KAMPEN FOR ORDET 2017
www.noer.info


28-04-2017

BEDRAGETS BLÆNDEVÆRK. De fire bibelvers, som Romerkirken bygger sin eksistens på, er følgende: ”Simon Peter svarede (Jesus) og sagde: ’Du er Kristus, Den levende Guds Søn’. Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Salig er du, Simon Jonas’ søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. Så siger også Jeg til dig, at du er Petrus, og på den klippe, vil Jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene” (Matt.16:16-19). I samme skriftafsnit (kun tre vers efter) må Jesus sætte Peter strengt i rette med ordene: ”Vig bag mig, Satan!” (v.23) – så det kan under ingen omstændigheder være Peter som person (så ustadig og svingende som han var), at Jesus henviser til, når Han siger: ”På denne klippe vil Jeg bygge…” (18) – nej, hævder reformatorerne, det er den åbenbarelse, som Peter havde modtaget (’den har Min Fader, som er i Himlene, givet dig’ siger Jesus), at Kristus erklærer apostelen Peter for at være ’klippen’, som Han kan bygge Sin kirke på! Det er altså denne klippefaste overbevisning, som ikke har sin oprindelse i det menneskelige (’kød og blod’), som dødsriget ikke kan besejre, og som Jesus tilsiger ’nøglemagten’. Hverken Peter eller nogen påstået biskoppelig ’efterfølger af Peter’ er kirkens grundvold – ja, det er et spørgsmål, om Peter i det hele taget har været 25 år som biskop i Rom? Den opstandne Herre gav Peter apostelembedet blandt jøderne, og Han betroede apostelembedet blandt nationerne til Paulus (Gal.2:7-8) – og Paulus var i Rom! (Ap.G.28:16-31) Dette tager det nyudkomne skrift ’De nye 95 teser’ en stilling til. Skriftet udkommer i premiere-pinsen i Haderslev. Kom og vær med!


26-04-2017

DE UFORKLARLIGE BEGIVENHEDER. Gennem slægterne har de lærde diskuteret – ja indgående forsket i – og ransaget det spørgsmål, i hvor høj grad ’Guds suveræne handlen’ og så det ganske almindelige, lille menneskes livsforløb kunne og skulle bringes ind i denne overordnede sammenhæng? Hvor mange gange har ikke gudfrygtige mænd og kvinder overalt på denne krigs- og jordskælvs omtumlede klode stået grædende over for begivenheder, hvorom de har stillet spørgsmålet: Skulle dette her virkelig ske? Hvis der var noget, som skulle ændres, kunne det så ikke være sket på en anden måde? Dog – ikke sjældent (og det må jeg også med et dybt suk sige for mit eget vedkommende) så har de fleste, når de sidenhen betragtede det sket i bakspejlet måttet udbryde: ”Gud ske tak, at alt dette forløb på den måde.” – Ja, ordet fra Romerbrevet er atter og atter blevet levende: ”Vi ved, at alt virker sammen til det gode for dem, der elsker Gud, og som efter Hans beslutning er kaldet.” … og ikke mindst det efterfølgende vers er blevet forstået og (endeligt) begrebet: ”For dem, Han forud har kendt, har Han også forudbestemt til at formes efter Hans Søns billede…” (v.29). Som den ganske menneskeslægt nu langsomt (dag for dag) bevæger sig ind i denne nuværende verdens afsluttende begivenheder, vil de såkaldt ’uforståelige begivenheder’ blive mangfoldiggjort, og de, som da ikke ’forarges’ på Gud og på stedet tillader sig ’at få en forklaring’ vil blive ’formet og dannet efter det store forbillede: Kristus!


21-04-2017

ENGLEBESØG. Iblandt de ting, ’der snart skal ske’ (Åb.1:1) – og som Herrens tjenere nu mange steder (ved Åndens virke eller englebesøg) vil få besked om, har at gøre med selve forberedelsen til afslutningstidens største begivenhed: Herren Jesu Kristi komme! – ”Se, Han kommer med skyerne,” hedder det i det indledende afsnit til Åbenbaringsbogen, hvorefter tilføjes: ”… og hvert øje skal se Ham, også de, som har gennemboret Ham; og alle jordens folkestammer skal jamre over Ham. Ja, amen! (1:7). – Hvad vil virke overraskende og skræmmende på mange, bliver de fra nu af ofte forekommende englebesøg. Forud for Kristi første komme var englenes (Guds overjordiske sendebud og våbendragere) i betydelig virksomhed. – ”Da viste Herrens engel sig for ham,” fortælles det (Luk.1:11) om den ældre præst, Zakarias (Johannes Døbers far). Forfatteren af Lukasevangeliet går i detaljer, når han fortsætter: ”Englen var stående til højre for røgelsesalteret. Zakarias blev forfærdet – ja, grebet af frygt. Englen sagde til ham: ”Frygt ikke, Zakarias, for din bøn er hørt” (v.11-13). Derefter refereres det budskab, som englen var sendt for at viderebringe. Det drejede sig om det mirakel, som nu skulle finde sted. Den himmelske meddelelse lød sådan: ”Din hustru skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes!” Herefter tilføjede englen følgende: ”Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren…” (v.14-15).


19-04-2017

DEN SAMME SORTE GRYDE. Det stats-udvalg, der (citat): ’… skal overveje en sammenhængende lovregulering af frikirkernes forhold, ’kommer i spørgsmålet om frikirkelige homovielser på en nem opgave. Dette udvalg skal nemlig først og fremmest sikre, at alle forslag og anbefalinger er (som det hedder): ’forenelige med grundloven’. Efter Højesteretskendelsen d. 23. marts 2017 er folkekirkelige homovielser fuldt ud forenelige med grundloven. Ifølge de syv dommere ligger velsignelsen (med håndspålæggelse) af par af samme køn inden for folkekirkens bekendelse – og det vil herefter ikke være vanskeligt for det samme retssystem at kundgøre, at det samme forhold gælder frikirkerne. Det første udvalget (i denne sag) skal afgøre, vil sikkert komme bag på de frikirkefolk, som mener, at de nye (strenge) love (om bl.a. frikirkelige homobryllupper) kun kommer til at gælde de trossamfund, der ønsker at opnå skatte- og momsfritagelse ved at søge om ’vielsesbemyndigelse’. Det første punkt, som udvalget skal tage stilling til, er hvorvidt (citat): ’… reguleringen skal omfatte ALLE trossamfund eller kun trossamfund, der ønsker rettigheder… og vielsesbemyndigelse’? (s.11) Denne ildevarslende udmelding beskrives nøjere. ”Det kan som led i overvejelsen,” hedder det videre (s.12) ”vurderes, om der fremover skal skelnes mellem anerkendte/godkendte trossamfund og ikke-godkendte trossamfund.” Som borgerne forstår disse forklarende noter, så skal alle frikirker og trossamfund (både godkendte og ikke-godkendte) med hensyn til deres holdning til ’det nye vielsesritual’ hældes i den samme sorte gryde: Vil de – eller vil de ikke under håndspålæggelse erklære homoseksuelle par for rettelig at være ægtefolk i Guds og menneskes øjne…?


17-04-2017

LOVGIVERNES OVERTRÆDELSE. Når staten med sin betænkning 1564 tydeligt forsøger at bibringe Danmarks frikirker et homovielsesritual, der ikke stemmer overens med disse trossamfunds lære og fælles overbevisning, er det værd atter at fremholde forfatningens tekst. Den 67. paragraf i Danmarks Grundlov erklærer, at (citat): ’Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning…’ Bestemmelsen indeholder det fundamentale princip, at staten (eller lovgiverne) ikke kan lovgive på en sådan måde, at det er medvirkende til at krænke borgernes samvittighed, når de forener sig for at dyrke Gud. Grundlovsparagraffens ordlyd indeholder betegnelsen: ’at dyrke Gud’. Udtrykket er lidt fremmed for den kristne kirke, der med formuleringen ’Gudstjeneste’ mere udtrykker begrebet ’at tjene Gud’. – ”Mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: ’Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, Jeg har kaldet dem til’(Ap.G.13:2).” Danmarks Grundlov siger, at borgerne har ret til at forene sig i samfund for at ’holde gudstjeneste’ på den måde, der stemmer med deres overbevisning. Om den gudstjenesteform, som står omtalt og beskrevet i Ny Testamente, hedder det afsluttende: ”Da de havde fastet og bedt, lagde de hænderne på dem og sendte dem af sted.” Dersom de danske lovgivere ville indføre en lov, der fordrede, at et andet ritual med håndspålæggelse – men med et indhold, der krænkede den overbevisning, som ifølge bekendelsesskriftet (Ny Testamente) var foranlediget af Helligåndens tale – så ville de borgere, der holdt gudstjeneste, ikke kunne følge de verdslige lovgiveres krav – ja, så ville samvittighederne blive bebyrdet, og staten ville dermed overtræde grundlovens ord, som siger, at borgerne har ret til at dyrke Gud efter deres overbevisning…


14-04-2017

GUDLØSHEDS-LØFTET. Det løfte, som staten ifølge den nye ’lovregulering’ fordrer aflagt af alle landets frie forkyndere, kan kun betegnes som et ’gudløshedsløfte’. Må ingen oprigtig Herrens tjener følge dette antikristelige krav: ”Med løfteerklæringen lover præsten på ære og samvittighed at ville overholde den danske lovgivning og hermed de regler og forskrifter, der vedrører den borgerlige side af de kirkelige handlinger” (s.41). Der er her IKKE tale om folkekirkepræster! Med hensyn til disse er der jo allerede lovgivet vedrørende vielser af par af samme køn foran kirkens alter. Den præst, der her over for statens kirkeminister (som ifølge højesteretskendelsen d. 23. marts 2017 er at betragte som kirkens ærkebiskop) ’på ære og samvittighed’ skal aflægge højtideligt og skriftligt løfte om at ville ’overholde den verdslige lov om f.eks. homovielser i kirken’… den præst, der her er tale om, er en frikirkepræst! Som der i Folkekirken eksisterer ’et præsteløfte’, der gives til Gud, indføres nu også i frikirkerne et præsteløfte som aflægges til kejseren. Om dette siger Ny Testamente: ”Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage (græsk: ’levnet mig selv’), der ikke har bøjet knæ for Báal (Rom.11:4). Gamle Testamente, som der her henvises til, tilføjer, at dette drejer sig om ’hver mund, der ikke har kysset ham’ (1. Konge 19:18). Hver eneste frikirkelig forkynder i Danmark bør i denne sag ’holde sig for munden’ og ikke aflægge ’gudløshedsløftet’ til kejseren.


10-04-2017

RØVERBANDEN. Sorgens dage, hvor de troende har grædt over de forbrydelser, som statens røverbande har forvoldt. Nu lyder en ny befaling. Den fortælles der om i Skriften med følgende beretning: ”Da David og hans mænd kom til byen, se, da var den nedbrændt, og deres hustruer, sønner og døtre taget til fange. Da brast David og hans krigere i gråd, og de græd til de ikke kunne græde mere. Da rådspurgte David Herren: ’Skal jeg sætte efter denne røverbande? Kan jeg indhente den’? Herren svarede: ’Sæt efter dem, thi du skal indhente dem og bringe redning’! David huggede dem ned fra dæmring til aften… det hele (det ranede bytte) bragte David tilbage” (1. Sam. 30:3-8, 18-19). – En stor forbrydelse havde fundet sted i Judas Land og alle græd ’til de ikke kunne græde mere’ (v.4). Da David herefter spurgte Herren til råds, fik han som sædvanlig svar. Dette svar lignede IKKE det, som mange i dag hævder, er ’det rette evangelium’. Den samme forklaring, som nu har lydt i årevis, at Davids mænd ’blot skal græde videre og ydmygt underordne sig det store tab’, bør fra nu af ikke høres mere. Da David for Herren omtalte sine fjender som ’en røverbande’, svarede Den Almægtige ham ikke med formaninger om, at nu var han ’gået for vidt’. Nej, Herren sagde: ”Sæt efter dem, du skal indhente dem og bringe redning!” (v.8-9) Dette er præcis, hvad Herren gentager over for Kristi stridsmænd i denne time: ”Sæt efter dem – og I vil få sejr!”


07-04-2017

TILSKUERNES TID ER FORBI. Til de mennesker, som har svært ved at tro på Gud – og derfor har det endnu vanskeligere med hensyn til at indse og erkende, at Israels Gud gennem historien ustandselig har været på forkant med at forudsige, hvad der vil ske i fremtiden – samt at Hans ’fremtidsprognoser’ indtil nu er gået i opfyldelse - sender Han i disse dage en særlig besked! På grund af folks generelle ’glemsomhed’ og manglende opmærksomhed (eller ligefremme ligegyldighed), lyder profeten Esajas ord sådan: ”Husk dette, lyt opmærksomt, læg jer det på sinde…” (Es.46:8). Dermed gøres det klart, at det, som nu vil ske, ikke må gå i glemmebogen! (’Husk dette’…v.8) – og det, som Herren nu har for (både med hensyn til Israel, Kristi blodkøbte menighed og nationerne) vil Han åbenbare. Han vil fra nu af lade det blive kundgjort gennem Sine tjenere, og da skal ingen af de statsmænd og menighedsledere, politikere og ’folk på tinge’ sove i timen (’lyt opmærksomt’…v.8) – ja, som et helt nyt scenario dag for dag ruller op for alverdens tv-mediers kamera-’øjne’, lyder formaningen: ’Læg jer det på sinde’! (v.8) – hvilket vil sige, at ingen (hverken I eller udenfor Kristi menighed skal læne sig tilbage i deres bekvemmelighed og fortsat opføre sig som tilskuere, der forlanger ny underholdning). Nej, ordene: ’Læg jer det på sinde!’ ejer i sig den hebraiske betydning: ’Tag jer det til hjerte’ (tysk: ’Nehmt es zu Herzen’.) Denne henvendelse bliver ikke stilet til Kristi sande efterfølgere. (De har nemlig allerede fattet alvoren) Budskabet bliver fra nu af adresseret til ’I syndere!’ (rettere: ’overtrædere’…v.8).


05-04-2017

ISRAELS BETYDNING. Ikke få har undret sig over, at Ny Testamente knytter de troendes frelse og indgang i Guds rige til det begreb, der betegnes med udtrykket ’borgerret i Israel’ (Ef.2:17) – ja, dette særlige forhold betones endog i Efeserbrevet med den advarende henvisning, at der er nogle, der i deres uvidenhed (afstumpethed) og manglende Gudsforhold er ’udelukket fra borgerret i Israel’ (2:17). Det er jøden, Paulus, der åbner op for denne særlige forståelse, og han taler ikke her til sine ’brødre, landsmænd, de, som er israelitter’ (Rom.9:3) – men han henvender sig til dem, for hvilke han er betroet et særligt apostelansvar: ’hedningerne, nationernes ikke-jøder’ (Rom.1:5). Det er disse troende fra nationerne, som får besked om, at de er indehavere af en åndelig ’borgerret i Israel’. De jødiske myndigheder vil i deres manglende erkendelse af, hvem der er Israels Messias og jødernes Konge på det bestemteste afvise enhver fordring (fra ikke-jøder) om at blive tilstedt ’borgerret i Israel’ – men denne afvisning forekommer ikke, når indbydelsen gives til at få indblik i, hvad der foregår i den himmelske rigssal. Samtidig er denne borgerret en særlig og absolut nødvendig betingelse for at kunne forstå, hvad der afdækkes af åbenbaring i Patmos-rapporten – thi denne sigter især på, hvad der i de sidste dage vil ske med Israel, Jerusalem, det jødiske folk – og dette Guds jordiske ejendomsfolks antagelse af Hans Søn, Jesus Kristus!


03-04-2017

KRISTI MENIGHED – HANS VÅBEN. Johannes Åbenbaring er ikke skrevet til ’verdensmennesket’. De jødiske statsledere har deres egne ’eksperter’, som de i de kommende dage kan lytte til. Herren siger i denne time til ’Faraos vismænd’: ”Så dumt et råd!” (Es.19:11 gl. oversættelse) – og Han udfordrer den jødiske hersker med disse ord: ”Hvor er nu dine vismænd? Lad dem kundgøre dig og lade dig vide, hvad Hærskarers Herre har for..!” (v.12) Nej, Åbenbaringsbogen er skrevet og sendes hermed atter til Herrens menighed, sådan som den i sin syvfoldige eksistens udfolder sig over hele jorden. ”Skriv det, du ser ned i en bog,” siger Den opstandne Kristus til Johannes, ”og send den til de syv menigheder…” (1:10). Johannes fortæller, at det første glimt, han fik at se af sin opstandne Herre, var, at ’Han stod midt imellem syv guldlysestager, og at Han i sin højre hånd holdt syv stjerner” (v.13 og v.16) – og Johannes fik følgende besked: ”De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder” (v.30). Kristus har et folk på jorden! Det er dem, Han nu henvender sig til – og det er dem, som Han vil bringe som ’et tveægget sværd’ (v.16) i denne guddommelige husholdnings sidste fase.


31-03-2017

STORSLÅET KLARHED. Hvad kan de troende forvente ved en fornyet gennemgang af den sidste bog i Bibelen: ’Patmos-rapporten’. De må kunne forvente en række nye indfaldsvinkler, thi Ånden, der åbenbarer Guds hemmeligheder, gør det stykkevis. ”For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis – men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Åbenbaringsbogen er en profetisk bog… og også her gælder det, at de, som beretter om dens indhold, kun er i stand til at ’profetere stykkevis’… men som afslutningen nærmer sig, og begivenhederne én for én river seglene af det forseglede, vil det fuldkomne (som ’en begyndende oversigt’) vise sig! En storslået klarhed med denne bevægende begivenheders guddommelige hensigt vil blive afdækket. De kristne vil forstå, hvad de gudløse ikke har nogen mulighed for at begribe – og det nu snart vil komme til det punkt (som det var tilfældet på profeten Daniels tid) at de styrende og denne verdens ansvarlige myndigheder vil blive tvunget til at søge råd og indsigt hos nogle af dem, som de i deres overmod og mangel på gudsfrygt har spærret inde… og for de ledende gejstlige gælder fra nu af dette ord fra Ny Testamente: ”I gransker Skrifterne,” (siger Jesus) ”fordi I mener, at I har evigt liv i dem – og netop de vidner om Mig. Og dog vil I ikke komme til Mig for at få liv” (Johs.5:39-40).


29-03-2017

DEN TROENDES LEGALE STATUS. For rigtigt at kunne begribe, hvad det vil sige ’at stå retfærdig for Gud’, er det nødvendigt (om man kan lide det eller ej) at forstå hebræernes dybere opfattelse af dette begreb. Det kan ikke nytte at man har blot ’tænker dansk’ eller udtrykker sig ifølge en alt for forfladiget medie-påtvunget, dansk begrebsverden. For at blive helt klar over, hvilket højt og overordnet perspektiv, der ligger bag den jødiske rabbi Paulus’ opfattelse af ordet ’retfærdig’, så skal vi tilbage i Gammel Testamente, som er den sproglige kilde, hvoraf den Ny Testamentes apostel ustandselig øser. Ideen om, hvad der kan være ret og retfærdigt – og hvad der kan være forkert og uretfærdigt, skal ses i den sammenhæng, som gør sig gældende i en retssal. Når der altså i kirken tales om ’retfærdighed’ og ’retfærdiggørelse’, så har man med næste juridiske begreber at gøre – ja, da er det, som om man med sin livsstil, eksistens, tro og handling står foran en dommer. Retfærdighed er ifølge det hebraiske, bibelske sprog ikke så meget knyttet til den troendes moralske liv, som det er knyttet til hans eller hendes legale status. Det er et spørgsmål om at blive kendt skyldig eller at blive frikendt. Ja – dybest set er det en sag, om loven i det pågældende tilfælde er blevet opfyldt eller om den er blevet brudt, krænket eller overtrådt. Dette er, hvad der ligger bag formuleringen: ’at stå retfærdig for Gud’!


27-03-2017

ÆGTESKABSLOVEN UDVIDET. Den jævne danske borger vil – tror jeg – efter den bemærkelsesværdige højesteretskendelse d. 23. marts 2017, hvor det med medieheroldens fanfare blev kundgjort, at de danske lovgivere fremover – uanset hvilken politisk fare de står for – har fuldstændig hals og håndsret over den danske folkekirke, føle sig truet. Uden at han eller hun kan give nogen ordentlig, sammenhængende forklaring på denne nye ’usikkerhed’, så er øjeblikket tilsyneladende kommet, hvor en eller andet protest mod lovgivningsmagtens øgede tvangsforbud må komme til orde. Højesterets begrundelse og resultat af dommen sætter allerede i sine første linjer fingeren på det omstridte punkt, hvor den danske borger fortsat – på trods af den daglige sex-propaganda føler sig gået for nær. Afsnittet lyder i sin iskolde, juridiske formulering således (citat): ”Ægteskabsloven, som hidtil kun har omfattet ægteskab mellem en mand og en kvinde…” Allerede her løfter mange danske borgere hovedet: ”Ægteskabet har ’KUN’ omfattet forholdet mellem en mand og en kvinde? Er der mere at sige? Kan hertil tilføjes noget?” – ”Ja,” siger højesteretsdommen, ”ægteskabet skal fra nu af udvides til at indeholde par af samme køn.”


24-03-2017

DEN GIGANTISKE SAMLING. At en basunrøst taler til den landsforviste, fordrevne apostel med ordene: ”Kom herop, så vil jeg vise dig…” (4:1) har (mener jeg og mange med mig) intet at gøre med ærkeenglens sidste, store kald til den begivenhed, der i Ny Testamente omtales som ’den første opstandelse’ (hvilken inkluderer bortrykkelsen af de hellige… 1.Thess.4:15). Denne hændelse (eller rettere ’monumentale begivenhed’) indvarsles ikke med en opfordring til en enkelt af Herrens disciple om ’at komme op til det himmelske for at få forevist afslutningstidens globale fødselsveer. Jesu andet komme med ’den første opstandelses’ bølgende hav og de hensovede helliges opstandelseslegemer, der mødes til den gigantiske samling i luften med de overlevne, herlighedsforvandlede Kristi efterfølgere indledes ikke (tror jeg) med at en enkelt troende modtager indbydelsen til at få indblik i – og videresende til syv menigheder – hvad der herefter skal ske på jorden. Denne udbredte lære er (mener jeg) for de sidste dages kristne…


22-03-2017

DOMMEN AFSIGES PÅ SLAGET TOLV. Få danskere er på den torsdag morgen d. 23. marts 2017 klar over situationens alvor. Dagen vil tilsyneladende få sin vanlige gang. Men apostelens ord hænger i de timer som et damoklessværd over nationen. Ordene lyder sådan: ”Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra Ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium” (Gal.1:6). Alvoren i det spørgsmål, som d. 23. marts kl. 12:00 besvares af Højesterettens syv dommere i sagen ’stat-kirke’ ligger i, om den ypperste retsmyndighed i Danmark ved sin endelige afgørelse (i denne syvårige kamp) vil fastholde det sande nytestamentlige evangelium, eller om de (som det hedder her): ’vil vende sig bort fra Ham, som kalder ved Kristi nåde’ (v.6). Da jeg for syv år siden d. 15. april 2010 under min daglige vandring i Zins skrækkelige ørken mødte ’Ham, som kalder’, fik jeg kun dette ene at høre: ”Denne sag skal du gøre noget ved!” Samme dag nedsatte den daværende kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, i København et udvalg, som inden for 150 dage skulle besvare det spørgsmål, om homoseksuelle par kunne blive gift foran alteret i den danske folkekirke. De godt 300 borgere, som et par år senere samlede sig under fanen ’Med Grundlov skal Land bygges’, behøvede ikke 20 uger for at besvare det stillede spørgsmål (ej heller de fem års langtrukne retsforhandlinger) nej, de ville inden for sekunder kunne erklære, at ’en sådan ugudelig handling aldrig måtte finde sted’. – I morgen, på slaget tolv, giver Danmarks fornemste retssystem sit endelige svar. Bliver svaret ’nej’ betyder det, at Danmark får endnu en chance for at omvende sig! Bliver svaret ’Ja’ afsiger de syv dommere dermed den dom over Danmark, som på nøjagtig det klokkeslæt d. 23. marts 2017 vil tage sin begyndelse… (1.Pet.4:17).


20-03-2017

LOVENS RETFÆRDIGE VOGTERE. Tillad mig at stille skarpt på den bemærkelsesværdige begrundelse for, at gudløshedens terrorscepter ikke for altid (vedblivende) skal ligge tungt på de områder af samfundslivet, som rettelig (ifølge landets konstitution) tilhører den kristne menighed. Det guddommelige formål med at bryde denne herskerstavs magt er (ifølge det omtalte skriftord): ’for at retfærdige ikke skal udrække hånden til uret’! (Salme 124:3). Det vil sige, at gudløsheden ikke skal få en sådan overhånd, at 1. enten fristes den retfærdige til at lade sig forføre af dens indflydelse, 2. eller den retfærdige griber til ’uretfærdige’ midler for at sprænge gudløshedens tunge åg. Når reformatorerne i Den Augsburgske Bekendelse om ’de borgerlige ordninger’ lærer, at ’de er Guds gode værk’, så skal ingen sand protestantisk kristen i dag hævde det modsatte. ”Det er tilladt de kristne,” erklærer den reformatoriske bekendelse, ”at forvalte retsplejen, at pådømme sager efter de gældende love” (artikel 16, stk. 1)… ’at tage mand og hustru til ægte’ (stk.2). Når dette nu i 500 år har været tilladt ifølge den kristne, protestantiske tro – så lad ingen herefter sige, at de troende ikke skal ’forvalte retsplejen’ (stk.1). Vi skal som landets kristne borgere se nøje til, at kirkens konstitutionelle rettigheder opretholdes, samt at ingen gudløse love indføres – ja, det er de kristnes tydelige samfundsopgave, at de til stadighed kan ’pådømme sager efter de gældende love’ (som f.eks. at ’en mand kan tage en kvinde til hustru, og at en kvinde kan lade sig vie til sin ægtemand’ (stk.2)… og at disse ’gældende love’ ikke (som det nu er tilfældet) indeholder en ordlyd, som er imod Guds ord. De kristne er faktisk ’den gældende lovs’ retfærdige vogtere…


17-03-2017

ENEVÆLDENS TID FORBI. Når borgernes advokat ved højesteretssagens afsluttende retsforhandling d. 16. marts med styrke betonede, at det var grundlovsfædrenes absolutte og ubestridelige hensigt, at enevældens herredømme over kirkens lære og forkyndelse var uigenkaldeligt forbi, og at grundlovens indførelse i 1849 af forfatningens 4. paragraf for altid satte en stopper for ’kongens magt over kirken’, så bør folkekirkens egne mænd i denne ellevte time sige amen til denne holdning. I dette retsopgør har de imidlertid været tavse som graven og overladt denne slagmark til nogle af de få jævne borgere, der siden 2010 har vist sig som trofaste forbedere, og som også (som en lille gruppe) var troppet op på tilhørerpladserne ved denne retsforhandling. Det var i samme henseende beskæmmende, at de argumenter, som regeringens advokat anvendte, fokuserede på biskoppernes medløben i statsmagtens ærinde. Kammeradvokaten citerede med en vis triumf bispernes første pressemeddelelse i denne sag, som efter deres historiske Nyborg-møde i 2010 lød sådan: ”Hvis folketinget har lovgivet, at par af samme køn vies i kirken, så er det biskoppernes pligt at udfærdige et ritual til dette formål.” Det bliver nu op til Højesteretsdommerne ikke at lytte til folkekirkens biskopper – men selv at nærlæse kirkens bekendelsesskrifter – især Bibelen, som klart og utvetydigt omtaler homoseksualitet som en synd. Den Augsburgske Bekendelse siger klart i sin 16. artikel, ’at kirken skal adlyde den verdslige øvrighed – medmindre den befaler den at synde; da skal den adlyde Gud mere end mennesker’! (stk.4)


15-03-2017

DAGENS STORE UDFORDRING. Et af de væsentlige argumenter med hensyn til pavens tilbud (allerede modtaget og favnet af den såkaldt ’økumeniske bevægelse’) er, at fjendskab og indbyrdes strid mellem de forskellige trosretninger er skadelig for det evangeliserende arbejde. Om denne gerning (den evangeliserende) siger Paulus bl.a.: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde først og for græker’. Apostelen fortsætter med denne vigtige tilføjelse: ”For i det ÅBENBARES GUDS RETFÆRDIGHED AF TRO TIL TRO” – som der står skrevet: ”DEN RETFÆRDIGE SKAL LEVE AF TRO!” (Rom. 1:16) Hvis evangeliet skal forkyndes klart og utvetydigt til en synd-betynget verden, så indbefatter dette budskab, at de, som modtager det, SKAL MODTAGE DET I TRO! Det må intet sted forkyndes, at en synder kan komme til Gud på nogen anden måde, og hvis Rom (hvilket er tilfældet) fortsat – efter 500 år – IKKE godtager, at der fortsat IKKE gives så meget som en millimeter plads til nogen menneskelig bestræbelse på at opnå denne retfærdighed, så er der opstået en konflikt, der ikke (af hensyn til omverdenen) kan undgås. Da apostelen Paulus i Jerusalem så, at én af de øvrige apostle ’ikke gik lige frem efter evangeliets sandhed’, så trådte han øjeblikkeligt op imod ham og irettesatte ham ’i alles påhør’ (Gal. 2:12). I samtalen med Rom kan 500-årets protestanter gå langt – men drejer det sig om den fuldkomne Kristi retfærdighed, som ’åbenbares i evangeliet’, så går reformationens sande børn ikke et skridt længere ad lovgerningernes vej for dermed at stille pavens teologer tilfreds… og dette er dagens store udfordring.


13-03-2017

NÅR KILDEVÆLDET BLOKERES. Det byder ikke på nogen stor vanskelighed for Roms teologer at tale pænt om Luther og tildelt anerkendelse om reformationen – men det forekommer ikke blot uoverkommeligt for dem at give efter for Skriftens sandhed om trosretfærdighedens nødvendighed – nej, det er dem en umulighed, for de ser den ikke. Da Jesus mødte den enlige kvinde ved brønden i Samaria, fortæller han for første gang om den overflod af åndelig velsignelse, som følger med ’retfærdighedsgavens rige fylde’ (Rom.5:17). ”Det vand, jeg vil give ham” (der modtager denne gave), siger Jesus, ”skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Johs.4:14). Det er utvivlsomt dette hemmelige kildevand, som apostelen så frimodigt taler om, når han til menigheden i Rom skriver: ”Jeg længes efter jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så I kan blive styrket…” (Rom.1:1-11). Nogle har desværre i deres mangel på indsigt anset dette længselsfulde udbrud for at være et eksempel på apostelens ’store tanker om sig selv’ – men Paulus fortæller blot om den dybe erfaring han har måttet indse… at overalt, hvor han kom, væltede Åndens velsignelse ud fra hans indre. Det er dette givende kildevæld, som pavens teologer tilstopper, når de med den lære blokerer budskabet og den retfærdighed, som kun kan opnås ved tro.


10-03-2017

REJSEBESKRIVELSEN. Længselen efter at få indblik i den profetiske dimension, der omtales med Ny Testamente-begrebet: ’Det, der siden skal ske’, vil vokse. Her gælder det imidlertid om at iagttage apostelens ord, som siger: ”Men at Han er steget op, hvad andet betyder det, end at Han også er steget ned til den lave jord? Han, som er steget ned er den samme, som også er steget op over alle himle for at fylde alt, og Han har givet os nogle til at være apostle…” (Ef.4:9-11). At fatte betydningen af ’det her sagte’ er (som det altid er tilfældet med Den Hellige Skrift) sagens kerne; derfor er apostelens udfordrende spørgsmål på sin plads: ”Hvad andet betyder det?” Tolkningen er logisk, strider ikke mod fornuften og er hverken ’mystisk’ eller ’overåndelig’. Han, som er Guds Søn, og som er kommet fra den himmelske højsal til ’denne lave jord’… Han er nu atter ’steget op’ til den ophøjede ’hjemegn’, der er Hans. ”Han gav afkald (på det himmelske) tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig…”(Fil.2:3). Det vil imidlertid sige, at når den opstandne Herre i Åbenbaringsbogen siger til sin discipel, Johannes, på eksil-øen Patmos: ”Kom herop, så vil jeg vise dig, hvad der siden skal ske” (4:1), så er det den samme rejse, som skal foretages! Den kan ikke gøres på egen hånd (af hvilken grund denne ’rejsebeskrivelse’ følger: ’straks blev jeg grebet af Ånden….’ (v.2). Hermed er sagen én gang for alle klarlagt: Her på denne ’lave jord’ er der intet at hente med hensyn til den profetiske viden om fremtiden. Kun de, som modtager ’den himmelske indbydelse’: ”Kom herop,” vil finde viden om ’det, der siden skal ske’ (v.1).


08-03-2017

FORAN DEN RIGE MANDS PORT. Inden vi havde fået det smukke ’familietelt’ rejst på ’vort retmæssige grundstykke’ i Kokkoni, meldte nabokonen sig. Indehaveren af en græsk rigmandsvilla. Hun var mildest talt ’harmdirrende vred’ og erklærede, at dette ’foretagende med at installere en sigøjnerfamilie så tæt på hendes ejendom skulle hun nok få forhindret. Et af hendes argumenter var, at hendes ejendom ’ville falde i værdi’, hvis hun havde ’sådanne naboer’. Kort efter bemærkede jeg, at folk fra en over for liggende ’bilværksted’ samlede sig og stirrede fjendsk i retning af familien i teltet. Der blev talt i telefon! Snart efter begyndte ’trafikken’ op ad den lille private vej, som fører forbi ’vort’ grundstykke op til rigmandsvillaen. En ’security-vogn’ med blålys kørte forbi og standsede foran ’den rige mands hus’ (Luk. 16:17-31). Alle stirrede hadefuldt mod åbningen i teltet, hvor Kristine sad stille med bøjet hoved. Børnene var (bag hende) indhyllet i tæpper lagt til at sove. - og Jesu ord er kommet til mig: ”Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord… og hundene kom tilmed og slikkede hans sår (Luk. 16:19-25). Resten af denne beretning er gavnlig at få fornuft af. Den rige mands navn er (på trods af hans position og indflydelse) ikke nævnt med et ord. Men Lazarus er kendt. ”Husk på,” siger Abraham i denne beretning til den rige: ”Du fik det gode, mens du levede, Lazarus det onde. Nu trøstes han her – mens du pines” (v. 22-28).


06-03-2017

GUDLØSHEDENS ÆRINDE. Ny Testamentes holdning til Kristeligt Dagblads ’broadcasting’ af en homoseksuels sjælelige konflikt med hans mandlige partners for tidlige død er ikke ’polemisk’; der er ikke noget at diskutere; apostelens stilling er ikke til debat. ”Mænd optændes af deres begær efter hinanden – ja, mænd lever skamløst med mænd og pådrager sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjener…” (Rom. 1:27). Da Kristeligt Dagblad blev oprettet af Indre Mission i 1896 så det sig (ifølge sin egen karakteristik) sat i verden (citat): ’som et våben mod kulturnationalismen og gudløsheden’. I dag drejer et af hovedspørgsmålene sig om ’oplagstal’ – imidlertid er der læsere, der fortsat er af den opfattelse, at den omtalte kronik går både kulturnationalismens og gudløshedens ærinde. Dens konsekvens vil – tror jeg – blive anderledes end et par irriterende læserindlæg. Ved at give plads til den slags (forholdsvis velformulerende) propaganda og dermed åbne op for den militante, homoseksuelle elite, vil bladet komme i en uforsonlig strid med Ny Testamentes tydelige og afgjorte holdning – og dermed (om redaktionen tror det eller ej) med Gud! Dette vil føre til, at den røde advarselslinje (som jeg her har antydet) overskrides – og i det tilfælde er der (på trods af de ansvarliges hovedrysten) ’ingen vej tilbage’. Et led i den nytestamentlige kædereaktion, er det punkt, som hedder: ”Da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen…” (Rom. 1:28). Det er det værste, som kan ske for et menneske, en familie, en by, en nation – og en avis! Ekstrabladet kunne (ud fra sit formål) have trykt den kronik. Kristeligt Dagblad kan ikke!


01-03-2017

PÅ SNARLIGT GENSYN… og nu fortsætter jeg i dette afsnit, som går under betegnelsen: ’Kampen for Ordet’. Det vil sige, at vi normalt under dette ’menupunkt’ søger (med Skriftens Ord) at forsvare, hvad der er dagens emne! På denne dag er det spørgsmålet om: ’opstandelsen fra de døde’. Da apostelen Paulus stod foran den romerske statholder, Agrippa, stillede han følgende spørgsmål direkte (og uden frygt) til den mægtige hersker: ”Hvorfor finder I (romere) det utroværdigt, at Gud oprejser døde?” (Ap.G. 26:8) – Det samme spørgsmål kan i dag stilles til de fleste danskere – og endog en del af vore egne familier. Ja, spørgsmålet bliver nærgående, når ’følget’ samles torsdag eftermiddag på Farum Kirkegård, hvor Sigurd (løst fra dette legemes kvaler) skal stedes til hvile. Medens kisten sænkes i jorden, vil ikke få af hans nærmeste (og andre, som står lidt på afstand) atter blive ramt af tanken: Er der et ’Hereafter’ (altså: Et liv hinsides denne jordiske tilværelse)? – og svaret fra både Sigurd og Kirsten og disse to kæres store ’åndelige familie’ er fast og bestemt: Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået” (1. Kor. 15:13) – og hvis der én ting i denne forgængelige tilværelse, vi er sikre på, så er det, at Jesus lever! Han ER opstået fra de døde… og eftersom Han lever og ER opstået fra de døde, skal vi også leve og stå op fra vore grave – så til Sigurd er det ikke et ’farvel’, vi sukker gennem tårer, men et glad og forhåbningsfuldt ’på gensyn’, vi bekender med vor mund og vort hjerte: På snarligt gensyn, Sigurd Damberg!


27-02-2017

DEADLINE. Da vor sigøjnerfamilie blev fordrevet fra det vrag af en forladt campingvogn, hvor de havde taget ophold (på en øde strækning ved Loutraki) – fandt vi ingen anden udvej end (på midlertidig basis at indlogere den i et hus med kontorlokalerne til det sigøjnerarbejde, som Sophia (familiemedlem) er ved at AFVIKLE i det økonomisk nødstedte Grækenland. Inden ’deadline’ (28. feb.) ’har husets ejer imidlertid sat sigøjnerfamilien på gaden – og vi har da måttet indkvartere den i vor pilgrimlejr i Gamle Korinth. Dette indebærer imidlertid en betydelig risiko, idet de lokale myndigheder IKKE ser med milde øjne på Roma-familiens tilstedeværelse (og allerede med et bødeforlæg har truet os i den henseende). I de seneste dage har vi derfor forgæves søgt efter en alternativ bolig, som vi vil leje til Roma-familien i de tre måneder, indtil den mere permanente løsning (med grundstykket og den ombyggede scenevogn) falder på plads. Inden vor afrejse i de første dage i marts skulle vi imidlertid gerne have en løsning, idet familiens ’ildesete’ ophold i vor pilgrimlejr kan blive problematisk under vor snarlige bortrejse. D. 25. feb. om morgenen havde ’Costa’, familiefaderen, taget sin egen beslutning. Hvorledes han er i stand til at pakke hele børneflokken ind i hans gamle 5-personers ’smadrekasse’ forbliver en gåde – men alle vinkede farvel og drog af sted med retning mod Loutraki. (Vi havde forinden forklaret dem, at hvis de selv kunne leje sig ind i en bolig for en rimelig pris, var vi parat til at betale for 3 måneder). I dag, mandag, har vi atter noget kontakt med familien, og tirsdag søger vi at købe et tilstrækkeligt stort telt, som vi stiller op på det grundstykke, der nu er vores. Der bliver sikkert problemer – men bed for os!


24-02-2017

I DETTE TILFÆLDE FLYDER BLOD. En dansk sognepræst fortæller, at han i forbindelse med myndighedernes arbejde med nye indvandrerkristne har hørt, at forhør (under eksperternes ’religionsfaglige forhør’) er blevet spurgt (citat): Hvor mange Maria’er er der i Det Nye Testamente?” Svaret skal så afgøre, om den arme asylsøgernes ’omvendelse’ er rigtig. Svarer asylsøgeren forkert, kan det betyde, at han eller hun dermed har lagt den sidste sten til sin egen ulykkelige skæbne. Ifølge Kristeligt Dagblad 20. feb. 2017 har integrationsminister Inger Støjberg IKKE ønsket at kommentere sagen… hvilket i og for sig er forståeligt! Rapportens afsløring med hensyn til den såkaldte ’religionsfarlige fremgangsmåde’ (hvor det til syvende og sidst drejer sig om menneskeliv) er nemlig som et dystert panoramabillede af hele den uheldsvangre ’samfundsvidenskabelige opfattelse af kristendommen’. Apostelen taler i den forbindelse i Ny Testamente om (citat): ’en visdom, som ingen af denne verdens herskere kender’ (1. Kor. 2:8). Højt uddannede jurister og socialarbejdere, højesteretsdommere, ministre og folketingsmedlemmer (ja, i enkelte tilfælde en broget flok såkaldt ’gejstlige medarbejdere’) fatter i virkeligheden ikke (citat): ’… hvad VI taler om’ (skriver apostelen, idet han tilføjer): ’Det er nemlig Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre til herlighed’ (1. Kor. 2:7). Her er ’de religionsfaglige’ for længst ’stået af’… men i dette tilfælde (forklarer rapporten) flyder der blod. Deres mangel på åndelig indsigt koster menneskeliv.


22-02-2017

DE MÆGTIGE DØRVOGTERE. Den udfordring, som Kristi kirke i afslutningstiderne står overfor, kan ikke tages op af kristne, som kun har en begrænset adgang til Guds Rige. Når apostelen et sted forklarer de troende, at de vil kunne få ’en rig adgang til vor Herre Jesu Kristi Rige’ (2. Pet. 1:11), så er det dermed sagt, at der er andre, for hvilke denne ’adgangsport’ kun vil blive åbnet på klem. Imidlertid er de dæmonkræfter og de hadefulde fjender, som i den afsluttende kamp møder Kristi kirke fra afgrundsdybet af en sådan ondartet beskaffenhed, at ’de begrænsede’ på forhånd vil tage flugten og skjule sig for djævelens rasen. Derfor holder de sande Kristi efterfølgere i denne time fast ved ordene: ”Ved Ham har vi ved troen fået adgang til den nåde, som vi står i…” (Rom. 5:2). De, som oprigtigt og med et søgende hjerte spørger: ”Hvad er adgangskortet til en sådan åben dør ind til Guds Rige, vil finde svaret i det samme skriftafsnit, som afgiver følgende erklæring: ”Da vi nu er gjort retfærdige af tro…” (v.1). De, som IKKE ejer (ved troens tilegnelse) denne ’fuldkomne og ustraffelige retfærdighed’, skal ikke engang gøre forsøget på at komme ind. Porten vil være lukket – ja, keruber med flammesværd vil hindre enhver, som vil driste sig til at snige sig ind over himmerigets tærskel – og ingen dødelig vil slippe helskindet fra mødet med disse mægtige dørvogtere. Deres flammende slagsværd er ikke givet dem, for at de KUN skal jage en skræk i livet på de ’uretfærdige’ – nej, disse vil blive ’brændemærket i deres samvittighed’ og vil aldrig prøve at vende tilbage.


20-02-2017

DEN LIVSFORVANDLENDE TRO. Det er blevet noteret i Rom, at Luther forstod Guds ord som ’et levende ord’, der skabte, det udtalte (s. 43 stk. 103) og altså (i sig selv) ejede ’det givne løftes karakter’ (Latin: promissio). ”Troen griber dette ord,” (hedder det i dokumentet) ”tilegner sig det og gør det ’sit eget’, til hvilket på stedet bevirker, at det menneske (der modtager det) kan se bort fra sig selv, gribe om det befriende løfte og fra det øjeblik fuldt ud stole på det.” – Det må være denne selvsamme tro, som apostelen Paulus taler om, når han til menigheden i Rom henvender sig med følgende: ”Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, FORDI DER I HELE VERDEN FORKYNDES OM JERES TRO” (Rom. 1:8). Det var næppe ’en død, traditionsbunden, virkningsløs tro’, der på det tidspunkt vakte den halve verdens opmærksomhed, - ja, som fik Roms navn på alles læber! Nej, det var netop ’den levende tro’, som i sig ejer en sådan livsforvandlende kraft (et indre kildevæld) at den ikke (selv i de farligste egne og under de mest usikre omstændigheder) kan gemmes bort i ubemærkethed’. Altså den revolutionerende tro, som reformatorerne frygtesløst prædikede, og som i sig fortsat ejer det lys, som alle mennesker dybest set hungrer efter. Det, som er det særlige ved den tro, som Paulus i sit brev til romerne forkynder, er, at den er i stand til at give et menneske ’fred med Gud’ (Rom. 5:1). – Eftersom der ikke eksisterer én eneste menneskesjæl i denne dømte, dødsmærkede verden, som er født UDEN at være befænget med det syndens, gravens og djævelens princip, der hen af vejen udarter sig til et åbent, lidenskabeligt fjendskab mod Gud, så er alle mennesker faktisk – dybest inde – også født med en inderlig længsel efter at finde fred med Gud! Roms kristne fandt den fred – og derfor er deres tro på, hvorledes denne fred kan opnås, blevet et emne, som stadig optager søgende mennesker ud over hele kloden.


17-02-2017

BETINGELSEN. En af de grunde – ja, selve hovedsagen til – at de sidste budbringeres budskab ikke må blæse bort med vinden (thi mange, forførende lærdomsvinde vil blæse…Ef.4:14) er det særlige løfte, som gives i ’Patmosbogens’ (Åbenbaringsbogens) tredje kapitel. Her taler Den opstandne Herre til Sin menighed i Filadelfia. Han siger: ”Fordi du har bevaret Mit Ord om udholdenhed, vil Jeg bevare dig i prøvelsens time, som skal komme over hele jorden, for at prøve dem, der bor på jorden…” (v.10-11). Den særlige bevarelse, som Herrens hellige kan komme til at opleve i en kommende svær tid, er således forbundet med en særlig betingelse. Hvad de troende imidlertid indtil nu har fået at vide, er, at Kristi frelsende nåde er betingelsesløs. Den hviler helt og holdent på et fuldbragt værk, hvor alle betingelser én gang for alle er opfyldt! Denne frelsende nåde i Kristus er jo gratis og UFORTJENT (Rom.3:24). Dette velsignede forhold gælder imidlertid IKKE med hensyn til den livs- og evighedsnødvendige bevarelse, som skal skærme og vogte Guds børn i den kommende trængsels og forfølgelsestid. Budskabet, som Johannes bringer fra Patmos, lyder sådan: ”Fordi du har bevaret (mit ord) vil også Jeg bevare dig (i prøvelsens time). Lad derfor ingen fra nu af lade ligegyldighedens sløvhed råde, når det drejer sig om ’at holde fast’ ved den særlige belæring og forkyndelse, som hører de sidste tider til! De sorte fugle stryger lavt for at opsnappe hvert ord, som falder på vejen, og tidsåndens timelige tidsler vokser tæt for at kvæle ethvert tegn på den indbyggede modstandskraft, som ligger i apostlenes lære (Ap.G.2:42).


15-02-2017

VINDEN BLÆSER I ALLE RETNINGER. Der foreligger rapporter om, at premierminister Benjamin Netanyahu har forklaret sit sikkerhedskabinet, at han har givet Trump besked om, at ’en demilitariseret palæstinensisk stat’ var at foretrække… Dette skal være sket for allerede tre uger siden, og Trump har (efter sigende) reageret med ordene, at ’en sådan deal’ kunne opnås. Hvis dette er tilfældet (forklarer Mellemøsteksperter) – så underminerer Netanyahu selv USA præsidentens troværdighed. ”Så er det bare Obamas agenda, der fortsætter,” hedder det. Den sephardiske chefrabbi, Yitzhak Josef, havde en samtale med premierministeren, søndag aften. ”Må Den Hellige være med dine ord,” sagde rabbien. ”Du repræsenterer hele Israel – og Den Almægtige vil være med dig!” Samtidig har Hizbollah-lederen Hashan Nasrallah (ifølge Associated Press) erklæret Trump for ’at være en idiot’. Trumps nye, kvindelige ambassadør til FN, Nikki Haley, erklærede i et møde med sin kollega fra Israel, Danny Danon, at ’ingen af USA’s allierede fremover ville opleve, at Amerika svigtede dem’! Det fremgår imidlertid af medierne i Israel, at man var indstillet på, at ambassade-spørgsmålet skulle søges løst fra ’Day one’ of Trumps tiltræden. Nu ser det ud til, at der ventes på den nye USA ambassadør til Israel, David Friedman… som imidlertid har gjort klart, at han ’bryder traditionen med at have sin bolig i Tel Aviv. Jeg bliver boende i min lejlighed i Jerusalem,” siger han. Vinden blæser i alle retninger…


13-02-2017

DEN SIDSTE STORE FREDSPORT. Det er vigtigt for de troende alle vegne at sætte sig ind i Åbenbarelsesbogens (detaljerede) endetidsprogram. Hele historien ender nemlig med, at der her på jorden (inden den store hovedprotokol lukkes) findes to grupper af menneskesjæle tilbage på en mere eller mindre udbrændt klode. (’Elementerne vil nemlig brænde op, og alt det menneskeskabte… må gå i opløsning…’ 2. Pet. 3:10). Begge grupper fremstilles som skarpe, genkendelige silhuetter i Skriften, EFTER at de er passeret ind i en kommende verden. Om den ene gruppe hedder det, at den ’kom til live’ – og de, der tilhørte den ’blev konger med Kristus i tusinde år’ (Åb.20:4). Om den anden gruppe gives denne korte beskrivelse: ”De andre døde kom ikke til live, før de tusinde år var omme” (v.5). – Meget få mennesker er klar over, hvad Den Hellige Skrift åbenbarer om disse afsluttende tilstande, og det er (som jeg er blevet ældre) min opfattelse, at Den Almægtige i Sin evige retfærdighed vil lade ’et sidste bud’ gå ud over jorden, for at ingen sidenhen skal kunne sige, at om dette fik de aldrig nogen besked (Rom. 3:4). Kan det være sandt, spørger jeg, at en sidste, mægtig fredsport for en kort tid åbner sig. Den lukkes langsomt op – og lukkes langsomt i, og de gudløse vil i deres afsind og begær bruge denne anledning til at beruse sig i ’en stakket stund’ af den sidste jordiske og kødelige nydelse (Hebr. 11:25-26) men de hellige vil som ingensinde før kaste sig ud i en sidste verdensvid redningsaktion… ’og dette evangelium om Riget skal da prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme’! (Matt.24:14)


10-02-2017

DANMARK – EN PROTESTANTISK NATION? Højesteretsdommere har ikke i sinde på forhånd at ville benægte virkeligheden af en retssags åndelige ’objekt’ (tror jeg). De har nemlig i dette tilfælde med grundlovens 150årige tekst og kirkens 500årige bekendelse at gøre. Det protestantiske Princip stiller også i marts 2017 skarpt på en sag, som alle mennesker til alle tider og på alle steder har stridt og kæmpet med – nemlig dette ene: ”Hvordan kan jeg få fred med Gud?” I et halvt årtusinde har netop det emne været den åndelige krigs eneste sigte mellem paven og reformationens sande børn – og for Danmarks vedkommende kulminerer denne kirkekamp nu i højesteretssalen ved Christiansborg i København. – Kammeradvokaten vil (så vidt det kan spores) behandle det protestantiske princip – sådan som det kommer til syne i grundloven og kirkens bekendelse – ud fra det ’materielle syn’, at det blot er en slags historisk legemliggørelse af nogle gamle, fastgroede, religiøse ideer, som staten nu én gang for alle må få hånd i hanke med. Han er tilsyneladende intetanende med det protestantiske princips dybeste indhold – nemlig at der (endog ifølge grundloven) i det danske kongerige må fremstå – ja endog fra statens side må fremhjælpes en Kristi menighed, som oprigtigt og fuld af troens vovemod tør forkynde reformatorernes budskab, at en frafalden, fordærvet og fredløs slægt ved troen på Kristus kan finde ’fred med Gud’. Den kommende retssag vil (tror jeg) bevise, om Danmark er – ikke kun ’et kristent land’ – men en protestantisk nation – ja, et ’luthersk land’ så langt at forstå, at det taknemligt og ydmygt godtager denne reformators velsignede lære om, at en falden synder kan blive gjort retfærdig i Guds øjne ved troen – og troen alene – på Jesu Kristi forsonende død på Golgatas kors! Vinder en gudløs stat denne retssag, er den protestantiske æra for Danmarks vedkommende ved at nå sin ende. Mit håb og tro til Gud er, at dette IKKE sker!


08-02-2017

SAGENS OVERORDNEDE FORMÅL. Det protestantiske princip, som en domstol er sat over at forsvare i marts 2017 i København, er en bestemmelse, som ikke kun udtaler forjættelsen ’at have fred med Gud’ – men som også beskriver, hvorledes denne særlige tilstand kan opnås. Ifølge reformationens hovedbekendelse og kraftige opgør med alle anderledes troende, så er denne – for alle dødelige ufattelige sindstilstand – opnåelig ved den mægtige magt, som er i troen. Skriften siger: ”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud…” (Rom.5:1). Her kommer ingen udenom anvendelsen af et dybt, filosofisk udtryk (som ellers, hvor det er muligt, bør undgås) – nemlig begrebet: ’En eksistentiel erfaring’. Sagt på godt dansk: ’En absolut livsvigtig, vedvarende oplevelse’! Altså IKKE kun en teori eller et teologisk samtaleemne – men en sjælens og åndens salige hvile og uafbrudte (evige) tilstand, som er det eneste og sikreste tegn på, at man (midt i en fordærvet slægt) er et Guds barn… Hvor mærkeligt, det end lyder, og hvor modstræbende både lovlærde jurister og skriftkloge teologer vil stille sig over for en sådan tanke, så er og forbliver det dette protestantiske princip, som (både fordi det er nævnt i bekendelse og grundlov, men også fordi princippet i sig selv ikke tillader nogen anden behandling), er retssagens overordnede formål. Der kan på grund af sagens åndelige karakter ikke her godtages de sædvanlige beskyldninger om ’usaglighed’ eller ’Dette er spørgsmålet irrelevant’. Det protestantiske princip: ’Jeg har fred med Gud’ (Rom.5:1) er dybest set denne sags mest ’videnskabelige’ og ’objektive’ indfaldsvinkel…


06-02-2017

TRUMPS FORSVAR. Det er nu lidt mere end en uge siden, at US-præsident Donald Trump iværksatte den hidtil mest kontroversielle aktion i sin korte tid i Det Hvide Hus. Han blokerede for en tid alle indrejser i USA for folk, der tilhørte syv lande i Mellemøsten. Det drejer sig om immigranter fra Iran, Irak, Libyen, Somalia og Sudan, Syrien og Yemen. Forbuddet gælder i 90 dage. Venstrefløjen rejste sig på stedet og erklærede denne handling for ’grundlovsstridig’. Om denne beskyldning kan holde i en retssal vil nu vise sig. Trump vil holde på, at han har gennemført denne handling, fordi nationens sikkerhed er truet. En lov om immigration helt tilbage til 1798 synes at støtte præsidenten. Når modstanderne vil anklage ham for ’religiøs diskrimination’, vil han henvise til d. 8. US-kode § 1182, som siger, at ’hvis der er fare for smitsomme sygdomme, som bringer en risiko til USA, så kan præsidenten lade grænsebommen gå ned’. Trump vil hævde, når medierne anklager ham for at ’lukke for alle muslimer’, at han kun lukker for de syv lande, hvorfra terrortruslen er størst. Det er kongressen, som har udrustet præsidenten med de særlige paragraffer fra lovgivningen, da den ’sendte ham med i Det Hvide Hus den besked, at grænserne skulle lukkes. Det er den almindelige mening (på trods af mediernes hetz) at Højesteret i USA ikke vil have vanskeligheder med i Trumps tilfælde at opretholde lovens krav – også i en situation, hvor modstanderne søger at erklære præsidentens handling for at være i strid med konstitutionen.


03-02-2017

HESTENS FORUDBEREDTE RIDEBANE. ”Det var i Antiokia,” hedder det i Apostlenes Gerninger, ”at disciplene først fik navnet Kristne” (Ap.G.11:26)… hvilket bør få alle Jesus-troende til åbent (og uden at skamme sig) at vedkende sig dette hædersnavn. Det var imidlertid ikke fordi der blev gennemført store ’evangeliske kampagner’ (hvilket kunne have været ønskeligt) i den by –nej, det var fordi, der blandt de troende dér virkede en stærk profetisk Ånd. Gud åbenbarede ting, som endnu ikke var at se, for menigheden i Antiokia. Derfor hedder det videre i beretningen: ”I de dage kom der nogle profeter fra Jerusalem ned til Antiokia” (v.27)… hvilket tilkendegiver, at der var noget, som Herren på det tidspunkt absolut ville ’lade blive hørt’, og selvom mange (Israel-fans) vil mene, at Jerusalem måtte være det rette sted, hvorfra det profetiske ord skulle udgå, så havde Herren andre planer. Antiokia var stedet, hvor profeterne – drevet af Ånden – søgte hen. Om dette fortælles videre: ”En af dem (altså profeterne fra Jerusalem) ved navn Agabus stod op og tilkendegav (græsk: ’forudsagde’) ved Ånden, at der skulle komme en stor hungersnød over hele verden (den kom også under Klaudius’ regering… Ap.G.11:28). På samme måde kan det ved Ånden i dag (fra de mest overraskende steder) kundgøres, at meget snart vil det første af de syv segl blive brudt, og en hvid ’fredshest’ vil ride ud på en allerede forudbestemt ridebane…


01-02-2017

INDGANGSPORTALEN. Retfærdiggørelsen er selve indgangsportalen til ’et nyt liv’ med Kristus! Den er åbningsstadiet til den ’nådestand’, som den troende træder ind i, og hvor han fra første øjeblik kan ’se Guds Rige’. – ”Sandelig, sandelig siger jeg dig,” erklærer Jesus, ”ingen kan se Guds Rige, hvis han ikke bliver født på ny. Den katolske teologi lærer fejlagtigt, at kun ved troen og de deraf følgende gerninger kan en sjæl blive gjort retfærdig i Guds øjne. Det vil sige, at ’troen alene’ (som den tillidsfulde hvile en fortabt sjæl oplever ved åbenbarelsen om retfærdiggørelsen) IKKE (ifølge den katolske teologi) er tilstrækkelig, for at Guds ubønhørlige krav om ’fuldstændig retfærdighed’ kan stilles tilfreds. ”Kom, lad os gå i rette med hinanden,” siger Herren. ”Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne, er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld (Es.1:18). Sneen skal ikke yderligere renses for at blive mere hvid, og det slagtede lams uld skal ikke til ’en gerningernes storvask’ for at kunne blive godtaget! Når Den Almægtige indbyder Sin faldne skabning til ’at gå i en retsforhandling for DERVED at opnå at blive retfærdiggjort – da bliver dommen IKKE udskudt til, at den skyldige har bevist alvoren af sin uskyld ved en hellig livsførelse. Den protestantiske teologi tilbageviser til enhver tid og under en hvilken som helst form tanken om, at der EFTER TROENS TILEGNELSE af sonofferet skal tilføjes en beviselig ’ændret livsførelse’, før Gud godtager den retfærdiggørelse, der bygger på Kristus.


30-01-2017

LØFTESTENEN Når den jødiske profet forudsiger, at Jerusalem på et tidspunkt af verdenshistorien vil være at sammenligne med en løftesten, så må det netop i denne time være på sin plads at søge at finde ud af, hvad dette begreb (’løftesten’) indeholder. Det synes af grundteksten at kunne forstås, som en tung (engelsk: ’burdensome’) sten, der ikke blot ’løftes’ – men som allerede ’er lagt på folkeslagenes skuldre (tysk: ’als aufgeladenen all den Völkern) – samt at de folkeslag, som (efter fortjeneste) er ’blevet pålagt denne byrde (tysk: alle in sich aufladenden) vil blive ’snittet til blods’ (sønderrevet… tysk: ’sie werden ritsgeschnitten) Det fremgår yderligere af grundteksten, at der foreligger en villig indstilling fra de nationer, som ’påtager sig denne byrde’ (engelsk: ’all loading it are completely pressed down’…YOUNG). Bag den danske benævnelse ’løftesten’, ligger altså en vedvarende advarsel til nationernes ledere, at de IKKE skal stille sig til rådighed for de anti-israelske kræfter, der søger at ’splitte’ eller ’flytte’ Jerusalem fra dens bestemmelse, nemlig ikke blot 1) at være Israels hovedstad men 2) at skulle indtage den ærefulde plads at være ’Den store Konges By’. Denne sidste bibelske betegnelse retter da straks opmærksomheden på det jødiske tredje tempels placering, hvilket på stedet afgør, hvem der af selve templets Herre er bestemt til at bygge denne helligdom…


27-01-2017

AFSLØRENDE TIDSFAKTOR. Hvad især bør bemærkes ved nadvermåltidet er Jesu egne ord, ’medens de spiste’ (v.26) det sidste måltid (Matt.26:26-29). Skriften fortæller her, at ’Jesus tog et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er Mit Legeme.” Her står intet om nogen overnaturlig ’forvandling af brødet’, så at det (ved Jesu velsignelse) skulle blive ’fuldstændig omdannet’ til at blive ’Kristi kød’ (indforstået: som det sønderbrudt hang på korset). Velsignelsen, som Jesus ved denne anledning enkelt og ligetil udtalte sådan, som Hans efterfølgere gør det, når de sidder ved aftensmåltidet) står ikke på nogen måde i Skriften angivet som ’en slags trylleformular’, der skulle eje en sådan besynderlig kraft, at brødet i samme øjeblik blev totalt væsensforandret, så at det ikke længere var et ovnbagt brød men et stykke lemlæstet kød. I den forbindelse bør det med protestantisk udholdenhed fastholdes, at ordene ’mens de spiste’ (v.26) gør det oplysende klart, at tidspunktet, hvor Jesus ’tog brødet og velsignede det’ var mere end tolv timer, før Hans legeme blev brudt på korset, hvilket straks kaster lys over ordene: ”Dette er Mit Legeme’ (v.27). Hvis nemlig ’det brudte legeme’ allerede her skulle manifestere sig som ’Kristi virkelige sønderbrudte kød’ (altså tolv timer før naglerne blev hamret i Jesu hænder og fødder og mere end et halvt døgn før spyddet blev jaget i Hans side, så antager det såkaldte ’forvandlingsunder’ en materiel skikkelse, som endnu ikke (som morgendagens (langfredags) smertens offer) var til stede. Når Jesus afslutter måltidet med ordene: ”Fra NU AF skal jeg ikke drikke vintræets frugt, FØR den dag jeg drikker den som ny vin… i min Faders rige” (v.29) – så præciserer Han, at hver eneste af Golgatas og opstandelsens begivenheder har sin egen tid (Fra nu af… før den dag)… hvilket atter vil sige, at nadverbordets brød ikke pludselig kunne omdannes til ’Kristi virkelige, brudte legeme og kød’ FORUD for, at korset har øvet sit frygtelige sønderbrydningsværk – ja, dette mystiske nadverforvandling sker (ifølge protestantisk opfattelse) hverken FØR eller EFTER Golgatas smertetime…


25-01-2017

STATENS FORNÆGTELSE AF GUDS RÅD. Den historiske debat vedrørende kirkens ’embeder’ indeholder talrige højst bemærkelsesværdige synspunkter, som en kammeradvokat i det 21. århundrede intet kender til. Han kan utvivlsomt forstå sig på jura – men den bibelske opfattelse af, hvorledes den ældste form for den kristne menighedsstyrelse var udformet, er han ikke indviet i. Dybest set har han ikke en jordisk chance for at kende til åbenbaringen bag denne ’styrelsesfunktion’ – og han er ganske uvidende om den hemmelighed, som skjuler sig bag Jesu ord: ”Jeg vil bygge Min kirke’! (Matt.16:18) Når derfor de lærde taler om ’episkopalets betydning, burde han ikke tage til genmæle, thi han er som en blind, der vil tale om farverne eller en døv, der vil ytre sig om Händels Messias. Det kirkelige ’embede’ (eller ’tjenestegerning’) er ifølge Ny Testamente og kirkens bekendelse guddommeligt indsat og virker ifølge hele kirkens væsen i dag som i den første menigheds tid. Hvis den evangelisk-lutherske kirke eller de, som i denne frafaldets mørke time ønsker at forblive tro over for reformationens budskab, ønsker det, så vil Guds gode Helligånd lede i denne retning. Hvis man i dagens Danmark og Europa – ja, ud over den ganske klode vil forlade de overfladiske forpostfægtninger for at trænge ind i de dimensioner, som er forbundet med det guddommelige råd, der manifesterer sig i ’embedets styrelse af Kristi menighed’, så vil en sand åndelig vækkelse blive følgen. Fornægtelsen af dette er inkorporeret i statens juridiske procedure ved Højesteretten i marts… og dette statslige nej til Guds ordning med Kristi kirke vil (hvis af dommerne accepteres) komme til at koste det danske samfund dyrt.


23-01-2017

VIL TRUMP OGSÅ BRYDE SIT LØFTE? De i dette ’daglige brevs’ omtalte ’undvigelser’ fra kongresbestemmelsen om flytningen af USA’s ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem har præsidenterne (ifølge den givne regel) måttet genunderskrive ’undvigelsen’ hver sjette måned. Pennen, der halvårligt lå parat til at sætte præsidentens navn under ’forargelsesdokumentet’, blev IKKE liggende urørt; i 22 år har USA’s præsidenter (uden undtagelse; i alt 44 gange) signeret bestemmelsen om, at den amerikanske ambassade – på trods af kongressens (med et stort flertal) vedtagne lov – skulle blive liggende i Tel Aviv, hvor den lå. I ligeved et halvt hundrede gange har en US-præsident forklaret sin (sørgelige) underskrift på ’Fravigelsesdokumentet’ med den samme historie: ’Det klippefaste princip i den amerikanske konstitution, at den lovgivende og den udøvende magt skal være skarpt adskilte’ – og dermed har alle indtil nu stillet sig tilfreds. Dette er sket på trods af, at to af de tre præsidenter (Clinton og Bush) højtideligt i deres valgtaler lovede, at de ville gøre noget ved denne sag. Clinton anvendte i sin kampagne udtrykket: ”Jeg har altid villet flytte ambassaden,” og Bush erklærede, at han (’from day one’ – fra sin første dag i Det Hvide Hus) ville søge denne bestemmelse gennemført.” Men begge fraveg deres løfte. Vil US-præsident Trump gøre det samme? Hele verden holder vejret – ja, det ganske univers står afventende. Thi denne sag er ikke kun et politisk spørgsmål. Som alt andet, der angår Jerusalem, er dette et profetisk anliggende. Trump kan hente sig en velsignelse ved i dette spørgsmål at være ordholdende.


20-01-2017

EN UFRUGTBAR TVANGSORDNING. Ved Højesteretssagen i marts 2017 er det præcist 150 år siden, at lovforslaget om ’valgmenigheder’ blev lagt på rigsdagens bord. Kammeradvokaten oplyser, at han med netop denne 150-årige sag vil bevise, at en regering (ifølge sædvane) handler legalt, når den imod kirkens kraftigste protest bryder ind i dens indre anliggender og gennemfører ritualer, som er imod den kristne menigheds bekendelse. Imidlertid understreger denne 150-årig bestemmelse (om ’valgmenigheder’), at netop dette bør være ’en forandring’, som sikrer to præcist udpegede forhold. For det første grundlovens ubetingede garanti, at kirkens ’evangelisk-lutherske karakter bevares’ og for det andet, at (citat): ’adgangen ’til kirkens indre’ frodigere kan udfolde sig i overensstemmelse med kirkens evangelisk-lutherske karakter’. Med indførelsen af homovielser foran kirkens alter, er den første betingelse overtrådt. Grundlovens garanti er regnet for intet! Kirkens læremæssige karakter er med vielser af par af samme køn forulempet og dens bekendelse er åbenlyst blevet krænket. Men også den anden 150-årige betingelse er hermed trådt under fode. Adgangen til kirkens indre er blevet spærret af statens lovgivere, og den omtalte ’frodige udfoldelse’ af ægteskabet er erstattet med et goldt og ufrugtbart parforhold. Den påbudte ’overensstemmelse’ med den evangelisk-lutherske karakter er blevet erstattet af en tvangsordning, der er i åbenlys modstrid med kirkens lære.


18-01-2017

KIRKENS FJENDE NUMMER ÉT. Statsadvokaten meddeler i sit oprørende notat om ’Regulering af folkekirkens indre forhold’, at han vil (citat): ’beskrive to forhold, hvor både et flertal af biskopperne og mange af folkekirkens øvrige gejstlige erklærede sig imod statens lovgivning, som alligevel blev gennemtrumfet’ (Dok.nr. 129732/16). Ifølge de sagsøgende borgere, berører kammeradvokaten imidlertid her et (med hensyn til kirkens eksistens) væsentligt emne. Han træder (som statens myndige repræsentant) op imod det nytestamentlige kirkeaspekt, der har at gøre med den kirkehistoriske forståelse af ’embedets betydning’. Statens advokat henviser (som sine værste modstandere) til ’biskopper’ og ’øvrige gejstlige’ og peger dermed på de ledende folk i kirken, der (af kirkens Herre) har fået betroet en særlig læreopgave. Disse såkaldt ’øvrige gejstlige’, der velargumenteret har protesteret mod statens kirkefjendske lovgivning, er mænd, som ud fra en mangeårig uddannelse og livserfaring har undervist både troende og ikke-troende borgere i den kristne lære. Altså de ’lærere’, som (ifølge kirkens opfattelse) Kristus selv ved Sin Ånd har indsat i menigheden. Det er altså kirkens dybere forståelse af f.eks. lærerembedets betydning, som staten gennem sin advokat sætter under anklage – ja, det er (intet mindre end) selve indholdet af den lære, som disse gejstlige undervisere står for, som den borgerlige øvrighed i marts 2017 søger domfældt. Det er altså – når alt kommer til alt – evangeliet, som staten vil have bragt til tavshed; den øvrighed, der ifølge Danmarks Grundlov har forpligtet sig til at understøtte og befordre det i forfatningen nævnte protestantiske lærebegreb, optræder nu som kirkens fjende nr. 1, og bør fra dags dato af både domstol og borgere blive anset som sådan.


16-01-2017

JEG TAKKER MIN GUD. ”Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle,” siger Paulus, som han fortsætter sit brev til Rom (Rom.1:8) – og det må være en stadig påmindelse for de troende, at de (ikke skal klage over eller anklage) men takke Gud for deres trosfæller – også dem, som kan være besværlige – ja, som til tider modarbejder og stadig søger at komme på tværs med deres meninger og modsigelser. Apostelen siger jo IKKE, at han takker Gud for nogle af de hellige i Rom, men han skriver i sit brev, at han takker ’for dem alle’ – og de har næppe alle været Guds bedste børn! En del oversættelser siger her, at Paulus ’takker Gud’ – men det er ikke korrekt. Grundteksten siger, at apostelen skriver: ’Jeg takker MIN Gud’ – og det bør absolut bemærkes, for med denne meget personlige drejning falder det højtravende og ’særdeles akademiske’ til jorden. Denne påtagede, klerikale ’afstandstagen’, hvor man belærer andre med udtryk og betegnelser, der skal lyde så klogt og overlegent (undertiden storsnudet og befængt med en underlig kritisk ånd, som er Ny Testamente fremmed). Nej, når Paulus skriver sine indledende ord til menigheden i Rom, så taler han om ’MIN Gud’. – Jamen, vil nogen sige: ’sådan kan jeg ikke tale om Den Almægtige’. – Joh, hvis denne personlige ’nærhed’ begrundes med forklaringen ’ved Jesus Kristus’, så er det muligt; ved Ham tør vi bruge udtrykket ’MIN Gud’…


13-01-2017

PERSONLIG NÅDE SOM TJENESTENS FORUDSÆTNING Hvis det er sandt – hvad jeg tror det er – at en Herrens tjener må finde personlig nåde hos Gud, før han kan udrette noget af betydning i Guds Rige, så ved jeg på hvilken måde denne helt personlige nåde kan opnås. Den findes udelukkende (som Messias) i Kristus – og hvis dette er mit eneste og sidste argument, at ’Faderens velbehag er uløseligt knyttet til Hans Søn’, så er jeg ikke på vildspor! Derfor hedder det i det 5. vers i Romerbrevets 1. kapitel, at vi ’gennem Kristus har fået nåde og apostelgerning’. Altså ikke blot en tjenestegerning men den særlige nåde, som er en forudsætning for og en afgørende nødvendighed for, at et så højt et kald kan føres ud i livet. Hvad jeg imidlertid her må betone er, at dette lykkeligvis sker gennem Kristus. Det er Jesu evige fortjeneste, der gør det muligt, at hvilken grund jeg med sindsro kan ’holde mig til Ham’! Som jeg ikke kunne blive frelst uden Jesus – sådan kan jeg ej heller tjene uden Ham. ”Det er ikke mig, der fik tjenesten til at lykkes,” forklarer Paulus – men (og heri ligger hemmeligheden). ”Det var Guds nåde, der udvirkede det i mig!” (1.Kor.15:9-10). Der findes næppe nogen større overbevisning, som i fred kan lede Herrens tjenere videre i deres gerning…


09-01-2017

SKØGEBÆGERET. For at kunne finde ud af, hvem og hvad, der i Ny Testamente får betegnelsen ’den store skøge’ … og hvis dom bl.a. inkluderer, at hun skal ’blive bolig for dæmoner og skjul for alle urene ånder’ (18:2) bør man omhyggeligt stave sig igennem det navn, som står skrevet på skøgens pande; det nytter ikke, at nogen vil prøve at forsvare sig med, at de ’ikke lagde mærke til navnet’, for det står prentet på skøgens pande… tydeligt, så at enhver kan se det! Apostelen fortæller (med store bogstaver): ”På hendes pande er skrevet et navn, en hemmelighed: ’Det store Babylon’.” Personligt ville jeg mene, at det måtte være ’en mindre forklarende tekst’, hvis også den skal anbringes på skøgens pande – men en sådan indvending synes at være hen i vejret. Den omfattende afmærkning, som skøgen kan identificeres ved, er udtømmende. Under overskriften: ’Det store Babylon’ står (med lige så store bogstaver) tilføjet følgende beskrivelse: ’Moder til skøgerne og jordens afskyeligheder’ (v.5). Den sidste tilføjelse er overordentlig vigtig for at kunne præcisere, hvem og hvad, der i det guddommelige endetidsprogram omtales som ’den store skøge’ (17:1). Dermed bliver det jo også advarende klarlagt, hvem der skal rammes af dommen, og hvilket system, det er, der ’bliver skjul for alle urene og afskyelige dyr’. Det er nemlig ikke kun skøgen selv – nej, det er det samlede skøgevæsen, som hun har sat i verden, og som hun (som ’moder’) har opfostret. Hvis skøgen er Rom, så er ’skøgerne’ hele det religiøse system af frafaldne protestanter, der følger hende… med særligt sigte på den voksende flok i den protestantiske kirke, der med deres muldvarpeblinde ledere er parat til at drikke af det samme bæger, som Den store Skøge holder i sin hånd.


04-01-2017

TVIVLENS ORD. Johannes, den af Kristi disciple, som på Patmos fik de største og mest betydningsfulde oplysninger og åbenbarelser om den sidste tids begivenheder, fortæller, at da Jesus efter Sin opstandelse åbenbarede sig for Sine disciple, var hans medstrider, Thomas, ikke til stede. Johannes beretter, at Thomas stillede sig tvivlende over for det vidnesbyrd, som hans ti brødre aflagde (at ’de havde set Herren’). Han erklærede (og disse ’tvivlens ord’ står nedfældet i Ny Testamente som udtryk for, at Guds Helligånd ikke er uvidende om den vantro indstilling, som mange mennesker gennem tiden har indtaget med hensyn til forkyndelsen om Kristi opstandelse)… ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i Hans hænder, og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i Hans side, tror jeg ikke!” (Johs.20:24-25). Johannes (Patmos-vidnet) beretter videre, at da disciplene ugen efter atter var samlede bag lukkede døre, stod Jesus atter og pludseligt ’midt iblandt dem’. Han vendte sig med det samme til Thomas (åbenbart velvidende om dennes ’vantros-erklæring’) og sagde: ”Her er mine hænder. Derefter gav Han den befaling, som nu er gået over i historien og som gælder alle og enhver: ”Vær ikke vantro men troende!” (v.28) – og Han slutter med følgende opmuntring: ”Nu tror du (Thomas), fordi du har set mig – men salige er de (alle dem, som ikke ’har set Herren’) – ’som ikke har set og dog tror…’


02-01-2017

URELEMENTERNES SKILLELINJE. De afsluttende dages skel mellem mørke og lys har sin oprindelse i ’alle tings begyndelse’. Om dette siger Skriften: ”Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket” (1.Mose 1:4). Det skel, som Skaberen har sat mellem disse to urtidsbegreber (’Berishet’-begreber = begyndelsesbegreber) kan ikke og bør ikke på noget tidspunkt overskrides af nogen dødelig; dette Guds-skel vil aldrig af Den Evige blive ændret! Af samme grund kan der ikke på noget punkt indgås nogen alliance eller gives en ’fællesnævner’ for de to oprindelige elementer, der i al evighed befinder sig på hver sin side af dette skel. ”En uoverskridelig kløft,” siger Jesus, adskiller disse to magter. ”Der er,” forklarer Jesus videre i lignelsen om ’den rige mand og Lazarus’ (Luk.16:19-31) ’lagt en dyb kløft mellem os og jer’ ((Lysets sønner og mørkets børn), for at de, som vil herfra over til jer, IKKE skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra’ (v.26) – hvilket vil sige, at der ikke kan indledes eller udfærdiges – ej heller virkelig gøres – noget kompromis mellem mørket og lyset! – Den grundlæggende, dybere difference, der hersker mellem det sande, protestantiske kristendomssyn og den kristenforståelse, som i form af en verdenskirke (en moderkirke med globalt sigte) udgår fra Rom, lader sig med babylonisk forvirring forklare på mange måder – men det mest centrale kontroverspunkt vil til syvende og sidst med størst sikkerhed være at finde i læren om Herrens Måltid overalt, hvor det okkult-mystiske forkyndes i den forbindelse, findes skellet mellem mørket og lyset her. Dette er stedet, hvor reformationens kirke skal stå fast – og dette er stedet, hvor et gyldent bæger er fyldt med alverdens afskyeligheder, som ingen sand Kristi efterfølger skal komme i nærheden af…


01-01-2017

JEG ØNSKER ALLE MINE LÆSERE ET GUDS VELSIGNET ÅR 2017.


Copyright © Johny Noer - www.noer.info. Kampen for Ordet. Alle rettigheder forbeholdes.
Senest opdateret: 28. april 2017 09:16:56.