testamente på det sted i Apostlenes Gerninger og læste (fra pinsedagens prædiken i Jerusalem) apostelen Peters korte budskab: "Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!" (2:40)

Hvad jeg ikke vidste, og ikke kunne have forestillet mig, var, at netop denne sætning fra Guds Ord havde en særlig adresse til Moses Hansen, da det kort tid efter blev afsløret – at Moses Hansen over for bestyrelsen i Pottemagerens Hus (og Pottemagerens Hus’ hjemmeside og Facebookside) har måttet bekende, at han har været sin hustru utro, og at han har levet i et uægteskabeligt forhold.

I de efterfølgende dage har jeg under mit ophold her i Frankrig haft adskillige opringninger fra frustrerede troende i Danmark, og det er blevet mig klart, at jeg som formand for foreningen Med Grundlov skal Land bygges bør tage denne sag op ved et allerede indkaldt bestyrelsesmøde i grundlovsforeningen d. 5. august i Horsens. På denne forenings hjemmeside har jeg i denne uge lagt enkelte punkter (af læremæssig karakter) frem, som grundlovsbestyrelsen bør tage stilling til. Her på vor egen ’Profetisk Journals’ side tillader jeg mig at henvise til apostelens ord, som lyder sådan: "Jeg ser mig nødsaget til i dette brev at formane jer til at stride for den tro, som én gang for alle er blevet overgivet de hellige (Jud.v.3)… og jeg kan ikke undlade at lade apostelens formaninger fortsætte, idet han (i det efterfølgende) kaster et skarpt åbenbaringslys over, hvad vi fra nu af kan vente os af angreb fra mørkets fyrste. Apostelen forudsiger, at der i den kommende tid ’vil indsnige sig nogle mennesker, om hvem der allerede er skrevet… ugudelige folk, som misbruger Guds nåde til løsagtighed’ (Jud.v.4)

 

KAPLØBET

Da Kristi menighed kan forvente, at der anes sådanne truende tider forude, er det mere end nogensinde øjeblikket for, at de troende efterlever det stærke, opmuntrende ord, hvormed Hebræerbrevets forfatter afslutter sin lange, trosstyrkende beretning om de sejrende helte, der fik nåde fra Gud til at gennemføre deres forudbestemte livsbane.

Denne beretning slutter sådan: "Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile frem i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender. Kapløbet er ved at nå sin sidste runde. Modstanderen vil på djævelsk vis få nogle af de bedste løbere til at falde eller blive diskvalificeret, fordi de ikke længere løber efter reglerne. Men de, der lyder buddet om ’at aflægge byrden’ og ’den synd, der binder’, vil ved Jesu nåde kunne nå over målstregen – ja, enkelte vil vinde guld.

Da Herren sendte profeten Nathan til David for at han skulle aflevere ’en straffetale’ til kongen og foreholde ham hans utugtssynd med Urias hustru, Batseba, reagerede David ikke, som nogle i de kommende dage vil afvise Herrens ord. Disse vil simpelthen slette sådanne ’straffetalere’ som ’venner’ på deres facebookside, og klage over, at ’de kaster sten efter mig’!

David sagde til Nathan: "Jeg har syndet mod Herren!" Da sagde Nathan til David: "Så har Herren også tilgivet din synd!" Han tilføjede: "Men fordi du ved denne gerning har vist foragt over for Herren vil det få konsekvenser…" (2.Sam.13:13-14).

Dersom det er den samme Skriftens linje, som her følges fremover af de ansvarlige ledere i Kristi Menighed, så kan et frugtbart samarbejde opstå. I modsat fald bliver dette næppe muligt. Grænserne for det tilladelige skærpes…

 

FALDETS STØRRELSE

I denne uges ’Retsopgør’ på grundlovssiden behandles under titlen 'Efterretninger' bl.a. emnet om ’syndefaldets størrelse’. Om dette er her følgende at sige:

Der står i Ny Testamente skrevet om én af de tolv mænd, som vandrede med Jesus, at han ’regnedes med iblandt os’ (Ap.G.1:17). Uden i øvrigt at drage sammenligninger med den særlige synd, som denne discipel gjorde sig skyldig i (’han viste vej,’ hedder det, ’for dem, som greb Jesus’…v.16) – så må det slå enhver af Herrens tjenere med ængstelse, at et sådant vidnesbyrd vil kunne blive deres egen skæbnesvangre lod, hvis ikke de herefter i al deres personlige gerning frygter Herren og af hjertet søger at undgå enhver form for uren synd, som vil kunne fratage dem deres embede (v.20).

Dette skete med den ene af de tolv, hvilket vil sige, at også i denne frafaldne, dybt belastede slægt vil det kunne ske med enhver, som ikke sætter den største ære i (men i stedet ved sine handlinger ringeagter) det høje kald, der ligger i ’at blive regnet iblandt dem’ (v.17), der er kaldet til at tjene Jesus.

Ingen handling og ingen tanke, intet ord og ingen gerning må – om Gud i den kommende fristelsens time vil give nåde dertil – ’vise vej for dem, som vil korsfæste Jesus’ (v.17). Det ’embede’, som er blevet Kristi tjenere betroet, ligger udelukkende i ’at vise vej for dem, som søger frelse for deres fortabte sjæle, ja, denne ’vejvisergerning’ går ikke deres ærinde, som af fristeren er sendt ud for at korsfæste herlighedens Herre (Hebr.6:6).

Når der om denne Kristi discipel, som faldt i den synd, at han forrådte sin Herre, forklares, at hans fald var ’ulægeligt’, så nærer vi det håb til Gud, at dette er et enestående tilfælde, som aldrig vil blive gentaget. Men vi bør af den advarende beretning lære, at der er forskel på syndefaldets konsekvenser, om den discipel, som taltes ’blandt de tolv’ hedder, at faldet var så stort, at han ’styrtede hovedkulds ned’ – ja, at han ’brast itu’ (v.18)… og det i en sådan grad, at ’alle hans indvolde væltede ud’ (v.19) – så kan det kun betyde, at der her (i dette særlige tilfælde) var sket noget, som ikke kunne helbredes. Dette mener vi ikke et tilfældet med vor kære broder, Moses Hansen. Der er lægedom at finde i Kristi sår – og der er visdom at finde for dem, som skal administrere denne situation efter Guds Ord…


2017-07-13

BISKOPPENS VILDFØRENDE VEJLEDNING

En dyb kløft adskiller de to biskopper med hensyn til deres rådgivende funktion over for de verdslige myndigheder. Den danske, protestantiske Københavnerbiskop siger ét, og den katolske berlinerbiskop siger noget andet. Den protestantiske biskop forråder (åbenlyst!) den tyske reformator, Martin Luther, og den tyske, katolske biskop taler Luthers sag i sit forsvar over for de aggressive verdslige myndigheder.

Eller for at sige det på en andre måde: Den katolske berlinerærkebiskop er mere ’luthersk’ end den lutherske biskop i Danmark (hvilket jeg detaljeret begrunder i denne uges ’Retsopgør’ på grundlovssiden under overskriften ’Farlig udvidelse af ægteskabsbegrebet’). Om dette har jeg her følgende at berette:

D. 23. feb. 2012 kl. 14:30 blev der budt velkommen til et såkaldt ’åbent samrådsmøde’ i det flotte udvalgsværelse nr. 2-080 i regeringspalæet, Christiansborg, i København. Kirkeudvalget havde bedt den daværende kirkeminister, Manu Sareen, om at redegøre for den lovgivning, der som eneste formål havde det sigte at indføre et (anti-luthersk) ritual for kirkelige homobryllupper.

Ministeren ankom til mødet bevæbnet med et såkaldt ’Notat’, som få dage forinden var udstedt af Københavns lutherske biskop, Peter Skov-Jakobsen. Notatet sluttede med denne erklæring: "Ordet ægteskab er med til at skabe en teologisk tydelighed for ægteskabet som en hjertelig, ansvarlig, troværdig institution, hvad enten det er mennesker af forskellige eller samme køn, der giver hinanden løfter."

Biskoppen forklarer i samme åndedræt (idet han her optræder som statens ministers særlige rådgiver) at ægteskabet – ifølge Luther – er ’ein äusserlich, weltlich Ding’ (’et yderst verdsligt foretagende’).

Denne biskoppelige vejledning faldt ikke blot i god jord hos statens minister – men den blev siden godtaget af Højesteret, som i marts 2017 i sin kendelse henviser til bl.a. ’biskoppens notat’.

Spørgsmålet i dag – efter at den 63-årige katolske ærkebiskop, Heiner Koch, i dagbladet ’Die Welt’ (3. juli 2017) erklærer, at ’polygami (flerkoneri) er næste punkt på det verdslige samfunds dagorden’ – hvorvidt Københavnerbispens råd til statens embedsmænd i 2012 indeholdt en totalt vildførelse og fordrejet fremstilling af den lutherske bekendelses erklæring i denne forbindelse. Konsekvenserne af det biskoppelige notat, der (som han bekendtgjorde) kendetegner ægteskabet som ’en yderst verdslig sag’ har indtil nu været uoverskuelige – og hvis herefter den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe (i disse timer) skulle finde på – som det var tilfældet med den danske Højesteret i København – at ’støtte sig’ til bl.a. Københavnerbispens ord, så er følgerne af det uheldsvangre notat endnu mere dramatiske.

Lad mig derfor forklare, hvad biskoppens vildførende vejledning består i.

 

HVAD LUTHER MENTE

Med den nye udvikling i Tyskland, hvor spørgsmålet om en ’udvidelse af ægteskabsbegrebet’ er i overensstemmelse med den tyske forfatning, bør det nærmere undersøges, om den danske Københavnerbiskop i 2012 i sin gejstlige rådgivning af lovgiveren har overskredet den tilladelige skala ved en så totalt fordrejet fremstilling af Luthers ord: ’Ægteskabet er en verdslig ting’ (et verdsligt forhold).

Hvis det skulle forekomme, at den tyske forfatningsret (i sit forsøg på at udrede trådene med hensyn til de tyske lovgivers nylige ’udvidelse af ægteskabsbegrebet’) skulle finde på at støtte sig til den danske, lutherske biskops notat, så vil de tyske dommere kunne falde i den samme fælde som Danmarks Højesteret.

Det vil sige, at den tyske forfatningsret vil kunne nå frem til den uheldsvangre konklusion, at en eventuel ’udvidelse af ægteskabsbegrebet slet ikke et kirkens sag! Luther har jo sagt, at ’ægteskabet er en såre ’verdslig ting’ – så definitionen af ægteskabsbegrebet er helt og holdent (som det nu er tilfældet i Danmark): Den verdslige øvrigheds domæne!

Dermed gives der med ét grønt lys til, at staten (og staten alene) kan ’udvide’ forståelsen af ægteskabet til at være (som den danske biskop har formuleret det): ’en ansvarlig og troværdig institution for homoseksuelle’.

De tyske dommere vil da sætte en tyk, rød streg under den danske biskops ord, som i hans ’notat’ til lovgiverne får følgende salve med på vejen: ’Kirkens bekendelsesskrifter fordrer en viden om reformationstidens situation’.

Godt! Lad os da betragte, hvad Luther (i reformationstidens situation) egentlig mente med ordene: ’Ægteskabet er et verdsligt forhold’.

Den katolske Berliner biskop, som dybest set tager Luthers parti i sit opgør med de tyske myndigheder, vil kunne belære den danske, lutherske biskop om, at den tyske reformator i 1500-tallet befandt sig i en bitter og uforsonlig strid med Roms ægteskabsteologi. Den katolske ærkebiskop vil (med henblik på den danske biskops ’vejledende notat’ i 2012) kunne bevidne, at når Luther i året 1530 i skriftet ’Von Ehesachen’ (WA 30. III 205.12) bruger terminologien ’Ein weltlich Ding’ om ægteskabet, så er det, fordi han med næb og kløer kæmper mod pavens lære i denne sag.

"Luthers ærinde var," vil den katolske Berlinerbiskop, at han ikke kan godtage, at vi katolikker regner ægteskabet for at være ’det syvende sakramente’. Allerede i Luthers skrift ’de capitate’ trækker han blankt mod Roms ægteskabsforståelse. I kampens hede bruger han udtrykket: ’Ægteskabet er et dybt jordisk forhold - og når han anvender ordet ’en verdslig ting’, så mener han ikke ’en borgerlig sag’. Med udtrykket ’weltlich’ vil Luther sige: "Lad os komme ned på jorden og ikke lade os rive med af en mere sakramental ægteskabsforståelse…"

Denne forklaring bør dommerne i Karlsruhe tage til efterretning, når de skal fremlægge deres opfattelse med hensyn til ’en udvidelse af ægteskabsbegrebet’…

Læs mere om dette i artiklen ’Farlig udvidelse af ægteskabsbegrebet - 165' på grundlovssiden www.medgrundlovskallandbygges.dk


2017-07-05

KAMPEN OM DET KRISTNE ÆGTESKAB

Parlamentet i Tyskland vedtog lørdag morgen d. 31. juni, at ægteskabet skal være for alle. Kansler Angela Merkel udtalte kort efter på åben skærm, at hun havde stemt imod forslaget med den ene begrundelse, at ægteskabet var for en mand og en kvinde.

Høje jubelråb og bragende bifald lød i det tyske parlament, forbundsdagen, da et stort flertal vedtog at tillade ægteskabet for homoseksuelle. Afstemningen var en såkaldt ’samvittighedsafgørelse’, hvor parlamentsmedlemmerne ikke fulgte en partilinje men stemte helt efter overbevisning. 393 stemte for mens 226 var imod.

To partier forsøgte indledningsvist at blokere afstemningen ved at kræve en anden afstemning om, hvorvidt forslaget overhovedet kunne behandles uden at den tyske forfatningsdomstol var blevet spurgt om, hvad den mener om ægteskab for homoseksuelle.

Mens den turbohastige debat blev gennemført, sad Angela Merkel stille og eftertænksom på sin stol. Hun foretrak ikke en mine og forblev tavs under hele forhandlingen. Selv da hun blev tilbrølet af en SPD-politiker, forholdt hun sig rolig og værdig…

Kampen for at få en afgørelse fra forfatningsdomstolen ophører imidlertid ikke. Som det er sket i Irland, og det vil ske i Danmark, står Tyskland nu overfor, at landets grundlov skal prøves!

 

EN UDDØENDE RACE

Præsteforeningens formand, sognepræst Per Bucholdt Andreassen, fortæller den danske dagspresse, at (citat): ’modstanden mod homovielser måske bliver mindre og mindre, så det vil være en naturlig udvikling, at der måske om nogle få år er meget få, der ikke vil vie homoseksuelle’ (BT 28. juni, s.14). Det vil sige, at de kristne i Danmark, som modsætter sig kirkelige vielser af par af samme køn, er (ifølge præsteforeningens formand) at betragte som en uddøende race. På et tidspunkt vil de være så få, at de ikke længere udgør et problem.

Den 5. august samles i Horsens bestyrelsen for grundlovsforeningen. Den har på hjerte at bevise, at forudsigelser af den art bør falde til jorden. Modstanderne af den antikristelige udvikling er hverken harmløse eller tandløse – og de forsvinder ikke med tiden. Tværtimod! De bliver flere og flere og mere og mere kontante i deres forsvar for Danmarks Grundlov!

(Se videoen: ’The Rainbow belongs to God’ klik HER! og læs artiklen på www.medgrundlovskallandbygges.dk under menupunktet: ’Retsopgør nr. 164 - STATEN STRAMMER GARNET’.

 

DANMARK SOM SODOMA-EKSEMPEL

Når den tyske forfatningsdomstol på et tidspunkt skal efterkomme politikernes anmodning om at (citat): ’sætte værdi på det homoseksuelle ægteskab’ – så vil de se sig omkring, for om muligt, at finde støtte i andre nationers holdning til den samme sag. De vil da straks få øje på Danmark og vil da rette sig ind efter den højesteretskendelse, der d. 23. marts 2017 byggede den danske stats vurdering på Københavns biskops karakteristik af ægteskabets betydning.

Ivrigt vil de tyske forfatningsmyndigheder gribe efter ’det danske eksempel’ – og de vil nærlæse det notat, som Biskop Peter Skov-Jakobsen afleverede til statens minister d. 23. feb. 2012, og de vil understrege ti ord, som de derefter vil søge at gøre til gældende lov – ja, til grundlov – i Tyskland, hvorefter den danske biskops 10 ord vil vandre deres sejrsgang gennem det øvrige Europa. Københavner-bispens 10 ord lyder sådan:

Ægteskabet er en troværdig, ansvarlig institution for mennesker af samme køn’. Dermed vil Danmark blive foregangsland for den videre globale udvikling, og den danske, lutherske kirke, det danske folk og Danmarks dronning, folketinget og regering vil (måtte Gud forbyde det) blive det ulyksalige Sodoma-eksempel den hele verden vil følge.

Om dette er der meget mere at sige, hvilket jeg fremover vil gøre mit bedste for at sætte på skrift. Må Gud og de mennesker, som Herren kalder dertil, hjælpe mig at fuldføre denne opgave. Må Gud bevare Danmark for denne skændsel…


2017-06-28

NU STÅR DE DER!

Efter 23 dages skibsrejse og 40 års udenlandsfærd er de to pilgrimsvogne nu på plads i Horsens

Lørdag, d. 24. juni 2017 kørte de to beboelsesvogne, som er Johny og Gisèle Noers fremtidige hjem, de sidste 100 meter ind på den lille kolonihavegrund i Horsens, som er erhvervet til formålet. Deres sønner (med koner) var fra forskellige steder i landet troppet op for at manøvrere de store vogne (på sidste afsnit af deres 40-årige rejse) i styrtende regn gennem den snævre kolonihavebebyggelse. Den besynderlige ’kolonisering’ vakte ’de indfødtes’ nysgerrighed, og der samlede sig hurtigt en flok ’tilskuere’, som – set med deres øjne – på stedet kunne forudsige, at ’dette projekt umuligt kunne lykkes’! På et tidspunkt så det ud til, at de fik ret – men ’naboerne’ havde ikke taget højde for, at ’drengene’ havde livserfaring i at bringe pilgrim konvojen på plads.

Nu står de dér! Og det ser ud til, at de er kommet for at blive.

 

FEM ANBEFALINGSSTJERNER

Ugeavisen ’Udfordringen’ gav d. 11. juni musicalen ’Bispekraven’, som blev opført ved Reformationsjubilæet i Haderslev i pinsen 2017, en flot anbefaling med på vejen. Med fem ’udsagn’ anbefales opførelsen. Anmeldelsen, som er skrevet af Bodil Lanting og Krista Revsbech, giver fem følgende stjerner:

1. Fremragende stemmer, god mimik, tydeligt skuespil

2. Skarpe tekster med vigtig pointe

3. Genkendelsens glæde, rent melodisk – smukt akkompagnement!

4. Vejledende storskærm – fungerer godt.

5. Afladskræmmeren er dygtig og afslutningssangen medrivende… Sagen er vigtig!

 

Firespaltet anmeldelse af musicalen ’Bispekraven i Udfordringen

 

HVAD MINISTEREN GLEMMER

Daværende kirkeminister, Manu Sareen, har på Facebook sendt en lykønskning til ’alle de (homoseksuelle) par, som er blevet gift de sidste fem år’. Lykønskningen sker i forbindelse med femårsdagen for gennemførelsen af den lov, som gjorde det muligt for par af samme køn at blive viet af en folkekirkepræst i folkekirken. Manu Sareen skriver:

"Tiden går hurtigt, og jeg kan huske, hvordan DF, Tidehverv og Luthersk Mission for netop fem år siden tordnede mod forslaget." Manu Sareen fortsætter: "Jeg er sjældent blevet beskyldt for så mange uhyrligheder. Det var alt fra ’enden på folkekirken’ til at ’sammenhængskraften i Danmark var i fare’." Den tidligere minister slutter: "Tja, det er sgu gået meget godt siden, og når jeg kigger ud af vinduet, så består gode gamle Danmark stadig!" Facebook-replikken afrundes med følgende: "Jeg er stolt over at bo i et land, hvor der er højt til loftet, og hvor vi hylder mangfoldigheden og frisindet…"

"Tiden går hurtigt," skriver den tidligere kirkeminister – og så medregner han ikke årene fra 2002 - 2011, hvor han sad som medlem af borgerrepræsentationen i København for Radikale Venstre. Det var i de år, hvor han groft misbrugte sin stilling ved at ændre ordlyden af det strengt officielle vielsesritual, som han havde tilladelse til at anvende ved den borgerlige vielse af samme køn. I sin selvbiografi roser han sig af at have udført denne lovovertrædelse. Han skriver: "Jeg brugte ordet ægteskab for partnerskab."

Hvad der egentlig sket bag kulisserne ved den danske superhastige gennemførelse af 2011-12 loven, der afløste homo-begrebet ’partnerskab’ med det traditionelle udtryk ’ægteskab’ (der indførtes for kirkelige vielser af par af samme køn) lyder i dag som en TV-horrorstory. En moderne gyser, der lidt efter lidt må give borgeren den urovækkende anelse, at her er der noget bedragerisk på færde. Her er der ’nogen’ eller ’nogle’, der har foretaget sig ’noget’, der ikke tåler dagens lys! Mørkets gerninger, som bevidner, at der er ministre og dommere, bisper og politikere, der ikke har rent mel i posen! En Shakespeare-’thriller’ som ’Hamlet, the Prince of Denmark’: En 400 år gammel ’Hamlet-forudsigelse’, der hvert år bliver udtalt på teaterscenen ved ’den sorte port’ på kongeslottet Kronborg, i Helsingør med ordene: "Something rotten in the state of Denmark (1.akt, 5. scene, vers 65). Dette er, hvad der skete i Danmark, og som den tids ministre nu praler af. Lad derfor alt dette få en ende! Lad os kaste lys på denne misgerning – og det på en måde, så den øvrige verden advares ved at høre derom…

Læs mere om dette emne på grundlovssiden (http://www.medgrundlovskallandbygges.dk) fra torsdag d. 29. juni under menupunktet ’Retsopgøret’, artiklen: LOVENS DYBERE MOTIV.


2017-06-21

FARVEL

Med en stille undren erfarer jeg, at min gamle ven og medstrider, Rino Lange, ikke længere er iblandt os. Stille er han sovet ind, og Herren har taget ham hjem i hans 83. leveår. Det ord fra Skriften, der står klart for mig, er dette: "Troen har han bevaret!" (2.Tim.4:7).

For de mange år siden, da bevægelsen ’Unge Kristne’ løb af stabelen, var vi et lille triumvirat, der ledede slagets gang: Johannes Facius, Rino Lange og mig selv. Rino førte an i den afdeling af arbejdet, der gik under betegnelsen ’Operation Josua’, og han stod stærkt og udholdende for opbygningen af den base, der hed ’Pedersminde’ uden for Odense. Jeg husker med hvilken ildhu og klarsyn, han fik bogen ’Udvikling eller Skabelse’ trykt, og hvordan han med en bibeltro forkyndelse stod bag arbejdet i Soli Deo Gloria (Huset i Knabrostræde) samt den senere opbygning af den deraf følgende menighedsplantning i København. Da vor Pilgrim Convoy for tyve år siden skulle sejles fra Odessa til Israel, beklagede han, at hans shippingfirma ikke havde skibe i Mellemøsten ’men det må vi så klare på en anden måde’, sagde han (med det for ham så karakteristiske blik i øjet). Og det gjorde han med en så stor hjælp, at operationen få uger senere kunne gennemføres.

Idet vore tanker går til hans kære hustru, Else, og hele den store familie, siger vi Herren tak for den rige tid, vi fik sammen, og jeg ved, at mange af den generations unge i denne time bøjer hovedet i den samme taknemlighed til Gud.

Når Ny Testamentes apostel om sig selv udbryder: "Jeg har bevaret troen"… tilføjer han i samme åndedræt: "og jeg har glædet mig til Hans tilsynekomst." Med den stille forventning er Rino vandret derhen, hvor netop denne længsel opfyldes, og den evige glæde aldrig, aldrig, ophører… Farvel!

(Begravelsen finder sted lørdag d. 24. juni kl. 14:00 fra Højnæs Kirke, Højnæsvej 60, 2610 Rødovre).

 

DE HUNDREDE FJENDER

Et hjerte for Grækenland

I forbindelse med ’tiggerloven’, som d. 15. juni blev gennemført i Danmark, har jeg på hjerte at berette om den lille Roma-familie, som blev vort hjertebarn under vort treårige ophold i Grækenland. Mens vi nu selv søger at etablere os med et par af vore beboelsesvogne på en lille kolonihavegrund i Horsens, så strider Roma-familien i Grækenland i disse timer med at få anbragt vor gamle, store scenevogn (som vi har givet dem) på en dertil erhvervet grund i en lille by 20 km fra Korinth. Det bliver ikke let for dem! For det første er vi ikke til stede og kan hjælpe dem, for det andet er det en teknisk vanskelig operation at få den store vogn bragt til sit bestemmelsessted, og for det tredje har hundrede borgere holdt møde om, at ’Romaer ikke skal bo i deres nabolag’.



 

Det 9-kvadratmeter store telt er ødelagt og ukendte gerningsmænd. Romafamilien søger nu selv at bringe den gamle scenevogn ind på den dertil erhvervede grund.

Vi har (fra Maria i Grækenland telefonisk) fået besked om, at Roma-familien vil arbejde med en dertil medbragt traktor, der har den størrelse, som er nødvendig, samt at de vil få hjælp af ’deres egne’. Hertil kommer, at situationen er så tilspidset, at familien næppe har anden udvej for at få tag over hovedet end at gribe til denne operation. Endelig har vi (inden vor afrejse) gjort vognen klar til at kunne flyttes; den er blevet tømt og står parat til den nødvendige ombygning, som vi da vil foretage, når vi atter besøger vor stadigt opererende base i Grækenland i midten af august.

Men lad mig nu her fortælle baggrunden for denne Roma-indsats – både, hvad vi har oplevet i Grækenland – og i en mere uddybende artikel på grundlovssiden www.medgrundlovskallandbygges.dk, hvad der i øjeblikket er ved at ske med hensyn til de danske myndigheders skånselsløse holdning over for Roma-folket!

 

HVOR NØDEN ER STØRST

I en årrække har min søn og svigerdatter, Phillip og Maria, gennemført et påskønnelsesværdigt, humanitært arbejde i en Rom-ghetto i Korinth i Grækenland. Bistået af professionel lægehjælp fik de Roma-lejrens 500 børn vaccineret. Det var første gang, at disse børn blev offentligt registreret (idet det medicinsk er umuligt – på en ansvarlig måde – at gennemføre de nødvendige vaccinationer uden samtidig at oprette og udstede vaccinationskort), hvilket faktisk er ensbetydende med, at det arbejde, som stedets kommunale myndigheder for længst skulle have udført, nu blev gennemført af borgere, der på frivillige basis greb ind, hvor nøden var størst. Jeg er overbevist om, at denne aktion i Korinth har reddet små menneskeliv!

Den omtalte Roma-ghetto er mildest talt et ’klondike’ af affald og narko-mafia-kriminalitet. Det er ikke ufarligt at påtage sig en gerning i dette forbryderiske tiggermiljø – og et barn, der vokser op under disse forhold, har på forhånd sin mere eller mindre kriminelle, fremtidige løbebane aftegnet. Politiet går kun ind i området, når de er mandstærke og bevæbnede.

Min svigerdatter, Maria, fortæller i den forbindelse, at når hun på dagligbasis besøgte den lille, humanitære ’station’ (som var oprettet for at give Roma-børnene lektiehjælp) var hun aldrig bange. "Der var kun én, jeg var bange for," fortæller hun, "og det var lederen af narko-kartellet, Costa. Bare jeg så ham, løb det mig koldt ned af ryggen. Han var farlig og indjog mig skræk og rædsel, når han var i nærheden."

Ad underlige og for mig ukendte veje fik denne narko-leder, Costa, for nogen tid siden et ’møde med Gud’. Han ophørte på stedet med sin ulovlige virksomhed, og det lykkedes ham (trodse alle trusler) at få sin familie med ti børn bragt helskindet ud af ghettoen.

Han fik sig lejet ind i et fattighus, hvor han (arbejdsløs) i to små rum overlevede den første desperate, økonomiske krise i Grækenland. På det tidspunkt kom vor lille mission ’Et hjerte for Grækenland’ til undsætning, og det lykkedes os (over et par år) at købe ind til (at fylde det køleskab, som blev anskaffet), så at deres store børneflok ikke led nød. En vaskemaskine, en stor brændeovn til vintermånederne, tøj og sko til børnene, julegaver, benzin til den lille smadrekasse af en bil, som bragte børnene til skole o.s.v.

Vanskelighederne oversteg imidlertid vore muligheder, da familien blev husvild og måtte overnatte i det fri. Børnene hostede, og vi fik sørget for midlertidig indkvartering. I det tidlige forår 2017 var familien igen uden tag over hovedet og blev da nådeløst af politiet jaget bort fra de tomme, åbne bygninger, hvor de søgte ly.

En varmhjertet, tysk forretningsmand og hans hustru hørte om sagen, og de købte et lille stykke jord i Grækenland, hvor vi kunne anbringe en af Pilgrim Konvojens større vogne, der da kunne indrettes til beboelse. Da naboerne hørte, at en Roma-familie skulle bo på det stykke jord, samlede de i deres forbitrelse 100 græske borgere til et protestmøde. Myndighederne søgte at få sigøjnerfamilien fordrevet – men Romafaderen, Costa, stod med en kopi af skødet i hånden; politiet kunne ikke fjerne det lille telt, som vi for en kort periode havde stillet op på grundstykket. Teltet er nu blevet ødelagt af ukendte gerningsmænd, og familien søger i øjeblikket at få den store, tomme beboelsesvogn kørt ned fra den bjergside, hvor den er placeret for derefter at få den bragt ind på det ’fjendtlige område’, som imidlertid er beskyttet af et lovligt dokument, der bevidner, at den forfulgte sigøjnerfamilie har en legat ret til at bo der.
 


 

Da Roma-faderen til de ti børn forstod, at han fik en 9-kvadratmeter telt, som politiet ikke kunne fjerne, løftede han hænderne mod himlen og takkede Gud.

En mere dybtgående artikel vedrørende den nye ’tiggerlov’, som i midten af juni er blevet gennemført med henblik på at fængsle og fjerne Roma-familier, kan fra i dag læses på hjemmesiden www.medgrundlovskallandbygges.dk

 


2017-06-14


 

FREMTIDENS PRÆDIKEN

Ikke mindst på kajen i Esbjerg, hvor jeg sammen med en dejlig flok af kristne brødre og søstre – med Moses Hansen i spidsen – modtog to af de af pilgrimkonvojens gamle ’sigøjnervogne’ (som for 40 år siden blev indskibet fra den samme havn) blev jeg stillet spørgsmålet: Hvad vil du nu foretage dig, efter at være kommet hjem til Danmark?

En del af svaret på dette spørgsmål (forekom det mig) blev mig givet, da jeg fik anledning til at deltage i en ganske særlig missionskonference i begyndelsen af juni. Den fandt sted på Apostolsk Kirkes Højskole i Kolding, og da jeg netop i de dage sammen med Gisèle befandt mig hos familien i samme by, var det mig en glæde, at min svigersøn Johannes og min datter Charlotte (som var indbudt fra deres missionsarbejde i Moldavien) hentede mig, så at jeg i et par dage kunne opleve det varme fællesskab, som fandt sted.

Da Peter Prothero, som er medforstander på skolen og seniorpastor i Equippers Church i London, talte om nødvendigheden af at gøre kirkens søndagsgudstjeneste ’mindre afskrækkende og mere tiltrækkende’ for kirkefremmede (og kunne dokumentere sin forkyndelse med at fortælle, hvorledes hans London-menighed var vokset fra et halvt – til otte hundred medlemmer) – så mener jeg, at Herrens Ånd i den forbindelse bekræftede et syn, som jeg har i mit hjerte med henblik, hvad jeg fremover skal søge at gøre for Guds Rige i Danmark.

I sin levende fremførelse af budskabet om ’kirkens vækst’ omtalte Peter Prothero bl.a. skriftafsnittet fra Ezekiels Bog det 47. kapitel, som handler om den levende vandstrøm, der på et tidspunkt vil springe ud fra Jerusalem-templets indgang. Afsnittet lyder sådan: "Derpå gik manden (som havde en målesnor i hånden) ind i vandstrømmen – og da han havde målt 1000 alen, lod han mig gå gennem vandet, vand til anklerne! Da han atter havde målt 1000 alen, lod han mig på ny gå gennem vandet, vand til knæene (Ez.47:3). Denne ’vand-vandring’ fortsætter med 1000 alen-målinger … indtil ’vandet var så højt, at man ikke kunne vade over til den anden bred’. Det fortælles afsluttende i denne bibelske beretning, at denne tempelstrøm af levende vand løber ud i ’salthavet’, og det bliver sundt, så at det vrimler med fisk (v.9-10).

I forbindelse med sin interessante undervisning om ’kirkevækst’ efterlyste London-pastoren flere prædikanter, som fra nu af kunne hjælpe moderne nødstedte sjæle til ’at gå den første vandring’, hvor man kun førte de søgende frem ad de første 1000 alen (med vand til anklerne). Med glæde så jeg, at ikke få unge forkyndere meldte sig til denne nødvendige opgave. Selv hører jeg næppe længere med til denne ’unge, stab’. Det er min beskedne opfattelse, at det er ’den næste opmåling’ af tempelstrømmen – den, hvor forkyndelsen i det mindste ’når til knæene’ (Ez.47:4) – som jeg og andre af min generation er kaldet til.

Det fortælles i den forbindelse om en flok amerikanere, som for nogen tid siden stillede på kontoret for de kommunale myndigheder i En-Gedi ved Dødehavet i Israel. "Vi vil gerne købe fiskeretten til ’at sætte net’ ud i Salthavet," forklarede de. De ansatte jødiske embedsmænd bad dem smilende om ’at betale ved kasse ét’. Let hovedrystende og med spøgende sideblikke til hinanden udfærdigede de et dokument, som gav den tilladelse, som ’disse amerikanere’ anmodede om. Endnu den dag i dag fortæller kommunalfolkene i En Gedi (med en vis overbærenhed) denne historie. Imidlertid siger et gammelt ordsprog: "Den, der ler sidst, ler bedst…"

… thi, med henblik på tempelstrømmen, som en dag skal løbe ud i Salthavet, siger Skriften: "Hvor dette vand løber ud i havet, bliver vandet sundt… alt skal leve, hvor vandet kommer hen; fiskene skal stå ved En Gedi og udspænder deres fiskegarn… (Ez.47:8-10).



 

ESBJERG KAJ – PRÆDIKENEN

Det bibelord, som blev levende for mig, og som jeg forstod, at Herren ville, at jeg skulle prædike ved modtagelsen af de to beboelsesvogne på kajen i Esbjerg d. 12. juni 2017, er dette: "Og med mange andre ord vidnede Peter og formanede dem og sagde: "Lad jer frelse fra denne forkvaklede (vanartede) slægt!" (Ap.G.2:40)

"Der vil nu komme en tid," begyndte jeg, "hvor dette skriftord vil gå i opfyldelse! Mange vil (som der står skrevet) ’Lade sig frelse’. Dette vil ske på grund af tidens svære – ja, undertiden desperate omstændigheder – men yderligere foranlediget af det ord, som bliver forkyndt. Peters pinseprædiken indeholder nemlig en klar henvisning til, at når det drejer sig om en slægt, som er ’vanartet og forkvaklet’, så må de, der søger at undslippe denne ’omklamrende’ tidsånd samarbejde med Guds Ord og Guds Ånd – "og af samme grund," fortsatte jeg, "betoner apostelen på pinsefestens store dag i Jerusalem, at de mennesker, som vil ud af ’forkvaklingens jerngreb’ ikke blot ’bliver frelst’. Nej, ’de lader sig frelse’. Netop dette er (fra de fortabtes side) en ny villighed til at efterfølge Guds kalden. Ja, præcis dette er, hvad der venter evangeliets forkyndere i dette (som det andre steder hedder) ’perverse slægt’.

De moderne teologer, som hævder, at en synder ikke behøver ’at blive frelst’, bør stilles til ansvar med Skriftens ord, som klart erklærer, at der her er tale om ’frelse’. Det er jo (uomtvisteligt) grundtekstens tydelige begreb, som Peter her bruger: ’Lad jer frelse’!

Når pinsedagens apostel omtaler ’denne slægt’, henvender han sig til sine samtidige. Det samme er Åndens inspiration for den aktuelle prædiken; den har ikke nødig at beskæftige sig med gamle ’historiske tilfælde’ eller noget, som kan forventes i en fjern fremtid. Åndens budskab til menigheden og til en fortabt generation sigter på dagen i dag.

Beretningen i Apostlenes Gerninger fortsætter med følgende: "De, som tog imod hans ord blev døbt, og den dag blev der føjet tre tusinde sjæle til" (v.41). Pinsedagen er – var og bliver en ’Helligåndens dag’. En vækkelsens dag – og der kan på sådanne dage forventes en stor indhøstning af fortabte, forpinte, underkuede sjæle, der har måttet henslæbe deres tilværelse under syndens og dødens trældoms åg! Det første, de befriede længes efter, er, at ’komme gennem vandet’. De vil fremover i tusindvis blive døbt – og dette sker, efter at hver eneste af dem er kommet til en personlig tro (og derfor på egne vegne har modtaget Guds Ord)…

"Åndens værk inkluderer," sluttede jeg min prædiken på Esbjerg Kaj, ’at de, som ’blev føjet til’ ikke (inden for uger) forsvandt igen. Nej, ’de holdt fast ved 1) apostlenes lære, 2) fællesskabet, 3) brødets brydelse og 4) bønnerne’ (v.42).

Hvor dette sker, er ny vækkelses indhøstning bevaret for evigheden…

Efter at jeg på Esbjerg-kajen havde afleveret dette budskab (som et forsøg på at besvare det spørgsmål, hvad jeg nu forventede, ville ske) blev vore to beboelsesvogne hægte på to store, flotte traktorer, og det lille vogntog satte sig i bevægelse med retning mod Ølgod. Her stationeres vognene i nogle uger, indtil den lille kolonihavegrund i Horsens bliver klargjort til at modtage dem.

(Læs på grundlovssiden www.medgrundlovskallandbygges.dk under menupunktet ’Retsopgør’ mit indlæg: ’Gud afsætter og Gud indsætter - 161).

 


2017-06-12

Se: Pilgrim Convoy tilbage i DK efter 40 år -
Velkommen Giséle og Johny Noer, klik HER!

Se: Vi er på plads i Esbjerg Havn sammen med Johny Noer, klik HER!


2017-06-10

VELKOMST PÅ ESBJERG HAVN

Efter 40 års tjeneste i det fremmede vender to af den danske pilgrim konvojs ’sigøjnervogne’ tilbage til Danmark. Mandag, d. 12. juni kl. 19:00 bliver de kørt ud af Esbjerg Havn, hvorfra de for de mange år siden blev indskibet på Englands Færge ’Dana Regina’ for at blive sejlet til missionsrejsens første station i England.

Tilbagekomsten bliver 18:15 på ankomstdatoen (d. 12. juni) fejret i en lille ’velkomsthappening’ på havnen. På parkeringsområdet Saharavej 3, Esbjerg. Begivenheden, som bl.a. angiver, at Johny og Gisèle Noer nu efter 40 års tjeneste i udlandet vender tilbage til Danmark, vil blive transmitteret over web.tv. og en radio-rapportage. Alle er velkommen! Tag flag og kaffe med.


2017-06-07

KAMPEN MOD ROM IKKE TIL ENDE

Med glæde og medleven måtte jeg synge med på de gamle, smukke salmer og lytte til oplæsningen af pinsens bibeltekster, da den store 500-års jubilæums gudstjeneste fejrede reformationen i Haderslev Domkirke. Jeg mener, at kunne spore, at prædikanten tabte dronningens interesse, da han forvildede sig ind i nogle personlige spekulationer om forholdet mellem humanismen og evangeliet (som han varmt anbefalede) – og det var med bedrøvelse, at jeg overværede, hvorledes det afsluttende ord blev overgivet til en katolsk biskop og derefter statsministeren, som dermed fik anledning til at markere en plads i reformationsfejringen, som de begge udnyttede til deres egen fordel.

Den katolske biskop fik lov til i en længere bøn at udbrede sig om sin omsorg for alle de nødlidende – og havde med henblik på reformationens opgør ikke ét bekendelsens ord at skulle udtrykke angående de 50 millioner torturerede dødsofre, som middelalderens katolske inkvisitioner har på samvittigheden.

Et par dage før det store medieopbud i Haderslev Domkirke, blev ’de nye 95 teser’, som beretter om, at ’kampen mod Rom ikke er til ende’, og som detaljeret klarlægger ’protestanternes endelige opgør med stat og pave’, slået op på Domkirkens dør. Inden for kort tid blev ’De nye 95 teser’ fjernet – men det er min personlige overbevisning, at dette skrift på sin egen måde vil blive fremmet af Guds Helligånd.

Det samme gælder den musical-koncert, som er blevet komponeret og forfattet til anledningen. I sammenligning med det gigantiske reformationsscenario, som løb af stabelen i den pinse-weekend, så vakte vor reformationsopførelse ikke den store opsigt – men det samme vidnesbyrd lever i mit hjerte; Herrens gode Helligånd er ikke færdig med dette værk. Det lille, men højt kvalificerede, seje musicalteam, vil dukke op igen! (I de første to sommermåneder er der af naturlige årsager ikke meget, som kan udrettes) – men sidenhen vil Guds gode Ånd føre denne sag (og dette budskab) ad veje, som endnu er ukendte.

Det er min umiddelbare opfattelse, at musicalen og ’de nye 95 teser’ vil gå hånd i hånd – og at helt aktuelle begivenheder vil bane vejen for, at dette samlede budskab kommer til orde.

Få dage før reformationens festligheders klimaks blev ’de nye 95 teser’ anbragt på Domkirkens dør i Haderslev. De blev indenfor kort tid fjernet… Teserne foreligger nu i et skrift, som for kr. 75 kan bestilles på Pilgrim Forlaget: allan@godisable.dk


2017-06-03

KLIK HER FOR AT LÆSE OM DE NYE 95 TESER

KLIK HER FOR AT LÆSE PRESSEMEDDELELSEN:
NYE 95 TESER PÅ KIRKENS DØR


2017-05-31

KRISTI SUVERÆNE HERREDØMME

I den uge, der har ført op til opførelsen af musicalen ’Bispekraven’ (som har premiere i kulturhuset i Haderslev i pinseweekenden d. 3. - 4. juni begge aftener kl. 19:00), har en forbitret åndelig strid stået på! Der findes faktisk ikke det moment i forberedelserne, som ikke har været under de heftigste angreb; jeg har derfor på hjerte i dette ’nummer’ af profetisk journal at videregive noget af det skyts, som Herren i slagets gang har udrustet os med. Det gør jeg, fordi jeg i kampens hede har fået en klar forestilling om, at der er mange af Herrens tjenere og tjenerinder, som i disse dage er udsat for den samme målrettede beskydning – og det er i øjeblikket af betydning, at vi indbyrdes udveksler erfaringer. Lad mig derfor berette følgende:

En tidlig morgen i begyndelsen af denne uge, hvor jeg fik nogle ildevarslende Sms’er, var jeg et øjeblik i stille bøn. Pludselig lød det kendte lovsangskor tydeligt i mit hjerte – og med en sådan ’påtrængenhed’, at jeg med min rustne morgenstemme måtte synge med derpå.

"Du har alt i Din hånd,

Du har alt under kontrol

- og når jeg dig priser,

jeg ser, hvem Du virkelig er
- ja, når jeg Dig priser,
jeg ser, hvem Du virkelig er."

Ikke mindst den sidste halvdel af dette lille lovsangskor talt til mit hjerte. Som aldrig før blev det levende for mig, at der ikke er grund til atter (for 117. gang) ’at sætte Herren ind i vor situation’ ved på ny at gentage for Ham alle vore ulyksaligheder – men at i samme øjeblik lovprisningen og taknemligheden tager over, så bryder åbenbarelsen igennem, og vi får igen øje på Kristi suveræne herredømme.

Samme morgen ledte Guds gode Helligånd mit (tror jeg) – til at læse et vers fra det 15. kapitel i Åbenbaringsbogen. Der står følgende skrevet:

"Og jeg så noget ligesom et glashav isprængt med ild, og jeg så dem, som var gået sejrende ud og kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå ved glashavet med Guds harper i deres hænder…" (v.2. gl. oversættelse).

Da jeg i en telefonsamtale ville dele dette skriftord med en god ven, havde jeg i det øjeblik kun vor nyeste 92-oversættelse af Ny Testamente ved hånden; jeg blev da ved oplæsningen skuffet over, at der i denne nyere gengivelse var skrevet, at ’glashavet var blandet med ild’. Jeg mener, at den gamle oversættelse: ’isprængt med ild’ er mest troværdig. Det drejer sig nemlig for tiden ikke om en eller anden ’glad sammenblanding’ – nej, det åndsbårne er ’isprængt med ild’. Det karismatiske handler nemlig ikke kun om lidt ’personlig opbyggelse’, hvor nogle kristne ’taler i tunger’ (1.Kor.14:4) – nej, Helligåndsdåben er ’isprængt med ild’… d.v.s. at den indeholdt det for djævelen dødsensfarlige element, at Guds børn begynder ’at tale profetisk’ – og det ’er større end dette at tale i tunger’ (v.5).

Den tid, som nu ligger foran Kristi menighed, kan ikke imødegås (i nogen form for åndeligt opgør) af en flok selvsøgende ’tungetalere’, (som udelukkende er optaget af deres egen opbyggelse) – nej! "Den, der taler profetisk opbygger menigheden" (v.5). Det, som er ’blandet med ild’ (ny oversættelse) har ikke den fornødne styrke; det, der er ’isprængt med ild’ sejrer…

 

EN VIGTIG KORREKTION

Det omtalte skriftord fra Åbenbarelsesbogen omtaler en ganske bestemt flok af Kristi medstridere. De benævnes ikke blot med denne betegnelse (’medstridere’) – men udpeges, som (citat): ’dem, der er gået sejrende ud af kampen’ (v.2 gl. oversættelse).

Politikens gamle, farverige chefredaktør, Herbert Pundik, udtalte en gang (i forbindelse med hans personlige tilhørsforhold til Israel)… at ’vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at bevare freden – men bliver vi tvunget til krig, skal vi vinde den’!

Den kamp, som de kristne nu står overfor, er blevet dem påtvunget. "Det blev givet det (dyret)," hedder det, "at føre krig mod de hellige (Åb.13:7)," hvilket vil sige, at Kristi sande efterfølgere ikke har noget valg. Den åndelige krigs bitre vilkår bliver dem pålagt.

I den forbindelse vil jeg her tillade mig at foretage en vigtig korrektion. Det hedder nemlig i skriftsammenhængen: ’det blev givet dyret at føre krig mod de hellige’, hvorefter det tilføjes: ’og sejre over dem’ (Åb.13:7), hvilket har fået mange Kristi stridsmænd til sukkende at lægge sværdet til side med ordene: "så nytter det jo ikke noget at kæmpe videre! Sejren er jo i dette tilfælde på forhånd blevet ’givet til dyret’."

Denne opfattelse (og tolkning) af det omtalte bibelord er – vil jeg påstå – en absolut fejltagelse! At dyret ’får givet at sejre over de hellige’ betyder her, at der i denne nådeløse endetidskamp gives de stridende parter lige vilkår; krigens regler er ’fair’ ( - forstået på den måde, at vilddyrets nederlag ikke bare er givet på forhånd!)

Denne (for adskillige overraskende) påstand knytter jeg til det afslørende indhold af den påtrængende propaganda, som allerede nu med djævelske jungletrommer (udfordrende) råbes til de troende: "Hvem er dyrets ligemand? Hvem formår at kæmpe mod det?" (Åb.13:4)

Denne provokerende handske, som i dagens Danmark er kastet helt ind i kirkens gudstjenesterum, har kirkens Herre taget op! Han stiller nu med et folk, ’der er dyrets ligemand’, forstået på den måde, at ’det formår at kæmpe mod det’ (v.4)

- og dette folk vil ikke tabe krigen, nej ’det vil gå sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal (Åb.15:2).

( Læs i den forbindelse Ef.6:11-20)


2017-05-24

MARIA – PINSENS HOVEDPERSON?

Efter at Haderslev Domkirke i anledning af reformationsjubilæet for nogen tid siden ved opførelsen af et velanskrevet teaterstykke genlød af de i manuskriptet angivne katolske ’bønner og påkaldelse til Maria, Jesu moder’ – blev der offentligt udtrykt en vis anfægtelse ved, at sådanne katolske bønner (ved en fejring af reformationen) skulle høres i en luthersk katedral. Begivenheden fik en særlig betoning, da der i et efterfølgende dagbladsinterview blev stillet skarpt på denne hændelse, yderligere faldt udtalelser om, at ’et særligt nærvær af Maria, Jesu moder, ved denne opførelse kunne fornemmes’.

En sådan personlig holdning og trosopfattelse er lykkeligvis tilladt i det danske, frie, protestantiske samfund. Spørgsmålet er blot, om der fortsat bør gives anledning til anfægtelser af netop denne art i 500 års-fejringen af reformatorernes opgør med Roms falske lære om Maria. Om dette har jeg følgende at forklare:

I forsommeren 1979 meddelte det tyske, katolske nyhedsbureau (KAN) følgende bemærkelsesværdige ordlyd: Pave Johannes Paul II har tilladt en ny Maria-helligdag. Den skal holdes pinsemandag, hvor Maria skal æres som ’vor kirkes moder’.

Det viser sig, at daværende ærkebiskop Franjo Kurahic fra Zagreb havde anmodet paven om indvielsen af denne nye helligdag (som han samme år – som en særlig pavelig ordning med Polen -) gennemførte for eksil-kroaterne i Mariental, Rheingau).

Denne usædvanlige og skelsættende hændelse må i pinsen i reformationsåret 2017 ikke forglemmes! Når Danmarks dronning i dette reformationsår deltager i pinsegudstjenesten i Haderslev domkirke, kan hun glæde sig over, at hun ikke (må Gud forbyde noget sådant) skal lytte til en katolsk prædiken om ’Maria som kirkens moder’.

Om alt går vel, vil det sikkert i den reformationsgudstjeneste blive forkyndt, at Helligånden blev udgydt i den første pinse, og at det er Guds Ånd (som uafbrudt viser hen til (ikke Maria, men) Jesus, der af reformatorerne ses som kirkens oprindelse.

Den 14. marts 2012 offentliggjorde det katolske magasin for kirke og kultur en tysk tekst, der fortsat i dette 21. århundrede taler pavens sprog med sætningen: "Hvis der ikke gives nogen kirke uden pinsen, så gives der ej heller nogen pinse uden Maria! Maria er Guds moder og kirkens moder – og dette moderskab varer ved til tidernes ende."

Idet denne tekst henviser til Ap.G. 1:14 (hvor der står skrevet at Maria, Jesu mor, var i endrægtig bøn sammen med Hans brødre) lyder følgende erklæring: "Maria står som begyndelsen på Jesu jordiske liv – og det er med Maria, at kirken sidenhen tager sine første skridt."

Den 2. juli 1911 indførte Pave Pius X en begrænsning af kirkens helligdage til kun at være otte. To af disse var indviet til henholdsvis ’Marias ubesmittede undfangelse’ og ’Marias himmelfart’. Begge uden den mindste antydning af skriftens bekræftelse – og nu blev ’en tredje’ Maria-helligdag forslået: 2. Pinsedag som ’Maria, kirkens moder’…

(Læs videre under Retsopgøret på grundlovssiden artiklen: ’Maria – kirkens moder’?)

Har Maria en plads i Kristi kirke som ‘kirkens moder’?

 

FRELSERINDEN

Da jeg på en solrig morgen d. 21. maj afleverede et lille bundt manuskripter til min mangeårige sekretær, Maria, (som bor i en nabovogn på bjergsiden uden for Gamle Korinth) var hun lettere opbragt over, hvad hun allerede havde skrevet til dette nummer af Profetisk Journal (om den katolske kirkes Maria dyrkelse)…

Maria kommer selv fra den tyske Romerkirke, og har fra sine unge år bevaret en salmebog med 1000 katolsk inspirerede sange. Den sidste del af salmebogen er dedikeret til lovsange, der udelukkende henvender sig til Maria. "Her kan du selv se," udbrød hun, "at det er usandt, når de katolske teologer fortsat erklærer, at de ikke tilbeder Maria!"

Den sortindbundne, vægtige salmebog med det gyldne kors har bl.a. en sang på side 991, som jeg ser, at ’vores’ Maria (efter at hun gav sit liv til Jesus) har overstreget med blyant og to gange fornægtet med ordet: "Nein! Nein!"

Salmebogen, som er trykt i 1975 og befordret af biskoppen i Münster, har titlen: ’Gotteslob’ – men burde faktisk have tilføjet titlen: ’Maria-Lob’, fordi en tydelig tilbedelse af Maria, Jesu mor, udgør hele sangbogens sidste del.

Med det gentagne kor: ’Maria, uns zum Heil geboren’ (Maria – du, som blev født til vor frelse) skildres Jesu moder med følgende ord: "Du hast Gnade und Rettung gebracht" (v.2). – (Du har bragt menneskene nåde og frelse). – "ja, du bist die Retterin" (Du er frelserinden), "Du bist die Arche des Bundes" (Du er pagtens ark).

Sangen er forfattet i 1773 – men er fastholdt uændret i 200 år – og synges i den katolske kirke i dag…

I musical-opførelsen ’Bispekraven’ d. 3.-4. juni 2017(hvor 70 gejstlige går i procession fra kulturhuset ’Månen’ til Domkirken, for dér at modtage dronningen – opføres (i samme kulturhus) den præsidium-anbefalede musical-koncert (der er et direkte opgør med 5 af Roms falske dogmer). Billetter til kr. 75 kan købes ved indgangen.

Den tyske, katolske sangbog med lovsange til Maria, Jesu moder
 


2017-05-18

EFTER 40 ÅRS MISSIONSREJSE

To af de gamle sigøjnervogne, som i 40 år har huset min store, rejsende familie, vender mandag, d. 12. juni 2017 tilbage til præcis den danske havneby, Esbjerg, hvorfra vi med vor Pilgrim Konvoj kort før jul 1980 blev indskibet for at drage til England. Eftersom en del venner har ladet mig vide, at de ønsker at byde de to gamle pilgrim-vogne velkommen tilbage til Danmark, planlægger vi at arrangere en lille velkomst-happening på et nærmere angivet tidspunkt ved et nærmere udpeget sted i havneområdet.

Dermed er ringen sluttet! Efter 40 år vender vi nu tilbage til Danmark for dér at kunne glæde os over den nu store flok af børn og børnebørn – og for, så langt kræfterne strækker, at kunne være med til fortsat at virke for Guds Rige i vort kære fædreland.

Fyrretyve år krydsede den danske pilgrimkonvoj gennem Europa og Israel. De godt 12 nedslidte ’enheder’ (bestående af traktorer, trucks, landrovere og gammeldags sigøjnervogne) plantede i by efter by det store, flotte, firmastede evangelisationstelt (Büsmanns gamle ’stjernetelt’) og kørte da på hvert et sted i samarbejde med de lokale kristne ’den gyldne høst’ af sjæle i lade.

Den 15. marts 1977 drog den første lille del af konvojen til Frankrig, hvor der i et par år blev udført et solidt evangelisationsarbejde. Siden krydsede pilgrimkonvojen med stjerneteltet gennem Danmark for i 1980 i en decemberstorm med skibet Dana Regina at sætte over Nordsøen til England. Herfra fortsatte den 25-årige rejse mod Jerusalem, hvorefter konvojen i mere end en halv snes år lå begravet i ’Zins skrækkelige ørken’ syd for Dødehavet. Her blev den storslåede indsats ’Desert Peace Expedition’ gennemført, hvor 1000 unge jøder og arabere på den gamle karavanevej mellem Jordan og Gaza oplevede et åndeligt fællesskab med kristne unge fra Europa, som ændrede deres liv…

Selv ankommer jeg d. 25. maj til Danmark for i anledning af reformationsjubilæet at tage del i generalprøven på opførelsen af musical-koncerten, ’Bispekraven’ i kulturhuset ’Månen’. Premieren finder sted i pinseweekenden d. 3.-4. juni i Haderslev. (Begge aftener kl. 19:00). Min datter Susanne rejser til Grækenland for at være sammen med sin mor, når hun med bil i den samme periode kører den mere end 2000 km lange vej til Danmark gennem de mange nye republikker i det gamle Jugoslavien…

I stedet for at skulle investere i en ny bolig i Danmark, har Gisèle og jeg valgt at købe en beskeden kolonihavegrund i Horsens for at kunne bringe vort ’rullende hjem’ med os til den by, hvor vor søn, Benjamin, og hans hustru, Lee, i tilknytning til deres hus sørger for en mindre ’vinterbolig’ til os.

På mange måder har vi oplevet Herrens bekræftelse i denne ’sidste rejse’. Flere af vore sønner rejste til Korinth for at give os en hjælpende hånd med at få de to ’veteraner’ (Lavignen og Benjamin og Lees vogn) trukket ned fra bjergsiden i Ancient Corinth (hvor den øvrige del af konvojen stadig befinder sig). På underfuld måde er det lykkedes at få disse to vogne bragt til den græske havneby, Piræus, hvorfra de i 23 dage sejles til Esbjerg.

Foran os ser vi bl.a. en stor opgave i ud fra Herrens ord at gøre Kristi menighed og de danske lovgivere opmærksomme på den højaktuelle profetiske situation, som udvikler sig omkring Jerusalem.



 

HERREDØMMET OVER TEMPELBJERGET

UNESCO har endnu en gang påtaget sig den tvivlsomme opgave at ville ’genskrive’ Det jødiske Folks historie. Som en yderligere forsmædelse har man i en utålelig arrogance valgt at offentliggøre en resolution, der modsætter sig Israels suverænitet over hele Jerusalem på Den Hebraisk Stats 69-årige ’uafhængighedsdag’. Til næste år bliver det 70-året, som fejres, og Israels fjender forbereder allerede nu, hvilken voldelig hån, der i maj 2018 kan kastes ind over den jødiske tempelplads i Jerusalem.

(Når jeg her anvender betegnelsen ’voldelig hån’ og angiver tempelpladsen som det præcise sted for et angreb af den art, tillader jeg mig at anføre, at jeg her taler ud fra en advarende byrde, som Herren i sin omsorg for Israel, lægger på mange hjerter med henblik på særlig forbøn omkring 70-årets Israels ’Independance Day’).

"Lad Dine øjne, Herre, være åbne over dette hus både dag og nat – over dette sted, hvor du har sagt, du ville stedfæste Dit Navn, så du hører den bøn, din tjener opsender, vendt mod dette sted" (2.Krøn.33:7).

Når Israels Gud erklærer, at ’Hans øjne og hjerte altid skal være dér (Tempelpladsen… 2.Krøn.7:16), så vil jeg nødig være i den mands sko, som træder ind på dette sted med noget ondt i sinde… - ja, forbøn for Tempelpladsen i Jerusalem, vil (tror jeg) blive stadfæstet af Gud, så at han skaber en rædsel og en frygt i deres hjerter, som i øjeblikket smeder onde planer’.

"Min tjener David skal altid have en lampe for Mit ansigt, siger Herren… for Jeg har udvalgt den by!" (1.Konge 11:36).

Derfor: Arme den sjæl, som i sin åndelige blindhed med politisk vold og magt søger at slukke denne lampe. Af alle denne verdens ’lyseslukkere’, er de stakler de mest ildestedte, der her kæmper ikke kun mod mennesker men mod Gud!

Til de danske folkevalgte og deres medløbere – ja, den samlede israelsfjendske medieverden, som med denne seneste antisemitiske resolution gennem UNESCO frakender Israel dets absolutte og historiske overherredømme over Tempelbjerget, vil jeg nævne et par vers fra den 48. salme, som fremhæver en evig og åndelig kendsgerning, som ’Jerusalem-efterstræberne’ aldrig vil kunne komme uden om. Jerusalem kaldes her ’Vor Guds stad’(v.1)… ’den Store Konges By’ (v.3), ’Hærskarers Herres Bolig’ (v.9)… og salmen beskriver herefter detaljeret, hvorledes det vil få de allierede magthavere, som meget snart vil samle sig, til for under én og samme kommando at rykke frem mod Den Hellige Stad (v.5).

De har indtil den dag, hvor de står foran Jerusalems mure, ikke manglet ord – ja, der har ikke været ende på deres ideologiske tirader – men i samme øjeblik, de ser Jerusalem i det fjerne, vil de blive som stumme statuer, mundlamme – uden at kunne fremstamme et eneste ord.

"De tier på stedet," skriver salmeforfatteren. ’Derefter flygter de – slået af angst – over hals og hoved’ (v.6). Hvad de har set, fortæller Bibelordet ikke. Skriftverset siger kun, at ’de bliver grebet af rædsel, og at de på stedet taber mælet.

… noget sådant – er det min bøn – bør vente de folk, der har forfattet den her omtalte, afslørende UNESCO-resolution. Som de fra nu af planlægger deres næste skridt og de mere end nogensinde vil gøre krav på hele Jerusalem – skal de lægge mærke til dens ringmur… og vi (fra vor side) har fået besked fra Israels Gud at skulle meddele denne slægt følgende: "Når I har talt Zions tårne og vandret gennem byens borge, så skal I vide, at sådan er Gud – vor Gud for evigt og altid… (v.14-15).

Dette har fået mig til her at offentliggøre et lille stykke bemærkelsesværdigt poesi. Lad mig forklare:



 

LILLE PROFETISK DIGT

Mediernes voksende fokusering på Mellemøsten kan profetisk beskrives på mange måder; ’den sidste store krig’ har således i Gamle Testamente fået betegnelsen ’Gog-krigen’ (Ez.38-39), hvilket jeg her vil belyse på en særlig måde.

Da Gisèle for få dage siden gennemgik sine gemmer (for at medbringe det nødvendigste i vort opbrud for at ’vende hjem til Danmark’) faldt hun over en lille, grøn stiftindbundet bog, der indeholdt 25 digte, som hendes dengang 12-årige Ephraim har skrevet – og som hun (i 2001) fandt så inspirerende, at hun omhyggeligt genskrev dem i det lille grønne hefte.

Forleden aften læste hun nogle af digtene op for mig, og jeg fik den tanke med mellemrum at offentliggøre dem her i Profetisk Journal.

Digtene ejer en usædvanlig dybde, og jeg spørger mig selv, hvor Ephraim har hentet alle disse tanker fra. Det første digt ’Den sidste store krig’ gengiver jeg her. På grund af verserytmen har jeg tilladt mig at tilføje en enkelt stavelse her og der – men ægtheden af digtens ordlyd kan bevises ud fra Gisèles ’grønne bog’. Den indeholder den nøgne tekst, som jeg altså her anvender til nogle kommentarer, der kan vække yderligere eftertanke.

Ephraims første digt i den grønne bog lyder sådan:
 

DEN SIDSTE STORE KRIG

Den hele verden på denne dag
går kun op i denne ene sag!
Hvad mon det er for en sag,
som den hele verden
går op i på denne dag?

Mon ikke det er ’det sidste store slag’,
hvor araberne skal lide
deres sidste nederlag?

Eller er det måske denne Ene Gud,
som dengang fra Egypten
førte hele folket ud
… eller dengang, hvor geværet
stod bag hver dør på klem,
- dér, hvor krigen atter bliver slem?

Vil alt dette atter ske i Betlehem?
Nej! Denne sidste krig så slem…
vil ske i Jerusalem!

(Quéré/Frankrig, august 2001)

I den ovenfor omtalte seneste UNESCO-resolution er det præcis en lang række arabiske stater, som i begyndelsen af maj har fået gennemført endnu en målrettet anti-israelsk tekst, der frakender Israel enhver form for suverænitet over den del af Jerusalem, hvor Tempelbjerget er beliggende… og når profeten Ezekiel i sit 38. kapitel opremser navnene på de nationer, som allierer sig mod Jerusalem (persere, ætiopere, putæere… Togarmas hus… alle i smukke klæder… sabæerne og dedanitterne) – så er det i hovedparten nationer og folkeslag, som lever og ånder under halvmånens skræmmende skær; - ja, der skjuler sig en sær forudviden i den tolvåriges digt, når han omtaler ’arabernes sidste store slag – deres sidste store nederlag’. Ezekiel bekræfter digtets ord med følgende: "Jeg nedkalder alle rædsler over ham (Israels fjende), lyder det fra Den Herre, Herren; Jeg går i rette med ham med pest og blod og ild og svovl" (Ez.38:22).



 

TROVÆRDIGHED

US-præsidenten, som under sin 2016-valgkampagne uden for al tvivl erklærede, at han ’ville flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem’, lader for tiden den halve verden forstå, at man i denne sag godt kan tage ’et skridt frem og tre tilbage’. Imidlertid gør han bedst i (hvilket ikke mange vil gøre ham bekendt med) i denne sag at holde sig til apostelens ord i Ny Testamente, som erklærer: "Så sandt Gud er trofast: det, vi siger til jer, er ikke på én gang ’ja og nej’ (2.Kor.1:18)."

Apostelen forklarer sig nærmere og anvender da nogle ord, der nu – de mange år senere – sætter denne verdens storpolitikere på en test. "Skyldes det vægelsind?" spørger han, "eller plejer jeg i mine beslutninger at lade mig lede af min kødelige natur, så at jeg på én gang siger ’ja, ja’ og ’nej, nej’?" Sandt er det, at beslutningen om flytningen af USA’s ambassade fra Tel Aviv til Israels udelelige hovedstad (’Den Store Konges By’): Jerusalem, er et område med uoverskuelige konsekvenser. Imidlertid er præcis denne sag ikke kun af politisk betydning. Den har en profetisk dimension; den drejer sig om Jerusalems stilling og jødernes suverænitet over Tempelpladsen… og her tillades intet vægelsind!

Da det nu engang drejer sig om troværdighed – dukker kendte ord fra Patmos Rapporten op på skærmen. Her står skrevet, at Jesus Kristus ’er det troværdige vidne’ – og det tilføjes (i samme vers), at Han ’hersker over jordens konger’. – Nu kan man sige meget om de sidste (altså alle præsidenterne og statsmændene, fyrsterne og kongerne) – men en ting er gennemgående for dem alle: ’De er meget lidt troværdige’. De troende kan på denne dag ikke i nogen som helst sammenhæng tage deres ord for gode varer – og slet ikke når det drejer sig om sager, der har med opfyldelsen af det profetiske ord at gøre – men netop i den sammenhæng er det ’en nåde og fred’ (v.4) så sikkert at vide, at Den Éneste, der i dette univers er hundrede procent troværdig… er nu sat som Herre og Hersker over alle de stormoguler, som meler deres egen kage. For at sige det ligeud: Sagen om Jerusalem ligger, Gud ske tak, ikke i hænderne på en US-præsident; den har en højere placering og ordnes personligt af kongernes Konge og herrernes Herre.

"Og jeg så himmelen åben," fortæller Johannes. "Og se, en hvid hest, og Han, som red på den, hedder Troværdig og Sanddru – og på kappen stod skrevet: ’kongernes Konge og herrernes Herre’ (Åb.19:11 og 16)."

Hvad er det for et profetisk udsagn, som US-præsidenten og alverdens storherskere nærmer sig, når de giver sig i kast med Jerusalem, der på et tidspunkt skal blive ’en løftesten for alle folkeslag’ (Zach.12:3) – og om hvilken det advarende er sagt, at ’enhver, som løfter den, skal rive sig på den’ (v.3)? Den forudsigelse, som vor tids verdensfyrster skal holde for øjnene (- ja, skrive med fosforlysende bogstaver på endevæggen i deres soveværelser) lyder sådan:

"Jerusalem udvalgte Jeg, Herren, til bolig for Mit navn" (2.Krøn.6:6). Det vil sige, at den magthaver findes ikke på den store, vide jord, som vil slippe godt fra at handle med Jerusalem i strid med Den Almægtiges vilje.

- Også de danske, politiske beslutningstagere skal i denne sag vare sig, og hvis de (på grund af døgn-propagandaen) stadig ikke har forstået, hvem Gud har sat til at herske over Jerusalem, og hvem Han har sat til ’at bygge Sit Hus’ (Det Tredje Tempel) – så skal de fuldføre læsningen af det omtalte bibelord; der står nemlig følgende skrevet: "… og David udvalgte Jeg til at herske over Mit folk Israel… og en søn, der udgår af hans lænd skal bygge Mit Navn et hus" (v.9).

Det Hvide Hus ligger langt væk – og hvem vil kunne nå det ovale værelse med dette budskab? Dog! Herren har sine veje, og den ensomme mand, der sidder ved skrivebordet foran det amerikanske flag, vil få besøg. Men tingets tjenere på Christiansborg er inden for rækkevidde, og de bør – inden det er for sent – få anledning til at begribe, at en guddommelig udvælgelse hviler over Davids dynasti – og at det en dag (om de kan lide det eller ej) er jødernes konge (ikke palæstinensernes formand) som tager bolig i det jødiske tempel og ikke i en islamisk moské på Tempelpladsen, hvori der i en arabisk frise tre gange er prentet ordene: ’Allah har ingen Søn!’
 


2017-05-10

PATMOS RAPPORTEN

Webmasteren i København meddeler, at der i begyndelsen af maj 2017 har været et af de hidtil voldsomste angreb på denne hjemmeside og den, som hører til foreningen: ’Med Grundlov skal Land bygges’. Webmaster, Lars Schultz, har i flere døgn måttet stride med ’en usynlig fjende’, der har affyret op til 600 missiler om dagen. Sprængstofshovedet på disse ’missiler’ omtales ’internt’ med forkortelsen ’Troj’ – hvilket angiver begrebet ’Den trojanske hest’. Denne er som bekendt det antikke eksempel på, at fjenden (i det skjulte) kaster veludrustede tropper ned bag modstanderens linjer. (De første sådanne ’virusangreb’ af den art blev udført for år tilbage af Israels fjender, som ville lamme IDF’s forsvarsinstallationer omkring Jerusalem). Nu sendes tætte sværme med mere end 11.000 forskellige arter af disse urene fugle … ind over de kristnes digitale forkyndelse, og det kan næppe være nogen hemmelighed, hvem der skjuler sig bag disse ødelæggende virus-affyringsramper. Grunden til, at specifikke kristne internet-bastioner er under sjælefjendens konstante ild – tror jeg – er det budskab, der bringes om Jesus og især om den profetiske forkyndelse om, ’hvad der snart skal ske’.

Som den lille båd tøjret tæt ved molen med det maleriske minifyrtårn ud for Korinth – sådan oplever jeg det dunkle endetidsskriftord, der ustandseligt dukker op i mine tanker. Når blæsten er i nord, så danser den lille skude helt vildt på bølgerne, og når vinden er i syd, ligger den helt stille i den slappe fortøjningsline. Men den ’tager billedet’. Den lille båd med den store endetidsvision presser sig på … den har noget, den vil sige!

Bibelordet, som jeg her tænker på, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Det indeholder en nøje beskrivelse af, hvad der vil ske i den nærmeste fremtid, (når først stormene sætter ind). De lærde er begyndt at få øje på det – ja, det påkalder sig faktisk en stadig voksende interesse i de højere kredse, som studerer den slags ting.

Skriftstedet er selve indledningen til det hemmelighedsfulde dokument, som på det seneste har fået betegnelsen ’Patmos Rapporten’. Det er skrevet for 2000 år siden af den mest elskede (det er i hvert fald hans egen mening) og Jesu tolv disciple. Hans navn er Johannes, og han var er søn af en fisker i Galilæa ved navn Zebedæus.

Den sætning, som jeg med disse indledende bemærkninger henviser til, er de fire korte ord: "Hvad snart skal ske!" (Åb.1:1)… og jeg tager ikke fejl (ja, enhver, der læser disse linjer, vil om ikke nu, så om ganske kort tid give mig ret): Som intet andet vil præcis disse fire ord rykke ind i synsfeltet og stjæle al opmærksomhed; den halve verden vil stå i kø for at få at vide, hvad de indeholder… og jeg tør allerede her søge at dokumentere, at det, der ’snart skal ske’, ikke længere er noget umiddelbart forestående. Det er begyndt!

For nærmere at beskrive, hvad der nu så hastigt dukker op på skærmen, så undgår vi ikke at komme ind på det rædselsvækkende væsen, som Ny Testamente kalder ’dyret’. Winston Churchill nævnte i sin berømte 1939-45-taler i Underhuset i London aldrig Hitlers navn. Han omtalte ham altid som ’The Beast’ – ’Dyret’.

 

ENDETIDS-MONSTERET

Hvis det skal siges med ’ord lærte af Ånden’, så viger dyret, som Patmos-rapporten fremstiller det, kun for overmagt. Den er det mægtigste væsen, som Gud har skabt (thi der eksisterer intet uden at Skaberen fra første færd ved Sit eget, mægtige skabende Ord har bragt det ind i denne verden).

"Kun dets skaber har større magt," erklærer Gud, Herren, da Han i en længere beskrivelse af ’dyret’ sætter Job i rette. Den guddommelige korrektion til Job lyder bl.a. sådan: "Er din magt større end Livjatans? Kan du få den til at bide på krogen eller fange den med en løkke om snuden?" (Job 40:25). "Kan du få den til at bede om nåde, tigge dig om at have medlidenhed med den? – Vil du lege med den som med en fugl eller lade dine piger gå med den i snor? Hvis du forsøger at fange den, bliver der voldsom kamp. Sådan noget prøver man kun én gang" (v.27-32). Dyret skaber rædsel overalt – går den til angreb, gyser de stærkeste helte… den bøjer jernstænger som strå, bronze splintrer den som råddent træ (41:19… den har intet at være bange for!" (v.29)

Dette er Guds egen beskrivelse af endetidsmonsteret, ’Dyret’, som Kristi menighed nu skal give sig i kast med. Af det fremkaldte billede fremgår det, at enhver form for dumdristighed (med hensyn til at konfrontere dyret med enhver form for modstand) vil være skæbnesvangert. "Derfor skal ingen" (sådan lyder det guddommelige råd) "gå til angreb, uden først at have rådspurgt Herren."

… altså sådan som David gjorde det, da ’filistrene atter bredte sig i Refaimdalen’ (2.Sam.5:22)… og Herren advarede ham og sagde: "Du skal ikke angribe frontalt! Du skal i stedet omgå dem og falde dem i ryggen!" – "Hvor?" spurgte David, og Herren svarede med den præcise stedsangivelse: "Ud for bakabuskene."

"Hvornår?" – "Ikke før du hører lyden af mine skridt i buskenes toppe – så ved du, at Herren er draget foran dig… og så har dyret ikke en chance" (v.24).

Konklusionen er ligetil: Forud for det rette tidspunkt for en hvilken som helst ’åndelig bevægelse’ in den forestående endetidsstrid gives altså et tegn… og netop dette har skabt (og vil fortsat skabe) uro i mange hjerter. Hvilket signal gives? Hvornår skifter de åndelige ’trafiklamper’ fra rødt til gult til grønt…

 

HUG HOVEDET AF DEM ALLE SAMMEN!

"Hvad er tegnet?"

Selvfølgelig spørger folk. De kan slet ikke lade være. Fremtidsforskerne har travlt. Stakler! De har meget at byde på, men er (i sig selv) ikke særligt overbevisende. På profeten Daniels tid (for de mere end 2500 år siden i det mægtige perserrige, hvor en vred konges ord var livsfarlige) råbte majestæten i en sen nattetime til sine ansatte fremtids-security-rådgivere: "Aha! Nu er jeg klar over, at I bare forsøger at vinde tid! I er blevet enige om at fylde mig med løgn, og I er allerede godt i gang med at føre mig bag lyset" (Dan.2:8-10).

De tilkaldte ’eksperter’ (hvis bøger var på ’bestsellerlisten’, og hvis fremtidsprognoser almindeligvis gik som varmt brød) forsøgte forfærdet at tale den rasende monark til fornuft. Enkelte prøvede at slippe ud af en bagdør – men de bevæbnede vagter jog dem med spydstik tilbage til tronsalen. "Det menneske findes ikke på denne jord, som kan sige kongen, hvad han her ønsker at vide," begyndte de højt ansete rådmænd – og da de indså at heller ikke denne forklaring lagde nogen dæmper på den harmfulde konges ubændige vrede, tyede de vellønnede eksperter til den sidste udvej. "Der findes ingen regeringsleder eller statsmand – hvor stor og mægtig han end er – der kunne finde på at afkræve sine rådgivere et svar med hensyn til de nærmeste, fremtidlige begivenheder, som kongen her forlanger!"

De indkaldte ’sikkerheds-advisers’ indså imidlertid, at heller ikke denne erklæring havde nogen indvirkning på den opbragte hersker og de forsøgte da den sidste udvej: "Hvad Deres Majestæt kræver, er simpelthen umuligt. Her kan kun guderne give svar – og guderne er langt, langt væk, Deres Majestæt, de bor ikke her iblandt os dødelige."

Ved dette svar havde Persiens enevældige despot fået nok." Hug hovedet af dem!" råbte han, "hug hovedet af dem alle sammen!"

Der er et overordnet formål med at beskrive den urolige nattetime i det Herrens år 539 før Kristus, hvor den almægtige, persiske storhersker, Nebukadnesar, kastede sig omkring på sit silkebetrukne leje – ude af stand til at lukke et øje, fordi han hele tiden blev vækket af det samme rædsomme mareridtsyn, som han hen på morgenen absolut måtte have en forklaring på.

Lad det derfor og hermed være sagt, at denne årtusindårige bibelske beretning er nedskrevet, fordi det her fortalte bør ’stå som et advarende eksempel’ for kommende tider (1.Kor.10:6; 2.Pet.2:6 og Jud. V.7). Hvad jeg mener med dette kan siges kort: En række ’betydningsfulde folk’ i høje stillinger vil få ’samme natlige besøg, i deres palæer eller sikkerhedsbevogtede suiter på kongres-hotellerne i alverdens hovedstader. I by efter by og konference efter konference vil de i urolige nattesyner få forevist ’billeder’, som de absolut – for deres sjælefreds skyld – må have en forklaring på. De vil ikke spare sig noget besvær for at få fat i de folk, som kan forklare dem disse drømmebilleders betydning.

 

DEN NØDVENDIGE SVAGHED

Med pavens folk er der ingen grund til længere at diskutere; fem hundrede år har de haft til i Den Hellige Skrift at efterforske rigtigheden af, hvorvidt en synder bliver gjort retfærdig i Guds øjne ved troen alene!

Om ikke før, så er øjeblikket nu inde til at manifestere denne sandhed både over for Rom, staten og den usynlige verden, og det kan ’ikke ske med ord alene’, siger apostelen, (1.Kor.4:20). Et andet sted siger han: "Jeg kom til jer i svaghed og frygt og megen bæven, og min tale og mit budskab virkede ikke ved visdoms overtalende ord, men ved Ånds og krafts bevis, for at jeres tro ikke skulle bygge på menneskers visdom, men på Guds kraft" (1.Kor.2:4).

om jeg forstår dette ret, så er det helt i orden, at de af Herrens trofaste tjenere, som i denne time sendes ud til en falden nation, for at de (som Luther sagde undervejs til Worms): ’skal være parate til at træde midt ind iblandt verdensuhyrets skarpe tænder’ – ikke oplever at have ’situationen under kontrol’. Det er i svaghed, at Guds kraft udfolder sig… og ingen af de kaldede bør miste modet, fordi det – i en kort tid – synes som om alle døre lukker sig. Det hører med til det job, som nu skal udføres, at arbejderne holdes fast i den forståelse, at det er en fuldbragt gerning, som de (ad forud beredte veje) skal vandre i…

 

PATMOS PROTOKOLLENS BUDSKAB

Johannes var i sandhed (som vi forstår det) en ’Herrens tjener’. Han befandt sig på den øde, ubeboede, nøgne, vandløse eksil-ø, Patmos, fordi han forkyndte Guds ord – og fordi han dermed trådte åbenlyst frem som et vidne om Jesus Kristus. "Jeg er her på dette mennesketomme, menneskefjendtlige sted for Guds ords og for Jesu vidnesbyrds skyld," skriver han (1:9)… og hermed åbner sig det udstillingsvindue, som kirkens opstandne Herre præsenterer for de af Hans efterfølgere, der har i sinde – uden nogen form for reservation – at følge Ham i de sidste dage. Det er ikke en ’Edens Have’, der venter dem – ikke en fed præsteløn med tjenestemands-pensionsordning. De, som af hjertet siger ja ’til Patmos-protokollens budskab og indbydelse’, skal fra første færd indstille sig på, hvad der skjuler sig af smerte, forfølgelse, afsondrethed, misforståelse, kritik, uforsonlighed, løgn og bedrag, og kirkepolitisk efterstræben bag ordene ’for Guds ords skyld og for vidnesbyrdet om Jesus’.

"For Guds ords skyld?" – den unge mand og den unge kvinde, som erklærer sig villige til at være (som det hedder i apostelens vidnesbyrd): ’fælles med os om trængselen og Riget og udholdenheden i Jesus’ (1:9) går i Jesu følge med denne bekendelse. Lyt derfor ikke til dem, som siger, at vi ikke er bestemte til ’at være fælles (med vore brødre gennem tiderne) ’om trængselen’. Dette dyrebare smertens fællesskab i tårernes dybe dal er nemlig samtidig et forunderligt troens fællesskab om Rigets autoritet og den kommende verdens kræfter – ja, det er et ubetaleligt herlighedsfællesskab om den udholdenhed, som ikke bygger på stærke viljer eller særlige personlige egenskaber men som er for de Herrens disciple, der kommer til Ham med deres svaghed og bævende ængstelse over for opgavens storhed.
 


2017-05-06

PROFETISK JOURNAL

"Massivt angreb på hjemmesiden!" sådan lød webmaster-meldingen én af de sidste dage i april 2017. "Dagli’t Brevs trepunkts-info ophører! Du kan få et par linjer på forsiden! Teksterne anbringes fremover under menupunktet: Profetisk Journal. Hvad mener du?"

For nogle måneder siden dukkede en 37årig gammel publikation frem blandt mine bøger i mit lille ’bibliotek’ i Korinth. ’Profetisk Journal 1980’udfærdiget på Johs. Muhligs offsettryk i Silkeborg og udgivet af Caravane-forlaget, Herning. En lille lækker tryksag på et halvt hundrede sider. Indholdet omfatter 9 profetiske emner bl.a. en stadig højaktuel artikel: "Paven: ’Kirkens superstar… men en kirke med 50 millioner dræbte på samvittigheden’.

På tærskelen af den store 500-års reformationsweekend i pinsen 3.-4. juni 2017 i Haderslev med opførelsen af den udfordrende musical ’Bispekraven’ (i Kulturhuset ’Månen’ både lørdag og søndag kl. 19:00) og med den samtidige udgivelse af flyveskriftet ’De nye 95 teser’ – mener jeg, at ’profetisk journal’ skal opstå som en Fønix af asken. Kanhænde, at det slet ikke er nogen tilfældighed, at hjemmeside-menuen ’Dagli’t Brev’ netop nu er gået ned med flaget. Det er opbrudstider og mit indtryk, at vor opstandne Herre nu forordner det sådan, at ’profetisk

journal’ præcis i denne time atter skal se dagens lys. "Thi aldrig er nogen profeti blevet fremført ved et menneskes vilje – men drevne af Helligånden talte hellige Guds mænd" (2.Pet.1:21).

Hvis den gamle model af profetisk journal med de kortfattede tekster på ny kunne fremstå – indåndet af Guds profetiske Ånd – i en ugentlig internet-publikation, ville det på kvartalsbasis kunne give læserne en inspireret oversigt over, hvad klokken på det store verdensur har slået…



 

HVILKEN PEN SKRIVER?

Kan der i vor ’stormvejrsperiode’ lyde noget profetisk budskab fra Gud? Kan der – midt i vindens hylen og tuden – trænge nogen Guds røst eller nogen menneskelig stemme igennem? Drukner ikke enhver advarende melding i ’havets og brændingernes brusen? (Luk.21:25)… hvad nytter det da i en ny form at offentliggøre en ligeved 40årig gammel model af profetisk journal?

Hertil er svaret enkelt, og kan måske bedst illustreres ved en alvorlig fejlgengivelse af den græske grundtekst i Ny Testamente. Besynderligt – men sandt! Undertiden kan en direkte fejltolkning kaste glans over den sande forståelse af et bibelord – ja, ’af mørke skal lys skinne frem’ (2. Kor.4:6).

Apostelen erklærer, at ’aldrig er nogen profeti blevet fremført ved et menneskes vilje’ – "men," fortsætter han "drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud" (v.21). Fejlgengivelsen ligger i, at den blot taler om ’mennesker’ (i almindelighed), som her er inspireret af Helligånden – mens grundteksten betoner, at det her drejer sig om ’hellige Guds mænd’, som taler (idet de er drevet af Helligånden).

"Hvad er den store forskel?" vil nogen indvende. "Den store forskel," vil vi svare, "er, at Ny Testamente ikke blot er nedfældet af ’folk i almindelighed’. Hvert ord er skrevet af ’hellige Guds mænd’. Hver en stavelse blev med en pen, som blev ført af ’en hellig Guds mand’ prentet på papyrus og pergament.

Hvad har det at gøre med ’en ny-opdukkelse’ af Profetisk Journal? Svaret er: Det har med dette ene at gøre: Hvilken pen skriver? Er det nu bare endnu en publikation blandt titusinde andre? Eller er det et skrift, som nu fortsat ord for ord bliver sat på papiret af en gammel Mont Blanc-pen, som (det er min opfattelse) over et halvt århundrede er blevet skærpet og dannet til dette ene formål?



 

ER DANMARK BEREDT TIL EN VÆKKELSE?

Spørgsmålet er relevant: Hvad vil der ske, dersom Gud i sin store barmhjertighed og nåde vil skænke en åndelig vækkelse til Danmark? Svaret er forskrækkende. Er Danmark parat til gennem en vækkelse, at få en ond, uren ånd kastet af sit hus?

Når Jesus siger: Således skal det gå denne onde slægt!" (Matt.12:45) – må alle Herrens tjenere hertil spørge (fordi de ved, hvad det er for en dybt falden og knaldhård, ondskabsfuld slægt, de selv tilhører): "Hvorledes skal det gå denne onde slægt? Hvad vil der ske?"

Som svar beretter Jesus, hvad der sker ved uddrivelsen af en ond ånd (Historien er ’en moderne gyser’, og børn under 12 år bør sendes udenfor, mens den fortælles). Jesus forklarer, at når en snavset, uren ånd er ’faret ud af et menneske’, så vandrer den hvileløst om. Når den kommer gennem vandløse, øde ørkenegne, forsøger den at slå sig til ro men rastløs, som den er, ’finder den ingen hvile’…

Moderne mennesker, som henter deres viden ud fra statssystemets godkendte, samfunds-videnskabelige analyse, bør lytte godt efter, hvad Jesus her afslører om den åndelige verden. Han ved mere om den sag end nogen statsansat ekspert.

Jesus hævder i sin beretning, at ’onde ånder taler’. De kommunikerer med andre og taler undertiden højt med sig selv. Den urene ånd, som Jesus omtaler, siger (ifølge den nytestamentlige beretning) højt til sig selv: "Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg gik ud af!" (v.44) (Altså ikke en hvilken som helst ’ny bolig’ – men præcis dér, hvor den har boet før). "Når den kommer," fortsætter Jesus, "finder den det ledigt" (v.44).

De fleste vil da mene, at ånden da straks flytter ind, men Jesus forklarer, at den – i stedet for atter at tage huset i besiddelse – ’går bort og henter syv andre ånder’, som er mere ondskabsfulde end den selv…’

Jesu beretning slutter med ordene: "Da bliver det sidste værre for dette menneske end det første…" og nøjagtig på samme måde vil det få denne onde slægt (v.45). Er Danmark beredt til en vækkelse af den art?


Klik her for at læse Pofetisk Journal fra 2005 - 2017