DAGLI'T BREV 2017
www.noer.info


28-04-2017

LAD DIG IKKE NARRE! Når den unge lutherske adelsmand, Serra Longa, i musicalens 3. sang: ’Løgn og Latin’ henvender sig til ærkebispen Albrecht med ordene: ”Lad dig ikke narre” – og med sine sidste ord om Den romerske Kirke udbryder: ”De hører ej, hvad der er sagt om kirkens tro og nøglemagt” – så behøver denne sætning en nærmere forklaring. Den berører nemlig ét af de forhold, som reformatorerne bekæmpede, og som pavekirken har fastholdt – ja, som er én af de grundpiller, som Rom stadig bygger på – men som protestanterne ikke et øjeblik vil underordne sig. I begyndelsen af det 7. århundrede tilegnede Roms biskop sig betegnelsen ’Pave’ (papa), hvilket vil sige, at han anså sig selv og kundgjorde for andre, at han var ’folkenes fader’. Han lod alverden forstå, at han var en direkte efterfølger af apostelen Peter. Siden da har Den Katolske Kirke hævdet – og gør det endnu i dag – at den er ’den klippe, hvorom Jesus sagde, at ’på den vil Jeg bygge min kirke’ (Matt.16:18-19). Ved nærmere at undersøge dette skriftsted vil det imidlertid ikke være vanskeligt at indse, at her bliver Ny Testamentes ord af romerkirken fordrejet – og det i en sådan grad, at protestanternes protest må tages til følge. Pavens fortolkning af disse få ord i Bibelen indeholder et bedrag, som der i allerhøjeste grad må advares imod. Her får musicalens lyrik en særlig vægt og ordene ’lad dig ikke narre’, får en dyb betydning. Derfor: Kom til premieren i Haderslev i pinsen 3.-4. juni 2017.


26-04-2017

BELÆRINGEN AF GUDS ORD. Der vil fra nu af ske tegn og undere, som mere end noget andet vil vække en vanartet, frafalden, nydelsessyg slægt op, så at der (gennem disse forunderlige hændelser) vil kunne ske dette ene: ’DA KOM DE HANS ORD I HU’ (Luk.24:8). De af Kristi efterfølgere, som oplevede dage, der ikke siden er blevet nogen efterfølgende slægt til del, blev af Den opstandne Herre først og fremmest ført til en nødvendig forståelse af Hans ord. Da Jesus – efter korsfæstelsen og opstandelsen – mødte to af Sine disciple (på vejen til Emmaus) udbrød Han: ”Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide alt dette og så indgå i sin herlighed – og idet Han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde Han for dem, hvad der i alle Skrifterne handlede om Ham (v.25-26). Lad ved denne beretning alle dem, som i deres åndelige fordringer forlanger, at der skal ske flere kraftige gerninger, forstå – og dette vil i et overraskende stort omfang finde sted – så er øjeblikket ikke inde til at jagte flere oplevelser men da er timen kommen, hvor Herren (i al sin opstandelseskraft) sukker over den vankundighed (med hensyn til ordets belæring) som hersker… og Han tog i sin umådelige, nyvundne magt- og kraftposition personlig fat på (præcis dér på den støvede landevej, tresindstyve stadier fra Jerusalem… v.13). ’at udlægge for dem – idet Han gik ud fra Moses og alle profeterne – hvad der i alle Skrifterne handlede om Ham’ (v.27).


21-04-2017

ENGLE, VÆLDIGE I KRAFT. Hvad der vil være et gennemgående træk i Kristi menigheds gerning på jorden, som nu (netop i disse dage, måneder og år) drejer ind i en kreds af voldsomme omvæltninger, er dens magtesløshed. Især for de af Kristi tjenere, som ved Herrens udvælgelse er blevet ’kastet ned bag fjendens linjer’ – og som af den grund ikke har noget ’bagland’ at støtte sig til – ja, som i enkelte tilfælde er som ’opgivet’ af hovedstyrken og nu helt og holdent er overgivet til sin egen skæbne. For dem er det som en jubelsang at lytte til salmistens ord, når han udbryder: ”Herren har rejst Sin trone i Himlen, alt er Hans kongedømme underlagt. Lov Herren, I hans engle, vældige i kraft…” (103:19-20). Især de sidste lyder for de magtesløse som en ’hornets klang’ fra nogle troppeafdelinger, som Guds Riges fjender ikke har taget med i deres beregning. Det er de engle, som udsendes direkte fra tronen, og som har den opgave at skulle befordre Kristi kongedømme. ”De gør, hvad Han byder, så snart de hører Hans røst” (v.20)… hvilket vil sige, at hovedkvarteret ikke er den ’generalstab’, som virker i det sikrede bagland – men den egentlige stab er placeret på højdedrag, hvorfra mørkets magter kan overskues. Dette er billedet over de sidste dages frontafsnit – og dette er de ’vældige kræfter’, som er stillet til de helliges rådighed, når mørkets drot skal besejres.


19-04-2017

BORGERNES LØFTEDE ØJENBRYN. At der indtil nu ikke har været det store behov for en fornyet lovgivning omkring folkekirken (og slet ikke for landets frie trossamfund) er et vidnesbyrd om, at der indtil nu i Danmark har hersket et fredeligt forhold mellem stat og kirke. Det er og forbliver det bestandige, insisterende krav fra de homoseksuelle om at få indført et kirkeligt vielsesritual for par af samme køn, der har skabt røre omkring kirkernes åndelig og juridiske holdning til denne sag – og det er selve homo-fordringen om kirkebrylluppet, der nu atter motiverer staten til at tage det næste skridt. Når det i betænkning 1564 hedder (citat): ’Der er opstået et behov for en drøftelse af en mere sammenhængende lovregulering vedrørende trossamfundenes forhold’. Med dette er det med løftede øjenbryn, at de borgere, som tilhører trossamfund uden for folkekirken, lytter til den tale; sporene skræmmer; det Gudsfjendske ritual, som med vold og magt og Højesterets samtykke er blevet placeret på folkekirkens alter, finder nu vej gennem den nye ægteskabslov og de højtidelige ’vielsesbemyndigelser’ til de frie trossamfunds gudstjenesterum. Hermed undergraves grundlovens § 67, som siger, at (citat): ’Borgerne har ret til… at dyrke Gud på den måde, der stemmer overens med deres overbevisning’. Staten respekterer ikke udtrykket:’… på DEN måde, der stemmer med deres (borgernes) overbevisning. Højesteretskendelsen 23. marts 2017 fastslår, at gudsdyrkelsen skal være på statens måde, så at den helt og holdent stemmer overens med statens (politiske) overbevisning…


17-04-2017

STATENS SKJULTE HENSIGT. Med hensyn til de danske frikirkers fremtidige forhold til staten følger det af grundlovens § 69, at (citat): ’De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov’. Efter at staten har indført et absolut fremmed ritual i folkekirken, er dennes ’bekendelsesstatus’ ikke længere en åndelig retningslinje, som andre trossamfund nødvendigvis bør forholde sig til; hvad angår folkekirken som ’det ophøjede eksempel’ er den (med dette antikristelige ritual) faldet så dybt, at ethvert andet trossamfund i Danmark bør anse det som rosværdigt at være (som det hedder): ’afvegen fra folkekirken’. Når staten efter højesteretssagens afslutning d. 23. marts 2017 nu med velberådet hu vender sig mod frikirkerne, så er det udelukkende for at gennemføre en lovgivning for trossamfundene uden for folkekirken, der kan føre dem til det samme ulykkelige fald, som er blevet nationalkirkens skæbne. Når staten nu (med betænkningen 1564) har travlt med at skulle (citat) ’gennemføre en samlet lovregulering for frikirkerne’ – så er dens hensigt uhyggelig klar! Man vil som udgangspunkt anvende ægteskabsloven, fordi – som det hedder – (citat): ’Af denne lov fremgår det, at godkendte trossamfund kan opnå vielsesbemyndigelse for trossamfundets præster’. Hvis disse siger ja til de ufravigelige betingelser, der er knyttet til denne statslige ’vielsesbemyndigelse’, så vil de øjeblikkeligt blive belønnet med at blive ’undtaget fra skattepligt’. Frikirkernes præster skal imidlertid fra første færd forstå, at statens ’venlige tilbud’ helt og holdent bliver afhængig af, hvorvidt disse præster (med deres nye vielsesbemyndigelse) er parate til at lægge hænderne på homoseksuelle par og erklære dem for at være ægteviet for Gud og mennesker…


14-04-2017

FRIKIRKELIG HOMOVIELSE. I marts 2017 kom den ildevarslende betænkning på gaden, som har fået nummerbetegnelsen 1564. Den er udarbejdet af det såkaldte Trossamfundsudvalg, som efter folketingsvalget i 2015 blev tildelt den ansvarsfulde opgave at skulle forberede den lov, som for mere end 150 år siden i grundlovens § 69 fik følgende ordlyd: ”De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.” – Danske frikirker og frie prædikanter bør med den største opmærksomhed gennemlæse den mere end 200 siders udfordrende betænkning. Udvalgets forsøg på (citat): ’at gennemføre en samlet lovregulering for trossamfundene uden for folkekirken’ giver i lyset af den Højesteretskendelse (vedr. emnet ’stat-kirke’), som blev kundgjort d. 23. marts kl. 12:00, kuldegysninger. De såkaldt ’afvigende trossamfund’ skal herefter bankes på plads! Især med hensyn til deres lære vedrørende homoseksuelle vielser. De frikirker og frie prædikanter, som ikke vil foretage vielser efter det i folkekirken indførte homoseksuelle ritual, vil – det er den ubestridelige, skjulte hensigt med den betænkning – komme på myndighedernes sorte liste. Den lurende – ja, lumske lovregulering, som her finder sted, er som en første forfærdende opfyldelse af det bibelord, som på Pottemagerens Hus blev forkyndt ved Grundlovsforeningens generalforsamling d. 1. april 2017: ’Thi se, de ugudelige spænder buen; de lægger pilen til rette på strengen – og sigter i mørket på de oprigtige af hjertet’ (Salme 11:2). Den forestående lovregulering (citat): ’SÆTTER SÆRLIG FOKUS’ på indgåelse af ægteskab… og frihed til seksuel orientering’ (side 40). Altså frikirkelig vielse af homoseksuelle!


10-04-2017

EN SAMVITTIGHEDSLØS DESPOT. Den 7. april, seks år efter at den blodige borgerkrig i Syrien begyndte, er USA for første gang militært trådt ind på denne del af Mellemøstens krigsscene. Fra amerikanske krigsskibe i Middelhavet blev 59 raketter af Tomehawk-typen affyret mod den syriske luftværnsbase Sheirat. Herfra er der d. 4. april foretaget giftgasangreb mod de syriske oprørere (84 dræbte og 546 sårede). Den russiske præsident Vladimir Putin, som er Syriens magthaver, Bashar Al Assads, vigtigste forbundsfælle, erklærede, at USA-angrebet ’havde skadet forholdet mellem Amerika og Rusland’. ”Vort samarbejde med Damaskus bliver styrket,” erklærede ’Dumaen’ (Det russiske underhus). – Den Europæiske presse diskuterer nu, om denne begivenhed signaliserer ’en stor, ny verdenspolitisk fødselstime’ eller om det Hvide Hus hermed ’fortsætter sit business-show’. En ting er imidlertid sikker: Russerne har hele tiden regnet med, at Trump var uberegnelig – og deri har de nu fået ret! Det er ikke et plastiksværd, som hænger ved den amerikanske præsidents side, hvilket øjeblikkeligt kaster lys på Ny Testamentes ord: ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for verdens – men også for samvittighedens skyld…” (Rom.13:5). Meget er i dette nye giftgasangreb hyllet i mørke – og meget er endnu ikke fortalt om den syriske diktators regime, men vidnesbyrdene er mange: Asad er en antisemitisk, samvittighedsløs despot!


07-04-2017

FREMTIDEN AFDÆKKET. Åbenbaring, som udledes af det græske ord, ’Apokalypse’, betyder, at der er noget, som bliver ’afdækket’. Mere end noget andet er der i denne sidste tidsalder brug for en sådan ’afdækning’. Hvad der ligger skjult i fremtiden, og kun Gud kender til, vil nu som aldrig før at blive afdækket for Hans profeter; de, som kender fremtiden vil blive opsøgt af statsmænd og religiøse ledere. Medierne vil spørge dem til råds. De vil være i besiddelse af nogle ’skjulte skatte’, som finansfyrster vil give guld for at kende. Imidlertid er denne åbenbaring kun tilgængelig i Jesus Kristus – og den bliver først og fremmest givet for at komme Hans tjenere til hjælp. Til sidst vil det imidlertid i forbindelse med en række forudsagte og hastige begivenheder blive kendt i den hele verden. Mange vil forsøge at skaffe sig ’adgang til fremtiden’ – men de ejer ikke nøglen, som kan oplukke de svære, tunge porte, der fører ind til denne skjulte kundskab. Den gives nemlig kun til dem, som forventer Herren Jesu snare komme – thi alt, hvad der ved Guds Ånd åbenbares om de kommende dage, har med dette ene at gøre: Herrens Jesu Genkomst!


05-04-2017

BORGERRET. Ny Testamente taler om ’det politiske begreb’, der betegnes som ’borgerret’. Denne inkluderer – ser vi – en nærmere forståelse af, hvad der sker i den himmelske rigssal. Om dette hedder det indledende: ”… og jeg så en trone stå i himlen” (Åb.4:2). – Med disse ord er det klart, at Johannes bliver indbudt til at få indblik i, hvordan den himmelske rigsdag arbejder. Hvis det har betydning, at borgerne i et land ved, hvor og hvordan og af hvem nationen styres – så må det samme gælde ’himmelborgerne’; også de må (især i de sidste tider) have en fortrolig indsigt i, hvad der vil foregå på jorden i den forestående, usikre fremtid. Som Johannes indbydes de (af disse himmelborgerne), som Herren har udvalgt dertil, til at modtage den fornødne indsigt i de forhold, som herefter venter forude. Her gælder imidlertid det ord, som apostelen skriver til menigheden i Efesus: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand” (2:29). Ordet ’medborgere’ er knyttet til ordet ’de hellige’… og kan med en ikke ubetydelig vægt forbindes med Israel. Apostelen omtaler jo dette specielle forhold, når han i samme skriftafsnit siger: ”Husk, at I dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel” (2:12). Konklusionen må derfor være, at de (blandt nationernes hedninger… altså ikke-jøder) ikke længere (efter at de er blevet fortrolige med forjættelsens pagter og derfor ikke længere er ’uden håb og uden Gud i verden’ (Ef.2:12), nu er direkte inkluderet i det begreb, der hedder: ’borgerret i Israel’. Denne borgerret åbner straks mulighed for at komme ind i den himmelske rigsdagssal for dér at iagttage, hvad der er bestemt for de sidste dages begivenheder…


03-04-2017

HERREDØMME OG MAJESTÆT. Johannes, Kristi discipel, der, som han selv siger ’er fælles med (Jesu øvrige tjenere) om trængslen af Riget og udholdenhed i Jesus (altså ikke ’rykket bort fra dette ’trængselens fællesskab’) fortæller, at han ’vendte sig om for at se den røst, der talte til ham’ (1:12). Det vil sige, at han vidste, hvem det var, der sidenhen sagde til ham: ”Kom herop, så skal Jeg vise dig…” (thi han præciserer, at ’det var den røst, jeg først havde hørt tale til mig”…4:1). – Dermed er vi blevet informeret om, at den, som fører Jesu discipel, Johannes, fra ’den ø, der hedder Patmos’ (1:9) til den himmelske tronsal, er (citat): ’… En, der ligner en menneskesøn’. Den, der her taler, er ’iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår er hvidt som den hvideste uld, som sne, og Hans øjne er som luende ild. Hans fødder er ligesom skinnende malm, der gløder i ovnen, og Hans røst er som vældige vande…’ (1:13-15). Alt (i denne skildring) taler om herredømme og majestæt, og det er Ham, som i de sidste dage vil ’styrte de mægtige fra tronen og ophøje de ringe’(Luk.1:52).


31-03-2017

DER SIDDER ÉN PÅ TRONEN. Det første Johannes i sine overvældende endetidsåbenbaringer så, da han ’grebet af Ånden’ (v.3) blev ført ind i den himmelske rigssal, var ikke kun en trone – men han så ’Én sidde på tronen’ (v.2). Det berettes senere i samme skriftafsnit, at det er ’Gud Den Almægtige’, som den forundrede discipel her taler om, og som betegnes med ordene: ”Han, som var, og som er, og som kommer” (v.8) – samt tilbedes som Ham, ’der lever i evighedernes evighed’ (v.10) – ja, at om Ham, om hvem det kan siges: ”Du, der har skabt alle ting, og af Din vilje blev de til og blev skabt” (v.11). Der kan altså ikke herske tvivl om, at det er ’skaberen’, som Johannes (i et glimt) aner siddende på tronen. Samtidig fremgår det af udtrykket: ’Jeg så en trone stå i himlen og ’Én sidde på tronen’ (v.2)… at det er et herskerstade, der ’står urokkelig fast, samt, at denne trone aldrig, aldrig står tom. Der synges endnu blandt de troende i Danmark et lille kor, som var populært for en menneskealder siden. Det lyder sådan: ”Gud er på tronen endnu – og Han kommer sine i hu…” Præcis dette er budskabet, som indleder den mest kaotiske og voldsomme fase af historien. De hellige behøver ikke at frygte. Der sidder Én på tronen, som gennem Sin Søn har alt under kontrol – og som ved Sin Søn holder Kristi menigheden som lysende stjerner i Sin hånd…


29-03-2017

DØDSDØMT RUTE. Mere end nogensinde er det blevet et påtrængende hovedemne, at de protestantiske kristne (hvor de end findes på kloden) tager apostelens ord til sig: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er en kraft til at frelse enhver, som tror…” hvilket først og fremmest henvender sig til jøderne, der på grund af loven har det svært med at tilegne sig troens retfærdighed men sidenhen og i lige grad til hedningerne, som vil føle sig lykkelige over, at de ikke først skal overholde hele Mose lov, før de tør træde frem for Gud. Skriftstedet fra Romerbrevet lyder ordret sådan: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde først, og for græker” (Rom.1:16). Apostelen kommer straks ind på, hvorved den særlige kraft manifesterer sig, som kan føre til alle menneskers frelse. Han siger: ”I det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro….’ (v.17).” Lad det hermed være sagt, at alle veje, som ikke er ’troens veje’, er spærret med barrikader. Den rute, som er udpeget, går ’fra tro til tro’. De forskellige stationer på vejen er skiltet med betegnelsen ’tro’ – og de, der vil prøve at gøre sig personlige anstrengelser ’for at nå frem til målet, befinder sig på en dødsdømt rute; thi fra gammel tid hedder det: ”Den retfærdige skal leve af tro…”


27-03-2017

RENDYRKET STATSKIRKE. Et par timer efter, at højesteretsdommen i sagen ’stat-kirke’ blev kundgjort (på slaget 12:00 d. 23. marts 2017) talte jeg med vor dygtige advokat om det ’sørgelige udfald’, at rettens syv dommere havde givet staten medhold. ”Hvad mener du,” spurgte jeg, ”er det mest bemærkelsesværdige ved denne sags udfald?” spurgte jeg. Advokat Nikolaj Nikolajsen svarede: ”Det meget bemærkelsesværdige ved denne dom er, at den højlydt erklærer, at den fulde kompetence over den danske folkekirkes anliggender fremover ligger hos staten! Denne dom udråber fra dags dato den danske folkekirke til at være en 100 % (rendyrket) statskirke, som i et og alt tavst og lydigt skal følge lovgivningsmagtens skiftende bestemmelser. Dette betyder, at en hvilken som helst kommende kirkeminister indsættes i sit høje embede for nøje i folkekirken (dens forkyndelse, sjælesorg, ritualer, tro og samvittighed) at gennemføre det politiske og etiske regeringsgrundlag som den siddende regering står for.” Jubelen har derfor været udpræget i modstanderens lejr, hvor højesteretskendelsen fejres under overskriften: ’Kærligheden sejrede’. – ”Landsrettens dom er blevet stadfæstet,” hedder det på LGBT’s (de homoseksuelles) hjemmeside. Her henvises som et eksempel på denne nye ordens fremtidssyn, at man fortsat holder øje med ’grundlovsforeningen, som (citat): ’gør sig skyldig i hate crimes’ – en flok ’fanatikere, der ringeagter de homoseksuelle’. ”Dermed er fronterne skridtet af, og Højesteret har med denne dom (lyder det fra borgernes advokat) svigtet sit ansvar over for de grundlovsbestemmelser om kirken, som grundlovens fædre stod for…”


24-03-2017

FOR TIDLIG FORVENTET BORTRYKKELSE. Den egentlige åbenbaring med hensyn til de ting, som snart skal ske – hele det gigantiske forløb, som blev vist Jesu discipel Johannes på Patmos – begynder første i Åbenbaringsbogens 4. kapitel. Det kunne ikke ske før, fordi den guddommelige omsorg for menigheden og Guds Ånds omhyggelige forberedelse af de hellige prioriteres! De vil ikke – som nogen mener – blive ’trukket ud’ af verdenshistoriens klimaks ved en for tidligt forventet bortrykkelse; de er i de foregående tre kapitler blevet prøvet og ransaget og beredt til at skulle tage del i det dramatiske forløb, som nu detaljeret ridses op for dem – netop for at de kan blive ført igennem den dybe dal indtil den bitre ende! At Herren Jesu discipel, Johannes, bliver forevist den svære tid, som ligger forude, på eksil-øen Patmos, taler for sig selv. – Selv befandt han sig nemlig i det øjeblik i en prøvelsens og forfølgelsens ovn – og havde for sit eget vedkommende ikke skyggen af en chance for, at det skulle blive anderledes. Som hovedvidne vil han være den første til at afvise den lære, at han vil blive ’rykket bort’ fra en trængselstid. ”Tværtimod,” vil han sige. ”Jeg vil skridt for skridt blive ført igennem den!”


22-03-2017

STATSOVERHOVED – ELLER LEGEMETS SANDE HOVED. Hvad er det Højesteret i den seneste uge efter retsforhandlingen d. 16. marts har skullet tage stilling til? Hvem eller hvad skal være ’hoved’ for den danske folkekirke. Skal det være ’legemets sande hoved’ eller en gudløs nations ’statsoverhoved’? Svaret er: ”Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at Han I ALLE TING SKULLE VÆRE DEN FØRSTE” (Kolos.1:18)… der anedes et sug af fortabelse, da regeringens advokat den 16. marts indstændigt forklarede de syv dommere, at den verdslige stat, dens politiske regering, det urolige og ofte rådløse folketing og de forskellige regeringsgrundlags manipulerende kirkeministre, er ’kirkens hoved’. Dersom Højesteret (som det er sket i Landsretten) giver kammeradvokaten medhold i dette syn, da er Danmarks kristenhed stedt i en historisk vanskelig situation. Da her nemlig den danske stat samvittighedsløst taget anledning af folkekirkens uenige bispekollegium og erstattet Ham, ’som er begyndelsen, den førstefødte af de døde’ (v.18) med et statsligt forstenet gudebilledet, der vil bevise dets rådløse magtesløshed i de kommende, voldsomme verdensbegivenheder (som fra dette klokkeslæt med øget styrke) vil ryste alle nationer og folkeslag. I stedet for kirkelegemets ’virkelige hoved’ (Han, ’som i alle ting skulle være den første’… v.18) – vil der rundt om i verden med overraskende hast indsættes en række ’statsoverhoveder’, der (i forskellige afskygninger) vil handle ud fra en gudløshedens agenda, som endnu ikke er set magen! Dette er, hvad Højesteret i det lille nordiske land med det rød-hvide korsflag har skullet tage stilling til, og hvis verdenspåvirkende udfald vil blive meddelt i morgen, torsdag, d. 23. marts kl. 12:00.


20-03-2017

GUDLØSHEDENS ONDE SCEPTER. Med henblik på domsafsigelsen torsdag d. 23. marts 2017 har jeg tilladt mig at citere de fortrøstningsfulde ord fra salme 125. De lyder sådan: ”Han lade ej gudløsheds herskerstav tynge retfærdiges lod, at retfærdige ikke skal udrække hånden til uret” (Salme 125:3). Der er her tale om et begreb, som kaldes ’gudløshedens herskerstav’ eller ’gudløshedens scepter’. Gennem historien har denne ’betegnelse’ ikke bare været et teologisk begreb – men det har været en grufuld, bitter, nagende virkelighed. I Danmark er der tale om, at gudløsheden for alvor er ved at komme i højsædet. Den retssag, som endelig afgøres om få dage, er et manende eksempel på, hvorledes en diktatorisk herskerstav siden 2010 er blevet strakt ud over en afstukket del af Kristi menighed, og at den nu søger ikke kun at forblive rugende over et ondt og mørkt område men at dette terrorscepter skal strækkes ud over et større frihedsdistrikt af Kristi menighed. Retssagens afslutning har nemlig ikke blot betydning for den danske folkekirke, men for al frikirkelig aktivitet. De ’retfærdiges arvelod’ i Danmark er nemlig ikke kun begrænset til den folkekirkelige menighed. Nej, de ’frie menigheder’ og de frie prædikanters arbejdsområde udgør nogle høstmarker, som ondskabens scepter ønsker inddraget under sit territorium. Når Skriften siger: ”Han lader ej gudløsheds herskerstav tynge…” betyder det, at der bliver en ende på dette dunkle regime. Der bliver sat en stopper for det! Måtte dette ske d. 23. marts kl. 12:00.


17-03-2017

FOLKEKIRKENS KNUGENDE TAVSHED. Det måtte skabe en vis undren i den høje, lyse retssal, hvor mændene i de sorte kåber stredes med hinanden (og syv dommere lyttende nedskrev deres notater), at ingen folkekirkelig instans på noget tidspunkt har vist den mindste interesse for denne højesteretsafgørelse. Atter og atter blev folkekirken nævnt i advokatens samlede tre timers procedure. Den evangelisk-lutherske læres bekendelse var det store stridsspørgsmål, grundlovsfædrenes holdning til den konstitutionelle hovedparagraf (§ 4), som skulle værne landets nationalkirke mod en statsmagts indtrængen i dens inderste og helligste kamre var og forblev i hele dette retsopgør sagens kerne – men ingen af folkekirkens egne øvrighedspersoner, dens ledere, bisper eller teologiske professorer har med ét ord givet udtryk for, at det (afsluttende) kunne have skæbnesvanger betydning for dem (og den kirke, som de er sat til at tjene) hvilket udfald netop denne højesteretssag kunne få for kirkens videre virke i det danske samfund! Om få dage (torsdag, d. 23. marts, kl. 12:00) falder dommen, og ingen af den evangelisk-lutherske kirkes repræsentanter skal bilde mig ind, at de er bedøvende ligeglade med, om staten atter får medhold i, at den har ’al magt over kirkens lære, gudstjenestelige handlinger, ritualer, salmebøger og forkyndelse’. Imidlertid måtte jeg (personligt) den formiddag i det høje, fornemme rum, hvor der blev ’taget livtag’ om folkekirkens videre skæbne, atter undre mig over den knugende tavshed, som denne sag – fra folkekirkens egen side – har været omgivet med!


15-03-2017

EN EVIG, UROKKELIG GARANT. Så ofte der har været en ’rund fødselsdag’ for reformationen, har protestanter og katolikker taget skridt for at nærme sig hinanden – og hvert et sådan skridt må fortsat hilses velkommen! Intet er mere ønskeligt end en sund og oprigtig dialog og INGEN SAND KRISTEN KAN HUSE FJENDSKAB MOD ANDRE KRISTUS-TROENDE – men den absolutte betingelse for at kunne tage del i jubilæumsårenes forskellige former for ’samtale og fællesskab’ er (og her taler jeg på protestanternes vegne) AT INGEN LADER SIG FORLEDE TIL AT OPGIVE ELLER VIGE FRA DE SANDHEDER, SOM ER RODFÆSTET OG UBESTRIDELIGT BEGRUNDET I GUDS ORD. – 2017 har i den forbindelse sin egenart! Her forekommer det som om Rom (uændret og vedstående) vil føre ad en vej, der leder bort fra den velsignede sandhed, at: ’da vi nu er gjort retfærdige af tro, har vi fundet fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus’ (Rom. 5:1). – Når apostelen i verset forinden (4:25) erklærer, at Jesus ’blev givet hen for vore overtrædelser og oprejst til retfærdighed for os, så kan der ikke herske to meninger om, at den fuldkomne retfærdighed, der ved troen skænkes alle slags fortabte syndere i Kristus, IKKE kan erhverves på ingen anden måde! Den kan IKKE opnås ved nogen ’god gerning’, ej heller ved nogen særlig, religiøs øvelse eller fromhed og slet ikke ved et af de mange tusinde forsøg på ’at forbedre sig’. Hvor nødvendigt det end er at omvende sig fra synd og ved Guds hjælp at ’leve et nyt liv’ – så er det ALDRIG disse bestræbelser, der kan vinde retfærd i Guds øjne. Jesus blev givet hen for vore overtrædelser (og derved blev al vor syndeskyld betalt) – og Han blev oprejst og står nu for Guds trone SOM EN EVIG, UROKKELIG GARANTI FOR, at den retfærdiggjorte synder uden frygt ’kan træde frem for Nådens Trone og finde hjælp i rette tid’ (Hebr. 4:16).


13-03-2017

DE TROENDE FÅR HERREDØMME OG LIV. Når vi som protestanter forstår det store og for alle Guds børn altafgørende emne, ’retfærdiggørelsen af tro’, sådan, at vi er blevet gjort retfærdige med hele Kristi fylde og retfærdighed – så har det været og er stadig svært for Rom (og alle hendes døtre) at fatte denne åbenbarelse. Pavens teologer (og alle deres medløbere) vil til det sidste fastholde, at nok er de troende blevet gjort retfærdige i Guds øjne, men det skal ikke forstås sådan, at de er blevet retfærdiggjorte med hele den herliggjorte retfærdighed, hvormed Kristus (i strålende renhed og ophøjet guddomsglans) træder frem for tronen. Imidlertid er det sært for disse skriftkloge at forklare, hvorledes apostelen i afslutningen af brevet til Romerne tør driste sig til at sige: ”Jeg ved, at når jeg kommer, vil jeg komme med Kristi velsignelse i hele dens fylde” (15:28). ”Er det ikke at bruge for store ord?” vil nogen indvende, hvortil kan svares, at når en synder modtager retfærdighedsgaven, så er der tale om ’retfærdighedsgavens fylde’ (eller som det hedder den overvældende nåde og gave… Rom.5:17) – med andre ord: Den fortabte, som iklædes den bedste og prægtigste klædning – og får ringe på fingeren – eller som apostelen siger det: ”Han får herredømme og liv” (Rom.5:17).


10-03-2017

GUDS MØLLE MALER LANGSOMT. Den kristne verden holder øje med Trump! Den stoler ikke på mediernes fremstilling af US-præsidenten. Men den aner, at et eller andet er ved at ske, som kunne være afmærket i Bibelens profetiske kalender. Det vil sige, at nogle underjordiske verdensvidde brudplader er ved at forskubbe sig. Imidlertid er det ikke let at følge med i nyhedsstrømmen. Den er for voldsom og drejer med rivende hast fra side til side. Dog bliver nogle store, stærke søjler stående! De bærer det overordnede syn, som har at gøre med Jerusalem – og sætter derfor i perspektiv, at Donald Trumps første 2017-tale i kongressen sendte ’en langtrækkende missil’ mod den voksende antisemitisme i Amerika! Trump nævnte vandalismen på de jødiske gravsteder i Pennsylvania og Missouri og en antisemitisk skudepisode i Kansas City. Det er sikkert, at det næppe er uden betydning, at præsidentens egen datter er konverteret til judaismen, og at hun hører til dem, der rådgiver sin far med henblik på Jerusalem – ligesom det er en kendsgerning, at fremstående jøder og kristne (præsidenten har 11 kristne mænd omkring sig) indtager en betydelig rolle i hans kabinet. Imidlertid arbejder Guds mølle i det profetiske landskab langsomt. Undertiden står de mægtige møllevinger helt stille. Ikke en vind rører sig… og folkene undres og spørger, men får intet svar, før tiden dertil er inde… og indbydelsen til den himmelske rådssal gives til Kristi udvalgte tjenere!


08-03-2017

IKKE UVENTEDE HINDRINGER. En dagbogsoptegnelse: fredag d. 3. marts 2017. Sent i aftes dukkede vor Roma-familie op på basen i Korinth. Bilen læsset med tæpper og ejendele! Samme gådefulde ’fact’, at otte børn er pakket ind på fyldte sæder og i bagagerum. De var på vej til kysten, hvor de ville kunne finde en øde plet på stranden – egnet til overnatning! Det tomme rum, hvor for et par dage siden havde slået sig ned, var de fordrevet fra. Børnene hostede. Vi tog dem inden døre for natten. Der var nu kun (indså vi) en løsning tilbage. For ikke at familien skulle blive yderligere fordrevet, måtte vi køre dem til det grundstykke, som vi (med særlig hjælp fra tyske venner) har erhvervet til dette formål. Med stort besvær havde vi samme dag endelig opnået ’at få fingre’ i det officielt stemplede skøde – så vejen skulle være banet for, at vi provisorisk kunne installerede den landflygtige sigøjnerfamilie på de 600 kvadratmeter jordstykke, der var (købt og betalt) – bestemt til dem. Fredag eftermiddag læssede vi det telt, som vi dagen forinden havde købt i IKEA – ind i bilen. Sommeren er så småt begyndt i Grækenland, så projektet er ikke helt hen i vejret. Vi fik på grundstykket i Kokkoni det 2 meter høje ’familie-telt’ skruet sammen, og regnede med, at vi herefter kunne overholde vort eget rejseprogram med afgang mod Tyskland efter weekenden. (Til maj vil en flok dygtige håndværkere fra Tyskland ombygge vor gamle scenevognen til beboelse) og vi vil da med lettelse kunne se Roma-familien så meget etableret, at børnene endelig kan begynde en regelmæssig skolegang – men vi skulle snart blive stillet over for nogle (ikke helt uventede hindringer). Om dette fortæller jeg i det følgende.


06-03-2017

NÅR DRENG ELSKER ANDRE DRENGE. Kristeligt Dagblads kronik d. 3. marts 2017 er – sikkert ubemærket af de fleste læsere – gået over i historien. Det vil sige, at med disse fem spalters skamløse ophøjelse af det såkaldt ’homoseksuelle ægteskab’, har avisen overskredet en grænse, hvorfra der (efter min opfattelse) ikke længere er nogen vej tilbage! Kronikkens indhold gengives i en redaktionel rubrik, som fortæller, at dens homoseksuelle forfatter (citat): ’mistede sin mand i juni sidste år’ – og bladets læsere bliver derefter detaljeret indviet i den samkønnede kronikørs hjertesorg over dette for ham så smertelige tab. Vi får at vide, at (citat): ’kærligheden er alt, vi har, og ingen må nogensinde stille sig i vejen for kærligheden’, og vi bliver af kronikforfatteren fortalt, at (citat): ’den dag Morten døde, mistede jeg ved samme hjerteslag min mand, min bedste ven, min fremtid, min yndlings klippe’. Vi får fremdeles at vide, at (citat): ’ to norske skuespillere så indlevende viser alle drenge, at de fortjener kærlighed, også når de elsker andre drenge…’ og det bliver os i denne forbindelse af den homoseksuelle kronikør forklaret, at (citat): ’hvordan dele af omverdenen kan andet end at bakke op om unge mennesker, der elsker hinanden, kommer jeg aldrig til at forstå’. Med offentliggørelsen af denne tilsyneladende ’så nydelige, litterært informerede’ kronik, nytter det ikke, at den ansvarshavende redaktør vil dække sig under det slogan, at ’bladet ikke nødvendigvis deler samme synspunkt som kronikkens forfatter’. Hvis det er et udtryk for ’skamløshed’ (tillader jeg mig at indvende) at skrive den, er det lige så skamløst at trykke den! Jeg kan allerede ved at skrive disse linjer fornemme modviljen. Kronikøren har jo netop i sin første sætning taget en stilling til spørgsmålet om ’skam’. Han skriver: ”Dette er historien om, hvorfor ingen må skamme sig over kærligheden; den er alt, vi har.” Dette vil jeg søge at belyse nærmere.


01-03-2017

TIL DEN KÆRE FAMILIEFLOK. Sigurd Damberg (og hans Kirsten, for den ene af disse to kære kan næsten ikke nævnes uden den anden) har gennem årene været en absolut uvurderlig hjælp for Pilgrim Konvojen, som de i en lang årrække med en særlig ’sekretærtjeneste’ understøttede på hjemmefronten. ”Når der prædikes,” hedder det i Ny Testamente, ”at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan da nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde” (1. Kor. 15:12)… og her lyser vidnesbyrdet, som Sigurd Damberg ’i tide og utide’ har aflagt (mens han endnu var på denne jord). Da Sigurd var i sin ungdomskraft (og så længe han i sine ældre år havde legemlig styrke dertil) holdt han ikke inde med ’sin prædiken’. Nu, hvor han ikke længere er iblandt os, vil ikke få blive mindet om, at det, han sagde, var ret og rigtigt! ”Det bliver svære tider,” sagde han, ”og der skal (tilføjer jeg) en stor portion udholdenhed og tro til (af nøjagtig den støbning, som prægede det unge Damberg-par i kirkens første dage)… og hvis vi i denne stund kunne høre ’Sigurds prædiken’, vil han fortsætte med teksten fra Ny Testamente: ”Hvordan kan nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?” Måske vil han (vor kære Sigurd, som han står dér i sit nye opstandelseslegeme) rette netop dette spørgsmål (som vi alle vil gøre det, når det drejer sig om denne sag) til nogle af dem, der tilhører den familieflok, vi har kærest… og hvis nogle af dem – stadig uforstående – tør antyde: ’Hvilket spørgsmål’? vil Sigurd tålmodigt gentage: Hvordan kan nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? (1. Kor. 15:12)


27-02-2017

GRUNDSTYKKE KØBT OG BETALT. Den tyske forretningsmand, Jürgen, og hans ungarsk-fødte hustru, Ibolya, landede med fly i Athen fredag, d. 17. feb. 2017 (lige over middag). De lejede en bil og kørte til deres hotel i Loutraki (nabo-kystbyen til Korinth), hvor Gisèle og jeg og Maria skulle møde dem samme eftermiddag ved 16-tiden. Herfra skulle vi køre de godt 30 km op langs kysten til den lille ’købstad’, ’Kokkoni’, hvor vore tyske venner skulle bese det grundstykke, som vi med en første indbetaling havde lagt vor hånd på. Historien bag dette køb er følgende: Gennem et par år har vor lille mission her i Grækenland været i stand til (på månedlig basis) at opretholde livet for en lille Roma-familie (med en stor børneflok), der tydeligvis ikke var i stand til at klare sig i det kriseramte, græske samfund. Vor hjælp (under betegnelsen ’Et Hjerte for Grækenland’) bestod i hovedsagen i, at vi ved indkøb i ’Lidl’ (en gang om måneden) sørgede for, at børnene ikke på noget tidspunkt gik sultne i seng. Situationen skærpede sig imidlertid, og vor sigøjnerfamilie blev fordrevet (af en tydelig racistisk holdning) fra de steder, hvor de forsøgte at finde bolig og fodfæste. Til sidst så vi kun en udvej: Vi fik aftalt med en flok håndværkere fra Ungdom med Opgave i Tyskland, at de skal komme til Korinth (i maj 2017) for at ombygge vor gamle scenevogn til beboelse, og det er samtidig lykkedes os at finde et grundstykke, hvorpå denne vogn LOVLIGT kan placeres! Nu ankom (denne fredag) vore venner fra Tyskland for at betale (9000 Euro: 67.500 kr.) og underskrive skødet på jordkøbet. De fik forinden anledning til at se det 600 m2 grundstykke i kystbyen Kokkoni – og de var tilfredse med købet. Lørdag ventede dem imidlertid ’deres livs oplevelse’ med hensyn til (sammen med os) at bringe købet i orden med det græske bureaukrati – men det er en anden historie...


24-02-2017

LIVSFARLIGE EKSPERTER. De danske kristne, som af hjertet arbejder med asylsøgende trosfæller, har med bitter erfaring måtte se i øjnene, at det kan være livsfarligt for deres nye venner (brødre og søstre i Kristus) hvis de ansvarlige myndigheder i deres mangel på åndelig indsigt sender nyomvendte nydanskere tilbage til hjemlandet. De når undertiden næppe at sætte deres fødder på deres fædres jord, før de brutalt bliver pågrebet – og i adskillige, sørgelige tilfælde ses de aldrig mere… Flygtningenævnets folk har været dem, der i sådanne sager har taget den sidste beslutning om liv eller død. Tre jurister, som undertiden intet har anet om ’den åndelige bedømmelse’ har at gøre med en ’åndelig bedømmelse’, har været med til at sende de ulykkelige til ’øjeblikkelig henrettelse’. Nu ser det endelig ud til, at man på højeste sted har forstået (forklarer en januarrapport 2017 om ’konvertitsager fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd), at (citat): ’man ikke kan forvente, at en jurist har den saglige ekspertise indenfor religionspraksis.’. Landets troende ryster betænkeligt på hovedet, når rapporten konkluderer, at der nu skal inddrages (citat): ’konsulenter med teologisk ekspertise i vurderingerne’. I virkeligheden forholder sagen sig sådan, at en sand, åndelig, genfødt kristen indenfor minutter (i de fleste tilfælde) kan afgøre, om den pågældende asylsøger er (enten ’oprigtig søgende eller) ’en sand kristen’. ”Det åndelige menneske bedømmer alt,” siger apostelen (1. Kor. 2:15). Derfor: Hvad med at tage nogle af de jævne, danske troværdige kristne med på råd… nogle af dem, der (ifølge Skriften) ’har fået Ånden fra Gud, for at de skal vide, hvad Gud i Sin nåde har givet” (1. Kor. 2:11-12). Denne for den verdslige øvrighed usædvanlige fremgangsmåde kunne redde menneskeliv.


22-02-2017

DA MÅ LOVSANGEN TIL. Af Tridentines 6. sektion af 13. jan. 1547, can. 1 fremgår det, at ’i helliggørelsen modtager den kristne den Guds retfærdighed, som gør ham retfærdig’ (Thus, in sanctification the Christian receives that justice of Gud whereby God makes just – ’From Conflict to…’ s. 48, stk. 121). – Pave Frans satte i oktober 2016 sit navn under denne erklæring – og dermed beviser han, at Rom IKKE har flyttet sig i de 500 år, efter at Luther bekæmpede denne falske lære. Hvis det nemlig er sandt, at det er ’i helliggørelsen’, at en arme synder bliver retfærdiggjort i Guds øjne’, så må de kristnes lovsang alle vegne tie – thi da vil de aldrig, så længe de lever i dette jordiske, syndige legeme kunne stole på, at de ’står fejlfri og fuldstændig retfærdige i Faderens øjne. Da må den sætning fjernes fra Ny Testamente som erklærer, at ’Gud I HAM (Jesus) har udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for Hans ansigt i kærlighed’ (Ef. 1:4). Dette (forkynder reformatorerne) har den kristne opnået I HAM – det er ikke en nådestilling, som kan opnås gennem helliggørelse. Den kan kun vindes ved tro! De lutherske ledere, som sidenhen har ’givet efter’ overfor dette århundredgamle, katolske bedrag, har svigtet den høje kaldelse og udvælgelse, som var dem givet! Nej, ’ved troen har vi, fuldt retfærdiggjorte ved vor Herre Jesus Kristus, fået adgang til den nåde, SOM VI NU STÅR I’ (Rom. 5:1-2)… altså IKKE ved en nåde, som vi engang kan opnå, når vi er blevet tilstrækkelig ’helliggjorte’.


20-02-2017

RETFÆRDIGHEDENS FULDKOMMENHED. Roms teologer er udmærket klar over, hvad Luther mente, når han talte om, at en synder kun kan blive retfærdiggjort ved tro – og de er (så vidt jeg kan se) aldrig blevet enig med ham… heller ikke i dag, hvor de (forførende) prøver at tale samme sprog som han. I det fælles økumeniske dokument, som paven i oktober 2016 under voldsom mediebevågenhed underskrev i Domkirken i Lund i Sverige, erkender Rom (under afsnittet 112, i dokumentets 4. kapitel side 46), at Luther til det sidste fastholdt, at et menneske KUN kan blive retfærdiggjort i Guds øjne, ’HVIS HAN I TRO TILEGNER SIG KRISTI RETFÆRDIGHED’ (’if he participates in Christ’s righteousness). – Det vil imidlertid sige, at den, som i tro har tilegnet sig Kristi egen fuldkomne, helstøbte og uplettede retfærdighed ikke på noget senere ’tidspunkt’ – være sig her på jorden eller i evigheden – kan blive mere retfærdig, mere fuldkommen og mere ren i Faderens øjne. Den, som ved troen griber denne velsignede sandhed, står fra det øjeblik lige så ren og evig retfærdig ind for Faderens åsyn som Hans egen søn. Om så samtlige Roms kardinaler fordrer, at der ved en eller anden ’tilføjelse’ kan skabes ’en større retfærdighed’, end den, som ufortjent og ved troen alene er erhvervet (af den mest gudløse synder) så vil de aldrig få ret! Kristi dyrt betalte retfærdighedsklædning kan aldrig, aldrig ombyttes med en anden, som er bare ’en lille smule’ mere ren og en ’lille smule’ mere strålende hvid. Derfor har den retfærdiggjorte synder ’fred med Gud’. Hans sag er i al evighed bragt i orden – og ingen dødelig sjæl kan bringe nogen forbedring eller større retfærdighed ind i dette afsluttede forhold. Kristi retfærdighed skænkes som en troens gave (retfærdighedsgaven… Rom.5:17).


17-02-2017

SIDSTE TIMES SÆDEMAND. Før der kan forklares ét eneste ord fra Åbenbaringsbogen, får de troende alle vegne her at vide, at ’salig’ er ikke kun den, der ’oplæser’ bogen – og velsignet er ikke kun den, der ’hører profetiens ord’… men (hvilket er det vigtigste): ’Lykkelig er det menneske, som holder fast ved det, der står skrevet!” (Åb.1:3b). – Dette sidste bør særligt bemærkes; det er nemlig af absolut afgørende betydning, at ikke ét ord går tabt af det, som herefter skal forkyndes. Alle andre prædikener må blegne ved det, som nu (ved ordets forkyndelse) skal beskrives for de hellige – ja, som (ved prædikenens levendegørende kraft) et mægtigt, broget og voldsomt panorama skal udspilles for menighedens øjne og øren. – Af netop denne grund har Satan (med ondsindet, strategisk indsigt) sænket et vidt udbredt slør af blytung søvn over de troendes hjerter. En mørk sværm af sorte fugle er sendt ind over deres huse, opholdssteder og kirker, for at de minutiøst skal ’æde det op’, som ’den sidste times sædemand’ har sået – og som (af vinden blev båret bort og) er faldet på vejen (Matt.13:4). Mere end nogen sinde er det nu af største vigtighed, at ’profetiens ord fastholdes’ (v.3). Ja, som Maria omhyggeligt gemte engelen Gabriels ord i sit hjerte – en kostbar skat, der ikke måtte sættes overstyr, og som vagtsomt måtte værnes mod røveri – sådan skal enhver af Guds børn og Herrens tjenere fra nu af modtage, hvad der forkyndes fra Bogen fra Patmos (1. Johs. 2:3-5; 3:23-24 og 5:2-3). Den ligegyldighedens tid er uigenkaldeligt forbi, hvor ingen længere ’holder fast ved det, der står skrevet’ (v.3). Lad derfor blot alt andet blive nedprioriteret! ’… for tiden er nu nær’, (v.3b), hvor det alt sammen skal opfyldes.


15-02-2017

JORDSKÆLVSMØDE I WASHINGTON. Denne onsdag bliver en vanskelig dag for Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Det er dagen, hvor han skal møde USA’s præsident Donald Trump, som har sået store drømme i den knaldhårde israelske højrefløj. At dømme ud fra de ’højt udtalte’ valgløfter, som Trump afleverede under valgkampen, så syntes det at være en sikker sag, at Israel fremover selv skulle sætte dagsordenen med hensyn til dets holdning til de palæstinensiske selvstyreområder – men det ser ud til, at de israelske bosættere måske har forregnet sig – og i disse timer skal Netanyahu prøve at rede trådene ud ’med henblik på en udtalelse, som Trump lod falde i et større interview med den israelske avis, Hayom. Trump sagde: ”Nej, jeg er ikke én af dem, der mener, at det gavner freden at gå videre med disse bosættelser…” Ud over de jødiske bosættelser, så vil Netanyahu blive nødsaget til at spørge præsidenten, hvad han mener med sit valgløfte, at han ville flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Den jordanske konge, Abdulla II, har i de seneste uger arbejdet i døgndrift på at advare Trump, som nu siger: ”Jeg studerer ambassade- spørgsmålet, og vi får se, hvad der sker; det er ikke nogen nem beslutning.” Israelske politikere har lovet Netanyahu ’et jordskælv’, hvis han vender hjem fra USA med den gamle ’tostatsløsning’ i dokumentmappen.


13-02-2017

DET OPNÅELIGE. Ingen dødelig kan være uinteresseret i den vidtrækkende og absolut opmuntrende oplysning, som gives i ét af Ny Testamentes sidste kapitler. Her tales om en bestemt gruppe mennesker, hvis endeligt for alle (som hører om dem) må være mere end attråværdig. Det vil sige, at ingen kan sige (eller tør erklære) at han eller hun ikke vil give alt, hvad de ejer, for (om det dog bare var muligt) at tilhøre denne ønskværdige gruppe. Om dem står det nemlig skrevet, at de ’kom til live’ (Åb.20:4b). De var døde, men forblev ikke i dødsriget, for de oplevede det, som må være enhver menneskesjæls allerhøjeste ønske: ’at komme til live’. Uanset hvem de er, (der som alle andre har måttet vandre over dødens tærskel) – uanset hvilken stilling og position, de har haft i denne tilværelse – ja, hvad enten de har været stormænd eller tilhørt den oversete klasse, som kaldes ’småfolk’, hvad enten de har været berømte, og titusinder grædende har fulgt efter deres kiste, eller om de blev begravet i den ukendte soldats grav på et eller andet tilsyneladende gudsforladt sted på kloden – så kan de kun have ét ønske: ’at de atter må komme til live’ for dermed (som det fremgår af Skriften) at kunne tage del i det største genoprettelsesprogram, som er sket i menneskets historie. Dette ønske er ikke uopnåeligt! Nogle vil med bestemthed komme til at opleve det! Om disse står det skrevet, at (citat): ’de kom til live, og blev konger med Kristus i tusinde år’…(v.4)


10-02-2017

HVAD SAGEN DREJER SIG OM. Tillad mig i al beskedenhed at gøre mig nogle betragtninger over det fænomen, som (også af andre) er blevet kaldt ’det protestantiske princip’ – altså det højaktuelle begreb, som syv højesteretsdommere (så vidt jeg kan se) er nødsaget til at tage stilling til ved Højesteretsafgørelsen d. 16. marts 2017 i København… Fordi netop dette princip står indskrevet i Danmarks Grundlovs 4. paragraf, gør det betingelsesløst fordring på ikke at blive behandlet overfladisk! Det kan f.eks. ikke bare overlades til kammeradvokatens ’metode’, som (efter sigende) vil føre bevis fra nogle 150årige eksempler på statens offentlige ’nedgøren’ af kirkens gejstlige ledelse. Den, som nemlig mener, at han blot ’objektivt’ kan nærme sig den protestantiske grundtanke (at finde ’fred med Gud’) har fra første færd misforstået denne åbenbarelses livsforvandlende indhold. Som Skriften siger: ”Det sjælelige menneske fatter ikke det, der kommer fra Gud” (1.Kor.2:15) – og protestantismens oprindelse ligger på ingen måde i ’det materielle’ eller ’det menneskelige’ (Gal.1:1). Hvad Paulus nedfældede med 16 græske ord (Rom.5:1) for 2000 år siden, da han i året 51 opholdt sig i Korinth, og hvad Luther på en blæsende oktoberdag i 1517 med 95 teser hamrede op på slotskirkedøren i Wittenberg, kom ikke fra noget menneske. Det kom fra Gud! – Dette (om dommerne vil anerkende det eller ej) er den sag, som man både juridisk og teologisk med et fagligt udtryk vil kalde for ’objektets sande natur’ – eller sagt, så at menigmand kan forstå det: ”Det er, hvad sagen drejer sig om!”


08-02-2017

DET PROTESTANTISKE PRINCIP. Den protestantiske ide – eller det protestantiske princip – er kun ét. Det er altid personligt og kan i sin enkleste form udtrykkes med fem ord: ”Jeg har fred med Gud!” Det er dette princip, som står indgraveret i Den danske Folkekirkes bekendelse, og som står mejslet ind i Den danske Grundlov. De fem ord er ikke begrænset til en kirkes mere eller mindre afdøde konfession. De forbliver altid lyslevende i menneskehjerter, som følger denne troens vej. Det protestantiske princip er ikke noget som den enkelte troende er bundet til og kan aldrig ud fra sig selv ende i en tradition. Det samme gælder dette livssyn, når det har fundet vej ind i en skreven, kirkelige bekendelse eller i en med jerngriffel nedfældet grundlovsparagraf. Det protestantiske princip er levedygtigt selv under mest ugunstige, kirkefjendske, iskolde, politiske forhold. Princippet er indåndet af Gud og kan aldrig dø. Dette princip er det, at de syv højesteretsdommere skal forsvare den 16. marts 2017 i København. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt de ’har lyst til’ at forsvare det (hvilket dommerne i deres høje embede selv er klar over) – nej, eftersom højesteretsdommere først og fremmest er sat til at forsvare landets konstitution, er indholdet af den 4. paragraf, som henviser til det protestantiske princip, en tvungen opgave. Lovens protestantiske princip kan aldrig opgives – ja, den hele forfatning står og falder med den evige bevarelse af dette princip: ”Jeg har fred med Gud!”


06-02-2017

TRUMP ANKLAGES FOR GRUNDLOVSBRUD. Det er åbenlyst, at US-præsident Trump har en alvorlig sag på halsen, når hans modstandere er parate til at møde ham i retten med den påstand, at han har sat bom for 218 millioner mennesker med hensyn til deres eventuelle indrejse i Amerika. Dommere fra New York til Seattle har med loven i hånd søgt at trodse denne Hvide Hus-ordre ved at give grønt lys for immigranter fra de syv muslimske lande, som Trump har nævnt i sit dekret. Imidlertid giver præsidentens ’udøvende ret’ ham et forholdsvis frit spil. National-Act-loven siger: ’Når som helst præsidenten finder, at fremmede, som søger adgang til USA, frembyder en direkte modsætning til USA’s interesse, kan han ved en proklamation hindre deres adgang i det tidsrum, som han finder nødvendigt’. Modstanderne hævder, at kristne asylsøgere er blevet foretrukket (preferential treatment). Der henvises især til et interview, som det kristne tv-netværk havde med Trump for et par uger siden. Om Obamas administration sagde Trump: ”Hvis du var muslim kunne du komme ind, men hvis du var kristen, blev dørene smækket i. Det var unfair! Alle blev forfulgt, men de kristne blev i stort tal halshugget. Vi bør hjælpe dem – og vil fortsat gøre det!”


03-02-2017

ADVARENDE FORUDSIGELSE. Medens land og rige og ’samtlige ti jomfruer’ (Matt.25:5) sover trygt, står Åbenbaringsbogens indledende ord (om ’kundgørelsen’) foran deres opfyldelse. De lyder sådan: ’… for at vise sine tjenere, hvad der skal ske i hast’ og Jesus Kristus kundgjorde for sin tjener Johannes (Åb.1:1). Denne særlige ’kundgørelse’ kan kun betyde, at den opstandne Kristus, som siddende ved Faderens højre hånd – nøje følger med i den løbende husholdning (eller administration) af tid og hændelser, også fremover ’kundgør’ hver eneste begivenhed på det rette tidspunkt. De guddommelige oplysninger kommer hverken for tidligt eller for sent. Af samme grund er det vigtigt at bemærke, at den nyeste danske oversættelse af Ny Testamente radikalt ændrer ordlyden fra 48-oversættelsen af det indledende vers i Åbenbaringsbogen. I stedet for at gengive teksten med ordene ’hvad der skal ske i hast’ (48-oversættelsen) skriver den nye autoriserede oversættelse: ”Hvad der snart skal ske” (1:1)… hvoraf det må være relevant at udlede, at åbenbaringen (kundgørelsen) altid bliver givet umiddelbart før selve begivenheden finder sted. Denne opfattelse er i overensstemmelse med profeten Amos’ erklæring, når han udbryder: ”Nej, Gud Herren gør ikke noget, førend Han har åbenbaret Sine planer for sine tjenere, profeterne” (3:6). ”Når profeten indledende slår denne kendsgerning fast med et eftertrykkeligt: ’Nej’ – så er det fordi, han dermed (dette ’Nej’) sætter modstanderne og kværulanterne på plads. Han underbygger derfor sit ’Nej’ med følgende spørgsmål: ”Løven brøler, hvem frygter da ikke? Gud Herren taler, hvem profeterer da ikke?” (v.7-8) – hvilket understreger, at forudsigelserne gives for at de skal udvirke en øjeblikkelig reaktion. ”Mon der stødes i horn i byen, uden folk bliver forfærdede?” (v.6) spørger profeten fremdeles. Vort nuværende slægtled er imidlertid – ved ’ordineringen’ af alle slags velfærdssovemidler – dysset i en så tung søvn, at ingen lytter, ingen forfærdes… alle advarende forudsigelser falder til jorden.


01-02-2017

’TROEN ALENE’. Det ligger uden for vor opgave at søge at opbygge et modsætningsforhold mellem de protestanter, som ved en ny fødsel har fundet deres frelser og Herre i Jesus Kristus – og så de katolikker, som oprigtigt og ved Guds nåde er kommet til troen på den frelse, som ligger i Jesu fuldbragte værk på Golgatas Kors – men det ligger ikke uden for vor opgave at påpege den falske lære, som skjuler sig bag Roms fejlagtige dogmer. Det ligger på det bestemteste inden for vort virkefelt overalt og til alle tider at fremhæve den systematiske sammenhæng i den fulde, gennemførte og stadig udvidede protestantiske teologi, som bygger på de grundprincipper, som har med denne (i den danske grundlov bekræftede) reformatoriske dogmatik at gøre. Det vil sige, at forkynde, at Gud i alle måder fuldt ud og i al evighed har ladet sig stille tilfreds ved Kristi forsoningsoffer på Golgata. Den fremskudte plads, som Romerbrevets indledende ord om retfærdiggørelsen ved tro indtager i Luthers lære kan ikke findes noget andet sted i historien, og må i denne time forkyndes med en ny kraft og under en ny dags nåde. Det bibelord, som der her henvises til, er det 17. vers i Romerbrevets første kapitel, hvor det hedder: ”Thi i evangeliet åbenbares retfærdigheden fra Gud, af tro til tro, som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro…’ Åbenbarelsen hentes ikke ud af kirkens tradition, som den katolske teologi lærer, ej heller ved en tro, som komplementeres ved gerninger, som paven fordrer – men ’af tro til tro’. ’Ved troen ALENE’, som Luther hævdede, og som Rom aldrig tilgav ham. ”Det ord ’troen alene’ står ikke i Ny Testamente,” erklærede hans modstandere, hvilket ikke fik reformatoren til at give efter. ”Retfærdiggørelsen af Gud er af tro til tro,” svarede han. ”Der gives ingen anden vej; det sker ved troen alene!”


30-01-2017

JERUSALEM HAR SIT EGET STED. Det berømte fremtidsudsagn, som for 2500 år blev givet af profeten Zakarias indtager en bemærkelsesværdig plads i dagens nyheder. Udsagnet, der som anført i Bibelen ’kommer fra Herren, der udspændte himmelen, grundfæstede jorden og dannede menneskets ånd i det indre’, lyder sådan: ”På hin dag gør jeg Jerusalem til en løftesten for alle folkeslag” (Zak.12:2). Skriftordet fortsætter med følgende advarende erklæring: ”Enhver, som løfter den, skal rive sig på den! Og alle jordens folk skal samle sig imod den!” (v.3) Afsnittet slutter med den afgørende oplysning, som alle, der i denne time søger ’at gribe fat’ i denne store sag, bør tage ved lære af: ’Men Jerusalem bliver roligt på sit sted, i Jerusalem’! (v.6) Dette sidste er ’en meddelelse’, som de 70 nationer, der i de sidste decemberdage af året 2016 samledes til vort slægtleds mest israelsfjendtlige konference i Paris, bør tage med i deres betragtninger – og som alle, der nægter at anerkende Jerusalem som Israels udelelige hovedstad, bør skrive sig bag øret: ’Jerusalem kan ikke flyttes! Den hebraiske stats hovedstad forbliver (i hele den kommende tumult og uro) ’roligt på sit sted’ – og hvis nogen provokerende vil spørge, hvor ’det sted’ er, lyder svaret: ”Jerusalem bliver roligt på sit sted, i Jerusalem.” De, som fortsat insisterende spørger: ”Hvem tilhører ’det sted’?” får samme urokkelige svar: ”Jerusalem bliver roligt på SIT sted, i Jerusalem.”


27-01-2017

SKØGEKIRKENS BÆGER. Når Johannes om sit endetidssyn af den kvinde, der benævnes som ’den store skøge’, fokuserer på det gyldne bæger, som hun har i hånden – da bør også vi lægge meget mærke til bægeret. Ja, vi bør ikke kun lade os betage af dets ydre glans – det strålende, smukt forarbejdede guld – men vi må indstille os på, at det er Guds vilje, at vi betragter bægerets dyb – det urene indhold – for dermed at lade alle syv menigheder forstå, at her har vi at gøre med det væsentlige og mest centrale i de sidste dages berusende forførelse. De passager i Ny Testamente, som bør være vor ledetråd i denne sag har været og er stadig udsat for megen tvivlsom tolkning, og det er i denne time vor inderlige bøn til Gud, at vi i vor forklaringer om Det Hellige Måltid ikke må kunne betegnes blandt vranglærerne – men at det må bevise sig at være vor Herre Jesu uforfalskede ord og Guds Ånds rene og sunde tolkning, som vi her fremlægger. Eftersom nadverbordet er og forbliver en guddommelig institution, som Herren selv har påbudt skal have en høj og værdig plads i Herrens Hus – så bør ingen ved nogen nedladende bemærkning søge at hindre os i at gennemføre denne undersøgelse. Brødsbrydelsen er en Gudgiven obligation – og den kendsgerning, at skøgekirken ses med et bæger i hånden, må få alle troende alle vegne til at give agt…


25-01-2017

FILM, DER ER SPILLET FØR. Den umiddelbare anledning til, at spaden må stikkes dybere i jorden, når spørgsmålet om ’kejserens og fyrstens magt’ over Kristi kirke i marts 2017 kommer på tale ved Højesteret i København, er den bundløse uvidenhed om ’de åndelige begreber’, som afsløres i statsadvokatens allerede nu forberedte indlæg. Han er tilsyneladende uden indsigt i, at den problematik, som han med sine 16-siders undersøgelser fra ’kirkeministeriets undersøgelser’ (vedr. denne sag) er som en glimrende sorthvid film fra 1800-tallet, der har været spillet før. Det vældige opgør omkring februar-revolutionen 1848 (og dens kirkelige konsekvenser i bl.a. Hessen i Tyskland). Forfatningsspørgsmålet for den tyske, lutherske kirke blev højaktuelt og problemet omkring kirkens bekendelse og dens ’embeder’ blev eksplosivt. ”Kaum beschäftigt gegenwärtig die Freunde der Kirche etwas so sehr, als die Frage der Kirchenverfassung’ (næppe har spørgsmålet om en kirkeforfatning været så betydningsfuldt for kirkens venner, end det nu er tilfældet),” skriver Löhe i sit værk ’De nytestamentlige embeder’ (s.121). Det samme kunne siges i dag. Blot med den ændring, at det nu ikke blot er ’kirkens venner’, som studerer denne sag. Kammeradvokatens 16-siders studie beviser, at her er kirkens fjender også på spil. Den historiske debat om ’fyrsternes magtstilling’ over for kirken (summus episcopus) er blusset op. Kirkens fjender i Danmark kæmper nu for, at statens minister skal være kirkens ærkebiskop. Et gammelt, latent problem er kommet op fra dybet – og Kristi menigheds modstandere har med deres advokat allerede aftegnet frontafsnittet. Derfor må nu også kirkens venner samle sig. Konfrontationen i marts 2017 er uundgåelig – og der er stadig mange ubemandede udfaldsposter i den evangeliske hærs slagrækker…


23-01-2017

USA-BESTEMMELSEN OM JERUSALEM. Hvis USA’s præsident, Donald Trump, gør alvor af sine ord om at ville flytte USA’s Israels-ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, så er der ikke blot voldsomme diplomatiske og konstitutionelle konsekvenser at forvente, men da er der god grund til at kunne iagttage en profetisk linje i en sådan handling. I 1995 vedtog USA’s kongres den såkaldte ’Jerusalem-ambassade-bestemmelse’, som slog fast, at Jerusalem skulle anerkendes som staten Israels hovedstad, og at den amerikanske ambassade skulle etableres der ’ikke senere end d. 31. maj 1999. Denne bestemmelse blev i senatet vedtaget med 93 stemmer for og kun 5 imod, og ’i Huset’ blev bestemmelsen vedtaget med 374 stemmer for og 37 imod. Men loven blev aldrig implementeret, fordi præsidenterne Bush, Clinton og Obama alle kom til den konklusion, at netop denne lov var en kongressionel overtrædelse (krænkelse: ’infringement’) af den udøvende magts (executive branch’s) konstitutionelle myndighed med henblik på nationens udenrigspolitik. Præsidenterne kunne i lige linje fravige opfyldelsen af denne bestemmelse på grund af dens udfordring mod nationens sikkerhed. Spørgsmålet er, hvorvidt præsident Trump vil bryde denne ’lige sikkerhedslinje’ eller om han med et pennestrøg vil gøre alle disse såkaldt ’juridiske indvendinger’ til intet. For at kunne iagttage, hvad der ligger i vejen for, at Trump kan nedbryde denne juridiske skanse (altså påstanden om, at kongressen som en lovgivende faktor ikke kan pålægge den udøvende magt en sådan udenrigspolitisk risiko) er det nødvendigt at dykke dybere ned i problemet…


20-01-2017

DEN DANSKE FORPLIGTELSE. Den kortfattede 4. paragraf i Danmarks Grundlov fortæller med et lynnedslags klarhed et helt bibliotek om Luthers person, hans lære og værk samt reformationens centrale indhold. De kun 14 ord kalder mere end nogensinde til besindelse med henblik på de politiske kræfter, der vil have denne bestemmelse fjernet… Luthers navn, der står mejslet ind i den danske forfatning, hører til de helt store i historien. Den 4. grundlovsparagraf er bygget på en tydelig henvisning til den tyske reformator, hvis liv og lære i en sjælden grad er både kendt, fascinerende, dramatisk og fængslende. Tilmed er det få historiske personligheder, hvis tankesæt, sjælelige og åndelige kampe, vi har så gode muligheder for at lære og forstå. Luther gjorde ingen hemmelighed af sit hjerte, hvilket i dagens debat betyder, at der foreligger ’en gennemsigtighed i hans gerning og syn, som gør Danmark til – IKKE kun et kristent, protestantisk – men et ’luthersk land’, hvor reformationens indflydelse ej heller blot præger den nationale folkekirke men i lige så høj grad frikirkerne, der lever og ånder ud af det samme nytestamentlige evangelium! 500-året for reformationen lukker netop i disse dage op for forskningsområder på så mange felter, der alle fører tilbage til dybet af ’noget oprindeligt’. Danmarks Grundlovs 4. paragraf stiller som forfatningens præambel skarpt på det onde og det gode, livet og døden, Gud og djævelen! I større forstand end i noget andet EU-land træder ’det europæiske menneske’ ud af den danske forfatnings 4. bestemmelse. Derfor medfører præcis dette danske, protestantiske menneskesyn og dette danske evangeliske Gudssyn en forpligtelse over for alle andre EU-nationer, der i denne time står på nippet til at slutte pagt med historiens største forførelse…


18-01-2017

DEN ENKELTE BORGERS TRO. Med henblik på sin højesterets-fremførelse i marts 2017 angav kammeradvokaten som nævnt allerede på reformationsdagen d. 31. okt. 2016, hvad han vil gøre til genstand for de syv højesteretsdommeres overvejelse. Han skriver: ”Der er flere eksempler på, at der er gennemført regulering af nogle af folkekirkens indre forhold, selvom et flertal af biskopperne eller andre markante kredse i folkekirken var imod det” (Dok.nr. 129732/16). Med andre ord: Den enkelte borgers tro har (ifølge kammeradvokaten) i 150 år været underlagt statens supersuveræne lovgivere. Dette skal nu fortsætte – ja, yderligere forstærkes. Danmarks Grundlov går imidlertid med hensyn til den kirkelige bekendelses absolutte og aktuelle gyldighed principielt ud fra ’individet’! Det vil sige, det enkelte menneskes (og den enkelte danske borgers) ukrænkelige frihed! Når det (som i dette tilfælde) drejer sig om dybere samvittighedsspørgsmål, antager forfatningen sjældent (eller aldrig) ’samfundets synspunkt’. Da er det den uafvendelige borgerret, som ’den enkelte’ har til at følge sin personlige trosoverbevisning, der ifølge konstitutionen forbliver gældende! Kammeradvokaten har nu gennemsøgt kirkeministeriets arkiver for at bevise det modsatte. Det er efter de sagsøgende borgeres mening denne højt værdsatte og grundlæggende kategori af ’det kirkelige fællesskab’, som staten nu (gennem sin travle advokat) vil have gjort en ende på. Når regeringens advokat (triumferende) taler om at trodse ’et flertal af biskopper’ eller ’andre markante, kirkelige kredse’ – så er det i virkeligheden den enkelte borgers trosoverbevisning af religiøse frihedsrettigheder, han vil have et opgør med. Staten har nemlig på det sidste fået øje på en ’farlig fælles målsætning’, som en nærmere defineret ’markant kreds’ af borgere har samlet sig omkring – og det er dybest set denne faretruende ’samlede motivation’, som staten vil have knækket!


16-01-2017

DEN SÆRLIGE GUDS KÆRLIGHED. Der ligger noget særligt i at blive kald ’Guds elskede’. Skriften siger, at ’Gud elsker hele verden’ (Johs.3:11) – og denne kærlighed er dyb og varm og givende; den omfatter alle syndere, overtrædere og fjender, åbenlyse modstandere, som i deres blindhed og uvidenhed bekæmper Guds rige – ja, sådanne som med et religiøst eller politisk raseri ’fnyser med mord og vold og trusler mod Kristi efterfølgere’ (Ap.G.9:1). De er alle omgivet og efterjaget af Guds kærlighed – men intet af alt dette når op på det stade, som benævnes med Romerbrevets betegnelse: ’I elskede af Gud’. Der er forskel på det engelske udtryk ’loved by God’. Jeg bør elske min nabo – men min hustru og mine børn er ’mine elskede’ (beloved)… og det er med denne særlige, inderlige og dybt omsorgsfulde kærlighed, at Gud elsker Sine børn – dem, som har givet deres liv til Jesus, og nu regnes som hans efterfølgere. Når den opstandne Herre skriver til menigheden i Rom, anvender Han denne særlige hilsen: ”Til alle Guds elskede, som er i Rom (Rom.1:7) – og det er med de øjne, Han opmærksomt følger hver eneste af dem, som hører Ham til.


13-01-2017

BÅDE HERRE OG MESSIAS. Ikke mindre end 10 gange bruger apostelen Paulus i Romerbrevet benævnelsen: ’Herre og Messias’. Dette er det fulde navn på vor Frelser, sådan apostlene med ærefrygt og i kærlighed omtalte Ham – og sådan, som også jeg sammen med alle de hellige vil omtale Ham. – ”For Gud har gjort Ham både til Herre og Messias (Kristus) – den Jesus, som I korsfæstede,” erklærer apostlene på pinsedagen i Jerusalem (Ap.G.2:36) – og det er med samme frimodige proklamation, at de troende i Danmark – midt i en vantro og fordærvet slægt, som er parat til ’at korsfæste på ny – vil forkynde Jesus – ”Gud har gjort Ham til…”, hedder det i teksten, og det er en underfuld trøst for alle dem, som hører Kristus til. Vi skal ikke ’gøre os selv til noget’, men vi kan døgnet og livet igennem fryde os over, at vi er ’Herrens værk’. Guds Søns personlige navn Jesus (Matt.1:21) fik han her på jorden – og tog det derefter med sig til Himlen – og Han er nu i sandhed Herre over alle ting både i himlen og på jorden (Ap.G.10:36). Derfor regner vi i denne time intet for umuligt… hverken i familieanliggender, tjenesten eller Guds frelsesplan for Israel og nationerne…


09-01-2017

DOMS-PRÆDIKANTER. Folk i almindelighed og vor tids ’forkælede kristne’ i særdeleshed bryder sig ikke om ’domsprædikanter’. Sammen med statens embedsmænd har de givet disse budbringere et nyt navn. ’Hadprædikanter’ kaldes de. Forkyndere af den art kommer på overvågningens ’sorte liste’ og hvis de går for vidt i deres beskrivelser af Guds dom, bliver de spærret inde! – Af den grund er det (for adskillige) ’betryggende’, at det var apostelen Johannes (der levede for et par tusinde år siden), der fik til opgave i Åbenbaringsbogen at nedskrive detaljerne omkring Guds dom over den del af kristenheden, der betegnes som ’en skøge’. Apostelen, som fik denne opgave, ligger nu i sin grav, og ham kan man ikke længere efterjage. Anderledes imidlertid med dem, som i dag får samme opgave. Dem til hvem Guds Ord lyder: ”Kom jeg vil vise dig DOMMEN over den store skøge” (Åb.17:1). Det nytter ikke, at disse prøver at slippe for opgaven eller at ændre den, så at de blot giver en fortsat og ’endeløs’ beskrivelse af ’den store skøge’. En redegørelse af den art vil sikkert kunne vække interesse og debat – men det er ikke, hvad apostelen fik forevist. Englen, som talte til Johannes, sagde: ”Kom jeg vil vise dig DOMMEN over den store skøge”… og den arme prædikant, som i dag får samme besked, kan ikke unddrage sig ved at sige: ”Jamen, hvis det er DOMMEN over den store skøge, jeg skal gøre rede for, risikerer jeg at blive kaldt en ’domsprædikant’. Og hvis jeg får prædikatet ’domsprædikant’, vil de også kalde mig ’hadprædikant’, og hvis de kalder mig ’hadprædikant’, vil de også sætte mig på ’den sorte liste’, og så får jeg måske politiet på halsen… til alt dette vil den himmelske budbringer ikke tage noget hensyn. ”Kom!” siger han, ”Jeg vil vise dig DOMMEN over den store skøge” (Åb.17:1).


04-01-2017

BERØRINGEN MED LIVETS ORD. Ét af de bedste steder i Ny Testamente til forståelsen af, med hvilken indre kraft ’det uendelige’ inkarnerer sig i ’det endelige’, er beretningen om den opstandne Jesus’ møde med disciplene. I den fortælling er evigheden helt synligt brudt ind i tiden – den kommende verdens kræfter ’har taget bolig’ i kødet. Lukas beskriver, hvorledes den opstandne Jesus pludselig ’stod midt iblandt dem’ (24:36). – ”Hvorfor er I bange?” spørger Han. ”Se på mine hænder og fødder – det er Mig! En ånd har ikke kød og knogler, som I ser, Jeg har… (v.39-40). ”Det vil sige,” forklarer vi, ”at den opstandelseskraft, som oprejste Jesus fra de døde, nu i al sin fylde havde taget bolig i det kødelige legeme, som var lagt ind i graven.” – ”Ånd har ikke kød og knogler, som I ser, Jeg har,” sagde Jesus. ”Vore hænder rørte ved Livets Ord,” forklarer Johannes senere (1.Johs.1:1)… og netop dette udtryk: ’Vi rørte ved Livets Ord’, mener jeg, står over for en ny, forunderlig opfyldelse. Hvad jeg mener med dette, er, at en ny tid banker på døren – og i den epoke, som nu stunder til, vil ’det uendelige’ bevise sin tilstedeværelse i det ’endelige’. Opstandelsens kræfter vil (med lyset fra den kommende verden) atter åbenbare sig – ja virkeliggøre sig med Kristi herlighed midt i det kødelige legeme og denne verdens dødelige knogler. Livets Ord vil bryde igennem dødens og alle kirkegårdens knugende stilhed og mørke – og mange fortabte sjæle vil blive frelst.


02-01-2017

DEN SIDSTE KOSMISKE KAMP. Det udfordrende ’arbejde’, som ligger foran de troende i denne endetidsepoke, kan defineres; det ’svæver’ ikke. Det har i en kosmisk dimension at gøre med det ’Livets Ord’, som ER Kristus, og som ER kommet ind i denne verden… (’da tidens fylde kom, og Gud sendte Sin Søn, født under loven, født af en kvinde…’ Gal.4:4). – På grund af den danske grundlovs 150-årige, særlige henvisning til ’den lutherske teologi’ består en af hovedopgaverne i –med den mest minutiøse omhyggelighed – at fremkalde de trossætninger, som netop denne reformators lære omhandler – for på forfatningens grundlag (og altså IKKE blot som et subjektivt interessefelt eller en kirkepolitisk beskæftigelse) – at understrege de områder, hvori divergensen forekommer mellem den protestantiske kirkes lærebegreber – og så det dystre, gejstlige verdenssystem, som i disse dage med fornyet kraft udgår i en bedragerisk forsoningsbevægelse fra Rom! Det drejer sig nemlig ikke – som nogen vil påstå – om nogle ’mindre teologiske overvejelser’, der lynhurtigt med ’undergangens fejekost’ kan skrabes ind under gulvtæppet. Nej, hvad her forestår handler om at absolut ulige urprincipper konfronteres med hinanden. Det er ’Begyndelsens Lys’ og ’urdybets mørke’, som her møder hinanden. Det er Gud og djævelen – Guds Søn og Satan – som træder ind på den sidste, afsluttende slagmark – og på en mærkelig (indtil nu skjult) måde vil nadvermåltidet blive en del af denne kosmiske kamp.


01-01-2017

JEG ØNSKER ALLE MINE LÆSERE ET GUDS VELSIGNET ÅR 2017.


Copyright © Johny Noer - www.noer.info. Alle rettigheder forbeholdes.
Senest opdateret: 28. april 2017 09:16:33.